Forord.:
Vi er to tvillingbrødre, Kim og Tom Landsholt, som med vores forældre flyttede til Stenvad i 1957. Vores far, Knud Landsholt, købte "Det Gamle Hus" som ligger ved side af "den Gamle Gård" i svinget Stendyssevej/Horsemosegård, af vores bedstemor, så Stenvad anser vi begge for vores barndomsby.
Vi kom hurtigt "ind" i det lille landsbysamfund, og vores barndomsminder er mange og gode, og står stærkt i erindringen den dag i dag. En stor del af vores barndom, omfattede også det, at køre med aviser. En af avisturene husker vi særligt godt, og har derfor beskrevet den efter bedste evne og hukommelse. Forhåbentlig giver beretningen også et billede af de mennesker vi leverede aviser til, og den tid den foregik i.
Hedeturen, byturen, søturen, kærturen - navne som fortæller hvor vi, min bror og jeg, huserede som avisdrenge i en årrække for nu omkring 50 år siden. Samtidig fortæller disse stednavne også, hvor omfattende turene tilsammen var, og i hvilke lokaliteter de fandt sted. Mange, ja de fleste erindringer, står lysende klare, men om de også hænger kronologisk sammen er vel tvivlsomt. Men alle erindringer har på et eller andet tidspunkt i de år vi kørte som avisdrenge, fundet sted.
Og avisdrenge, det var vi. Det var en hel fast bestanddel af vores hverdag, ja utænkeligt at det ikke var det. Kl.1600 alle hverdage startede de forskellige ture, og om søndagen var vi afsted om morgenen med søndagsaviser. Dagbladet "Djursland" var sværvægteren, men også aviser som "Jyllandsposten" og "Demokraten" har vi bragt ud. I hvilke perioder - hvilke aviser, husker jeg ikke, men "Djursland" kørte vi fast med på hverdage i hele perioden. Med den i tasken, foregik de ensformige ture, der dog på sin måde var så spændende. Ellers havde vi vel ikke disse stærke indtryk nu 50 år senere.
Vi blev avisdrenge ligesom alle andre - tilfældigt.: En avisdreng bliver træt af turen, og søger en afløser. Sådan blev vi det også. Vi startede med een tur, så een til, og til sidst havde vi så hele området fra Ørum til Stenvad Hede, og fra Dystrup Sø til Stenvad Kær. Et stort område på en drengecykel uden gear, men vi var jo også to om det, og delte naturligvis turene imellem os. Undtaget i dårligt vejr om vinteren - så fulgtes vi ad, og i tilfælde, hvor det var rigtigt skidt vejr, kunne vi som regel overtale "fatter" til at køre os, hvis han da var hjemme.
At vi delte turene imellem os, affødte et fast begreb i de år: "Din uge", hvilket betød, at den der "havde uge" , skulle køre hedeturen, mens den anden så blot kunne "nøjes" med at hente aviserne, i de første år hos bladhandelen i Stenvad, senere hos købmand Larsen i Ørum, og så ellers tage byturen, kærturen og søturen. Kunderne var lige glade med hvem der bragte dem avisen, de kunne ikke kende forskel på os alligevel. Vi er eenæggede tvillinger, og det gav da også i mange situationer anledning til sjove episoder.
Jeg husker ikke, at vi på noget tidspunkt "kørte sur" i det. Aviserne skulle jo ud, og sådan var det bare. En anden, og ikke uvæsentlig ting var, at vi var utroligt motiverede til at cykle dengang. Alt hvad der havde med cykelløb at gøre, havde netop vores interesse, og hvor mange gange på disse avisture, var vi ikke i fantasien på vinterbanerne verden over. Og rakte dette ikke, kunne vores fantasi straks forvandle os til en pelsjæger, der møjsommeligt stred sig gennem ødemarken. Således tror jeg, holdt vi så længe til disse avisture. Lønnen husker jeg ikke, men det var ikke på grund af den, motivationen var til stede. At lønnen var med til at betale cykelregninger, tøj og andre ting, var selvfølgelig rart, men det var ikke drivkraften.
Cyklerne har været nævnt et par gange, det var jo vores transportmiddel, og med de antal daglige kilometer, og de mange dårlige grusveje vi kørte på, var det selvfølgelig ikke sjældent, at vi måtte ned til "Cykel-Peter" og få dem repareret. Nye dæk, kranker og skærme. Jo, "Cykel-Peter blev holdt til ilden dengang. Jeg husker ham som en lille. flink mand, hovedrystende sende os afsted med vores ny-reparerede cykler, og standardreplikken fra ham; "Det ka`int hold te de knejt". Men han kunne åbentbart sit kram, "Cykel-Peter" , for hvert år til konfirmationstid, kunne vores cykler også holde til at bringe hans telegrammer udtil nær og fjern.
