Dansk 5

Dansk 5

5 

Efter små 3 måneder hjemme, fik jeg pludselig et opkald fra en mand fra firmaet Greenland Contractors på Bomhusvej i Emdrup, der udfører arbejder på Thule-basen og Søndrestrømfjord i Grønland. Jeg fik adressen af Henrik (Dorthe og Henrik i Brisbane), som tidligere har arbejdet i Grønland.  Jeg havde så sendt et postkort fra Australien til firmaet og fortalt lidt om mig selv, hvis de kunne bruge sådan een som mig på flybaserne i kulden. 

Faktisk havde jeg ikke tænkt nærmere over det siden postkortet blev sendt, men pludselig sad jeg her på Bomhusvej i København og talte om mulige arbejdspladser i Grønland. Han tilbød mig et job som Supervisor på Centralværkstedet i Thule, men jeg sagde nejtak til tilbuddet fordi jeg tror mit Engelske ikke er godt nok til sådan en stilling, hvor der er mere direkte kontakt til U. S. Airforce og derfor mere brug for Engelsk kunnen.  Øv, t ænker jeg, men så forsvandt gutten lige ud af døren, for at komme tilbage med en frisk telex fra Thule, der fortalt at de skulle bruge en entreprenør mekaniker ved flybasen.
Hvis der var noget? 

Hvis det var!  Og jeg var omkring 2 sekunder om at takke ja og var allerede i gang med planlægningen.
Det var Mandag i dag og flyet forlod allerede Kastrup på Torsdag mod Thule-basen og jeg skulle igennem lægeundersøgelser og forskellige andre ting før afgang. 

Min samvittighed kunne være et meget lille sted, da jeg gik op til Chefen Poul Villy på De Blå Busser i Holte og jeg fortalte at jeg blev nødt til at forlade jobbet omgående.  Jeg havde ikke den bedste samvittighed, fordi netop Poul Villy havde hjulpet mig med hurtigt job, da jeg kom hjem fra Australien. Men han kendte mig jo og vi gav hånd på en god fremtid.
Tak skal Du have Poul Villy !

Så gik det ellers stærkt. Lægeundersøgelser og en masse papirarbejde skulle gøres.  Og så s use rundt og tale med familie og venner, som igen rystede på hovedet.  Nok ved tanken om at jeg ikke var helt rigtigt i hovedet med alle de rejser rundt omkring og så Grønland nu! 
Nå hvad ?  Jeg har da set noget nyt hver dag i stedet for at sidde stille. 
 
5.
November 1987 

Torsdag morgen og ud til lufthavnen igen, denne gang for at finde ud Gaten til den lange DC-8er der er chartret for turen til Thulebasen. Den er meget overfyldt i dag, hvor der er mange der skal tilbage til basen, efter en ferie i Danmark. Jeg var den eneste "newcommer", men jeg faldt snart i snak med de andre i tiden, hvor vi ventede i afgangshallen i Kastrup. Det var klokken 9 om morgenen og flere begyndte at drikke øl, men jeg holdt mig nu til vandet.
Det var nok bedst at forblive ædru og ikke optræde på slap line, allerede den første dag i firmaet.

Behagelig flyvetur over Atlanten, Island og Grønland med indlandsisen, der ser meget ufremkommelig ud dernede under os.  5 timer mod nordvest fra Danmark og klimaet er meget anderledes.  Har lige læst, at det er "First Night" på Thulebasen 22. November, dvs. den første dag når solen ikke er synlig fra basen mere og i de næste 3 måneder, hvor der er nat på basen.  Nysgerrig om hvordan det nu går, når jeg nu er så besat af sol og varme. 
Tilsvarende er der "First Light" den 22. februar, når solen vender tilbage til basen over Sydbjerget læser jeg.

Sidder her på flyet og ser ned i natten, mens vi flyver rundt om basen for at forberede sig til landing. Hvad i alverden er det nu jeg gør? Det ligner noget der er løgn dernede, med det mørke der omgiver de grå metal barakker og et par lys her og der.  Mon der lever nogen dér Nå, det går nok rigtig godt og det er for sent at ombestemme sig.  Så ned det går og flyet lander som et snefnug på banen, så jeg tror at føreren har prøvet det en gang før.  DC8eren taxier hen til en grå bygning, der vel skal være en slags velkomsthus til nye arbejdere og hjemvendte fra ferie.  Jeg troede jeg var den eneste "newcommer", men der er nogle flere med den samme vanvittige tanke som jeg, nemlig at begynde nyt arbejde her.
Tænker et øjeblik, om vi hellere skal have en mentalundersøgelse? 

Nå, men vi går ind og bliver hilst velkommen af en eller anden. Han mumler sit navn (mmuytrvh og velkommen til) og vi bliver vist ud til en bus, der kører os over til et sted kaldet "Recreation Center" som skiltet udenfor oplyser. 
Her bliver vi plantet ved et bord og der tilbydes kaffe, te og sodavand efter ønske. 

Velkommen til Thule Airbase!  Man er jo lidt spændt på  hvad der skal ske i dag, så vi alle er nødt til at holde ørerne stive, da der er mange sikkerheds informationer, fordi det er storm sæson i området.  Disse er meget kraftige storme, der kan komme fra ingenting på kort tid - får at vide at et tydelig varsel er hvis temperaturen stiger hurtigt (i løbet af 5-10 minutter) fra f.eks minus 30 til frysepunktet, er det bedst at være forberedt på storm. 
Alt her er meget anderledes fra livet hjemme ved mors beskyttende arme og altid lune madgryder.   Der går en time med sikkerheds oplysninger om livet i og omkring basen.

Det var de vigtigste ting vedrørende sikkerhed og så flytter vi fokus over på sult (endelig).  Afsted  til "Dundas Dininghall" hvor vi går op og får en tallerken fyldt med noget rigtig god mad.  Så sidde og spise til lidt snak om lidt af hvert.  For at kunne spise her , skal man blot skrive sit navn på en liste ved indgangen til de veludstyrede maddiske, hvor Du kan få al den mad Du kan have i Dig. 
Der er masser at vælge imellem, så jeg ser en fremtid uden sult og smerter i knæene af overvægt. 

Efter middagen kørte vi rundt på basen og fik vist og forklaret en del ting og fik fortalt hvad de forskellige bygninger indeholdt, som der er værd at vide noget om. Herunder gymnastiksalen, hvor næsten alle former for træning kan dyrkes.  Den danske klub, biografen,  flere hangarer og et lille smut ned i nærheden af havnen, som dog er
lukket nu fordi vandet er stift og skibende er væk. 

