Dansk 2

2

2

August 1972 og civil igen .........

 Måske skulle jeg være blevet inde i millitæret dengang, men det civile liv trak mest og istedet for at søge job, gik jeg rundt og hyggede en tid, nok mest fordi jeg endnu ikke var kommet helt over ulykken på motorcykel.  Det værkede lidt hist og her stadigvæk og hovedpinen holdt ud alt for længe.  Jeg kunne ikke rigtig komme igang med noget og det blev til lidt liv for lånte penge, alt imens jeg hyggede sammen med hele "holdet" ved Vejlesø i Holte.  Turde ikke rigtig drikke noget, til de vanlige fester der var i kredsen. Hver gang jeg fik bare 2-3 stykker blev jeg ski´da så svimmel som om jeg havde fået 20.  Det må have været efterveer fra ulykken der styrede hovedet et temmelig langt stykke tid efter.  Lægerne havde ingen god forklaring, men med tiden blev jeg nu alligevel "normal" i knolden og kunne efterhånden deltage i de daglige strabadser.  Nåeja, nu er "normal" jo en temmelig variabel størrelse og når man ser på og hører om hvad de såkaldt "normale" mennesker laver i hverdagen, så har jeg det fortræffeligt med forhåbentlig at være lidt unormal.

 Havde det efterhånden hel fint og fik den lyse idé at tage erhvervskort til bus og taxa.  Det var nu ikke så omstændigt som i dagens Danmark, hvor man nærmest skal have en universitetsgrad for at få erhvervskørekort.

 Startede lige efter Nytår 72-73 og fik 2 timers kørsel i en gammelgammel Bedford bus i Byens Køreskole på Nørreport. Den gik godt nok i stykker lige op til prøven, så køreskolen lånte en lige så gammel Leylandbus ved Københavns Sporveje.  Nåede ikke at prøve den, før det var afgang med den motorsagkyndige gennem Københavns gader og stræder. Teoriprøven blev taget efter een uge og sammen med den hurtige køreprøve, stod jeg nu der med et erhvervskort til bus og taxa.  Og hvad så ??

 Nååeja, der var jo "De Grønne Busser" i Hjortekær, ejet af Svend Bojesen.  Dem har jeg jo brugt helt fra fødslen, så hvorfor ikke spørge om der var brug for et par hænder på rattet.

Januar 1973 .........

 Og jatak fra Svend Bojesen, han havde allerede hørt at jeg havde fået erhvervskort, fra een af hans gamle chauffører, Andress Andreassen, som jeg havde fået en sludder med et par dage før.  Det var en lille verden i Hjortekær, så det havde rygtedes at tumpen her havde fået erhvervskort og Bojesen regnede med at jeg kom op og søgte job hos ham.

 Dengang var der 5-dages 47-timers arbejdsuge. Ugelønnen var Kr. 905.- før skat. Kan ikke huske hvad skatten var, men jeg var dælemig rig, da Svend udbetalte mig en hel ugeløn, for kun 3 dages arbejde første gang. Og da jeg ikke havde fået afleveret mit skattekort, sagde han pyt og gav mig hele lønnen uden at trække skat.  Og dengang var det i kontanter - lønnen udbetalt kontant om Torsdagen, hvad man havde tjent til Onsdag aften. Nåeja - samme løn blev som regel udbetalt i 5- og 10-krones sedler, som Svend opbevarede i en skuffe i skrivebordet, hvor han havde bustingene.

 Der var ikke noget med bankoverførsel, det var vognmanden for gammeldags til.  Efter så mange år, kan det vel godt røbes, at der altid lå temmelig mange kontanter, i kommode skuffen under skrivebordet.  Altid smækfuld af 5-krones og 10-krones sedler, som lønnen hver gang blev udbetalt fra.  Så det var altid en ganske tyk pung man havde på lønningsdagen.

Dejlige kolleger i Hjortekær Trafik, som jeg tænker tilbage på en gang imellem. Svært at huske alle, men Leif, Ib, Anker, Drees plus ansigter der er svære at huske navne på, men på værkstedet var Peter og Torben jeg ofte snakkede med, ligesom jeg til tider hjalp til som mekaniker. Torben og hans søde kone Lene var jeg sammen med i "privaten" også, så dengang var det en sammentømret gang arbejdskolleger og chefer, Svend og Einar Bojesen, der havde en rar hverdag sammen, modsat de nye store selskaber hvor man kun kommer til at kende nogle enkelte.

 Kørte stadig på min Harley Sportster og gjorde vejene usikre, sammen med Vejlesørødderne og ikke mindst Knut (Valnød), som havde fået samme lidenskab for Harley som jeg.  Kom også en stor del i Allerød, hvor min rigtig gode ven Kokke-Per boede. Selvfølgelig kørte han også Harley (fandtes der andet?) og havde for nylig "konverteret" fra kok til mekaniker.  Hvad ellers ?  Det er da meget nærliggende, ikk ??

