Fakta om Thule Airbase

Historien om Thule Airbase

😀 😉Historien om Thule Airbase .  
OBS:  På Svenska nedan. 

Thule Air Base/Pituffik Lufthavn ligger i Qaasuitsup kommune i det nordvestlige Grønland.  Basen er det Amerikanske luftvåbens nordligste base, der ligger 1118 km (695 miles) nord for den Arktiske cirkel og 1524 km (947 miles) fra Nordpolen på den nordvestlige side i Grønland.  Det er ca 885 km (550 miles) øst for den Magnetiske Nordpol.  Det er stedet for den tidligere by Dundas, som blev flyttet til Qaanaaq  før opførelsen af basen. Dundas er idag en spøgelsesby. 

De første militære installationer i Thule blev bygget lige efter anden verdenskrig, efter den Amerikanske Udenrigsminister Cordell Hull og den Danske ambassadør Henrik Kauffman underskrev "Aftalen om forsvaret af Grønland" i Washington den 9. april 1941. Præsident Roosevelt godkendte det d. 7 juni 1941. I den aftale forpligtede USA til at overtage sikkerheden i Grønland. Efter angrebet på Pearl Harbor, etablerede de allierede lande vejrstationer i Narssarssuaq lufthavn, i Søndre Strømfjord (Blue West-8), Ikateq (Blue East-2), og i Grønnedal (Blue West-9). I 1943 oprettede Army Air Forces   vejrstationer, Scoresbysund (Blue East-3) på østkysten omkring sydspidsen af Grønland, og Thule AB (Blue West-6), der skulle drives af dansk personel. De vejrstationer gav de allierede en klar strategisk fordel i forhold til tyskerne i den strategiske planlægning og gav en meget afgørende faktor på D-Dag.

Opførelse af et verdensomspændende system af moderne flyvestationer var en af Air Force's vigtigste opgaver efter Anden Verdenskrig. Den Amerikanske regering undersøgte muligheden for at etablere et større operativ base i Grønland, da det stod klart, at rundflyvninger med atombomber mellem Amerikanske og Canadiske baser og europæiske mål var upraktisk. Den korteste vej fra USA til Sovjetunionens vigtigste industriområder var over Nordpolen, og Thule er det præcise midtpunkt mellem Moskva og New York City. Thule Airbase blev et centralt punkt i hele den Amerikanske militære strategi. Strategic Air Command bombefly der flyver over Arktis giver mindre risiko for tidlig varsling end at bruge baser i England. Defensivt, kunne Thule tjene som en base til aflytning inden bombefly udefra kunne angribe langs den nordøstlige tilgange til Canada og USA.

 Et "hold" US Air Force officerer anbefalede at opføre en flybase i Thule i november 1950. Det blev efterfølgende støttet af Joint Chiefs of Staff og godkendt af præsident Truman.  Dette skulle erstatte den aftale, der blev indgået mellem USA og Danmark under Anden Verdenskrig.  Den ny aftale med hensyn til Grønland blev ratificeret den 27. april 1951 (effektiv d. 8. juni 1951). På anmodning af North Atlantic Treaty Organization (NATO), blev aftalen en del af NATO's forsvars program.  Pagten angiver, at de to nationer vil sørge for brugen af faciliteter i Grønland, som NATO-styrkerne kunne bruge i  forsvaret af NATO's område, derefter kaldet Grønlands forsvarsområde.

Thule AB blev bygget i hemmelighed under kodenavnet Operation Blue Jay. Byggeriet af Thule AB startede i 1951 og blev afsluttet i 1953. Opførelsen af Thule AB siges at have været sammenlignelige i skala med den enorme indsats, det krævede at bygge Panamakanalen. USA's flåde transporterede hovedparten af mandskab, forsyninger og udstyr fra skibsværfter i Norfolk, Virginia. Den 6. juni 1951 kom en armada på 120 skibe sejlede fra Norfolk, VA. Om bord var 12.000 mænd og 300.000 tons gods. De ankom til Thule den 9. juli 1951. Byggeriet fandt sted døgnet rundt. Arbejderne levede om bord på skibene, indtil boligbarakkerne blev bygget.  Da det blev muligt at flytte ind i barakkerne, sejlede skibene hjem.

Oprindeligt blev basen etableret som et strategisk Air Command (SAC) kontrolcenter og Thule AB skulle tjene som en flybase for B-36 Peacemaker og B-47 Stratojet fly gennem 1950'erne, samt give et ideelt sted at teste operabilitet og vedligeholde disse våbensystemer i ekstrem kulde. Lignende operationer blev også udført med B-52 Stratofortress fly i 1950'erne og 1960'erne.

