Nonkel Doer

Nonkel Door's annekedoter er et udvalg af de åbnings- og slutord,

Som J.F.Sprong i løbet af cirka fire år har holdt i Odd Fellows Smalena Loge

nr. 75 i Drachten.


Anekdoterne er oversat fra hollansk af Tage Petersen og udgivet med tilladelse af Jan Sprung.

Dear Tage,
Thank you for the pleasant surprise I received from you this morning. The site looks really wonderfull, it brings back many an old memory. Although the chance that we'll ever meet in person again is small, we may keep in touch through this new medium. It is not quite the same as talking face to face but it will have to do. Nonkel Door would have been most amazed (and certainly flattered) that his anekedootjes are even read in Denmark. Once again thank you and all the best wishes from me and Jadwiga.
Jan Sprong

Tvivleren

Under krigen havde vi en gammel onkel boende i vort hus.

Han hed Isidoor, og da han kom fra Flanderen, kaldte vi ham Nonkel Doer. Han var en venlig mand, som ingen var bange for, og han valgte for det meste at stå på vores - børnenes - side.

Oven i købet holdt han af at fortælle os historier, eller anekedoter, som han selv kaldte dem.

Når jeg nu - efter alle de år - tænker tilbage på ham og på alle de fortællinger, der går rundt i familien om ham, tror jeg ikke, at han kun har været en venlig; men også en klog mand.

En af hans berømteste historier var fortællingen om tvivleren.

En ateist er på vandretur i bjergene, da han pludselig falder og rutsjer nedad.

I sidste øjeblik får han fat i en busk på bjergsiden.

og han svæver der mellem himmel og jord.

I den yderste nød vender han da sine øjne mod himmelen og råber: "Gud, åh Gud, hjælp mig. Hvis du redder mig ud af dette, skal jeg aldrig mere gøre nar af dig, og fremover vil jeg ubetinget tro på dig."

Gud på sin gyldne trone oppe i himmelen hører ham råbe og tænker: Å herregud, der har vi igen sådan en.

Altid sidder de og gør mig til grin; men når de så kommer i nød, så forventer de alligevel, at jeg skal sørge for at redde dem.

Det er dog for galt."

Men manden klager sig mere og mere, og til slut tænker Gud: "Nå skidt, lad mig endnu en gang vise medlidenhed og redde ham.".

Derfor råber Gud ned: "Lover du fremover at gøre, hvad jeg siger, hvis jeg redder dig?"

Og manden, der allerede, mod sin forventning, ser redningen nærme sig, tøver ikke et sekund og råber straks tilbage: "Ja, ja, jeg vil ubetinget gøre alt, hvad du siger, hvis du blot redder mig.

"Nå, så lad gå" siger Gud: "slip busken - så sætter jeg dig tilbage på stien igen."

Derpå kigger manden op, som ramt af lynet og råber tilbage: "Hvad? Give slip på busken? Tror du jeg er tosset?"

Dette, ærede læser, er en slags tro, som Isidoor ikke brød sig særligt meget om.

Forunderlige aber

Et fint eksperiment vedrørende dyrenes adfærd er eksperimentet med de forunderlige aber.

Det forløber som følger: I et bur er anbragt et antal aber, midt i buret står en stige, og over stigen hænger en stor klase bananer.

Hvad gør aberne så, sultne som de er?

De klatrer op af stigen og prøver at tage en banan; men så snart de gør dette, bliver de oversprøjtet med iskoldt vand.

Efter de har oplevet dette et par gange, er der naturligvis ingen abe, der klatrer op af stigen. De har lært deres lektie.

På dette tidspunkt bliver eksperimentet tilpasset ved at udskifte en af aberne.

Den nye abe ved endnu intet, ser bananerne og løber derfor direkte til stigen.

De andre aber, der kun alt for godt kan huske det kolde vand, løber endnu hurtigere og giver den nyankomne et par hårde slag.

Den nyankomne er ikke dummere end, at han efter et par forsøg på at klatre op af trappen indser, at dette resulterer i et par slag.

Han ved ganske vist ikke hvorfor dette sker; men han ved dog, at det er således.

Nar den nye abe er integreret i gruppen, bliver en af gamle aber igen erstattet af en ny, og som det kunne forventes, bliver også denne nyankomne belært - på den hårde made - om, at det ikke er tilladt kravle op af stigen.

Denne proces bliver gentaget, indtil alle gamle aber er erstattet af nye.

Nu er der ingen aber, som har oplevet at blive oversprøjtet, tilbage i buret, og man skulle jo så tro, at der igen var en af aberne, som ville gøre et nyt forsøg. Men nej, ingen abe tør prøve mere.

Det, der før havde en tydelig årsag, er nu blevet en tradition.

I dette tilfælde en meningsløs tradition, for brandslangen, hvormed de første aber blev overspulet, er for længst ryddet af vejen.

En meningsløs tradition, der vil vedblive med at bestå, indtil en virkelig modig abe kommer ind i buret. Og vær overbevist om, at de gamle aber så i vil fortryde, at de ikke selv har gjort forsøget.

Får og slagter

Der er en indianerstamme, som bor højt oppe i Andorabjergene,

som lever af de gaver, det giver at holde far.

Nar stammen har behov for uld klipper de et får.

Ikke således som det bliver gjort her på en folkloristisk made; men med en udtalt ærbødighed, da fårets uld kun kan bruges en gang.

Den mand, der skal klippe fåret, forklarer først fåret, at stammen har behov for ulden og fortæller derefter, at stammen til gengæld for ulden vil sørge ekstra godt for faret.

Når et får skal slagtes, hvilket naturligvis også forekommer, så kommer hele stammen, sammen med fåreflokken, og tager afsked med det får, som skal slagtes.

Til fåret og til flokken bliver forklaret, at for stammens beståen og således også for flokkens, som jo er afhængig af stammen, er det nødvendigt, at et af fårene bliver slagtet.

Stammens ældste fortæller fårene, at slagtningen vil ske med størst mulige omhu, at kødet vil blive anvendt omhyggeligt og, at den slags slemme hændelser kun vil ske i yderste nød.

Og derefter bliver dyret dog slagtet.

Nu vil du vel sige, at det ikke gør nogen forskel, hvorledes dyret bliver slagtet bortset fra, at det føjer en mere eller mindre romantisk folklore til hændelsen.

Godt kære læser, for fåret betyder det måske ikke så meget; men det betyder meget for slagteren og hans medmennesker.

Det gør dem til mennesker i stedet for robotter.
Såret

I lørdags så jeg på det tyske fjernsyn en gentagelse af en uge journal fra 1941:

Hitler talte til 100.000 mennesker i Lintz,

Hitler talte til 200.000 mennesker i Bremen,

Hitler talte til 300.000 mennesker i Munchen.

Hitler talte med sårede fra østfronten, Hitler talte med sårede i Baden Wiirtenberg.

Hitler lagde en krans ved monumentet for første verdenskrig; og så videre, und so weiter.

Denne ugejournal beskæftiger mig endnu. Dels på grund af spørgsmålet om godt og ondt. Dels på grund af spørgsmålet om hvorledes man kan fa mennesker så gale - men også på grund af spørgsmålet om hvordan de vil bedømme os om fyrre år.

Det mest rørende billede i filmen fandt jeg var billedet af en såret soldat på en kærre - benene var væk, en klap for øjet.

Så kommer der Führer og siger et par ord.

Soldaten er stille af beundring - og så gør han Hitler hilsenen.

Men den højre arm er lammet, og manden må løfte den op med venstre arm.

Tragedie så stærkt forstørret, at det bliver latterligt.

Nå ja, hvad vil du, når du allerede er berøvet dit liv.

Da kan du dog vanskeligt tillade dig også at miste troen.
Stæren i skidtet

Obsternasighed er for ungdommen, for de stærke, for

dem der endnu ikke har lært noget af livet. Tit går det dem, som

det gik med Nonkel Doors stær.

Også en af de historier, som han gerne fortalte.

Det gik for sig som følger: I et egetræ bag ved huset i Hulst havde de hvert år stærereder.

Normalt flyver stærene i store sværme mod syd om efteråret; men et år var der en stædig stær.

Den troede ikke rigtigt på historierne om den forfærdelige kulde.

Den ville selv en gang prøve, og derfor sad der den vinter en rystende og mager stær på egens nøgne grene.

I december, da det virkelig begyndte at fryse, kunne den ikke udholde det mere og fortrak alligevel mod syd.

Godt og vel forbi Gent kunne stæren ikke mere, og halvt frosset ihjel faldt den ned i en bondes mødding.

Netop i dette øjeblik kom en ko forbi og trådte stæren fuldstændig ned.

Stæren troede først, at den skulle kvæles - i stedet fik den det lækkert varmt. Så varmt at den begyndte at føle sig godt tilpas og glad begyndte at kvidre.

Men desværre - en kat kom tilfældigt forbi og hørte stæren, fiskede den op og åd den.

Der er, sagde Nonkel Door, tre lektier at lære af denne fortælling.

For det første: Den, der sviner dig til, er ikke nødvendigvis din fjende.

For det andet: Den, der haler dig op af lortet, er ikke nødvendigvis din ven.

For det tredje: Når du føler dig lækker varm, må du hellere holde din mund.
La Boheme

I går var der på det tyske fjernsyn en direkte udsendelse fra Metropolitan Operaen i New York af Pucinni's opera.

La Boheme. Man kunne sidde her i Holland og i selv samme minut se, hvad menneskerne ser i salen i New York. Et utroligt eksempel på menneskelig intelligens. På en glasskærm ser man, hvorledes en opera bliver opført i et andet kontinent, i farver og med musik.

For hundrede år siden var man blevet sat fast, hvis man havde forudsagt sådan noget. Og det helt sikkert, hvis man dertil havde fortalt, at det går via en kunstig planet, der hænger et eller andet sted nogle hundrede kilometer over begivenheden og derfra gennem luften til Tyskland, til taget af en lejlighed i Holland og derfra gennem en ganske tynd tråd til en skærm.

Et sandt teknikkens under.

Men alligevel kun et lille under, nar man tænker på, at Pucinni for mere end hundrede år siden i et totalt andet land og i en hel anden sammen- hæng var i stand til at skrive et musikstykke, der er så fuld af følelse og romantik, at det stadig her hos os, der lever i en helt anden tid, kan røre os til tarer - efter al den tid og efter alle de forandringer.

Derfor er det værd at tænke på, at det er en kendsgerning, at det, som binder os sammen, er stærkere end det, der skiller os, og at dette gælder for alle mennesker og for alle tider.
Det ene træ er ikke det andet

Det ene træ er ikke det det andet.

Når du taler med en anden person om et træ, er det klogt, at du fra tid til anden kontrollere, om det træ, du taler om, ligner det træ din

samtalepartner taler om - blot en lille smule.

Hvis du ikke gør dette, oplever du tit den størst mulige forvirring.

Ved denne forvirring spiller sproget en stor rolle.

Det frisiske: "det kan lige lade sig gøre," er helt anderledes end det

hollandske: "det kan lige lade sig gøre."

Hvis du vil undgå problemer, er det derfor en ide at lære dine rejsekam-meraters sprog. Men selv da bliver der fælder og forhindringer nok tilbage.

En at de mest udbredte årsager til misforståelser skyldes, at du danner dit eget billedet af virkeligheden.

Det kan let komme så vidt, at den opfattelse, du har dannet dig, helt overtager virkelighedens plads til slut - således, at du til sidst slet ikke kan genkende virkeligheden.

Derfor tror børn i dag snarere på, hvad de ser i fjernsynet end på, hvad de ser i virkeligheden.

Hele medieindustrien øger med sine beretninger, sine fotos og sine film denne sammenblanding af fiktion og virkelighed.

Hvis du vil skabe forvirring, da kan du, hvis nogen viser dig et billede

af en smuk piger og siger: "Har du set hvilken flot pige!" begynde at kigge dig forvirret omkring og råbe: "Hvor? hvor?" og når den anden så peger på billedet, siger du: " Det? Men det er da ikke en smuk pige, det er et billede!..."

Læser - det ene træ er ikke det andet, og et billede, hvor smuk det end måtte være, er noget andet end virkeligheden.
Landsbytossen

Der er en berømt historie af Turgenev om en landsbytosse.

Alle ved, at manden er tosset, for det har han altid været, og det vil han vedblive at være.

Hvad manden end siger og gør, om det nu er sandt eller usandt, rigtigt eller forkert - de behøver blot at høre om det, og alle brøler af latter.

Nu er manden langt mindre tosset end folk fra landsbyen tror, og han bliver derfor også temmelig sur over at blive gjort nar af.

Derfor går han til en gammel klog mand i nabolaget og spørger den vise mand, om han måske kan hjælpe ham.

Den gamle kigger lidt på ham, ler og siger så, at det vel nok skal lykkes, da det er ret enkelt.

"Fra nu af," siger han: "må du altid, hvis de spørger dig om noget, eller hvis de siger noget til dig, øjeblikkeligt stille et modspørgsmål.

Siger nogen: "Godt vejr i dag," så siger du: "Hvad er der så godt ved det?"

Siger han: "Ih, hvor har jeg sovet godt i nat," så siger du: "Har du

da ikke tænkt på alle flygtningene?" og så videre, og så videre.

Bliv ved med det et par uger og kom så igen."

Efter en uge kommer den tidligere landsbytosse, glad, tilfreds og omgivet af en skare mennesker, tilbage.

"Gamle mand" siger han: "Det virker, det virker gevaldigt.

Alle lytter til mig, alle tror, at jeg nu også er vis, og de synes også, at jeg er interessant. De har oven i købet valgt mig ind i sognerådet."
At se tingene

Landsbytossen blev til en klog mand ved uden ophold at besvare alle spørgsmål med et modspørgsmål.

Det er de samme vedvarende spørgsmål om hvordan og hvorfor, der har betinget vor høje tekniske udvikling.

Det har også ført til, at vi ser næsten alt i vore omgivelser som ting.

Som maskiner som er mere eller mindre indviklet sat sammen; men hvor man, hvis man studerer dem længe nok, kan slutte sig til, hvorledes de virker.

Det er det samme om det er mennesker, planter, dyr eller en drejebænk. Alt er egentlig det samme, det ene er højest lidt mere indviklet end det andet.

Hvis du nu ser på reklamer i avisen, på politikken, på undervisningen, opdragelsen eller på familielivet.

Overalt finder du denne maskinagtige forsimpling.

Dette leder uvægerlig til et system, hvor menneskene udelukkende bliver betragtet som produktionsfaktorer, som du nøjagtigt kan katalogisere, som du vil.

Ikke til egen fordel - vel at forstå; men til fordel for det hellige system, til fordel for kirken, for staten, for fremtiden eller hvad du nu vil kalde det.

Det leder til en slags indbygget dumhed - ligegyldighed om du vil.

En anekdote for at illustrere det: I et land, som ikke skal nævnes, blev afholdt et valg.

Alle står i rækken, får udleveret sin stemmeseddel og stopper den uåbnet i stemmeurnen.

Dog - da det er Iwanowich's tur, åbner han i alles påsyn sin stemmesed-del.

Valglederen farer øjeblikkeligt over ham og siger forskrækket:

"Iwanowich, hvad gør du nu?" Hvortil Iwanowich svarer: "Nåe

jeg vil vide hvem jeg stemmer på".

"Men Iwanowich," siger valglederen: "Ved du ikke, at der her i landet er der hemmelig afstemning"?
Punker og forelsket

I morges måtte jeg vente en times tid i Zwolle, og for at forkorte

ventetiden sad jeg og drak en kop kaffe på en fortovsrestaurant på

torvet.

Et lille stykke fra mig sad to punkere.

Han var beskidt og uordentlig, hun var klædt i en alt for stor ulden trøje og i sorte underbukser.

Tydeligt udfordrende, men det var i øvrigt også helt tydeligt, at de to hørte sammen.

Det ser man ikke ofte, måske fordi vi lever i et samfund, der i almindelighed fordømmer dette at være forelsket - følelser.

Men det sked de to på - for at blive i deres eget sprog.

Lækkert at sidde og kæle, fødderne op på stolen, fødderne ned af

stolen - man følte aggressiviteten fra dem, der var mindre tændt.

Fordi! når man sidder på sådan en fortovsrestaurant og ser sådan noget, så vil man også selv gerne være forelsket.

Men det kan man ikke så let gennemtvinge, og jo mere det forceres des

tiere mislykkes det.

Det bliver man sur og aggressiv af.

Sådan gik det også den morgen i Zwolle.

Men de var lykkelige i modsætning til vor aggressivitet.

Måtte deres glæde ved hinanden også blive en del af dig.

For så længe det stadig er forår, så længe er der forelskelse, og så længe er der endnu håb.

For dig og din slags.
Nonkel Maan

vel på det menneskelige område som i naturen gælder loven om behov for elendighed.

Dette medfører, at næsten alt skal være elendigt, og at helheden aldrig kan blive bedre.

De metoder, hvormed menneskene prøver at virkeliggøre denne lov på, og de teknikker, som de udvikler for at leve med den, er ofte forbavsende.

Nonkel Door, som jeg allerede tidligere har fortalt jer om, havde en bror: Nonkel Maan.

Maan var gift med tante Matilde, og sammen havde de et bageri i Vlissingen.

Deri måtte der, bestemt dengang, arbejdes hårdt.

Nonkel Maan måtte hver dag gå meget, for at få det brød, som han bagte om natten, ud til kunderne.

Mærkeligt nok havde Maan den vane, at han altid købte lidt for små sko. Dette ser ved første øjekast ikke ud til at være for smart, for en der må

gå meget; men Maan havde en hel god forklaring herpå.

"Ser i," sagde han så: "Jeg må altid tidligt op.

Om sommeren dør jeg næsten af varme, om vinteren dør jeg næsten af

kulde.

Kunderne har altid noget at klage over.

Hvis brødet ikke er for frisk, så er det for gammelt.

Med Matilde er det heller ikke altid for sjovt, og hvis jeg så endelig har en fridag, skal jeg på besøg hos familien.

Jeg vil ikke kunne holde det ud, hvis jeg ikke har et lyspunkt, som jeg kan se frem til, og det lyspunkt - det er mine sko.

Uanset hvor megen elendighed, der er hændt dagen igennem.

Jeg kan holde det alt sammen ud, fordi jeg er sikker på en ting, som jeg kan se frem til hele dagen, og det er, at jeg altid kan trække de elendige møgsko af - hver aften."

Sådan fik Maan tilfredsstillet sit behov for elendighed, og han blev gammel derved, om end ikke så gammel som Matilde.
At ryste på hovedet eller at nikke

Har du nogen sinde tænkt på, at det rent fysisk er lettere at ryste på hovedet for at sige nej, end at nikke for at sige ja?

Dette er biologisk bestemt af vore nakkehvirvler; men vort

valg om at sige nej er ikke kun koblet til, at det er den letteste

bevægelse, men også til vore sociale betingelser, idet det for vor

art er klogere - mindre farligt - at sige nej end ja.

Nar du prøver det, vil du oven i købet se, at ja- bevægelsen er vanskeligere at kontrollere end nej- bevægelsen, og derfor er den også personligt farligere for enhver - du kan mageligt knække nakken med et ja.

Dog må vi, tror jeg, en gang imellem løbe lidt større risiko og af og til

nikke lidt mere - også selv om vi risikerer at få en stiv nakke af det.
Pastor Breure Maris´s nye sko

Pastor Breure Maris var på Nonkel Doors tid tilknyttet den reformerte menighed i Walcheren.

Det må tilstås, at manden just ikke var meget frivol - altid i de sorte klæder, altid sort hat på og altid med et mørkt udtryk.

En skønne dag lettede pastoren dog på sikkerhedsventilen.

På vej til frøken Ploeg kom han forbi Simon de Wit's skotøjsforretning, og der stod et par prægtige italienske sko i udstillingsvinduet.

Hvordan det nu gik til, kan vi vel aldrig vide; men pastoren faldt med al sin stivhed for disse sko.

Skoene voksede - som en forbudt kærlighed - til en besættelse.

Og så begik Leendert Smijtegeld Breure Maris den første virkelige synd i sit liv.

På en strålende onsdagsmorgen trådte han ind til Simon og købte de smukke italienske sko, og han beholdt dem endda på.

Helt glødende af ophidselse; men dog - på grund af skyldsbevidstheden - med bøjet hoved, trådte han ud af forretningen og satte kursen hjemad mod præstegården.

Han er dog kun halvvejs hjemme, da han uden varsel bliver ramt af et lyn og dræbt på stedet.

Da han ud over dette aldrig har begået en synd, kommer han naturligvis direkte i himmelen.

Han har det dog ikke godt, og beskedent spørger han så Peter, om han ikke kan komme til at tale med Gud selv.

Det er ingen problem - og så træder han frem for den gyldne trone. Forlegent spørger han Gud, hvorfor denne ene synd, som han har begået, dog bliver straffet så hårdt.

Derpå slår Gud en latter op og siger: "Tja ... pastor ... se ... det er nu ærgerligt; men det er i virkeligheden forretningsfejl.

De havde lige ringet fra helvede, at de havde brug for endnu en synder til at fyre med, og så ... tja ... med sådanne sko ... vi havde ikke et sekund tænkt på, at det kunne være dig..."

Derfor, siger Nonkel Door, hvis du absolut skal synde - hold da i det

mindste hovedet oppe, så de kan se hvem du er.
Ling, Ting og Pong (Som det blev fortalt på en cafe)

Ved du hvorfor kinesere hedder Ling, Ting eller Pong?

Det er fordi - at ifølge kommunismen - skal alle mennesker være lige.

Nogle maske en smule mere lige end andre; men dog lige alle sammen.

Således har den store rorgænger også for år tilbage kundgjort, at alle

fornavne skal være ens.

Dette er naturligvis ikke til at leve med i praksis; men de smarte kinesere har fundet en løsning, der retfærdiggør bade teori og praktik.

Hvad gør de?

Når der igen bliver født en, tager faderen en håndfuld gafler og skeer i skuffen, kaster dem op i luften og lytter til den spektakel, bestikket laver, nar det rammer gulvet.

Sådan som det lyder, hedder den nye kineser.

Med mange jerngafler bliver det Ting, med mange skeer Ping og med træbestik Pong.

Ling, Ting og Pong (Som det blev fortalt af Nonkel Door)

I Kina bor, som i ved, kineserne.

Kineserne har, fordi de bor så langt væk, helt andre skikke end os.

Men de har også en hel del, der ligner vore.

Således holder de - lige som vi - forfærdeligt meget af børn, og de tror, at et hvert barn ved sin fødsel får en skytsengel, der passer på det.

De tror også, at denne engel udtænker et navn for barnet; men det er selvfølgeligt ærgerligt, at de - nøjagtigt som vi - ikke kan tale med engle. Derfor kan de ikke spørge, hvilket navn de skal give babyen.

Da kineserne er et meget gammelt folkeslag, har de også haft lang tid til at tænke over en metode, hvormed de dog kan finde ud af, hvilket navn englen har valgt til barnet.

Enhver mand sørger for, at han, i det mindste hvis han gifter sig, har en samling af klokker.

Så snart et barn er født, kalder han alle i huset - bedsteforældre, tanter og onkler, de køkkenet.

Så får de alle en klokke.

De stiller sig op i en stor ring, og så kaster de på en gang deres klokke så højt som muligt op i luften.

De skal kaste godt til, for englen lader den klokke, der ligner babyens navn mest, give den klareste lyd.

Når klokkerne falder til jorden, står de alle sammen dødstille og lytter, og

den lyd, der er kraftigst, bliver navnet på barnet.

Derfor hedder en lille baby Ting og en anden hedder Ping eller Ling.
Evolution

Evolutionsteorien kan sagtens forklare, hvorfor en lille fugl

uden vinger har større chance for at blive fanget af en kat end en lille

fugl med vinger.

Men hvorfor den lille fugl er blevet skabt i første omgang, det er mindre tydeligt.

I middelalderen var alle fuldstændig overbevist om, at alt udelukkende var skabt til ære for Gud og ved hans fravær alene til ære for hans stedfortræder - mennesket.

"Hvorfor har Gud skabt kyllingen - lille Jan"?

"For at spise den - mester!"

Med renæssancen bliver tanken om, at mennesket er særligt beskyttet af Gud, trængt i baggrunden.

Kyllingen bliver i denne version stadig mere et dyr, som er opstået ved en tilfældighed, og som ved held og forsigtighed stadig er til stede her på jorden.

Ikke reguleret af Gud, ikke specielt bestemt for mennesket.

Intet under, at man uden videre kan stoppe 4000 sammen som burhøns.

Efterhånden begynder stadig flere mennesker at realisere sig, at hvad der af magelighed er kaldt tilfældighed, måske alligevel ikke er så tilfældigt, som det ser ud til ved første øjekast, og at der meget vel kan være tale om et overordnet princip, der regulerer tingene.

Hvem der nu præcist regulerer, eller har reguleret - Gud, en højere magt eller naturen - er ikke så forfærdeligt vigtigt.

Det er helt sikkert ikke mennesket - også selv om vi en tid har bildt os ind, at det godt kunne lade sig gøre.
Årsag og virkning

Vi mennesker tænker i årsag og virkning.

Stærkere endnu - vi tror på årsag og virkning.

Hvis en hovedrolleindehaveren i et teaterstykke kommer løbende og råber: "Jeg er pludselig blevet rig, jeg er blevet rig"! så vil du uden tvivl klø dig i håret og begynde at spekulere på, hvorfor manden pludselig er blevet så rig.

Hvis han derimod kommer ind og siger følgende: "Gudskelov at onkel Henk er død, endelig er jeg stenrig!" da finder du det fuldstændigt indlysende, også selv om du aldrig før har hørt om onkel Henk.

Tilbage står, at du nu ved, at han var rig.

Der er heller aldrig nogen, der spørger, hvorfor onkel Henk døde så pludseligt.

Een årsag er tilsyneladende nok.

Bagtalere gør med taknemmelighed brug af denne mekanisme.

Hvis jeg vil give dig det indtryk, at min nabo drikker for meget, så siger jeg ikke lige ud: "Min nabo drikker for meget," for så tænker du straks: "De har sikkert været oppe at skændes." Nej, jeg drejer ganske langsomt samtalen hen på min nabo, og så siger jeg: "Han har sådan en dejlig kone.

Det er bare synd, at han ikke kan lade flasken stå."

Om hans kone kan vi stadig have forskellig mening; men at han drikker,

det er så sikkert som amen i kirken.
Tillært magtesløshed

Begrebet tillært magtesløshed stammer i første instans fra læren om dyrenes adfærd; men adfærdsmønstret, som hører dertil forekommer også hos mennesker. Det opstår, når der ingen sammenhæng er mellem årsag og virkning. Ved et forsøg med rotter blev undersøgt, om rotterne kan bringes til forståelse af en årsagsmæssig sammenhæng.

De blev lukket inde i et bur med en lille balkon og et gulv, der kan tilsluttes en elektrisk strøm. Under forsøget lader man fra tid til anden en klokke ringe, før man et sekund efter tilslutter strømmen i gulvet.

Efter nogen tid lærte de fleste af rotterne, at de - for at undgå det elektriske stød - skulle springe op på balkonen umiddelbart efter, at klokken havde lydt.

Sådan var det også i de menneskelige familier indtil slutningen af halvtredserne. Hvis man kom hjem med mudder på skoene, fordi man havde spillet fodbold - for det måtte man nemlig ikke - så blev man straffet. I tidens løb lærte man så - for det meste - at man skal pudse skoene efter at have spillet fodbold.

Nu om dage er det tit anderledes.

Hvis din mor er sur, så bliver du straffet, hvis du har mudder på skoene; men også hvis du ikke har mudder på skoene. Hvis hun ikke er sur, bliver du aldrig straffet - undtagen hvis din far er sur, for så vil hun ikke være alt for eftergivende for ikke at gøre ham endnu mere sur.

Der er ikke mere nogen brugbar sammenhæng mellem årsag og virkning. En gang imellem ringer klokken, og så er der strøm i gulvet.

Af og til lyder klokken, og så er der tilsluttet strøm til balkonen.

Ind imellem, når klokker ringer, er der strøm på det hele, og andre tider sker der overhovedet intet. Det sker også, at der sluttes strøm til gulvet uden, at klokken har lydt.

Hvorledes reagerer forsøgsdyrene på dette?

Først aggressivt. De slår ruder ind, ødelægger telefonbokse og banker alle de møder, så de må på sygehuset. Derefter bliver de apatiske, de sidder foran fjernsynet, begynder at drikke eller bliver afhængige af andre drugs. De interesserer sig knap nok for noget og er allerhøjst interesseret i sig selv.

Denne magtesløshed er heldigvis ikke uovervindelig.

Den er bogstavelig talt tillært, og kan således også aflægges.

Rotterne forbedrede sig i det mindste rasende hurtigt, da de blev lukket ud af buret.
De grådige

Der er en jødisk fortælling, der handler om et togt til underverden.

I den kommer fortælleren ind i en sal med et langt bord, der er fyldt med mad.

Ved bordet sidder en række sjæle, der ikke kan få maden ind i munden, fordi de har for lange arme.

De er derfor også alle sammen radmagre.

De udstrakte arme har de faet på grund af grådighed, forklarer guiden, og det er straffen til enhver, som har beriget sig på andres bekostning. Det er en opbyggelig historie - som du vil forstå.

Men det smukke ved historien er fortsættelsen, for fortælleren slipper fri for guidens opsyn og kommer derefter ind i en anden sal.

Også her - igen et langt bord med lækkerier og sjæle med lange arme; men her er alle velnærede, og der hersker en festlig stemning.

Han ser sig endnu en gang godt omkring, og opdager disse synderes hemmelighed.

De samarbejder! I stedet for, at alle frugtesløs prøver at bemægtige sig maden selv, giver de med de lange arme maden til hinanden.

Dermed har de vendt deres ulykke til egen fordel.

Fortællingen bliver herved mindre opbyggelig - men dog mere menneskelig.
"Og dog" erfaringen

Du bedrager mig, og dog kan jeg ikke undvære dig.

Dette er en charlatan, og dog stemmer jeg på ham.

Du træder på mit hjerte, og dog bliver jeg ved med at sørge for dig.

Og dog erfaringen har en dimension, der går over al forstand.

Teknikere forstår overhovedet intet af dette.

De forstår for det meste, hvordan det virker, og en gang imellem også hvorfor det virker; men "og dog" begrebet kan de ikke håndtere.

De vil gerne forstå det; men de har samtidig en hæmning, der forhindrer dem i at bedømme det.

De tror, at mennesker er maskiner, som man kan reparere, eller som man kan omprogrammere, hvis de ikke gør, hvad man synes, at de fornuftigvis bør gøre.

De tror, at de forstår, og derfor vurderer de ud fra deres begreb og ud fra deres syn på situationen - for det mener de, at de skal.

Og dog forstår man den højeste klogskab uden at dømme - at acceptere...

At forstå uden at dømme - at forstå og acceptere - er den vigtigste forudsætning for et ægte venskab, den vigtigste forudsætning for ægte kærlighed og den vigtigste forudsætning for at begribe den ægte sandhed.
Abefælden

En af Nonkel Door's mest lærerige fortællinger var historien om en abefælde, der har været brugt i Indien i mange år.

Fælden består af en udhulet kokosnød, hvori der er lavet et hul lige

netop så stort, at en abe kan få sin hånd igennem det: I kokosnødden

bliver der hældt lidt ris, og det hele bliver bundet fast til et træ.

Inden længe kommer der en abe forbi, den kigger, tøver lidt, stikker forsigtigt sin hånd gennem hullet, tager en håndfuld ris... og så kan den ikke mere trække sin næve tilbage gennem hullet.

Og fanget er den.

For den som kan gennemskue mekanismen, er det fuldstændigt tydeligt, hvad aben skal gøre for at undslippe den, der ønsker at fange den.

Men fælden har virket i mere end tusinde år, og indtil nu er det kun sjældent, at en abe har været smart nok til at slippe risene og således redde livet.

Den lader tanken om gevinst på kort sigt skygge for dens behov på langt sigt.

Ideen om at slippe risene kommer ganske enkelt ikke ind i abens hoved.

Det er aben i øvrigt ikke ene om.

Se dig omkring og du vil se aber med hånden fastnaglet i kokosnødder løbe rundt i skovene.

Og hvorfor de ikke slipper?

Det falder dem ganske enkelt ikke ind.
Drømmen der blev virkelighed

David Herselman havde i mange år drømt om, at det en gang skulle være muligt for ham at opsøge sin bror Piet i Amerika.

Ingen troede, at det ville lykkes, for hans landejendom var kun lille,

og David var ikke særlig flittig.

Takket være folkepensionen blev det dog muligt, og så rejste David og tante Jo med en DC 7 fra KLM til De Forenede Stater.

Det blev fortalt, at han ved mellemlandingen i New York nervøst prikkede sin nabo på skulderen og spurgte: "Chicago? Chicago?" hvorpå denne forundret så op, og skulle have sagt: "No, no! New York, New York!"

Nå - godt, David kom til slut tilbage i god behold og fortalte endnu i mange år om sin store rejse til enhver, som ville høre det.

Selv hen ved slutningen af sit liv, da han havde fået et slagtilfælde, og ikke mere kunne tale, tænkte han stadig på den opfyldte drøm, for når hans datter spurgte: "Har du en gang været i Amerika?" så lyste hans ansigt op og David, der i øvrigt ikke kunne sige et ord, svarede da nok så klart: "Yes, yes."

En drøm, der ikke var et bedrag.
Vores Peerke

For omkring hundrede år siden var det i provinsen Brabant skik og brug, at en mand, der skulle giftes, selv lavede sit bord.

For det meste af tykt ege eller bøgetræ, for bordet skulle kunne holde hele livet.

Ved sådan et bord havde alle deres faste plads.

Faderen ved bordenden, moderen ved siden af og så rækken af børn efter alder.

Da brabanderne som oftest var fattige på penge og rige på børn, havde de i almindelighed ingen løse tallerkener; men med et stemmejern blev

der udstemt tallerkener i bordet.

Det begyndte med to lige store udhulninger, og lidt efter lidt voksede antallet.

Når endnu et nyt barn skulle spise ved bordet, blev der udhugget en lille udhulning på det nye barns plads.

Denne udhulning blev hvert år på barnets fødselsdag lavet større, indtil den endelig nåede det fuldvoksne mål.

Sådan kan man se, hvor stor familien oprindeligt har været.

Tit ser man bordplader, hvor der mellem de store tallerkener er blevet en lille tallerken tilbage: "Der sad vores Peerke altid".

For således gik det.

Der blev ikke rykket sammen, nej.

Peerke beholdt sin plads; men udhulningen behøvede ikke at blive gjort

større.

Vi gør det anderledes. Hvis nogen dør, så bliver han gemt af vejen.

Hans tallerken bliver i skabet, hans tøj bliver givet Frelsens Hær, hans

aske bliver strøet ud over havet. Og det er en skam, for det er de døde, der spinder tråden fra fortid til nutid. Det er godt at holde sig for øje, at det er denne kontinuitet i vort menneskeliv, der gør livet udholdeligt, for ingen er så ensom - så bogstaveligt uden fremtid som et menneske, der ingen idé har om sin fortid.

Ærede læser! Brug nu en gang lidt opmærksomhed og tid på menneskene fra din fortid.

På de mennesker, der nu ikke er her mere; men som du dog endnu tænker tilbage på med glæde, med taknemmelighed eller måske vemod. Deres tid, Peerkes og Nonkel Doors tid er forbi; men vores tid løber heldigvis stadig.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.09 | 08:38

Hej Linda
Du kan læse mere om fattighuset, hvis du køber Lokalhistorisk Årbog 2017 på Lystrup Bibliotek eller Djursland Banks filial i Lystrup.
Se også http://lystrup-elsted-elev-lokalhistorie.dk/

...
16.09 | 19:30

p.s Aldrig set dem på billeder før..

...
16.09 | 19:29

Skægt at læse jeres historie om Fattighuset i Elev. Jens Chr. Christensen og Marie Rasmine Christensen (mine tip-oldeforældre). Aldrig dem på billede. Mange tak

...
29.11 | 18:29

Dejligt at besøge din hjemmeside, også alt lokalhistorie du har med.

...
Du kan lide denne side