Hedeturen var nok den af ruterne, vi holdt mest af. Kunderne var stort set de samme hele tiden, og dermed kom vi jo også til at kende dem temmelig godt. Landskabet var flot, både sommer og vinter, og det gjorde vel også indtryk på os. Jeg vil prøve at "køre" turen igennem, som jeg husker den, og beskrive nogle af de mennesker og det landskab, der dengang var en del af vores hverdag.
Turen startede jo i realiteten nede ved Grethe Bødker, som dengang havde bladkiosken i Stenvad. Her hentede vi de aviser, som den anden af os kom med fra Ørum. Det var i starten lidt uhyggeligt at komme i bladkiosken. Grethes mand, Rasmus, var blind, men kunne udmærket ekspedere. Det for os uhyggelige var, at Rasmus havde glasøjne. Det gjorde et stærkt indtryk på os, men det vænnede vi os hurtigt til, og frygten var jo kun i vores drengefantasi, for Rasmus og Grethe var jo utrolig rare og flinke.
Når aviserne var talt op og fordelt til de forskellige ruter, blev de anbragt i avistasken, denne store "sæk", med kæmpeteksten "DJURSLAND" prentet på forsiden. Tasken fyldte hele bagagebæreren, og tjente iøvrigt også på hjemturen som tørvesæk for de tørv, som lastbilerne havde tabt. Nu gik det så afsted til første kunde, op forbi kirken, ned over banen hvor "mosegrisen" tøffede afsted med klyner til fabrikken, og videre op til "Fløde-Ras" . Ja, disse øgenavne, eller kælenavne om man vil, og måske i visse tilfælde misundelsesnavne, var dengang - og måske stadigvæk, meget udbredt. Bag mange af disse navne, gemmer der sig ofte en "historie. Det var tilfældet med "fløde-Ras".: Sådan som jeg har fået fortalt det, har det noget at gøre med en gårdhandel. Og det var endda vist nok Ras´far det drejer sig om. Dette beviser bare, at øgenavne i mange tilfælde går i arv fra generation til generation. Ras`far skulle altså afslutte en gårdhandel, og føler sig godt tilfreds med udfaldet. Han vil gerne hovere lidt, siger: "JA, du tog mælken, men jeg fik fløden". Ellers kan jeg huske om "Fløde-Ras", at han pløjede med heste, og høstede med selvbinder, hvilket selv dengang ikke var helt almindeligt.
Næste sted var efter nogle seje tråd op ad Stenvadbakken, Stenvad-gården. Her boede Åge og Laura. De to kom til at betyde en del for os to "københavnere", som vi jo i de flestes øjne stadig var, efter kun få år som tilflyttere.
Netop gennem avisturen fik vi her et "efter skoletid" job. Vi blev accepteret med det samme på trods af vores status som tilflyttere. Vi fik lov til næsten alt i mark og stald. Muge ud ved køer og grise, malke, køre traktor og meget andet.
Jeg husker traktoren. Det var en "grå Fergusson", udstyret med en halmsæk mellem liftarmene, hvor den tjente glimrende som "sofa" for eventuelle passagerer. Jeg husker frokostpauserne, når vi var i marken. Ofte har vi siddet ved stendyssen (den på 50 kr.sedlen), og spist de spegepølsemadder, og drukket den kaffe,viklet ind i en tyk sok for at holde kaffen varm, som Laura kom gående med i en kurv. Og der var en hel flaske (den med patentprop) kaffe til hver, både til knægtene og til Åge, for forskelsbehandling lå ikke til Laura.
Turen gik nu videre op over Stenvadbakken, forbi "løjtnanten" , som var Åges og Lauras søn, og som havde en lille gård på toppen af Stenvadbakken, forbi Erik Kusk, og til venstre ad Fuglsøvej. Her husker jeg nogle steder vi kom: På en gård, hvor stuehuset og stalden var delt af landevejen, boede Fru Lis. Hvorfor hun blev kaldt sådan, ved jeg ikke. Hun havde en masse høns, ænder og andet fjerkræ, og engang imellem skulle der tages blodprøver af alle hønsene. Det fik vi to avisdrenge tilbud om at medvirke til, og mod en lille skilling, holdt vi derfor i hundredevis af høns, mens der bag den ene vinge, blev udtaget en blodprøve. Hvorfor vi gjorde det, ved jeg den dag i dag ikke, for sandheden er, at vi nærede en stor angst for alt fjerkræ.
Et andet sted jeg husker, er en lille ejendom der lå lidt oppe ad en grusvej fra Fuglsøvej. Her boede Rudolf Gissel med sin familie. Det var et af "favoritstederne" for os, for hvert år til jul, og nok også lidt ind imellem, vankede der en pose med lidt slik og appelsiner. En påskønnelse, som vi selvfølgelig satte stor pris på.
På Fuglsøvej boede også Karl Sand, som vi uvist af hvilke årsager kaldte " Karl Sand fin og grov grus". Om det havde noget at gøre med et evt. øgenavn, ved jeg ikke, men det er vel sandsynligt. Et andet sted vi kom, var hos "Orne Axel". Som navnet antyder, havde Axel ornecentral, og det var dengang søerne fik besøg af rigtige levende orner. Hos "Orne Axel" husker jeg især een ting. Han havde en lille, hidsig foxterrier, som syntes det var dens ret og pligt at angribe avisdrenge. Den stod parat i indkørselen, og når vi dukkede op, gik den målrettet efter vores ankler. En dag mente jeg, at der skulle sættes en stopper for dette, og iført træsko med jernbeslag på snuderne, rettede jeg et præcist spark mod det angribende kræ. Fra den dag af, var der ikke flere problemer med levering af avisen hos "Orne Axel".
Fra Orne Axel gik turen nu videre ad Kvasbrovej. Første stop var "Negerhytterne" , som vi kaldte dem. Det var en samling små huse, som lå i en firkant, og husede sæsonarbejdere fra mosen. Husene var ganske små. Man gik direkte ind i køkkenet fra "hoveddøren" (der var kun een dør i huset) , og så var der en lille stue. Om der også var et lille soveværelse ved jeg ikke, men ofte boede der familier med både tre og fire børn i husene, så pladsen har været trang. "Negerhytterne" - dengang et helt accepteret udtryk - mon det ville have været "stuerent i dag?
Næste stop var "Spaghnum" og "Barakkerne". "Spaghnum" var en to-etagers stenbygning, hvor jeg husker, at formanden (Alfred Leesvang) fra mosebruget boede. "Barakkerne" husker jeg som to lange træbygninger, med to eller tre små lejligheder i hver. Her boede de almindelige mosearbejdere, også kaldet "mosebisser". Ind imellem skulle vi aflevere avisen i en af lejlighederne, og jeg kan endnu i dag fornemme lugten af overophedede køkkener, lugten af tørv fra komfuret og ovnen, lugten af "etagevask" fra beboerne og lugten fra tobak. Dengang tjente familier til dagen og vejen i disse omgivelser uden at kny - idag havde det vel nok været ulovligt.
Fra "Spaghnum" og "Negerhytterne" gik det nu videre ad Kvasbrovej og over mod Horsemosevej. På dette stræk kunne vi af og til se "mosen gløde". Dette fænomen var ikke ualmindeligt, og betød at der var ild i mosen. På et eller andet tidspunkt havde der været rigtigt ildløs i mosen, brandvæsenet havde slukket branden og derefter i en periode efterslukketr branden. Så havde man vurderet branden endelig slukket, men alle vidste godt at det ikke betød så meget. Ild, som er brændt igennem klynelaget, kan ulme i månedsvis, og under de rette vejrforhold (tørke, vind og mørke) kan man se "Mosen gløde". En stor "naturoplevelse" for en avisdreng alene i mosen.
Efter at have passeret banen med "mosegrisen" endnu engang på ruten, var vi fremme ved Horsemosevej. Her begyndte samtidig Ramten-skoven. Her på hjørnet, skulle avisen afleveres hos en skovarbejderfamilie, Oluf og Jenny Madsen. De havde en søn, Jens Christian, som foruden at være vores granfætter, også blev en af vores aller bedste kammerater. Der kunne skrives mange sider om netop relationerne til dette sted, men her vil jeg blot nævne de utallige stunder i Jennys lune køkken, hvor hun "puslede" om os tre drenge, og de mange timer ude i skoven med hule-bygning og fantasilege. Huset, hvor vi havde så mange gode oplevelser, er i dag revet ned.
Videre ad Horsemosevej til "Niels Mælkemand". Som navnet siger, var Niels mælkemand, og mælkekørslen foregik dengang med to "nordbagger" , som er forholsvis små, men udholdende heste. Herfra gik turen videre til højre mod Hovlinen. Her skulle avisen afleveres hos "Svend Hønsedreng" - endnu et øgenavn, hos Ove Bredgård på Strømlund, en større gård dengang, og hos Søren Mælkemand. Om denne Søren Mælkemand også kørte mælketur, husker jeg ikke, men jeg husker at han boede alene, og når vi afleverede avisen hos ham, lå han ofte og hvilede sig på divanen. Dette var vel ikke så ualmindeligt, men den sværm af fluer der var omkring ham, når han hvilede sig, var for os to avisdrenge et stort mysterium. Ikke, at der var fluer, men hvordan kunne han finde hvile i sådan en sværm fluer?
Fra Hovlinen gik det nu op forbi Ulstrup Skole, ned til kirken og hjem til mutters kødgryder. En avistur på et par timer var slut.