 Stortset samtidig, begyndte Knut, jeg og et par andre fra Vejlesø, at komme i en motorcykelklub i Ballerup.  Den hed "222" og var opkaldt efter startdatoen, 2/2-72 og så lå den på Råmosevej 2.  Det blev med årene en ganske stor klub, med 120-130 aktive medlemmer. Har svært ved at huske alle navnene, men Eifel (Erik), Per Bruun, John Tand, Steen Anderson, Supernina og Dreyer, Steen Lykken, Flemming "Flemse", Benny Bruun, Sødeannie og Kawa-Aage dukker da op i hukommelsen sammen med en masse oplevelser til hverdag og fest.  Det blev til en del år, der stod på motorcykler, vilde fester og masser af fart i hverdagen, ligeligt fordelt mellem "222" og Vejlesø i Holte.  Forresten hedder klubben ikke "222" mere, men "Oldtimers" eller noget i den retning, men ligger vist stadig på Råmosevej 2. 

 Nu var man jo ung, smuk og ikke mindst lækker dengang, så det skortede ikke på opmærksomhed i bussen fra de søde unge damer dengang.  Tænkte nogen gange på, om det var fordi de så kom gratis med, at de stod og snakkede med een.  Naaaaa, det var da selvfølgelig fordi man jo var ung og smuk, sådan måtte det være.  Ellers gik det da ud over selvtilliden.

 Og her er det, at jeg burde kunne huske en dato. Der var jo een ung dame, der specielt havde påkaldt sig min opmærksomhed.  NæNæ, overhovedet ikke noget med læderjakke eller anden påklædning, der sagde mig at her var een til bagsædet. Langhåret og stortsmilende iført en Afghanerpels, var vel ikke ligefrem noget en Mc-rod havde øje for normalt.

 Men da hun blev ved at sætte sig, så hun altid var der i spejlet, kunne vi jo ligeså godt slå en sludder af sammen. Måske det var for at køre gratis, men det fandt jeg nu aldrig ud af.

1973 var det da vist .........

 Gitte hed hun og var anderledes spændende og dejlig, så det udviklede sig ret hurtigt til noget tættere, også udenfor bussen.  Vi var så forskellige, at vi simpelhen måtte slå pjaltetne sammen og prøve livet.  Kan ikke huske eksagt hvornår, men Gitte flyttede ned til mig, i kælderen i mine forældres hus på Lundtoftevej 288, i Hjortekær, hvor underetagen blev indrettet til vores lejlighed.

 Vi ville naturligvis gerne have mere plads, men det var mere end umuligt at finde en ledig lejlighed i og omkring Kgs.Lyngby hvor vi gerne ville bo.  Da det efterhånden gik op for os, måtte vi til at tænke alternativt.  Gitte og jeg blev også gift i den periode, under stor festivitas efter et kirkebryllup i Lundtofte Kirke.  Kan også huske vi havde en fin bil, en Trabant Stationcar (bare pas på), som gæsterne havde overmalet med barbérskum. Det viste sig senere efter vognvask, at skummet havde ætset sig ned i lakken (jeg bruger ikke barberskum mere), så vi skiltede derefter permanent med "Nygifte" for og bag, dog uden skramledåser i snor efter vognen. Hvedebrødsdagene blev afholdt i et hus i Asserbo, som familie og venner i hemmelighed havde lejet til os.  Det var først da vi skulle stikke af om aftenen, at vi fik stukket nogle nøgler og et landkort i hånden, med en rute tegnet ind.  AfstedAfsted og finde en hytte, fyldt med alle mulige narrestreger og mad i køleskabet.

 Ikke længe efter skulle vi også ud på vores Bryllupsrejse, der gik til Costa Brava og byen Llorett de Mar.  Vi boede på et hotel der hed "Xaine Park".  Hyggelig by, med sol, strand og en masse hygge til et par nygifte.  Samtidig boede også en af vore dejlige bekendte, Mona Ussing, på hotel "Garbi Park" lige ved siden af. Samme Mona mødte på samme tur hendes fremtidige mand, Josep Henriquez, der var professionel klassisk Spansk guitarmusiker.  Har sidenhen været til flere koncerter med Josep og han kan bare der dér med musik. De bor mig bekendt stadig i en forstad til Barcelona, Granollers hedder den. Men det er ikke bekræftet, da vi desværre har været uden kontakt længe. Jeg har prøvet at finde dem i Granollers, under en ferietur, men det viste sig umuligt at opspore dem dernede, lidt ærgeligt.

 Vi havde jo et sted at bo, så der var ingen umiddelbar nød.  Så hvorfor ikke finde noget i Ballerup, hvor vi kom ganske meget i "222" klubben.  Og ja, der var jo "Stuvehøjgård" kolonihaverne lige oppe bag klubhuset.  Det var haver, der var ejet af Lyngby-Taarbæk kommune.  Så som borgere dér, var det nemt at komme i betragtning. Vi fik hurtigt en have og så ud at kigge efter et hus at bygge.  Det blev til et Ganløsehus, hvor firmaet opsatte et råhus og så skulle man selv ordne alt indvendigt.

 Hel fint og vi byggede på livet løs.  Men nu fandt vi så også ud af, at vi nok havde været lidt uartige, ved Nytårstid, for 4. september 75, meldte en lille dreng sin ankomst i vores verden.  Husker det var første gang Gitte havde ventetøj på, så der var intet planlangt, men naturen ville noget andet.  Her var Lilleprut også den nysgerrige slags, som hans far, for det skulle først have været cirka en måned senere.  Men hvad har man ellers gener til ? 

 Faktisk var det kun en normal undersøgelse, hvorefter vi skulle til fest om aftenen.  Men jordemoderen mente det var liiidt ufornuftigt, for han kiggede faktisk allerede ud, uden Gitte mærkede det.  Så jeg futtede hjem efter 8mm smalfilmeren og så tilbage til fødeklinikken i Virum.  Det varede ikke ret længe, før veerne satte ind og der var en ny verdensborger født.

 David, Du havde et overordentligt veludviklet stemmebånd, ingen tvivl om det og Du blev flot lyseblå og rød fordi Din lever ikke helt fungerede endnu. Men det varede nu ikke længe, inden Du antog normal kulør og den lille familie kunne komme hjem og prøve det at være familie i en hverdag.  Velkommen til Din verden, David !

 HæHæ David, jeg kan huske Din 1-års fødselsdag i sommerhuset i Ballerup.  Du fik Din helt egen lagkage og fik den da også splittet i atomer og blev fedtet ind overalt.  Nææ, hvor var Du dygtig !

 Men vi var jo unge og totalt uden erfaring i det dér med familie.  Så efter nogle år, var det bedste at gøre, at fortsætte som gode venner, men efter en god skilsmisse. Ká huske inde på Københavns Amt, hvor separationen skulle ske, blev der da talt med ganske høje stemmer.  NæNæ - ikke os, men et par og deres advokater oppe på 1. sal hvor mødelokalerne var.  De var mildest talt en smule uenige om tingene.   Vores papirer blev ordnet stille og roligt i løbet af 10 minutter, så vi kunne komme ud og fortsætte livet i fred og ro bagefter. Fint nok.

23. September 1976

Det var dagen hvor Harley-Davidson Club of Denmark (se under "links fra overalt") blev officielt grundlagt.  Rigtig mange har haft utrolig travlt med at fortælle vidt og bredt, at det var lige netop dem der startede klubben, et eller andet sted i en ufrugtbar køkkenhave eller en mørk kælder med dårlig udluftning.  Min gode ven Knut (også kaldet "Valnød") og jeg, begyndte allerede i foråret 1972 at sludre om sådan en klub og undersøgte en del om mulighederne. Ligeså har flere andre også snakket om tingene, men det gør vel ingen til personlige grundlæggere af klubben.

Nææ, vi var 8 venner, der hver især havde gjort en stor del indledende forarbejde, der var samlet i Bagsværd, på Pelles arbejde. Det var: Pelle Søborg, Ib Johansen, Peter Hansen, Jørgen Hoff Olsen, Jan Koch, Brigitte Yvanes og så undertegnede. I sandhedens tjeneste, skal det oplyses, at der var et hulens kraftigt regnvejr den dag.  Og som ægte Harleykørere, kom alle kørende i bilen til mødet, hvad ellers? Havde vejret været lidt bedre end det tropiske regnvejr der var 23. September, er jeg sikker på, at Knut Langmack, alias "Valnød" også var kommet til mødet på sin Harley. Så han skal naturligvis også indgå i kredsen af "fødselshjælpere" i klubbens allerførste dage, ligesom han har gjort et kæmpe arbejde for klubben siden, ligesom Flemming Thaysen fra Fyn også var med fra allerførste dage i klubben og lagde et stort arbejde i at få Fyns distriktet op at køre sammen med andre Harley interesserede. 
  
Så er det nok meget lettere at holde sig til at vi 9 i fællesskab lagde de første sten, og at hvert medlem siden, alle hver især har været en uvurderlig sten eller klat mørtel til at bygge den store og robuste forening HDCofDK det er blevet siden ( Skrivende stund: 2009 ).  Ingen medlemmer siden kan glemmes, for hver især har været et drys salt eller krydderi til at bygge klubbens historie. Enkelt og ligetil.

1978 siger min gennemhullede hukommelse ....... 

Mit liv fortsætter som før jeg og arbejder som buschauffør på De Grønne Busser i Hjortekær. Jeg begyndte at rejse en del til Gran Canaria, mere specifikt til Puerto Rico, hvor jeg befandt mig ganske godt.  Fik en rigtig god lokal ven dernede, Birger Vallys hedder han og vi havde mange hyggelige timer, både på hans restaurant og når han var på hajfiskeri i Atlanten.  Min nysgerrighed bragte mig vidt omkring til alle hjørner af øen. Jeg lejede biler og kørte med busser der futtede mig overalt så jeg kom tæt på livet på denne smukke ø. Birger havde en Moto Guzzi California, han ofte tilbød at jeg kunne låne til at køre rundt på øen. Vældig pænt af ham, men jeg sagde nu kun jatak et par gange, så det er ikke blev en dårlig vane at jeg lånte hans cykel.  

Hjemme igen gik tiden med den almindelige buskørsel, indtil en sen nattetime, da jeg fik den sædvanlige godnat sodavand sammen med de andre chauffører i vores pauselokale på Lyngby Station. Her fortalte en kollega i et andet busselskab, Freddy, at rygtet sagde at de havde brug for en ny busmekaniker i busværkstedet på Columbusvej i Gladsaxe.

1979  sagde kalenderen ........ 

Nysgerrig som jeg nu engang var tænkte jeg, hvorfor ikke?  Jeg kørte ud til busværkstedet dagen efter og fik fat i værkføreren, Frandsen. En hurtig snak og jeg begyndte som busmekaniker 2 uger efter. Nååenej, nu havde jeg naturligvis aldrig forsøgt at reparere busser før, så jeg var nødt til at stramme balderne godt sammen og tænke mig godt om, fordi det jo en lidt anden mekanik i stedet for Morris Mascot og lignende, jeg var blevet uddannet på for mange år siden. Navnene på mine kolleger er jeg ikke helt sikker på, men Paul Larsen og Freddy Viholt husker jeg, ligesom deres smukke koner Gitte og Margrethe. Vi mødtes gerne efter fyraften hos Freddy, hvor jeg havde en del af mine træningsredskaber stående i kælderen, hvor vi så "løftede jern" et par timer for at få bobler på overarmene, inden vi gik op og blev forkælet med en sodavand af dejlige Margrethe.  Så vidt jeg ved nu, blev Freddy senere leder af busværkstedet på Columbusvej.  Der dukker navne op som Jan Hansen, Willy og Finkas, men ellers husker jeg fint mange af ansigterne på busværkstedet.

Men det gik rigtig godt i 3 år, indtil 1982, sammen med de mange dejlige kolleger. Men som altid, kunne jeg ikke rigtig falde til ro i den daglige trummerum at gå rundt på samme etage og samme sted hver dag. Jeg var nødt til at finde frisk luft og begyndte at køre en bus igen. Jeg forstår ikke rigtig, hvad der hele tiden trak mig ud på vejene i bussen, men det var formentlig det afslappede liv bag rattet der på en eller anden måde igen og igen fik tag i mig. 

I løbet af de år, kunne jeg heller ikke falde til ro i den samme bus så længe ad gangen. Så det blev til lidt jobskift mellem De Grønne Busser, HT, Therkildsens ruter, BusDanmark og City Trafik.  Men lige nu var det "De Blå Omnibusser" i Holte,  jeg var hos. Det var jo også tæt på Vejlesø og vennerne der, hvor mange timer blev lagt i almindeligt sløvsind og fester.
 
Heriblandt dukker også "Norton-Polle" op, med det mere borgerlige navn Poul Jørgensen sammen med hans søde kone Maibritt. De boede i Bistrup tæt ved Birkerød og vi havde rigtig mange dejlige timer sammen, ikke mindst på vejene hvor det jo på de tider kun gjaldt om at komme hurtigst fra A til B omkring P, eller hvor vi nu susede hen i vistnok formålsløs jagt på et eller andet. Heriblandt blev også klubben Birkerød MC besøgt til tider når ikke det var ved Vejlesø.
 
Nå, men midt i al morskaben fik jeg så pludselig den udemærkede idé at købe et Autoværksted.  Ja, hvorfor ikke - det er jo lige så godt som så meget andet.  Så jeg gik på jagt og pludselig havde jeg underskrevet en købsaftale  med overtagelse af et  godt placeret autoværksted i et parkeringshus i Adelgade, København. Det var et par brødre, der havde drevet det godt i mange år, men nu ønskede den ene at stoppe. Handlen gik som planlagt, og jeg ansatte Børge, den yngste af brødrene Mathiasson. 

Det gik rigtig godt, ikke mindst på grund af Børge, der tydeligvis virkede som en magnet på de gamle kunder. Og en annonce i den lokale avis, blev næsten for meget af det gode. Kunderne stod i ryggen af hinanden for at få repareret bilen. Men det er jo ikke det værste der kunne ske, så det var ofte sent på aftenen, før jeg kom hjem derfra. Men pengene lunede jo fint på kontoen, så jeg kunne sætte lidt tilside, for engang at kunne realisere mine idéer om at rejse lidt rundt i verden. Jeg havde en del "navne" fra den Danske filmverden som kunder på værkstedet, ligesom Lars von Trier kom med sin gamle slidte Ford og fik den repareret for små penge. Sjovt at tænke tilbage på. 

Efter et års tid, ville jeg (som vanligt) prøve noget nyt og satte værkstedet tilsalg. Efter en kort tid, kom en køber af udenlandsk oprindelse, med lommerne fulde af penge. Så butikken skiftede hænder og blev fyldt med taxaer, mens de eksisterende kunder på denne måde blev presset til at finde et andet værksted.  Der havde været en små artikler i lokale aviser, der sagde byfornyelse og andre lignende tiltag, som de lokale politikere kom med en gang imellem. Ikke særligt meget, men min idé med salget viste sig at være god, da der efter kun et halvt år, blev iværksat en en saliggørende byfornyelse, der blev døden for de mange små håndværkere i kvarteret .

Så det var bare om at komme ud at køre bus igen. Det blev til et par år, uden de helt store udsving med super venner og bekendte, ikke at forglemme mine dejlige forældre og Supersøster Lizzie.

Mine Gran Canaria rejser begyndte i sidste halvdel af 70erne og blev en dejlig vane med mindst 4 årlige ture med varighed af 2-3 uger. Jeg boede som regel i byerne Puerto Rico, Patalavaca og Arguineguin på sydsiden af øen. Det var udgangspunktet for mine turer rundt omkring, hvor jeg bare slappede af og så mest muligt af øen på samme tid. 

 Jeg har aldrig sat mig for mange mål på ferieturene, men tog en dag ad gangen. Jeg lejede ofte en bil, eller måske hoppede jeg på på en lokalbus og kørte ud for at se det daglige liv med mange oplevelser og indtryk.  De mange Canarierejser blev næsten hverdag for mig og jeg skal ikke glemme at sige tak til mine arbejdsgivere for deres utrolige fleksibilitet med mine "ubekvemme" ferie ønsker i tide og utide. Men nu var jeg aldrig bange for at give en ekstra hånd, hvis der var en chaufførmangel i virksomheden.  Og på samtidig, var mit helbred i top så jeg var aldrig syg - heldige mig! 

Det var meget Harley kørsel i de år. Mange træf og møder med ligesindede og ikke mindst de mange Harleytræfs i både Danmark og Sverige gav en god appetit på livet. I Sverige er der steder på Gotland, Saxtorp, Gävle, Jönköbing, High Chapparal og ikke mindst Midsommerträffet i Skellefteå, jeg besøgte hvert år og havde et uvurderlig fællesskab med venner der, som altid vil have en varm plet i min hukommelse.

Det var sent sommeren 1986 ......... 

Men selvfølgelig fik jeg igen en vild idé, hvad ellers?  Havde læst lidt om Australien og set en lille film om landet. Så hvad andet var at gøre end at søge om permanent opholdstilladelse i landet, så jeg kunne bo og arbejde der på ubestemt tid, ligesom jeg kunne blive der for evigt, hvis det blev mit valg. 

Det tog temmelig lang tid at få visum. Det var meget med masser af lægeundersøgelser og især ventetiden, indtil en Australsk gut kom til Danmark fra Holland til Danmark.  Jeg have et møde med ham og det viste sig, at han ville give mig et temmelig omfattende teoretisk test i Auto erhvervet, så han kunne udstede et "certifikat", som Australske automekaniker. Hele fedt!  Jeg fik det og har det endnu.



Fortsættes i Dansk 3 .
3

Februar 1987,  og nu kom der lidt fart på. 

Alt i alt, det tog mig næsten trekvart år at få en opholdstilladelse. Og da jeg endelig fik den, skulle jeg rejse derned inden 3 måneder, hvis den skulle være gyldig.  Så nu skulle det gå lidt stærk, med  de mange ting jeg gerne skulle have på plads, hvis jeg nu besluttede mig at bo i Australien på ubestemt tid.  Kassere en masse ting og give resten væk, så der ikke var ugjorte sager, inden 27. marts, 1987 når jeg forlod Danmark med retning mod  Australien. 

Puha, det var lidt svært i lufthavnen i Kastrup? Det var ellers meningen at jeg ville rejse alene og i tavshed og havde faktisk forberedt det sådan. Men der kom mange så jeg vil ikke nævne nogen navne. Men der kom nu lidt fugt i øjnene,  fordi Gitte (tidligara min kone) mødte op med to små børn, Nanna og David,  for at sige farvel.

Nå, men afsted gik det. Og som altid, når jeg var lidt nysgerrig og ville opleve noget, havde jeg ikke valgt den korteste vej til Australien "Down Under".  Flyet gik til  Amsterdam, hvor jeg skulle til at skifte til "Canadian" mod Calgary i Canada. 

Jeg havde været så heldige at have fået en invitation fra Iben og Kim, jeg kendte fra Holte.  De var flyttet til Canada for et par år siden og nu bor i Calgary.  Her var jeg 14 uforglemmelige dage fyldt med så mange oplevelser, at det kørte rundt i mit hoved som en grødet masse, der ikke rigtig kan adskilles.

Men alligevel kan jeg huske en turbulent ankomst og en aften med god mad og Coors Light øl og en temmelig lækker cognac.  Og godt træt efter 25 timers rejse  før vi sad her og nød livet i hinandens selskab, siden vi sidst var sammen i Danmark.  Det blev til sen aften inden vi fandt sengene og overgav os til søvnen.  Jeg nåede lige at se neonskiltet på butikscentret i nærheden, at det var minus 17 grader udenfor. Uff !
 

Vand i hovedet og op til en stor Canadisk morgenmad med pandekager, ahornsirup og sukker, varme muffins med smør, plus et bjerg friskskivet kiwi, appelsiner, blommer, jordbær og  dejlig selskab.  Kan man bede om mere? 

Efter at have spist, som var det det sidste måltid, kørte vi til Downtown, Calgary. Vi parkerede i et underjordisk palads og gik ned 9. Avenue og fortsatte gennem 8. Avenue, der er omdannet til en gågade med højt råbende lægprædikanter og bøfbarer. Turen gik gennem gaderne, der også rummer himmelstræbende højhuse med olieselskaber og andre industrielle giganter i Calgary. 

Også på 8th. Avenue, ligger der en stor botanisk have, "Devonian Garden", som er et område på 20.000 m2  med planter og blomster, der giver en utrolig frisk luft, her midt i byen. "Devonian Garden" er placeret over Toronto Dominion Place oven på Toronto-Dominion butikscentret på 3177 Avenue SW.  Devonian Garden er også hjemsted for mange skildpadder, som er blevet doneret af familier, der ikke længere er i stand til at tage sig godt af dem. 

Dele af Devonian Gardens omfatter Quiet Garden, som er perfekt til at bare slappe af og se de forskellige skulpturer i Devonian Gardens, som også huser en permanent kunstudstilling, skabt af kunstnere fra Alberta. 

Alle disse oplevelser, hvor du kan slippe hverdagem ligger 15 fod over gaden, væk fra byens larm og lugt.  Derfra gik vi til den Dansk-Canadiske Klub, hvor vi spiste frokost med et par øller, før vi gik hjem til en god snak. 

Men det sidste jeg havde forventet var, at jeg skulle arbejde her. Men lige nu sidder jeg bare her midt i Canada og polerer træstykker til brug i de møbler, der skal vises på en udstilling. Jeg håber for Iben og Kim's venner Steen og Dan, at det vil lykkes at komme ind på markedet med Deres møbler. 

Jeg havde håbet på en chance for at besøge Peter, Hans og Grethe Jørgensen her - de er gamle medlemmer af Harley-Davidson Club Danmark. Men byen, hvor de bor, Bonanza, ligger 15 timer i bil fra Calgary, så det var desværre udelukket. 

I stedet mødte jeg Dan, som er Harley kører her. Han rejser til Danmark maj 88, så han får adressen til Brigitte og Knut, så han kan kontakte dem og få lidt hjælp under hans besøg i Danmark. Dan vil også gerne købe en Nimbus, så han fik PHs adresse, fordi jeg tror at Peter næsten altid kan ryste noget ud af ærmet, ikke mindst med Nimbus. 

Har netop lige reddet mig en gevaldig Canadisk forkølelse der efter en uge med en lang næse blev for meget. Men afsted over i et eller anden Canadisk supermarked for at købe nogle tabletter af en slags.   Og et par timer senere er snotten bare væk. Godt nok lidt tung i hovedet, men næsen er tør! 

Så dagen efter kørte vid ud ad "The Transcanadian Highway Nr. 1"  indtil vest for Rocky Mountains.  Disse sneklædte kæmper dominerer fuldstændig synet, helr fantastisk syn.   Det ville være det hele værd, hvis du ikke bare én gang i  livet oplevede en lille smule i Canada. Og nu er jeg her og føler mig så lille i det store landskab. 

Vejen går til "Banff National Park", hvor turen går ad "Mountain Tunnel Way", hvorefter vi kan se ud over en dal, hvor indianernes hellige "Hoodoos" står.  Det er en gruppe af stenstøtter, som er hellige for indianerne her. 

Herfra kører vi til byen Banff, hvor vi tager svævebanen til toppen af "Sulfur Mountain" og får en god frokost til den storslåede udsigt over et kæmpe område med forrevne bjerge og med byen Banff i bunden af dalen
 
.

Der er mange varme kilder her på bjergsiden. De kommer fra regnvandet, der siver ned gennem revner i bjergsiden og derfra op igennem jorden, som 35 grader varmt mineralvand, der flyder fra mange kilder her.  Keine Hexerei! 
  
Banff National Park i Canada har et utroligt smukt landskab. Det har snedækkede bjergtinder, imponerende gletschere, altid grønne skovklædte bjergskråninger, fredfyldte alpine enge, terapeutiske varme kilder, smaragdgrøne søer og naturskønne vandrestier, der snoer sig op ad de Canadiske Rocky Mountains.

Banff National Park også prale af et interessant dyreliv, herunder gråbjørn, sorte bjørne, plus ulve, Cougars, præirieulve, elge og bighornsheep. 

Hjem det gik til Calgary til en flaske Glenlivet Wiskey efter dagens oplevelser.  Ja, havde der også været en smule koldt ville sneen passe, men de varme Chinook vinde havde gjort mirakler og hævet temperaturen fra minus 17,  fra jeg kom, til nu plus 22. Bestemt ingen klage. 

I øvrigt gik turen til "Bragg Creek". Flot området, bygget i pionér stil, men med mange TV-parabolar og antenner der fjernede den illusion, mab havde om vildnisset her.  Men vejen gik videre mod vest til "Elbow Falls" på Elbow River. Usædvanligt smukt sted, med floden brusende gennem det barske landskab af klipper,  fyrreskove,  vandfald og meget mere vild natur.  Kæmpe oplevelser og indtryk, der er vanskelige at beskrive med ord. 

Men hjem det gik, til Calgary for en forsinket eftermiddagsøl på trappen. Det var ved at være godt varmt nu, hvor de varme Chinook vinde havde hævet temperaturen op til 22 plusgrader i skyggen. 

Ibens bror Jens og hans kone Alice, lever i "Little Smokey", en meget lille by nord-nordvest for Calgary. Vi gør klar, til turen ud på de næste 700 kilometer. Vi kører nordpå langs "Deerfoot Trial" gennom "David Thompson County," byen "Red Deer" og videre nordpå til Edmonton. 

Gennem byen "Leduc", vestpå langs Rose Hill Road fra "Drayton Valley".  I byen Evansburg, er vi sultne og spiser en solid suppe og en gang Fish'Chips.  Derfra gik det videre til målet midt i den stille skov, hvor Jens og Alice, bor med børnene Rune og Toke.  Jens søn Jacob, kom fornylig hertil  fra Danmark. Han skal også som Jens, være licenseret  jagt guide og tjene føden som guide for jægere, der kommer hertil. 

Med Jens bag rattet i sin Ford Bronco,  kører vi  rundt i de kæmpe skove.  Jens kender området godt.  Men turisten Sven her, ville for længst have været kørt forkert af en af de mange næsten ens "Cutlines", som anses for at være veje her. Disse "Cutlines" er lavet af olieselskaberne, som bruger vejene, når de jager det sorte guld i undergrunden. 

Nå, men alt har jo sin ende ogg jeg må sige farvel med Little Smokey og de dejlige mennesker jeg lærte kende der. Håber virkelig, at jeg kan møde dem igen senere i livet. 

Hjem turen passerer Edmonton, hvor vi bare myldrer rundt "Edmonton Mall", som er et enormt forretningscenter med 953 butikker.  Kort sagt flot og stort.  Foruden butikkerne er der også hoteller, kæmpe svømmepøl med liggestole og strand også. Og selvfølgelig bølger at surfe på. Hele vildt! Vi fik hurtigt brugt et par timer. Jeg har allerede "forpligtet" mig til at vende tilbage, hvis jeg skulle komme forbi Edmonton igen en gang i fremtiden.  Derefter brugte vi en hel dag til  "Ekspedition Edmonton Mall".  Dagen blev afsluttet med  turen hjem til Calgary og en god nats søvn. 

Godmorgen og op til en sidste stor morgenmad, fyldt igen !  Jeg sad på vej til lufthavnen i Calgary og snakkede med herlige Iben og Kim.  Efter et varmt farvel til dem,  fik jeg travlt med at nå flyet til Seattle og derfra et andet fly, der kunne føre mig til Honolullu, Hawaii. Der var kun en 2-timers mellemlanding i Seattle, før der var afgang ud over Stillehavet. 

Flyvningen gik til Hawaii, hvor vi landede i Honolullu lufthavn til modtagelse af Hawaiipiger med blomster kranse til alle passagerne . Meget søde og gæstfri. Uden for og finde en taxa, der ville køre mig til hotellet, der lå kun 2 minutters gang fra Waikiki Beach.  Super venlige mennesker overalt og foran mig lå dagene med sol, sommer og musik. 

Pengene var små og jeg ville jo gerne have en smule med til Australien.  Der sker så uendeligt meget her på øen, så det er svært at vælge. Men først og fremmest vælger jeg at bruge mine fødder, til at bringe mig rundt i byen og de spændende ting her omkring.  For ksempel gik jeg op til "Daimond Head", som er det store vulkankrater, der blandt mange andre ting også Honolullus vartegn.  Jeg gik over krater bunden over til et hul i væggen, hvor man i totalt mørke, kan komme op gennem lavagangene, til toppen af kraterkanent, hvor der ver en fantastisk udsigt over Honolullu og resten af øen. 

Var omkring for at se en masse ting, mens jeg var der.  Spændende indtryk, jeg bare sugede til mig fra den hektiske hverdag, der eksisterer i byen dag og nat.  Fik talt med mange lokale folk og dasede ellers på Waikiki Beach og nød  Stillehavet med de store bølger.  Faldt i snak med en ung pige/kvinde i en butik. Hun var datter (vistnok) af den Danske konsul på øen og hun viste mig også en smule natteliv i Honolulu.  Meget hygsomt. 

Men videre det gik.  Og det var med "Canadian"  videre sydvestpå mod Nandi, som er hovedstaden i Fiji.  Ankom som planlagt her på de tropiske øer.  Wow!  Jeg kom lige ud af flyet og straks begyndte sveden at piple.  Det var som at have en blæsevarmer i hovedet. 

Men min taxachauffør fik mig hurtigt på andre tanker. Han var klædt i fuld uniform med slips og millitærstøvler. Da han blev spurgt om han ikke svedt, sagde han:  Svede? Det er altså efterår her, så man skulle være fornuftig klædt på.  Jeg skulle bare vente til sommer, så det var varmt!  Ok, så det var bare helt i orden og turen gik til hotellet jeg havde booket hjemmefra. 

Fik et dejligt værelse, lige ved siden af swimmingpoolen, hvor det kølige vand næsten sugede een ned under overfladen for at blive afkølet. Var en smule dum og burde have gnedet mig med forskellige beskyttende cremer.  Men jeg kendte jo Gran Canaria solen, der ikke gjorde meget ved huden, ud over at farve den.  Jeg havde ikke tænkt så meget over,  at jeg var tættere på ækvator og solen var meget skrappere her.  Så jeg fik nogle kraftige afskaldninger og åbne sår på mine skuldre.  For dumt og jeg skal nok huske at tænke mig om, før jeg går ud i solen igen, især her tæt ved Ækvator. 

Fik en lille damebekendt på hotellet. Det var en anden besøgende fra New Zealand,  hendes navn var Lorraine. Vi så lidt til hinanden og talte om vores meget forskellige oprindelser . Vældig fint, så vi delte ofte middag og lidt erfaringer senere på aftenen. 

Ellers gik jeg endeløse ture i det lokale miljø, hvor jeg ofte havde en snak med den lokale befolkning. Ved en eller anden grund talte en dag med en gut, der stod foran en legetøjsbutik. Da han hørte jeg var fra Danmark,  skulle jeg absolut  følge ham ind i butikken, hvor han stolt viste en hylde med Legosæt. Der var 5 kasser med Lego og han fortalte mig stolt, at han var generalagent for Fiji og han havde sin største butik her i hovedstaden, Nadi. 

Når sulten fik tag i mig, besøgte jeg ofte Mama Rosa Pizzeria, hvor jeg fik en overordentlig lækker pizza, hvis jeg da ikke dovnede og solede mig i hotellets have. Her kom der en smule fjollet fugl af en art.  Den mindede om en solsort,  blot en lille smule lysere og lidt større. Men den guffede mange jordnødder fra min hånd helt uden frygt, meget hyggeligt. 

I Nadi gik jeg også lidt rundt om natten, men der var nogle områder,  hvor Du absolut ikke bør gå i,  fik jeg at vide på hotellet. Men selvfølgelig ville jeg da se lidt på tingene, men det var nu sandt nok, at der var områder, hvor mørket dominerede,  så jeg valgte at holde mig væk fra det. Måske det var klogt,  fordi mange gav samme råd. 

Det blev også til lange gåture langs de endeløse sandstrande før afrejsen var på billetten, med Sydney i Australien som det næste mål.  Flyet lettede fra Nadi Lufthavn mod vest i løbet af formiddagen en Søndag.  Stille fløj det store Canadian fly med en dejlig morgenmad og let frokost til passagererne,  før flyet fløj i en bue hen over den store by Sydney i landet "Down Under".

Fortsættes i Dansk 4.


.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lotte | Svar 07.09.2015 23:09

Hej

Håber stadig du bruger siden, Jeg kan se du kendte en Birger vallys fra Puerto Rico / gran canaria - kan du skrive privat til mig? Lo

Lotte 07.09.2015 23:57

1000 Tak for din venlighed , har sendt en email

Sven 07.09.2015 23:36

Hej Lotte
Jeg vil gerne skrive privat, men så må Du sende Din Emailadresse til mig på: hilsen@live.dk
Hilsen - Sven

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.05 | 14:55

Hej Jenskarl... Ikke efter hvad jeg kan huske. Eli var Superintendent, Torben Kristensen var nr. 2 og Erik Lisner var Crewchief som jeg var på havneværkstedet

...
17.05 | 10:11

var der en på værkstedet som skrev workorder ud ved navn BENT var han der da du var der

...
23.04 | 17:33

Har sendt Dig en Email Allan

...
22.04 | 19:00

Sven- til Du og Lisa..Far din storebror gik bort 18/7-20 efter lang tids lungebetændelse,mor herefter18/11 -20 pga kræft i 12år...savner Jer Allan Hansen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE