Mikkels løbeside

Velkommen til min løbeside.

Jeg er en løber på 36 år fra København, som startede med at løbe i 1999.

Jeg håber, at min side vil inspirere andre til at løbe, prøve kræfter med ultraløb og komme rundt i verden med løb som formål.

 

Siden indeholder mine egne erfaringer, mine "bonus"-pigers sider og Milles billedgalleri.

 

Mine PR er som følger:

 

5K: 17:30 (første 5 på en 10´er)

10K: 36:57

½M: 1:21:41

M: 3:04:29

100K: 9:24:00

333K: 86:23:00

12hr. 91,68 km.
24hr: 188,43 km.

 


God fornøjelse.

Mikkel

Du kan maile ris/ros eller gode ideer til mig på ultrarunning@ofir.dk

Sidste nyt

7.3.2010
Vamos a Barcelona.
18 forventningsfulde løbere og heppere troppede op i Kastrup lufthavn kl. 5:10 for at drage sydpå. Hovedformålet med turen var selvfølgelig marathonløbet, men sol og varme, lækker mad, turistattraktioner og socail samvær med familien var også i højsædet.
For at gøre historien kort, så fortæller jeg om løbet hér. Røverhistorier kan rekvireres af alle 18 deltagere
Da vi ankom til vores lejligheder drog Charlotte og jeg til løbsmessen for at afhente startnumre og lure på spændende tilbud. Efter at have hentet numrene tog det 5 minutter at komme gennem den drønkedelige messe. Vi fandt hurtigt de andre og fik derefter shoppet forplejning. Lørdag aften blev der snakket placering af heppere, egen forplejning i min rygsæk og taktik. Rygsækken vejede ca. 5 kg efter at have påfyldt en masse lækkerier i.
Søndag morgen stod vi klar i ca 10 graders varme og sol. Stemningen var i top, fartholderen lå ca 50 meter bag os og vi havde målet helt klart (lige under 4:45:00). Tempoet p 6:20 blev holdt perfekt og Charlotte fandt hurtigt en rytme. De første 10 km bestod af en del stigninger, en rundtur om Camp Nou og ellers en masse løb i kedelige beboelseskvarterer. Ved 15 km var vi kommet ind i centrum og her mødte vi familien første gang. Der var en fantastisk og upåklagelig stemning og kameraerne knipsede på livet løs. Det var svært at komme videre, men vi skulle jo lige forcerede næste 27 km. Ved 17 km nåede vi La Sagrada Familia, som er et imponerende arkitektonisk bygningsværk. Efter at have forladt La Sagrada Familia kom der en lang række km med kedelige veje uden heppere eller stemning. Ved 18 km fik Charlotte slemme mavekramper og tempoet dalede til 7 min/km. Resten af turen bestod af en masse løb/gang dog afbrudt af en lille familiegruppe ved 38 km, som hujede og råbte. Det gav et boost og de sidste km blev der kæmpet for at komme under de 5 timer, men ak... 5:02 og Charlottes 9. marathon var i hus. Lettere skuffet drog vi tilbage til et velfortjent bad og så gik det hjemad.
Løbet var ikke den store oplevelse, som vi havde håbet på, så vi ser frem mod Copenhagen og Frankfurt, for 4:45 er absolut ikke fjernt 

17.1.2010
P-hus marathon. Hvem finder på noget SÅ tosset??? Horsensrun havde fundet et fint P-hus nær Bilka, hvor der var mulighed for at løbe op og ned mellem to parkeringsdæk.
Jeg tog toget til Horsens, så der kunne studeres på vejen, og på trinbrædtet blev jeg hentet af Michael Hein og Steen Michelsen. Efter en hurtig omklædning tog vi op til startområdet. Det var mildest talt bidende koldt og vinden holdt heller ikke igen
Starten gik fra lune Bilka og over i det iskolde P-hus, som indeholdt en masse sving (10 stk. med op til 180 grader i svingene). Udover de mange sving skulle vi op og ned af 2 stejle ramper (10-12 % stigning) på ca 35-40 meter. Marathonløberne skulle løbe 67 omgange samt en prolog for at fuldføre, hvilket kunne gøre de fleste rundtossede og forvirrede. På forhånd havde jeg satset på 3:30 som sluttid, men Garmin 310XT ville ikke finde satelitter gennem betondækkene og der var ikke nogen km.-angivelser, så det var "blot" at sjusse sig frem til tempoet. Det var dog svært at holde med alle svingene og stigningerne.
Jeg lagde langsomt ud og lå faktisk sidst i starten af prologen. Stille og roligt kom Michael og jeg frem i feltet og efter 8-10 omgange satte jeg lidt mere fart på. Arrangørerne havde placeret en lystavle, hvor man kunne følge med i sine omgange og konkurrenter, men tavlen havde en mindre forsinkelse på resultaterne, så for at kunne følge med, måtte man stoppe op og vente. Jeg havde valgt at tælle omgange inkl. omgangstid på mit Garmin ur, hvilket gjorde det overskueligt.
Efter ca. 40 omgange havde jeg en god fornemmelse for en tid omkring de 3:25 men så begyndte jeg at fryse. Vinden var taget til samtidig med at kræfterne blev færre. Omgangstiderne blev langsommere og nu ville jeg "bare" i mål under 3:45. Heldigvis havde jeg haft et godt pejlemærke på hver omgang, idet Steen Michelsens coach stod og heppede. Han formåede at heppe mig igennem de sidste mange omgange, så sluttiden blev på 3:30:22. Tidtagerbordet kunne dog ikke bekræfte tid eller placering umiddelbart efter løbet, så tirsdag kunne jeg få tiden og glæde mig over en placering som nummer 5 ud af 95
Overordnet set var det et skægt løb med en masse positive elementer (band, super depot med ALT!!!!, varm suppe og lune frikadeller efter løbet, gode omklædningsmuligheder), så hvis det arrangeres igen er jeg klar!!!!

31.12.2009
Årets sidste løbetur er som vanen tro Socialmarathon med egen arrangeret ultradel, så distancen bliver min. 50 km. Vi mødtes 6 personer under uret på Hovedbanen og løb de 8,3 km. ud til selve startområdet på Socialmarathon. Tiden på den lille prolog blev holdt med 5 min./km. og snakken gik lystigt. Der var en ultradebutant (Bjarte) med, og det kunne mærkes, at han havde et par sommerfugle med i lommen
Da vi ankom til startområdet, skulle der hilses på alle de velkendte ansigter og herefter skiftes til tørt tøj. Claus Supermand og jeg var fartholdere på 3:45-gruppen, som indeholdt ca. 25 løbere. En enkelt svensker trodsede kulden ved at løbe i korte bukser  Snakken gik endnu en gang lystigt og tempoet var fint. Depoterne var bemandet med flere velkendte gengangere og de lune drikke var et hit i de 4-7 frostgrader inkl. let til frisk vind. Jeg havde lavet en mindre regnefejl, da tiden pr. km. skulle udregnes. Det gjorde at vi måtte øgefarten med ca. 10 sekunder de sidste 15-20 km. Pinligt for en rutineret fartholder, men vi kan jo alle begå fejl. Vi fik alle med hjem pånær en enkelt, som nok havde været for optimistisk og satset på den hurtige fartgruppe  Sluttiden blev 3:47.
Alt i alt en hyggelig formiddag med masser af godt selskab, gode løbehistorier, perfekt arrangeret løb og en flot sponsorjakke fra Puma til fartholderne (tak Steen).

5.12.2009
Greve Trim stod for endnu et glimrende marathon. Denne gang i cannonball-format, hvor der var depot for hver 10,6 km. Ruten var på 4 rundstrækninger og var dejligt varierende og på trods af de mange skyer, blev vi forkælet med enkelte og til tider længerevarende solstrejf.
Der var en del velkendte løbere i både 4:00 og 4:30 gruppen, hvilket altid giver anledning til masser af hyggesnak og røverhistorier
Efter en start med varierende tempo blev jeg kaldt frem til at styre tempoet frem til mål. Doktor Johnny løb på dagen sit marathon nr. 100 på hjemmebane og det blev fejret medmasser af lækkerier (tak for dét).
En dejlig løbetur med gode venner og marathon nr. 12 for 2009 i hus. Nu venter julen og derefter ultrasocialmarathon

14.11.2009
3. marathon på 13 dage og hvilket ét. Rudersdal marathon med ca. 150 deltagere blev en overskudstur med en stor, positiv løbegruppe (4:00). Karstøn kom susende forbi Nr. Farimagsgade og hentede mig for derefter at ræse til Birkerød. Vi faldt hurtigt i snak med en masse løbere og skyndte os derefter at komme i løbetøjet. Kl. 10:00 stak 4:30 og 5:00 grupperne og vi havde afgang kl. 10:30. 4:00 gruppen havde et par enkelte, som hang en del i starten, så ved 1. depot ved 17 km. måtte jeg forklare lidt om de foranliggende grupper og ruten. Jeg håber, alle kom sikkert hjem med de andre grupper
Hele ruten stod i sin efterårspragt og vejret var helt perfekt. Der var en del mudrede stier og enkelte vandpytter, men de blev forceret enkelt og uden sure miner.
Dagens stunt stod Jan M. for, da han valgte at stage-dive ned af en stejl bakke. Lettere fortumlet kom han på benene igen og fuldførte løbet
Der blev snakket lystigt hele turen rundt og pludselig var tiden gået. Sluttiden blev imponerende 3:59:55, så en lille diff. på 5 sekunder er der vel ikke nogen der beklager sig over
Tak til alle i gruppen for en fantastisk ture og en masse gode oplevelser.

8.11.2009
Så gik turen endelig til Nice, hvor Charlotte og jeg skulle løbe mellem Nice og Cannes. Løbet foregår på strandpromenaden og ellers yderst tæt på det azurblå vand. Vi valgte at holde en km. tid på 6:24 og så sætte lidt til på de sidste km. og dermed en sluttid lige under 4:45. Starten gik 50 meter fra vores hotel, hvilket var fantastisk. Vi kiggede efter fartholdere til sluttid på 4:30, men de var åbenbart ikke tilstede på trods af annonceringen på løbets side. Jeg satte 305´eren til og holdt farten. 2:21 ved ½marathon og kræfterne holdt stadig. Ved 27 havde de pumpet nogle grumme bakker op og vi lagde nogle gå-pauser ind. Ved 32 km. var Charlotte blevet sulten og bad om en figenstang. Det resulterede i mavekramper og så måtte de sidste 10 km. kæmpes ind. Charlotte fightede og nu blev målet at komme ind under 5 timer. Det lykkedes lige på 4:56:56 og så var der udsolgt. Efterfølgende kiggede vi på vabler og Charlottes var så slemme at der gik betændelse i begge fødder.
Alt i alt var det et fantastisk flot og velarrangeret løb, som helt sikkert skal prøves igen

1.11.2009
Newline Skovmarathon står hvert år som et skræmmebillede for mig. Jeg har aldrig præsteret godt på marathondistancen på netop den rute og det var derfor med en vis nervøsitet at jeg cyklede fra Hillerød slotssø og til startstregen. Mille blev passet mens jeg løb rundt i St. Dyrehave. Optakten var alt andet end optimal, da jeg var godt snottet og følte mig afkræftet. Ugen optil løbet var brugt på mental opladning og planlægning af strategi. Jeg ville holde mig til 5 min/km. hele vejen og ikke lade mig lokke af de hurtige, så jeg (som sædvanligt) ville "dø" på 2. omgang. Vejret var lige som jeg kunne ønske det med overskyet og UDEN regn
Første ½marathon gik perfekt og jeg fandt et par løbere at følges med. Der var mange bekendte på ruten og jeg fik hyggesnakket med flere af dem og med en del af de nye ansigter. Ved 33 km. begyndte de andre at falde fra og jeg fortsatte mit stabile "tråd". Med 5 km. igen begyndte jeg at mangle energi til det sidste stræk. Uden at betænke mig tog jeg en gel uden at drikke vand til og det gav lidt kvaler i maven. Jens Peter fra Langgarverne kom op til mig efter at have været sat 5 km. tidligere og han hjalp mig frem til 500 meter før mål. I absolut sidste sving krampede min ene læg og jeg måtte stoppe op i 2 min. Ærgeligt men alligevel en sluttid på 3:34:15 og en forbedring af min hidtidige bedste til i St. Dyrehave. Godt tilfreds fandt jeg cyklen frem og trillede frysende ned mod mine forældre og en stor portion sushi

27.9.2009
René Fastings memorial marathon blev løbet af en lille tæt skare på ca. 30 løbere. Som sædvanligt tilbød jeg at være fartholder og vejviser for 4 timers gruppen og vi endte med at være 9 i gruppen. Snakken gik, og på trods af den tragiske årsag til dette løb, var stemingen i top. Der blev fortalt løbeanekdoter, foretaget "mopning" af Morten Walter, indtaget vingummier samt løbet i fantastiske omgivelser. Claus Højer var med igen efter veloverstået rygoperation og Peter Seider var en ivrig debatør, når snakken faldt på fodbold (tak Peter ). Selve marathonløbet var, som altid, på én af Danmarks smukkeste og hårdeste ruter. Tempoet blev holdt og kun enkelte afstikkere med et tidstillæg på små 5-10 minutter gjorde, at vi alle kom hjem "til tiden".
Et stort tak skal lyde til Tor for et marathon, som jeg absolut ikke ville gå glip af!!!!

20.9.2009
H.C. Andersen marathon skulle være min debut som løbende coach. Alex fra Århus skulle løbe sin første marathon og var i superform. Desværre blev han ramt af høj feber og stillede ikke til start. Beskeden fik jeg i bilen med trimmerne fra Greve. Ærgeligt for Alex, som virkelig havde set frem mod dagen. Taktikken havde været en sluttid på 3:30, men nu var jeg i vildrede. 3:20 havde jeg i tankerne efter 3:19 på samme rute sidste år, men da starten gik ændrede jeg mening og jeg lagde ud i 4 min/km. Leif Skinnerup ville gerne løbe under 3 timer og jeg ville hjælpe ham, så meget jeg kunne. Efter ca. 5 km fik jeg indhentet ham og jeg lagde mig ved siden af som fartholder. Efter kort tid var Leif væk (bagud) og jeg havde på det tidspunkt ganske gode ben. 10 km. blev passeret i ca. 41 min, men ved 18 km begyndte kræfterne i højre ben at slippe op. Musklerne begyndte at værke og det begyndte at spænde især i højre lægmuskel. ½marathon blev passeret i 1:32 og herfra var det ren overlevelse. Jeg måtte indlægge gå-pauser og allerede ved 23 km. kom Peter Seider flyvende udenom. Han løb fantastisk og jeg kunne blot se til, mens han forsvandt  Leif fik indhentet mig med ca. 10 km. tilbage af løbet og endnu en gang kunne jeg ikke svare igen. Med 5 km. til mål blev jeg indhentet af Carsten, som er mn kontakt hos Puma. Han skulle også "bare" i mål og vil dannede følgeskab, og fik os kæmpet i mål på 3:34:05. Noget af en bet da benene i starten af løbet "lovede" en bedre sluttid. Nu fik jeg en dyrtkøbt erfaring mht. udlægstempo samt en hyggelig snak med Carsten. Da vi var kommet i mål var der ½liters jubilæumsøl og det var virkelig tiltrængt  Når jeg tænker tilbage på løbet, har jeg kun gode minder. Løbet afholdes yderst professionelt og stemningen er helt i top. H.C. Andersen marathon får 5 løbesko herfra

DHL-stafetten
Milles børnehave "Hylet" havde tilmeldt 2 hold blandet med pædagoger og forældre. Det blev en hurtig, hyggelig og våd omgang i Fælledparken. Jeg løb derover med Sarah og Natasha, som gerne ville med til denne hyggelige begivenhed. Begge kender nogle stykker fra Hylet og Sarah tilbød sig endda som løber, hvis der skulle komme et afbud. Steffen og Jeg løb 1. tur og Erik (pædagog) havde pralet med Steffens utrolige hurtighed. Jeg havde derfor sat mig for, at kroppen skulle presses 90-100% og med max gas fra start. På trods af mange sving og en horde af mennesker, som gjorde meget for, at det var svært at løbe hurtigt løb jeg på 18:45, hvilket var ca 1-1½ min. hurtigere end Steffen (tror at du fortalte røverhistorier, Erik!!!!). Herefter løb pigerne og jeg hjem til en velfortjent aftensmad.
1000 tak til Hylet for endnu et skønt arrangement og jeg ser frem til endnu flere!!!!!

16.8.2009
DNF.
Alt startede fantastisk med en meget uformel start. Mit helt klare og eneste mål var at vinde, men det holdt jeg hemmeligt overfor de andre løbere. Starten gik og der var en cykel til at guide os ud af Ystad. Jan M. og jeg lå med i frontgruppen men så kørte vejviseren 500 m forkert og så var det tilbage igen. Løbet løbes med kort og det kan til tider vise sig at være uhyggeligt svært og mange kommer på afveje. Tidligt i løbet kom der regn, som fortsatte til ca. 14.00. Efter ca. 20 km. fik jeg et hul fra en lettere splittet frontgruppe og jeg havde heldet til at spotte rutemarkeringerne tidligt. Ved første depot efter 42 km. havde jeg et hul på 10 min. ned til nr. 2. Da jeg forlod depotet ankom nr. 2 og jeg havde ingen tegn på træthed og min strategi holdt til punkt og prikke. De næste 10 km. foregik på små stier i skov med masser af stier i tæt krat og med små stejle bakker. Ved 53 km. mistede jeg orienteringen mens jeg fandt forplejning frem i tasken. 1½ km frem og samme tilbage og så var de andre pludselig indenfor synsfeltet. Jeg rykkede let fra dem for derefter at komme først til 63 km. og et lille vanddepot. Jeg fik at vide at det så fantastisk ud og at der igen var et pænt hul ned til de næste. Omkring ved 65 tror jeg det gik galt og årsagen skulle findes ved 59 km. mærket. Jeg stoppede op for at få nogle sten ud af skoene og lagde mit kort, som var blevet lettere vådt og utydeligt. Da skoen var kommet på igen glemte jeg at tage kortet med og anede ikke at det var glemt. Tilbage til de 65 km. Jeg kom i tvivl om ruten men fandt en markering, som jeg fulgte. Naturen blev meget tæt og hård og jeg måtte kæmpe for at holde mig på ruten, da markerinerne ofte var svære at se. Ruten havde været sådan mange km. tidligere og jeg var sikker på, at det gik fint. Det næste depot lå ved 80 km. og jeg havde aftalt med Charlotte og pigerne at de skulle mødes med mig dér. Da uret viste ca. 90 km. ringede telefonen og Charlotte spurgte om hvor jeg var. Jeg kunne ikke forstå at depotet ikke var kommet og der var ingen vejskilte på markerne. Få km. senere stod jeg ansigt til ansigt med 2 kæmpe tyre, som mente at denne fold var deres og jeg måtte løbe tilbage. Listende frem igen kom jeg forbi og fandt et byskilt. Jeg ringede til Charlotte igen, som stod med en official. Han kunne slet ikke finde byen på kortet og efter nogen tid fandt vi ud af at jeg havde 8 km til nærmeste by og derfra var der 8 km til depotet. På det tidspunkt var der gået ca. 9½ time og jeg spurgte Charlotte om der var nogen før mig. De første 5 løbere havde forladt depotet og jeg havde 16 km. dertil. Dér tog jeg ubevidst beslutningen om, at jeg ikke ønskede at fuldføre. Efter 8 km i den "store" by mødte jeg min "backing group", som oplyste at 17 var løbet videre fra depotet og hér var jeg mentalt helt i kulkælderen men fysisk ganske ok. Uden mulighed for sejr sluttede mit eventyr i Gax 2009. Vi kørte til depotet og checkede ud. Da vi kom hjem til sommerhuset fandt jeg ud af, at jeg kun havde haft 1 dl. vand til de sidste 8 km. frem til depotet og ikke anden forplejning. At stoppe var nok en klog beslutning, men set i bagspejlet føltes det som om, at sejren blev flået fra mig. Søndag morgen hentede jeg mine ejendele i målområdet, og da de ville give mig en medalje for det tilbagelagte takkede jeg nej. Det ville jeg ikke kunne klare at se på, for jeg fuldførte ikke.

Løbet havde alligevel dansk vinder idét Jan Valhøj fra Frederikshavn klarede den smukke tur i tiden 20:37:00. Efter 25½ timer var blot 6 kommet i mål.

Næste år er løbet forlænget til 250 km., men om jeg deltager er uvidst. Løbet er fantastisk smukt og officials er fantastiske.

9.8.2009
Endnu et fantastisk arrangeret løb i Viborg med Rolf som primus motor.
Målet var fra start at løbe et veldisponeret løb, hvor jeg skulle finde tempoet til Gax 100 i den kommende weekend. Fredag aften var vi på en italiens buffet-restaurant og dét gør vi ikke næste år. Dårlig og fed mad med mavepine til følge hos os begge.
Vejret varierede fra sommer, sol og varme til kraftig blæst og en masse regn. Charlotte og jeg havde aftalt, at vi skulle mødes kl. 19.00 til aftensmad og derefter følges den resterende tid. Tidspunktet passede perfekt, da vi begge nåede målområdet kl. 19.00. Charlottes fødder havde lidt lidt, da hun havde fået sok og det havde givet vabler. Det gav en del gang de sidste timer og et resultat på 63,3 km.
Jeg selv valgte at snakke med en masse bekendte og for mig ukendte løbere, hvilket var enormt hyggeligt. Hele løbet forblev veldisponeret og den største "skade" var en mindre irriterende forkølelse. Nu er tankerne rettet mod GAX
Resultatet blev 91,68 km.
Her er link til alle omgangene : http://results.championchip.dk/viborg24t09/RepTeams304.htm

28.6.2009

I søndags blev der afholdt løb i sand ved Vesterhavet. Distancerne var på 5, 10, ½marathon og marathon. Jeg fik den tossede idé at løbe 1½ marathon for at få en ekstra træningsdimension ind i den tætpakkede hverdag.

Planen var at løbe den første ½marathon på 2 timer for så at løbe den efterfølgende marathon på 4½ time. Første del af planen blev holdt perfekt, men 8 km. inde i maratonløbet var kroppen SÅ overophedet at jeg ikke kunne se enden på løbet. Ingen vind og tæt på 30 grader var lige i overkanten

Stranden var blevet løbet op af alle de foranliggende løbere, så skoene sank dybt for hvert skridt. Jeg måtte ned og gå for hver km., hvilket ikke var med til at give godt humør til den resterende del af turen. Med 25 km. igen kom der kramper og vabler forårsaget af sand i skoene, så det var et ømt syn ned af strandenTiden på den sidste marathon blev 5½ time, så målsætningen blev ikke overholdt. Den overordnede målsætning holdt dog… JEG SKULLE GENNEMFØRE FOR 10. GANG

18.6.2009
Charlotte og jeg er nu tilmeldt Nice/Cannes marathon til november og Barcelona marathon til marts.

24.5.2009
Copenhagen marathon blev en god men våd oplevelse. Optakten til løbet gik perfekt og forventningerne til løbet var store, for ruten er de senere år ændret til en hurtigere og mere spændende én af slagsen.
Vi mødtes med Clemme (både mor og søn), hvor Joan var debutat. Der blev udvekslet gode råd på vej hen mod startstregen.
Charlotte og jeg lagde ud med 6 min/km og holdt tempoet langt hen i løbet. Tiden var excl. depoter. Kort tid efter starten mente vorherre at vi trængte til at længerevarende væskedepot, for derefter at åbne for sluserne. Regnen var ret konstant og efterlod en masse skønne vandpytter, som vi måtte springe let henover
Efter den halve distance satte vi tempoet lidt ned men fortsatte i stabilt tempo. Ved 30 km. fik Charlotte knæproblemer og vi valgte at sætte tempo efter hvordan knæet artede sig. Sluttiden på 4:53:27 var vi kort tid efter lidt skuffede over, men nu ser vi fremad og giver den gas til HC Andersen marathon

2.5.2009
Horsens fængselsmarathon vil jeg sent glemme. Efter en hurtig troppetransport fra København til Horsens (ja Morten... Det tager ikke SÅ lang tid at køre til Horsens ) fik vi udleveret startnummer, som bestod af en fangedragt (se billede under "løbefoto"). Løbet var et socialt løb med fartholder og der gik ikke mere end 30 sek., så var jeg hyret til fartholder sammen med Michael Hein. Vores gruppe skulle have en sluttid på 3:30 og der var en del trapper, smalle fængselsgange, bakker i det fri samt kolde øl ved sidste depot. Vi var derfor nødsaget til at holde et rimeligt tempo for at kunne følge tidsplanen. Gruppen bestod af 6 løbere, så det var til at overskue, hvorimod 4:00 gruppen bestod af ca. 40 løbere .

Ruten foregik som følger... Først en "prolog" omkring fængselsområdet som skulle løbes 2 gange og dernæst 6 ens omgange hvor vi skulle ind i fængslet på alle 3 etager, rundt på hele fængselsområdet udenfor samt en tur i byen og gennem gågaden. Sidstnævnte gav en del opmærksomhed, da der var proppet med mennesker grundet det dejlige vejr.

Løbet forløb fantastisk med 3:30 gruppen, som var en hyggelig flok med 3 nye ansigter. Jeg selv havde overskud hele vejen og var overrasket over så let trapper og bakker blev forceret  Tiden blev holdt og da vi var kommet i mål fik jeg lokket 2 andre løbere til at tage en "æresrunde" i fængslet på ca. 1 km.

Depoterne var som altid fyldt med lækkerier og medaljen var en fil med indgraveret "Horsens fængsels marathon 2009 - once in a lifetime".

Her er link til video fra løbet..

26.4.2009
Hamburg marathon forløb ikke helt som ventet. Natten inden løbet kom der præstationsnerver på hos Charlotte og det gav kun 2 timers søvn :( Der blev coachet en masse og vi var virkelig trætte, da vi skulle i tøjet og frem mod startområdet. Vi lagde ud i 6:30/km og ville se, hvordan det så forløb. Vejret var 25 grader og vindstille, så vi drak 3-3½ liter væske undervejs. Humøret var højt og publikum var helt i særklasse. Ved 25 begyndte vi at sætte tempoet ned, da solen sugede kræfterne ud og fik kroppen til at koge. De sidste 10 km var en laaaaaaang og sej kamp især for Charlotte, men hun fightede virkelig bravt!!!!! Jeg havde fået æren af at holde farten, men da jeg havde glemt mit Garmin-ur på kontoret måtte et mindre avanceret Nike-ur lægge teknik til. Det gik udemærket, og med 3 km igen havde vi 25 min for at komme under 4:50, hvilket er en magisk grænce for Charlotte. Opløbet var én stor folkefest med mange tusinde, som råbte og heppede på alle. 400 meter før mødte Charlotte "muren", så benene ville ikke mere. Med en god portion overtalelse fik vi kæmpet os i mål på 4:49:36 og så var der udsolgt.
 
Set i bagspejlet var det et fantastisk løb med de mest fantastiske heppere, jeg nogensinde har oplevet. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der var minimum 750.000 rundt omkring ruten og stort set alle råbte, piftede, hamrede på potter og pander (endda bradepander), klappede og lavede egne depoter med alt hvad hjertet kunne begære. Arrangementet fungerede perfekt og fortjener 10 ud af 10 løbesko herfra :)


30.3.2009
Sydkyst marathon på en fantastisk lørdag med optimalt løbevejr (ok vinden drillede lidt). Greve Trim havde lavet en super rute, som passer mig perfekt. Starten var lidt kaotisk for mit vedkommende, da jeg startede lidt for langt tilbage og skulle zigzage de første 2-3 km. De første 20 km måtte jeg holde et højt tempo for at indhente de løbere, jeg normalt løber med. ½marathon blev passeret i 1:33:30 og jeg forsøgte at holde tempoet, men ved 31 km måtte jeg nedjustere. Michael Hein kom susende forbi og havde endnu en løber med på slæb, men jeg kunne ikke hænge på. Michael holdt en flot 2. plads efter suveræne Lars Merrald fra Hvalsø. Jeg selv kom i mål på 3:13:35, 5 minutter efter Michael. Det rakte til en 4. plads ud af tæt på 100 startende. Det var skønt at fyre den af igen og tiden var den bedste siden pr-forsøget i Rotterdam i starten af april 2005. Måske jeg snart skulle få nappet en sub 3 timer.

Charlotte var også forrygende løbende. Inden starten var motivationen begrænset men med en flot og stabil indsats blev der cuttet 4 min. af hendes pr, så den nu lyder på 2:08:38. Hvad mon det så resulterer i til Hamborg Marathon den 26. april??

22.3.2009
Så fik jeg løbet Rudersdal marathon igen og sørme om det ikke var en fantastisk tur endnu en gang med en stor, glad gruppe løbere som snakkede hele vejen rundt på den fantastiske og kuperede rute.

Da jeg havde haft en rygskade i starten af marts, måtte jeg krydse fingre for, at jeg kunne holde tempoet hele vejen. Det viste sig at ryggen og benene var i storform og lige inden mål forsøgte jeg at lokke enkelte løbere med på endnu en runde.

Tiden skulle holdes på 4 timer, men snakken gik og pludselig var det hele overstået på 3:53. Jeg måtte pænt beklage overfor Leif Skinnerup, men mon ikke alle løberne var tilfredse alligevel

Næste marathon er Sydkystmarathon i Greve den 28. marts kl. 12.00. Her forventer jeg, at sluttiden bliver under 3:30.