Solen er væk, men der er gadelys overalt. Alle bygninger her ligner hverandre til forveksling, fordi alle er bygget af aluminium.  Stort set ingen særlige kendetegn ud over husnummer, som senere viser sig gør basen forholdsvis nem at navigere rundt på.  Det samme system som i USA, med vejnumre der fortæller hvor vi er i rækkerne af huse, så det skal nu nok gå efterhånen.  Jeg skal bo i Barak 326.  Så det bliver 3. gade, 20er rækken og 6. barak. 
Hvor svært kan det være! 

Jeg er den eneste nye mekaniker, så det bliver en kort tur ned til værkstedet, der omtales som #580 (femfirs i daglig tale) hvor alt rullende materiel og køretøjer bliver vedligeholdt og repareret. Og så er der lagerbygninger og kontorer. Der er en overboss (Superintendent) på værkstedet der hedder Birger Jensen, men han har netop taget på ferie. Så er der er 2 Supervisorer, (navn senere) og Erik Lisner. Udover disse er der et par Crewchiefs,  som tager sig af lidt papirer og skruer biler samtidig, når det er tid til det.  
I alt ansat 28 personer i #580, så der er mange navne at huske i fremtiden. 

Puha, det var en lang dag. Er tilbage i barakken og har set på mit værelse.  Ikke noget særligt, men der er en seng, bord, nogle stole, et klædeskab og et TV.  Havde håbet på et køleskab, men her er  fælles køleskab i kuffertrummet. Jeg går op i BXen, som er et supermarked hvor basens beboere kan købe lidt af alt og alt af lidt. 
Tror jeg lige vil give et par runder øl, vand og nogle snacks til de andre beboere i barakken, når de kommer hjem fra arbejde. 

Jeg skal også have tømt kufferten og slappet en smule af, inden de 12 andre beboere kommer hjem.  Falder hurtigt i snak med et par stykker over en øl og vi går bagefter i "Dundas Dininghall" sammen og spiser middag.  Vældig fint og hjemme i barakken igen bliver det en god aften med snak og hygge.  Får at vide at barakken har en fælles kasse med salg af vand og øl, hvor overskuddet går til middage og fester.
Fint, så behøver vi ikke købe drikkevarer i BXen selv, men gør det i fælleskab.  Selv om priserne her er dobbelte, så det går til en god sag med barakfester med mere. 

Arbejdstiden er fra 600 til 1700, mandag til fredag og lørdag fra 600 til 1200, hvis der ikke er overarbejde ud over det sædvanlige.  På m in første dag i #580  får jeg arbejdstøj, beskyttelsestøj og parka, termoundertøj, elefant hue og "mukluks", som er specielle lærredsstøvler til brug i det arktiske område.  Here fter en tur rundt i værkstedet og få en lille snak med hver af mine fremtidige kolleger.  Og derefter en køretur omkring på basen,  for at se og gense hvad der er af muligheder her.  Der er også en længere tur (ca. 25 km) op til radarstationen,  "BMEWS" (Ballistic-Missile-Early-Warning-System) tidligere kaldet "J-Site",  hvor den store radar findes,  som kigger ned over det meste af verden her fra pladsen langt mod nord
.

På tilbage turen kører vi også ind omkring DET-3, som ligger lige uden for selve basen. DE T-3 (Detachment-3, 22.Space Operations Squadron) er et satellit-sporings og styre station,  hvor der er kontrol over mange af de forskellige satellitter, USA har sendt ud i rummet gennem tiderne for at passe os alle, siger de.  Også et spændende sted med et utal af ledninger og lamper, der blinker og bipper konstant.  Hører at man ikke bør være gravid og være her samtidig,  fordi det kan give "anderledes" børn i tilgift. 
En trøst at vide,  hvis jeg bliver gravid en dag. 

Tilbage i #580  får jeg en megastor værktøjskasse på hjul, som jeg bruger et par timer til at rydde op i og får suppleret det manglerne med nyt værktøj. Det var den dag og så går det hjem til #326,  ud i brusebad og finde spisesalen og få fyldt maverne. 
En spændende dag med mange indtryk og mange nye informationer. På een eller anden måde begynder jeg allerede at føle mig hjemme, hvor utroligt det end kan lyde efter så kort tid her. 

 Den f
ørste tid arbejder jeg i GP-afdelingen (GP - General Purpose) med reparation af biler og varevogne. Men efter de fandt ud af, at jeg også var busmekaniker, er det stortset ikke andet end busser jeg reparerer,  fordi de fleste andre helst er fri for det.  Der er ikke de store udsving, men efter et par uger skal der bruges en mand i SP afdelningen (SP - Special Purpose), som reparerer tungt udstyr såsom bulldozere, læssere, snerydningsudstyr og køretøjer, lastbiler, stenknusere, diverse maskiner og og ...
Ja, jeg kunne blive ved. 

Lyder spændende, så jeg stiller op og får jobbet, så jeg bevæger mig op i den tunge afdeling, hvor jeg er en måneds tid, indtil der skal bruges en mand i Hangar 6, hvor den nye stenknuser skal samles.
Det vil sige, at den netop er kommet fra USA i adskilt stand og skal samles til brug næste sommer til at fremstille blandt andet materialer til vejene. Finder også 2 landgangsbroer og 2 slæbebåde her, som er under renovering til brug næste sommer.

 Ligeledes er her en ny langarmet mobilkran, som iøvrigt senere bliver solgt og fragtet til Sverige til køberen.  Finder senere ud af, at det er min gamle ven Knut Jureen der har købt den ganske billigt. Der har Du sgu gjort et godt køb Knut, for selvom den er 5 år gammel, har den ikke været brugt så meget som et enkelt minut.  Skylder forresten lige at fortælle, at Knut Jureen er een af grundlæggerne at den Svenske Harley-Davidson klub.

Vi er kun 2 smede/mekanikere her i Hangar 6.  D en første måneds tid,  arbejder jeg sammen med Bjarne Bunk.  Af en eller anden grund vil Bjarne hjem til Sindal i Jylland og jeg får en ny partner, der hedder Aksel Sørensen Schiødt.  Aksel bliver også kaldt "Den kolde smed".  Et tilnavn han fik, fordi nogle kolleger ville joke med ham og satte ild til den evige tot twist, som Axel altid havde i baglommen.  Men i stedet for at hoppe op og suse rundt, som de fleste andre ville gøre, kiggede Aksel bare på ilden der brændte op langs ryggen og sagde på sit langsomme Jyske, "Jaaaa, kan I tænde ild, kan I vel også slukke den igen".  Og så han fortsatte med at arbejde og det var nogle, der fik travlt med at slukke ilden. 

Aksel og jeg arbejdede rigtig godt sammen og fik løst de mange og forskelligartede opgaver der kom op til os.  På samme tid skulle vi gennemgå landgangsbådene og de 2 slæbebåde,  så de var klar til næste sæson ved havnen.  Og næste år,  skulle den nye 32 tons stenknuser også gerne være klar til at gå igeng.  Ud over samlingen af stenknuseren, skulle alle svejsninger styrkes, så de blev dobbelt så store. En enorm opgave, hvor der skulle bruges store mængder af svejseelektroder.
Så hvis jeg ikke allerede havde erfaring med elsvejsning, så jeg fik det her. 

Nååja, så jeg fik også et lille ekstrajob i hangaren. Der skulle være en Crewchief til papirarbejdet, så det blev mig kom til at ordne det, så det var uptodate hele tiden.  Ikke en så stor opgave, men det tog da lidt tid at hente reservedele på lageret og skrive timesedler, foruden at arbejde sammen med Aksel også så han ikke kedede sig.  Samtidig havde jeg også det topansvarlige job at hente drikkevarer, kaffe, brød og andre super vigtige ting, så Aksel og jeg havde vores pauser dækket. 
Dette må aldrig svigte! 

 
Aksel og jeg gik og passede os selv.  Vi havde som regel kun et besøg een gang daglig af vores Superintendent,  Birger Jensen, der altid kom til fast tid.  Et par gange om dagen kom vores Supervisor, Erik Lisner, bare for at snakke og få lidt papirer med på ting, vi havde repareret. 
Birger kom altid snigende lydløst af een eller anden årsag, modsat Erik der altid kom højt fløjtede og larmende ind ad hangardøren ude fra Flightline.

Det blev en rigtig god tid i Hangar 6, hvor vi fik udført masser af arbejde, muligt og umuligt.   Jeg fandt også en gammel forladt cykel nede ved havnen, jeg reparerede og malede med en blå USAirforcefarve og "Harley-Davidson" skrevet på stellet.  Så blev  Harley da ikke helt glemt og jeg kørte faktisk en del på cykel, i stedet for at bruge  værkstedsbilen, når jeg skulle nede i #580 og hente dele til arbejdet.  Rigtig fint
 og jeg fik også rørt mig en smule. 

Efter en måned blev jeg inviteret til at flytte i Barak 243, hvilket passede mig fint.  Her boede nogle af mine kolleger fra #580 og det passede rigtig godt med det sociale liv, som var betydelig bedre her i #243. Der var næsten familiære tilstande i 243, med regelmæssige fælles middage og fester plus meget mere.  Fint
 med flytningen. 

Faktisk fik vi en masse udført på værkstedet i Hangar 6.  Ikke mindst fordi de forskellige afdelinger imellem havde et godt "Buddy" system.  Det var en temmelig langsommelig affære at bestille reservedele og andre gennem de officielle kanaler. Men o
mkring i de forskellige afdelinger og værksteder, var det en utrolig mængde af nye dele og nye materialer, som i årenes løb havde forladt systemet officielt og kun eksisterede i hukommelserne rundt omkring, fordi nogen havde reddet dem fra affaldscontaineren i stedet for at smide dem ud.

Ligeledes var "Buddy"systemet rigtig godt, når det brændte på for at få tingene gjort hurtigere.  I stedet for at vente på nye dele, var der næsten altid en eller anden i en shop et sted på basen, der muligvis havde noget eller kunne noget, så arbejdet blev afsluttet uden papirer, således at udstyret kom ud at arbejde, i stedet for det
hele stoppede unødigt. JaJa, ved godt det ikke var korrekt, men det fungerede fint og US.Airforce fik tingene ud at køre igen, så de kunne passe på verden. 

  
Det var ofte mange lange timer på job, 6 dage om ugen. Og arbejde og fritid flød nærmest sammen, især i vintermånederne, hvor mørket var der 24 timer i døgnet. Hovedet tænkte ikke så meget over hvad der var dag og nat, men kun at det var arbejde og fritid.
Værkstedet fra 6 til 17 man-fre med reperation og 6 til 12 om lørdagen, hvor de fleste timer gik med at rydde op og vaske hele gulvet i Hangar 6, inden weekenden satte ind.

  
Stormsæsonen er fra 15. september til 15.  Maj.  Det skete et par gange, at der er en smule mere "fritid", når vi på grund af storm var tvunget til at lukke værkstedet og gå hjem i barakken.  På basen opdeles stormene i Fase 1, 2 og 3.  Når det gik ind i "Fase-1" stoppede alt svejsning, men ellers fungerede resten normalt.  Men når der blev rapporteret "Fase-2" i højtalerne, standsedes alt arbejde og derefter skulle man hurtigt hjem i barakken. Ved
en hurtig opmelding til "Fase-3" skulle alt arbejde stoppes og vi skal blive dér, hvor man er og så ringe hjem til barakformanden og fortælle hvor man opholdt sig.

  
Der er en sikkerheds foranstaltning, så barakformanden snarest muligt skulle aflægger rapport til "Stormcentret" om at alle mennesker var tilbage i barakken og hvis ikke, så oplyse hvor de opholdt sig.  r Hvis de mangler folk under en storm, ville der blive iværksat en eftersøgning hurtigt.  Men det var heller ikke et vejr, der lige trak een udenfor på vandretur.  Disse arktiske  vinde får orkaner rundt om i verden til at ligne små blæsevejr. De arktiske storme er kraftigeste i verden og ofte med snefygning så tyk, at Du ikke er i tvivl om st det er bedst at blive indendøre,
hvor du nu er lige nu.

Jeg husker engang, hvor der blev meldt en Fase-2.   Aksel og jeg var på vej hjem til Barak 243.  Vi gik f ra Hangar-6 og langs bygningen, med Aksel få meter foran mig. Da vi lige kommet fri af bygningen, greb vinden fat i Aksel og han røg ned og rullede og gled hen ad vejen. Men 20 meter væk røg Aksel ind i en stang og holdt fast.  Nu var det jo, at Axel var en lille let mand der måske var et oplagt mål for stormen. Nu var jeg klar til vinden efter at have set Aksel's one-man show, så jeg kom ned på alle fire og kravle frem til Aksel, så vi sammen kunne kravle tilbage på vejen på samme måde som et par forelskede krabber gør. Men tilbage til hangaren kom vi da.  Puha, det er ikke noget du ønsker at prøve 2 gange, så det var bare om at ringe hjem til vores barakformand og fortælle, hvor vi var.  Barakf ormanden ringede til stormkontrollen og et par timer senere blev vi hentet af en bus, der kørte ud for at hente dem der var strandet rundt omkring på deres arbejdspladser.
Hjemme i barakken hørte vi at stormen blev meldt op i en Fase-3,  så det rykkede rigtig godt i barakken og enhver lyst til udeliv blev stoppet automatisk.

Puha, det var noget af en storm, vi fik i dag.   Jeg ved ikke, hvor stærk det blæste i dag, men de arktiske storme kan dog alt for kort tid til at komme fra nul og langt op over 300 km. i timen i vindhastighed. Ved sammenligning har en vanlig Dansk orkan, en vindstyrke på 12 og en vindhastighed på 120 km. en time. 
Så der er ikke noget man skal lege med heroppe - det gør man formentlig kun én gang. 

 
Ellers er her næsten altid klar blå himmel i sommertiden og en super stjerneklar nattehimmel i vintermånederne.  Metrologerne siger, at det rent faktisk sker meget tit at man kan se nordlys her, men desværre kun synligt på måleudstyr og ikke for det menneskelige øje, her i de højarktiske områder, med det utroligt klare vejr.
Vejret giver ikke meget sne, men når stormene raser kan sne i store mængder blive flyttet herud fra indlandet hvor der er sne i store mængder liggende på isen.

Men nok om vejret lige nu.  Skal også huske at fortælle lidt om fritidsaktiviteter hvor der er mange muligheder, hvis du ikke ønsker at blive i barakken og dovne.  Hvis du kan lide fysisk aktivitet i fritiden, er der et veludstyret motionsrum med bla. et stort lokale med vægttræning, som jeg dyrkede 5-6 dage om ugen.  Og ja, der kom faktisk en masse bobler på arme og ben dengang, så jeg skulle købe nye skjorter. 
Boldspil og alle former for gymnastik er her også og hvis dufår lyst, er der også en stor bowlinghal her.

Juleaftenen 1987 blev holdt i "Top of the World Club", som samlede mange af beboerne på basen.  Elegant middag og dans bagefter. 
Også Nytårsaften 87-88 afholdtes i klubben, med tilhørende musik, dans og det hele.

Og så er der den Danske klub, hvor det er muligt at spise og nyde en øl eller vand, eller se dansk tv.  Hæhæ, dvs. de Danske kanaler kan ses kun på video, med et par ugers forsinkelse, da de blev optaget i Danmark for så at blive fløjet op til baen.   Men der var mange, der kom hver dag for at se gamle nyheder og andre udsendelser fra hjemmet.   Lørdag aften blev ugens højdepunkt, ofte med gode mængder af god øl og måske en hyggelig middag i den Amerikanske klub, "Top of the World Club", efterfulgt af klog barsnak eller i festsalen, hvor der ofte var orkester eller band, der spillede op til dans. Ofte ender lørdag aften her, fordi det virker som en sikkerhedsventil efter en uge med lange arbejdstider, så du er nødt til at gå lidt amok tider.


9  

April 1988.

Jeg har brug for lidt ferie, så jeg har bestilt 6 uger, hvoraf jeg vil holde tre på Gran Canaria i Puerto Rico.  Dette er total afslapning, hvor jeg ofte er sammen med min ven Birger Vallys, der ejer "La Bodega København" i Shoppingcentret i byen.   Ofte er vi hjemme hos Birger, eller måske på shopping i Las Palmas, hvor han henter varer til restauranten.  D 
et er rigtig rart samvær og en masse tid i går, enten hjemme hos Birger privat i Arguineguin, eller i en bar et sted i området, hvor du kan blive virkelig klog på kort tid.

Hjemme i Hjortekær går meget tid med min mor og far, ligesom der ofte er fest med venner og bekendte ved Vejlesø i Holte.  Der må virkelig festes igennem, nu jeg er hjemme fra Thule og har en masse historier i ærmet.   Jeg har jo ingen Harley lige nu, eller køretøjer i det hele taget, fordi jeg solgte alt før jeg rejste til Australien i 87.  Så jeg kommer rundt i enten lånebil eller med bus og tog, når der er øl eller anden festivitas på programmet, så det bliver en sjov ferie med venner og veninder, inden flyet atter går nordpå til basen, hvor foråret er begyndt at få fat og havneområdet tør op hvor sommersæsonen kommer 
over os.

Udgangen af juni 88. 

Nu er vi i slutningen af juni og havnen bliver åbnet for fragt, så jeg forlader Hangar 6 for at virke på havnen som mekaniker på slæbebådene (Tugboats) som har vi 2 af. 
Ligeledes er der meget, der skal gøres for at holde alle vores Gaffeltruks rullende og jeg giver ofte en hånd med i lasten, når der er skib i havnen. 

Der er nye mennesker med hver chartermaskine, så der kommer nye kolleger og venner hele tiden.   Der kommer en liste op før hver chartermaskine, med navnene på dem der er med det næste fly.  Og i juni charteren ser jeg min fætter Bent på listen.  Bent har været oppe her mange gange før og i alt omkring 19 år på basen.   Det har været som maler og det er samme job igen.   Nu skal det blive sjovt, for fætter Bent ved ikke at jeg er her nu, så jeg vil tage gas på ham.   Jeg finder ham på den første dag uden for REC Center og sige hej, og nyder Bents forvirring fordi han kender mig godt, men har ingen idé om hvem jeg er og jeg holder ham på pinebænken en halv times tid, før jeg siger "Hej fætter".  
Det blev til en stor gensynsaften i klubben og ser hinanden ofte herefter. 

En tid med meget at gøre på jobbet. Men h eldigvis er der også tid til nogle "ekspeditioner" i naturen omkring basen.  Jeg låner fra tid til anden, en US-Airforce bil af "Policen", hvor jeg har fået en god ven. Eneste lånebetingelser er, at de ved hvor jeg kører hen og hvornår jeg kommer tilbage, som ren sikkerhed, så de kan sætte eftersøgning i gang, hvis jeg ikke kommer tilbage til aftalt tid. Helt ok , da der jo er en smule langt fra alt derude i den arktiske ørken, med lidt langt til telefonen.  Jeg får bilen og kører gerne ud uden specielt mål på de små veje, der fører ud i ingenting og videre endnu.   
Jeg har ofte kørt over North Mountain til Wolstenholme Fjorden ved de 4 gletschere, Salisbury, Champerlin, Knud Rasmussen og Harald Moltke Gletcherne, som er en fantastisk natur, hvor kan Du sidde og næsten mister tid og sted i undren over naturens fantastiske sceneri. 

Flere af turene går til Dundas, den lille forladte by der ligger et par kilometer nord for basen, på den anden side af den lille fjord, North Star Bay,  ved havnen.  
Dundas hed oprindeligt Uummaannaq, men blev omdøbt til Dundas af Knud Rasmussen. 

Dundas by ligger i det gamle Thule-område i Qaanaaq kommune, hvor Knud Rasmussen og Peter Lorenz Alfred Freuchen i 1909 oprettede Handelsstation Thule.  
Det oprindelige Thulefolk levede i græs hytter, hvoraf mange findes dagen idag (2009), omend lidt "slidte", men de er der.

På mine ture klatrede jeg ofte op på 222-meter høje Dundasfjeld ved siden af Dundas by.   Det er ganske stejlt og man kæmper sig op gennem rullende sten og skærver indtil de sidste 10 meter, hvor det går lige op af et stærkt reb, der er sat op for mange år siden.  Tak for det!  Og det hele maseriet værd, fordi her er en betagende udsigt hele vejen rundt, ligeså mod basen med indlandsisen i horisonten og over fjorden med gletcherne eller ud over det Arktiske Hav mod Saunders Island og "heksehatten" i det fjerne.   Jeg er ofte heroppe i timevis og sidder bare og fjerner alle tanker fra hovedet og lader storheden overvælde mig. 
Tænker på at alle mennesker bare een gang i livet bør se noget som dette og opleve stilheden der er næsten øredøvende. 

Ligeledes fik vi en flyvetur med sportsfly over indlandsisen mod byen Qaanaaq (Ny Thule) omkring 120 kilometer nord for basen.  En kollega og jeg gik ned i flyklubben på basen for at høre, om muligheden for at leje klubbens fly med pilot for en søndagsudflugt. 
Intet problem,  for han stod og manglede lidt flyvetid, så vi betalte kun brændstoffet.

Fint!   Vi blev enige om at lette næste dag i en Cessna med retning mod Qaanaaq, som vi nåede efter 45 minutter.  Det var ikke nogen almindelig lufthavn i Qaanaaq, så landingen var en grusbane ved siden af byen.   Piloten fortalte os, at vi lige et par gange skulle flyve lavt over banen for at kigge efter, om der var et reb spændt ud over banen.   Der er til tider børn i byen, som har gjort det for spændingens skyld.  Men sporet er frit og vi lander hurtigt.  Opbremsningen er også temmelig hurtigt, fordi det er en grus- og sandbane som hjulene synker ned i.  
Men piloten har prøvet bane før, så han har advaret os om forholdene her. 

Vi har aftalt at lette igen efter 3 timer.   Så min kollega og jeg går rundt i byen og "kigger mennesker" hvorefter vi bevæger os op i det lokale madhus kaldet "Polar Grill",  hvor vi får et par hotdogs og vand.  På vores tur rundt i byen, møder vi mange usædvanligt fulde mennesker.  Forklaringen er, at alle lige har fået rationeringsmærker til spritshoppen, så der er mange besøg for at købe ind til en hurtig brandert.  Vi står over for en temmelig fuld dame, der vil sælge en pose fuld isbjørnekløer for 200 kroner, så hun har lidt penge til øl.  De er smukke, kløerne, men vi siger nejtak, for på den måde dømmer vi ikke en ny bjørn til døden, for at der skal være nye kløer til salg. Vel vidende at det formentlig ikke havde nogen effekt, at vi sagde nejtak. 
Men hvis alle gjorde det, ville mange meningsløse drab af disse prægtige dyr undgåes.  Men det er jo nok et håbløst ønske.

Sjovt og spændende at komme til Qaanaaq.  Kunne sagtens have været længere, men piloten skulle tilbage til basen, så vi må hellere komme om bord på flyet igen.  Flyet er klar til start med et stykke grusvej forude.  F 
uld kraft på motoren! 

Men istedet for at rulle afsted, begynder flyet at
  hoppe og danse. For naturligvis har hjulene gravet sig ned i sandet og sidder godt og grundigt fast.  Så piloten tager en skovl ud af flyet og begynder at grave hjulene fri.  Han instruerer mig om at give flyet fuld gas, mens han er ude og vrikker med flyet, indtil det kommer fri og begynder at rulle afsted uden ham indenbords! Han løber en smule ved siden af flyet og hopper så om bord og får flyet i luften lige inden grusbanen ender i nogle store sten.   Det var da meget rart, at han ikke snublede, da der var virkelig hurtig fart på og vi havde siddet der, med piloten udenfor og fuld fart på. 
Nå, man kunne vel lige have slukket motoren, men det var da lidt spændende alligevel. 

Op og væk i retning af basen igen.  Vi fløj lidt langs kysten først, inden vi gik ind over landet igen.   Fantastisk udsigt med endeløse vidder omkring os så langt øjet rakte.   Jeg har fløjet mange gange før, men det er nu noget særligt at se Grønland fra oven, med de enorme ismasser og kysten med de mange klipper og smukke dale ind fra kysten.   Returflyvningen tog halvanden times tid, da vi tog en lille omvej for at kigge os lidt omkring. 
Rigtig flot oplevelse,  jeg virkelig ønsker at mange kunne få lov at nyde. 

Men nu er der ikke altid tid til det sjove, når der er opgaver der skal løses i værkstedet og på havnen. Faktisk tager arbejdet en masse af fritiden her. Men.........  

En anden usædvanlig dag på basen, var en dag vi sad i "Dining Hall" og spiste.  Pludselig  fik vi at vide. at spisesalen ville blive lukket snarest, da der var mere end 300 uventede gæster påvej om cirka en time.  
Der var da noget af en tilstrømning uden varsel - og så lige hertil.

Det viste sig at være et Air France Boeing 747 der var lettet fra Paris i retning af Anchorage i Alaska,  fyldt med turister fra Korea.   Der var kommet en bombetrussel mod flyet, med det budskab, at bomben ville gå af på et nærmere bestemt tidspunkt, hvis visse krav ikke blev opfyldt.   Der var bare et lille men, at de terrorister der havde fremsat truslen tilsyneladende ikke vidste, at Thule-basen eksisterede. 
Ellers var truslen skam god nok, fordi der ikke var civile lufthavne tæt nok på til at tage så store fly.  Så terroristerne handlede skam i en "god" tro. 

 Jumboen landede på basen, uden terroristernes viden.  Så blev flyet tømt for passagerer, som blev kørt i Dininghall og andre steder. Jumboen blev sat på bombepladsen bag basen, i sikker afstand fra base området og kort efter landede et Golfstreamer fly fra Søndre Strømfjord med Dansk politi om bord, med specialtrænede bombehunde, der undersøgte Jumboen overalt.   
Intet blev fundet og flyet blev efterladt på bombepladsen. 

Nu havde terroristerne sat en specifik tid for eksplosionen, men der skete ingenting.   Og efter at have ventet i yderligere 2 timer, kørte man passagerne til flyet, som lettede mod Anchorage i Alaska.   Og stilheden sænkede sig igen over Thule Airforce Base, hvor Airpolicen havde styrtet rundt med maskinpistoler og så meget skævt til de mange Koreanere, som kørte rundt i busser og så på udvalgte steder.   Jeg tror Amerikanerne har et specielt mistanke gen, som mistror alle og alt der ikke er Amerikansk. 
De glemmer sent, den dag hvor Thulebasen blev "indvaderet" af hundredvis Koreanere.

Min nysgerrighed begynder at tænke på Søndre Strømfjord længere sydpå, så jeg høre lidt om mulighederne.   Måske en smule dumt,  for det daglige arbejde her er meget fint her, med rigtig gode kolleger og dejlige venner i  fritiden at dele livet med.   Men min gamle kollega, Axel, "Den Kolde Smed", er allerede dernede og har skrevet til mig, at der bestemt er et job til mig dér, hvis jeg kunne tænke mig det.   Axel vil i hvert fald gøre hvad han kan, for jeg kan komme derned hvis jeg ønsker det.  
Og ja, hvorfor ikke? 

Jeg forlagde tanken for mine chefer, men de er ikke meget for at slippe mig.  Egentlig m eget rart at høre, at du ikke har været helt umulig, med arbejdet her på værkstedet.   Men tingene bliver sat i gang, så om et par uger ville overførslen ske, med et US.Airforce fly.  
Fint ! 

Men naturen ville være anderledes, for om mandagen, den 12.  September,  får jeg om morgenen besked om at ringe til min mor, der fortæller at far er død, hvilket betyder at jeg er nødt til at træffe et par hurtige beslutninger og lave en masse aftaler med firmaet.   Allerede på Torsdag, den 16.  September skal en SAS-maskine til Danmark, så jeg får hurtigt booket en billet til rejsen hjem.   Ligesom der skal gøres en masse papirarbejde for overflytningen til Søndre Strømfjord og jeg begynder at pakke min bagage, musikanlæg, tv, tøj og alt andet, jeg vil have med sydpå.  
Nåede det hele og jeg tager charter flyet hjem til Danmark, samtidig med at virksomheden vil sørge for flytningen mine ting og indbo, med US.Airforce til basen mod syd.

Jeg kommer hjem tidsnok, til at sige farvel til far på båren og til at deltage i bisættelsen.   Der kommer også en masse ting at gøre, så Mor kan sidde i uskiftet bo i fremtiden.   Mor er selvfølgelig meget præget af situationen og går i stå, men har familien tæt om sig for at hjælpe til i hverdagen, hvis noget skulle opstå.   Jeg tilbyder at opsige min ansættelse på Grønland og blive hjemme, men jeg kan simpelthen ikke få lov af Mor.  Hun  insisterer på, at jeg tager tilbage og passer mit arbejde og efter 4 uger,  sidder jeg i flyet mod Søndre Strømfjord på vej op til mit nye job. 
Nyt job er måske så meget sagt, da det stadig er Greenland Contractors og alle køretøjer og maskiner til reparation er stadig fra US.Airforce. 

Velkommen hertil og jeg flytter ind i noget, der ligner en normal bolig, i modsætning til barakkerne i Thule.   Dobbelt så meget plads på anden sal med udsigt over mod Kragefjeldet.  Kender ikke det rigtig navn lige nu 
, men der svæver altid mange krager der,  så hvorfor ikke Kragefjeldet ? 

Kangerlussuaq var oprindeligt en Amerikansk luftbase der blev bygget i 1941 under navnet "Blue West 8".   Men som følge af den teknologiske udvikling mistede basen sin militære betydning og blev i 1990'erne overført til Grønlands Hjemmestyre.  I d ag, er Kangerlussuaq civil lufthavn og arbejdsplads for de fleste af de ca. 
500 indbyggere.
  
Kangerlussuaq ligger i bunden af den 160 kilometer lange fjord med det samme navn, som passende nok betyder "Den lange fjord" på Grønlandsk.   Bare et par kilometer fra Kangerlussuaq lufthavn, kan du opleve nogle af områdets 5.000 mouskusokser,  på en vandretur eller på en lejet mountainbike.  Kangerlussuaq har et meget stabilt klima med varme, tørre somre og kolde, klare vinterdage og nætter, der ikke mindst byder på fantastiske Nordlys, hvis lykken er med dig.   Med over 300 dage om året med klar himmel er Kangerlussuaq en af de steder i verden, der er størst sandsynlighed for at se nordlys.  Jeg har været så heldig at opleve nordlys mange gange og det er bare fantastisk, hver gang det hænger som en tung farvestrålende guirlande hen over nattehimlen, hvor det ser ud som om Du kan række op efter dem, men det "hænger" typisk 80 til 150 kilometer oppe under  
nattehimlen.  Jeg har været så heldig, at oplevet Nordlyset mange gange og er lige fasineret hver gang. Jeg står bare stille og nyder synet fuldt ud hver gang.

Nordlys - eller Aurora Borealis, som det kaldes, er aktive året rundt, men det er ikke synligt om sommeren i Grønland på grund af midnatssolen.  Det er ofte omkring midnat, det kan ses og her bedst på en mørk klar nattehimmel fra Oktober til begyndelsen af April.  
På det tidspunkt, kan du se nordlys over hele landet, men i det sydlige Grønland kan nordlyset allerede opleves fra slutningen af August .

Inuitterne har gennem tiderne nok været lidt overtroiske og Nordlyset i den klare polarnat har udfordret fantasien.  En berømt sagn fortæller at når nordlyset danser på himlen, betyder det at de døde spiller bold med et hvalros kranium. I dag tror nogle mennesker, at børn er særligt intelligente når de er født i og derfor "designet" af Nordlysets magiske lys.

I modsætning til Thule, er der altid ekstra arbejde på værkstedet så timerne bliver ofte sene inden fyraften. Heldigvis er lørdagen normalt "beskyttet" for ekstra arbejde, i det mindste om vinteren.  Så det er fyraften ved middagstid, så Du kan starte en smule med den fest, som er næsten fast hver Lørdag, med en hyggelig middag i fælles rummet eller dejlig middag et andet sted henne,  inden vi går i "The Caribou Club" som er et sted, hvor der altid er fyldt med dejlige mennesker, ligelig fordelt mellem folk fra basen og fra den civile side af basen, dvs. 
på den anden side af lufthavnen. 

Ofte, blev jeg indbudt til fester på den civile side, efter bunden var blevet lagt i klubben.  Det blev tit nogle ret animerede festlighederne, der endte med fællessovning i et lille rum et sted med 12-15 parkaklædte basefolk på nogle skumgummi madrasser. Men når vejret er til det,  går jeg hellere de 1½ kilometer tilbage til min egen seng, hvilket var at foretrække. Glemmer ikke en festlig aften, hvor festen var slut og jeg helt sikkert ville gå hjem, selv om jeg havde glemt at sætte hætten på min parka efter vask og mine handsker var også derhjemme.  Dum, dummere og dummest!  Det var minus 54 grader udenfor,  men jeg gik afsted alligevel og hilste på både rensdyr og gamle mouskus Nr. 16, der var gået ind til baseområdet i løbet af natten.  Efter kun kort tid begyndte mine ører at prikke i kulden og da jeg holdt op mine hænder for at varme dem, kom hurtigt samme prikken i fingerspidserne.  Kinder og næse begyndte at prikke og jeg var nødt til at haste hen til værkstedet, hvor jeg arbejdede, for at komme ind i varmen i den arktiske gang, hvor døren aldrig er låst.  Her fik jeg varme i fingre og ansigt igen, selv om det fortsatte med at prikke gevaldigt. 
Ganske ubehageligt og det første tegn på forfrysning.

Med flere stop i andre bygninger, kom  jeg endelig hjem til mit eget værelse. Utrolig dumt, at glemme alt om hætten på parkaen og selvfølgelig også mine handsker. Tror det skete, fordi der kun var minus 20 først på aftenen og det var kun klubben, der spøgte i mine tanker til aftenens udskejelser.  Men som så ofte før, bliver planerne ændret af tørst og længsel efter sjov og musik, så her blev jeg mindet om, at respektere naturen og at kulden aldrig bør glemmes. 
Det tog flere dage, før mine ører og fingre var normale igen og jeg var så meget klogere nu.

Jul og nytår blev fejret på en "hensigtsmæssig" måde, både hjemme i huset med bofællerne og senere i "The Caribou Club", med musik, dans og og og......  
Der er ikke meget sne nu uden for, men du vænner dig til det her. I det hele taget oplevede jeg næsten ingen sne, men jeg savnede det heller ikke. 

Alt i alt går det ret stille her på basen og på jobbet.  Superintendent Eli er en stille mand af få ord og samarbejdet fungerer godt. Supervisoren er Lars Jensen og han er også en selskabelig størrelse, der tager det hele fra oven, så hverdagene glider smertefrit i stedet for at gøre tingene besværlige, som nogen kan.  Crewchief er her normalt ikke, men pludselig en dag kommer min gamle Supervisor, Erik Lisner, ned fra Thulebasen og bliver hurtig udnævnt til Crewchief,  hel fint med mig!  
Så alt går godt og smertefrit på arbejde og i fritiden. 

A
rbejder igen, som på Thule, sammen med Axel, "Den Kolde Smed",  med at holde det tunge materiel såsom snerydningsudstyr og lastbiler iorden og vi renoverer også stenknuseren til brug i sommermånederne. 

Aprilsnar !

Januar, februar og marts går uden de store udsving, bare arbejde og holde fri.  Nemt og enkelt.  I slutningen af marts fødtes en idé i mit hoved,  jeg kan bruge til en 1. Aprilsnar. 
Jeg får fat i noget officiels US.Airforce papir til formålet og forfatter et dokument, der skal iværksætte en halvering af elektricitets udgifterne på basen.  Basen skal skifte fra 110 volt ned til 55 volt,  for at forbedre økomonien på basen.

1. 
April 1988.

Til dette skal alle afhente en "Adapter" i REC-centret, som skal installeres mellem soklen og de forskellige El ting, som vi nu bruger hjemme og på jobbet.  
Jeg vandrer rundt den 31. Marts sent om aftenen og sætter en "Dokumentet" op på alle opslagstavler og udgangsdøre i boligkvartererne. 

Rent f
aktisk jeg troede ikke det vil have noget særlig effekt, men jeg hører senere, at dagen efter, den 1. April 1988,  kommer rigtig mange over til REC Centret for at hente deres "Adapter".  REC Centret kendte naturligvis intet til nogen "Adapter", men jeg hører senere, at en af de ansatte dér, som også havde læst medelelsen, var hurtig og legede med og sendte folk videre i "systemet". Vitsen blev lidt mere omfattende, end jeg forventede og troede på.  
Så nu ved Du hvor den 1. Aprilsnar kom fra, hvis Du var på Sondy tilbage i 1988. 

I slutningen af April, blev jeg ringet op af Lisbeth, en nær bekendt i København, som spurgte om jeg kunne tænke mig at købe hendes lejlighed i Hessensgade 48, på Amager. 
Jada, det var et super fint tilbud, så jeg aftalte med Lisbeth at købe den, når jeg kom hjem på ferie til Maj. 

Jeg har også kontaktet min gamle ven "PH", Peter Hansen, i begyndelsen af maj, for at høre om han havde et fungerende Harley på lager, der kunne blive registreret til mig, når jeg kommer hjem på ferie.  Jeg solgte jo hvad jeg havde, da jeg rejste til Australien i 87, så jeg havde brug for noget til at rulle rundt på i ferien.  Peter fortæller at han har en Sportster 1964 og han kan registrere den til mig hurtigt. Mægtigt Måske ikke ligefrem en model, jeg havde forestillet mig, men den er god nok til lidt feriekørsel.  Og Peter fixer papirer og nummerplade, så den er klar når jeg kommer hjem.  
For dem som ikke ved det, kan jeg fortælle at Peter var Harley-importør på det tidspunkt og også en af medgrundlæggerne af Harley-Davidson Club Danmark som tidligere fortalt. 

De 7 måneder i Grønland i et løb var fint og nu skal det blive rigtig godt med ferie. Hjemme igen, tager jeg hurtigt ned til Peter og henter min Harley, så der kan komme lidt sus i håret. Så ind Spies og købe 2 uger på Gran Canaria i Puerto Rico, så jeg kan få kroppen varmet igen.  
Der bliver 2 uger med total apslapning og sjov med min gamle ven Birger Vallys dér. 

Hjemme igen får jeg fat i Lisbeth og jeg køber mit nye hjem af hende, så jeg nu har en 2-værelses på 4. sal i 2300-S.  Superfint at Lisbeth tænkte på mig
, så jeg har noget at komme tilbage til, når jeg stopper i Grønland engang. 

Mystisk nok, var der en sød ung dame midt i det hele.  Det er Lisbets kollega Lisa fra lufthavnen, hvor de arbejder i "Fly-Cleaningen"  i SAS.  Lisa er med hele vejen gennem handlen af lejligheden og det fejrer vi på en passende måde, med lidt mad og drikke om aften, hvor vi så går over i "Jensens Bodega" i Bremensgade,  for at fejre handlen til ud på de små timer.  Bare fint og jeg tror da jeg pludselig fandt Lisa på mit skød, så vi kom tæt nok til at dele et par kys.  
Hmmmums. 

Nååå ja, jeg var faktisk ganske høflig at tilbyde Lisa at overnatte i min lejlighed, så hun ikke behøvede gå hjem om natten. UHA, det kan være farlig med et sådant tilbud!  Man ved jo aldrig hvad der kan komme ud af sådant noget


Nu troede jeg da ikke, at der absolut kommer noget specielt ud af en sådan overnatning, selvom jeg lige syntes at Lisa var en dejlig steg at få på gaflen, i tilgift af et lejlighedskøb. Det var jo kun et kort bekendtskab, men som dagene gik, fik Lisa og jeg endnu flere dage sammen. Blandt andet kørte Lisa og jeg gik til et Harleytræf i Jylland hviket blev Lisa's første skridt ind i Harley-verdenen. Meget hyggeligt og efter en god weekend, kører vi hjem til Amager igen.  
Jeg har ingen møbler i Hessensgade, så jeg bor hos min mor i Hjortekær. 

Da jeg jo skal rundt og møde mange gamle venner ser jeg ikke Lisa så meget, selvom jeg ønskede at være sammen med hende hver dag.  Men der var ingen grund til at presse på. Men vi ses et par gange i min ferie og jeg overnatter også den sidste nat, inden flyet går tilbage til Grønland igen. Mærkelig situation, for Lisa siger "Jeg elsker Dig" og jeg havde virkelig svært ved at snige mig rundt om svaret. 
Jeg tør ikke bare sige hvad jeg mener,  for jeg har stadig min "frihed" i tankerne og vil ikke binde mig for hurtigt til en anden. Det er da skidesvært når hjertet siger ja og en gammel forstokket idé siger noget andet.

Men oppe i luften med SASen mod Søndre Strømfjord, sidder jeg tavs og tænker en masse og pludselig bliver jeg meget irriteret over at jeg ikke sagde "Jeg elsker Dig" til Lisa også. Men da jeg kom til basen, fattede jeg hurtigt min pen og skriver et langt brev til Lisa, så hun er ikke i tvivl om hvad jeg mener.  Det bliver meget varmt og mange breve suser frem og tilbage i løbet af sommeren og vi snakker ofte sammen gennem møntelefonen på basen, hvor jeg veksler og bruger 1000.
- Kroner hver gang og Lisa får en telefonregning af kollosalt format.

Arbejdet går sommeren igennem på havnen, med 70-80 arbejdstimer om ugen i gennemsnit, så der kommer lidt løn ind på min konto også.  Aksel og jeg arbejder med at holde landgangsbådene sejlende og diverse andre køretøjer rullende i havnen.  Vi adskiller og opbygger en gammel SAS-bus, så den kan være en bolig på et af landgangsfartøjerne,  til "Sømærketuren" der går ud gennem fjorden for at opmale de mange sømærker der er der.  Aksel kommer med turen og jeg bliver inde på basen, helt frivilligt. 
Så kan jeg nemlig stadig tale med Lisa på telefonen som vanligt. Der var flere der rystede på hovedet, da jeg takkede nej til at komme med på turen. Måske også lidt dumt, da det jo er en "en gang i livet" tur jeg der sagde nej til. 

Det var min plan at blive på basen i det mindste til Nytår. Men det begynder at trække i mig for at komme hjem til Lisa igen. Så allerede så tidligt som i begyndelsen af juli,  tager jeg beslutningen og afleverer min opsigelse til virksomheden, fordi vi har en 30-dages opsigelsesperiode.  Chefen prøver at få mig til at tage et par måneder ekstra, men nej,  jeg har truffet beslutningen. Ok, siger firmaet, men siger at døren er altid åben, hvis jeg kunne ændre min mening.  
Så jeg har da ikke fået gjort mig helt umuligt her.  Fint nok at vide.

Det er en smule irriterende nu, fordi jeg er begyndt at få en hævelse ved venstre øje, forneden.  Går til lægen, men her vil de ikke gøre noget, men anbefaler mig at få behandling, når jeg kommer til Danmark.  Godt nok og for det er nok bare en lille byld eller lignende.  I stedet får jeg nogle penicillin piller, jeg kan tage.  Godt nok, men pillerne virker nu ikke rigtigt, for bulen vokser stadig, øv.

Fortsættes i Dansk 6.

.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.05 | 14:55

Hej Jenskarl... Ikke efter hvad jeg kan huske. Eli var Superintendent, Torben Kristensen var nr. 2 og Erik Lisner var Crewchief som jeg var på havneværkstedet

...
17.05 | 10:11

var der en på værkstedet som skrev workorder ud ved navn BENT var han der da du var der

...
23.04 | 17:33

Har sendt Dig en Email Allan

...
22.04 | 19:00

Sven- til Du og Lisa..Far din storebror gik bort 18/7-20 efter lang tids lungebetændelse,mor herefter18/11 -20 pga kræft i 12år...savner Jer Allan Hansen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE