Dansk 3

3

3

 Jeg skal huske at sige, det var en meget speciel oplevelse, da jeg begyndte at kunne se den Australske kyst, ned gennem skyerne i lyset af den tidlige morgensol der kiggede frem fra den østlige himmel. Det var et storslået syn. Tro mig! 

   Dette øjeblik har jeg ventet på i næsten 1½ år siden jeg første gang kontaktede den Australske Ambassade i København og fik alle de mange dokumenter, der er nødvendige at udfylde for at få arbejds-og opholdstilladelse i dette mægtige land.

   Nu skal det blive rart at opdage, om jeg kunne have nøjet med et turistvisum, i stedet for dette enorme arbejde der skulle gøres, for at opnå en opholdstilladelse her i landet.  Men nu vil jeg blive behandlet som enhver anden borger, hvis jeg finder et job her.  Ligeledes har jeg sendt en stor kasse med mine værktøjer og andre ejendele, så jeg er klar hvis alt falder på plads med et job og så videre.

Nu bliver det sjovt at finde ud af, om jeg kunne have nøjes med et Turistvisa, istedet for at gennemgå dette kæmpe arbejde, med få opholdstilladelsen. Men nu er forarbejdet da ihvertfald gjort, hvis jeg finder arbejde her. Ligeså har jeg sendt en stor kasse med alt mit værktøj og andre ejendele, så det hele er klart hvis alt nu falder på plads med job og så videre.

  Nu hvor flyet gled hen over Port Jackson, kom tankerne på flugt tilbage til 26. Januar 1788,  da de deporterede straffefanger fra England,  gik i land på selv samme sted i Australien for første gang.  Der er blot den lille forskel, at
straffefangerne blev tvunget herned og jeg er kommet af egen fri vilje.  Nu skal det blive spændende, at opleve det at være indvandrer.  Ihvertfald vil jeg da give det et par måneder, inden jeg beslutter mig for, hvordan min fremtid vil blive.

17. April 1987 tidlig på morgenen. 

   Fin landing og ind i gaten. Vi blev bedt om at blive på pladserne, fordi alting skal desinficeres, før passagererne får lov til at gå ud.  Et par stewardesser gik gennem flyet og åbnede kuffertrummene over pladserne - hvad nu?  Jojo, det første der skete, var at en mand gik med en stor spraydåse i hver hånd og sendte en sky af noget fælt lugtende "ting" ud mod indholdet i rummet og naturligvis dalede de samme skyer også ned over passagerer og undertegnede.

  Heldigvis huskede jeg at sætte et par servietter over næse og mund, så skyen ikke lige drønede frit ind i munden og ned i lungerne.  Fy for en lugt, men Australierne har en ret fiks idé om, at der er absolut ingen grund til at få uautoriserede "ting" ind i landet,  så alle og alt bliver "afluset",  før flyet bliver åbnet ud mod den virkelige verden.

   Jeg var den sidste ud af flyet og ville ned for at finde min bagage. Lang tid går man i gangene i Sydneys lufthavn.  Men pludselig bliver alle standset og noget Told personale og Politi anmoder om at alt håndbagage bliver sat på gulvet.  Og derefter kommer en hashhund og gennemsnuser alt og alle for én eller den anden grund. Der var en, der tilsyneladende havde dårlig samvittighed på een eller anden måde, for han gled hurtigt hen til det nærliggende toilet på gangen.  Alle vi andre blev bedt om at gå, mens Politi, Told og hund gik og ventede uden for toilettet, hvor Gutten lige skulle ud nu.  Så ikke hvad der mere skete, men man har en ret god idé om det.

   Havde en eller anden idé om, at jeg nok burde tale med en eller anden, nu jeg var her og var indvandrer og ikke en almindelig turist. Men det eneste der skete der var ordene: "G'day mate og velkomme til Australien!

   Så det var det! Så var det bare om at komme ind til hotellet jeg havde booket hjemmefra.  Så  jeg vil nu bare finde en taxi et sted i mylderet.

   Det lykkedes til sidst, selvom der var mange der var optaget. Men godt plantet i et taxa sæde, siger jeg "Hotel Top of Town på Kings Cross, please."  Du skulle have set ham i hovedet, da jeg sagde Kings Cross.  Fik lige at vide, at jeg skulle være meget forsigtig, når jeg gik rundt om natten i Kings Cross? Var jeg nu også klar over, at der kunne være farligt dér ?  Naaa, det var jeg ikke, men det var formentlig et rigtig godt og velment råd.  For naturligvis lyttede jeg til advarslerne, men det ændrede nu ikke noget.  Som han fortalte om "Kings Cross" kunne kvarteret vel nærmest kun kunne sammenlignes med kvarteret omkring Istedgade og Halmtorvet i København, hvor det enkle liv fandtes i skyggen af livet. Hvad kunne skræmme en lykkelig mand fra København, der bare var glad for livet ?

   Efter en dejlig tur i taxa, landede jeg på hotellet, hvor mit værelse lige var blevet klar. Bare super! Og med udsigt over Sydney Opera House, Sydney Tower og Sydney Harbor Bridge fra vinduet i det værelse,  tror jeg mit værelse var mere end perfekt for mig. 

   Fik et par Colaer på hotellet, med hen under luftkøleren,  før jeg kiggede ud over byen og derefter futtede over til "Kings Cross«, som lå kun et par hundrede meter væk.  Mange mennesker i alle farver for sige det mildt. Restauranter og meget små shops beskæftiger sig med alt og ingenting. Små gadesælgere og andre, der faldbød varer af tvivlsom oprindelse.

Jeg gik gennem "Kings Cross" og ned til vandet langs med "Elizabeth Bay" og"Woolloomooloo Bay" og derefter ned gennem den Kongelige botaniske have, som er et fantastisk flot sted.  Derefter ned til "Farm Cove'  og der blev derefter kigget på Operahuset.  Wow, det er fantastisk.  Opera House, der ligger på "Bennelong Point", opkaldt efter den første indfødte,  de hvide indvandrere fik god kontakt med.

   Samme Bennelong var den første indfødte, som kom til London for at blive vist frem og han var der i nogen tid.  Da Bennelong kom hjem,  opdagede han at hans kone havde født et for ham uægte barn.  Konsekvensen af dette var, at Bennelong slog både hans kone og barnet til døde og brændte dem. Og det var netop her, derfor er det sted blevet kaldt "Bennelong Point."

   Puuh, det er varmt her!  Godt nok er det Australsk efterår, men der var egentlig ingen grund til at gå og fryse her.  Jeg gik rundt i byen og tog elevatoren op i "Sydney Tower's" roterende top.  Det var rigtig langt ned og der var en ganske fantastisk udsigt over byen og ikke mindst ud over havnen med mange skibe og de mange Turbåde, der sejlede omkring i "Port Jackson". 

  For lige at synke dette  fantastiske overblik, sad jeg og spiste en stor skinkesanswich mens jeg kiggede mod vest og havde udsigten til  "Blue Mountain",  som har fået navnet på grund af den konstante blå tåge der ligger hen over bjergene. Det er en olietåge fra eucalyptus træerne på bjergsiderne.  Jo varmere vejret er,  jo tykkere er olie dampene.  olietågerne øger risikoen for og forårsager mange brande på bjergsiderne.

   Det var bag "Blue Mountain" at de tidligere fanger der blev deporteret fra England, mente at Kina var.  En tro, der fik mange til at prøve lykken ved at flygte fra Port Jackson.

   Nogle af flygtningene vendte tilbage til hårde straffe, men de fleste af dem forsvandt simpelthen og "udnævnte" dem selv til "Bush Rangers", som vejrøverne blev kaldt dengang.

   Men tilbage til "Sydney Tower".  Toppen er 304,8 meter over gadeplan,  hvilket gør det den højeste bygning syd for ækvator.  Som brandsikkerhed er en konstant vandforsyning  med 162000 liter vand i tårnet.  Det er bygget, så den kan modstå et jordskælv med en styrke, som aldrig er kommet her i landet.  Og tårnet kan modstå orkaner med en styrke, at der kun forekommer en gang hvert 500 år.  Meget godt at vide, nu du sidder her og spise madpakken til de gigantiske udsigter her er .

   Mættet med indtryk og kalorier, gik turen igen ned med en stor elevator,  som er i konstant fart med gæster op til overblikket.

   Jeg vil selvfølgelig se "The Opera House" - nu jeg var her - og det ser nu mere imponerende i virkeligheden, end det gør på billederne.  En fantastisk bygning med flot design og en fantastisk beliggenhed her ved havnen. Og ligeså er Sydney Harbor Bridge absolut også værd at nævne.  Den gamle men smukke stålbro, som man normalt kan få mulighed for at gå på - oppe på stålbuerne.  Men lige nu - hvad ellers - var var lukket på grund af reparationer.

   Der var mange oplevelser og muligheder og ikke mindst for at besøge Chinatown, med bydelens mange restauranter og den pulserende verden, vi vistnok ikke helt forstår.  Som overalt i verden,  løber de små Kinesere omkring og gør alt muligt. De er ikke til stoppe i deres iver for at erobre verden og tjene penge.  Og de gør det så godt!

  Mine fødder bragte mig omkring nogle seværdigheder, såsom en botanisk tropisk have, hvor det var, om muligt, endnu varmere end udenfor i solen. Der var en meget høj luftfugtighed, så sveden løb så snart jeg kom indenfor i haven.  Her i selskab med de smukkeste blomster og regnskov miljø, tænker man på at skal vi behandle den virkelige verden bedre end vi gør nu, hvor vi driver stordrift, eller rettere storrøveri, af naturen uden tanke på fremtiden. Nå, men det er der jo nok nogen der opdager om alt for mange år.  Faktisk burde man selv gøre et eller andet, men som andre tænker jeg "i morgen".  Efter et par timer i Botanisk Have, glemmer jeg helt at svede, men nyder faktisk klimaet her. Og da jeg kommer udenfor i 25 graders varme, begynder jeg at fryse.

  Tilsvarende, jeg var også heldig at finde Zoologisk Museum, hvor der var en fantastisk samling af slanger og krybdyr, fyldte såvel levende.  Der er detaljerede beskrivelser af de forskellige dyrs kunnen og levevis, samt hvor i landet man kan være heldig at støde på dem. Var så heldig bare at dumpe ned til spisetid,  hvor flere dyr bliver fodret.  Meget effektiv måde at edderkopper lamme deres ofre på og blot tilføre væske under kontakten, så det langsomt bliver forfordøjet for senere at spise hvad der så er blevet til veltilrettelavet mad.

 Dagen idag var en national højtidsdag, "Anzac Day",  som er en mindedag for de Australske mænd og kvinder, der deltog i 1. og 2. Verdenskrig og for første gang også for dem, der deltog i Vietnamkrigen.

  Mere end 2.000 veteraner gik og kørte i  kørestol gennem Sydneys gader,  der var lukket for normal trafik.  Resten af dagen mødte jeg veteraner med kiste fuld af medaljer på brystet,  de har fået for at deltage i krigen. Vi mødte også mange, der fik minderne så tæt på i dag at de drak så de segnede gaderne.  Men det er nok ikke noget, vi kan tillade os at være dommer over,  fordi vi ikke har den fjerneste idé om, hvad de har oplevet i krigshelvedet dengang.

  Men nok om det.  Min dag omfattede også Australian Museum i College Street.  Jeg er normalt ikke et museums menneste, men dette besøg jeg fortryder ikke.  Du kan finde alt om Australiens dyreliv og der var næsten alle arter i landet repræsenteret,  udfyldte naturligvis. Kænguroer, slanger, edderkopper, sommerfugle, blæksprutter, hajer og mange flere.  Der var også en lang række oplysende detaljer fra begyndelsen af det Australien vi kender idag, ligesom der var en del om den tidlige befolkningen i Papua Ny Guinea,  som også er styret af den Australske regering.
   
 Nå,  Men alt har jo en ende og det har mit ophold i Sydney også.  Jeg har booket en plads på toget nordpå, med Brisbane som det næste mål for turen.   Jeg gik over i Hyde Park for at slappe af og gøre absolut ingenting.  Jeg fandt ellers en dejlig restaurant, der åbenbart havde til formål at være temmelig dårlig hvad maden angik. Så jeg stak lidt i maden og gik over her, hvor jeg nød stilheden omkring mig, før jeg gik tilbage til hotellet for at hente min bagage, for derefter at finde en taxa, der ville fragte mig til hovedbanegården.

  Jeg gik lidt rundt for at finde stedet,  for det kan være lidt svært at finde rundt til fods i en by,  der er tæt på Danske Fyn i størrelse,  så her er der et par muligheder at vælge imellem. Men det var rigtigt nok og toget var klar til turen, der 16 timer senere skulle ende i Brisbane, omkring 1000 kilometer mod nord.

  Tænk engang på, hvad Danske DSB ville tage 3 lækre sandwiches, et stort glas mælk og et stort glas juice?  Det kostede mig kun 3 Dollar, som ville svare til omkring 13 danske kroner.  Og tilmed friskt og indbydende serveret!

  Efter at have læst nogle Australske aviser,  faldt jeg i søvn og vågnede først, da der blev stoppet i byen i Casino, hvor toget fik tilført brændstof og friske mad- og drikkevarer.  Undervejs var der nogle andre stop, hvor et par passagerer kom af og på. 

  Men det var en lang nat på toget, gadung-gadung.  Men med de relativt korte stop i nogle byer undervejs,  landede vi kl. 10 på jernbanestationen i Brisbane.  Så nu var det om at finde kufferterne og hanke op i dem og kigge ud i det varme morgen for at finde en taxa, der ville bringe mig og min bagage ud til Wacol Imigration Center i forstaden Wacol, hvor jeg havde booket et værelse for at have en base at gå ud fra.  Senere opdagede jeg, at toget faktisk stoppede ved Wacols lokale station, ikke langt fra Emigrantcenteret,  jeg vil beære med mit besøg.  Men det kan man jo ikke vide før bagefter.

Det blev så den 25. april 1987. 

  Jeg tjekket ind og fik anvist et værelse. Et lille hyggeligt værelse med en seng, bord, stol og køleskab. Hele fint med mig.  Og det var meget billigere end hoteller og lignende.  Så nu jeg havde alle tilfælde,  et opholdssted for at starte fra min søgen efter  job et sted og derefter finde en mere permanent bolig i nærheden af jobbet. Tænkte det ville være smartere på den måde, istedet for der måske blev for langt mellem tingene. 

  Der var også en mulighed for at tilmelde mig til i en Arbejdsformidling, som vi kender i Danmark.  Og  jeg kunne søge og modtage støtte, hvis jeg bare udfyldt en formular.   Det var nærmere oplysninger om beregningen af den finansielle støtte fra den Australske stat.  Man kan få alle faste udgifter som boligudgifter,  forsikringer, rimelige afdragsordninger dækket uden at komme i gæld til staten og så man fik et engangsbeløb for at leve for.  Så uanset størrelsen af ens udgifter, kan en arbejdsløs være omfattet af støtten og alle havde så lige meget at købe mad, osv.. for.  Så det var ligegyldigt om du havde hus, bil eller høj husleje, så det var dækket og du har så lige så meget i tegnebogen til "sjov" bagefter.  Rigtig fin ordning, hvis Du spørger mig. 

  Ikke som i Danmark, hvor arbejdsløshed kan betyde mistet  hjem og andre økonomiske bekymringer, hvis du tilfældigvis ikke lige bor tilleje i et lille rum og derfor kan leve som en greve af støtten, som nogle kan.  Nej, jeg mener klart at det Danske system er dybt uretfærdigt opbygget og man med fordel kan kopiere  fra Australien i denne henseende. 

  Støtten ved arbejdslshed kommer fra staten og ALLE kan få hjælp ved arbejdsløshed.  Fagforeninger er noget Du melder sig ind i, når man starter på en arbejdsplads i et relevant arbejdsområde og så melder man sig ud, når Du forlader stedet igen.  Billigt, effektiv og så kan fagforeningen koncentrere sig om det faglige istedet for at bruge alt for meget tid på at udbetale understøttelse og kontrollere deres egne medlemmer! En kontrol der kan føre til konflikter og mistro istedet for tillid. 

  Ligeledes ved sygdom,  så har alle registrerede indbyggere i Australien ret til lægebehandling og indlæggelse på hospitaler og ubegrænset brug af lægehjælp.  Kort tid efter min ankomst, fik jeg et plastickort fra "Medicare"  der ved fremvisning gav adgang til lægehjælp.

  Nå, jeg besluttede mig nu for ikke at komme ind i systemet og få økonomisk støtte.  Måske det var dumt, men jeg vælger nu at være en fri fugl  et stykke tid endnu.  Jeg havde en smule sparepenge endnu, så der var ingen nød her og nu.
  
Så var det i begyndelsen af maj måned 1987.

  Men jeg har nu besøgt en masse steder, hvor der kunne være en mulig arbejdsplads.  Men hvad jeg fik var en næse, der blev længere og længere.  I modsætning til, hvad jeg ellers fik at vide i Danmark  på den Australske Ambassade,  at der var masser af job til en Dansk mekaniker,  havde jeg stort set fået den samme historie overalt jeg kom.  Der var nedskæringer på alle arbejdspladser og så det var en 12-14% arbejdsløshed i gennemsnit i landet.  Det var ikke lige de oplysninger jeg fik på Ambassaden i Danmark.  Hvis jeg havde fået disse oplysninger, ville  jeg kunne have planlagt og handlet meget anderledes, i stedet for at regne job for givet.  Kan ikke huske præcis, hvor mange steder, hvor jeg søgte et job, men 35-40 arbejdssteder blev hædret med mit besøg, men resultaterne var de samme overalt - Ingen job til Sven - Sorry Mate!

  Min situation var nu lidt anderledes, som jeg havde forestillet mig.  Så jeg måtte tage min fremtid op til overvejelse og finde ud af hvad jeg så skal gøre. 
  
 Situationen blev også at det eneværelse jeg havde booket hjemmefra i Emigrations Centret, ikke kunne være mit alene mere, da der kom en stor gruppe flygtninge fra El Salvador.  Så jeg skulle til at dele mit værelse med 5 (fem) af disse flygtninge og endnu værre, de var i dagtimerne mange, der besøgte hinanden lige i værelset her.  Det var bare ved at være for meget for mig, med 5-10 andre der hele tiden gik ind og ud af døren som var det en togstation.

  Jeg var den eneste Australske indbygger i Wacolcentret, undtagen selvfølgelig personalet og gamle "Willie".  Men der var tilsyneladende ingen umiddelbar ret til eget værelse, selv om Du har betalt husleje. Så her var jeg tvunget til at se at finde en anden løsning og det gerne lidt hurtigt.

  På centret var en anden Dansker, Wilfred "Willie" Olsen, der havde boet i landet i 38 år.  Det havde været 18 år på Wacol og de sidste 3 år på pension.  Ellers havde "Willie" været kok i centret, da der var op imod 1300 indvandrere og flygtninge.

  Og så var der også et Hollænderpar, Hans og Frida, som driver en lille butik i centret. Det blev til mange, en god snak med dem og jeg ofte spiste hos dem,  da der var for kort tid til spise i centrets cafeteria og jeg ikke altid var der på rette tidspunkt.

  Så en dag jeg var inde hos Hans Hollænder, kom der en anden Danskr i butikken for at hente en film, han havde indleveret til fremkaldelse her.  Hans præsenterede os og vi faldt i snak. Peter hed han og hans indvitterede mig hjem samme aften til ham og hans dejlige kone, Vibeke.

  Vibeke og Peter var nye og var stoppet ved Wacol, lige før jeg ankom. De havde heller ikke succes med de mange flygtninge og havde fundet en "normal" bolig.

  Samme aften kørte vi ud til nogle andre Danskere, der boede i nærheden. Det var Dorthe og Henrik, som også havde været her kort tid.  Og på besøg hos dem, var Jette og Henrik, der havde været i landet et halvt år.

  En rigtig hyggelig aften, og jeg blev bekræftet i idéen om at komme væk fra Wacol og ud i den virkelige verden.  Der var ikke meget sjov ved at bo der, nu hvor jeg skal dele plads med 5 andre i værelset på 10 kvadratmeter.  Sikkert søde og rare mennesker, men de kan kun tale deres Spansk-Portugisiske, så vi var fuldstændig fremmede for hinanden.

  Havde jeg bare ved ankomsten blevet uplyst,  at der var et andet Emigration Center, Yungabba hedder det, meget nærmere Brisbane centrum.  Der var masser af plads, men disse to centre bliver styret af henholsvis Queenslands regering og den centrale regering i Canberra.  Disse to regeringer ønsker tilsyneladende ikke at samarbejde og vil ikke at henvise til hinandens institutioner. Helt utroligt og ærgeligt for mig lige nu.
 
  Det kunne ellers have været godt for mig, men oplysningerne  kom for sent, nu jeg havde betalt depositum på en lejlighed, eller rettere et halvt hus, på Lilly Street i en forstad der hedder Stones Corner.  Der var ingen boligmangel her, hvor mægleren Gloria Dawson på Logan Road, strakst viste frem det til mig.  Gammelt, men rent og pænt.

  Jeg var nu lidt bundet af en bolig. Ville ellers finde et job først og derefter et hjem.  Jeg havde en ganske god ide at finde mig en bus- eller lastbilmekaniker job. Men der var intet heromkring, men jeg gik mange kilometer og hørte mig for.. Og det blev til mange gange "Hej,  har Du et job til mig?" spørgsmål, men intet andet svar end "Sorry Mate, intet job her".

 Tænker lidt på samtalerne i den Australske Ambassade i København og den teoretiske mekanikerprøve jeg gennemgik, for at alt vskulle være ok, når jeg kom til landet "Down Under".  Jeg har gået gennem alle mulige og umulige lægeundersøgelse i Danmark, men det var tilsyneladende ikke nok.  Alt skal gøres om her.  Ligesom den teoretiske Svendeprøve på ambassaden, der også blev gentaget her.  Og så jeg var nødt til at vente på en afgørelse i "The Local Trades Commitee", som derefter sendte mig et "Tradesman Certificate", hvilket svarer til et Svendebrev i Danmark.  Det tog over en måned, så der var ikke meget jeg kunne vise frem, når jeg søgte et job.

  Jeg talte med flere Danskere her, der ikke kunne forstå min ventetid. Deres dokumenter var gået glat igennem systemet, så måske er det bare mig, der har været uden held i det.

  En ting gik hurtigt og det var kørekortet. Efter en gennemgang af mine Danske og Internationale kørekort,  fik jeg stukket 46 skriftlige spørgsmål i hånden.  Det måtte højst laves 5 fejl og jeg gjorde jeg så.  Så en synstest og hen at sidde foran kameraet - VUPTI!  Og ud kommer min nye kørekort med billede og alting.  Hvor svært kan det være?

  Nu havde jeg mit Australske kørekort, men stadig intet job. Der er gået over en måned nu, uden jeg virkelig har udrettet noget, ud over at nyde livet.  Men hvad, det er jo ikke det værste at gøre.  Jeg har jo aldrig haft nogen plan om at vende ryggen til Danmark,  for at blive Australsk eller ethvert andet lands statsborger.  37 år i Danmark, har gjort mig meget Dansk.  Men de samme 37 år har også gjort mig meget nysgerrig efter at se noget andet end Storkespringvandet i København og høre om HC Andersen.

  Jeg tror, at næsten alle går rundt med en lille "opdager" i maven.  Jeg er så heldig ikke at skulle spørge nogen om lov til at gøre noget, det er simpelthen et spørgsmål om at tage springet og føre idéerne ud i praksis.  Og på det punkt, finder jeg det svært at sidde stille og ikke lige undersøge, hvad der ligger rundt om det næste gadehjørne.

  Overvejede at købe en bil, men jeg har ikke det store behov lige nu, udover lidt luksustrang ved at have bil.  Men jeg vælger at bruge de mange busser, der kører rundt i næsten hele Brisbane og de dækker stortset alle de forstæder der gør at Brisbane fylder som Fyn i størrelsen, så der er masser at se på lige meget hvor Du kigger hen.

  Jeg er også meget glad for de mange danske venner, jeg har fået her.  Der er "Willie" på Wacol, der åbnede sin dør og gav mange tips og historier, ligesom vi delte en god gang mad på de sultne dage, når jeg besøgte ham.  Der var kun 22 kilometer ud til "Willie" fra Stones Corner, så jeg gik regelmæssigt ud til ham fra morgenstunden og så hjem igen om aftenen.  Jeg elsker at gå og har set en masse af verden på den måde istedet for at suse forbi i bil.

  Og så ser jeg også Vibeke og Peter, der bor i Holland Park. Jette og Henrik bor i Coorpaaroo, ligesom Dorthe og Henrik der også bor i Coorpaaroo.  Dorthes Henrik sagde ofte "Amatør" til mig , fordi han har været i 24 lande og jeg har kun besøgt 12 indtil videre.  Men bare vent Henrik, jeg skal nok hente Dig.  Og Henrik har også arbejdet i Grønland, på USA-basen i Søndre Strømfjord, så det får mig bare at grave en gammel idé frem igen - måske skulle jeg kigge efter et job i Grønland en dag?  Sikkert på Thulebasan, der spøgt i mit hoved, siden min fætter Bent har været deroppe som maler i alt 19 år.

  Men nok om det og tilbage til Brisbane.  Jeg havde to sludre veninder her.  Den ene hedder Louisa og er en frisør i en salon i nærheden af hvor jeg bor.  Hun fører saksen, når mit hår vokser over mit hoved, mens hun snakker og snakker. Hun fortæller at hun engang vil rejse til Europa for at se sig lidt omkring.

  Den anden hedder Jasmine og er fra New Zealand, men har arbejdet i Australien i nogle år. Hun er leder af en 7-Eleven på Old Cleveland Road,  i nærheden af hvor jeg bor.  Vi har en god snak hvergang jeg køber en sodavand og andre ting der.

  Og hvad gør jeg mere?  Nåeja, så sker det jo, at jeg går ind i den "Public Bar" der ligger på hjørnet af Old Cleveland Road og Logan Road.  Her får jeg ofte en god diskussion med andre besøgende eller den kvindelige bartender. Se, her de kan donere den øl! Ikke som i Danmark.  Hjemme har jeg ofte tænkt på, hvorfor der altid være en masse ubrugeliget skum i ølglasset.  Det vil kun føre til en borgerkrig her, at servere skum til gæsterne.  Nææ, glasset er omhyggeligt fyldt til randen og hver gang i nye iskolde glas fra isboksen bag baren. Bestemt ikke hvad man kan forvente i Danmark, hvor det er normalt at den tjener man skal have fat i, hele tiden er i gang med at snakke andetsteds, ligesom man kun har det samme fedtede glas hele aftenen. NEJ! Lad os få Australske bartilstande i Danmark og omkringliggende lande.
 
Her,  fra min "Public Bar", har jeg en rigtig god udsigt til "Stones Corner Gym" på Logan Road.  Jeg burde virkelig gå ud og træne, men jeg gør det? Viljen er der nok og jeg har været der 15-20 gange for at løfte noget jern, i dette veludstyrede center, med tilstrækkelig jern til at bygge et tankskib. Hele 2 etager fyldt med redkaber til den sidste millimeter og jeg må sige det var et par hårdt pumpede af begge køn der løftede hvad de kunne og så lidt mere.

  Selv om jeg trænet et par i "Atlas Bodybuilding" i Søborg hos Bruno, hvor jeg følte ånden var høj, vil jeg nok sige at man skal stå tidlig op for at nå mange her til sokkeholderne.  Efter at have prøvet dette, vil jeg sammenligne "Atlas" med et plejehjem, selvom mange trænede seriøst.  Her hørte man næsten ikke tale, bare raslen af redskaber og pust, støn og lidt vind fra tarmene fra tid til anden.  Jeg kunne ikke lade være med at være lidt imponeret af den ånd,  der er her i træningsrummene i Stones Corner Gym.

  Nå, nu gået 2 måneder her i Brisbane. Jeg må nu se at finde ud af, hvad jeg vil gøre for at komme videre.  Har været tænkeboks  den sidste måned, så nu skal beslutningen træffes, før pengene slipper op.

 Og så vil der sandsynligvis være klogt at købe en billet til Danmark lige nu, så jeg undgå at bruge pengene før.  Så ned til "Thai International" for at købe.  Hold da op, sikke høje priser.  Det var ikke præcis, hvad jeg havde forventet,  for den mest direkte rejse hjem uden stopovers, løb op på næsten 2.200 australske dollars, hvilket er ca 10.000 Danske Kroner. Det var noget af en våd klud i hovedet på mig.  Så jeg kunne se, at mit ophold er ved at være udløbet, og det ganske hurtigt.

  Men gutten bag disken viste sig at være Dansk og han gav et rigtig godt råd.  Kun 100 meter væk ligger et rabat rejsebereau, der sælger nøjagtig den samme billet, bare med en lille usikkerhed om tidspunktet for at afrejsetidspunktet er præcist. Jeg takkede ham og gik hen og købte en returbillet til Thailand, med flydende afrejsedato, til kun $ 1100 svarende ca. 5000 Danske Kroner.  Og endnu bedre - der var også en uges ophold i Bangkok med i prisen. Så nu var jeg da helt på toppen igen.

Fortsættes i Dansk 5

5
 
Midten af juni 1987.

  Arbejde ligger nu i et meget lille rum i hovedet og jeg tænker mere på at opleve nu. Resultatet er,  at jeg udnævner mig til turist i stedet for indvandrer.  Fint!  Nu er hovedet fuld af idéer og nye tanker igen.  Det er nu langt bedre end at sidde og finde et job der ikke eksisterer.  Overvejer nu, om jeg ikke bare har spildt tiden, nu jeg har været gennem hele arbejdsprocessen,  for at kunne bosætte sig i et andet land. Menmen, så har man da prøvet det også og går ikke nysgerrig i seng.

  Jeg var nødt til at få svar på, hvad de trak mig over til dette store land.  Jeg var simplthen nødt til at prøve det af, før jeg faldt til ro og fandt ud af, hvad jeg er:  En indgroet Dansker til brun sovs og kartofler, men med rejse og eventyr i blodet, der fortæller mig at det er bedre til at se tingene og stederne i dag, istedet for at vente til i morgen, når man måske ikke kan mere.

  Jeg er bare glad for, at være så heldig at leve i et rimeligt demokratisk samfund, hvor vi som borgere stort set kan træffe vore egne beslutninger og ikke være tvunget til at gøre, hvad en eller anden diktator bestemmer under tvang og trusler.

  Eventuelt kunne man jo også have valgt at spare op til velstående alderdom, hvis ikke man pludselig bliver syg og bliver afhængig af andres hjælp.  Nej!  Så vil jeg hellere ud, at se vores store verden,  før det er for sent.  Jeg vil af hjertet prøve at opleve så meget som muligt, mens jeg er på besøg på jorden, før jeg skal ud på den sidste store rejse uden returbillet.

  Nå, men tilbage fra tanke til virkelighed.  Så jeg kan nu kaldes en turist og tror derfor, at jeg hellere må til at opføre mig som en turist.  Afsted til "Greyhound" for at arrangere lidt busture og booke ind på nogle hoteller og lignende rundt om i landet.  Sikke et job at sammensætte ture,  så de fleste af mine ønsker at komme med.  Men efter mange hovedbrud, kommer bus planen til at se fornuftig ud til sidst.


 Nu er der ingen grund til at fortsætte lejemålet i huset på Lilly Street længere.  Nu vil jeg hellere bruge de resterende penge på at se så meget af landet som muligt,  før jeg vender hjem til Danmark.  Så jeg ville se om jeg kunne finde et billigt hotel med lagerplads til mine kufferter.  Kassen med værktøj og mir indbo, får jeg hurtigt pakket og sendt til et shipping firma, der kan arrangere transporten til Danmark.

  Jeg var utrolig heldig at få alt mine depositum på det lejede hus tilbage,  fordi jeg tilfældigt faldt i snak med en gut i Public Baren, der manglede et et sted at bo her i bydelen. Så det var kun at kontakte udlejeren og ændre lejekontrakten.  Sommetider har man da lov til at være mere end heldig.

  Og jeg kunne blive mere heldig? Jooo, Vibeke og Peter der boede i Holland Park, tilbød straks at jeg kunne låne et værelse hos dem, indtil jeg skulle vende tilbage til Danmark. Ingen tvivl om, at jeg skylder dem rigtig mange tak for at jeg ikke var nødt til at bo på vandrehjem eller lignende i den tid,  jeg rejste rundt for at "opdage" landet inden afgangen mod Danmark.
      
 Og så vil der sandsynligvis være klogt at have købt en billet til Danmark, så det er på plads,  så jeg også undgår at bruge de penge før.  Så ned til "Thai International" for at købe.  HOLD DA OP - sikke høje priser!!  Det var ikke lige præcis, hvad jeg havde forventet,  for den mest direkte rejse uden at standse undervejs, løb op i næsten 2.200 australske dollars, hvilket er ca 10.000 Dk.Kronor.  Det var noget af en våd klud i hovedet på mig og jeg kunne se, at mit ophold er ved at være udløbet, meget snart.

  Men gutten bag disken viste sig at være Dansk og han gav mig er vældig godt råd.  Kun 100 meter væk lå det et lille discountrejsebureau, der sælger nøjagtig den samme billet, kun med en smule usikkerhed om afrejsedag og tidspunkt passer.  Jeg takkede ham og gik hen og købte en billet til Danmark,  med flydende afrejsedato til kun $ 1100 svarende ca. 5000 Danske Kroner.  Og endnu bedre - der var også en uges ophold i Bangkok med i prisen. Så nu var jeg da helt på toppen igen.

1. Juli 1987.

  Med disse ting på plads, susede jeg ned til Greyhound buskontoret og fandt min bus, som afgår kl 1615 nordpå.  Det bliver hurtigt mørkt her, rimeligt tæt på ækvator, hvor solen slukker klokken 18, i løbet af relativt kort tid, så der er mørkt til om morgenen omkring klokken 6.

  Nå, men Brisbane er en mammutby og det tager næsten en time bare at komme ud af byen. Godt ude at byen inden mørket falder på og det går rask væk med op til 120 km/t, hvilket synes ret hurtigt, når du sidder på 1. salen i bussen hvor det svajer en del.  På bussens videoanlæg vises "Champ", men efter en halv time i går der båndsalat i maskinen. Så det bliver lidt halvsoveri i natten, før vi ankommer til byen Mackay, med solopgangen i øst.  Hvor skulle ellers solopgangen være? Har efterhånden vænnet mig til den omvendte verden, her syd for ækvator, hvor man som "beboer"  fra nord for ækvator, har en fornemmelse af at solen står op op i Vesten i stedet. Svært at vende sig til den omvendte verden.

  Med solen fremme er også synet af et meget anderledes landskab end det jeg havde i og omkring Brisbane.  Dette svarer til det Australien fra alle rejsebrochurerne og de mange bøger om landet jeg har læst.  Bushland og endeløse sukkerrørsmarker,  godt blandet med skov og husdyrbrug i de gigantiske størrelser vi ikke ser i Danmark.  Der er ingen byvandværk som vi kender i Danmark.  Men regnvandet bliver opsamlet fra hustagene, som derfra løber ud i store tanke til senere brug.  Der er også vindkraft vandpumper i brøndboringerne.

  Morgenmad indtages i byen Proserpine. De fleste spiser morgenmad på en restaurant, men min nysgerrighed fører mig rundt i byen bare for at se en smule af det hele, så jeg køber mig en klase bananer (Ingen vittigheder, tak) og en yougurt fra den lokale madkonge på stedet.  Fin by her.

  Godt fyldt med bananer,  går turen længere mod nord inden vi forlader bussen for et lille hvil.  Et lille kig rundt i ferieparadiset "Arlie Beach",  som er et lille fristed ved havet, med udsigt over et par små øer ved "Great Barrier Reef".  Går lidt rundt og nyder stedet og får en hurtig snak med en ung pige, der bor på stedet indtil bussen fortsætter mod nord, nu hvor vi bare mangler kun godt 3 timers kørsel, før vi når til Townsville. Turen går gennem et landskab, der er den første smagsprøve af Australiens outback. Træerne er lavere og der er blevet længere mellem de græssende dyr. Og dem der er her,  forsøger at finde lidt skygge under nogle halvvisne småtræer.
  
 Byerne her har også ændret udseende og er ikke som de store byer, med stress og tætbyggede huse.  Her er der langt mellem husene og gaderne er brede boulevarder.

  Greyhound busterminalen i Townsville, når vi efter 21 timers rejse.  derfra en taxa til mit hotel og et tiltrængt brusebad,  inden jeg går ud for at udforske byen.  Det er meget varmt nu, med mere end 30 grader i skyggen.  Godt det er vinter her.  Men vi er også i det tropiske område,  hvor alle aktiviteterne er skruet ned på lavt blus, så det er bestemt ikke så stressende som i Brisbane City.

  Fra mit hotel, er der god udsigt til "Magnetic Island", der ligger et par kilometer ude i Stillehavet.  Det ser ud som om,  der er en brand derude,  fordi der er en stor røg udvikling på øen og det bliver også omtalt på tv.  Nå, men min tid er ikke til at kigge på brand, så jeg går ind til byen og finder et billet agentur, der sælger rejser til "Magnetic Island".  Jaaa, hvorfor ikke?  Så jeg har jeg da også været der!

  Det tager kun 20 minutter at sejle derud i katamaranbåden, der skyder en god fart. På turen er der også folk fra "State Emergency Service" på vej ud til øen for at bekæmpe ilden.  Jeg er bare på øen i et par timer og når at fange båden tilbage til Townsville før natten.  Ilden  kan jeg ikke se noget til.  Jeg har jo heller ikke noget at gøre der,  jeg er jo ikke brandmand. Og jeg tror, de hellere vil have fred for mig og selv at bekæmpe ilden!

  Nå, jeg har min egen lille brandslukning, da cafeteriedamen hurtigt får gjort mit Gigantoast til en kulklump.  Men den smagte nu meget godt alligevel.  Efter maden, gik jeg rundt i et par timer og så mange ting og fik taget nogle billeder, uden egentlig at notere mig hvad jeg så, det var bare en almindelig hygge rejse uden mål.  Så tilbage til båden og vende tilbage til Townsville, hvor jeg sætter mig for at udforske aftenlivet, fordi der synes at være noget at fejre. Tænke på at beære et værtshus med mit besøg, men klogeligt nok besluttede jeg mig til at være sulten istedet for tørstig.  Nok en klog beslutning. 

  Nå, jeg støder lige ind i en pølse vogn, der umiskendeligt ligner en af Steff-Houlbergs fra København.  Og 4 hotdogs med det hele, med smag til 5 Michelin-stjerner.  Alt i alt en rigtig fornøjelig aften, som kunne have været meget længere. Men jeg skal tidlig op for bussen kører allerede klokken 0530. Så jeg går rimelig tidligt til hvile og finder en fin lille buket af tørrede blomster på min hovedpude. Rart !
  
Det er meget varmt her, så airconditionen kører hele tiden, så jeg ikke når helt smelte væk. Kan se fra balkondøren, at branden på "Magnetic Island" er blevet større og jeg hører i radioen, at det nu er en veritabel skov- og bushbrand eller "Bush-fire" som man siger her, hvor det hele brænder på grund af den tørke, som altså også kan udvikle sig på en ø. Men jeg tror, de gode brandmænd fik det under kontrol i løbet af natten, for "Magnetic Island" er der også om morgenen, da jeg skal fortsætte min rejse.
 

Byen Townsville er meget rart sted at besøge. Ingen højhuse, men nye og gamle huse går godt sammen heroppe. Byen er ikke større, end man kan se det meste på kort tid. Bylivet koncentrerer sig omkring gågaden og Mall'en (butikkscenter) og en stor blanding af butikker og underholdning, ligesom der er mange barer i hele byen, så risikoen for tørst er ikke nært forestående her.  Inden for gåafstand fra byen ligner ørkenen og vil du se reklamer og den moderne by med havnen, så opfyldes alle ønsker her.

  Efter en god nats søvn, kører jeg med Greyhound vestpå gennem det centrale og nordlige Queensland ad "Flinders Highway" gennem byer som "Charter Tower","Pentland" og "Prairie" med lille mellemlanding undervejs, længe nok til til at jeg kan se hurtigt på livet her.  Den første "autoriserede" madstop findes i "Hughhenden", der er en stor by med boulevarder og træfortove og hvad dertil hører. Desværre er jeg nødt til at forlade byen igen, selvom jeg opdager at der er en rodeo i morgen.  Men det er ikke rigtig noget at gøre, da min busbillet ikke kan ændres, uden at resten af turen skal aflyses og det står min tegnedreng ikke til.

  Så hurtigt det går med høj hastighed for at holde køreplanen, der er meget stram.  Så det er med speederen nede hele vejen og alligevel er vi konstant forsinket. Havde håbet på lidt mere tid, så de små byer kunne udforskes bare en lille en smule.  Men afsted det går og vi bevæger os hurtigt gennem bushen, som på een gang er både meget tør og meget frodig.  Der er mange Mulgatræer på 2-3 meter i højden, der fylder op sammen med en flok af buske, der modtager vand fra grundvandet i det indre landområde.

  Chaufføren skal være konstant vågen.  Han advarer i højtaleren, om at vi skal være opmærksomme på at omkring 25 vilde heste vælger at krydse vejen i fuld fart og  et andet sted har 3 tyre besluttet, at græsset er grønnere på den anden side af vejen, ligesom vi skal være på vagt over for Dingoes (vilde hunde), der sidder ved vejen og ventre på at Bussen fixer aftensmaden til dem. Ding Orna ofte syntes at være lige så nysgerrig omkring den anden side af vejen og kører lige ud foran bussen. Utroligt, det ikke går galt for Dingoerne flere gange, men heldet er med dem.  Men i gengæld var der 2 gange, hvor en kænguro besluttede at ende sit liv ud foran bussen.  Hurtigt ud foran bussen, fordi de synes synes, det er mere sikkert på den anden side af vejen.

  Overalt er der store Termitboer. Disse flere meter høje brune søjler der findes tusinder af i hele oplandet og Du får den idé om at hele landet er et gigantist termitbo.  Der er ikke 2 ens og kan findes de utroligeste former og den ene er større end den anden.  Du tør næsten ikke tænke på, hvor mange termitter, der bor i dette område.

 Ved aftenstid vi kører vi ind i Mt. Isa, som jeg vil vende tilbage til på et senere tidspunkt, for at være her i et par dage.  Men ellers er det fredag her og der synes at være godt liv i byen.  Min nabo på sædet i bussen, Frank, skal af her her. Han er "Stockman" som en Cowboy nævnes her. Frank fortæller mig, at hver fredag kommer hundredvis af svineavlere til Mt. Isa for at bruge hele hele ugelønen på værtshuset.  En skam at jeg skal fortsætte,  fordi jeg hører det gdt kan gå ret vildt til her, når de mange "White Fellows" og "Black Fellows" mødes,  ofte med nogle gigantiske slagsmål til følge senere på natten.  Hele scenen her er ligesom taget fra en gammel film fra John Waynes Wild West.

  Nå,  men jeg havde jo ingen planer om at kæmpe i dag, så jeg finder en restaurant, hvor jeg bestiller en stor bøf med bønner.  Middagen bliver skyllet ned med et par lige så gigantiske glas øl.  Synes at alt er større her, undtagen priserne.  Denne restaurant har 2 "afdelinger", ligesom det fleste værtshuse i landet, et for "normale" spisende mennesker og et for arbejdere.  Og med mit cowboyoutfit passer jeg fint ind i afdelingen med "workers price", hvor priserne ligger omkring en tredjedel af prisen i den finere afdeling.  Så det er jo lige noget, der passer til min  pengebeholdning, så jeg kun skal bruge så lidt som muligt af, så jeg kan blive så længe som muligt i landet,  før jeg vender hjem til Danmark.

Men tiden går og det er pludselig afrejsedagen.  Bussen rumler væk igen og første stop er "Barkly Homestead," omkring midnatstid og spisetid igen.  Nej, ikke mig! Jeg er nu godt fyldt op og har spist næsten hele tiden her den sidste dag.  Så jeg vandrer lidt rundt og ser på natten og nyder de har mange lyde fra dyrene og andre der lever i mørket.  Meget afslappende.

  Videre går turen til "Three Ways", hvor "Barkley Highway" møder "Stuart Highway".  Her mødes Townsville bussen med busserne fra Darwin og Adelaide.  Alle farer rundt og finder ny bus og nyt sæde.  Jeg finder også et nyt sæde i bussen mod Darwin.  Eller rettere Katherine, som er mit næste mål.  Jeg er nu i "Northern Territorry" og på vej nordpå.  Her er reglerne forskellige regler i Queesland, herunder rygeforbuddet der bliver ophævet i bussen og alle, lige bortset fra mig,  finder tobakken frem. Puha, jeg har normalt ikke noget imod andre folks rygning, men da omkring 30 på en gang sætter fut i tobakken i en bussen, bliver det mildest sagt lidt ubehageligt at sidde fanget i midten.  Så jeg prøver at sove i en osteklokke fyldt med røg, ikke helt let.

  Northern Territory er forskellig fra de andre stater i landet. Her skal du ikke finde en "Bottle Shop" for at købe drikkevarer der er stærkere end mælk. Øl, vin og spiritus kan købes i næsten enhver butik.  Men det har sandsynligvis noget at gøre med de større afstande mellem civilicationeene i den tørre ørken.  Eller måske har du bare større tørst her i staten.  Her kan du købe en NT-øl i to-enkvart liters flasker, så det bliver muligt at slukke tørsten for alle her i staten. Tænk, jeg synes det lyder helt menneskeligt at leve her.

 Det åbne land betyder, at bussen ofte stopper for kvæg, heste og andre dyr, der pludselig løber ud foran vognen. Dette er den absolut dyrenes land,  hvor "Stuart Highway", også kaldet "National Highway 87",  skærer landet igennem med sine 2129 kilometer,  hvoraf 1202 km ligger i "Northern Territory".  Se, det er en vej der vil noget!

  Vi møder jævnligt "Road Trains", som disse store massive vogntog kaldes.  Det er en forvogn med 3-4 store trailere efter og de kører absolut ikke i slowmotion, men rumler rask væk med over 100 km/t gennem landskabet og bygger en sand væg af støv til andre trafikanter,  herunder busserne der ofte er nødt til at holde ind til siden og vente, indtil støvmuren forsvinder.

  Den første lange stop er ved "Dunmurra Roadhouse", hvor der er tid til at få lidt vand i hovedet og derefter få maven fyldt for de tykke og tynde, så du bliver klar til den videre rejse mod nord, for undervejs at foretage lidt smutture ud i bushen,  for at hente en enkelt passager.  "Daly Waters", et et af stederne og er et lille isoleret sted, hvor Greyhound bussen må at være højdepunktet i den uge, alt at dømme efter tilstrømningen af nysgerrige folk.

  Og senere når vi  "Larrimah Roadhouse", hvor der ikke er passagerer, men chaufføren mener at vi alle kort skal ud og sige tillykke til den nye ejer,  der netop har fået nøglen i dag af den gamle ejer, der har drevet stedet i 38 år.  Vældig hyggeligt og så var også lidt øl og vand til os bus-passagerer, der lige fik os en ekstra pause med lidt hyggesnak.  Vi var der næsten en time, så folk strømmede til fra området så det næsten blev til en fest.  Jaaa og så blev det til et par ekstra øller, mens Chaufføren drak en flaske vand - men måske var det vodka?  Naaa, sikkert ikke!

  Afsted det gik i fuld fart,  for at hente lidt af den lange pause i Larrimah.  Katherine ligger kun 114 km nord for Larrimah. Og med en lille times stop på "Mataranka Homestead"  for at få et par passagerer af og på, kan jeg også nå at se mig lidt omkring her.  Bestemt et sted at huske, hvis der i fremtiden skal planlægges en tur til Australien og behovet er der for at finde et sted at slappe af.  Her er utrolige omgivelserne, med 34 grader varme kilder året rundt, hvor du kan bade i paradisiske omgivelser. Absolut et sted der er værd at besøge, hvis turen går gennem Northern Territory. Husk at notere Mataranka Homestead på ønskelisten!

Nu er det lørdag og midt på dagen.  Heldigvis har der været mange mellemlandinger på vejen fra Townsville, som jeg forlod den 30 timer siden. Det ville have været godt med nogle længere stop, men når pengene er små, må jeg stadig prioritere de steder, jeg vil ære mit besøg. Der er så mange spændende og fantastiske steder i Australien, så det er næsten en smerte at skulle vælge, eller endnu værre, at vælge fra.

  Lige nu er der kun en halv time til Katherine, hvor jeg har lidt planer, hvis tingene ellers er inden for rækkevidde. Det er ikke altid let at planlægge, når du blot sidde med et par farvestrålende brochurer og ellers ikke ved noget om området.

  Katherine når vi planmæssigt og jeg opdager at "Springvale Homestead", hvor jeg skal bo, ligger langt væk fra byen. Så i stedet for"byferie", kan jeg glæde mig til at skulle bo på "Springvale Homestead" nær Katherine River og stilheden der omkring.  Det skal blive rigtig godt med en dejlig afslapning efter 2284 kilometer i bus,  uden særlig mange stop undervejs.

  Efter en sidste tur i en taxa, ankommer jeg til "Springvale Homestead" og får mit værelse hurtigt og finder hurtigt bruseren til at vaske den lange rejse ud af kroppen. 30 timer timer i bus sætte sine mærker på ryg, skuldre og røv, ingen tvivl om det!

  Frisk igen tager mig tid til at vandre rundt og bare se på tingene og få mange nye indtryk.  Jeg elsker at gå rundt og se på fugle, firben og jaaa, alt.  Hvis du bare åbner Dine øjne og kigger ned, åbner en fantastisk verden sig for for dine fødder.  Lige nu kan jeg vel bare ryste på hovedet, af alle dem der nærmest panikagtiget knokler med fitness og  pruster stønnende for at holde liv i en idé om at leve lidt længere, men glemmer prusteriet kan tære kroppen mere end gavne.  Sæt dog farten en smule ned og tag et lille hvil og nyde verden lige for Dine fødder i stedet.  Det bliver et fitnesscenter for hjernen.

  Her på Springvale finde mig en ny ven.  På min tur rundt, kigger jeg ind i en af de gamle bygninger og her møder en Aboriginal (oprindelig indbygger i Australien). Han bekræfter min opfattelse af, at det ikke er nødvendigt at løbe rundt og svede. Han sidder afslappet i skyggen og vinker venligt til mig, om at kommer ind til ham.

 Nu er jeg jo en belæst størrelse og er meget klog (tøhø).  Hmm ... tror nu ikke for meget, men alligevel.  Jeg har læst og hørt, at man ikke bare skal buse på og stille en masse spørgsmål, da disse mennesker har en lidt anden måde at være menneske på og derfor kan tage det som en fornærmelse.  Jeg har absolut ingen idé om det passer, men beslutter at følge "etiketten".  Så kan idet da ikke gå hel galt.

  Jeg kigger ind til han, siger hej og han peger på en plet jord på hans venstre side, hvor jeg sætter mig i god orden. Der går et kvarters tid, før en reel snak kommer i gang, men det hjælper en hel del, da jeg spørger om han vil have noget at drikke.  "Fosters" siger han straks og uden tøven.  Det er et af utallige Australske ølmærker, der har bidraget til at starte mange samtaler gennem årene. Og han kender åbenbart også til denne magiske virkning, får han begynder atv få lyd på nu.

  Hans navn er Charley Williams og han fortæller, at han er den ældste og derfor "overhoved" for en familie af "Pitjantjantara" slægten, som er en af de største og mest udbredte i Australien.

  Vi snakker i 3-4 timer, og der bliver sagt mange kloge ting, som jeg synes er meget spændende at høre.  Det er knap 10 år siden, at Charley Williams tog skridtet ind fra bushlivet. Han fortæller, han vist er omkring 60 år gammel og har netop har opdaget, at han kunne få en Australsk pension.  Det kan alle de indfødte Aboriginals få for livstid, som em slags plaster på såret,  fordi den hvide Australier åbenbart har fået dårlig samvittighed over at tage landet fra dem.  Eller rettere tage dem fra jorden, da deres overbevisning er at jorden ejer folket.  Måske det er sådan, hvem ved?

Grunden til at Charley Williams er her i dag, er at han og hans familie skal fremvise en "Corroboree" i aften.  Det er en rituel dans, som aboriginals anvender for at tilfredsstille de forskellige guder, der kan gøre jagt og livet svært hvis de ikke bliver tilbedt.  Der vil også være en opvisning, med visning spydkast, som jeg er sikker på at de har prøvet før. Det er helt utroligt så præcist spyddene rammer. Det ser overhovedet ike ud som om de sigter, men spyddene rammer med uhyggelig sikkerhed tingene de skal, så man kan ikke lade være at undres. De er ikke helt unge, de indfødte her og de ser også en smule slidte ud efter opvisningen, som var meget fascinerende at få lov at opleve.

  Det var nu Søndag og jeg er som sædvanlig ude  for at se mig omkring.  Det blev til et goddag til et par køer og såment også til en måbende vandbøffel,  jeg fik taget et billede af.  Ser også en flot træ, som jeg straks døber til et "Australsk mavetræ".  Stammen har en diameter på næsten to meter og grenene ligner arme stikkende ud fra toppen af stammen, så det næsten ligner en blomstervase.

  Jeg går også ned til "Low Level Gorge".  Et sted, der kunne have været brugt som model for det sted, hvor vi alle skal hen gang.  Et rigtig dejligt sted, der er en del af "Katherine River."  Som så mange andre steder jeg har besøgt i Australien, satte jeg mig ned og føler at tankerne næsten stopper, mens jeg bare flyder rundt og nyder livet lige her og nu.  Hvor er jeg egentlig utrolig glad for at være i stand til at opleve den slags ting og ikke bare vælger at sidde hjemme bag gardinerne og se een eller anden serie på tv, afsnit nummer 1765.  Disse tanker bekræfter hver gang for mig, at vi alle bør følge de pludselige ideer og ikke bare høre om andre, der gør det.  Nyd dit liv mens det er der, fordi i morgen kan det meget nemt være en dag for sent.

 Finder bagefter et roligt sted, hvor solen kan bage en smule. Har lige bemærket, at min hudfarve næsten helt sikkert er begyndt at ligne en snebunke.  Så i aften har jeg nok i min egen dumhed, fået så meget sol at jeg ligner et jordbær,  før jeg tager ud på en flod tur, på krokodille jagt.  Med lommelygte, selvfølgelig.

Først troede jeg, at floden blev kaldt "Johnston River",  fordi en krokodille hed  "The Johnston River Crocodile".  Senere lærte jeg, at det er en del af Katherine River, som er opkaldt efter den krokodilles Latinske navn, "Crocodylus johnstoni". Det er altid rart at kende den rette sammenhæng, så ikke man går og fortæller halve sandheder og andet pjat.

  Sult og tørst har meldt sig, så vi vil lægger ind til flodbredden med båden, vi sejlede ud på flodturen i for en times tid siden.  Det er tid til at den medbragte stuvning bliver varmet over et bål, hvor vi spiser den var med "Damper" til. "Damper" er en slags kagebrød og smager også sådan.

 "The Crocs" er omkring os (vi er 8 turister og 2 guider, der trodser den kolde nat). Floden er her kun 8-10 m bred og dillerne er ude i midten af floden og på bankerne overfor og kigger nysgerrigt på os, mens vi spiser og drikker hvidvin.  Og som guiden siger siger: "Mere vin, flere Crocs."

Bagefter er der tid til at vandre rundt på egen hånd, med en kraftigt lygte for ikke at blive overrasket i natten.  Et par meter ude i floden, ser jeg nogle fluorescerende lysende pletter, som sandsynligvis er øjne der kigger på mig.  Jeg tror det er en "Baramundi",  som er en stor og meget velsmagende fisk der kan fanges her.

  Bare for at være sikker, spørger jeg guiden Allan,  der fortæller at der er en krokodille, der nok mener jeg ligner en meget velsmagende "ting", der kan fanges her hvis jeg bevæger mig en smule nærmere vandet . Naaa, så farligt er det nok ikke, da det normalt kun er ferskvands krokodiller, der lever her og der rapporteres kun i meget få tilfælde, hvor mennesker er blevet angrebet.  Nå, men da jeg ikke ikke ved om krokodillerne også har også læst de oplysninger, så  foretrækker jeg at gå en smule væk fra floden og går hen til de andre og drikker mere vin (Du ved. "Flere crocs").  Ren afslapning om natten, hvor flagermus i flokke flyver tæt omkring os.

Der er noget andet med deres artsfæller,  der bor tættere ved havet, saltvandskrokodillen. De kaldes også for Deltakrokodillen og har det latinske navn "Crocodylus porosus",  hvis det betyder noget særligt, når sådan en gut  har sat kæberne sat fast del af os.  Nogle af disse fortidslevn bliver op til 7 meter lange.

  De bor tæt på havet og lever i nær fordragelighed med hajer og rokker, hvor de angriber alt der bevæger sig og kender ingen frygt. Et møde med en af disse "rester" fra tidligere tid, under en badetur i floden vil sandsynligvis sende den uheldige til genopbygning på et eller flere hospitaler.

Efter at have spist, sejler vi en tur ad Katherine River,  for at søge efter flere krokodiller. Men der er ingen inde på land, da det er meget koldt her i natten.  Så de er søgt ud i det varme flodvand og vi kan kun se et par, der har deres øjne oppe for at se efter hvor vi befinder os.  Efter en god times tur,  vender vi næsen hjemad igen.

  Den videre sejlads gå et par kilometer yderligere gennem floden,  hvor vi ser mange dyr i vandet. Og desværre er det for mørkt til at tage billeder her, hvor lyset har været slukket i meget lang.

  På vej hjem fra forankringen, til mit værelse kan jeg høre de mange Dingos bjæffe og hyle, et sted i nærheden ude i natten.

  Vel ude af tøjet og under tæpperne, hører jeg stadig lydene ude i natten og min nysgerrighed vinder igen.  Jeg kravler igen i mit tøj og går ud i natten efter lydene.

  Jeg sidder på et hegn og lytter til livet.  Jeg hører dem før jeg kan se dem og pludselig ser jeg skyggerne af Dingos tættere på end jeg egentlig bryder mig om.  De forsøger ikke at være stille, så jeg kan føle og fornemme at der er nogle 15-20 meter borte.  Det er ikke at se dem ordentligt, blot skygger der lister rundt derude, mens de langsomt cirkler tættere på det sted, hvor jeg sidder på hegnet

  Jeg har læst, at Dingo er bange for mennesker og ikke angriber os.  Men jeg sidder og kommer lidt i tvivl om, at Dingoerne nu også har læst den samme bog som jeg.  For de kommer tættere på og bliver tydligere, så fantasien begynder at løbe lidt hurtigt og jeg beslutter at det nok vil være en kende klogere at komme ind i det oplyste område igen, inden det måske kunne blive en smule for sent. Det kan godt være, at det var dumt at gå derud, men så ville jeg ærgre mig gevaldigt når senere tænkte tilbage på den aften, hvor jeg ikke fulgte min indskydelse som vanligt.

  Efter en luksuriøs søvn, er jeg igen ud i solen for at male min smukke krop. Det er en dejlig farve på et par timer og jeg nødt til at finde Katherine og Greyhoundbussrne igen for den videre rejse.

  Endelig i bussen og vi er på vej sydpå. Mistede lidt tid på grund af en mindre oversvømmelse, men den tabte tid er vundet da vi kommer til "Three Ways".  Det kan være,  fordi der kun var ét sted,  vi skulle tage nye passagerer op. Og så var alle var glade igen.

  Første stop er ved "Ti Tree", hvor der er morgenmad.  Den sidste halve time har vi set på en helt fantastisk solopgang over bushen, hvor Mulgatræerna og Ghost Gums har stået som skarpe sorte silhuetter mod den rød-orange morgenhimlen.

  Ærgerligt at det ikke omfatter et "luxusstop" i køreplanen, så vi kunne nyde kontrasterne mellem mørke og lys, hvilket er helt utroligt skarpe her. Luften er så ren her, at du ikke kan smage eller lugte noget. Renheden af luften kan ikke beskrives retfærdigt.

  Da alle maverne var fulde nu, kører bussen i fuld fart de sidste 2 timer til  Alice Springs i midten af landet.  Her kan Du virkelig se, hvorfor det hedder "The Red Center" her. Landet er meget stærk rustrødt, formentlig på grund af meget højt jernindhold i jorden. Du vil også blive mindet om det hver gang du snyder næsen, så der vil være store rustne pletter på kluden. Og så selvfølgelig kan du kun tænke lidt på, hvordan lungerne kan se ud?

  Her, 30 miles nord for Alice Springs,  passerer vi "Tropic of Capricorn", den sydlige vendekreds. Det skete også for mig i sidste uge, hvor turen gik nordpå til Rockhampton. Dejlige sommerdage i september, hvor der kan være temmelig varmt.  For i denne vinter, bliver der "kun" 35-40C  i løbet af dagen udenfor i solen og ned nær frysepunktet om natten, hvis himlen er klar. Så der er rimeligt varmt her, hvor der ikke er mere skygge end den Dine fødder laver.

  Lige før vi kommer til Alice,  skal vi ind og vejes. Bussen forståes. Det er utroligt, at man kan finde en grund til at være her i midten af ørkenen og vejer køretøjer, før de slippes ind i byen.  Men vi må håbe, at det har et rimeligt formål, såsom afsløre overbelastede varevogne og lignende.

  Alice Spring. En by, som jeg har ventet megetaf  og ser frem til besøget.  Min idé om Alice er baseret på litteratur og brochurer med billeder af en Outbackby med boulevarder og træhuse. Nå! Andet er ikke sige om det.  Det var noget af et anti-klimaks og en spand koldt vand i hovedet,  at gå rundt i byen.

 De steder, jeg futtede rundt i byen, var der ikke så meget som bare et lille hus eller lignende, som kunne overvinde skuffelse, efter besøgene i byer som Hugnhenden, Proserpine, Daly Waters og Katherine. Der var noget af en tynd mave at se drømmebyen i mine tanker, her var fyldt med supermarkeder, huse af masseproduktions typen og gaderne var fyldt med ting, der ikke kan undværes. Men nok om det og tilbage til virkeligheden.

  Jeg købte en hat, for at få lidt skygge for solen, som er temmelig hård her i midten af alting. Og så havde jeg også købt et par tekopper til min samling, så jeg vil snart have nok til at tilbyde en international te-mik hjemme i Dannevang engang.

  Jeg har købte en kop her på på Royal Flying Doctor's base i Alice Springs, hvor jeg var nødt til at se bla. en lille film om fænomenet. Jeg blev vist rundt og så radiorummet og hørte lidt af samtaler "i luften"  og så et museum, som indeholdt en masse ting, der var blevet brugt i årenes løb.

  Absolut ingen tvivl om, at "Royal Flying Doctor" har en enorm indflydelse på alle, der bor i den Australske vildmark. Service og tjenesteydelser leveret af Royal Flying Doctor "er en gratis service for Bush-folk. Den service blev grundlagt i 1926 af en mand ved navn Flynn, der som den første, så potentialet for en sådan tjeneste.

  Den første officielle flyvning blev lavet 2. August 1927 fra Cloncurry i Queensland. Basen i Alice Springs blev grundlagt i 1939 og nu er der 139 baser i det vilde Outback, hvor radioen på kvægfarmene og de 102 mobile radiostationer, dækker hele landet og betjener omkring 30.000 mennesker. Der er 14 baser og omkostningerne ved "RFD" handler om §10 millioner Aus. Dollar om året (1987). Ved Alice Springs base er tilknyttet 1 læge, sammen med 5 fra andre steder i Northern Territory (1987), som dækker et areal større end hele EU.

  Jeg vil nu gå Alice tynd for at finde den by,  jeg har læst om. Men alting har ændret sig over årene, efter at de billeder jeg har set blev taget. Faktisk en smule naivt af mig at tro, at alt var i den gamle stil for mig. Men det er bestemt mere romantisk at se de gamle byer, snarere end at se dagens arkitekter ødelægge det hele.

  Mine fødder førte mig op på bjerge eller bakker, hvis du vil, på tværs af byen. Dette har været et ønske for mig at se byen fra disse ting. Men der er utrolig tilsvinet her og jeg tænker at det må virkelig være en af de mest forurenende og farligeste dyr, der findes på Moder Jord.  Nemlig mennesket !

  Det er fantastisk, med den ligegyldighed at naturen bliver behandlet her. Overalt lå smadrede flasker, papir, gamle barnevogne og og og ..... Der var ingen ende på det rod, vi tilbyder vildmarken her. Det er simpelthen utroligt, men vi mennesker er åbenbart ligeglade med følgerne at vort overforbrug.

  Hvad sker der nu?  Jeg ville foretrække at drukne sorgere på en bar.  Ok .. Det var nu begrænset, hvor meget jeg kunne drikke her, fordi priserne bar tydelige spor af turismen.  Og så var der flere "skæbner", som havde kigget dybt i flasken næsten overalt. Så jeg nøjes med et par øl på hotellets bar inden natten.

  Der må da være noget godt?  Jojo, jeg havde en god snak med Mandy på hotellet, hvor jeg boede.  Søde Mandy arbejder som barpige bag baren, hvor flere kolde "pot" øl pænt kølede min hals.

  Mandy er meget glad og fortæller at byen hun kommer fra, er Melbourne i staten Victoria. Godt, fordi jeg ønskede også at komme til netop Melbourne, så jeg lytter til hvad hun siger. Man ved jo aldrig.

  Jeg har fundet en dagbog, hvor Alice Springs historie blev nævnt. Det var 11. marts, 1871 hvor en linjearbejder, der arbejder inden for telekommunikation, opdagede en lille kilde ved den udtørrede Todd River, ca 3 km nord for byen.

  Han opkaldte kilden efter konen Alice til Charles Todd, der var tilsyndførende for "Telegraph" linien til South Australia. Han valgte et fladt græsareal at bygge Telegraf Stationen på strækningen syd-nord og derefter var Alice Springs blevet grundlagt.

 Nu var der desværre skoleferie i "School of the Air", mens jeg er her.  Det ville ellers have været sjovt at opleve undervisningen her, hvor nogle at eleverne sidder mere end 600 kilometer væk fra læreren.


Fortsættes i Dansk 4.

.
 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.05 | 14:55

Hej Jenskarl... Ikke efter hvad jeg kan huske. Eli var Superintendent, Torben Kristensen var nr. 2 og Erik Lisner var Crewchief som jeg var på havneværkstedet

...
17.05 | 10:11

var der en på værkstedet som skrev workorder ud ved navn BENT var han der da du var der

...
23.04 | 17:33

Har sendt Dig en Email Allan

...
22.04 | 19:00

Sven- til Du og Lisa..Far din storebror gik bort 18/7-20 efter lang tids lungebetændelse,mor herefter18/11 -20 pga kræft i 12år...savner Jer Allan Hansen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE