Historik

En tysk vajdmølle. Billedet er fra Daniel Gottfried Schreber’s bog om vajd fra 1752

Historien om Europas blå farve, vajd

Vajd har været brugt som farveplante siden oldtiden. Assyrerne og grækerne forstod at udnytte plantens egenskaber. I middelalderen var den en meget vigtig plante i mange europæiske lande. De købmænd der forstod at udvinde farvestoffet blev velhavende og vajd var på et tidspunkt et af Frankrigs vigtigste eksportemner.

I Danmark har man fundet vajdfrø i en nedbrændt jernaldergård i Thy og ved Ringkøbing Fjord på Lønne Hede har man fundet en todelt blå kvindedragt der stammer fra ca. år 200. Andre eksempler er Mammendragtens bukser, en kvindedragt fra Osebergskibet i Norge og tekstiler fra finske grave. I Tyskland er der fundet et bånd fra ældre bronzealder vævet i hvid t og blåt. Det er det ældste europæiske eksempel mens den blå dragt fra Lønne Hede er det ældste danske eksempel. Endnu et eksempel er den blå selekjole fra Køstrup på Fyn.

Jeg møder ofte den antagelse at man farvede med indigo i vikingetiden men det skyldes nok, at farvestoffet er næsten det samme i den europæiske vajd (Isatis tinctoria) og den indiske indigo (Indigofera tinctoria) men vajd indeholder endvidere et stof som gør at der er en forskel i farvetonen. Farvestoffet er mere koncentreret i indigo end i vajd hvilket har medvirket til at indigoen udkonkurrerede vajden helt i 1800-tallet, men indtil da var det vajd som blev anvendt i Europa. Her er hvad et par kilder fortæller:

Gösta Sandberg skriver i ’Indigo. En bog om blå tekstiler. 1989, s. 24:
”Indigo, de asiatiske kulturers fornemste farvestof anvendt årtusinder før vor tidsregnings begyndelse, forblev praktisk taget ukendt hos os helt frem til middelalderen. Det var ganske vist blevet omtalt af både Vitruvius og Discorides og selvfølgelig også Plinius. Marco Polo fortalte for sin vantro samtid om det mærkelige farvestof, som fandtes i så rigelige mængder ude i Indien. Han redegjorde for dets tilberedelse og tekstile anvendelse og viste til og med prøver af det, som han havde ført med sig hjem til Venedig. Men den lille mængde indigo som nåede Europa ad silkevejen eller over det Røde Hav, havde ingen betydning for datidens farveri og anvendtes stort set kun til fremstilling af blæk eller som et kostbart farvepigment til maleri.”

Og David G. Sweet skriver i artiklen ”Indigo in World History: Production, Distribution & Consumption. Link s. 3:
”It was not until the 16th and 17th centuries, thanks to the carving out by Portuguese, Dutch and English sailors of a regular seagoing trade route between Gujerat in Northwest India and the European markets, that indigo came to be available to Western Europeans dyers on a regular and increasingly on an economically competitive basis. The Portuguese were doing a brisk business in the sale of the dyestuff to Spain, the Netherlands and England by the 1560’s. It was received with enthusiasm almost from the start by the textile industries of those countries, which had previously been large-scale importers of woad; but it was excoriated by others as the “Devil’s color,” and for a long time resisted furiously by the woadgrowers – to the point at which the French and various German governments forbade its importation in the interest of protecting the livelihoods (and the ability to pay taxes!) of both peasants and the artisans from a potentially ruinous competition.”

Fra oldtiden og til 1800-tallet hvor indigoen efterhånden havde udkonkurreret vajden helt, har der været farverier som kun beskæftigede sig med at farve med vajd. En dygtig farver skulle, efter at have stået fire år i lære som skønfarver, kunne arbejde i seks timer med en vajdkype. Han skulle kunne farve sort, violet og grønt dvs. at han først skulle kunne farve stoffet rødt og gult. Disse skønfarvere, der blev betragtet som kunstnere, var efterspurgte.

Selvom der gennem tiden blev gjort forsøg på at få udenlandske farvere fra bl.a. Tyskland og Frankrig, hvor der var strenge krav til kvaliteten af farvernes arbejde, til Danmark var det først i 1700-tallet at der i Danmark kom lidt styr på tingene og det er også fra denne periode de første bøger om farvning stammer.

I København var farverne delt op i tre kategorier: fabriksfarverier, private silke- og klædefarvere som der var flest af og bondefarverne der farvede vadmel og strømper for bønderne.

I private hjem har man også farvet og ført farvekundskaben videre fra generation til generation. De første farvebøger har de fleste af opskrifterne fra udenlandske bøger. I Sverige samlede lægen Johan Linder og botanikeren Carl Linné opskrifter på hvordan almuen farvede, men ellers er det sparsomt hvad man ved om hjemmefarvning bortset fra farvning med indigo og urin.

Helt op til 1. verdenskrig har man på landet brugt denne metode. Gryden man brugte blev kaldt for ’den slemme gryde’ som enhver måtte bidrage til når husmoderen skulle farve – igen – urinen skulle være fra ’mandfolk der drak stærke drikke’.

Efterhånden som kemikerne blev i stand til at stand til at fremstille kunstige farvestoffer holdt man op med at bruge planter til farvning, det var lettere at købe farvestoffet hos købmanden.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

04.11 | 07:57

Kan jeg købe en mørk : gul, brun rød og grøn i en tykkelse der kan syes dragt med. Mit indkøbte hørgarn passer ikke i plabtefarveregi?

...
04.11 | 07:55

Kommer der opslag op om vajd kursus i efteråret 2018? Eller hvordan

...
16.07 | 13:01

Hej.
Hvornår afholder du kurser, og hvad koster det at deltage. VH Annette

...
22.03 | 16:42

No, sorry, only if you can use Goggle translate.

...
Du kan lide denne side