I 1954 blev Globecom Tower, et tårn til militær radiokommunikation, bygget. På tidspunktet for dens afslutning var det tredje højeste menneskeskabte struktur på Jorden.

I vinteren 1956-1957 skulle skiftevis en af to RB-47H-fly  foretage polarflyvninger for at inspicere det Sovjetiske forsvar. Fem KC-97s tankfly var klar til flyvning med motorer, der kunne køre ved temperaturer på -50 ° F (-45,6 ° C) for at sikre at ihvertfald 3 kunne opretholde den luftbårne status. Efter en to timers flyvning, kunne en B-47 indhente dem på den nordøstlige kyst af Grønland, hvor der ville blive overført brændstof til toppen af B-47's tanke.  B-47 flyene kunne derefter flyve syv timers rekognoscering, mens tankflyene ville vende tilbage til Thule, tanke op og afsted til nyt stævnemøde med den tilbagevendende B-47 over Grønland.   B-47 flyene var gennemsnitlig i luften i ti timer og 4500 km (2800 mi), medmindre uforudsigeligt vejr lukkede Thule. I disse tilfælde skulle de tre tankfly og B-47eren flyve til en af de tre andre mulige landingssteder i England, Alaska eller Labrador. Alt dette skete i nogle tilfælde uden bare månelys i den 24 timers arktiske mørke vinter fra December til Februar. Disse flyvninger demonstrerede evnen til strategisk luftforsvar overfor det Sovjetiske luftforsvar.

I 1959 blev Thule AB den vigtigste mellemstation for opbygningen af Camp Century, omkring 150 miles fra basen.  Da stedet blev hugget ind i isen, var Camp Century et videnskabeligt grundlag for forskningen. Energien til at drive Camp Century fik man fra en atomreaktor.  Lejren blev drevet fra 1959 frem til 1967.
 
 I 1961 blev "Ballistic Missile Early Warning System" (BMEWS) radaren bygget på "J-Site",  21 km  nordøst for hovedbasen.  BMEWS blev udviklet af Raytheon Corporation for at kunne give Nordamerika advarsel om eventuelle missilangreb fra det Russiske fastland og ubåd-missiler, der affyres fra de arktiske og nordatlantiske oceaner. På dette tidspunkt var Thule på sit højdepunkt med en befolkning på omkring 10.000. Begyndende i juli 1965, var der en generel reduktion af aktiviteterne på Thule AB.  I januar 1968 kom befolkningen i Thule ned på 3.370.  Den 21. januar 1968 styrtede et B-52G bombefly, der transporterede  fire atomvåben, lige uden for Thule AB i fjorden.

 Den 21. januar 1968  styrtede et B-52G bombefly ned og brændte på isen ved Thule Air Base. Flyet indeholdt 4 brugsklare atombomber, men nukleare og termonukleare reaktioner fandt ikke sted på grund af  fejlsikkerheds mekanismer i bomberne.  Mere end 700 Danske civile og Amerikanske militær personel arbejdede under extremt farlige forhold og uden beskyttende tøj og redskaber, for at rydde op i atomaffaldet.  I 1987, næsten 200 af de danske arbejdere forsøgte uden held  at sagsøge USA. Imidlertid er nogle oplysninger blevet frigivet af de Amerikanske myndigheder i henhold til "Freedom of Information Act".  Men Kaare Ulbak, chefkonsulent for den Danske Stats Institut for Strålehygiejne, sagde at Danmark havde nøje studeret de sundhedsmæssige forhold hos gamle Thule-arbejdere og fandt ingen tegn på øget dødelighed eller kræft. 

Pentagon fastholdt, at alle fire våben var blevet "ødelagt", men i november 2008,  gjorde en opsøgende journalist fra BBC News brug af den Amerikanske "Freedom of Information Act" til at få adgang til filerne.  Disse viste, at flyet havde båret fire atombomber, og at der i ugerne efter den nedstyrtningen, kunne efterforskere konkludere, at det kun var tre af de våben, der kan redegøres for.  I august 1968 blev en Star III ubåd sendes til basen for at lede efter den forsvundne bombe, serienummer 78.252, under havisen. Tilsyneladende blev den manglende bombe ikke fundet.  I 2009,  blev de påstande fra BBC  afvist i en Dansk rapport, ifølge hvilken Star III ubåden søgte, men kun fandt et lille stykke af uranmetal.

Lidt fra 1970'erne.
 
Thule området er også det sted, hvor den hurtigste   vindhastighed i verden blev målt ved havets overflade.  En vindhastighed på 333 km/t (207 mph) blev registreret den 8. marts 1972. Disse kraftige storme kan opstå på meget kort tid og et rigtig godt varsel, er at temperaturen stiger meget hurtigt fra de lave frostgrader og op til noget nær varmegrader.  Ligeså er Thule den eneste Air Force Base med en tildelt bugserbåd. Denne slæbebåd bruges til at hjælpe skibe med bevægelser i havnen i løbet af sommeren, og er halet på land i løbet af vinteren.  Denne slæbebåd bruges også til sightseeing ture i Northstar Bay i sommermånederne. Thule blev en Air Force Space Command base i 1982.

I dag er Thule AB stadig en militærbase, hjemsted for 821:e Air Base Group, der varetager luftstøtte til ansvarsområdet inden for Thules forsvarsområde.  Basen er vært for "12th Space Warning Squadron", som er et "Ballistic Missile Early Warning Site" designet til at registrere og spore interkontinentale ballistiske missiler (ICBMs) med retning mod Nordamerika.  "21. Space-Wing" kigger rundt omkring i verden for at give missil advarsel og rumovervågnings oplysninger til det Nordamerikanske Aerospace Defense Command (NORAD), hvis kommandocentral er beliggende i Cheyenne Mountain, Colorado.  Thule er også vært for "Detachment 3 of 22d Space Operations Squadron", som er en del af "50 Space-Wing's" globale satellit-kontrol-netværk, samt drift mange nye våbensystemer. Desuden kan Thule  prale af den moderne flyveplads med en 3.000 m (10.000 ft) landingsbane og 2.600 Amerikanske og Internationale flyvninger om året.

På Northmountain er der en 378 meter høj Radiomast kaldet Globecom Tower, som er den højeste struktur nord for Polarcirklen på den vestlige halvkugle. Verdens nordligste dybtvandshavn er også placeret ved Thule Airbase.

Indtil efteråret 2005 var det US Airforce der drev basen og i høj grad bestemte hvad der skete overalt. Men her blev driften af basen overdraget til Greenland Contractors, der herefter for et nærmere aftalt beløb (300.000.000 $ blev nævnt i krogene, men jeg er ikke sikker) skulle levere en brugbar flybase til US Airforce, der så herefter bare skulle kunne bruge basen optimalt uden direkte at skulle være indvolveret direkte i hvordan det kom til at fungere.
 
Så er der måske svaret på et par spørgsmål om Thule Airbase.

Hej og hyg
Sven

---------------------------------------------


Historien om Thule Airbase.   

Svenska översättningan:

Thule Air Base/Pituffik Airport ligger i Qaasuitsup kommun i nordvästra Grönland. Basen är U.S.Air Force nordligaste bas, som ligger 1118 km (695 miles) norr om polcirkeln och 1524 km (947 miles) från Nordpolen på den nordvästra sidan av Grönland. Det handlar om 885 km (550 miles) öster om den magnetiska nordpolen. Det är platsen för den gamla staden Dundas, som flyttade till Qaanaaq (120 km norr) innan byggandet av flygbasen.   Dundas är idag en spökstad.
Den första militära anläggningar i Thule byggdes strax efter andra världskriget, efter US Secretary Cordell Hull och den Danska ambassadören Henrik Kauffman undertecknade "avtalet om försvaret av Grönland" i Washington den 9. April 1941 och  President Roosevelt godkände avtalat d. 7 Juni 1941. I avtalet åtog USA att ta över säkerheten i Grönland. Efter attacken mot Pearl Harbor, etablerade de allierade väderstationer i Narsarsuaq flygplats och i Kangerlussuaq (West Blue-8), Ikateq (Blue East-2) och Grønnedal (Blue West-9). År 1943 skapade flygvapnet väderstationer, Scoresbysund (Blue East-3) på den östra kusten runt den södra spetsen av Grönland, Thule AB (Blue West-6) att drivas av dansk personal. Väderstationer gav de allierade en tydlig strategisk fördel gentemot tyskarna i den strategiska planeringen och gav en mycket avgörande faktor för D-dagen.

Byggande av ett världsomspännande system av moderna flygbaser var en av US-flygvapnets viktigaste uppgifter efter andra världskriget. Den Amerikanska regeringen undersökt möjligheten att inrätta ett större operativsystem bas på Grönland, när det blev klart att lokala flygningar med atombomber mellan Amerikanska och Kanadensiska baser och Europeiska mål var opraktiskt. Den kortaste vägen från USA till Sovjetunionen viktigaste industriområdena var Nordpolen och Thule är den exakta mittpunkten mellan Moskva och New York. Thule Airbase var ett central punkt i hela den Amerikanska militära strategin. Strategic Air Command bombplan där flyger över Arktis innebär mindre risk för tidig varning än att använda baser i England. Defensivt kan Thule tjäna som grund för avlyssning innan bombplanen kunde anfallas från utsidan längs den nordöstra förhållningssätt till Kanada och USA. 

 
US Air Force tjänstemän rekommenderade att bygga en flygbas i Thule i november 1950.  Detta blev senare godkänts av President Truman. Detta skulle ersätta det avtal som ingåtts mellan USA och Danmark under andra världskriget. Det nya avtalet med avseende på Grönland ratificerades den 27 April 1951 (effektiv 8 juni, 1951). På begäran av North Atlantic Treaty Organization (NATO), var avtalet en del av Natos försvar program. Pakten anger att två nationer kommer att göra användningen av anläggningar i Grönland, där Nato-styrkorna kunde använda för att försvara Natos territorium, då känt som Grönlands försvarsområdet.
 
Thule AB byggdes i hemlighet under kodnamnet Operation Blue Jay. Byggandet av Thule AB startade 1951 och avslutades 1953. Byggandet av Thule AB sägs ha varit jämförbara dimensioner med den enorma ansträngning det krävs för att bygga Panamakanalen. US Navy transporteras huvuddelen av arbetskraften, varor och utrustning från baser i Norfolk, Virginia. Den 6 Juni 1951 var en armada av 120 fartyg seglade från Norfolk, VA.  Ombord fanns 12.000 män och 300.000 ton gods. De anlände i Thule, 9 Juli 1951. Konstruktion ägde rum dygnet runt. Arbetarna bodde ombord på fartygen intill bostäder på kasernen byggdes. När det blev möjligt att flytta in i barackerna, seglade fartygen hem.


Ursprungligen var basen etablerad som en Strategic Air Command (SAC) ledningscentral och Thule AB användes som en flygbas för B-36 Peacemaker och B-47 Stratojet flygplan genom 1950 och ger en idealisk plats för att testa genomförbarheten av och behålla dessa vapensystem i extrem kyla. Liknande åtgärder har också utförts med B-52 Stratofortress flygplan under 1950 och 1960.

År 1954 Globecom Tower, ett torn för militär kommunikation byggs. Vid tiden för slutförande var den tredje högsta konstgjorda struktur på jorden.

Vintern 1956-1957 var växelvis en av två RB-47-flygplan utföra polära flygningar för att inspektera den Sovjetiska försvaret. Fem KC-97 lufttankfartyg var redo för flygning med motorer som drivs vid temperaturer på -50 ° F (-45,6 ° C) för att säkerställa att åtminstone tre för att hålla luftburna status. Efter en två timmars flygning till en B-47 samlas på nordöstra kusten av Grönland, som skulle överföra bränsle till början av B-47's tankar. B-47 plan skulle sedan flyga 7 timmar av spaning, medan tankfartyget flygplan skulle återvända till Thule, tanka och lämna ett nytt möte med återkommande B-47 över Grönland. B-47 flygplan i genomsnitt i luften i tio timmar och 4500 km, om inte vädrets nycker stängd Thule. I dessa fall hade de tre luft tankbilar och B-47eren flyga till en av de tre andra möjliga landningsplatser i England,  Alaska eller Labrador. Allt detta skedde i vissa fall utan bara månsken i 24-timmars arktiska mörka vintern från december till februari. Dessa flygningar visat förmåga av strategiska luft försvar mot de Sovjetiska luftförsvaret.

I 1959, Thule AB, vär den viktigaste mellanstationen för byggandet av Camp Century, cirka 150 miles från basen. Eftersom platsen höggs i isen, var Camp Century en vetenskaplig forskningsbas. Den energi att driva Campen fick från en kärnreaktor. Lägret var i drift från 1959 till 1967.
 
 
I 1961, "Ballistic Missile Early Warning System" (BMEWS) radar byggs vid "J-Site", 21 km nordost om huvudbasen. BMEWS har utvecklats av Raytheon Corporation i syfte att ge Nordamerika varning om eventuella missiler från Ryssland och ubåtes missiler avfyrade från Arktis och Nordatlanten.   Vid denna tid vär Thule på topp med en befolkning på omkring 10.000.  Som började i juli 1965, var en total minskning av verksamhet i Thule AB. I januari 1968 kom folket i Thule ner på 3.370. 21 Januari 1968 störtade en B-52 bombplan redovisade fyra kärnvapen, precis utanför Thule AB i fjorden.

 
21.   Januari 1968 störtade en B-52 bombplan slaktade på isen tät vid Thule Air Base. Planet innehöll fyra färdiga för användning atombomber, men nukleära och termonukleära reaktioner skedde inte på grund av fel säkerhets mekanismer  i bomberna.  Fler än 700 danska civila och amerikansk militär personal som arbetar under extremt farliga förhållanden utan skyddskläder och utrustning för att rensa upp kärnavfall. År 1987, nästan 200 av de danska arbetstagarna försökte förgäves att stämma USA. Dock vissa uppgifter som lämnas ut av de Amerikanska myndigheterna under Freedom of Information Act.   Men Kaare Ulbak, chefkonsult för det Danska nationella institutet för strålninghygien, sade att Danmark noga hade studerat hälsoläget i gamla Thule arbetare och fann inga tecken på ökad dödlighet eller cancer.  Men fakta är, att många Danska arbetara från den tiden, döda i årena äfter av strålsjugdomar.

Pentagon hävdar att alla fyra vapnen hade "förstört", men i november 2008 gjorde en undersökande journalist från BBC News, med hjälp av "US Freedom of Information Act" för att få tillgång till filerna. Dessa visade att planet hade gjort fyra atombomber och att under veckorna efter olyckan, kunde utredarna konstatera att endast tre av de vapen som kan redovisas.  I augusti 1968 en Star III ubåt skickas till basen för att leta efter de saknade bomben, serienummer 78252, under havsisen. Tydligen fann avsaknaden av bomben. Under 2009 var de påståenden från BBC förkastats i en Dansk rapport, som ger att Star III ubåten sökte, men hittade bara en liten bit metalliskt uran.

Lite från 1970 och främ.
 
Thule-området är också den plats där den snabbaste vindar i världen mättes vid havsnivå. En vindhastighet på 333 km / t (207 mph) spelades in på 8 Mars 1972.   Dessa kraftfulla stormar kan förekomma på mycket kort tid och ett riktigt gott tecken är att temperaturen stiger snabbt från låga minusgrader och upp till någonting i närheten av värme. På samma sätt är det enda Thule Air Force Base med ett tilldelat bogserbåt. Detta bogserbåt används för att hjälpa fartyg med rörelser i hamnen under sommaren och halas iland under vintern.  Detta bogserbåt används också för sightseeing i North Star Bay i sommarmånaderna.  Thule var ett Air Force Space Command bas från 1982.

Idag är Thule AB fortfarande en militärbas, hem för 821e Air Base Group,  företaget flygunderstöd till ansvar för Thules försvarsområdet. Basen är värd för "12th Space Warning Squadron", en "ballistiska missiler tidig varning Site" för att upptäcka och spåra interkontinentala ballistiska robotar (ICBM) i riktning mot Nordamerika. "21. Space Wing" tittar runt om i världen för att ge varning och rymddata övervakning till den Nordamerikanska Aerospace Defense Command (Norad), vär kommandocentralen som finns i Cheyenne Mountain, Colorado. Thule är också värd för "Avdelning 3 i 22d Space Operations Squadron", som är en del av "50 Space Wing" globala satellitbaserade kontroll-nät och drift av många nya vapensystem.  Dessutom ståtar Thule moderna flygfält med en 3.000 m (10000 ft) bana och 2.600 Amerikanska och internationella flygningar per år.

På Norra Berget är en 378 meter hög radiomast kallas Globecom Tower, den högsta struktur norr om polcirkeln på det västra halvklotet. Världens nordligaste djupvattenhamnen ligger också vid Thule Airbase.

Fram till hösten 2005  var det U.S. Airforce som kör bas och bestäms till stor del vad som hände överallt.  Men här blev driften av Basen överförts till Greenland Contractors, som sedan för ett avtalat belopp ($ 300,000,000 nämndes i hörnen, men jag är inte säker)  skulle ge en användbara flygbas till US Airforce, som så bara att kunna använda basen optimalt utan direkt behöva indvolveres direkt i hur det kom att fungera.
 
Då är kanske svarat på några frågor om Thule Airbase.

Hej från
Sven



Og så lige lidt til ganen .....


PIZZA alá Thule Airbase:
Hvis Du står en dag og skal lave en pizza selv, er her opskriften på pizzasovsen der blev brugt på Thulebasen - Fyld efter Dit eget ønske.
Husk tomatsauce først og lige ovenpå ost og til sidst fyldet.
Verdens bedste pizza får man i "Top of the World Club" på Thulebasen i Grønland. Det mener dem, der gennem årene har arbejdet på eller blot besøgt Thule og smagt Thulepizzae...n i "Top of the World club".
Efter mange forhandlinger lykkedes det at få hemmeligheden bag pizzaerne vristet ud af chefkokken Steve Binkard om hans egen Tomatsauce.
Her er hans opskrift på tomatsaucen:
1#10 can Tomato Puree mixed with 1/2 can of water 4 ounces dry Italian seasoning 1 ounce chicken bullion powder 1 teaspoon crushed red pepper flakes 1 ounce table salt 1 ounce garlic powder Mix well. Let stand in refrigerator for a minimum of 2 hours. This will be a very thin sauce that allows the cheese to incorporate, or blend in, with it during baking. A thick sauce is NOT what we use at the TOW Club.
Herunder er Steves opskrift oversat og skaleret ned i mængde, da hans opskrift er beregnet til restaurantbrug.
Denne version rækker til ca 2 store pizzaer: 1 stor dåse koncentreret tomatpure 1 dl hønseboullion, 1 tsk italiensk krydderiblanding, 1 tsk tørret rød peber - eller en knivspids chili, Salt, Hvidløgspulver efter behov. Bland det godt sammen og lad det stå i køleskabet mindst to timer. Saucen skal være så tynd, at pizzaosten blander sig med den under bagningen.
Velbekomme !
🙂

OM THULE AIR BASE               Kilde:  Kulturstyrelsen

I 1943 havde US Army Corps anlagt en vejrstation (Bluie West 6) nogle kilometer fra bopladsen Uummannaq/Thule. I årene efter krigen oprettedes en større dansk amerikansk vejrstation og amerikanerne anlagde en 1300 m gruslandingsbane. Thulebasens anlæggelse blev under kodenavnet 'Blue Jay' påbegyndt i 1951 hvor Danmark og USA en tiltrådte ny forsvarsaftale, der erstattede Grønlandstraktaten af 1941 og som tillod anlæggelsen af 'forsvarsområder'.

Under anlæggelsen etableredes en luftbro mellem USA og landingsbanen i Pituffikdalen, og en konvoj med omkring 120 skibe medbringende materiel og mandskab sejlede til North Star Bay i Nord Grønland. Arbejdsstyrken omfattede ca. 4000 civilt ansatte og 6000 soldater. Thule basens anlæggelse repræsenterer en ingeniørmæssig kraftpræstation, der i økonomisk henseende beløb sig til ca. 230 mio. US $, svarende til ca. 60 % af Danmarks daværende statsbudget. Basen har faciliteter til ca. 7000 mand. I 1951 blev landingsbanen asfalteret og året efter forlænget til 3300 m.

I de tidlige år udgjorde Thulebasen et støttepunkt for langt rækkende amerikanske bombefly, og til dens forsvar blev der i 1953 opført fire antiluftskyts stationer, ligesom der på indlandsisen henholdsvis 230 km. nord og 350 km østnordøst for Thulebasen blev opført radarstationer. Antiluftskytset blev i 1958 suppleret med Nike Herkules raketbatterier, der i perioden 1959-65 var udstyret med atomare sprænghoveder med henblik på at kunne standse en bølge af eventuelle angrebsfly.

EARLY WARNING

I 1958-59 påbegyndte USA bygningen af en radarvarslingsstation i Thule med henblik på varsling af angreb af sovjetiske interkontinentale missiler mod det amerikanske fastland. Stationen var led i det såkaldte Ballistic Missile Early Warning System (BMEWS), hvis to andre hovedstationer blev bygget i Clair, Alaska, Fylingdales og England, den var operationsklar i 1961. Efterfølgende fik Thule også andre varslings- og overvågningsopgaver, f.eks. står Thule-radaren i forbindelse med NORAD's Space Detection and Tracking System (SPADATS), der registrerer alle menneskeskabte objekter i rummet. BMEWS-kæden er senere blevet suppleret med andre varslingssystemer, først og fremmest varslingssatellitter (MIDAS). Disse har betydet en øget varslingshastighed fra BMEWS's ca. 15 minutter ned til 1-2 minutter efter affyring, men kan ikke umiddelbart give det detaljerede mål information, der er nødvendig for en mere præcis angrebsvurdering.

ICEWORM OG CAMP CENTURY

Bevillingerne til de amerikanske atomslagstyrker gik fortrinsvis til flåden og luftvåbnet. I slutningen af 1950'erne fostrede den amerikanske hær derfor en spektakulær plan for hvordan den kunne få 'sin del' af bevillingerne til det stadigt eskalerende atomkapløb. Projektet benævnes 'Iceworm' og går i sin enkelhed ud på at placere 600 atomsprænghoveder på missiler nedgravet i grønlands indlandsis. Tanken var at man med et tusinder kilometer langt system af jernbanespor nedgravet i tunneller under indlandsisen kunne transportere atommissiler rundt mellem et utal af affyringslokaliteter.

Det nedgravede system ville yde en hvis beskyttelse mod sovjetiske angreb, men frem for alt ville fjenden aldrig vide, hvor missilerne befandt sig, og man ville relativt hurtigt kunne grave nye tunneller og etablere nye affyringslokaliteter. Til undersøgelse af de mange tekniske og arbejdsmiljømæssige problemer der måtte forventes ved et sådant system iværksattes derfor flere projekter på ved og Grønlands Indlandsis.

Ved Camp Tuto gravedes tunneller ind i Indlandsisen, ligesom der blev eksperimenteret med gravning af tunneller i permafrossen jord. Den egentlige scalamodel for Iceworm var dog Camp Century, der blev anlagt ca. 200 km inde på indlandsisen øst for Camp Tuto (100 miles inde på isen, deraf navnet).

Ved Camp Century opførtes fra 1958 og fremefter en station med indkvartering til 100 til 200 mand, laboratorier, værksteder og lagerfaciliteter blev placeret i lange gange nedgravet i Indlandsisen og dækket med metalbuer, der igen blev dækket med sne. Elforsyningen blev dækket med dieseldrevet kraftværk, men hvis det store Iceworm projekt skulle realiseres, så måtte transporten af diesel til de mange installationer begrænses. Derfor meddelte de amerikanske myndigheder i 1959 at man ønskede at installere en atomreaktor til dækning af elektricitetsforsyningen på Camp Century. De danske myndigheder gav i januar 1960 tilladelse, og i sommeren 1960 installeredes således det hidtil eneste atomreaktor, der udover forskningsreaktorene på Risø har været i drift i kongeriget. Reaktoren blev taget ud af drift igen i 1963 og borttransporteret i 1964.

Undersøgelserne på Camp Century viste at indlandsisen var mere plastisk end man havde påregnet. Sammentrykninger af gangenes tagkonstruktion viste, at tunneller til transport og husning af tekniske installationer og missilaffyringsstationer ville blive deformeret i løbet af få år. det tophemmelige Iceworm projekt forblev derfor i skuffen hos de amerikanske myndigheder og der har det været lige siden.

FLYTNINGEN AF UUMMANNAK

Allerede i 1951 var der overvejelser om flytningen af bopladsen Uummannak idet anlæggelsen af Thule Air Base indskrænkede befolkningens fangstterræn ligesom støj og andre miljøgener skønnedes at ville forringe fangsten. I 1953 blev dette spørgsmål aktualiseret, idet der fra amerikansk side blev fremsat ønske om at bygge luftforsvarsbatterier i bopladsens umiddelbare nærhed. Flytningen af bopladsen havde tidligere været drøftet i fangerrådet, og planen blev ved denne lejlighed effektueret inden for ganske få uger.

116 personer, blev i maj 1953 på et tidspunkt, hvor Grønland endnu var en dansk koloni flyttet til Qaanaaq på den nordlige side af Inglefield Bredning, ca. 150 km nord for Uummannaq uden at myndighederne effektuerede de samme procedurer for ekspropriation som ville have trådt i kraft i Danmark. Grønlands kolonistatus ophørte den 5. juni 1953. Statens administration og handelsstation i Uummannaq blev i 1954 flyttet til den nye boplads Qaanaq.

Grønlandsdepartementet udlagde flytningen som "frivillig" og først i 1980'erne blev processen omkring flytningen kritiseret fra juridisk hold. En lokal forening 'Hingitaq' bragte spørgsmålet til Landsretten, der i 2003 afsagde kendelse til fordel for fangerne som fik tilkendt en mindre erstatning og som måske vigtigst fik en undskyldning for sagsforløbet af den danske statsminister.

Så er der sat noget på plads...

Kilde:  Kulturstyrelsen

🙂 😀
KNUD RASMUSSENS THULE
Knud Rasmussens fødehjem i Illulisat

Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, nuværende Ilullissat på Grønlands vestkyst. Faren var Missionæren Christan Rasmussen, som boede og fungerede som præst og seminarielærer i byen i over 20 år, moren var Sofie Lovise Susanne Fleischer, en kvinde hvis mor var inuit. Hans mormor, der hed Itaraluk, var enke og boede sammen med dem. Der var ikke mange danske i kolonien dengang og Knud Rasmussen, der af grønlændere kaldtes "Kunuunnguaq" elskede at sidde og lytte til de mange ældgamle fortællinger der blev fortalt. Fra barnsben blev Knud fortrolig med hundeslæden, som senere skulle få så stor betydning for hans virke. Til gengæld blev han aldrig ferm med kajakken, som de få isfri måneder i det nordlige Grønland ikke tillod den store træning i.

Hans første skoleår tog han i Ilulisat, men i 1891 kom han som 12-årig til Danmark fordi han skulle på kostskole. 5 år senere kom resten af familien også til Danmark da faderen af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne bestride stillingen i Jakobshavn. Faderen fik en stilling som sognepræst i Lynge, i Nordsjælland, hvor familien atter kunne samles i en præstegård. Knud Rasmussens boglige færdigheder, ikke mindst matematikken, var ikke hans stærke side - det blev dog til en studentereksamen i 1900, og han tog et filosofikum på Københavns Universitet samme år.  Hans liv tog en drejning da han i 1900 fik ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, hvor han skulle dække en Islandsekspedition. Her mødte han forfatteren og polarforskeren Mylius Ericsen som delte Rasmussens interesse for Grønland.

Den litterære Grønlandsekspedition

Rasmussen og Mylius-Erichsen slog sig sammen med kunstneren Greve Harald Moltke, samt læreren Jørgen Brøndlund, og sammen gennemførte de fire i årene 1902-04, Den litterære Grønlandsekspedition. Ekspeditionen gik langs den grønlandske nordvestkyst fra Upernavik til Kap York i nærheden af Thule og blev en vanskelig tur, ikke mindst fordi Moltke blev syg undervejs.

Ægteskab

I en periode havde lægen Alfred Bertelsen, der var læge i Uumanaq-distriktet, Dagmar Andersen til at føre hus for sig. Gennem sit venskab fra ungdomsårene med Knud Rasmussen havde Dagmar Andersen fattet interesse for hans liv og arbejde. Som frivillig sekretær havde hun hjulpet ham med hans første bøger, og hendes sans for stil og ordenes indbyrdes vægt har sikkert betydet meget for Knud Rasmussen som skribent. Hun fik lyst til at se det land, hvor Knud Rasmussen hørte hjemme, og hun tog derfor derop og førte hus for Bertelsen. I vinteren 1905-1906 opholdt Knud Rasmussen sig i Uummannaq-distriktet, nok på grund af Dagmar Andersen, men også for at oversætte gamle grønlandske sagaer.

Dagmar Andersen havde på en sejlads fra Uummannaq til Danmark mødt ingeniør Marius Nyeboe.  Hun foranstaltede kontakten mellem de to og hjalp dermed Knud Rasmussen med midler til at starte Thule-stationen.  I 1908 giftede han sig med Dagmar Andersen. De fik tre børn sammen.

Thuleekspeditionerne

Senere vendte Rasmussen tilbage til Thule og oprettede i 1910 Thule-stationen som kommer til at fungere som missionsstation og handelsplads og som blev udgangspunktet for 7 Thule ekspeditioner.  Bygningen flyttedes i 1986 til Qaanaaq, hvor den fungerer i dag som Thule-Museet. 

Knud Rasmussen fik en maveinfektion under den sidste ekspedition og bragtes først til Julianehåb og derfra til Danmark til indlæggelse på Gentofte Hospital. Han kom sig dog ikke over det, men døde efter nogle måneder, da der også tilstødte en lungebetændelse.  Han nåede aldrig til premieren af sin film "Palos Brudefærd" som er filmet i Østgrønland. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Betydning og eftermæle

De mange ekspeditioner har givet et enormt videnskabeligt afkast. Ikke blot fra Rasmussens egen hånd i de beretninger og genstande han indsamlede, men også fra mange andre videnskabelige deltagere som var med. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Unuversitet efter den 5. Thuleekspedition.

Også folkeligt havde han stor betydning og blev efterhånden nærmest en folkehelt. Samtidig blev Danmark, gennem Rasmussen, stærkt etableret som polarforskernation. Hans indsats er en del af årsagen til at Østgrønland tilfaldt Danmark og ikke Norge ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933.

I dag er Knud Rasmussens Hus i Hundested indrettet som museum. Huset blev opført i 1917 for at fungere som hans arbejdslokaler.

I 2004 blev Knud Rasmussen Selskabet oprettet. Selskabet er en forening, der beskæftiger sig med Knud Rasmussens liv og levned. Selskabet har hjemmesiden  www.krh.dk  , og med et medlemsbladet, der trykkes i et oplag på 300 stk. (november 2009, 6. årgang), ved navn "Slædesporet".

I 2008 blev Knud Rasmussen klassen en ny skibsklasse i Søværnet, designet til arktiske forhold, opkaldt efter Knud Rasmussen.

Alle oplysninger er hentet fra "Wikipedia", "Den Frie Encyklopædi"
Alle kan frit og uden problemer hente oplysninger fra "Wikipedia"
 

Jeg håber der er svaret på nogle spørgsmål om Knud Rasmussen.
Hygge fra
   Sven






 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.05 | 14:55

Hej Jenskarl... Ikke efter hvad jeg kan huske. Eli var Superintendent, Torben Kristensen var nr. 2 og Erik Lisner var Crewchief som jeg var på havneværkstedet

...
17.05 | 10:11

var der en på værkstedet som skrev workorder ud ved navn BENT var han der da du var der

...
23.04 | 17:33

Har sendt Dig en Email Allan

...
22.04 | 19:00

Sven- til Du og Lisa..Far din storebror gik bort 18/7-20 efter lang tids lungebetændelse,mor herefter18/11 -20 pga kræft i 12år...savner Jer Allan Hansen

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE