Vi tager på tur

Vi vil gerne vise vore elever den verden, vi lever i, og vi tager ofte på ture enten i Danmark eller i fremmede lande.
Vandretur langs Vesterhavet, besøge de sydfynske småøer i vores motorsejler ”Olivia”, med bus gennem Europa eller med fly til USA.
I de senere år har vi fået en del kontakter ude i den store verden. I 1989 var vi med til at oprette en efterskole i det sydlige Indien – en indisk efterskole – efter dansk mønster. En skole grundlagt på Grundtvigs, Kolds og Ghandis idéer. SMK – School of Life Education – ligger i landsbyen Kappalur på den tørre indiske højslette ca. 200 km sydvest for Madras i delstaten Tamil Nadu.
Nogle år efter tog vi mod til os og rejste alle, både lærere og elever, til Indien med det formål at møde en fremmedartet kultur, fjernt fra vores egen.
Senere fik vi kontakter i Tanzania, der 4 gange har inviteret vore elever til store oplevelser i Østafrika.
I foråret 2002 blev skolen igen kendt på sit engagement i Indien, da vi har været medvirkende til, at Fort Dansborg i den gamle danske koloni Trankebar er blevet restaureret.
I skoleåret 04/05 besøgte vi Shetlandsøerne og en lille hollandsk kulturlandsby, Wijk Aan Zee. I 05/06 blev det igen Tanzania, hvor vi også besøgte en organisation, der tager sig af enker og forældreløse børn. I februar 08 besøgte vi 3 stater i USA og vore elever boede privat i 10 dage.