Ulstrup skole omkring 1919

Lærer Pedersen omgivet af sine elever og tvillingedøtre

Billedet er fra et af de allerførste år i Ulstrup skoles historie. Billedet har jeg fra Inge Frederiksen (Bredgaard), og hun har nævnt, at det muligvis er hendes far, Ove Bredgaard, som sidder yderst til venstre i billedet. Ved at nærstudere billedet kan man endvidere se, at lærer Pedersen står i midten sammen med sine 2 små døtre, tvillingerne Anne Dorthea og Karoline Margrethe. Ud fra disse oplysninger har jeg vurderet, at billedet må være fra omkring 1919. Bemærk personernes påklædning. Drengene samt nogle af pigerne har store gammeldags spidssnudede træsko på, og de fleste af pigerne har flotte hvide pynteforklæder på.

Frode Sørensen har genkendt sin mor samt hendes søster på billedet. Frodes forældre var vognmand Åge Sørensen gift med Astrid Sørensen (født Grauballe).

 

Astrid Grauballe står som nr. 6 fra venstre i anden række og hendes søster Julie Grauballe sidder som nr. 6 fra venstre i første række.

                                                    ______


                                          

Skoleklassen 1919

Billedet er muligvis taget samme dag og af samme fotograf som billedet af elever stående på trappen, altså omkring 1919. 

Billedet kommer fra Frode Sørensen, og han har genkendt sin mor Astrid Sørensen, født Grauballe siddende ved forreste bord til venstre og hendes søster Julie Grauballe ved andet bord til højre. Et godt billede af en skoleklasse på den tid med forskellige landkort hængende på væggen, og bordene ser ud til at være de samme, som vi sad ved, og som stod der i hele skolens levetid. Skabet nede i venstre hjørne mener jeg også at kunne genkende, og jeg tror, at det er det samme skab, som danner baggrund på skolebillederne fra 1960.