Dansk 6

Dansk 6



23. August 1989. 

23. August letter flyet fra Søndre Strømfjord med kurs mod Kastrup og endelig fremme samt gennem tolden, fik jeg en mere end varm modtagelse af mine Lisa i lufthavnen. BARE
SUPER! 

Vi tager hjem til Lisa's lejlighed på Amagerbrogade, da jeg ikke har møbler i min egen lejlighed endnu. Vi tilbringer et par dage med at nyde hinanden, inden jeg tager ud til Poul Villy, ved De Blå Busser i Holte.  Jeg vil lige høre om han har et job til mig. Ok, der mangler lige en chauffør på linie 195 på mandag. Rigtig godt, så jeg møder glad op og kommer i gang med min kørsel igen.  Men det varede ikke længe, da hævelsen med den gule prik under mit venstre øje bliver større og pludselig en aften under kørslen, begynder jeg at se dobbelt.  Jeg kan simpelthen ikke fortsætte og får fat i Poul Villy,  for at få en afløser ud på linjen. Poul Villy bliver noget sur og jeg forstår ham nu godt.  Nu er jeg lige startet i firmaet for tredie gang og så lægger jeg mig allerede syg.  Sorry Poul Villy, d
et var altså ikke min plan.

Så jeg søger læge, som sender mig videre til Gentofte Hospital.
Her får jeg taget prøver fra hævelsen og så må jeg bare vente på resultatet. Lægerne er i tvivl og jeg får så taget en rygmarvsprøve også for en sikkerheds skyld. 

Endelig, Lisa og jeg bliver kaldt ind til en samtale med en læge ved navn John Myhre. Han er noget alvorlig og fortæller, at prøverne viser, at jeg har Akut leukæmi i fuldt udbrud på 6. uge.  Fortæller også at med Akut leukæmi, er der kun ca. 4 måneder fra den første ukontrollerede celledeling, til man dør.
Det var da virkelig dejligt at høre, ikke?  Ikke så meget pakken tingene ind, men kort og præcis besked der udelader enhver tvivl.  Værsågod at skylle ! 

Min Lisa har hørt om sygdommen før og reagerer meget voldsomt på oplysningerne.  Jeg kender ikke til den og vil bare lige sluge nyheden først og forklaringen fra John.  Han siger, at nu skal jeg i behandling meget hurtigt og kan begynde den næste dag, hvis jeg er klar.  Puha! Jeg bliver nødt til sluge de oplysninger først og bliver enig med John om at komme derind Mandag morgen i stedet. 
Lisa og jeg går hele vejen hjem, omkring 15 kilometer fra Gentofte til Amager, hvor vi skal tilbringe weekenden med at forstå og samtidig forberede, hvad det er nu stod foran os og hvilke opgaver der umiddelbart skal løses. 

Med Lisa ved min side, bliver jeg indlagt på Gentofte Hospital, afdeling 724 og kommer hurtigt ind i et behandlingsværelse, hvor jeg bliver hængt næsten lodret op i et stativ, med hovedet nedad.  Derefter får jeg lagt et kateter direkte ind i rygmarven nede ved hoften. 
Ikke særlig rart, skal  jeg da lige huske at sige. Kort og godt - AV FOR SATAN! 

Så skal jeg hænge her i  8 timer,  mens kemovæsken løber direkte ind i rygmarven.  Noget af en oplevelse at hænge her og bare vente. Lisa sad trofast ved min side og vi holdt hinanden i hånden hele tiden. Svært at tale mens jeg bare hænger der på hovedet. 
Men vi prøver da selvom det ikke er særlig muntert at se på hovedet. 

Dagen efter får jeg lagt et "Hickman" kateter i brystet, til brug ved de næste 5 kemoterapier,  der er planlagt.  Spørger hvad udsigterne er for helbredelse og hører muligheder nu er så gode, at op mod 65% overlever Akut leukæmi i dag.  65 procent!  D
et er da ikke de lyseste udsigter, så det sætter da lidt gang vores tanker.

Et par dage efter får jeg min første kemoterapi gennem Hickman kateteret i brystet.  Det går da rigtig godt de første par dage, m en så går det også helt amok og jeg bliver udnævnt til Kongen af bivirkninger.  Kiloene rasler af mig og mens ugerne  går begynder jeg at skalle hud over hele kroppen, ligesom håret går løs i store totter, så jeg barberer hele skidtet af.   Jeg mister fuldstændig følelse af tid og sted nu, hvor jeg bliver fyldt med smertestillende og alt mulig andet medicin for at dæmpe andre bivirkninger.
Jeg flyder rundt i en uvirkelig tåget verden og i morfinrusen forestiller jeg mig en masse uvirkelige og latterlige ting, fortæller min Lisa mig senere. Blandt andet er jeg overbevist om at jeg har et fuglehus i ryggen. 

Men nu begynder tingene efterhånden at blive lidt mere stabile og efter en måned i helvede, bliver morfinen taget fra mig meget mod min vilje.  Helt ærligt, så kan jeg godt se nu bagefter, at jeg var blevet afhængig af morfinen og ville bare have det, enten jeg havde brug for det eller ej.  Men det var Lisa,  der tog beslutningen for mig og fik mig ud af morfintrangen, det er jeg overbevist om nu. Det er meget nemt for raske og "normale" mennesker at sige det er nemt at stoppe, men nu har jeg prøvet bare at kunne sige "det gør ondt og jeg vil have morfin" og så få det næsten ubegrænset af lægerne. Så i dag ser jeg noget anderledes på misbrugere.
 

Nå, men ingen hår, negle og tænder, så ingen problemer der.  Kiloene raslede af, så jeg er nu 37 kilo lettere end da jeg startede kemoterapien.  Min styrke er helt væk, så jeg er nødt til at blive løftet af en kran til at komme komme op, bare for at blive vasket. Jeg er som en våd klud der bare ligger.   Men en sen aften ved 11-tiden, i eneværelset hvor Lisa og jeg snakker sammen, kommer pludselig lægen John Myhre ind og sagde godaften. Hvad nu?  Ja, sagde han alvorligt. 
Nu var det jo faktisk ham, der bragte os den dårlige nyhed tidligere, at jeg havde Akut Leukæmi, så nu ville han også være den, der kom med den gode nyhed.

Efter den sidste rygmarvsprøve, har det vist sig at min Akutte leukæmi ikke kan ses i knoglemarven mere!  Utroligt!  Havde ellers fået at vide, at d et ikke var usædvanligt at skulle have både 3. og 4. kemoterapi for at få denne virkning. 
Samtidig fortalte John, at det heldigvis havde været muligt at give mig en meget stærk kemoterapi, på grund af min gode træningsmæssige tilstand efter vægttræningen, så kunne de give mig en kemoterapi mange andre ville bukke under for. 

John smilede varmt og sagde godnat.  Hvem i alverden kunne sove nu? 
Lisa og jeg var lykkelige og der var tårer i spandevis og vi kunne bare ikke sige noget i lang tid. Der blev bare krammet og grædt i en uendelighed, så natten forsvandt bare.

Så var det mindre vigtigt med alle bivirknigerne, der nu blot var krøller på vejen.  Håret var væk, neglene var væk, huden skallede i store flager så Lisa pillede simpelthen hele min gamle hud af overalt i tykke stykker, så det var en lyserød baby der lå dér istedet.  Tænderne begyndte at blive ret løse og smertede kraftigt på grund af betændelser og det besluttes at det bedste vil være at fjerne dem alle.  Så i løbet af kun to dage er jeg tandløs og kan ikke pifte efter pigerne mere. Pffyy plfor flnoget lfotrt, med munden fuld af vhatt tdamplohner. 

Nå, nu skal vi videre.  Min gamle ven Morten Deenfort, som jeg har lært at kende gennem min gamle mekaniker kollega Bent Sjørup ved HT busserne, er tandtekniker og tilbød at lave nogle nye tænder til mig til en rimelig pris. Så Morten tryller og jeg fik nogle helt naturlige tænder i munden, med naturlige farver. Man skal vel ikke ligne en eller anden Hollywood-skuespiller, med plastik smil.
Tak Morten! 

Nu var jeg så hårdt medtaget af den første kemoterapi, så lægerne simpelthen ikke tør starte den næste op, simpelthen fordi jeg ikke ville kunne overleve behandlingen i min nuværende tilstand. Men da min knoglemarv lykkeligvis var ren nu, besluttede man at holde mig under nøje overvågning og der gik næsten 6 måneder før jeg var stærk nok til en kemoterapi igen.  Kiloene kom  langsomt tilbage og de forskellige medtagede organer begyndte at arbejde igen.  Lisa og jeg tog en uge på Korfu for at slappe lidt af. Men uden forsikring, da ingen selskaber ville tage ansvaret, så det blev os selv.   Det var hernede, at jeg pludselig "lærte" at spise igen.
Tjuhej, hvor det begyndte at gå fremad fra nu. Vægt og styrke krøb på mig i pænt tempo. 

Hjemme igen, gik jeg til kontrol på hospitalet og kom i nærmere kontakt med en overlæge, der hedder Hans Johnsen.  Han havde fulgt mig og bemærket, at jeg havde arbejdet på Thulebasen og derfor kunne have været i kontakt med atomaffald fra flystyrtet i 1968, hvor et Amerikansk bombefly styrtede på havisen op mod basen. Måske og måske ikke, men jeg havde nu ikke kræfterne til at følge det op, så vi lægger låg på sagen og nøjedes at tænke et lille "måske".  Det vil blive omstændigt og både tids- og personligt krævende at følge en sådan sag op. S å jeg vil hellere fokusere på at fuldføre min behanling her istedet. 
Så Lisa og jeg lader op et par måneder, så jeg havde hentet 20 kilo af de tabte 37 igen. Så mener vi, at det var tid til at tage kemoterapi nummer 2.

Sommeren 1990. 

Sommeren 1990 gik hovedsalig på Gentofte Hospital, afdeling 724, hvor jeg var blevet et ret kendt ansigt, ikke mindst på grund af de mange og til tider alvorlige bivirkninger af kemoterapien.  Men de utrolig dygtige læger og sygeplejersker på 724 gjorde et utroligt stykke arbejde for jeg kan få det godt igen.  Det er umuligt at nævne alle, så jeg vil sige "næsten ingen nævnt, ingen glemt", men alle skal have tak for deres kompetente arbejde og indsats.  Undtagelsesvis vil jeg fremhæve læger Hans Johnsen og John Myhre, der fulgte mig tæt, ligesom Oversygeplejerske
 Marianne, der ledede tropperne på afdelingen. Men ellers  jeg husker især sygeplejerskerne Thyge og Benedikte, for ikke at nævne sygehjælper Barbara, som ofte bagte pandekager om aftenen.

Nu vil jeg ikke udpensle kemo nummer 2, 3, 4 og 5, men effekten af disse var tætte kopier af den første, men dog uden den samme dramatiske effekt.  De havde hver især deres "regning" til mig. Hvis ikke jeg pludselig fik super negerkruset hår, så fik jeg en styrtblødende mavesæk der nær havde taget livet af mig, hvis jeg ikke var blevet proppet med 26 poser blodplader.  Nu v ar jeg jo ikke rigtig nogen "Arnold Swartzenegger" mere, da mine arme nok mest lignede et par piberensere og jeg var så svag, at jeg næsten ikke orkede at kaste bare et blik ud af vinduet. Men det gik som planlagt, måske lige med undtagelse af den sidste kemoterapi, der var tæt på at blive for stærk. I stedet for de sædvanlige 6-8 dages venten, inden knoglemarven begynder at producerer blodlegemer igen, gik der næsten 3 uger før produktionen kom igang. Faktisk var det først den 23. December 1990 produktionen pludselig gik igang og blodtallene røg i vejret med lynets hast, så jeg fik lov tage  hjem og fejre juleaften. En juleaften, som fejres på Frederiksberg i Lisa's Farmor Magdas hjem, hvor også er min Mor kom med.  Lisa's brødre Niels og Kim var der, ligesom Lisa's far Per og hans forlovede Charlotte. 
Se, det var en rigtig jul! 

Nytårsaften 1990-91.  Lisa og jeg fejrede den i lejligheden i Hessensgade 48, 4. Sal. 
En stille aften med god mad og vin, så vi kunne komme ind i det nye år med et godt helbred.

Jeg nyder bare samværet med min Lisa og vi bliver tættere og tættere forbundet hinanden. Jeg har før været forelsket og vel også ment at jeg har elsket. Men det er noget helt andet med Lisa, som bare er i hjertet på fuld tid. Utroligt at Lisa ikke gav op undervejs i min sygdom, hvor jeg til tider vist var ganske urimelig, for at sige det meget mildt. Men Lisa stod betingelsesløst ved min side når jeg var allermest urimelig og det lover jeg mig selv, at gemme i hjertet til evig tid. Og så kunne vi jo også lige så godt være sammen lige så længe, ikke ? 

Rart at være hjemme igen.  Efterhånden blev jeg stærkere  og begynde at kunne leve en smule normalt igen.  Jeg får stadig sygedagpenge fra kommunen, selvom jeg var ved at miste dem, fordi jeg havde været sygemeldt et år.  Der var nu ingen større problemer med at få den forlænget, fordi lægerne kunne give mig en erklæring, som bevidnede at jeg var tilbage på sporet. Heldigt!  Tænk på de mennesker, der er uhelbredeligt syge, der ikke kan få lægernes garanti for at de vender tilbage til et normalt liv, men venter på det uundgåelige.  De vil blive tvunget på kontanthjælp, med hvad det nu betyder, af problemer med at klare de økonomiske forpligtelserne. Det er ikke lige hvad en syg og alvorligt svækket har brug for at kæmpe med, oven i sygdommen. Men dette kan blive virkeligheden for enhver borger i Danmark, der bliver uhelbredelig syg.
Tak for det Danmark !  Ligeså havde jeg under sygdomsforløbet brugt alt hvad jeg havde sparet op under de 2 år i Grønland, så kassen var tom. Jeg gik så på Lyngby-Taarbæk kommune for at høre om muligheden for hjælp derfra til nogle nye tænder, men fik en usandsynlig flabet behandling jeg ikke havde kræfterne til at stille op imod. Fik besked om at jeg bare kunne sælge min Harley, som var det eneske af værdi jeg efterhånden havde. Havde det været en bil jeg havde, kunne de godt have hjulpet mig, men en motorcykel regnes kun for hobby og kunne derfor undværes. Farvefjernsyn skulle sælges, sort-hvid kunne beholdes.  Flaben på Kommunekontoret var også så fræk at bemærke, om jeg ikke synes jeg snart havde fået nok, med behandlingen i sygehusvæsenet. Jeg havde ikke kræfterne til at tage kampen op, men vendte mig om og forlod kontoret med stoltheden i behold.   Se, det var det dejlige Danmark jeg var så heldig at være født og opvokset i.  Nej, man skulle hellere være bekvemmeligheds indvandrer her og kunne få i pose og sæk, bare ved at kunne sige "Asyl".   

Men nu havde jeg efterhånden samlet kræfter nok, syntes jeg og jeg ville ud at finde et job igen. Det gik heldigvis meget let og snart var jeg ude at køre bus igen, denne gang i City Trafik. 
Jeg blev også tilbudt et busmekanikerjob i firmaet, men afslog fordi jeg ikke er sikker på at have kræfter nok til det til tider tunge arbejde som busmekaniker.

Lisa og jeg nød bare at være sammen uden at tænke på sygdom mere.  Og vores arbejdsgivere var gode, når vi spurgte om ekstra ferie og forlængede helligdage.  3-4 gange om året tog vi afsted til et varmere himmelstrøg.  Ofte på Gran Canaria, men nysgerrigheden sendte os også videre ud i verden, der lokker med oplevelser og spændende mennesker.


29.
Februar 1992. 

Skudår!  Fint nok , så året ikke bliver forskubbet, så vi pludselig har julen om sommeren.  Egentlig er der jo d. 24. Februar der er skuddagen, men man har jo rykket den til 29. Februar af praktiske årsager. E n anden tradition er, at den  29.
Februar, har kvinden ret til noget specielt på skuddagen.  Det går op for mig, da min Lisa pludselig frier til mig!

Kan jeg sige andet end JA?   Med alt, hvad vi er gået igennem sammen, så det er ret godt polerede kanter vi kan starte ud med og fremtiden ser lys ud for os. Vi finder dagen, Lørdag den 18.
Juli (Lisa fylder 30 dagen efter) og får en aftale på Københavns Rådhus.

Lisa dukker op i hvidt og gult med en smart hat.  Dummer mig gevaldigt, for jeg glemmer selvfølgelig at købe brudebuketten, hvad ellers?  Men min dejlige søster Lizzie redder mig på målstregen, da hun havde en smuk buket med til formålet.  Mange venner og familie møder op for at se os blive gift.  Og svarene på spørgsmålet: "Vil du ha?"  Lyder
naturligvis glade 2 gange jaaa fra os begge. 

Senere på dagen indbyder vi gæsterne i Løjtehus på Amager, hvor mad og drikke nydes i god stemning, før vi går hjem i Hessensgade og fortsætter dér.   Faktisk ville vi have fortsat på Løjtehus, men her har de helt misforstået aftalen.  De tror, at vi stopper efter frokost og eftermiddagskaffe, så de venter et andet selskab sent på eftermiddagen, så der er simpelthen ikke plads. Hvordan de har fået den idé, har vi ingen anelse om. Godt nok havde vi ikke bestilt aftensmaden her, men havde da, mener vi, en aftale om at lade dagen og aftenen vise se hvad der ville ske.  Samtidig begynder t
jeneren at blive noget utidig og slukker musikken, så vi har ikke lyst til at lægge flere penge her.  Faktisk lidt ærgeligt, for egentlig var meningen jo at fortsætte festen. Nå, men måske vi kan fortsætte festen en anden gang et andet sted. For Løjtehus skal ihvertfald ikke lægge lokaler til.

Vores 
Bryllupsrejse går mod Seattle på den Amerikanske vestkyst og i lejet bil kører vi ind i landet og nordpå til Canada. Her har vi en aftale med vores dejlige venner Iben og Kim, om at mødes i Jasper National Park, hvor vi skulle bo i et dejligt hotel.  Så fint, vi havde 4 tjenere ved middagsbordet og Kim og jeg er nødt til at blive udstyret med en lånte jakker og slips for at kunne komme ind i restauranten.  Haha, vi var mildt sagt underholdende at se på, Kim og jeg.  Iført disse småternede jakker lignede vi næsten Sherlock Holmes og Dr. Watson, Kim med for lange ærmer og jeg med for korte. Mange tak til Iben og Kim for bryllupsmiddagen på hotellet. Super middag, som vi dog supplerede med hentede Hotdogs på hotelværelset senere.  
En tid med store oplevelser fulgte, da vi med Iben og Kim som guider så mange interessante steder, ligesom vi atter blev fyldt med god mad og drikke, ikke mindst hjemme hos dem. De er jo ikke kokke for ingenting. 

Iben og Kim viser vej til deres hjem i Alberta Beach, hvor vi får et værelse hos dem. En rigtig sjov tid følger, hvor vi bla. også besøger Ibens bror Jens og hans dejlige kone Alice i byen Little Smoky, hvor Jens virker som en jagtguide for turister, ligesom Jens søn Jacob, er kommet til for at hjælpe med guideforretningen. 
Her kører vi rundt med Jens i skovene og nyder landskabet i fulde drag og suger storheden i de Canadiske skove til os, hvis vi da ikke lige nyder at være sammen i det kæmpestore bjælkehus i midten af de store skove.

Hjemme i Alberta Beach igen, skal vi også se "Edmonton Mall", som skal være verdens største indkøbscenter med 953 butikker (se også i mappen "Links fra overalt").  Efter et par uger sammen med dejlige Iben og Kim kører vi sydpå og ind i USA igen, hvor vi kører rundt i en god uges tid uden specielle mål, andet end at slappe af på nogle gode hoteller og ellers bare nyde livet sammen og slappe af med øjnene åbne


Støder på en masse søde mennesker, før vi igen finder Seattle og flyet tilbage til Danmark, så vi bare kan få arbejdet lidt og få lidt penge i kassen,  inden vi finder et nyt interessant sted at besøge.

Margarita, en ø nord for Venezuela, blev beæret med vores besøg i hovedstaden, Porlamar, hvor vi boede på hotellet "Eagle Inn."  Vi var der i 3 uger og tog ofte taxier rundt om på øen.  En af de mange ture gik nordpå, op til en National Park hvor vi lejede en båd med skipper, der sejlede os rundt i lagunen ud mod Atlanterhavet og her så vi blandt andet  pelikaner og andre fugle på nært hold og fiskene svømmede i det klare vand rundt om båden. Det er bare livet det her! 

En anden "oplevelse" var at købe benzin på øen.  Kun 60 øre literen!  Ikke så mærkeligt, der er så mange gamle og store biler her.  Selv taxier er store og vi kører ofte rundt i en stor Amerikanerdyt med rødt velour indtræk.  For at køre os rundt i en hel dag, herunder også besøget i National Parken, blev regningen  kun omkring  80 kroner.  Så mon ikke lige man har råd til det?  Bare
luksus! 

Første gang Lisa og jeg var i Thailand, var det en 10-dages tur til Bangkok fyldt med oplevelser.  Vi ser blandt andet Rose Garden og Samutprakarn Crocodilefarm, ligesom vi ofte hyrede en tuk-tuk (3-hjulede scooter) til at transportere os rundt i hovedstaden. Nye restauranter hver dag og til hvert måltid, stortset.  Et rigtig godt råd er at gå ned i 3. bag gyde for at spise, hvor menuerne kun på Thai.   Enkel billig mad og maden er absolut lækker og spændende.
Du kan ikke læse eller se hvad det er, men det smager fantastisk!  Så det er bare om at se lokal ud og pege på een eller anden ret.

En super tur, hvor vi bor i Stalden, "Stable Lodge" (se i "Links fra overalt"), som ejes at Danske Erik og hans Thailandske kone. En ren slappe- og hyggetur uden de helt store ture ude omkring. Her ville vi bare tage en byferie en dag af gangen.

Hjemme igen på jobbene og sammen med venner og familie går tiden hurtigt, ikke mindst med kørsel på Harleyen til træfs og andre arrangementer i den verden. Det er nu mest mig, der er Harleymenneske og Lisamin der nyder stilheden hjemme, når jeg er ude og sammen med de andre der er lige så skøre som jeg når det handler om Harley.

Jobbene bliver også passet, Lisa ved SAS i Københavns Lufthavn og jeg i Bus Danmark som chauffør og mekaniker efter behov.  Nåeja, så var jeg også en periode ansat i Københavns Lufthavn som betjent og arbejdede her med at køre "Follow me" vognene og lede flyene ind til standpladserne.  Men det varede nu ikke så længe, da lønnen var elendig og jeg så blev tilbudt et job i "SAS Servicepartner" om natten.  Indrømmet at det skulle jeg nok ikke have sagt jatak til, for arbejdstiden koliderede totalt med Lisas arbejdestider, så det holdt kun i 3 måneder, inden jeg fandt ud bag busrattet igen, denne gang i Citytrafik.  

Thailand igen og denne gang går turen til Jomtien, hvor vi lejede os ind i "Grand Jomtien Palace Hotel" i 7 uger.  Dejligt
 med god tid, således at dagen ikke behøver at gå med fuld fart på for at se det hele på ingen tid. 

Mange ting at se på, ligesom havet på den anden side af strandvejen kalder på os.  Meget tid slapper vi af med at gå eller tage en vogn til Pattaya et par kilometer herfra, hvor der er mange ting og vi ofte finder en sjov restaurant.  Pludselig en dag ser vi på et skilt, at vi kan komme til øen Koh Chang. Bare os to og vi køber hurtigt et par billetter og hopper på bussen, der efter et par timer kommer til en havn, hvor båden kan sejle os ud til Koh Chang, hvor vi har lejet os et strandhus kun 15 meter fra havet.  Bare dejligt  og vi dovner dagene i solen og nyde den gode mad og selskabet i en strandbar, der drives af et par bøsser. Rigtig søde
mennesker, som ikke ved hvad godt de vil gøre for os, så vi kan nyde dagene her.

En spændende oplevelse på Koh Chang var, da vi opdagede at Jysksengetøjslarsen, havde adopteret nogle udtjente arbejdselefanter og sat dem i pension her på øen ved et stykke regnskov, istedet for de blev aflivet. Det var ihvertfald historien vi fik.

Vi kom ned til morgenbadet af elefanterne, hvor de storplaskede i et stort vandhul midt i junglen. Efter morgenbadet gik elefanterne og deres Mahut (fører) op til en plads hvor vi kunne gå rundt og hilse på de enkelte elefanter. En dejlig nærkontakt med disse prægtige dyr, inden vi skulle op på ryggen af "vores" for at komme på tur ud i regnskoven. Spændende tur op og ned af ufremkommelige stier, man ikke kunne tro disse store dyr kunne bevæge sig ad. Men de gik som store terrængående køretøjer, fuldstændig sikkert ad stier vi andre bestemt ville undgå.

Totalt spændende at prøve en seightseen på et af disse fantastiske dyr og samtidig nyde stilheden i regnskoven her og på samme tid opleve det perfekte samarbejde mellem elefanten og dens personlige Mahut.  Fik at vide at elefanter kun kan have een Mahut og at de lyder ham uden vrøvl. Det er det totale samarbejde vi ser her på "pensionatet" hvor oplevelsen ikke kostede noget somhelst, men vi donerede selv lidt til dyrenes underhold istedet.

Efter elefantturen går vi ned til den lokale motorcykeludlejer, hvor jeg lejer en mc med en 100 kubik motor, større findes ikke.  HaHa, det må vi snart opgive, for bakkerne er for store og stejle, til at den kan trække os op på toppen, så vi må vende om undervejs og blive hvor vi er. Så enden blive at vi afleverer "knallerten" igen og finder vores strandhus og madgryderne hos bøsseparret i strandbaren.  

Efter hvilen og stilheden på øen, finder vi tilbage til Jomtien og Pattaya hvor vi bare driver rundt, ligesom vi ofte er at finde på en større shopping teltbyen i Pattaya, hvor der er en masse små barer og rigtig billige indkøbsmuligheder. Tænk Dig bare, et par Lewis eller Wrangler cowboybukser til 30-35 kroner og man kan ikke se eller mærke det er kopier. Tanken dukker op, om det ikke er sådanne bukser der sælges i Danmark for 8-900 Kroner? Ligeså får jeg skræddersyet en sort stofjakke, med et superflot broderi af et ørnehoved med Harley-Davidson DK klubnavnet på ryggen, altsammen for kun ca. 200 Kroner.  Nå, men efter 7 rigtig dejlige uger, kommer pludselig tidspunktet, hvor vi skal vende tilbage til hverdagen igen.
 
Februar 1997. 

Hjemme en aften, sidder vi lidt og stirrer på et lille sår som Lisa har haft en tid i et modermærke på hendes arm.   Det bløder ofte og ikke vil læges. Endelig får jeg en dag overtalt Lisa til at gå til lægen, hvor han tog en prøve. UHA, det viser sig at være modermærkekræft i fuldt udbrud. Vores læge Søren, kommer op til os sent fredag aften for at fortælle resultatet af prøven.  Og så var den weekend ødelagt, med oplysninger om at op mod 800 Danskere hvert år dør af denne type kræft.
Han kunne sagtens have ventet indtil mandag, men vi havde bedt ham om hurtigt svar. 

Altså afsted til Hvidovre Hospital mandag morgen, hvor Lisa og jeg snart kommer i snak med læger og sygeplejersker.  Lægen ønsker at sætte Lisa under fuld narkose men Dronningen vil ikke, så det kommer til at ske under lokalbedøvelse i stedet. Der bliver bortopereret et pænt stort stykke af hendes muskel i underarmen, så Lisa kan være sikker på at der ikke er metastaser på vej et andet sted hen.  Alt går godt og det skal derefter kontrolleres de næste 10 år,  fordi Lisa har en masse modermærker.  Det skal også fjernes nogle af dem,  da de ser mistænkelige, men heldigvis har ingen andre kræft i udbrud.  Bare rigtig dejligt
!
 
Men fremover skal vi altid være opmærksomme på, om et modermærke ændrer sig og bliver "uldent" i kanten, eller endnu værre hvis der begunder at komme sår på, hvilket er tydeligt tegn på at noget er galt.  Så er det bare afsted til hospitalet igen.

Februar 1998.

Vi nyder livet med rigtig mange dejlige venner og bekendte, så vi tænker ikke rigtig på lange rejser før februar 98, da vi glæder os til Thailand igen.  "Larsen Rejser" har solgt os en 3-ugers til Pattaya og Nordic Air er chartret til flyturen.  Men k un 2 dage før afrejsen,  aflyste "Larsen Rejser" vores tur, da Nordic Air krakker og lukker.  Vi får besked om at Larsen kan sende os til Thailand, med rutefly og flyskift 3 gange undervejs. Nejtak!  Hurtigt ind i Spies og her er vi så heldige at de har en 3-ugers tur til Miami, Florida, med afgang om 2 dage. Køber rejsen med det samme og så ind til "Larsen" for at få vores penge tilbage for den aflyste tur. Det kan ikke gøres med det samme, men rejsebureauet giver løfte om, at pengene er på vores konto, når vi kommer hjem fra Florida.
Fint nok. 

Afsted det går med SAS og Florida modtog os venligt.  Vi suser med Taxa til hotellet på Collins Avenue i Miami Beach. Venligt sted med dejlig pool og liggestole lige udenfor vores værelse.
Kan Du bede om mere? 

Lisa og jeg går som sædvanlig mange ture, enten ned gennem byen eller langs kysten og nyder Atlanterhavet med den store stilhed der er her i aftentimerne.  Men vi vil se mere og lejer en bil og kører nordpå ad Highway 95 gennem byer som Fort Lauderdale, West Palm Beach, Jupiter og Palm Bay, hvor vi vil overnatte et par steder,  før vi tænker at køre vestpå ind i landet til Orlando, hvor Disney World findes.  Faktisk var planen at køre ind i byen Kissimmee (udtales: ki'-simmi) for her at finde et hotel. Men tilfældig finder vi et motel på Vej 91, også kendt som Ronald Reagan Turnpike. 
Dejligt sted ikke langt fra byen Kissimmee, vi sandsynligvis vil køre ind til senere på aftenen for at tage et kig.

22. Februar 1998

Vil lige
nævne, at det er den 22. Februar 1998 og tidlig aften begynder det at regne og vinden øger ganske kraftigt, så vi beslutter at vente med at køre ind til Kissimmee til dagen efter.  Nu begynder det at blæse rigtig meget, så bygningen begynder at ryste og knirke i væggene.  Kigger lige ud af døren, men lukker hurtigt igen og går ind og tænder for fjernsynet.  Måske er der en film eller noget andet værd at se på.  Den første kanal er en nyhedskanal, der lige nu sender Tornadovarsel for Kissimmee!  Det er kun 4-5 km fra hvor vi bor nu,  så vi er på kanalen hele natten. 
Det er en smule skræmmende, fordi stormen hiver godt i motellet og lidt fantasibilleder kommer op i hovedet ved hjælp af fjernsynet. 

Heldigvis løjer stormen lidt af hen på morgenen og vi faldt i søvn.  Det første vi gør da vi vågner, er at tænde for fjernsynet.  Wow! Nyheder fra Kissimmee, hvor tornadoerne på det nærmeste har udslettet de fleste bygninger i byen, ikke ret langt fra hvor vi sov på motellet.  Kissimmee ligner en krigszone, hvor bomberne er faldet tæt.  Hvor heldig kan man være? Forestil dig, hvis vi havde fundet et hotel i Kissimmee som planlagt, i stedet for her på Vej 91 udenfor Kissimmee.  Det var ren dovenskab at vi ikke kørte videre og istedet for lejede os ind på hotellet her på deres sidste ledige værelse. 
Og tak for det! 

Vi vil ikke være nysgerrige og køre ind til katastrofe området,  fordi vi simpelthen ikke har noget at gøre der, hvor der er et kaos af udrykningskøretøjer og reddere travlt med at arbejde sig igennem ødelagte boliger der ligger spredt ud over området, hvor der var en by dagen før.  Skræmmende at tænke, at Lisa og jeg bare ved et tilfælde ikke har været i centrum af denne katastrofe. 
Havde det ikke været et ledigt værelse tilbage på det hotel vi sov på, ville vi have kørt videre til Kissimmee og fundet et hotel der.

Vi hører senere i nyhederne der fortæller at der har været 7 Tornadoer i området og indtil nu er der 42 dræbte og 260 sårede. Det har været den tornado i Floridas historie med flest dræbte. Vi kan ikke lade være at tænke på, at kun et tilfælde gjorde at vi ikke overnattede på et motel midt i Kissimmee og vi på den måde måske havde været blevet en del af tallene i nyhederne. Lidt uhyggeligt. 

Noget  påvirket af situationen ligesom andre gæster i hotellets restaurant her op ad formiddagen, hvor vi spiser vores morgenmad.  Men nu må vi finde vejen til Orlando, hvor Disney World ligger i nærheden.  Stort område som indeholder alt, hvad barndommen var fuld af hvad Disney angår.  En eventyrverden man ikke kan undgå selv også at blive lidt barnlig i.  Der er mange ting der kan prøves, herunder et højbanetog, der fører os rundt i Disney World.
En skøn dag, hvor barnet kommer op til overfladen igen. 

Det bliver en dag fyldt med Disney figurer og eventyrhuse inden vi kører afsted for at finde et sted at overnatte, for at hvile ud oven på dagens mange oplevelser.  Dagen efter finder vi Universal Studios, som også byder på mange oplevelser.  Her er det især i de scener og opsætninger fra flere film, vi tidligere har set. 
Meget sjovt og det kan virkelig anbefales at besøge stedet. 

Vi kører herefter mod øst til Titusville og derfra mod syd gennem Indian River City og over broen til Kennedy Space Center, Cape Canaveral og hvor også NASAs rumfærgecenter ligger.  Her kommer vi rundt og se alt og intet, så at sige. Amerikanerne elsker at vise alt, hvad der har været en succes og det er også rigtig spændende at kigge rundt i rumfærger og raketter. Vi var også temmelig højt oppe med elevatoren i en bygning og så det hele fra oven. Utroligt store områder rumcentret ligger på .  Videre kom vi o g mens vi gik rundt og kiggede på tingene i en kæmpehal, gik en hyggelig ældre herre rundt og hilste på folk og var hjælpsom. Det viste sig at være Neil Armstrong, "Den første mand på Månen".
Måske var det et deltids job, han havde i fritiden? Men det var da meget sjovt at hilse på gutten. 

Det blev næsten en hel dag i rummets tegn og efter noget god mad, finder vi bilen og efter en nat på er fint hotel, kører vi igen til Miami og vores hotel dér, 400 kilometer sydpå. Tilbage på hotellet slapper vi af ved poolen i solen, inden vi om aftenen går ud i byen og finder et hyggeligt sted at spise.  Den næste dag kører vi ud til Everglades, et stort område med vandløb, skove og sletter. Her finder vi en indianer, der tilbyder os en tur ud i sumpene et par timer, i en pontonbåd med propelmotor til fremdriften. Afsted
det går langs vandløb, hvor vi stopper ved en lille ø, hvor der er mange vaskebjørne der tigger brød og andet vi måske har med. 

Og det er lige noget for Lisa, der sidder på knæ ved vandkanten og leger med vaskebjørne. Pludselig siger indianeren, vores guide, til mig, "Op i båden!" Og til Lisa siger han hurtigt og højt, "Vend Dig IKKE om, men rejs Dig og gå baglæns tilbage til båden og hop hurtigt op!"  Indianeren havde forberedt os inden sejlturen, at hans ord var lov derude og skulle følges omgående, så vi reagerer hurtigt og Lisa er lige kommet op i båden, før en Alligator på 3-4 meter langsomt vokser op gennem vandet, kun 1½ til 2 meter fra, hvor Lisa før sad på knæ med vaskebjørnene.  Lidt skræmmende og en stærk påmindelse om, at det ikke er lige her en picnickurv og sovetæppe er det bedste valg.  Vi sejler rundt et par timer eller mere og ser flere af disse fortidens giganter,  der har deres domæne her i sumpene.  Og tilbage ved fortøjningen, ligger der nu 2-meters alligator ved vandkanten og ser på os.  Vores guide fortæller, at den ikke gør noget.  "Freddy" kommer ind hver dag og kigger på turisterne. 
Meget sjovt og vi lader bare Freddy være i fred!

Tilbage i Miami leverer vi bilen tilbage og i stedet benytter vi busser og fødderne til at komme rundt og se byen. Vi er bare mætte af oplevelser og bruger istedet tiden til bare at bare nyde hinanden på fuld tid og efter 3 uger,  finder vi lufthavnen, med flyet tilbage over Atlanten til Amager og vores job, der sikkert gerne ser os begynde
at arbejde igen.

Miami er hel klart et spændende sted.  Oveni følte vi os et par gange som deltagere i et adsnit af politiserien "Miami vice", hvor vi er vidne til anholdelser med de anholdte liggende på gaden og politiet råbende med trukne pistoler.  Ikke noget vi normalt ser i Danmark, men mon ikke det kommer med den sædvanlige 10-15 års forsinkelse til Danmark ??  Så vi tænker det bliver meget normalt i Dannevang i 2010.

Florida var et spændende sted istedet for Thailand, som var det oprindelige mål, hvis ikke flyselskabets konkurs meget hurtigt havde ændret vore rejseplaner.

Sommeren 1999:

I år fløj vi til Newark på østkysten og turede lidt rundt og kørte derfra nordpå op til Buffalo og Niagara Falls og så vestover gennem Canada. Vi kørte igen ind i USA nordøst for Chicago, rundede byen og derfra op gennem Wisconcin og nåede byen Millwaukee med Harley-Davidson fabrikken, som naturligvis skulle besøges. Noget jeg har set frem til i mange år, så det var med øjnene på stilke da fabrikken endelig skulle besøges og examineres ved selvsyn.

Efter at have set de hellige haller i fabrikken, kørte vi igen sydover ned gennem Chicago og derfra østover gennem staterne, blandt andet til byen York hvor Harley-Davidsons motorfabrik ligger. Det var da bare et Slaraffenland for en gammel Harleygut, at komme ind og se oceaner af nye Harleymotorer stå i uendelige rækker på hylderne og vente på montering.

Vi havde en sjov lille oplevelse udenfor York, da vi fandt et lille motel for natten. Bestyreren her lignede een fra de gamle Chaplinfilm, med skaldet hoved, skurkeskæg og det hele. Han lyste op da vi fortalte vi var fra Danmark, for vi kunne måske hjælpe ham? Han havde kort forinden haft nogle andre Danske gæster, der havde indvitteret ham til "Ringiiii". Hvad dælen er "Ringiiii", tænkte vi. Men så fortalte han om en festival og selvfølgelig var det "Ringefestivalen" han mente.

Han troede først de andre havde taget pis på ham, men da vi bekræftede at der rigtig nok er noget der hedder "Ringefestivallen" blev han rigtig glad og var nu sikker på han ville gæste Danmark og Ringe året efter. Vi fik fat i et Danmarkskort og viste ham hvor Ringiiii lå på Fyn og glad var han.

HæHæ. Samme sted var der en møntbox ved sengen, som vi absolut måtte putten en 25 Cent i. Du store parmesanost! Sengen begyndte at knage og knirke mens sengebunden vred sig op og ned. JaJa, jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad det nok er meningen at det skal bruges til. Men nu gjaldt det bare om at få slukket skidtet, men den blev bare ved. Tror lortet havde sat sig i møntboksen, for efter en halv time måtte jeg ned under sengen og rive ledningen ud så vi kunne få noget nattero.

Puha, vi fik en fin nattesøvn og fandt Newark Lufthavnen næste dag og var heldig, at der var plads på DC-10eren hjem til Dannevang og de bløde senge i Hessensgade 48.

Nå, men det varede kun nogle timer, inden vi fandt et godt tilbud i avisen. Og så afsted i bilen til Polen og byen Stettin. Her bookede vi ind på Hotel Radisson nogle dage, for at se lidt at byen. Utrolig luksus her på hotellet, der stod i råbende kontrast til byen lige udenfor vinduerne. Vi sad ved veldækkede borde af overflod, mens fattige mennesker sad lige udenfor vinduerne og tiggede. Det var dælemig en noget mærkelig oplevelse og det fik tankerne igang, om at vi da vistnok var lidt forfordelt her i livet, bare at kunne rejse når vi ville og hvorhen vi ville. Vi er heldige !

Det er sommer og pludselig ser jeg i avisen, at der er en lille cykelforretning til salg i Valby på Valby Langgade.  Jaaa, hvorfor ikke?  Jeg er hurtig og køber den uden egentlig at tænke mig nærmere om.  Jeg siger mit job op i "City Traffic", der nok ryster lidt på hovedet over hvad jeg nu finder på.  Faktisk ved jeg heller ikke præcis hvad jeg vil, men idéen er at prøve det lidt af og så sælge igen, når det sjove er overstået. 
Så jeg maler lokalet og kaster en masse skrammel fra den tidligere ejer ud, så butikken kommer til at se mere præsentabel ud. 

Utroligt at Lisa ikke klager over mine pludselige indfald, men hun tænke nok "lad ham bare" og ser hvad der sker. Vi får begge nogle ideer fra tid til anden og hvorfor skal vi så ikke følge dem? 
Det er, hvad der giver livet lidt farve. 

Der er virkelig meget at lave her, men jeg tror ikke det er cykelmekaniker jeg skal have stående på mit visitkort. Det fænger ikke rigtigt og jeg beslutter at sælge forretningen igen.   Så jeg sætter en annonce i avisen og hurtigere end hurtigt kommer en ung mand, der synes at butikken er præcis, hvad han kigger efter.  Så er det jo bare om at sælge igen og jeg mister bestemt ikke noget.  Haha, det er bare mig i en nøddeskal.  D irekte ind i det uden at tænke for meget og prøv tingene af, ud fra en pludselig tanke.
Fint nok, så nu er jeg ikke mere nysgerrig i den retning. 

OK! Nogle gange handler jeg da vistnok, før hjernen aktiveres. Men det var fint nok med den cykel shop, men jeg vil nok aldrig blive rig på penge med mine pludselige indfald og ideer, jeg får hele tiden.  Nå og h vad så?  Is tedet bliver jeg er rig på erfaringer og kan ryste et par historier ud af ærmet, som jeg kan fortælle mine børnebørn, hvis David ellers kunne finde på at producere nogle til mig.
Og jeg tror helt sikkert, at min dejlige Lisa vil nyde blive Bedstemor. 

Efter en dejlig sommer med Harley kørsel og vinteren er begyndt at komme, vil vi til at bestille en lille ferie igen.  Jul og nytår går, så det bliver februar uden vi tager os sammen til at bestille ferien.  Jeg har allerede haft et par fridage og det er idag min dejlige Lisa's sidste dag i lufthavnen før ferien, med en aftenvagt som stopper ved 22-tiden som sædvanlig.  Nu har jeg set på rejser i tekst-tv i et stykke tid og det er simpelthen ikke nogen.
Men jeg ringer ind til Rejser Spies, uden at fortælle Lisa det, om morgenen og får at vide de har en tur for to, i 2 uger til Madeira i morgen for 4000, hvis jeg var hurtig.

  
Om eftermiddagen faldt prisen til 3000, men det er stadig for dyrt, synes jeg.  Så jeg venter til en halv time inden lukketid hos Spies, før jeg går ind i Spies Rejser og sige hej ved disken.  Se, nu de er varme på salg af rejsen og på spørgsmålet om, hvor meget den koster nu, siger sælgeren:  "Hvad vil du give? ".  Jeg siger "Du kan få 1000 for dem begge!" og sælgeren siger "Top".


11     

Super!  Så ud at hente Dronning Lisa fra arbejde i lufthavnen og hjem.  Lisa ved ikke vi skal rejse, så hun bliver glad og overrasket og vi får at pakket og sover, så vi tidligt om morgenen suser ud til lufthavnen og flyver til Funchal på Madeira, hvor vi får et dejligt værelse på Hotel Buganvilla, nær Funchal som er hovedstaden på øen.  Vidunderligt sted, hvor Buganvilla blomsterne hænger ned overalt, i massevis på hele hotellet, så duften er her konstant. 

Nu er det i februar og ved en tilfældighed dumper vi lige ned i Karnevalstiden i Funchal.  
Karneval i Rio de Janeiro er verdens største, men karnevallet her i Funchal er nummer 2 får vi at vide.  Så vi kommer hurtigt i karnevals humør og går rundt i byen og oplever et fantastisk show med de mest fantasifulde kostumer og tøj du kan forestille dig. Gaderne er fyldt med festlige og glade mennesker i tusindvis. En fantastisk oplevelse i en fantasiverden af musik og farver. 

Vi lejer en bil og kører rundt på øen, der tilbyder alt fra kold lava til blomsterne i uendelige mængder.  Så det bliver en dejlig ferie, hvor vi kommer ud og ser mange ting, herunder en vingård med prøvesmagning af flere fine vine.  God mad i mange små familieejede restauranter rundt omkring er noget, der virkelig kan anbefales, hvis du nogensinde kommer til Madeira. 

Efter et par herlige uger på Madeira, returnerer vi til vore job (Jubii), der ikke kører nogen steder.  I det tidlige forår, ser vi en annonce for et sommerhus til salg i nærheden af Dragør på Amager.  Det er virkelig dårligt, men prisen er så lav så vi køber og nedriver næsten det hele.  Så vi bygger det op igen med super-isolering, varme og alt til en egohus på 35 kvadratmeter plus veranda og et separat isoleret udhus. 
Det tager hele sommeren 2001, men det er så også klar til sommeren 2002, hvor vi flytter derud i slutningen af marts. Vidunderlig tid her, ikke mindst fordi vi fejrer Lisa's 40 års fødselsdag, med huset fuld af festlige gæster hele dagen. Store mængder af mad og drikke indtages til sent ud på natten, så det bliver en dag vi kan ikke bare glemmer hurtigt. 

Der er også sommer, så jeg kører til flere Harleytræf i Sverige og Danmark.  Det vil sandsynligvis aldrig blive Lisa's sande passion for at køre til træf, men hun har da været med til et par stykker rundt omkring.  
Men det er da også en lidt speciel verden, hvor Du er nødt til at være lidt skør for at hænge på år efter år.  Men Du opbygger masser af vidunderlige venskaber og møder mange farverige mennesker. Både i Danmark og Sverige, har jeg venner der er næsten tættere end familien efter så mange år i en verden af Harley-Davidson.

Hen på e fteråret i begyndelsen af oktober,  kører vi lidt rundt i bilen på Falster og kigger huse af bare nysgerrighed. Endnu mere n ysgerrige går turen videre til Lolland, hvor vi også ser på husudbuddet.  Weekenden efter bestiller vi en overnatning på Hotel Krukholm i Nakskov fra fredag til lørdag. Vi står op tidligt og ser nogle huse, inden vi finder et hus i Utterslev nord for Nakskov.  Vi synes begge det ser pænt ud, især da vi kom ind og kigger. Og for at gøre en lang historie kort,  træffer vi en hurtig beslutning og underskriverr papirerne, så vi kan overtage huset 1. December 2002.  
Hele skørt måske uden at vide noget somhelst om området overhovedet.  Men hvad, vi kan lide huset og så må resten komme som det kommer.  Bare vi er sammen. 

Nu Lisa havde dårlig ryg efter 19 år i SAS, Københavns Lufthavn.  Så Dronningen var glad for at kunne sige endeligt farvel på jobbet og finde noget nyt, med ikke for meget slid på ryggen. Men da Lisa går op på kontoret i SAS og vil aflevere sin opsigelse, får hun at vide, virksomheden ikke kan acceptere hendes opsigelse. Hvad nu? Kan vi nu ikke engang selv få lov at sige jobbet op? 
Nææ, SAS erkender klart deres ansvar for Lisa's dårlige ryg og i stedet giver SAS en afskedigelse med øjeblikkelig tilbagetrækning fra arbejdspladsen og fuld løn i 12 måneder!  Rigtig flot beslutning af SAS, der virkelig betød meget for Lisa's ryg, der blev bedre og bedre med tiden.  Man kan kun gætte, hvordan Lisa's ryg havde været, hvis ikke det år til at hvile i, kom som en kærkommen gave fra SAS. Rigtig pænt gjort af firmaet. 

Vi sætter sommerhuset til salg, men der er ikke mange købere, der er interesseret i et hus der er så specielt bygget. Det blev renoveret ud fra vores mystiske idéer og vi må nok erkende, at salget formentlig kræver, at der bliver en køber, der er eksakt så underlig som vi er.  Men vi er bare nødt til at vente og overgiver salget til den mægler der har specialiseret sig på området. 

Vi hilser på Maria og Brian, der bor på den modsatte side af vejen hvor vores hus ligger, den dag vi underskrev kontrakten.  Og når vi overtager huset 1. December 2002 bliver vi også budt velkommen af vore naboer på den ene side af huset.  
Det er Lotte og Palle med deres sønner Thomas og Martin. Og vi ser frem til at se flere på vejen, når vi har lavet lidt istand indendørs. Vi sætter os i hovedet at være åbne og ikke være for meget Københavnere (hvad det så end er),  fordi mange nytilkomne "deroppefra" har begået nogle uheld og "særligheder" hernede.

Bare flytte, lyder let nok. Men når halvanden flyttevogn er fyldt op, blandt andet med 86 flyttekasser, tager det noget tid at indrette sig i nye rum.  Utroligt vi har kunnet have alt det i en 2-1/2 værelses på 65 kvadratmeter på 4. sal.  Det er bare umuligt, men ikke desto mindre sandt.

Vi knokler på, indtil vi pludselig får nok og vi suser afsted på en lille 2-ugers tur til Gran Canaria for at slappe af.   Tror forresten, det bliver den sidste tur til De Kanariske Øer, hvor alt er forandret i løbet af de mange år, hvor vi har været her rigtig mange gange.   Turistkulturen har ændret sig meget og ikke til det bedre.  Det er kommet ret mange englændere og de har bragt en drikkekultur med fodbold på tv til værtshusene, hvor fjernsynet absolut skal køre på på fuld udblæsning, med Engelsk fodbold og de skriger hele tiden.  Hvem har lyst til at lytte til det?  Ikke os ihvertfald!  Og så de mange lejligheds sælgere, der næsten overfalder een på gaden med deres tilbud.  Det er simpelhen blevet for meget, så vi tror det var sidste gang, vi besøgte Gran Canaria og vel også de andre Kanariske øer.  Lidt ærgeligt måske  , fordi vi har nydt livet hernede 20-25 gange i løbet af årene,  når vi følte det var tid til ferie i varmen med afslapning og fest. 

Det var jo rigtig fint, med Dronningens "ventepenge-løn"  fra SAS, der løber ind på kontoen hver måned i et år, så der er ingen grund til, at Lisa skulle finde arbejde, men i stedet passe godt på ryggen, så den kommer sig igen. Ryggen bliver også bedre og bedre som månederne går. Man kan kun gætte hvad der var sket med ryggen, hvis Lisa var fortsat på jobbet i SAS.   Jeg finder ret hurtigt et job som busmekaniker i et lokalt busselskab, som ligger nord for Nakskov i en lille by.  
De har altid haft deres busser til reparation ved et andet busselskab i Nakskov, men nu vil man selv opbygge et værksted til formålet.

Rigtig fint,  fordi det lyder som en spændende udfordring for mig.  Her findes ikke mere værktøj nu, end der kan ligge i en gammel værktøjskasse og en plastikpose, så jeg begynder at skrive op, hvad jeg har brug for for af værktøj, maskiner og meget mere.  Nu vil jeg ikke nævne navne overhovdet, men ejeren af busselskabet har de bedste intentioner, men overlader det til sin søn at få det sidste ord om indkøb til værkstedet.  Men da  jeg gav ham en liste over hvad jeg skal bruge af værktøj og andre ting,  for bare at have en lille mulighed for at reparere busserne ordentligt, vender hans øjne det hvide ud over de høje priser.  Alt for dyrt værktøj siger han og i 
stedet finder han et katalog fra "Harald Nyborg", der jo mest beskæftiger sig med værktøjer til hobby.  Udemærket værktøj meget af det, men en meget svagere slags end det jeg har brug for. 

OK, det er jo ham der bestemmer.   Så jeg skriver op hvad jeg synes der skal bruges, men mindst halvdelen bliver streget ud igen.  Jeg må foreksempel kun købe een (1) løftebuk og kan så altså kun have et hjul afmonteret ad gangen.  To bukke er for dyrt.  Og autogensvejseanlægget er også for dyrt ligesom en god El-svejser bliver streget ud.  
I stedet kan jeg få lov at købe en lille svag 220 Volt El-svejser til hobby-formål.

Nå, men nu har jeg til at reparere så godt det kan lade sig gøre nogle måneder og jeg får da også renoveret 2 busser, ligesom jeg heloplakerer dem selv i de 2 farver som "Storstrømsbusserne" skal være i.  Det går i et par måneder, indtil han vil have mig til at svejse rammen ved forhjulsophænget, med den lille "cykelmekaniker" el-svejser til 500.- Kroner, han købte til mig.  Her bliver jeg nødt til at sige stop!  Jeg kan simpelthen ikke tage ansvaret for det kan holde ude i trafikken.  Så han bliver pissesur og fornærmet og allerede aftenen ved 23-tiden, kommer han snigende med et brev han putter i min postkasse og er hurtigt væk igen.  Det var en afskedigelse med øjeblikkelig afgang, med en uges løn. Så jeg var nu arbejdsløs igen.   
Men det er nu også godt det samme, fordi jeg kan ikke fortsætte under disse arbejdsbetingelser, hvis jeg i bar spareiver skal sætte andre menneskers helbred på spil i trafikken.

Foråret 2003. 


Så det var det !  Glem ham og ud som ledig igen, med arbejdssøgning på programmet.  Ikke særlig let her i omegnen eller Lolland i det hele taget.  For det første er der næsten ingen ledige job og hvis der er, må man ligge i bunden af en bunke på et par hundrede ansøgere.  Og ydermere når de så opdager man er Københavner, så er det lukket af.  Nåeja, så er det heller ikke smart at være over 50.

I København har jeg altid kunnet få job, fordi "netværket" dér fungerer rigtig fint og der altid har været een der kunne skaffe mig indendørs, ligesom jeg ikke sjældent har skaffet andre job i firmaet hvor jeg nu end var.  Det var som oftest i diverse busselskaber, hvor jeg da vist havde et godt navn og rygte som stabil medarbejder.

Min Lisa er mere heldig og får job på Joka Plast, hvis ellers det er heldigt at blive lukket inde på en fabrik.  Men ihvertfald er her fine kolleger og oveni en rigtig god værkfører der hedder Jan, som skaber et godt klima så det er værd at komme på arbejde.  Jeg prøver også at søge job på Joka, men enten er der ikke noget eller også er man ikke glad for at ansætte ægtepar.  Det er jo ikke usædvanligt, så ingen brokkeri over det. Indtrykket er at "netværk" i jobmæssig henseende ikke er noget der findes på Lolland, eller også er folk bange for at anbefale andre på deres arbejdsplads.

Midtmaj  2005.

Så det gik lidt tungt med det og jeg gik ledig indtil Maj 2005. Lisa havde tænkt lidt over tingene og pludselig en dag sagde hun, at jeg skulle tage at søge sommerjob på basen.   Det overaskede mig gevaldigt og jeg skulle da lige tygge på opfordringen. Efter et par dages "er Du nu også sikker på det" blev jeg overbevist og kontaktede en af mine gamle venner,  Arne frandsen,  på Thulebasen, der skabte kontakt til Supervisoren på Centralværkstedet, "#580", der sendte en mail til mig om et 3-måneders job til sommer. Jeg sagde jatak og et par dage efter var det blevet ændret til 6 måneder. Hel fint, for så skulle der betales Grønlandsskat istedet, som er noget lavere.

Hurtige forberedelser og afsted med flyet til Nordvestgrønland og basen.  Min Lisa har tjek på det hele hjemme og styrer slottet sommeren igennem, mens hun passede jobbet på Joka.  Jeg arbejdede i den tunge SP-afdeling (Special Purpose) med reparation af de forskellige store køretøjer og maskiner, men får også er par busser og andre lette køretøjer der skal ordnes.  Da havnen åbner bliver jeg bedt om at arbejde dér da jeg har lidt erfaring fra tidligere. Det går da også hel fint, indtil en dag hvor det begynder at blæse kraftig op der bliver meldt op i Storm-2, hvilket i følge reglerne på basen betyder at man skal bliver hvor man er.  Tilfældigt er jeg lige hjemme i barakken for at spise frokost, så jeg prøver at ringe til min chef, Supervisoren på havnen.  Han er fuldstændig umulig at få fat i og det lykkes mig først efter en halv times konstant ringeri fra barakken. 

Han bliver da helt rundtosset da jeg fortæller jeg har fulgt de gældende Stormregler, som er sat af Airforce og firmaet.  Jeg skal ikke nyde noget af at bryde reglerne, da det kan betyde fyring og er blevet i barakken.  Han var da helt ligeglad med reglerne for han havde sine egne og jeg behøvede iøvrigt ikke at komme ned på havnen mere, nu jeg var blevet i barakken, så han ville finde en anden istedet for mig. Så nu bliver man altså også opsagt for at følge firmaets sikkerhedsregler.

Nå pyt.  Jeg møder op i #580 istedet og begynder i den tunge afdeling igen.  Chefen her ryster også noget på hovedet over hændelsen og siger "glem det". Men der er også rigeligt at gøre her på værkstedet, så dagene går med lynets hast hen over sommeren og vinteren begynder så småt at melde sin ankomst med kulde og lidt sparsom sne. Jeg har haft en rigtig god tid på jobbet, ikke mindst i #580 med supergode kolleger og selvfølgelig Supervisor Jørgen, som jeg synes samarbejdet har gået rigtig godt med. Ikke så meget slinger i valsen, sort er sort og hvidt er hvidt - lige min stil.

Men iøvrigt gik sommeren også rigtig godt her i barakken, med mange hyggestunder med de øvrige beboere. Heriblandt bor også Palle, som også kører motorcykel, så vi får ofte eg god snak om det hele. Rar gut jeg vil prøve at holde forbindelsen med hjemme i Dannevang også - godt nok kører han ikke Harley, men det skulle ikke undre mig om han ikke hopper på vognen en dag. Den anden gut, Christoffer, der også kom op på en 6-måneders kontrakt samtidig som jeg, kører også på motorcykel og tænker forresten også på at købe Harley, som han og Superkvinden Oline hjemme i Danmark kan komme ud at slide landevejene på.

Vi fester til tider også lidt i barakken, med lidt god mad og et klogt udvalg af drikkevarer til, så de fleste bliver klogere end normalt. Vældig hyggeligt!  Prøver også et par gange at gå over i NCO-klubben "Top of The World Club", for at fortsætte festen. Men her er hver gang noget dødt, så det bliver kun til et par timer i baren inden vi går hjem. ikke som tilbage i firserne, hvor der altid var stuvende fuldt her i klubben, med musik og dans og lystige mennesker. Der er kun ganske få Danskere og Amerikanerne er overhovedet ikke til at trække op til fest af nogen art, selvom vi arbejder på det.  Nå pyt, vi går videre og finder en fest et andet sted på basen hvor vi kender nogen.

Jeg er godt nok langt hjemmefra og langt væk fra min Lisa.  Men heldigvis ikke længere væk en telefonen.  Jeg har fået mig en "Tele-Greenland" forbindelse, hvor jeg ringer hjem til Dronningen så godt som hver dag i frokostpausen. Dejligt at få er varm snak med Lisa og hverdagen og Osto.
 
Tiden går og vi nærmer os hurtigt December, hvor der er hjemrejse efter 6½ måneds arbejde.  Kun et par dage før kontraktslut, bliver jeg spurgt om det var noget at fortsætte kontrakten.  Alt for sent at spørge om det, nu man havde sat sig op til at rejse hjem. Havde de spurgt for en måneds tid siden eller tidligere, kunne jeg have snakket med Lisa om det og måske have taget nogle måneder mere, hvem ved ?  Men her lige op til afrejsen, nejtak. Det er for sent.

Så bagage pakkeriet fortsætter, så jeg er klar til afgang med DC-10eren til København. Der skal siges farvel til de mange nye venner man fik under opholdet. Lidt svært for man kommer ret tæt på nogle, når man næsten er sammen i døgndrift. Det var også rigtig hyggeligt at gense gamle kolleger og venner tilbage fra 1987-88, da jeg var her forrige gang. Her bliver jeg nødt til at nævne både Arne Frandsen og Henning Thomassen, der begge har arbejdet her i en menneskealder. Begge meget hyggelige venner man vil huske og håber at se igen hjemme i Danmark under lige så hyggelige former. Og så de mange nye, herunder Palle, Christoffer, Jørgen, Lemmie, Uffe, Henning, Flemming og mange, mange flere hvor navnet et smuttet men ansigterne og humøret bliver husket.

Men alting har en ende og pludselig lander flyet i Kastrup den 2. December, 2005.  Sidder og slapper lidt af i flyet med en cola, indtil trængslen er ovre og går så ned til båndet og finder min kuffert. Ud gennem tolden og her står dejlige Lisa og venter, sammen med vore naboer Lotte og Palle, der straks tilbød at køre til Kastrup for at hente mig i dag.  Det er ski dejligt med et par dejlige venner der bare hjælper uden at blive spurgt.

Det er bare dejligt at være hjemme hos Lisa igen og vi nyder tilværelsen.  Jobmæssigt er ligger Lolland omkring nulpunktet, ihvertfald når det drejer sig om noget til mig. Der går et par måneder med jobsøgning, indtil jeg ved et tilfælde får tilbudt et afløserjob på kommunens vaskeri, hvor jeg så som eneste mand blandt et hold piger vasker tøj for kommunens ældre borgere. Måske ikke lige et drømmejob for mig, men det går da bare fint og jeg hygger blandt pigerne.

Een af dem hedder Kaja, som jeg går godt sammen med. Og en dag finder jeg ud af at Hun hedder Heising til efternavn. Det er da sjovt siger jeg, for jeg havde engang en meget fin ven, der hed Dan Heising og som jeg gik på teknisk skole med.  HæHæ, Kaja griner og siger at ham er hun da gift med. Det var da sævens, efter alle de år og så mødes vi her i Nakskov.  Underlig nok, for jeg var da overbevist om at Dan boede i Australien, som han emigrerede til da han var færdigudlært som mekaniker.  Den tid jeg opholdt mig i Australien, prøvede jeg ad flere kanaler at finde Dan dernede.  Der var nogle der genkendte navnet, men de vidste ikke hvor han boede, så jeg opgav til sidst.  Og så mødes vi her - det må vi da lige have en gensynsøl for at fejre.  Verden er nogen gange lidt lille.

Nå, men vaskeriet var kun afløsning og de skulle snart slutte.  Så jeg gik ud for at finde noget andet og kom forbi een af kommunens pladser, hvor der holdt nogle skraldebiler.  Jaaa, hvorfor ikke ?  Så jeg stak næsen ind af en dør, hvor der sad nogen og snakkede.  Jeg spurgte efter chefen og så var der hele 2 af dem her, Kurt og Ken hed de.  Flinker mennesker og Kurt overchef sad faktisk og manglede en skraldemand til afløsning fra midtmaj (2006) og sommeren over, hvis det var noget ?  Ja, det kunne jeg da lige så godt og inden jeg så mig om, var jeg nu skraldemand af Guds nåde i Nakskov og de omkring liggende byer.  Hel fint med mig - jeg får da prøvet lidt forskelligt hvad jobs angår.

Hårdt job ?  Jaa, måske.  Men det er temmelig frit og jeg får da rørt mig en masse.  Det bliver op til 20 kilometers vandring dagligt med skraldetømning, ligesom jeg til tider også hjælper til med storskrald og lignende.  Kører hovedsalig på Vogn 13 og får her nogle fine kolleger med godt samarbejde.  Faktisk nyder jeg den daglige vandring og den friske luft, alt imens man får rørt kroppen.  Desværre kommer jeg en efterårsdag ud for et uheld, hvor tømme automatikken på vognen slår skralde "spanden" tilbage og alt affaldet ryger ned oven mig. Ikke noget jeg lige dér tænker nærmere over, bortset fra at det lige er lidt ulækkert at blive overdænget med skrald.  Der bliver grinet lidt over det og der er kun kort tid til fyraften, så tøjet kan blive vasket og jeg kan komme i bad.

Tænker ikke mere over uheldet, før nogle uger senere da det begynder at klø i ørene.  Jeg går et stykke tid, men søger så ørelæge da det begynder at gøre ondt.  Han konstateret at der er gået hul i den ene trommehinde og der er sket fordi der nu er en hel koloni af svampe og staffelykokker i mine ører, der er begyndt at spise mine trommehinder.  Højst sansynligt kommet efter jeg blev overdænget af alt skraldet ved uheldet med tømmemekanikken på vognen.

Herefter går jeg til ørelæge Henrik i Maribo og får støvsuget mine ører 2-3 gange om ugen og får lagt nogle lange gazestykker ind i ørerne med et eller andet middel på, der skulle kunne udrydde både svampe og staffelykokker i ørerne.  Jeg passer mit arbejde med skraldet samtidig, indtil vi kommer til Juni 2007, hvor Kurt og Ken (cheferne) foreslår at jeg sygemelder mig og helliger mig behandlingen så jeg bliver rask.  Det fortsætter små 3 måneder endnu, inden jeg endelig kan raskmeldes og begge ørerne efterhånden er gode igen.  Så er spørgsmålet om jeg skal starte med at køre skrald igen ?

Nu har Fagforeningen også været inde i sagen og tilfældigvis er der kommet en forespørgsel fra et firma på Skibsværftsvej i Nakskov, om Fagforeningen har nogle medlemmer de kunne anbefale som nye medarbejdere til dem.  Så går det faktisk hurtigt, for efter 3F spørger mig, går der kun et par timer før jeg sidder og snakker med en flinker mand der hedder Jesper, som godt kunne tænke sig at ansætte mig.  Ja, hvorfor ikke ?  Og inden jeg ved at det, er jeg holdt op på Skralden og er ansat i "Rewair" på Skibsværftsvej, hvor man fabrikerer materialer til vindmølleproducenter.

Her skal også lige fortælles, at Lisas arbejde på Joka hang i en tynd tråd på grund af svigtende ordrer, så da muligheden bød sig blev Lisa også ansat på Rewair, bare i en anden afdeling end mig. Hel fint med samme arbejdstid, så det passede jo fint sammen. Alt i alt gik vi og havde det godt her i Rewair, hvor der var omkring 90 ansatte i produktion og kontor.  Et firma det var vokset hurtigt.

Nu skal man jo nok ikke snakke arbejdsforhold, miljø og sikkerhed her i firmaet.  For det hele er under al kritik, ihvertfald på 2. sal hvor jeg arbejder med at skære op til 46 meter lange baner gitterlaminat (glasfiber) i et maskineri der er opbygget med 7 larmene vinkelslibere der producerer en kollosal mængde støv.  Egentlig ikke særlig behageligt arbejde og jeg når da heller aldrig at få kolleger der holder ret længe. Jeg holdt op med at tælle, men jeg vil tro der i løbet af det halvandet år jeg var der, kom de omkring 25 nye ind gennem dørene og ud igen efter ret kort tid, med mig som eneste der blev der til sidste bane blev skåret og afdelingen blev lukket.  Den blev lukket ned, fordi de kostbare op til 275 meter lange gitterlaminat ruller, efterhånden kom i meget dårlig og skæv kvallitet, så kunderne ikke kunne bruge produktet mere.

Det var så det, men jeg blev overflyttet til samme afdeling som Lisa og gik til hånde her ligesom jeg indgik i produktionen.  Det gik en lille månedstid, indtil driftlederen en dag kom og spurgte hvad jeg ville sige til at blive flyttet over i en anden afdeling.  Hvad skulle jeg sige ?  Så jeg sagde at det var jeg da meget lidt glad for, men hvis jeg skulle så var det da iorden.

Man skulle næsten tro jeg havde fornærmet ham personligt eller sagt noget usandlynligt flabet til ham.  Jeg tror nu nok, at det var ordene "meget lidt glad for" jeg sagde, der faldt ham for brystet. For lige pludselig blev han helt rød i hovedet og spruttede et eller andet om at nægte og vendte mig ryggen og susede ud af døren.  Hvad gik der af ham?  Tænkte jeg kort og fandt så mine ting frem og gik over i den anden afdeling til gutterne dér, for at begynde at arbejde her istedet. Fint nok, for her er også nogle fine drenge at arbejde sammen med.

Men det holdt kun kort, for så blev der ringet fra driftlederen, der gerne ville se mig på kontoret klokken 11.  Jeg gik derover og fik kort at vide at det var nødvendigt at opsige mig da der ikke var så meget at lave mere. Tillidsrepræsentanten var med ved fyringen, men forholdt sig tavs og stod bare og så ned i gulvet, mod normalt altid at snakke højt og bredt om hvad der var godt og dårligt. Men altså tavs når Driftlederen fyrede en kollega - sikke en tillidsrepræsentant!  Driftlederen sagde at han ikke ville opsige både Lisa og jeg, så man havde valgt mig, da det var min afdeling der lukkede.  Ok, tænkte jeg og bad så om 3 ugers ferie fra nu af, så det passede med opsigelsesvarslet. Der var jo ingen grund til at komme der mere nu jeg var fyret.

Og da der ikke var ret meget arbejde i Lisas afdeling lige nu, bad Lisa også om 3 ugers ferie, hvilket han synes var fint.  Han havde jo sagt Lisa beholdt sit arbejde, så hvorfor ikke hjælpe firmaet med at holde ferien her hvor der var lidt tid til det.

Og så meget for ordsproget "et ord er et ord".  Driftlederens ord om at han ikke ville fyre Lisa, holdt kun til hun var tilbage på jobbet efter ferien.  Så blev Lisa kaldt over på hans kontor og fik kort en fyreseddel med 3 ugers varsel.  Ikke så meget snak og det skete uden tillidsmanden var tilstede, som ellers er normalt ved fyringer. Så kunne han lige så godt have fyret Lisa samtidig som mig, så hun ikke var tvunget til at skulle på job i de 3 uger opsigelsen varede.  Selvfølgelig har han for 3 uger siden vidst at han ville fyre Lisa, men han har viklet sig selv ind i for mange selvmodsigelser, så han har tabt ansigt her. Men det var da en fin måde at få mig til at klappe i, netop for at Lisa kunne beholde sit job.  Sørgelig fremgangsmåde og meget lidt proffesionelt. Min respekt for sådan en mand kan ligge på et meget lille sted.

Men som altid hygger min Lisa og jeg.  Og vi søger nye jobs, men det ligner en umulig opgave, da der er nedgang på arbejdsmarkedet overalt og specielt her på Lolland.  Arbejdsmæssigt e Lolland en sort plet på landkortet, modsat levemåden her hvor venligheden er stor og man føler sig hjemme hver dag.

Foråret er jo dejligt og vi kommer til sommeren 2009, hvir jeg lige tager en smuttur til Lundeborg på Fyn, den 5. 6 og 7. Juni for at komme til det årlige Thuletræf ved havnen i byen.  Jeg er lidt sent ude og alle hotelsenge er optaget, men jeg er heldig at få en lille strandhytte med lys og varme. Den ligger kun 7-800 meter fra havnen, så det er jo fint.  Selve træffet forløber fint med mad og drikke samt en masse gensyn og snak.  Jeg møder flere fra Thuletiden og er specielt glad for at gense Holmes og Pow (Per Holm Nielsen og Torben Vindt). Vi hygger gevaldig eftermiddag og aften om Lørdagen og der bliver husket tilbage på fuld tid og udvekslet mange Thulehistorier. Rasende hyggeligt og det skal bestemt gentages hvis det er muligt for mig at komme derover.

Lisa trænger også til noget total afslapning, så 30. Juni rejser hun alene til Bulgarien og nyder fremmedheden og de mange spændende mennesker og butikker der er i overflod.  Jeg bliver hjemme og passer katten Pjuske og har lidt dejlig nabohygge med Lotte og Palle ved siden af, ligesom deres sønner Martin og Thomas ofte hygger med. 

Lisa kommer udhvilet og frisk hjem fra Bulgarien og sommeren går uden at finde job, før Lisa finder et på Politistationen i Nakskov.  Nu må vi se om hun beholder det, da et andet firma skal overtage tjansen dernede.  Men ligegyldig hvad der sker, har vi hinanden og ser frem til Jul og Nytår her ved årsskiftet 2009-10 og glæder os til et nyt år sammen.

Fortsættes i Mappe 7:


.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.05 | 14:55

Hej Jenskarl... Ikke efter hvad jeg kan huske. Eli var Superintendent, Torben Kristensen var nr. 2 og Erik Lisner var Crewchief som jeg var på havneværkstedet

...
17.05 | 10:11

var der en på værkstedet som skrev workorder ud ved navn BENT var han der da du var der

...
23.04 | 17:33

Har sendt Dig en Email Allan

...
22.04 | 19:00

Sven- til Du og Lisa..Far din storebror gik bort 18/7-20 efter lang tids lungebetændelse,mor herefter18/11 -20 pga kræft i 12år...savner Jer Allan Hansen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE