Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening
Åbningstider

Arkivet har åbent den første tirsdag og tredje torsdag i hver måned kl. 19:00 til 22:00

Adresse: Kølstrup Præstegård, Kølstrup Bygade 25



Vi modtager gerne billeder, arkivalier og andet materiale der belyser sognets historie. Har du ting du ikke vil af med, har vi mulighed for kopiere dem.

Arkivleder: Ole Svensson,  e-mail:  Svensson.ole9@gmail.com

Ulriksholm slot

Nyheder

Se Kølstrup Sogn gennem billeder og tekst.

Gennem flere år har aktive folk i Lokalhistorisk Forening indscannet et væld af billeder. Hele 1750 billeder ligger nu indscannet til fri afbenyttelse og til behagelig syn. Der er også skrevet tekster til billederne. 

Billeder fra Kølstrup Sogn og mange andre arkiver fra Danmark, kan ses på net adressen: http://www.arkiv.dk/

Bestyrelsen

Knud Erik Kristensen

Evald M. Jensen

Carsten Skovlunden

Ole Svensson

Anette Knudsen

Egon Sørensen

Villy Gervig

Ejner Jensen

Jørgen Svensson

Katrine Ørnstrup, suppleant

Bjarne Hansen, suppleant



Kølstrup kirke
Kølstrup kirke

Folder nummer 91

Træerne i Hundslev

Når bønderne i gamle dage skulle vise gårdens velstand, var en af måderne at lægge møddingen på gårdspladsen, og gerne så tæt på vejen som muligt, også selvom det i nogle tilfælde kunne være upraktisk.( ”Villy Gervigs”) gård, som ligger midt i Hundslev, er et godt eksempel. På den gamle, stråtækte bindingsværksgård, Skippergården, har gårdens mødding sikkert også ligget til offentlig beskuelse. Men man er ikke sikker, da der kun findes en enkelt, dog ret omhyggelig, beskrivelse af stuehuset og de store træer, som omgav gården. Takket være min bedstemor, Kirsten Elisa Marie Debora Andersen, blev det gamle stuehus både i det indre og udvendige beskrevet, mens tid var, og disse optegnelser, som også indeholdt hendes barndomsminder, blev fundet efter hendes død, d.7. juni 1949.

Den gamle gård, som kan dateres tilbage til omkring 1780, købte min oldefar, skibsfører/kaptajn, Hans Marius Nielsen af en kammerråd d. 18. december 1861. Derfor kaldtes gården blandt folk i Hundslev for ”Kammerrådsgården”. En kammerråd var oprindelig en embedsmand, som var beskæftiget med statens finanser. Senere blev det blot en ærestitel, som blev givet til folk, som havde gjort en ekstra indsats for samfundet. (Læs om Kammerråden næste side) Gårdens rigtige navn ”Baraelkamay” blev senere skrevet i en blænding på det ny opførte stuehus. Navnet er hebræisk og betyder: ”Gud skabte denne forgængelige verden”. Efter at gården brændte i 1905, opførtes en helt ny og moderene gård. Der opførtes et stort, rødt, toetages stuehus, omtrent der hvor det gamle, lave stuehus havde ligget, og i steder for de to staldlænger, som havde ligget mod vest og mod nord, byggede man en én stor, kombineret stald – og ladebygning mod vest. Møddingen blev lagt vag ved ladebygningen, omkranset af en lav, trefløjet kampestensmur, så der var styr på herlighederne, Og så blev der ud mod vejen anlagt en noget prangende gårdsplads, som viste, at ejeren havde magt over tingene, Gårdspladsen og de omgivende træer ser ud og er næsten den samme som dengang i 1905.Pladsen er en rund grusplads med et stort lindetræ i midten, der blev plantet efter branden. Lindetræet vender jeg tilbage til senere. Mod syd og vest omgives pladsen af stuehus og avlsbygningerne og mod nord og mod øst, ud til vejen, står en gammel tjørnehæk, også fra 1905, med en række store sten ind til gårdspladsen. Nogle af de store sten har sikkert været sylsten under de gamle bygninger. Ud til vejen, i tjørnehækken, stod med nogle meters afstand 4 amerikanske ahorn. De blev stynet, så de ikke skyggede for meget. Typisk for de amerikanske ahorn var, at bladene var gule hele sommeren. Ofte kom forbipasserende ind for at høre, hvor de der mærkelige træer dog kom fra, og om de var syge. Men de fejlede skam ”ette nov”, og de blev først fældet engang i 1990erne.

Ud over den store lind på gårdspladsen stod der et kæmpe lindetræ bagved ladebygningen, ud mod vest. Min bedstemor omtaler et stort lindetræ allerede fra sin barndom, gad vide om det var det samme træ. Træet var nærmest pyramideformet, med nogle store, tykke, vandrette grene nederst. Natuglen holdt til i træet og har sikkert fundet en redeplads i det tætte grenvildnis øverst oppe. Jeg har som barn klatret meget i træet, men må med skam melde, at jeg aldrig nåede op i toppen af det. Desværre blev det fældet for at give plads til en svinestald, da Inge-Lise og Erik overtog gården i 1963.

Gården havde en stor landbohave med æble-, pære-, blommetræer og bærbuske. Vi var selvforsynet med frugt og grønt. Der var en n

nøddegang med hasselbuske på begge sider, og langs et svinehus i træ, bygget til senere, stod mod syd en række espalier - ferskentræer, som i gode somre bar frugt. Om vi huggede ferskner? Nej, er du tovli´ ma´, de´ gjor´vi dat´ u´ på la´et! Et drivhus ville have gjort ” kålhaven  ” perfekt.

Kammerråd Frederik Hintze Larsen, født i Ladby d. 28/12 1764, som søn af Lars Hjort. Gift med Anna Elisabeth Clausen, født i Nr. Sundby 14/1 1774. Amtsforvalter i Hjørring 1801 til 1815. Købte i 1815 gården i Hundslev hvor de boede til han døde 28/2 1841, Anna Elisabeth døde d. 27/10 1860.

Se gravsten på Kølstrup kirkegård, tæt på kirkens nordlige side.

(Kilde, Ole Andersen)


Folder nummer 90

100 året for kvindernes stemmeret.

 

I anledning af 100 året for kvindernes stemmeret, holder arkiverne en udstilling 3/10 – 30/10 på Toldboden i Kerteminde Temaet er:

”Markante kvinder fra sognet”

I Kølstrup har vi valgt 5 kvinder, som vi her giver en lille omtale af.

 

Anne Marie Jensen . ”Marie sygeplejerske” Født i Hundslev 1896 som datter af bagersvend Kristian Jensen og hustru Johanne Sofie.

I 1881 blev der stiftet en sygeplejeforening, Formålet var at skaffe de syge en kyndig pleje. De første år skiftede man tit sygeplejerske. Men i 1918 blev den 22 årige Marie Jensen antaget, hun startede med en årsløn på 1275 kr.

Marie var meget vellidt i sognet, og et særligt tag havde hun på de generte drenge når der var helbredsundersøgelse i skolen.

Det blev til 40 år som sognets sygeplejerske. I 1958 går hun på pension.

Marie var ugift og boede hele sit liv hos forældrene i Hundslev.

Marie Jensen døde den 19. september 1966, 70 år gammel.

 

Kirsten Runge Walther. ”Kis Walther”. Født den 15/3 1905 i Brønshøj som datter af Hertha og Karsten Petersen Runge. Kort efter dåben flyttede familien til Vejle, hvor faderen havde fået ansættelse som ingeniør og motorsagkyndig ved kommunen. I skolen var det gymnastikken der interesserede hende mest. Efter konfirmationen var hun i huset hjemme hos sin mor. I 1923-24 var hun på Statens Gymnastikhøjskole i København. Efter et år var hun tilbage i Vejle, hvor hun tog sykursus, husholdningskursus, kørekort og ledede gymnastik om aftenen.

I 1925 tog hun til Ollerup Gymnastikhøjskole for at lære hos Niels Bukh. Her blev hun forelsket i en ung landmandssøn fra Kølstrup Aage Walther, han var også elev på skolen.

Mens hun var på Ollerup blev der lejlighed til komme til U.S.A. for at undervise i Niels Bukhs gymnastik. Kirsten var så heldig at blive udtaget til komme med, så i 1927 rejste hun sammen med en veninde til staterne. Hun kom til en by der hed Caprun, hun boede flere steder, bl. a hos noget familie der havde en farm, en dag i høst kom der en bil ind i gården- det var Aage og hans bror Alfred,- så hun blev glad for at se sin kæreste.

I 1929 blev Kirsten og Aage gift i Vejle, derefter forpagtede de gården i Kølstrup. Børn: Aase født 1930 og Karsten født 1934.

Foruden at være husmoder var Kirsten 4 år i sognerådet, for øvrigt som den første kvinde. 24 år i menighedsrådet. Ledede gymnastik i Kølstrup og på Nymarksskolen i 8 år. Sine sidste år boede hun i ældrebolig i Kerteminde, her døde hun den 29/12 2003. næsten 99 år gammel.

Elna Andersen. Lærerinde ved Kølstrup Forskole.

Født i Odense den 30. juli 1890 som datter af Manufakturhandler Rasmus Andersen og hustru Anne Katrine. Sin uddannelse fik hun på Odense Forskoleseminarium. Efter et par år i Årslev Friskole kom hun i 1914 til Kølstrup. Her starter hun på en lang periode, idet hun de næste 42 år bliver den lærerinde de små Kølstrupborgere stifter bekendtskab med, når de starter deres skolegang. Hun er fra alle sider blevet omtalt som den fuldendte lærer for småbørn.

I 1956 tog hun sin afsked, og flyttede til et hus hun havde bygget på Ulriksholmvej nr. 17. Elna Andersen døde den 4. april 1974, 83 år gammel


Ingeborg Suhr.
Suhrs Husholdningsskole.

Ingeborg Suhr blev født i Kølstrup 1871, som datter af førstelærer Johs. Suhr og hustru Ane Christine. Som voksen flyttede hun til København, hvor hun i 4 år var assistent ved Vestre Hospital og leder af det store køkkenpersonale.

Derefter tog hun til Norge hvor hun studerede ved Henriette Schønbergs Husholdnings-Seminarium, her fik hun sin eksamen som Husholdnings- lærerinde. Kurser i Tyskland og Sverige, volontør på Hotel Phønix og Konditori La- Glace.

I 1901 startede hun ”Suhrs” Husholdningsskole i Skindergade København. Den blev hurtig et tillægstykke og eleverne strømmede til. 4 år senere grundlagde hun ”Suhrs Seminarium” hvor man på 3½ år kunne blive ernæring og husholdningsøkonom.

I 1912 blev hun gift med Ørelæge Carl Mailand. 1 1926 fik hun fortjenst-medaljen i guld. Ægteparret Mailand og Suhr omdannede i 1951 skolen til en selvejende institution. Ingeborg Mailand Suhr døde i 1969.


Karen Madsen
. ”Karen Fisker”.

Karen blev født 1915 i Voldby ved Hammel. Som 19-årig fik Karen tuberkulose og tilbragte 5 år på Ry Sanatorium, blev helbredt og giftede sig i 1939 Mads Madsen fra Hindsholm. Efter de var blevet gift slog de sig ned i Hundslev. De begyndte at sælge fisk, under krigen var det på cykel, men efter krigen købte Mads sig en motorcykel, siden købte de en lille lastvogn og Karen overtog Motorcyklen.

På sine ældre dage samlede Karen ældre mennesker i huset i Hundslev. I 1978 tog hun initiativ til at få bygget nogle ældreboliger ved Plejehjemmet Dalsbo. Ved hjælp af bl.a. Else Møller og Rasmus Pedersen, kunne Karen i 1980 tage det første spadestik, og senere flyttede hun som den første ind. For sin indsats blev hun udnævnt til Årets Kerteminde borger. Ved 25 års-jubilæet for Fællesrækken blev der indmuret en plade med Karen ”Fisker” Madsens navn. Karen Madsen døde i Rynkeby 1993.


Folder nummer 89

Griseslagtning fortsat:

 

Trækarret fik i de næste måneder en helt anden rolle. Det kød, som skulle gemmes og spises, efterhånden som der blev brug for det, blev saltet. Trækarret stod nede i vores kælder, hvor der var en konstant lav temperatur. Før kødet kunne bruges, blev det taget op og udvandet et par dage i forvejen. Og flæskestegen? Jamen, den havde ikke taget skade af at være nedsaltet, snarer tværtimod, selv om onde tunger ofte påstår det modsatte.

Engang i 50erne blev vi ligesom de andre gårde medlem af Rynkeby Andels Frysehus. Og det gjorde det hele nemmere – omtrent! Frysehuset blev bestyret af tre søstre, frysepigerne, og de var skrappe. Når jeg kom med min seddel skrevet med min mors ulæselige håndskrift, var det altid spændende, hvad jeg kom hjem med. Og så skulle ønsket fremføres i en orn´lig og høflig tone. Ja, meget af min dannelse står frysepigerne og andet lokalt godtfolk for.

Af grisehovedet lavede min mor sylte. Spegepølserne blev røget og hængt op på stuehusloftet, jeg syntes, at der var nogle underlige, små, tørre nogle. Men musene var vilde med dem, og det var ikke altid nok, at pølserne hang ned fra hanebåndene i lange snore.

Griseørerne fik hunden. De eksporteres i dag til Sydeuropa, eller de kan købes tørrede i supermarkederne til dyrefoder.

Et par dage efter slagtningen gik jeg hen til Marie sygeplejerske med en kurv med alskens godt: Suppe, pølse, farskød og måske er friskbagt franskbrød, kurven var i hvert fald fyldt godt op. Det var en gammel tradition, som min mor overtog.

Marie Sygeplejerske boede midt i Hundslev. Lige før smedjen, i et lille stråtækt hus, hvidkalket og med grønt bindingsværk. Der var kun et fag til døren og to vinduesfag.

Der var hyggeligt i hendes lille stue med hvide, lette gardiner for hendes små vinduer og med pelargonier i karmene. Huset lå lidt højere end de andre huse i landsbyen, og der førte en lille trappe op til. Landsbyen Hundslev ligger på en sydvendt skråning, som er en del af en langstrakt banke eller morænebakke. De sidste kommer jeg ind på sendere.

Marie Sygeplejerske var ugift, og hun boede sammen med sin gamle mor. Lidt længere oppe i hendes have lå en nyere tilbygning.

Selvom Marie hverken havde kørekort eller bil, passede hun sit job som hjemmesygeplejerske samvittighedsfuldt, og hun var meget vellidt i sognet. Uanset vejret kom hun, så snart der var bud efter hende. På sin cykel og med medicin og de andre remedier i cykelkurven og på bagagebæreren, og ofte i strid modvind, kom hun asende ned gennem Hundslev.

På Skippergården havde hun et fast job, da min bedstemor af og til fik et lavement, og jeg har også haft fornøjelsen af at lægge rumpe til adskillige af hendes indsprøjtninger. Det var dengang, da lægen og sygeplejersken kom til patienterne.

Hendes løn har ikke været værd at skrive hjem om, så foræringerne fra gårdene efter en slagtning har sikkert været en reminiscens fra den gamle fattighjælps tid ude på landet.

Når jeg kom med kurven, blev jeg de første år altid beværtet med saftevand og småkager. Senere, da det gik an, med et eller to glas af Brugsens Kijafa frugtvin, skænket op i dessertsvinglas, dem med den mørke fod og glaskant; vi har nogle af dem sående i St. Ladager

Jeg var også henne med et par fyldte henkogningsglas, når min mor henkogte eller syltede.

Og så kom pølsegilderne med invitation af Hundslev borgerne, delt ind efter social status – og nogle blev aldrig inviteret. Gårdejerne for sig, der skulle jo helst være nogle hartkorn og avles mere end tyve fold, og husmænd, naboer og dem, som man var mødt til at invitere, for sig, men det vender jeg tilbage til en anden gang.

Og til tonerne af julemusik fra Danmarks Radio stod vi børn stille og andægtigt og beundrede brugsuddelerens, også i år alt for tidlige juleudsmykning i det store udstillingsvindue, og samtidig genlød landsbyen Hundslev af hvin og fortvivlede skrig fra grisene, når de på de andre gårde skulle sørge for sulemad og flæskestege.

   

Kilde. Ole Andersen ST. Ladager Sjælland.


Folder nummer 88

Griseslagtning i Hundslev

”Sådan gik det til, da farfar var ung, da farfar var ung……da farfar var frisk og ung”

Et par gange om året slagtede vi gris på Skippergården i Hundslev, ligesom de gjorde det på de andre gårde i landsbyen. Og det var ikke en eller anden tilfældig, lille skravlet gris, som min far tog ud af stalden. Nej han havde længe i forvejen udvalgt en gris, som tog godt på, og som ville udgøre et godt potentiale til min mors fremragende medisterpølse og flæskesteg.

Når dens jævnaldrende søskende, slagterisvinene, havde opnået den rigtige vægt, og blev kørt til svineslagteriet i Odense, blev den sat sammen med et yngre kuld, eller den blev sat til at fylde op, i en lille blandet flok af smågrise, som var lidt længere tid end de andre om at få sul på kroppen. Grise har det jo ligesom vi mennesker, appetitten og sulten bliver bedst, når man spise i flok, og vores gris skulle helst veje noget mere, end de der magre industrisvin, som englænderne og byboerne måtte sætte tænderne i.

Derfor fik den også rigeligt med ekstraforplejning, dvs.

at den udover den sædvanlige grut, valle og vand fik madrester. Nej, det ville skam ikke gå i disse økotider.

Og så blev der ellers regnet på, om den nu kunne nå den rigtige vægt, og være klar til juleslagtningen. Den næste gris blev slagtet engang i forsommeren. Desværre gik sådan en gris ofte hen og blev halv - tam

og lidt for kælen, det passede sig ikke rigtigt for et husdyr, Vi boede jo på en gård på Fyn, og grisen skulle ikke gå og få nykker og tro, at den skulle spille med i en dyrefilm at Walt Disney.

Når den store dag oprandt, var alt forberedt og tilrettelagt. Hundslevs slagter, Peter Gervig, var bestilt, han havde en gammel stråtækt gård midt i landsbyen. Dagen før blev det store træ kar sat med bunden i vejret ude på den lille cementplads mellem bryggerset og vognporten. En træstige blev lagt henover. Der skulle grisen ligge under slagtningen, og senere blev stigen sat op mod vognporten med grisen bundet fast, så Peter kunne komme til at partere den. Tidligt om morgenen, før Peter kom, havde min mor fyret op i gruekedlen i bryggerset, så vandet var skoldhedt til grisens eneste og sidste bad.

Kl. syv kom Peter på sin cykel med skarpslebne knive og den særlige revolver, som skulle bruges til at bedøve grisen med, før Peter stak den i halsen. Tidligere foregik det mere primitivt med en hammer og noget, der lignede en lille mejsel.

Efter at Peter havde fået en kop morgenkaffe med et stykke nybagt hvedebrød til, blev grisen hentet omme i svinestalden.

Først fik den et reb bundet om trynen, og allerede der begyndte skrigeriet. Så blev den lempet ud, og med lidt held gik det stille og roligt hen til slagtebænken.

Der sluttede så dens sidste tur, idet Peter og min far med et rask tag tog fat i den, lagde den op på stigen, bandt forben og bagben sammen, fastgjorde dem til stigen, alt mens grisen hvinede og hylede i vilden sky.

Indtil da havde jeg stået og set på, det var jo trods alt bare en naturlig del af livet på landet. Men nu fik jeg en meget betroet opgave, jeg skulle holde fast i grisens hale. ”Hold nu godt fast”, sagde de med et lusket grin,  og sådan en lille fyr på 7 år skulle nok vise, at han var mand for sin hat.

Jeg holdt fast, Peter bedøvede grisen, stak den i halsen, og blodet væltede ud af den og ned i en spand, som var sat ind under grisen. Og jeg fór ind til min mor far at få vasket al grisemøget af hænderne. Jeg syntes, at min mor tog situationen lidt for humoristisk! Næste gang vidste jeg bedre.

Min næste opgave var nok så vigtig, jeg skulle med kraftige tag røre runde i blodet i ottetaler, så det ikke koagulerede. Det ord kendte vi ikke dengang, der var nok, at det ikke klumpede.

Det skulle senere på dagen bruges til blodpandekager og blodbudding.

Efter at grisen var blevet aflivet, blev karret vendt om og fyldt med det kogende vand fra gruekedlen. Grisen blev sænket ned i det, taget halvt op igen, og Peter og min far begyndte at barbere den med nogle metalkræmmerhuse; alle svinebørsterne skulle af, så der ikke kom hår i flæskestegen.

Da de var færdige med det, satte de stigen med grisen forsvarligt bundet til trinene, op ad vognporten, og så gik Peter i gang med at partere den.

Det første, som vælter ud af sådan en gris, er tarmene. De skulle renses for deres oprindelige indhold, krænges ud og koges. Så blev de senere brugt til medisterpølser. Medisterpølse, som vor mor lavede den, uhm! Alice mindes stadig de første besøg på Fyn, hvor hun fik hjemmelavede medisterpølse. Senere fortsatte min søster, Inge-Lise, kunsten. Intet gik til spilde fra en griseslagtning, ja det skulle lige være skriget og det yderste af halen. Kødet skulle helst spises i en bestemt rækkefølge, så det, der kunne holde sig kortest, blev spist først. Derfor stod den på blodpandekager til frokost, kl. 12. Blodpandekagerne var blandet op med små stykker spæk, rosiner, kanel og nelliker, og de blev serveret med sirup til.

Og så blev der lavet finker af finthakket lunge og småkød, og det blev serveret til mændene. Og en øl og en snaps til. Jeg mindes ikke, at der var øl og snaps på bordet på Skippergården til andre tider, end når der blev slagtet gris. Hverken Peter eller min far var afholdsmænd – selvom det til tider kunne se sådan ud. Men en slagtedag var en festdag – undtaget for grisen. Om aftenen stod den på fedtegrever, det var pandeafkog af fedt, tilsat krydderier.

Peter Gervig slagtede nu ikke helt gratis for os. Han havde jagten på vores jord. Og nok så vigtigt, i vores 4 tdr. land skov. Vi fik da en hare engang imellem, men fasaner og agerhøns har jeg aldrig fået derhjemme. Dem kørte Peter til Kerteminde med, hvor de blev solgt på torvet.

Næste dag stod den på frikadeller, og til min far var der grisetæer. Jeg kan endnu se ham sidde og smovse i grisetæer, med et nærmest saligt udtryk og med fedtet løbende ned ad mundvigene. Det skulle der også en øl til. Bagefter blev den halvlange shagpibe tændt for at lette fordøjelsen. Så satte han sig hen ved vinduet i den lille stue med Fyens Tidende, godt tilfreds med dagens forløb.

 

Ole Andersen, St. Ladager Sjælland.


Folder nummer 87

Krigen 1864.

Her i 2014 er det 150 år siden, at Danmark tabte krigen i 1864 og dermed også tabte hertugdømmerne Slesvig, Holstein og Lauenburg, næsten en tredjedel af landet og næsten 5000 soldater blev enten dræbt, såret eller taget til fange.

 

Torsdag den 22. januar foredrag om Erik Højer Møller.

Torsdag den 22. januar kl. 19.30 er der foredrag i Konfirmandstuen i Kølstrup, hvor Sognepræst Knud Erik Kristensen vil fortælle om Erik Højer Møller.

Erik Højer Møller blev født i Skive den 28. april 1818, Faderen var præst og provst.

I 1843 blev han kapellan hos faderen, og i 1850 blev han Feltpræst i Hæren, og tre måneder senere blev han Feltprovst.

Fra 1851 og 10 år frem var han dels Feltpræst i Hertugdømmet Slesvig og dels garnisonspræst i byen Slesvig. I 1861 blev han sognepræst i Nordborg på Als, inden han igen i februar 1864 blev konstitueret som Feltprovst.

Da krigen var slut opholdt Højer Møller sig i Odense, indtil han den 14. april 1866 blev udnævnt til Sognepræst for Kølstrup og Agedrup sogne. (Agedrup var dengang og indtil 1892 et annekssogn til Kølstrup. I Kølstrup fik Erik Højer Møller, som han selv siger, 26 lykkelige år.

Erik Højer Møller blev valgt til Folketinget i 1869, hvor han slog modkandidaten Klaus Berntsen, som dog senere fik et mangeårigt virke i Folketinget. Til næste valg stillede Erik Højer Møller ikke op.

I Kølstrup Præstegård skrev Erik Højer Møller flere bøger om sit virke som Feltpræst og Feltprovst.

 

 

Lidt om de unge mænd fra Kølstrup som deltog i krigen 1864.

 

Niels Christensen. var født d. 28/8 1834 i ”Langeskov Huse” (Vægterbakken) Hans forældre var daglejer Christen Pedersen og hustru Anne Marie Nielsdatter. Et par år efter flyttede familien til ”Galgehusene” ved Trællerup. I 1842 blev faderen syg og døde d. 20/6 samme år. Moderen måtte nu flytte til Hundslev Fattighus med de fire yngste sønner.

I 1848 blev Niels konfirmeret i Kølstrup, derefter har vi ingen oplysninger om ham før han i 1859/60 bliver gift med Vilhelmine Pedersen der var født i Dræby. Efter brylluppet køber de ejendommen (Kølstrup Bygade 74).




I 1863 bliver Niels Christensen indkaldt til militæret som menig ved 16de Infanteriregiment, 7de kompagni som menig nr. 135. Regimentet blev kaldt ”Fynske Jægere” og havde kaserne i Nyborg. Ret hurtigt efter indkaldelsen blev regimentet sendt til Slesvig/Holstein for at forsvare skanserne ved Dannevirke. I alt 38 000 danske soldater stod over for den Preussiske og Østrigske hær på 64.000 mand.

Den 5. februar rømmede man Dannevirke og begyndte den lange tur til Als gennem kulde og snestorm. Den 7. februar ankom den udmattede danske hær til Als hvor der var indrettet teltlejre til dem. Via pontonbroer gik de flere gange om ugen over til Dybbøl for at forsvare skanserne.

Under en træfning den 16. april blev Niels Christensen dræbt, og han lig blev bragt til Augustenborg, hvor han blev begravet den 19. april.

  Lars Reinholdtsen. Var født i Nymarken 1832 som søn af Fæstehusmand Reinholdt Jørgensen og Maren Poulsdatter. Straks efter sin konfirmation kom han ud og tjene hos Gårdmand Conrad Nielsen i Kertinge. Efter et par år rejste han til Broløkke som tjenestekarl. I 1856 aftjente han sin værnepligt ved de ”Fynske Jægere” i Nyborg.

Kort før jul 1863 blev han genindkaldt til 19. Infanteri Bataillon. Kort efter blev Bataillonen sendt til Sydslesvig for at deltage i forsvaret af Dannevirke. Efter at have rømmet Dannevirke gik Lars Reinholdtsen og hans Kompagni til Sønderborg, hvor de ligesom Niels Christensen flere gange om ugen måtte til Dybbøl for at gå forpostvagt, hvor de var under beskydning dagligt

Den 18. april under stormen på Dybbøl faldt Lars Reinholdtsen sammen med 800 andre danskere. Også Lars Reinholdtsen blev begravet i Augustenborg.

Hans Andersen. Var født i Nymarken 1838, forældrene var Væver Anders Poulsen og Mette Hansdatter. Efter konfirmationen kom Hans ud og tjene, som 17årig var han på Ulriksholm, senere tog han til Viby på Hindsholm. Også Hans Andersen blev indkaldt til de ”Fynske Jægere” Det skete i 1861.

Efter at have deltaget i flere øvelser blev han ligesom Lars Reinholdtsen genindkaldt og sendt til Sydslesvig, dog ikke i samme Bataillon.

Efter at have rømmet Dannevirke og var kommet til Als, blev Hans Andersen og hans kompagni sejlet til Fredericia. Her fik Hans Andersen lungebetændelse og blev indlagt på infirmeri i Odense. Da han en måned senere kom tilbage var Fredericia faldet og kompagniet lå nu ved Båring, hvor de patruljerede langs kysten for at hindre fjendtlig landgang.

Hen på efteråret da krigen var slut blev Hans Andersen hjemsendt. Kort efter blev han forlovet med Edel Marie Hansen. Hendes forældre havde en ejendom i Degneløkken (Nr. 34) Efter at Edel Marie og Hans var blevet gift overtog de ejendommen, som indtil for få år siden var familiens eje.

I 1877 fik Hans Andersen erindringsmedaillien, og han var medlem af veteranforeningen lige til sin død 1927.

Således endte det med forskellig udgang for 3 af de ”Tapre Landsoldater”




Folder nummer 86

Noget om at slagte høns og gæs.

Jeg mener ikke, at vi købte kød hos slagteren i Rynkeby eller for den sags skyld andre steder. Vi var selvforsynende på Skippergården i Hundslev. Jo fisk købte vi, men fisk er jo pr. definition ikke kød. Fiskene kom Anders Fisker eller A´ers Makker, som vi kaldte ham, helt fra Kerteminde med. Han kørte rundt på en Long John med en fiskekasse foran og en på bagagebæreren. Han kom på en fast ugedag (onsdag?) og indledte altid med et:”Go ´dav Ma´r, skal du ha fisk i dav?”

Torsk og fla`fisk var i ”forretningen” hele året, men ellers var det årstidens fisk som rødspætter, hornfisk, makrel, ålekvabber, sild, stenbider og en sjælden gang ål.

Til daglig stod der svinekød på menuen. Skulle vi have noget andet, måtte vi til øksen! Og da vi havde både høns og gæs, måtte de lægge hoved til.

Vi har aldrig haft ænder, og jeg kan i dag godt se hvorfor: Andelort blandet godt op med vand bliver til en stinkende, tyktflydende masse, som efter et par dages regnvejr fordeler sig i et jævnt lag på gange og i staudebede, og for min blomsterelskende mor ville det have givet anledning ti l megen sorg og græmmelse.

Gæs lægger også nogle markante visitkort, men gæssene kom ud på stubmarkerne efter høsten, så de kunne æde af det korn, som selvbinderen ikke fik med, og så blev de holdt væk fra haven.

Hønsene blev de første dyr, som jeg lærte egenhændigt at slagte. De fleste havde høns dengang. Æg var ikke noget, man købte, allerhøjest noget man lånte af naboen. Min mor solgte æggene til Brugsen eller til FDB. De blev afhentet af en chauffør i en lille lastbil, efter ar de først var blevet gjort rene med et stykke fint sandpapir. Regnskabet førtes i en lille sort bog henne i Hundslev Brugs, og for fortjenesten kunne min mor så købe, hvad der var brug for i husholdningen af sukker, mel, kaffe o. s . v.  Blev der et større overskud, kunne hun selv bestemme, hvad det skulle bruges til.

Men høns har en begrænset ”holdbarhed”. Når de var færdige med at lægge æg, og blev goldhøner, blev de skiftet ud med nye. Det skete engang i købet af sommeren, men før da havde vi fået kyllinger, sådan rigtige, små gule påskekyllinger.

De kom ind i det noget mindre kyllingehus, hvor en stor lampe gjorde det ud for en reservemor. Nyklækkede kyllinger hører påsken til, og jeg har på sådan en kold forårsdag tit siddet i det lune kyllingehus og betragtet dem.

De gamle høner, som altså ikke var så gamle, blev ”sat ud”, dvs. de skulle slagtes. De fleste blev solgt, men nogle spiste vi selv, og der kommer jeg på scenen.

Når hønsene skulle indfanges, brugte vi en metalkrog, som var sat på en lang stang. Med krogen fik vi fat i hønsenes ben, og hønsene kunne derefter hales ind, og vi kunne lægge dem i en stor kornsæk. I sækkens mørke faldt de til ro, lidet anende hvad der vendte dem.

Først tog jeg og samlede ben og vinger sammen med et fast greb, svingede derefter hønen rundt og ned, så den med et slag ramte huggeblokken. Der lød et sidste gok fra den nu næsten bevidstløse høne, hvorefter jeg med øksen huggede hovedet af,

og hønen var ekspederet over i den næste verden. En lang blodstråle stod ud af halsen, og jeg lagde hønen ned på jorden for at tage en ny. Men sådan en halshugget høne vil have noget ud af sine sidste sekunder, så før jeg fik set mig om, var den hovedløs på vej ned i ajle renden, hvor den med nogle sidste vingebasken faldt om, godt indsmurt i grisemøg. Den endte som en metamorfose fra at gå fra en hvid italiener til en blakket, brun italiener. Jeg fiskede den op tørrede den noget nødtørftigt af, men den uskyldshvide farve var væk, og min mor fik et lidt anstrengt udtryk i ansigtet! Næste gang, jeg skulle agere slagter, lod jeg hønen hænge et kort øjeblik efter eksekutionen til den havde opgivet ævred.

Efterhånden blev hønseslagtningen ren rutine, men det blev det derimod aldrig, når jeg skulle slagte gæs. Gad vist, om vor herre har sat den lange hals på gæssene for at minde os om, at godt nok er vi mennesker sat her på jorden for at gøre os til herre over dyrene, men så skal der også være plads til kamp til stregen til de umælende?

På bedste toreador-maner lagde jeg øksen til rette på huggeblokken, tog med begge hænder et solidt greb omkring gåsens vinger og ben, beregnede vinklen og afstanden til huggeblokken, svingede gåsens godt 3-4 kilo rundt i luften, og slog så gåsehovedet ned mod blokken – troede jeg! Men gåsen var hurtigere, og hver gang landede dens hoved præcist ved siden af huggeblokken. Til sidst tog jeg med højre hånd fat i dens hoved, bandede det ned mod huggeblokke, og så i al hast, før den vågnede op af sin koma, gjorde jeg den  et hoved kortere.

Udover gåsesteg med svesker, æbler, flag og det hele var den også leverandør til kråsesuppe. Det var en underlig, syrlig suppe, lavet på gåsekråse. Den mindede lidt i smagen om ålesuppe.

At plukke gæs overlod jeg til min mor. Der skal et særligt tag til. Men en af de første gange, vi holdt jul i St. Ladager, fik jeg det ærefulde job. Vi var temmelig mange denne juleaften, min mor, Alices mor, morbror Thorvald, moster Kis og farbror Peder, Ejvind og vore tre børn, så der skulle noget mad på bordet. Gåsen, en stor, hvid fugl, sådan nærmest i svanestørrelse, købte vi oppe på Sommergården her i St. Ladager.

Det gik nogenlunde hæderligt at skille gåsehovedet fra kroppen, men jeg påtog mig at plukke den. Da vi hverken har stald eller grovkøkken, valgte et at sætte mig i badekarret med en spand skoldhedt vand. Gåsen blev dyppet jævnligt, og efterhånden fyldtes badeværelset med gåsefjer og gåsedun. De satte sig overalt, på 

Vægge, på mit tøj, i ansigtet, og hvad der ellers var af flade at sætte sig på. Da gåsen var plukket færdig, og jeg havde fået anlagt en klædelig fjerham, brugte jeg lige så lang tid på at gøre badeværelset rent, som jeg havde brugt på at plukke gåsen. Men gåsestegen blev en succes. Næste år købte vi et par store, færdigplukkede, landænder.

Ole Andersen St. Ladager.


Folder nummer 85

Hundslevs bedste legeplads 2

 

Ole Andersen fra Skippergården fortælller om sin barndom og ungdom i Hundslev

Gårdspladsen blev også brugt til andet end det fornøjelige. Skulle en ko eller hest opereres , var gårdspladsen et godt sted. Jeg kan huske, engang en hingsteplag blev kastreret der, og en anden gang fik en ko opereret det halve yver væk, så den efter at den blev rask kunne sælges med fortjeneste.

Den eneste dag i ugen hvor gårdspladsen på Skippergården var upopulær var når min lillesøster og jeg skulle rive gårdsplads lørdag eftermiddag, derefter var gårdspladsen kun farbar i et enkelt cykelspor.

Til Skippergården hørte, udover de 20 tdr. land agerjord, en skov på 4 tdr. Den lå et par kilometer syd for gården ned til Geels å. Det var en blandskov med bøg, eg, ask og ahorn og en mindre bevokksning med graner. Skovbrynet bestod især af hasler.

Igennem skoven gik en kirkesti med en bro over Geels a. Stien fortsatte på den anden side op til kirken i Birkende by.

Om sommeren var vores  skov en herlig legeplads. Vi byggede hytter, og alle var den sidste mohikaner. En dolk var  et must, og som regel var den både sløv og hakket. Var det rigtigt varmt, badede vi i åen. Den var ret lavvandet, men vi var ikke så kræsne. Vi satte åleruser op, men uden held. Jeg har siden hørt, at det er lykkedes for andre at fange ål i Geels a. Åen løber ud i Odense fjord.

På et tidspunkt havde jeg et akvarium, som udover salamandere, guldsmedelarver, skorpionstæger og andet godt også blev fyldt med hundestejler. De blev fanget i et udløb ned til Geels å, de kom fra en mergelgrav på en mark tæt ved vores skov.

Men en skov er en forretning. Vores lokale hjemmeslagter. Peter Gervig, havde jagten både på vores marker og i skoven, mod at vi fik en hare eller to om året, og mod at han også slagtede gris for os. En enkelt gang fik vi også en fasan, men mærkeligt nok aldrig en agerhøne.

Om vinteren skulle der skoves. Min far og jeg kørte på sådanne tidlige vintermorgener hjemmefra efter morgenmalkningen. Det var altid i februar, altså før træernes saftspænding begynder.

Det var en længere og til tider hundekold tur med to morgensøvninge heste med rim om mulen og uden særlig meget vrinsk i. De var forspændt en tung arbejdsvogn med jernhjul. Da det var en længere arbejdsdag havde vi madpakker og drikkelse med.

Lige før skoven lå et lille husmandssted med et mindre gartneri. Der boede et ældre ægtepar som hed Godske. Hestene blev opstaldet hos dem, og så gik det ellers løs i skoven med sav, økse og kiler og andet værktøj. Saven var en rigtig skovsav, med et håndtag i hver ende, og godt 180 cm. i længden. Så var det ellers ned på knæ, og med tungen lige i munden skiftedes til at trække og støde til saven, som efterhånden åd sig ind i stammen. Det var hårdt, og jeg lå altid med et lønligt håb om, at min far på et tidspunkt havde brug for et hvil. Det store øjeblik kom, når træet var ved at segne, når det begyndt at knage, så var det op at stå og huske at blive stående tæt ved træets rod.

Når et træ falder i forbindelse med en fældning, er det vigtigt, at det falder den rigtige vej, og den beregning kunne min far. Bøgetræer er til at have med at gøre. Der er sjældent at et bøgetræ snurrede rundt og faldt forkert. Egetræer er uberegnelige og falder i værste fald til den modsatte side af, hvor de skal.

Efter en hård formiddag var der frokost inde hos familien Godske. Vi spiste vores klemmer og Godske gav kaffe. Derefter var det i gang igen.

Brændekløvning foregik derhjemme med håndkraft, efter at brændet havde ligget et stykke tid. Til opsavning af grene tilkvas og optændingsbrænde, lejede vi en kvashugger som delte grenene i stykker på godt 20 cm. længde.


Folder nummer 84

Hundslevs bedste legeplads

Ole Andersen fra Skippergården fortæller om sin barndom og ungdom  I Hundslev


Når man kommer Kørende ad Rynkebyvejen ned gennem Hundslev, ender man, hvis man fortsætter lige ú, på gårdspladsen til Skippergården. Et noget pompøst stuehus omgiver sammen med staldbygningerne og en tjørnehæk den næsten cirkelrunde, grusbelagte gårdsplads.

Ret præcist i centrum af pladsen står et stort lindetræ. Det blev plantet i 1905, da en ny gård blev bygget, efter at den gamle var brændt. Mine bedsteforældre har øjensynligt valgt et lindetræ, da det er let at forme, at beskære, og da det giver en behagelig skygge for folk og fæ. En ekstra gevinst er det, når træet først i juli blomstrer, så domineres hele gården af duften fra de mange blomster og af den konstant summen fra honningbierne.

 

Denne gårdsplads udgjorde, vil jeg påstå, Hundslevs bedste legeplads. Der var plads til det hele, til ”spark dåse”, til ”halli hallo”, til ”en-to-trekrone for…”, til ”land” og til tøselegene, som ”tag den ring og lad den vandre…”. Der var samtidig mange gemmemuligheder, men det var aftalt, at vi ikke måtte rende ind, heller ikke i staldene, der skulle der være ro, indtil dyrene skulle fodres.

Når feriebørnene kom, var der ekstra gang i den, men bedst var det, når min fætter Erik fra Odense eller min fætter Mogens fra Fredericia var på besøg. Faster Bodils Mogens havde altid smarte technobiler med. Så blev der anlagt veje på hele gårdspladsen, og selvom det ikke var min fars kop te, at gårdspladsen i den grad blev skamferet vovede han ikke at gøre indvendinger, når hans lille søster var på besøg.

Efter krigen mærkede vi arbejdsløsheden og de dårlige, sociale forhold. Da fik vi om sommeren besøg af bisserne, som vi kaldte dem. De kom hen under aften for at overnatte, bankede på køkkendøren, og indledte gerne med ordene:” gode frue, De har vel ikke en madpakke eller en skilling til en farende svend?” Den med madpakken var til at gennemskue. Hvis de ikke blev for at overnatte, kunne min mor til sin store ærgrelse, finde madpakken igen på trappestenen ved hoveddøren. Skillingen blev i Hundslev Brugs omsat til husholdningssprit, som blev spædet op med en sjat sodavand.

Mens de ventede på at komme til ro, underholdt de os unger. De sad på de store sten på gårdspladsen og fortalte om nyt fra den store verden. Men årsagen til deres bedrøvelige tilværelse var altid den samme :Konen havde fundet en anden, og så var hun skredet. Jeg tror, at samtlige sociale lag, var repræsenteret  blandt vagabonderne. En af dem lærte mig tallene til 10 på fransk, en anden kunne synge, en spillede trækharmonika etc, etc.

Når skærsliberen kom, havde min mor knivene og saksene klar. Så slap jeg for at dreje den tunge slibesten.

Når de skulle til ro, foregik det altid efter samme procedure: Min far fik deres tændstikker, som så blev udleveret igen næste morgen: De fik anvist en tom hestebås. De blev inviteret på aftensmad.

 

Og hvis der var behov for det, blev garderoben suppleret. Enkelte af de vejfarende deltog i markarbejdet, f. eks. med at hakke roer eller med at køre hø.

Efterhånden som tiderne blev bedre, anskaffede nogle af dem en gammel barnevogn eller en lukket trillebør som ”campingvogn”. Ofte forspændt med en lille hund, der som tak fik lov til at overnatte i vognen. I  60erne tyndede det ud i antallet af vagabonder,. t iderne blev bedre. Dog nåede jeg at oplede de farverige vagabonder, som kandiderede til titlen Stodderkonge nede på  Egeskov marked.

Ikke kun de farende svende kom til Skippergården. De småhandlende var ligeledes, et fast islæt. Mange af dem kom på faste ugedage, så min mor kunne planlægge derefter.

Om onsdagen kom Anders Fisker fra Kerteminde, også  kaldet Step – Aàres da han stammede. Når han kom ind på gårdspladsen, satte han altid sin Long – John henne ved lindetræet. Cyklen var læsset med en fiskekasse foran og en bagved, og altid med årstidens fisk:, ”Go`dav mar` skal du ha`fisk i dav?” spurgte han min mor: Anders Fisker cyklede rundt på hele Hindsholm og solgte fisk. Et sikkert forårstegn var det, når Anders havde stenbider med. Så havde han besluttet på forhånd, at der skulle være et par stykker til min mor.

Gunner Bager fra Rynkeby kom ligeledes. Man det var sjældent, min mor købte noget af ham, hun bagte selv. Genboens, Olaf og Hilda, købte af ham. Og så var de frygtelig u pædagogiske, for deres datter fik lov til at få puddersukkermadder, bare på sådan en helt almindlig hverdag.

Lidt sjældnere kom Christian Flo´. Han boede nede ved Kertinge Nor. Han hed egentlig Hassel-Pflugh, men hvem ku ´sie´ det? Han havde en klumpfod, og hans ene ben var stift. Han cyklede rundt med en stor tøjbylt på cyklen, og kom altid ind i køkkenet for at handle. Med sig havde han undertøj og andet lingeri. Jeg er sikker på, at min mor købte de store, laksefarvede underbukser af ham. De var såre praktiske, når hun var i byen, for så kunne hun gemme lommetørklædet  oppe under eleastikken, som sad lige over knæet.

De, der solgte snørebånd, kamme, børster og andet kram, kom også altid ind i køkkenet.

En daglig gæst var Laurits Post. Vores lokale postbud. Stor og kraftig og med et rødmosset ansigt. I sin sorte postuniform kom han sindigt cyklende med en stor, sort posetaske – I regn og slud skal posten ud! Han kom altid ind i køkkenet. Det var før det nymodens pjat med postkasser ved vejen. Og så efter et kort ”dav”, kunne han pludselig sige, før han afleverede posten.: ”Ja, faster Bodil og onkel Martin kommer på lørdag”, samtidig med, at han gav postkortet til min mor. Jo, Laurits Post havde mere end smugkikket, da han sorterede posten på Kølstrup Station. Måske var der en eller anden ældre på ruten, som ikke kunne finde sine briller, når der kom post? Som undskyldning for Laurits skal nævnes, at han havde gået i skole med flere af mine fastre.

                                                                                                                                                 Fortsættes næste folder.


Folder nummer 83

Kertinge Brugs fortsat.

Krigen var slut, man havde fået ny uddeler. Selvom der stadig var en del der var rationeret kom der snart flere varer på hylderne.

I 1946 vedtager man at begynde at udbringe varer til alle medlemmer. I 1945 var omsætningen 129.000 den steg på 2 år til 250.000 og dividenden var 6 %, og den lå i mange år efter mellem 6 og 3%.

I 1949 begyndte man at modtage frugt fra medlemmerne, frugten blev sendt til konservesfabrik og man fik vin og marmelade retur til gavn og glæde for alle parter.

På generalforsamlingen i 1952 vedtager man at udvide og modernisere butik og lager. Det kommer til at koste 50.000 kr. og arbejdet udføres af lokale håndværkere. En lille historie i forbindelse med ombygningen. Da cementen ikke var tør kom dør til lager og butik til at stå åben en hel nat. Der blev nedsat et ”vagthold” bestående af gdr. Karl Andersen, Bækgården. Smed Svend Hansen Kertinge. Tømrer Kolding, Kertinge og Knud Moestrup. Man havde medbragt et spil kort for at slå tiden ihjel. Karl Andersen og Svend Hansen begyndte at fortælle historier og pludselig var natten gået, så man kom aldrig i gang med kortspillet og der kom heller ingen tyveknægte.

Omsætningen steg i 1960 til 1 million, man indkøbte den første frysereol. Der blev også skiftet formand i det Karl Andersen valgte at stoppe, ny formand blev gdr. Peder Christiansen, Fredensgaard. I 1964 går man over til ”selvbetjening” og kontant betaling for alle butiksvarer, det fik omsætningen til at falde en kort tid.

I anledning af brugsens 75 års jubilæum blev der holdt en stor fest i forsamlingshuset med spisning og underholdning af bugtalende pastor Kjeldgaard

 og frue. Prisen for at deltage i festen var 10. kr.


Ny formand og ny butik. I 1970 bliver formanden Peder Christiansen syg og bliver indlagt på Odense sygehus. Her dør han, og der skal vælges ny formand. Valgt bliver gdr. Poul Jeppesen Kertinge Mark. På det første bestyrelsesmøde den 14. november bestemmer man sig for at udvide butikken endnu en gang. Knud Moestrup har bygget nyt hus henne i enden af Kertinge Bygade. Uddelerens lejlighed inddrages til butik. På loftet indrettes en lille lejlighed til førstemanden.

Den ”nye” butik åbner under stor festivitas den 3. marts 1971. Det bliver dermed den sidste udvidelse i Brugsens historie. Krisen er begyndt at krasse, det er konkurrencen fra de nye store supermarkeder og de hurtigt voksende discountkæder. De fleste har fået bil, så de regner det ikke for noget at tage en tur i Rosengårdscentret og så i Fakta på vejen hjem.

Op gennem 1970-erne gøres der mange forsøg på at mindske underskuddet. I 1977 stopper man med at give dividende,-den dyre kassekredit opsiges og der tages i stedet et lån i ”Amtsparekassen” på 68.000 kr. Gennem alle årene har medlemmerne hæftet solidarisk for foreningens forpligtigelser. Dette bliver i 1976 ændret, så man går over til det der hedder ”begrænset ansvar”.

De sidste år: Den 10. maj 1980 meddeler Knud Moestrup at han stopper som uddeler d. 1. jan. 1981 for at gå på efterløn.

Som ny uddeler antages Erik Hansen fra Viby Brugs på Hindsholm.

Det blev en svær opgave den nye uddeler skulle i gang med. Op gennem firserne steg omsætningen, men indtjeningen faldt, dels på grund af høje renter og for mange lagerdage. Flere gange fik Erik Hansen påbud om at nedsætte lagerdage samt nedbringe medlemmernes gæld til foreningen, selvom man for mange år siden var gået over til kontant betaling var der mange der endnu købte ”på Bog”. Man prøvede forskellige ting for at få beboerne til at handle mere. Der blev lavet et ”Gårdmarked”, man deltog i forsamlingshusets julemarked, der blev oprettet et lille posthus, håndkøbsudsalg fra Apoteket, samt flere andre ting, men lige meget hjalp det.

På et møde i januar 1987 vedtog man med anbefaling fra F.D.B. at lukke brugsen. Der blev nedsat et likvidationsudvalg på 3 personer Jørgen Andersen, Jørgen Lindø og Karl Sørensen.

 Efter et stort ophørsudsalg lukkede Kertinge Brugs den 26. marts 1987 efter 92 års virke.


Folder nummer 82

Kertinge Brugs fortsat.

      Butikslokalet i den ”nye” brugs var stort og lyst. En stor disk dækkede de 2 sider, disken var forsynet med store skuffer på bagsiden, de indeholdt forskellige slags mel, gryn, sukker, salt og andre kolonialvarer. Bag disken gik uddeleren og hans 2 ”brugspiger” og betjente kunderne. Der var på disken en stor vægt hvor man vejede poserne som blev fyldt med varer fra skufferne. Under loftet hang isenkram, træsko gummistøvler og alt som man havde brug for idet daglige. På væggen bag disken var der hylder med vin og spiritus. I kælderen lå store tønder med eddike- sirup petroleum og andre flydende varer. Kunderne medbragte selv flasker som pigerne gik i kælderen og fyldte.

                  I butikken var der også nogle stole hvor kunderne sidde mens ordren blev ekspederet, men ikke mindst at høre den sidste ”Bysladder”, som til tider kunne være helt dramatisk, for eks. Den 7. december 1925 da arvingen til Ulriksholm, den 54-årige grev Aksel Danneskiold-Samsøe omkom efter en vådeskudsulykke i Lysenge skov. Året efter bliver det endnu mere dramatisk, arbejdsmand Niels Sørensen i Ladby slår sin kone ihjel og graver hende ned i haven, politiet har mistanke til og kommer til Ladby og graver efter hende i haven, de finder ikke noget den første dag, men komme igen dagen efter, om natten graver Niels liget op of flytter det hen hvor der er gravet.

       Mistanken mod Niels Sørensen er der stadig, så et halvt år efter kommer ”Rejseholdet” fra København, de får hjælp af byens tjenestekarle og efter et par timer finder de liget. Det indbringer Niels Sørensen 8 års tugthus i Horsens statsfængsel. (Hele historien kan læses i arkivet)

       Efter dette lille sidespring fortsætter beretningen om brugsen.

 

       Op gennem 20 og 30-erne steg omsætningen hvert år, 1 1947 nåede man 250.000 kr. man kunne udbetale dividende der startede med 6 % i 1922 og nåede helt op på 12% i 1939. Så kom krigen med varemangel og rationering og dividenden faldt og nåede i 1960 helt ned på 2 %.

               I mellemkrigstiden blev der også flere gange bygget til og lavet forbedringer. I 1925 fik man gadebelysning i Kertinge, det kostede 20 kr. om året.

Samme år begyndte man at handle med petroleum og benzin fra stander. Det var BP der leverede de havde nemlig kontrakt med FDB.

I 1931 købte man 600 kvadrat alen jord af naboen, gartner Thorkild Sørensen, det fik man brug for senere da P-pladsen skulle udvides.

I 1938 var der indbrud, pengeskabet blev fjernet. Det indeholdt 3800 kr. et nyt blev købt, pris 460 kr. Samme år vedtages det at medlemmer kan låne ”Lånetøjet” gratis mod at at købe kolonial, øl og vin til festen. Ikke medlemmer skulle betale 50 øre pr. kuvert

 

”Vrøvl med vandet”

Allerede et år efter brugsen var åbnet var vandet i brønden forurenet,- brønden blev tømt og renset med klor, men forureningen fortsatte med jævne mellemrum, man når helt frem til 1955 hvor det er galt igen. En dag gamle Hans Walther fra Kertinge er i brugsen og uddeleren beklager sig over det ildelugtende vand, fortæller Hans Walther at han godt forstå vandet lugter. ”de har jo gravet brønden lige midt i Abelones mødding” (Abelone var ejer af den ejendom hvor brugsen blev bygget). En ny brønd blev gravet ca. 100 meter nede på marken. Problemet var løst, men at der skulle gå 40 år er mærkeligt.

 

1945: ”Ny uddeler”

I 1944 siger Rasmus Knudsen sin stilling op, bestyrelsen overtaler ham til at tage et år mere, mod at der antages en kommis som evt. kan overtage uddelerposten. Den unge kommis der blev antaget hed Knud Moestrup, han var fra Jylland men havde været i Munkebo brugs nogen år. Bestyrelsen syntes godt om ham så han fik uddelerstillingen og begyndte den 21. november 1945.

Knudsen der var blevet enkemand, flyttede ind i et nybygget hus ved siden af brugsen

Det var ellers et krav at skulle kunne spille ”LHOMBRA” for at være i bestyrelsen, det gik det meste af møderne vist nok med. Moestrup kunne kun spille ”LIGE UD”. Det blev dog accepteret.

 

Sidste afsnit i næste ”Folder”.


Folder nummer 81

Forretningslivet i Kertinge.

”Kertinge Brugs”

Før 1890 har der så vidt vi kan se ikke været nogen ”Dagligvarebutik” i Kertinge, man skulle foretage sine indkøb i de store købmandsgårde i Kerteminde. I begyndelsen af 1890-erne begyndte man at snakke om at oprette en ”Forbrugsforening” i byen. Den første ”Brugs” var oprettet i Thisted 1866 efter engelsk forbillede. I årene efter bredte ”Brugserne” sig ud over hele landet, og i 1894 kom tanken til Kertinge

På et møde den 31. januar 1895 blev der valgt en Bestyrelse på 3 personer, gdr. Poul Jeppesen, Kertinge Mark, gartner Rasmus Rasmussen, Kertinge og husmand Rasmus Madsen, Kertinge.

De skulle finde egnede lokaler og en ”Uddeler”. Valget faldt på Jørgen Nielsen. Han var sømand og født i Hundslev Nymark, men som gift bosat i Kertinge (Kertinge Bygade 33). Han havde lokalerne og den nødvendige kapital på 730,38 kr. som han skulle deponere for varelageret. Jørgen Nielsens løn blev fastsat til 50 kr. om året for lokalerne og 6% af omsætningen i løn.  Omsætningen det første år var 6426 kr. 10 år efter i 1905 var omsætningen steget til ca. 40.000 kr, en kraftig udvikling på 10 år.

   

Bestyrelsesformanden Rasmus Rasmussen fik 1 % i godtgørelse, men han skulle også købe varerne hjem. I 1896 meldte man sig ind i ”Fællesforeningen” og på årsmødet i Aarhus i 1897 deltog formanden Rasmus Rasmussen, han fik bevilget 10 kr. til rejseudgifter, man rutter jo ikke med pengene.

På generalforsamlingen d. 10/1 1898, vedtages det at uddeleren ikke må sælge ”bajersøl” efter kl. 7 aften og bestilte drikkevarer skal afhentes til samme tid, man vedtager også at anskaffe ”lånetøj”, samt en telefon som medlemmerne kan bruge til en pris på 10 øre pr. samtale, ikke medlemmer betaler 25 øre, budpenge ansættes til 15 øre for medlemmer der bor i Kølstrup eller Kertinge.

Det kniber med driftskapitalen så man vedtager at optage et lån på 800 kr. Foreningen går godt, omsætningen stiger og man vedtager at udbetale 2366 kr i dividende.  I 1903 henstiller bestyrelsen til uddeleren at han retter priserne, så der ikke er forskellige priser på den samme vare.

Så er vi nået til 1904, man begynder at sælge frimærker og postkort samt markfrø, året efter følger salg af brædder. Bestyrelsen udvides med 2, forpagter Hans Andersen Kølstrup Præstegård og husmand Rasmus Andersen, Kertinge Mark.

Omkring1908/09 begynder man at snakke om nye og større lokaler, der bliver nedsat et byggeudvalg på 4 personer. På en ekstraordinær generalforsamling den 16. februar 1909 bliver forslaget nedstemt med 62 stemmer imod og kun 28 for. Bestyrelsen nedlægger sit mandat, og et nyt bliver valgt, det kom til at bestå af: Ebbe Sørensen, Kertinge. Christian Andersen, Kertinge. Hans Peder Larsen, Kertinge Mark. Hans Walther, Kølstrup og snedker Lars Madsen ved Kølstrup station. Formand bliver Chr. Andersen og regnskabsfører bliver Ebbe Sørensen.

Nu får formanden 25 kr. for at rejse til årsmødet i Aarhus.

Efter at der i nogen år har været ro om byggeplanerne, vedtages det i 1917 at købe 3000 kvardrat-alen af gartner Poul Hasse-Phlugh.

Den 15. februar 1919 oprinder den store dag hvor generalforsamlingen enstemmigt vedtager at opføre en ny ”brugs”. Murermester Hans Jørgensen udarbejder tegninger, og allerede den 26. marts er der indkommet tilbud på opførelsen af den nye brugs, prisen bliver 31.347,89 kr. Man går straks i gang og den 24. november er man klar til indflytning.

I forbindelse med åbningen af den nye brugs, får man også en ny uddeler, idet Jørgen Nielsen opsiger sin stilling. Der melder sig 20 ansøgere, hvor man efter en længere forhandling, antager Rasmus Knudsen, der hidtil har været uddeler i Ejby brugs.

De næste 26 år er Rasmus Knudsen uddeler i Kertinge inden han i 1945 går på pension.

Beretningen om Kertinge brugs fortsætter i næste folder.

Kilde: Knud Moestrup.


Folder nummer 80

Kertinge

 

På vores vej rundt i sognet er vi nået til Kertinge, - den næststørste af de 4 landsbyer i Kølstrup Sogn. Arealet er på 480 ha. (870 tdr. land). Udgravninger foretaget i 1970-erne viser at landsbyen er anlagt ca. år 1100.

Kertinge nævnes første gang skriftligt 1 1383 under navnet ”Kyrtinge”.

I år 1400 omtales en hovedgård i Kertinge med 7 tilhørende bøndergårde. I 1441 ejes den af Sten Basse til Antvorskov Kloster ved Slagelse. Nogle år efter har man nedlagt hovedgården, for i 1502 bliver der solgt 8 gårde til Kronen under Næsbyhoved len, og der nævnes ingen hovedgård, hvor den evt. har ligget har vi ingen oplysninger om.

I første halvdel af 1600- tallet køber Ulriksholm alle Kronens gårde i Kertinge, således at den i 1646 ejer 11 gårde og 4 huse i byen. I 1658 dør ejeren Chr.den fjerdes. søn Ulrik Chr. Gyldenløve kun 29 år gammel. Kort efter går godset konkurs og bliver spredt for alle vinde.

I begyndelsen af 1700-tallet under von Brǖggemann bliver hele godset samlet igen, og i 1728 ejer Ulriksholm 13 gårde og 7 huse i Kertinge.

I fællesskabets tid drives jorden som 3 vangs brug, og de enkelte gårde har jord op til 50 – 60 forskellige steder. I 1794 bliver jorden udskiftet og hver gård for samlet sin jord på et sted tæt ved gården, størrelsen på hver gård bliver på ca. 6 tønder hartkorn. I forbindelse med udskiftningen bliver ca. 7 gårde og 9 boelssteder (halvgårde) flyttet ud på Kertinge Mark.

 

I 1799 begyndte kammerherre Poul Rosenørn Ulriksholm at sælge fæstegodset, det gik stærkt, i løbet af 2 år var alle huse og gårde i Kertinge solgt til selveje.

Selvom alle gårde i 1801 var lige store er der gennem tilkøb og frasalg i dag en del forskel på de enkelte gårdstørelser.

Før 1960 var der grise og kvægbesætning på næsten alle gårde og husmandssteder. Det er gået voldsomt tilbage. Her i 2013 er der ingen malkekvæg og kun enkelte svineavlere i Kertinge.

Befolkningstallet: I 1801 boede der 171 mennesker i Kertinge. De næste 150 år steg det til ca. 325 i 1950. Men på grund af faldet af børnefødsler og afvandringen fra landbruget faldt befolkningstallet igen, men omkring årtusindskiftet begyndte det at stige, i 2010 rundede man 200 og i dag 2013 bor der 255 i Kertinge.

 

Industri, håndværk og forretninger:

Der har tilsyneladende aldrig været industri i Kertinge. Ved folketællingen i 1930 er der en der kalder sig ”Cykelfabrikant” men vi er aldrig stødt på oplysninger om en Cykelfabrik i byen så han har nok kun været cykelsmed.

 

Derimod har der været mange håndværkere af forskellig slags. I midten af 1800 – tallet var der 7 vævere og et ”Hørskætteri” på Kertinge Mark (Tværgyden nr. 10). Men da Bomuldsvæverierne i de store byer begyndte senere i 1800- tallet, måtte de små hørvævere lukke deres forretning.

 

Smede, snedkere, tømrer, murer, maler, skomager, skrædder, herre og damefrisører, tækkemand, bageri, kolonial, gartneri omtales i en efterfølgerne folder.


Jubilæumsfolder 25 år

Kølstrup Sogns Lokalhistorisk Forening

1987 - 2012

Den 31. januar i 1987 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening. Og de 25 år vil blive fejret med en udstilling om de mange år - ved Julemarkedet i Præstegården den 1. og 2. december i år.

Forud for Foreningens oprettelse gik der en spændende historie, som her kort skal gengives.

Den 7. september 1986 fejrede Kølstrup Forsamlingshus sin 90 års fødselsdag. Forud for dagen havde man efterlyst, modtaget og affotograferet en mængde gamle billeder, som blev hænget op på væggene i Forsamlingshuset.

Dette interessante initiativ udmøntedes i en stor begejstring om at måtte få en forening, der systematisk kunne varetage den slags og andre lignede opgaver.

På Julemarkedet i Forsamlingshuset i dagene den 22. og 23. november1986, var der fremlagt en liste, som man som interesseret i sådan en forening kunne skrive sig på.

Den 14. januar 1987 indkaldte Forsamlingshusets bestyrelse til et orienterende møde med ovennævnte listes underskrivere som indbudte. Dette møde resulterede i, at et udvalg på 9, heraf to fra Forsamlingshusets bestyrelse skulle arbejde videre med sagen. Disse 9 personer blev senere foreningens første bestyrelse.

Den 20. januar mødte de 9 personer i Forsamlingshuset, hvor der blev drøftet hvilken form og indhold den nye forening skulle have.

Den 24. januar var der et nyt møde i Kølstrup Præstegård, hvor man fortsatte drøftelsen af foreningens udseende. Man havde inviteret Vedby Jørgen fra Drigstrup Lokalhistoriske Arkiv, som han fortalte om. På mødet blev det vedtaget, at Ole Svensson og Knud Erik Kristensen til næste møde skulle komme med et udkast til vedtægter for foreningen.

Den 31. januar var der så stiftende møde i Præstegården. Udkastet til vedtægterne blev gennemgået og revideret. Vedtægterne blev enstemmigt godkendt.

Hermed var Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening en kendsgerning.

Den nye bestyrelse fik følgende sammensætning:

Formand: Ole Svensson.

Næstformand: Erik Olsen

Kasserer: Inga Kjær Jensen

Sekretær: Knud Erik Kristensen

Arkivudvalgsleder: Iris Andersen.

Medlemmer af Arkivudvalget: Helge Madsen og Poul Jeppesen.

Fra Forsamlingshuset valgtes: Børge Jensen og Kirsten Sørensen.

Suppleanter: Evald Jensen og Gudrun Schytte

Revisorer: Knud B. Grell og Birgit Riis Kristensen.

 

I 2003 trak Ole Svensson sig tilbage fra Formandsposten og blev i stedet leder af Arkivet. Knud Erik Kristensen blev ny formand.

 

Mangt og meget er sket i de 25 år. Nogle meget velbesøgte generalforsamlinger med kulturpersoner, som kunne fortælle godt og interessant. Medvirkende også til mange Skt. Hans aftner på Sportspladsen - også med gode Båltalere. Foredrag i samarbejde med andre foreninger. Utallige åbne aftener, hvor folk er kommet forbi til en snak om steder og personer.

 

Og ikke mindst også den årlige udflugt, som har fundet sted hvert år siden 1989. De først korte ture var blandt andet til Ladbyskibet og til Kejrup. Siden er der blandt blevet til ture til Slesvig, København, Viborg, Maribo, Ribe og Århus.

Knud Erik Kristensen, Formand


Folder nummer 77

Som landet lå i sognet i 1940’erne

 

”Ak! Hvor forandret!”, skrev Steen Steensen Blicher i en novelle for snart 200 år siden. To tredjedele af udsagnet gør jeg gerne til mit; men ordet ”Ak!” lader jeg Blicher beholde.

   For jeg glæder mig over de voldsomme omvæltninger i min levetid. Derfor véd jeg ikke, hvornår ”De gode, gamle dage” var. Jeg tror, de kun findes i fantasien. ”De gode dage” er – NU.

   Mange er uenige med mig. Også mange i Kølstrup Sogn. Jeg har talt med ældre her omkring, der priser tiden, før Fanden tog ved papirerne, så vore landsbysamfund blev voldsomt ændret. Det var bedre, mener de, dengang vi havde lokale andelsmejerier, små skoler, købmænd, brugser, småhandlende, bygningshåndværkere, smed, sypige, skomager, barber og Karolines ishus, dengang der var mange folk i sognet, dengang der på så godt som alle landbrug i Kølstrup Sogn var piger og karle, som spillede fodbold og håndbold om sommeren og gymnastikkede i forsamlingshuset om vinteren, dengang toget standsede hos Margrethe på stationen, dengang stolte mænd (sjældent også en kvinde) blev valgt ind i sognerådet og en gang hver måned på Edelsæde i tæt tobaksrøg traf beslutninger – uden indblanding fra de dér ’køwnhavnere’ i ministerier og sådan nogen steder.

   Nå, var det det? Var det bedre? Joe…Måske herligt for de få, der (Som jeg. Indrømmet) var så heldige at være født på en gård af tilstrækkelig størrelse. Men et helvede for de fleste: Piger og karle med lange arbejdsdage og kolde værelser og for familier, som måtte slide i det for ringe betaling, der i mange tilfælde næsten ikke kunne dække udgifterne til nødvendige, daglige fornødenheder som mad på bordet, tøj på kroppen og varme i stuerne, og som måtte affinde sig med at blive set ned på, fordi de ikke var så ’fine’ som de få, der var højere på strå. At være blandt de mindrebemidlede var smerteligt for såvel voksne som børn.

   Jeg undrer mig over, at man affandt sig med et samfund med så voldsom social lagdeling, hvor ”Folk skulle kende deres plads”, kendte den – og affandt sig med den.  

  

Det samfund, jeg her beskriver, er det, jeg oplever i minderne om 1940’erne, der var mine barndomsår i Kølstrup Sogn.

   Det ti-år var det sidste, før en evolution med revolutinær styrke ændrede det landsbysamfund, der længe havde fungeret uden større ændringer i dagligdagen, da det ene år lignede det næste og næste igen - bortset fra forskelle i vejrlig.

   I det følgende par årtier forandredes landsbylivet mere end gennem århundreder forinden.

   Hvordan var dagligdagen da i 1940’erne? Så beboerne, hvad der var på vej? Affandt de sig med, at ”Det er uvikli, som vitte ka gøre nåv ve”?

   Hvorfor så de (allerfleste) ikke skriften på stald-væggen, da de nye tider omkring 1950 blev indvarslet af en lille, grå Ferguson, der snart skulle få følgeskab af meget andet revolutionerende nyt?

     Det har jeg ’gravet’ i. Der kom en bog ud af det. Den hedder ’Kastanjetræet’ og udkommer på et københavnsk forlag i år.

   De, som læser Fyens Stiftstidende, vil måske have set syv kronikker, jeg i det sidste par år har skrevet om 1940’ernes landboliv, som jeg oplevede med min fødegård som udkigspost.

   Jeg har i den tid holdt foredrag om emnet rundt på Fyn og enkelte steder i Jylland. Debatterne i forbindelse med de møder har givet mig værdifuld viden, fordi mange tilhørere også har en baggrund i den tids landsbyer.

Nu har jeg sagt ja tak til også at tale om emnet ved Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forenings generalforsamling torsdag 15. marts.

   Den aften glæder jeg mig særligt til.      

 
AKSEL HUNDSLEV
                                                                                                        


Folder nummer 76

Lidt om min farfar Ebbe Sørensen.

 født i Kertinge 25/ 12 1861

død i Kertinge 4/12 1928.

 

Ebbe Sørensen var i Kølstrup Sogneråd i 30 år, heraf 25 som Sognerådsformand og blev i den anledning ridder af Dannebrog.

Han gjorde et stort arbejde for at få Agedrup skilt fra Kølstrup og i den anledning havde han været inde ved Indenrigsminister dr. Krag. Mens han sad i kontoret ringede telefonen, det var en journalist der ville høre om der var noget nyt, det var der ikke, Ebbe spurgte om en journalist sådan ude videre kunne ringe til ministeren? Hvor til ministeren svarede! Vi lever jo i et demokrati Sørensen.

Tiden gik og en dag ringede telefonen. Ebbe tog den og næsten råbte! Det er glædeligt det er glædeligt, det var meldingen om at adskillelsen af sognene var i orden. Han var helt ude af den af begejstring og udbrød! Nu skal vi have lys og han tændte lyset i kontoret og i daglig stuen skønt det var midt på dagen.

Når Ebbe kom ind sagde han nogle gange! Der holder en bil henne ved brugsen, biler var jo ret sjældne den gang.

Ebbe var medlem af amtsrådet og en gang ville nogle medlemmer tage spiritusbevillingerne fra landevejskroerne, hvilke han mente ville tage eksistensgrundlaget fra dem.

Derfor tog han til Odense, gik ned til havnen og vandrede ad Nørrebro, og op gennem byen.

Alle vegne noterede han sig hvor mange steder der kunne købes spiritus, og det var talrige steder.

Ved næste møde i amtsrådet gjorde han opmærksom på dette, og mente ikke at der var grund til at drive jagt på Landevejskroerne.

Engang sad han og læste i avisen og udbrød pludselig! Nu må Otto Mønsteds enke bosætte sig i udlandet på grund af de store skatter, er det ikke forfærdeligt. (Otto Mønsted var en stor margarinefabrikant)              

Ebbe havde aldrig været ude at tjene, men havde dog været på Ollerup Højskole.

En tækkemand havde engang spurgt en anden mand! Kender du Ebbe Sørensen i Kertinge, hvor på den anden svarede! Ja ham sognets fader, den begærlige satan. Ebbe morede sig for øvrigt over det.

Da han blev ridder af Dannebrog udtalte pastor Arne Møller! Har i hørt at der er sket to ulykker i Kertinge, Ebbe Sørensen er blevet ridder af dannebrog og Peter Rasmussen har fået mund og klovsyge. (Peter Rasmussen havde Alle Gården i Kertinge).

Ebbe havde for øvrigt aldrig lært at cykle, han sagde at de cykler, aldrig skulle have været opfundet, for de unge karle brugte dem kun til at lede kroerne op med, men på sine ældre dage sagde han! ”Havde jeg dog bare lært at cykle”.

Han fortalte at folk førhen stod på torvet i Odense med fire uger gamle pattegrise i sække.

Folk gik fra Kertinge til Odense og fik en pattegris med hjem i en sæk.

Senere blev sækkene forbudt, nu skulle grisene stå i kasser.

 

Efter min farbror Arthur Sørensens notater.

 

Skrevet af Egon Sørensen Kerteminde, februar 2010

Ebbe Sørensen

”Langhavegaard” i Kertinge

Folder nummer 75

Hundslev Skovgård.

 

Denne ældgamle gårds historie går helt tilbage til Margrethe 1ste tid. Den første ejer vi kender navnet på er Hartvig Tralov, der er nævnt i et dokument fra 1371. Fra 1441 til 1576 var gården under Antvorskov Kloster ved Slagelse. Gården var på det tidspunkt en lille herregård. Beboerne var for det meste lavadelsfolk, en af ejerne i begyndelsen af 1600-tallet var Jørgen Mule, rådmand i Odense.

I 1639 købte Chr.4 Skovgården og lagde den under Ulriksholm som fæstegård. I et fæstebrev fra 1743 blev Søren Hansen fæster. Med ham kom den slægt til gården, og som boede og drev den til Gudrun Madsen døde i 1978. Søren Hansen døde i 1787, hans brorsøn Søren Mogensen overtager fæstet. Ved udskiftningen i 1794 bliver jorden samlet hjemme omkring gården I fællesskabets tid havde Hundslev Skovgård jorden fordelt på 144 små parceller, fire år efter i 1798 frikøber han gården. Efter hans død i 1838 overtager svigersønnen Mads Jensen gården, han var gift med Mette Sørensdatter. Deres søn Jens Madsen, født 1834 overtager senere gården, han var gift med Karen, født Hansen. I 8171 får de en søn der bliver døbt Marius. Han blev i 1893 gift med Marie født Pedersen. Datter af Maren og Niels Pedersen i Søndersø.

Marie og Marius Madsen overtog i 1890 Hundslev Skovgård. Gården må da have haft et tilliggende på små 100 tønder land. De købte senere jorden fra den gård ved vejkrydset i Hundslev, som senere blev gartneri, og som endnu senere fik adressen Odensevej 746. Jorden blev lagt ind til Hundslev Skovgård, som derved kom på 144 tønder land.

   Der var en fornem stemning omkring Hundslev Skovgård i de år. Ikke blot fordi gården var den største i landsbyen; men også fordi Marius Madsen havde mange betydelige gøremål: Han blev sognefoged, konservativ folketingskandidat i Kerteminde-kredsen og landbrugsfaglig direktør i en af Odense-bankerne.

   Marie og Marius Madsen havde to børn, Svend, som efter nogle år ved landbruget forlod det erhverv og oparbejdede en større virksomhed med pølsevogne i København, og den ugifte Gudrun (født 1898). Gudrun levede hele sit liv som frøken hjemme i barndomshjemmet, kun afbrudt af nogle få måneder som barnepige i et millionærhjem i Espergærde. Hun havde aldrig gået i almindelig skole, men var blevet undervist hjemme af skiftende lærerinder - også i klaverspil og fransk.

   Selv om Gudrun ikke havde nogen uddannelse, ej heller udi landbrug, overtog hun Hundslev Skovgård før Marius Madsens død i 1948. Hun drev den i nogle år; men ansatte senere som bestyrerpar Ruth og Arne Nielsen, der begge tidligere havde arbejdet på gården som henholdsvis kokkepige og forkarl.

   Bestyrerparret flyttede ind i stueetagen, mens Gudrun og Marie Madsen indrettede en lejlighed på 1. salen.

   Forinden havde Gudrun Madsen solgt nogle få tønder land jord til to gartnerfamilier, henholdsvis Karen og Flemming Rohde og Anne Grethe og Poul Erland Nielsen.

   Årene med Ruth og Arne var gode for Gudrun. Men hun var jo vant til at få sin vilje ubeskåret; så en lille kurre på tråden mellem hende og bestyrerparret gjorde, at Gudrun – sikkert noget uoverlagt – opsagde Ruth og Arne og forpagtede gården ud til Erik Friis, Klarskov.

   Efter Marie Madsens død boede Gudrun i lejligheden i nogle år, før hun flyttede til alderdomshjemmet i Kerteminde og omtrent samtidig solgte gården til Friis.

   Gudrun Madsen døde i Kerteminde som 80-årig.

   Friis solgte siden Hundslev Skovgård til Holger Moritz Hansen, Pilegården. Han havde den kun i meget kort tid, før han solgte den til KYPA-købmanden, Karl Christian Skov Jensen, der samtidig købte Rosenlund, lagde jorderne sammen og brækkede Hundslev Skovgårds landbrugsbygninger ned. Stuehuset blev solgt til privatbolig, som nu ejes af Anni Rasmussen og Lars Frandsen.

   Den tidligere proprietærgårds jorder hører altså under Rosenlund, der nu ejes af Flemming Knudsen, Åsum.

   Efter århundreders storhed er Hundslev Skovgård ikke mere.

 

Hele gårdens historie på 23 A4 sider, kan købes i Arkivet. Pris 25 kr.

Ole Svensson / Aksel Hundslev 2011.


Folder nummer 74

Den landskendte frøavler fra Hundslev Nymark.

 

I min barndom på Hundslev Toftegård kom der en gang imellem en gammel mand med et stort skæg på besøg. Når han støttende til sin stok med raske skridt entrede gårdspladsen, råbte vi børn til vores far. ”Nu skal du op i hjørnestuen og hviske.

Den besøgende var Jakob Hansen (1862-1952)-fra slutningen af 1890-erne og de første årtier af 1900-tallet landskendt som roefrø-avler med forsøgsmarker og fremavl i Hundslev Nymark og med frøsalg derfra til hele landet.

Men det var ikke frø, som var hans ærinde. Det var åndsliv, det grundtvigske og Christenkoldske, der skulle debatteres. Jakob Hansen havde omkring århundredskiftet været formand for Rynkeby Friskole. Nu var min far det, og så følte Jakob Hansen, at han og han alene kunne give ”unge Sigurd Hansen” et par råd om skolens drift.

Det skulle være i streng fortrolighed. Men da Jakob Hansen var stokdøv, råbte han sine ord ud, og far måtte råbe tilbage i samme toneleje. Så deres samtale i husets fjerneste stue kunne høres i hele stuehuset.

Jakob Hansens barnebarn, Aksel Egebjerg Hansen var kun fire år. Da farfaderen døde, så han kan ikke huske ham. Men Aksel har Jakob Hansens efterladte papirer og har lyttet, når forældrene, Karen og Ejner, og farbror Halfdan fortalte om gamle dage. Så barnebarn Aksel kan fortælle til skrivende Aksel.

Min farfar var født i Lunde i Egebjerg sogn på Sydfyn. Deraf vort mellemnavn. Som ung arbejdede han på fynske gårde, ofte på Kerteminde-egnen. En af dem var Krogriis i Revninge, hvor han traf min farmor, Ane Kirstine, som også arbejdede på gården.

Da de giftede sig, købte de i 1893 en mindre ejendom i Hundslev Nymark. Bygningerne er brækket ned for længe siden, men haven er der endnu som tilgroet frugtplantage, der er nabo til Evald Jensens ejendom.

Farmor og Farfar købte fire år senere, i 1897, ejendommen på det nuværende Nymarken 33 og flyttede dertil. De gav ejendommen navnet Mariebjerg, opkaldt efter Farfars mor. Den havde også kun få tønder land, men skulle snart blive større, Farfar købte nemlig mange små naboejendomme og lagde jorden til Mariebjerg, der blev på 23 tønder land. Her skabte Farfar et landskendt frøfirma. Han havde forsøgsmarker og fremavlede sorter. Frøet skulle renses, sorteres og pakkes. Så der blev opført flere bygninger. Og for at få elektrisk kraft til at køre ikke mindst rensemaskinen fik man bygget en vindmølle på gården. Der var mange mennesker i arbejde, endog om vinteren var der en halv snes i frøsorteringen og i frøpakkeriet.

Farfar solgte frø til alle egne af landet. Jeg har de gamle postkvitteringsbøger, hvor værdien af de pakker, som blev sendt fra Ladby Station, er ført ind. For eksempel blev der i løbet af 1916 sendt frø til en samlet værdi af 25.000 kr. Det var mange penge dengang – vel sagtens nok til at købe en gård eller to for.

Frøfirmaer i hele landet købte frø fra Hundslev Nymark. Meget af frøet solgte Farfar, når han vandrede rundt i landet og tog mod bestillinger.

Jakob Hansen var grundtvigianer. Meget. I mit arbejde med at skrive Rynkeby Friskoles historie har jeg opdaget, at da skolen i 1898 var hjemløs blev Jakob Hansens storstue i et årstid omdannet til skolestue.

Om det med grundtvigaismen fortæller Aksel Egebjerg Hansen:

     Både Farfar og Farmor havde været elever på Askov Højskole. Resten af sit liv holdt Farfar kontakt med grundtvigske friskole og valgmenighedsfolk landet over. Jeg har ca. 1000 breve af den korrespondance. Hviledage blev kommet i hu: der blev ikke arbejdet på søndage. Da kørte Farfar og Farmor med hest og vogn til gudstjeneste i de grundtvigske valgmenigheder i Sdr. Nærå og Ryslinge.

Farfar ville høre Guds ord forkyndt der, så skidt med kørsels-afstanden. Han var i det hele taget

”sin egen” – noget af en stivstikker! Uden en stærk vilje kunne han vel heller ikke have skabt en efter tidens forhold stor frø-virksomhed.

AKSEL HUNDSLEV.


Folder nummer 73

En drengs oplevelser ved Kølstrup station i 1920-erne.

 

I årtierne 20 og 30 var Kølstrup st. et knudepunkt for en pulserende aktivitet, som vi børn blev delagtiggjort i,- Her var butikker: købmand og cykelhandler. - der var virksomheder: Snedkeri, malerværksted, smedje og gartneri.- Her var kommunekontor i Hundslevgyden nr. 16.- Der var først og fremmest stationen (Odense-Martofte jernbanen), hvor vi drenge kunne følge med i hvordan der i godsvogne var varer til sognets 2 ”brugser”.- Det var spændende at se omlæsningen til pakhuset og derefter være med til at køre varerne til Kertinge og Hundslev.- Det var overordentligt flink af Niels Kjelstrup at tage os ”knægte” med på turene når udkørsel fandt sted. Det var også spændende at se hvordan landmændene i deres hestevogne kom og aflæssede sukkerroer over i jernbanevogne. Roerne blev kørt til Odense Sukkerkogeri.

 

Overfor stationen lå villaen ”Solvang”, hvor der var købmandsforretning, her kunne vi formeldels 2 øre købe kræmmerhus med bolsjer. Købmanden var eminent dygtig til at lave kræmmerhuse (fabrikslavede poser var nok for dyre)- Vi knægte kaldte butikken ”GNAVLOS”. Solvang stavet baglæns. Salget af købmandsvarer blev efter købmandens død overtaget af ”Marie Opal”, der åbnede butik på sin egen adresse, her havde Maries mand Peder Opal også værksted og butik for cykler. Vi var meget optaget af når der kom nye modeller af cykler. - Jeg fik en splinterny i 1933 (jeg havde jo en lang avistur hver søndag). Pris for cyklen 110 kr. mange penge, når det kun gav 5 øre til mig selv for hver solgt avis.

 

Peder Opals bror Skov var grovsmed og havde værksted i samme bygning.- Her er skoet mange heste, det var for øvrigt et farligt job, særdeles farligt. ”OPAL” var navnet på en cykelmodel som Peder solgte, derfor navnet ”Peder Opal”.

 

Overfor smedjen lå en en stor flot bygning, hvor der var et helt ”Uptodate” snedkerværksted.- Ejeren Lars Madsen var kommet fra Degneløkken, hvor rammerne var blevet for trange. I 1929 skete der imidlertid det tragiske, at hans kone omkom ved at gå ud foran det frembrussende jernbanelokomotiv- dobbelt tragisk fordi det skete aftenen før deres sølvbryllup.

I Hundslevgyden nr. 16 havde ”Knud Peder”Kommunekontor”. Her hentede sognets ældre deres aldersrente, som folkepensionen hed dengang. Knud Peder havde et pengeskab, det var vi drenge meget imponeret over.

I Hundslevgyden nr. 25 var der et gartneri, ejet af Laura og Valdemar Rasmussen. Herfra var der handel med planter, endda fra drivhus, vi var meget optaget af hvordan det blev bygget.

 

Overfor gartneriet (I det nuværende nr. 26) lå ejendommen CARLSHOLM. Da den i 1919 blev købt af Nana og Peter Pedersen var her karetmagerværksted. Det ændredes så til malerværksted og senere maskinværksted for produktion af trævarer. Det begyndte med fremstilling af lysestager- mange modeller- alle røde og stafferet med guld. Varerne blev pakket og sendt til København, hvorfra et firma videresolgte til landets butikker. Fra samme adresse var det jeg i 1931 startede salget af aviser.

 

På stationen var der posthus, hver morgen sorterede Postmesteren og Landpostbudene den ankomne post. Landposten havde foruden posten også Fyns Tidende med til kunderne, radio var der kun få der havde og TV var ikke opfundet. På postekspeditionen var man utrolig dygtig til at tyde tvivlsomme adresser. Engang kom der et brev til ”Sjusser” Kølstrup. Det fandt man ud af og Laurits Post afleverede brevet til rette vedkommende.

Bager, slagter, fiskemand og øludbringning foregik mobilt. Bager og slagter kom med deres varer pr. hestevogn- fiskemanden var på cykel- øl kom med bil. (der var få biler på vejene dengang)

Jo, der var et pulserende liv i landsbyen dengang i 20erne og 30erne.

 

Skrevet af Aage Pedersen Augustenborg marts 2010.


Folder nummer 72

Da landsbyen Hundslev blev landskendt.

 

Jeg er af redaktionen blevet bedt om til dette nummer af folderen at skrive en artikel om min fødelandsby, Hundslev. Jeg vælger at fremhæve to landmænd som på forskellige tidspunkter gjorde navnet Hundslev kendt i det danske land.

   Den ene var JAKOB HANSEN (1862-1952). ”Mariebjerg” i Hundslev Nymark. Han var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en af landets fremmeste frøavlere med forsøgsmarker, fremavl og salg af markfrø. ”Hundslev Markfrø” var så kendt blandt danske frøhandlere og landmænd, som Dæhnfeldts senere blev.

   Det er, hvad jeg har fået fortalt om Jakob Hansen. Hans barnebarn, Aksel Egebjerg Hansen, kender den historie bedre. Så ham har jeg fået til at fortælle om sin farfar i en senere folder.

   Derimod ved jeg meget om den anden Hundslevèr, som gjorde landsbyen kendt landet over: Min far, SIGURD HANSEN (1901-93). ”Hundslev Toftegård”.

   Han var en genial svineavler. Af Danmarks dengang altid 260 statsanerkendte svineavlscentre havde alle, eller næsten alle, på et tidspunkt købt et eller flere avlssvin hos ham. De 260 avlscentre blev to gange hvert år af en fornem tre-mands kommission i hvide kitler og med alvorlige blikke bag brilleglassene bedømt for avlscentres helhedsindtryk, svinenes eksteriør, slagtekvalitet og frugtbarhed.

   ”Avlscentret Hundslev” fik høje points og var i alle mine barndoms-og tidligste ungdomsår nr. et på Fyn og i de fleste år også nr. et blandt de 260 i hele landet. Intet svineavlscenter, hverken før eller siden, opnåede tilnærmelsesvis de høje placeringer. ”Avlscentret Hundslev” gjorde.

   Da man i begyndelsen af 1950-erne indførte et 25. points for eksteriør ved svinebedømmelserne på landsdels-dyrskuerne, var fars svin de første- og vist endda de eneste i landet – der fik denne højeste udmærkelse. Og ikke bare for en gris, næh, flere søer fra ”Avlscentret Hundslev” fik de attråede ekstra points på Det fynske Fællesskue det år.

   Det var bl.a. Fars evne til kombination i avlsarbejdet, som gjorde hans besætning så enestående. Han købte aldrig hundyr til besætningen; søerne avlede han selv.

De ornegrise, han købte i andre besætninger, var nøje udvalgt efter afstamning, altså slagte-forsøgsresultater og eksteriør. Og ofte kørte han han flere af sine søer til løbning (parring) hos udvalgte orner i svineavlscentre rundt i landet.

   Andre svineavlere forsøgte at lure Far kunsten af. Men når de kopierede Far, var det allerede en en postgang for sent, fordi Far da var i gang med nye avls-kombinationer.

   Hans styrke var bl.a. at han var ”sin egen”, ikke til at rokke fra, hvad han mente, var vejen frem. Nogle gange truede nævnte kommission med at tage statsanerkendelsen fra ham, hvis han brugte en bestemt orne eller en bestemt kombination i avlen. ”Det har I magt til: men jeg gør det alligevel”, svarede han. Og det viste sig hver gang, at han havde set rigtigt, og han derved skabte avlsmatadorer, som de fleste af landets svineavlscentre stod i kø for at købe afkom efter

   I 1959 modtog Far af det kgl. Danske Landhusholdningsselskab ”Etatsråd Philip W Heymanns hædersbevisning for fremragende indsats i svineavlen. Kun to havde siden oprettelsen 50 år tidligere fået denne anerkendelse før ham; en af dem var Fars ven, professor, dr. Hjalmer Clausen, ham der opdagede, at den danske gris havde fået et sæt ribben mere – noget, som kom på forsiderne af aviser Verden over. Far kom også i aviserne den dag i 1959 – dog kun i danske aviser.

 

AKSEL HUNDSLEV:


Folder nummer 71

Hundslev.

I den sidste folder skrev vi om Ladby. Nu er turen kommet til den sydligste landsby i sognet, nemlig Hundslev. Den er antagelig anlagt kort efter vikingetiden. Den nævnes første gang i 1277 under navnet Huneslof. Allerede i 1200-tallet synes der at have ligget hovedgård i landsbyen, nemlig Hundslev Skovgaard. (læs om den i en senere folder).

I 1688 var byens areal på 586 ha., deraf var 44 % opdyrket og fordelt på 14 gårde og 2 huse med jord. Antallet af gårde er svær at følge fordi nogle af dem af og til hørte under Rynkeby sogn. Gårdene var næsten alle fæstegårde. I 1664 var der 1 selvejer, 2 under kronen, 8 under Ulriksholm og 4 under Selleberg

I 1794 blev jorden udskiftet og en del gårde blev flyttet ud på jorden. 5 år efter begyndte man at sælge gårdene til selveje, og i 1801 var alle gårde solgt. Nu manglede herregårdene arbejdskraft da bønderne ikke mere skulle gøre hoveri, så i disse år blev der oprettet over 30 hoveri husmandssteder i Nymarken. (mere om Nymarken i en senere folder)

I 1903 var antallet af gårde steget til 24, der var 48 huse med jord og 31 uden jord. Dette antal var nogenlunde konstant indtil 1960-erne, hvor man begyndte at sammenlægge jorden og nedligge gårdene, så nu i år 2010 er der kun ganske få der lever af landbruget alene. I dag er det gartnerierne der med deres produktion af potteplanter er storforbrugere af arbejdskraft. De 3 største gartnerier beskæftiger 60 – 70 personer på årsbasis.

Ved den første folketælling i 1787 boede der 91 voksne og 37 børn i Hundslev. Op gennem 1800-tallet steg befolkningstallet støt, så i 1901 var der 318 voksne og 149 børn. Vi har desværre ikke senere tal.

Større industri har der aldrig været i Hundslev, men af håndværkere var der de sædvanlige, murer, tømrer/snedker, væver, smed, i 1890 var der dog en som kaldte sig træskofabrikant, et vaskeri var der også en overgang. I 1800-tallet var der en høker, men vi ved ikke hvor han boede.

Hundslev Mølle. Poul Nielsen, født på Kildegården i Kertinge 1834, byggede i 1874 en mølle i den nordlige ende af byen. Familien drev den med Mølleri og salg af korn og foderstoffer til 1926, hvor de emigrerede til Canada . Herefter drev forskellige ejere møllen til midten af 1960-erne hvorefter den blev nedlagt. I dag er der kun underdelen af møllen tilbage.

Hundslev Mejeri . I 1893 blev andelsmejeriet Hundslev stiftet. Man købte en grund på Hundslevgyden, og allerede året efter var mejeriet i gang, der var 1 mejeribestyrer og 2-3 mejerister beskæftiget. Mejeriet blev godt drevet, og de vandt mange både guld og sølvmedaljer for deres smør. I midten af 1950-erne måtte man ligesom mange andre små mejerier lukke. Bygningerne blev købt af en murermester fra Langeskov, han rev de fleste bygninger ned, hovedbygningen skar han midt over så der blev 2 parcelhuse (Hundslevgyden nr. 116 og 118).

Hundslev Brugsforening. På et møde i marts 1894 blev det vedtaget at stifte en ”Forbrugsforening” i Hundslev. Formand blev møller Poul Nielsen, og som uddeler blev ansat landmand Jørgen Rasmussen fra Kølstrup- Hans løn var 6 % af det solgte, det første halve år omsatte man for 2700 kr. det blev til en løn på 162 kr. for et halvt år. Butikslokalet blev indrettet i stuehuset på møllen, her havde man til huse de første 6 år. År 1900 købte man skrædder Karl Hansens hus midt i byen. Her holdt brugsen til indtil man lukkede i 1983. Der blev gennem årene om og tilbygget flere gange. 7 uddelere styrede forretningen gennem de næsten 90 år den eksisterede. Efter nedlæggelsen købte Hanne og Carsten Nielsen bygningerne og åbnede en Hoki købmandsforretning. I 1990 nedlage de forretningen, men fortsatte med købmandsforretning i den tidligere brugs i Kertinge, som de havde købt nogle år i forvejen.

Madsens Fiskehandel. Midt i 1930-erne startede Mads Madsen fiskehandel i Hundslev. Hver morgen tidlig kørte han til Kerteminde og købte fisk. De første år foregik det på cykel, på den kørte han rundt i omegnen og solgte fiskene. Senere købte han en motorcykel, så kunne han udvide salgsområdet. Efter nogle år kom hans kone, Karen med i forretningen. Hun kørte også på motorcykel indtil de efter krigen købte 2 biler. Da de gik på pension overtog deres søn Jens Peter forretningen, indtil midten af firserne hvor han som så mange andre måtte lukke forretningen på grund af faldene indtægter.

I senere foldere kan du læse om ”Den store brand i Hundslev 1822”.- Hundslev Skovgaard- Nymarken- Karotina og Nymarksskolen.


Folder nummer 70

LADBY

Den nordligste af de fire landsbyer i Kølstrup sogn er Ladby. Landsbyen med sine 10-12 gårde lå i ældre tid lå samlet langs den sydlige landevej til Odense ca. 3 km. fra Kerteminde. En del af gårdene blev i 1800-tallet flyttet til deres nuværende plads uden for byen. De fleste af gårdene var fæstegårde under Lundsgaard gods ved Kerteminde. En af gårdene var dog underlagt præsteembedet i Kølstrup (Mensalgaarden) en anden hørte under Gråbrødre kloster i Odense.

Mens de fleste af gårdene i sognet blev solgt til selveje omkring år 1800, solgte Lundsgaard først deres fæstegårde i Ladby 1906-1910, for øvrigt på meget fordelagtige vilkår.

 

LADBYSKIBET

Arkæologiske udgravninger viser at området omkring Ladby har været beboet siden oldtiden. I 1935 blev Ladby landskendt, da amatørarkæolog apoteker Helwig-Mikkelsen fandt et nedgravet vikingeskib i en gravhøj på Nymarksgaardens marker.

Omkring år 925 blev en vikingehøvding gravsat med sit skib, 11 heste og mindst 4 hunde, sadler og bidsler stigbøjler. At det har været en formen begravelse ses at der blev fundet 600 rester af forskellige småting f.eks. et bæltespænde, sølvtallerken, og et bronzefad.

Skibet var 22 meter langt, 3 meter bredt og det havde plads til 32 roere. Skibet var meget hurtigt og manøvredygtigt krigsskib, med sejl kunne det skyde en fart på ca. 9 knob.

Da udgravningen var færdig i 1937 blev der bygget en betonhvælving. Museet er flere gange blevet restaureret på grund af fugt. På et tidspunkt i 1950erne blev der bygget en kustodebygning med billetsalg.

I 2007 blev der indviet en tilbygning til museet, så museet i dag fremstår som et helt moderne museum.

 

LADBY ”SKÆPPE”

Gårdejer Erik Eriksen Nymarksgaarden i Ladby fortalte i 1979 følgende. Hvert år den 2. februar holdes der i Ladby oldermandsgilde.

Ved dette gilde står der under spisningen et glasbæger på bordet. Det kaldes ”Ladby Skæppe”. Når spisningen er forbi, lægger alle en krone i bægeret som en slags betaling for maden. Bægeret følger altid oldermanden, der vælges for et år af gangen.

Om dette bæger fortælles: At på Frederik d.4 tid, blev der udskibet korn fra stranden lige neden for Nymarksgaarden, og bægeret skulle være en gave fra kongen til bønderne i Ladby, som tak for deres hjælp,

Det nuværende bystævne i Ladby er anlagt i 1946, og der holdes stadig her i 2009 oldermandsgilde hvert år den 2. februar.

 

LADBYMORDET.

I vinteren og foråret 1927 kom Ladby på forsiden af alle landets aviser. Årsagen var det meget omtalte ”Ladbymord”. Politiet havde arbejdsmand Niels (kilihus) Sørensen mistænkt for at have taget livet af sin hustru Line. Samme opfattelse havde de fleste af parrets 5 sønner. Gennem 8 måneder, var der dog det ”lille” problem, der var intet offer eller lig. Line var som sunket i jorden.


Folder nummer 68

Fandt museet høvdingens by på Asgers mark?

Det blev det helt store samtaleemne i landet, da man for 74 år siden fandt resterne af et gravsat vikingeskib på Nymarksgårdens mark ved Ladby. Det var ikke alene det første vikingeskib, der hermed var blevet fundet i Danmark, men det var også den første – og hidtil eneste  -  stormandsbegravelse beliggende i et vikingeskib her til lands. Siden Ladbyskibet dukkede frem af glemselen har man spekuleret på, hvad det kunne være for en gut, man i begyndelsen af 900-tallet hædrede med en så fornem begravelse. Alene de 11 ofrede heste i skibet har stået i en mindre formue svarende til fem et kvart kilo sølv, et beløb som man også kunne købe 42 gode sværd eller 25 trælkvinder for på Hedeby marked. Hertil alt det andet, hvor selve skibet har været det mest kostbare, hvis det da ikke var ved at være udtjent. Man finder formentlig aldrig ud af, hvem den begravede stormand i Ladbyskibet var, hans titel og navn. Det er derimod muligt at få et bedre kendskab til det lokale miljø på egnen på begravelsestidspunktet. Får vi mere viden om egnens bebyggelses- og kommunikationsforhold, begravelses- og helligpladser kan vi begynde at rekonstruere det samfund, som han – på den ene eller anden måde - var en del af. For at komme videre i den retning skal hele paletten af arkæologiske undersøgelsesmetoder bringes i anvendelse: markafsøgninger med årvågne ”sporhunde” (for en stor del medlemmer af museets arkæologigruppe) og metaldetektor-specialister, luftfotografering (fra fly og satellit), arkiv- og kortstudier og som den ultimative metode: udgravninger. Hertil naturvidenskabelige undersøgelser af kystlinjeforskydninger gennem tiderne, vådområders udbredelse, forholdet mellem agerjord og naturlig bevoksning, fødegrundlag for husdyr og mennesker m.m. Alle disse forskellige tiltag samles under én hat i et projekt, der meget passende kaldes for Vikingelandet omkring Ladbyskibet. Det styres fra Vikingemuseet Ladby, hvor nyskabelsen Østfynske Museers afdeling for Landskab og Arkæologi har til huse. Ud over at projektets formål er at udforske Nordøstfyn ( = Kerteminde kommune) i vikingetiden med forskellige relevante metoder, er det nok så vigtigt, at forskningsresultaterne spredes ud til alle interesserede i skrift og tale, via udstillinger på museet, dagspressen, andre medier osv. Det skal være et adelsmærke for projektet, at forskning og formidling samles i en højere enhed – for nu at udtrykke sig lidt højstemt i skrivende stund.

I over 10 år har vi (museets arkæologigruppe og undertegnede) tid efter anden gået og kigget ned i jorden på nabomarkerne til Ladbyskibet – på jagt efter bebyggelsesspor fra vikingetiden. På Asger Jensens jord imellem Ladby og museet var der gevinst. Her blev der bl.a. fundet skår af ituslåede lerkar og et par smykker af bronze – alt fra tiden omkring 1000, altså slutningen af vikingetid eller begyndelsen af middelalderen.  Da marken på udskiftningskortet fra 1795 ydermere bærer betegnelsen Gammel Toften var der flere indikatorer, der pegede på, at stedet med fordel burde kigges nærmere efter i sømmene. En mindre prøveudgravning i foråret gav da også resultat, idet der blev fundet flere gamle nedgravninger i undergrunden, hvoraf én indeholdt keramikstykker fra den ”rigtige” tid. Det heldige fund affødte den løfterige overskrift i  Kjerteminde Avis, at ”Museet har fundet høvdingens by” (!) Mon denne vurdering også ville holde, når der blev lavet en større arkæologisk undersøgelse? Ved Asgers beredvillighed fik vi lov at åbne et udgravningsfelt på 2500 kvadratmeter midt i hans gode maltbyg i juli måned. Det noget tossede tidspunktet blev valgt, fordi udgravningen også skulle tjene som sommerlejr for arkæologiforeningen Harja.  I løbet af udgravningskampagnens tre uger deltog således knapt 40 af foreningens medlemmer. Dertil tjente udgravningen som ”demonstrationsudgravning” for museets gæster, hvoraf omkring 300 aflagde besøg.  Fandt vi så ”høvdingens by” – endsige hans gård? Kort fortalt lykkedes det ikke denne gang. Der blev konstateret en bebyggelse på stedet, men den er ca. hundrede år yngre end Ladbyskibet .  Et par hustomter – i form af stolpehuller på rækker – peger i retning af en sådan datering. Det samme gør keramikstykker og nogle små metalsager fra de undersøgte affaldsgruber.  Om der ligger en endnu ældre del af Gammel Toften et andet sted på Asgers mark kan kun flere arkæologiske undersøgelser afgøre. Måske lå høvdingens gård slet ikke her, men i selve Ladby eller på den anden side af fjorden – i Lille Viby. Vi søger optimistisk videre og beretter undervejs, hvad der sker.

Eigil Nikolajsen, Vikingemuseet Ladby


Folder nummer 67

Da Kølstrup Sogn fik sit Forsamlingshus.

 

Her i 2008 fejrer forsamlingshusene på Fyn 25 års jubilæum. Foreningen blev stiftet 1983, Anledningen var at staten ville indføre moms for forsamlingshusene, så man mente at stå stærkere hvis man havde en forening til at tage sig af problemerne.

 

Kølstrup Forsamlingshus historie går dog meget længere tilbage, nemlig til 1895, så hvis murene kunne tale, ville man få mange spændene ting at vide.

Gårdejer Kristian Andersen fra Kertinge fortæller i sin bog ”Landsbyliv i Gamledage”: Skytteforeningerne var i 1860èrne i stadig fremgang over hele Fyn, det varede ikke længe før de unge skytter følte trang til at øve gymnastik, da de ingen lokaler havde måtte de øve rundt om i tærskelader, her i sognet var det hos Poul Jeppesen, Kertinge Mark og hos Niels Hansen i Hundslev

Det første forsamlingshus her på egnen blev bygget i Revninge 1881. Her i Kølstrup diskuterede man i mange år, det var de 2 politiske foreninger Højre og Venstre der ikke kunne blive enige.

 

Kristian Andersen skriver videre; Her i Kølstrup var vi flere gange samlet for at bygge et ”Hus”, men der gik mange år inden man kunne blive enige. Planen var at bygge i Nymarken fælles med Rynkeby, men den plan ville Ladbymændene ikke være med til. Jeg foreslog at vi henvendte os til ”Højre” men de svarede nej og sagen blev igen udskudt nogle år.

 

I foråret 1895 henvendte Steffen Jensen i Ladby sig til mig, om vi ikke skulle prøve en gang til. Denne gang var Højre positive og der blev straks nedsat et byggeudvalg med lige mange fra hvert parti. Udvalget gik straks i gang med at tegne aktier, der blev givet tilsagn om et beløb på 2100 kr. flere mente det var for lidt, så lærer Suhr og væver Kristen Andersen, Kølstrup tilbød at prøve at tagne nogle flere aktier. De samlede yderligere 600 kr. ind.

 

Der blev holdt stiftende generalforsamling i skolen, Steffen Jensen blev valgt til formand og jeg blev kasserer. Byggepladsen blev købt rimeligt billigt af Niels Møller, Kertinge Bygade 76 og Hans Frederik Pedersen, Degneløkkevej 15. Byggeudvalget vedtog at vente med at bygge til foråret 96. For at holde prisen nede, hentede gårdmændene i løbet af vinteren byggematerialer og husmændene jævnede og planerede byggepladsen. Og til høst 1896 stod huset færdigt, prisen var 4000 kr.

Indvielsen. Den 10. september 1896 blev huset indviet af pastor Agerskov, Kølstrup og pastor Elmquist fra Flødstrup, der deltog 460 mennesker (mon ikke den gode Kristian Andersen ikke overdriver lidt, huset var jo betydelig mindre den gang)

Forsamlingshuset blev i de første år meget besøgt. Når der var foredrag var der altid mindst 200 tilhørere. Ved høstfest og juletræsfest var der så mange tilmeldinger, at der måtte holdes fest 2 aftener, en aften for de ældre og en aften for de unge.

Efter 3½ år som formand trak Steffen Jensen sig tilbage og jeg blev valgt til ny formand, en post jeg bestred i de næste 15 år. I 1907 fik jeg på en generalforsamling vedtaget et forbud mod at sælge spiritus, (spiritussalget blev først genindført i 1956).

Efterhånden var der mange der var utilfredse med mig som formand, man mente jeg var for gammeldags, jeg trak mig derfor tilbage som formand i 1915. Så vidt Kristian Andersen.


Folder nummer 66

Lidt om Ulriksholm.

Godset har gennem sine godt 300 år en lang og spændende historie.

I begyndelsen af 1500-tallet lå der en lille landsby, Skinnerup på kun 4 gårde helt inde i bunden af Kertinge Nor. Efter Reformationen købte borgmester i Odense, Mikkel Pedersen-Akeleje de 4 gårde og oprettede en lille herregård som han kaldte ”Skinnerup”.

I 1616 købte Christian 4. Skinnerup, der nu havde jordtilligende på 23 fæstegårde og 19 huse. Chr. 4. gik i gang med at købe mere jord og samtidig begyndte han opførsel af et nyt slot.

Gården skulle bruges til hans søn med Vibeke Kruse, Ulrik Chr. Gyldenløve, derfor fik gården navnet ”Ulriksholm”

Ulrik Chr. Gyldenløve var professionel soldat, og opholdt sig en del i udlandet. Ved hans død under svenskekrigen i 1658, bestod Ulriksholm af 61 fæstegårde og 24 huse. Ulrik Christian Gyldenløve blev kun 29 år, og det viste sig, at godset var dybt forgældet, det blev derfor splittet op med mange forskellige ejere.

I 1702 blev godset overtaget af Godske Hans von Brüggemann, han fik det meste samlet igen. Han restaurerede slottet anlagde park, frugthave og fiskedamme. Det meste af inventaret i Kølstrup kirke stammer fra hans tid.

Den næste ejer er svigersønnen Ulrik Frederik von Heinen, også han forøger godset med opkøb af jord bl. a. køber han i 1740 Kejrup og 100 tønder hartkorn bøndergods. Efter hans død blev godset dygtigt drevet videre af hans enke Karen von Heinen, kaldet ”Karen Heins”.

Efter hendes død i 1790 blev Ulriksholm overtaget af hendes dattersøn Poul Rosenørn, der i en periode var Amtmand i Nyborg. Han begynder i 1799 salget af fæstegodset til selveje på meget fordelagtige vilkår.

Englandskrigene og statsbankerotten i 1814 blev ligesom hos de andre store godser skæbnesvanger for Ulriksholm. For at redde stumperne frasolgte Rosenørn 2 store parceller, Ørnfeldt og Rosenlund.

Rosenlund der lå syd for vejen mellem Ulriksholm og Østergaard, blev købt af godsejer Schmidt på Østergaard. I begyndelsen af 1900-tallet blev gården revet ned og jorden lagt under Ørnfeldt.

Ørnfeldt blev købt af proprietær Henrik Frederik Thomsen, og efter hans død blev gården overtaget af svigersønnen Jens Christian Andresen der stammede fra Munkebo.

I 1826 solgte Poul Rosenørn Ulriksholm til jægermester Rasmus Pedersen. Han får ikke noget godt ry af historikerne. Han huggede løs i skoven, og da ladebygningerne brændte i 1828 nedbrød han den øverste etage af den søndre fløj (Chr. 4 s hus fra 1636) nedbrydningsmatrialerne brugte han til genopførslen af den nedbrændte ladegård.

Greve Frederik Vilhelm Steen Danneskjold-Samsøe købte i 1863 Ulriksholm, og gik straks i gang med at restaurere slottet, som var noget forfaldent. I 1879 købte han også Ørnfeldt og Rosenlund og Ulriksholm gods var igen samlet under en ejer. Greven, der også var landstingsmand,døde i 1895. Hans enke Eugenie F. C. komtesse Holstein-Ledreborg drev godset videre til sin død i1925.

Avlsgården på Ulriksholm brændte i oktober 1911, og året efter næsten på dato brændte avlsgården på Ørnfeldt. En ny avlsgård blev opført på Ørnfeld, og landbruget er siden drevet derfra.

 

Et par år efter grevindens død købte hofjægermester Helge du Plesis de Richelieu godset. De første år boede familien på Ulriksholm, men i 1942 lejede han slottet ud til Statens civile luftværn og derefter til det danske militær. Den 29. august 1943 overfaldt tyskerne Uriksholm, de danske soldater blev afvæbnet og efter et par måneders internering sendt hjem.

 

I 1947 købte direktør Niels Johannes Haustrup Ulriksholm og Ørnfeldt. Slottet var efter at have huset civilforsvaret og militæret blevet noget medtaget, så de næste år foregår en gennemgribende restaurering af slot og park.

På Ørnfeldt finder en omfattende mekanisering sted, hestene afløses af traktorer, mejetærskere og nye maskiner indkøbes. I 1959 og 1962 bygges der 2 store svinestalde.

I 1952 omdannes godset til aktieselskab med konsul N. J. Haustrup som direktør. Senere er det sønnen Kurt Allan Haustrup, gift med Helle Martensen Larsen der overtager godset. Efter hans død i 1986 er det deres datter Lisbet Haustrup, den nuværende ejer, der overtager godset.

Ulriksholm slot har i de sidste ca. 25 år været lejet ud til forskellige formål,

Slotspension, kursuscenter, antikvitetshandel m. m. Den nuværende lejer er Niels Grønbech, som vi skal besøge den 21. maj.


Folder nummer 63

”Det skete” i Kølstrup Sogn for 100 år siden.

Hans Christian Andersen, Nymarksgaarden skrev dagbog

fra 1902 til sin død i 1945

. Her et uddrag fra dagbogen 1907.

 

   5/1 I Kerteminde med ”Tiendekorn” (21 tønder Havre) Godsejer Lassen på Selleberg ejede Kølstrup kirke og skulle som sådan svare alle udgifter vedr. driften. Som indtægt fik han Tiendekorn fra bønderne, samt lidt indtægt fra gravsteder, begravelser og vielser.

 

10/2 Familien Andersen kørte i kane til fastelavnsfest i Drigstrup. Den 16/2 blev det tøvejr efter lang tids frostvejr, samme dag blev man færdig med at tærske.

 

21/3 Brygget det sidste ”Gammeltøl” og gåsen blev lagt på æg.

30/3 begyndte forårsarbejdet i marken

 

28/4 Kørt gødning, harvet og sået for husmændene i Ladby. Til gengæld skulle husmændene lave nogle arbejdsdage på gårdene.

 

13/5 Sået roer, hør og hestetandsmajs.

18/6 Dyrskue i Kerteminde.

 

27/6 Begyndt at høste frø

3/8 Opstillet tærskeværk,   15/8 Begyndt at høste rug.

 

23/8 Brændte der 3 huse i Ladby nemlig Skrædderens, Snedkerens og Rasmus Nielsen. (Odensevej 327-333-328)

 

20/11 På Lundsgaard og betale skat, (Nymarksgaarden var endnu en fæstegård under Lundsgaard)

 

17/12 Lærer Suhr i Kølstrup købte en gris på 221 pund, pris 62 kr.

(En daglejer tjente i 1907 2 kr. om dagen, så han måtte arbejde i 30 dage for at tjene til en gris.

Man fik i 1907 40 kr. for et slagterisvin ig 7,50 kr for en pattegris.

 

Nymarkgårdens avl var ca. 480 tønder korn.


Folder nummer 62

Butikker/forretninger i Kølstrup sogn.

 

Her i efteråret er temaet på de 2 udstillinger der er henholdsvis på ”Toldboden” og senere i forbindelse ned ”Åbent hus” i Arkivet den 26/11 og den 3/12 butikker på Nordøstfyn.

I det følgende vil vi kort fortælle lidt om de forretninger der har været her i sognet. Vi begynder med de 3 brugsforeninger der på et tidspunkt har været i drift.

 

Hundslev Brugsforening 1894 – 1983: Varesalget begyndte den 1. april 1894 i stuehuset ved Hundslev mølle. Som uddeler ansattes landmand Jørgen Rasmussen fra Kølstrup. Hans løn var 6 % af udsalgsprisen plus 10 kr. årligt til lys og varme, hans løn det første halve år var 187 kr.

I år 1900 købte man en grund på Odensevej (730). Her blev opført en bygning som rummede både butik, lager og beboelse. Her blev den liggende til nedlægelsen i 1983, den kørte dog videre som købmandsforretning i nogle år.

 

Kertinge Brugsforretning 1895 – 1987. I 1894 samledes en kreds af beboere i Kertinge for at stifte en ”indkøbsforening. Man lejede den ene ende af det stråtækte hus som i dag ligger Kertinge Bygade 33, ejeren Jørgen Nielsen blev samtidig ansat som uddeler, et job han havde indtil 1920 hvor man byggede en ny ”Brugs” på den anden side af vejen.

Som ny uddeler blev ansat Rasmus Knudsen der hidtil havde været uddeler i Hundslev. Indtil lukningen i 1987 var der kun yderligere 2 uddelere, nemlig Knud Moestrup og Erik Hansen. Efter at brugsen var nedlagt drev købmanden fra Hundslev forretningen videre i nogle år.

 

Ladby Brugsforening. Ca. samtidig med Hundslev og Kertinge blev der også oprettet en ”Indkøbsforening” i Ladby. Den fik til huse i det der i dag er Ladbyvej 194. ejeren Peder Chr. Rasmussen passede også butikken der ikke fik nogen lang levetid, omkring 1910-12 lukkede den. Den blev afløst af en købmandsforretning på hjørnet af Ladbyvej og Odensevej. Den lukkede i 1990erne.

Købmænd.

Der har også i sognet været en del købmandsforretninger. Her er en liste over dem som vi kender navnet på.

Nymarksvej nr. 30 Omkring år 1900 drev Rasmus Jensen en høker og træskoforretning. Den lukkede da der var oprettet brugsforeninger i Kertinge og Hundslev.

Kertinge Bygade nr. 12 . Her drev Jørgen Nielsen købmandsforret og barbersalon, dog i to adskilte lokaler, var han i gang med en klipning og der kom kunder i den anden butik måtte han stoppe klipningen imens.

Senere blev butikken købt af Svend Nielsen der drev oste og viktualier forretning, han kørte også ud med bil og solgte ved dørene. Forretningen blev senere overtaget af hans søn Kurt Nielsen der drev den til 1970erne.

Ladby Købmandsforretning.  I 1923 byggede Karl Jensen en forretning på hjørnet af Ladbyvej og Odensevej. Han drev forretningen til sin død 1933, derefter drev hans enke butikken til 1949, hvor den blev købt at Helga og Karl Jensen, efter hans død drev Helga forretningen til hun langt op i firserne nedlage forretningen midt i 1990eren.

Købmandsforretning ved Kølstrup st. I huset ”Solvang” oprettede Abel Rasmussen i 1918 købmandsforretning. Da han døde i 1942 blev den købt af Esther og Svend Hansen, Esther passede forretningen og Svend arbejdede på Kølstrup El-værk. Et par år efter blev butikken overtaget af Marie og Peder Nielsen og flyttet til nabohuset hvor Peder i forvejen havde cykelforretning (Opal cykler). Den sidste købmand her hed Holger ?. Butikken lukkede i 1970.

Nymarken. I en periode var der købmandsforretning i Odensevej 548.

 

Andre butikker.

Slagtere har der været i Degneløkkevej 34, Husgyden 60 og Odensevej 346 i Ladby.

Bagerier : Kølstrup Bageri lå hvor kirken i dag har P-plads, senere flyttede den til Kertinge Bygade 10. I dag er her keramikværksted.

Cykler : ”Opal Cykler” ved Peder Nielsen Hundslevgyden 6. Poul Larsen Odensevej 319 i Ladby.

Frisør og barber: Kølstrup Bygade 40, Kertinge Bygade 12, Kertinge Bygade 24, Kertinge Bygade 46 og Ladbyvej 38. Husgyden 54 og Lange Gyde 2.

El-forretning. Anker Veje drev i mange år butik og værksted Kertinge Bygade 45. Kølstrup El-værk drev installatør forretning til 1957.

 

Desuden har der været skomager, skrædder Væver og garnforretninger.


Folder nummer 60

Smeden fra Kertinge, Morten Korch og Wilton

 

Et af de mest begavede og vittige mennesker, jeg har mødt i mit fødesogn, boede i Kertinge. Han hed Svend Hansen. Han blev kaldt Svend Elektriker eller Svend Strøm. Begge kæle-/øgenavne stammede fra, at han havde været ansat hos Morten Pedersen på Kølstrup Elektricitetsværk, før han blev det, han senere var kendt som: Kølstrup Sogns dygtige VVS-mester.

 Svend var charmerende udover alle grænser. Jeg er sikker på, at alle kunne lide ham.

   Mødte vi Svend, fik vi altid julelys i øjnene, for Svend var livsbekræftende morsom og havde altid en vittig bemærkning på læben.

   Når han i min barndom var på besøg på Toftegård for at ordne et eller andet elektrikerarbejde, ville han f.eks. ikke spørge, om han måtte ringe hjem. Nej, :

   ” – Må jeg lige ringe til hende, jeg holder avis sammen med?” Det var første gang, jeg mødte det udtryk. Det kan såmænd godt være, at det var Svend, som opfandt det. Han opfandt så mange udtryk, denne sjove mand.

   I alle mine barndoms-år var han den ledende kraft ved dilettant i Kølstrup Forsamlingshus. Om han instruerede eller ej, gjorde ingen forskel. Han var den, der kunne det hele.

   ”Livet på Hegnsgaard”, ”Brødrene Østermanns Huskors”, ”Charlies Tante”, Heibergs vaudeviller, Holbergs komedier og Morten Korchs de gode, hvor alle fik hinanden i enden..

    Svend var den, vi kom for at se og more os over til dilettant. Ikke på grund af hans lidt anderledes udséende; men fordi han var så ustyrlig dygtig og begavet, talentfuld og sjov.

    Han kunne alles tekster. Gik én i stå - og det kunne jo ske for amatører - hjalp Svend på vej og kørte dialogen videre. Begyndere hjalp han og lavede aldrig sjov med. Men somme tider, hvis han var på scenen sammen med en lidt for selvsikker medspiller, kunne han finde på at lave om på teksten.

   Jeg husker for eksempel engang, han spillede elsker (i al ærbarhed, om jeg må bé; vi var jo i 1940’erne!) med Marie Nielsen, som havde spillet amatør-teater, før hun kom til Kølstrup og var sådan lidt ”jeg-har-været-på-askov-højskole” (Det har jeg selv, så jeg sku’ datte snakke). Hun var en efter den tids målestok høj dame og i øvrigt købmand lige overfor Kølstrup Stations jernbaneskinner. Hun hed altid Marie Opal, fordi hendes mand, Peter Nielsen, havde en forretning, hvor der blev solgt Opal Cykler.

   Jeg husker ikke, hvilket stykke de opførte den aften. Men jeg husker, at de på scenen sad med hinanden i hånden på en hvid havebænk – den store Marie og den lille Svend.

   Med tanke på, at opal er en ædelsten af en art, sagde Svend helt uden for programmet:

    ” – Oh, du min egen, lille, vimse Opal! Du er en fyrig kvinde, Marie!”

   De lokale musikanter, Ejner Johansen (forsamlingshusets vært) på violin og Mary Sørensen fra Kertinge, på klaver, måtte gi’ et lille ekstra musiknummer: da-dum-da-dum-da-dum-da-dum-da, inden alle – jeg tror efter fem minutter - havde fået grinet af i den tætpakkede sal. Marie Opal var ved at falde ned fra bænken af grin.

   

  Da jeg var programchef for Radio Fyn, skulle vi på Fyn lave programmer – også til Danmarks Radios landsprogrammer. Det var ved at blive Morten Korchs 100-års fødselsdag i 1976.

 

   Jeg vidste, at Svend kunne læse historier på fynsk - bedre end professionelle skuespillere kunne.

   Han sagde ja, da jeg ringede. Og det fortrød jeg ikke.

   I lang tid læste Svend hver uge Morten Korch-historier i Radio Fyn og lidt senere i DR’s Program 1, optaget i studierne i Odense.

   Det greb om sig og blev i nogen tid en fast bestanddel på DR Program 1 lørdag. I begyndelsen kaldte jeg programmerne ”Den lille Fynske”, siden omdøbte jeg dem til ”Smeden fra Kertinge fortæller”. Senere kom Svend også med i Tv-udsendelser.

   Første gang, Svend var i studiet til optagelse, fik vi på Radio Fyn besøg af daværende direktør for Odense Teater, Kai Wilton.

   Ingen behøvede at instruere Svend; så da receptionisten meldte mig teaterdirektørens ankomst, gik jeg ud for at hilse på Wilton.

   Vi gik forbi kontrolrummet; og han kunne høre, at Svend læste en Morten Korch-historie.

   Wilton stod helt stille og lyttede.

-          Hvem er det? Jeg burde kende alle danske skuespilleres stemmer. Men denne? Hvilket talent!

-          Kender De ikke stemmen? Spurgte jeg henkastet.(Wilton var et ”De’s-menneske”).

-          Nej, hvem er det?

-          Bed Svend om at komme ud, sagde jeg til teknikeren.

   Jeg præsenterede d’herrer for hinanden.

-          Ja, godaw direktør Wilton.

   Svend var ikke af slagsen, man sådan ku’ imponere. Men Kai Wilton var målløs:

   - De er jo et stort talent, Hr. Hansen.

   - Tak i lige må’e, Hr. Wilton.

   Vi satte os alle tre sammen med en tekniker og hørte på noget af det, Svend lige havde indtalt.

   Det blev hurtigt til en mundtlig aftale om, at Svend skulle have opgaver på Odense Teater.

   Desværre nåede det aldrig så vidt, for Kai Wilton forlod Odense Teater kort tid derefter.

      Men jeg véd, at han foreslog andre teaterledere at interessere sig for ”Smeden fra Kertinge”.

      Radiolytterne fik glæde af Svend i lang tid. Og vi i Kølstrup Sogn fik glæde af Svends dygtighed som Vvs-mand og af hans pragtfulde oplæsninger ved festlige lejligheder.

      Dilettantens tid var desværre forbi. Men Svends talent levede.  

 


Folder nummer 59

Kølstrup Forsamlingshus.

 

Efteråret 2005 vil stå i forsamlingshusenes tegn. Fra den 7. oktober til den 23. oktober afholdes en stor udstilling på ”Toldboden” i Kerteminde om forsamlingshusene på Nordøstfyn. Senere, nemlig den 27. november og den 4. december kan udstillingen ses i Kølstrup Præstegård.

 

Nu lidt om Kølstrup forsamlingshus der næste år kan fejre 110 års jubilæum. Man kan rolig sige om de daværende bygherrer, at de havde en heldig hånd med placeringen, idet ikke mange forsamlingshuse her i landet har en smukkere beliggenhed. Som en musiker sagde for nogle år siden: Det er næsten ikke til at koncentrere sig om at spille, når man har udsigt til flotte solnedgang over Kertinge Nor med skoven og Ulriksholm i baggrunden.

 

Om husets bygning kan vi læse i gårdmand Kristian Andersens livserindringer. Han skriver bl.a. om forsamlingshuset: Skytteforeninger og Gymnastikforeninger var i 1860erne og 70erne i stadig fremgang på Fyn. I begyndelsen øvede man gymnastik i tærskeladerne på gårdene rundt i sognet, bl. a. hos Poul Jeppesen, Kertinge mark og hos Niels Hansen i Hundslev. Efterhånden voksede kravet om at få et ”Øvelseshus”, flere af nabosognene havde allerede bygget et. Det første møde blev holdt hos Hans Pedersen i Kølstrup. Man havde samlet en kapital på 1300 kr. og planen var at bygge et hus i Nymarken fælles med Rynkeby, denne placering ville ”Ladbymændene” under ingen omstændigheder være med til.

 

Gårdmand Niels Hansen i Hundslev advarede også om at begynde at bygge med så lille kapital som 1300 kr. Han sagde: Huset skal være betalt ellers bliver det ikke brugt til det som det skal bruges til, vi skulle nødig have et hus, hvori ”Dans- Svir- og Lystighed tager overhånd”.

 

Derefter gik der nogle år hvor der ikke rigtig skete noget, men i foråret 1895 henvendte gårdmand Steffen Jensen, Ladby til Kristian Andersen og spurgte om de ikke skulle prøve endnu en gang, der blev nedsat et udvalg og man fik ret hurtigt tegnet aktier for 2100 kr. Flere i udvalget mente det var for lidt. Førstelærer Suhr og Væver Kristen Andersen samlede yderligere 600 kr. ind.

 

Man var nu så langt henne på året at man besluttede sig til at vente med byggeriet til foråret. Byggepladsen blev købt billigt af Niels Møller (Kertinge Bygade 76) og Hans F. Pedersen Degneløkken. I løbet af vinteren planerede husmændene grunden og gårdmændene hentede grus og sten. Den 10 september 1896 blev huset indviet, pris: 4000 kr.

 

Den første formand var Steffen Jensen, men allerede efter 3 år blev han afløst af den navnkundige Kristian Andersen, der var mange der var utilfredse med hans ledelse men han beholdt dog formandsposten i 15 år. Det var hans modstand mod salg af spiritus, der var stridens æble. Det lykkedes ham ved et ”kup” i 1907 at få forbudt salg af stærke varer. Et forbud der varede helt til 1956, så det var store mængder øl der i alle disse år blev gemt i hækkene rundt om huset.


Kølstrup Forsamlingshus.

 

Talrige er de møder, fester, gymnastikopvisninger, dilettant og ikke at forglemme bankospil, der endnu i dag er det helt store trækplaster. Den første vært var Væver Kristen Andersen fra Kølstrup. Han blev i 1931 afløst af Marie og August Johansen fra Degneløkken. Da Marie døde i 1944 overtog deres søn og svigerdatter, Ragnhild og Ejner Johansen hvervet som værter, til de gik på ”pension” i 1979. I de første 85 år var der kun 3 værtspar, i de sidste 25 år har der været 8, men det er nok noget vanskeligere at drive et forsamlingshus i dag, tænk bare på konkurrencen fra TV.

Kilde: Jubilæumshefte fra 100års jubilæet 1996. Restoplaget af dette hæfte udleveres gratis ved de 2 kommende udstillinger.


Folder nummer 58

Faster.  

H.C. Andersen har en historie, som han kaldte Moster. Jeg har en historie, som jeg kalder Faster. Modsat ham digter jeg ikke; for min Faster var ingen eventyrfigur.

   Faster hed Gudrun. Hun blev født 30. juni 1904 som næst-yngste barn af mine bedsteforældre, Karen Sofie og Erik Simon Hansen på Toftegård i Hundslev.

   Faster Gudrun var ikke som sine søskende. De talte alle lokal dialekt ligesom deres forældre, legekammerater og naboer. Men Faster talte rigsdansk, fra hun kunne tale. Og det til trods for, at man dengang ikke vidste, hvad rigsdansk var. Radioen var jo ikke kommet; og læreren i Rynkeby Friskole talte vel også  fynsk, går jeg ud fra.

   Så helt fra barnsben var Faster Gudrun anderledes.

   Hun var den første i familjen, der fik en boglig uddannelse ud over friskole, efterskole og højskole, som var nærmest obligatorisk for børnene på Toftegård. Hun tog præliminæreksamen med udmærkelse på Høng Kostskole ovre på Sjælland. Siden kom hun på sygeplejeskole på Rigshospitalet. Men det var nu ikke noget, hun siden gjorde brug af.

   Hun havde helt andre planer.

   I slutningen af 1920’erne drog hun til Paris, hvor hun siden oprettede et gymnastikinstitut. Hun blev lidt af en institution blandt danskere i Paris. Mademoiselle Hansen blev et begreb blandt livlige kredse i Frankrigs hovedstad. Mange kendte kunstnere var – og forblev – hendes venner.

   Men så kom Anden Verdenskrig. Faster var aktiv i den franske modstandsbevægelse. Den var jo en kende mere voldsom, end TV-serien ’Allo, ’allo lader antyde. Hun måtte med nazisterne i hælene gå ”under jorden” og forlade alt, hvad hun havde oparbejdet i Paris. Hun købte – eller måske stjal fra den nazistiske besættelsesmagt! - en motorcykel. Og selv om hun aldrig havde siddet på sådant  et monstrum før, og naturligvis ikke havde kørekort til tohjuleren, kørte hun gennem Frankrig og Tyskland hjem til Danmark, hvor hun landede på Toftegård i Hundslev.

   Hvad der blev af køretøjet, husker jeg ikke.

   Men jeg husker, at hendes garderobe ankom i store kasser til Kølstrup Station, og at min bror Erik og jeg med skimmelen Musse forspændt énspændervognen og med Faster som passager på kuskesædet hentede kasserne.

   Jeg husker episoden, fordi Marie ”Hof”, en aldrende, særdeles original gårdejerske på den dengang faldefærdige og nu nedlagte Hofgården  i Skjoldemose, var på stationen den dag. Marie havde kalkuner og høns liggende på æg i gryder i sit køkken og geder og grise gående rundt i stuerne. Hun var fysisk uheldig, pukkelrygget og temmelig halt. Hun stavrede af sted med sin Opal-cykel. Den brugte hun som ”gangstativ”.

   Marie var meget interesseret i, hvad ”Guron Erikses” sådan havde med fra det store udland. Faster åbnede en hatteæske og gav det sikkert værdifulde indhold til Marie Hof, som derefter stavrede af sted gennem Kølstrup med en kæmpe-hat med strudsefjer på hovedet. Det syn glemmer hverken min bror eller jeg!     

   Sådan en gerning var typisk for Faster. Hun havde øje for komikken i hverdagen – og absolut ingen sans for økonomi.

   I et par år efter sin hjemkomst boede Faster hos sine gamle forældre i det gule hus, Odensevej 720. Det må have været gudsjammerligt kedeligt for hende. Men Faster var altid i højt humør, slagfærdig og sjov. Hun var ret synlig i gadebilledet, for hun havde som den eneste i landsbyen røde negle – også på tæerne! Og så røg hun cigarer på størrelse med Winston Churchills, gik i lange bukser (det gjorde damer ikke dengang!) og kørte på Farfars herrecykel til og fra Odense hver dag. Dér var hun turistleder med kontor i H.C. Andersens Hus. Der var dengang ikke så mange andre, som på fransk kunne fortælle turister om Odenses lyksaligheder.

   De få år, Faster boede nær os børn, var pragtfulde. Jeg tror, vi brugte mere fritid sammen med Faster end hjemme på gården. Hun lærte os at spille bridge og whist. Og hun lærte mig det første fransk. Skønt jeg kun var 7-9 år, kunne Faster og jeg tale fransk sammen. Med et stærkt begrænset ordforråd, naturligvis.

   Så skete det, der måtte ske: Faster mødte sit livs kærlighed, den otte år yngre Mogens, morsomme og charmerende onkel Mogens. De blev gift i 1946, købte et paradisisk sted: Frugtplantagen Skovly i ”Verdens Ende” nær Sulkendrup ved Nyborg. Det sted blev vores fristed, Eriks, Ingers, Annemeretes og mit, når vi syntes, tilværelsen blev lidt for broget på Hundslev Toftegård.

   Faster og ”Monkel Ogens” havde et eksemplarisk ægteskab. De var bohemer. Begge var veluddannede, berejste, belæste og musikalske. Begge var håbløse i pengesager. Mogens’ forældre var københavnske mangemillionærer. Men vingrosserer Petersens kunne fra deres kæmpe Vedbæk-villa fornemme, at penge – uanset hvor mange - ikke slog til hos Gudrun og Mogens. Frugtplantagen groede til i kvikgræs.

   Men deres naboer forgudede dem. I Skovlys vildtgroende have inde midt i skoven lavede de hvert år friluftsspil med naboerne som skuespillere. Faster og Mogens skrev teksterne. Hun instruerede, han leverede musikken på deres flotte Hornung & Møller-flygel slæbt ud i haven af stærke naboer.

   Mogens havde i sin ungdom haft sit eget lille orkester, så han hjap til med købmandsregningerne ved at køre ud og spille til suppe, steg og is, tjente altså lidt penge som musiker, akkompagnerede Arne Lundemann, Grethe Mogensen og flere andre.

   Faster, der ikke havde kørekort, købte en knallert og kørte rundt og interviewede for Gallup.

   Begge stod de på torvet i Odense med bl.a. Fasters smukke, hjemmelavede blomsterbuketter, friske bær fra haven og syltetøj i glas. Men det gik ad Helvede til med økonomien.

   Først da de var meget gamle, døde Mogens’ forældre, så Mogens kunne arve nogen millioner. Da var Gudrun og Mogens også blevet til års. Men det betød dog, at de kunne leve de sidste år som velhavere med økonomiske muligheder for døgnpleje i deres paradis, Skovly, i ”Verdens Ende”.

    Jeg har aldrig set noget andet ægtepar så tæt bundet sammen i kærlighed. Ingen, heller ikke de selv, kunne forestille sig nogen af dem uden den anden. Så heldigvis for dem begge døde de næsten samtidig - hjemme på Skovly - med fire dages mellemrum omkring nytår 1993 og blev begravet i fællesgrav på Kølstrup Kirkegård.

   Derfor er der på Hundslev Toftegårds familiegravsted også en sten med deres navne på.

   Det havde de ønsket. Og der er noget trygt ved at have dem dér.

   Min søster Inger og jeg sad hos Faster i de sidste døgn. Hun var ædt op af kræft, men ville ikke gi’ slip, før Mogens var død.

   Vi elskede Faster. Og vi savner hende. Hun betød mere for os, end jeg formår at udtrykke i sådan en lille artikel.

                                                                                                              AKSEL HUNDSLEV

 


Folder nummer 57

De vandrende "Søster Hannerne"

 

Vi havde barnepiger på Toftegård. To af gangen. De samme havde de hos Astrid og Arnold Nielsens og på Nordskovslund og hos Brolunds i Skjoldemose.

   De var Hanne og Marie, et par allerede dengang ældre søstre, der var så forskellige som søstre kan være. Men begge faldt ind under den måske lidt misbrugte kategori "Originaler".

   Alligevel havde de to frøknerne Nielsen ikke beskrivende øgenavne, som det ellers var skik. De var bare Hanne og Marie. Dog ikke for Rasmus Thomsen, som jeg har skrevet om før. Han omtalte dem som "Søster Hannerne".

   De var en del af Kølstrup Sogn. De boede ganske vist i Rynkeby Sogn i det hus, som dengang kaldtes Den Gamle Friskole, nu Hundslevvej 113. Men de var født og opvokset på ejendommen Banely i Kølstrup, nu Hundslevgyden 29.

   Faderen var skaffer i fritiden og ellers tjener på Ulriksholm, hvor også Hanne - med dåbsnavnet Johanne -  arbejdede i mange ungdomsår. "- Je pusse tue dei meste ti", fortalte hun. Der var jo mange tude, altså kakkelovnsrør, der skulle pudses sådant et sted i de dage.

   Hanne var hjemmefødning. Det hørtes på hendes ægte Kølstrup-dialekt. Af statur lille, rund og så hjulbenet, at når Max Hansen i søndagens ønskekoncert sang "Åh, Louise, du kan ikke fange grise…", kom jeg altid til at tænke på Hanne.

   Hun var from og grænseløs naiv. Engang, da hun læste historier for os unger, var der en sætning om, at "Per stod på ski". Men Hanne ville ikke sige det frække ord, så hun læste, at "Per stod på li".

   Trods hjulbeneriet så vandrede Hanne og Marie ofte flere kilometer. Gå-ben, skønt skrøbelige, var deres eneste transportmiddel. De gik aldrig alene, altid to. Var de uvenner, som de ofte var, så gik de i hver sin side af vejen. Var de på talefod, gik de i gåsegang - med Marie som fløjmand.

   Dér fortalte Marie så, hvad Hanne skulle vide; for det var Marie, som vidste besked. Så engang, da vi børn fortalte om blomsterne i grøftekanten, meddelte Hanne, at "Det æ ette blomster; det æ Flora Danica."

   Jo, Marie havde set mere af Verden end de fleste kølstruppere af den årgang. Som ung havde hun i mange år været barnepige i København, først "hos Generalen i Kastellet, hvor jeg ofte har givet Hans Majestæt Kong Christian den Niende frakken på", dernæst i Bispegården hos biskop Skat Rørdam, hvis søn, Hanne og Marie elskede og testamenterede hele deres beskedne formue til.

   Marie talte, modsat Hanne, et smukt datidens rigsdansk, hvor en cykel var en sigel, en skuespillerinde en skuespille-rinde, og hvor ordet meget blev udtalt som maed.

   Det er mig en gåde, hvad de levede af, de to, før de blev gamle nok til at kunne få en beskeden aldersrente. De fik naturligvis en skilling og en flæskesteg for at passe børn her og dér, strikkede og syede lidt for folk; og i sæsonen plukkede de æbler hos dyrlæge Voss. Men ellers? De levede spartansk, fik lov at samle lidt brænde i Theodor Dinesens skov og sådant.  

   Omkring 1950, da Marie var 75 og Hanne 70, og helbredet var blevet for dårligt til, at de med Maries svigtende syn og Hannes svage bentøj kunne klare sig i deres pertentligt holdte hus, måtte de af sted på alderdomshjem, som det hed dengang. Der var endnu ikke bygget et i Rynkeby. Det nærmeste var Aunslev; og dér tilbragte de så deres sidste leveår. De blev begge over 90.

   Da de forlod huset på Hundslevvej, var der auktion med sagfører Spies som auktionarius over de fleste af de gamle frøkeners ejendele. De to sad på stole i haven og oplevede, at deres ting spredtes for alle vinde. Det gjorde ondt. Men de ville sidde der og se det ske, de to gamle stakler.

                                                                                                                      AKSEL HUNDSLEV.


Folder nummer 55

Original – men ikke landsbytosse

 

Vi var forkerte på den, når vi sådan pr. automatik antog vor barndoms landsbyoriginaler for også at være landsbytosser. Mange af dem, jeg kendte her i Kølstrup Sogn, var begavede. De var det blot på deres egen måde.

Det stod mig klart, da jeg for nogle år siden skulle tale i Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening om ’Min barndoms originaler’.

Forleden mødte jeg en af dem. På Kølstrup Kirkegård såmænd. Gravene er nysselige små haver med lave buske og nyrevne, sirlige blomsterbede. Så smukt, så veltrimmet.

Med én undtagelse: På denne grav er der hverken blomster, småbuske eller andre resultater af sirlige, omsorgsfulde, grønne fingre. Kun en gravsten med en vejrbidt tekst på to ord:

                              Rasmus Thomsen

I levende live passede han så mange andres haver. Nu passer ingen hans, der er en bar plet jord, grim og grå. 

Rasmus døde i 1963. Han blev knap 80 år. I de sidste 32 år boede han i den ene af to lejligheder i sit lille hus nedenfor Hundslev Bakke, Odensevej 705.

Rasmus var født i Hundslev. Hans far, Tommes, havde høkerforretning (og smugkro!) i det lille hus overfor Smedjen og Brugsen, det nuværende Odensevej 733.

Rasmus kom tidligt ud at tjene bønder. Han passede sine ting, og med sin ringe løn var han i stand til at spare en god slat penge op.

Men han kunne ikke sige nej, når nogen ville låne penge. Og ofte blev ’lånene’ ikke betalt tilbage.

I 1920’erne havde han dog fået sparet sammen til at købe en ejendom på 6 tdr. land ved Åmose i Flødstrup Sogn. Men også her gik det galt for ’pengeudlåneren’ Rasmus. Fattig vendte han tilbage til Hundslev. Han lånte af en nabo til udbetalingen på  huset ved bakken. Jeg véd, at lånet blev betalt tilbage punktligt.

Han var selv, som han karakteriserede dem, han lånte penge ud til: ’- Ærlig som guld’.

Og hjælpsom. Både mens han var arbejdsmand på gårdene - i de fleste år på Ørnfeldt – og senere, da han var pensionist, hjalp han uden betaling mange ældre i landsbyen med at passe haver og med at mure, tømre og snedkerere.

Engang skulle han bruge noget tråd og nogen pæle til at bygge hønsehus hos en gammel enke i landsbyen. Han vidste, at de materialer lå og flød hos os, der var hans nærmeste genboer. Rasmus hentede, hvad han skulle bruge. Da han nogle dage senere mødte min far, fortalte han ham det og sagde:

’ – Du våtte hjemme, Sigurd. Men jæ vidste, at hvis jæ had’ spurgt, så had’ dutte saw nej.’

Som yngre arbejdede Rasmus en tid på min fødegård, Toftegård. Min far og min farbror var en snes år yngre end Rasmus. De satte ustandseligt væddemål; og meget tit vandt Rasmus. Som dengang de væddede om, hvorvidt Rasmus kunne stå på hovedet. Han var så langt fra at være typen på en fløjmand på et Niels Bukh-gymnastikhold, som tænkes kan. Men han vandt. For ingen havde sagt, at han ikke måtte støtte med benene op ad en mur!

For Rasmus var der én dag, som var langt vigtigere end alle andre: 1. marts. Hans fødselsdag. Hvert år samlede han da sine naboer. Ofte var der 20-30 gæster stuvet sammen i den lillebitte stue. Der var blevet købt rigeligt ind af det bedste. Menuen kunne være lidt speciel: Varm chokolade med rødvin og cognac til og 

Kaffe med øl og whisky. Dertil masser af smørrebrød og kager.

Rasmus havde nøjagtigt tjek på, hvor mange år, de forskellige naboer havde været til hans fødselsdag:

’ – De har våren her syv-å-tyve-år-på-ra’. Og de har våren her…

Og så hos i gammel ungka’l. Hvoer elles ser vi det?’

2. marts var han på farten. Rundt og takke gæsterne, fordi de kom – og invitere dem til næste år: ’- Husk, det er dei føste marts!’

Jovist, Rasmus var en original. Men tosse? Nej!

 

                                                                 AKSEL HUNDSLEV

 


Folder nummer 54

gamle gartner fortæller.

 

Min far Jacob Julius Rohde blev født den 22. juli 1886. I 1912 blev han gift med min mor Katrine Jensine Kolund Nielsen, hun var født den 20. september 1891. Mine forældre fik 4 børn, Holger  født den 5. juli 1913, jeg Frimodt født den 4. oktober 1916, Gudrun født den 10. juni 1919 og Svend der blev født den 28. august 1924.

Efter at min far havde været fodermester på forskellige større gårde, kom mine forældre og os børn i 1928 til Ørnfeldt hvor min far skulle være fodermester. Desværre døde min far i februar 1936. Min mor blev boende i huset der hørte til fodermesterpladsen, min  storebror overtog pladsen som fodermester indtil maj 1937. Min mor skulle så finde et andet sted og bo

Jeg var 20 år, udlært som gartner og mod på noget selv og med hjælp af Knud Pedersen sognerådsformanden i Kølstrup købte mor et lille gartneri i Hundslev af Kølstrup Sygekasse. Pris 13,000 kr. med udbetalingen ned til et kreditforeningslån på 4-5000 kr. Vi overtog ejendommen januar 1937 og flyttede ind til marts.

Ejendommen der havde stået tom hele 1936 var med alenhøjt ukrudt både ude og inde i de 4 drivhuse der var. Areal i alt godt 500 kvm. drivhuse, 425 kvm. uden varme og 75 kvm. med varme fra stuehusets fyr. Vi begyndte med tomater, meloner og agurker i husene, salat og andre grøntsager ude. Det gik, men kun med hjælp fra mors sparekassebog det første år. 1941 var gartneriet godt i gang. Jeg var fra starten medlem af Gasa Odense.

Efter aftale fra starten købte jeg gartneriet i januar 1941 for 18,000 kr. så havde mor samme kapital som da vi startede i 1937. Den 22 februar 1941 blev jeg gift med Minna Katrine Eriksen, født den 26 februar 1921. Det gik fremad med gartneriet selvom krigen lagde bremse på mange ting, men også et løft af salg af tobaksplanter helt frem til 1948, hvor det så døde. Vi havde fået flere huse med varme og var så efterhånden gået over til potteplanter, og da eksporten af alt kom i gang omkring 1955-60 gik alt stærkt og vi stoppede med plante og hjemmesalg.

Vi har 3 børn. Bente, født 8/1 1943. Flemming, født 25/9 1945 og Helen, født 27/12 1951. Flemming blev udlært gartner og efter endt soldatertid kom både han og hans kone Karen, født i Birkende 22/3

 

 

1948, gift 22/7 1967 hertil som medhjælpere. De byggede hus i Kerteminde som de solgte. i 1971 og byggede hus i Hundslev.

I 1976 købte Flemming halvdelen af gartneriet som blev udvidet flere gange, der blev købt jord fra Skovgården 3 gange og også fra Laurits Jørgensen blev der købt jord.

I 1983 købte Flemming sidste halvdel af gartneriet og var så eneejer. På grund af manglende udvidelsesesmuligheder i Hundslev, blev Radstrup Gammelgård på 31 ha. købt i 1986. I 1999 omdannes gartneriet til et anpartsselskab med 4 anpartshavere Flemming Rohde og børnene Sanne, Frank og Line Rohde. I Hundslev er der nu 11,000 kvm. og d.d. er der 30,000 kvm. i Radstrup.

Skrevet af Frimodt Rohde d. 10. sep. 2002.


Folder nummer 53

Den radikale gårdmand

 

 Det var en gårdejer, der tog initiativet til at stifte husmandsforeningen her. Vidste du det? spurgte Ole Svensson mig en dag.

     Jo, jeg vidste godt, at det var min farfar, Erik Hansen, Ole talte om. Kølstrup Sogns Husmandsforening blev stiftet i havestuen på Hundslev Toftegård i 1903

     Måske lyder det ikke så underligt i vore dage. Men dengang satte tønder land'ene skel. Gårdmænd var med i landboforeningen og modarbejdede husmændene. Gårdmænd  var Venstre-folk, husmænd radikale, proprietærer og godsejere konservative og arbejdsmænd socialdemokrater. Sådan var det.

     Der var ganske få undtagelser. Min farfar var en markant én af slagsen.

     Jeg var tolv år i 1949, da han døde. Min dengang unge alder til trods husker jeg ham tydeligt i dag. Jeg husker ham som et varmt og retskaffent menneske, som levede efter sin overbevisning. Og den var radikal.   

     Den var radikal, at da nabogården (i dag Villy Gervigs) i begyndelsen af 1900-tallet blev til salg, ville han ikke købe den, selv om små 25 tdr. land lagt ind til  Toftegårdens dengang ca.30 ville være en næsten uvurderlig driftsmæssig gevinst.

     Nej, for Erik Hansen ville ikke nedlægge en ejendom, som kunne brødføde en selvstændig bonde-familie. Det var i praktisk handling, hvad Det radikale Venstres politik gik ud på dengang.

     Jeg véd, at min farmor, Karen, der var Venstre-kvinde, gjorde sit yderste for at få min farfar på andre tanker. Hun havde hos sin far (min oldefar, Rasmus Nielsen, der var velhavende "hestepranger" og ejede Mosegården i Brabæk) skaffet ikke blot til udbetalingen, men til hele købsprisen. Erik Hansen sagde nej.

     I min barndom kunne man fra folks avishold fornemme meget om, hvor de hørte til politisk. Farfar holdt det radikale Fyns Venstreblad, mens min farmor gerne ville læse mine forældres daglige avis, Venstres daværende flagskib, Fyns Tidende. Mine bedsteforældre havde i 1933 fået bygget et hus i Toftegårds have, det nuværende Odensevej 720. Laurits Post kom engang til ved en fejl at bytte aviserne om. Farfar gik straks op på gården og fik sagen bragt i orden. Han ville nødig læse Fyns Tidende - selv om han måtte give Farmor ret i, at "der er flere dødsannoncer i Fyns Tidende." 

     Erik Hansen havde ikke sit radikale sindelag fra fremmede. Hans far, Niels Hansen, var den første bonde i et dansk amtsråd. Han døde ret ung. Havde han levet nogle få måneder længere, var han med stor sikkerhed blevet valgt ind i Landstinget. Niels Hansen var valgt af Venstre og hørte til partiets venstrefløj, som i 1905 brød ud og dannede Det radikale Venstre. Da var min oldefar for længst død; men min farfar, Erik Hansen, blev medlem fra første færd.

     Han var i mange år medlem af Kølstrup Sogneråd - naturligvis valgt af de radikale. Og foruden at være flittig i landbruget - det var mere end sjældent for gårdmænd dengang! - var han meget aktiv i det grundtvigske arbejde med Rynkeby Friskole og Kerteminde-Dalby Valgmenighed. De allerfleste helligdage drog Karen og Erik Hansen med hesteforspand til kirke i valg- og frimenigheder, oftest i Kerteminde, men også i Ryslinge, Vejstrup eller Sdr. Nærå. Det var lang vej med hesteforspand for at høre Guds ord forkyndt på det, de fandt var den rette måde!

     For min farfar hang frisind i åndeligt, politisk og organisatorisk liv sammen.

     Så da gårdmanden på Toftegård tog initiativet til at stifte Kølstrup Sogns Husmandsforening hjemme i sin storstue, undrede det dengang ingen.                

                                                                                Aksel Hundslev.           

 

 

Som det fremgår af ovenstående artikel er det i år 100 år siden Kølstrup Sogns Husmandsforening blev stiftet. Siden er meget vand løbet i Noret. De første mange år var der fremgang for landbrugets foreninger, men omkring 1960 begyndte det at vende. De små brug var ikke mere rentable, ejendommene blev lagt sammen, og i dag er der ikke engang 10 heltidslandmænd tilbage i sognet. Sådan går det hele i ring. For 100 år siden blev der oprettet nye brug hver eneste år, I dag er der kun, bortset fra fritidslandmænd kun nogle få store gårde tilbage.


Folder nummer 50

Julehilsen fra Lokalhistorisk Forening.

 

I en gammel julesang står der, at "julen varer lige til påske", men det må være før plastik og computertiden. I dag slutter julen 3die juledag, i hvert fald i butikkerne, her bliver al julepynten pillet ned for at gøre plads til januar udsalg. Til gengæld begynder forretninger og varehuse allerede med juleudsmykning sidst i oktober. I ældre tid begyndte man i begyndelsen af december med slagtning af julegrisen. Der skulle laves blodpølser, en del skulle saltes for man havde jo ingen fryser, flæsket og pølserne skulle sendes til "røgemanden", når det kom tilbage blev det hængt op under stråtaget, der hang det tørt og godt. Der skulle også bages til jul så husmoderen havde nok og se til. Ude skulle man være færdig med markarbejdet, det betød jo uheld hvis ploven stod ude juleaften.

Børnene glædede sig jo til juleaften, men næsten lige så meget til 4. Juledag når de skulle til forsamlingshusets store juletræsfest. I denne folder vil Kirsten Nielsen og Ejner Johansen fortælle om juletræsfesten i 1940-erne og 1920-erne.


Juletræ i 1940'erne

Fortalt af Kirsten Nielsen.

 

Til et af mine bedste minder fra barndommen i Kølstrup i 40'erne ved juletid hører forsamlingshusets juletræ 4. juledag. Den dag så vi hen til med stor forventning. Allerede flere dage før gik betyrelsen, som min far og mor var med i, i gang med forberedelserne og var meget hemmelighedsfulde. Dagen kom, og alle mødte op i fineste tøj, et pragtfuldt stort juletræ med levende lys stod pyntet.

 

Der gik "brandvagt" rundt om træet, så ingen kom for tæt på de levende lys. Alle både store og små dansede rundt om juletræet og sang med på de gamle salmer. I en pause læste min far en julehistorie, det kneb lidt med roen af og til. Så legede vi forskellige sanglege, og derefter kom det store , øjeblik hvor vi fik en gave og en pose godter. Det var utroligt som de voksnes fantasi var sat i sving, og jeg synes det var flot. Vi fik gaver alle sammen.

 

Gaverne var meget forskellige, penalhus, skriveblok, poesibøger, malebøger o.m.a. Det  bedste ved det hele var ombytningen bagefter, det var utrolig hvor mange gange vi byttede gaver. I mellemtiden var juletræet skubbet over i et hjørne, og så dansede alle både store og små. Det var en dejlig aften, som alle så hen til.

 

Skrevet januar 1995 af Kirsten Nielsen, datter af førstelærer Asger Holme, Kølstrup skole.

 

 


***************************************

Juletræ i forsamlingshuset i 1920-erne.

 

I anledning af Kølstrup forsamlingshus 100 års jubilæum fortalte Ejner Johansen der sammen med sin kone, Ragnhild var værtspar i Kølstrup Forsamlingshus i 35 år, hvordan det var at komme til juletræ i hans barndom i 1920-erne.

 

Se det første jeg kan huske fra vi var børn, er selvfølgelig børnenes juletræ, som altid blev holdt af forsamlingshuset, i reglen 4. Juledag, og det var en stor fest. Det begyndte med juletræ kl. 16 med sang og dans om juletræet, og derefter var der fællesspisning af medbragt mad til alt hvad der kunne være i den store sal. Bagefter var der så dans, hvis vi turde byde pigerne op, for vi var jo noget generte den gang. Mine forældre var jo værtspar i huset dengang, jeg kan da fortælle at kaffe med 2 stk. wienerbrød kostede 55 øre, en lys pilsner 40 øre (der var spiritusforbud i huset dengang) og en sodavand 25 øre.

 

Kort tid efter at han skrevet sine erindringer, døde Ejner Johansen d. 10. februar 1994.


Folder nummer 49

"De langtidsholdbare cykelklokker"

 

I vinteren 1989 gik Jørgen Rud Hansen fra Bregnør og ledte efter stenalderredskaber i strandkanten ved Lille Viby. Under søgningen fandt han en underlig rusten klump, der efter afrensning viste sig at være låget fra en cykelklokke af messing. Klokken der var meget velbevaret havde en tekst hvor der stod: "Peter Nielsen,- Opal,- Kølstrup".Senere har arkivet fået to klokker mere, og her i foråret 2002 gravede Solveig og Hans Nielsen, Hundslevgyden en op da de var ved at grave ud til en carport.

 

 

 

 

 

 

Hvem var så denne cykelhandler der solgte disse "Opalcykler"? Jo, Peter Nielsen var tredje generation af smedene ved Ulriksholms "Fiskersmedje". Farfaderen, Stefanus Nielsen der var født i Horsens, kom som ugift smed til Ulriksholm i slutningen af 1830-erne. I 1841 blev han gift med Gjertrud Hansen fra Barrit. Parret bosatte sig i "Langeskovhus" (Ulriksholmvej nr. 59) Smedjen var beliggende på den anden side af vejen.

Gjertrud og Stefanus fik 8 børn. Det blev nr. 6, Christian, født d. 27/2 1850, der kom til at drive smedjen videre. Smedehåndværket lærte han ligesom sine andre brødre hjemme hos faderen. Som voksen blev Christian gift med Anna Skov Hansen, der var født i Stenstrup 1854. Da faderen gik på pension forpagtede Chr. smedjen og huset, der tilhørte Ulriksholm.

Den 1. januar 1879 blev Stephanus Peter Nielsen født som den ældste af en børneflok på 4, 2 drenge og 2 piger. Lillebroderen Hans Skov blev født 4 år senere. Skov som han blev kaldt, arbejdede sammen med Peder hele livet, han tog sig hovedsageligt af smedearbejdet mens Peder interesserede sig mere for cykler og mekanik. Peter var ikke fyldt 20 da han begyndte at sælge og reparere cykler. Det foregik i et lille træhus som han byggede ved siden af smedjen.

Peter Nielsen forhandlede flere mærker i cykler, men det var "Opal" han gik mest ind for. Han fik også tilnavnet "Peter Opal" et øgenavn, der fulgte ham resten af livet. I hans store salgskatalog fra 1913 kan vi læse at han også solgte symaskiner, jagtgeværer, salonrifler, patroner, vaskemaskiner, grammofoner, motorcykler, dæk og slanger.

Begge brødrene, Skov og Peder arbejdede som voksne hjemme hos faderen i den lille "fiskersmedje". Med landbrugets øgede mekanisering og det store salg af cykler, mente brødrene at pladsen nede ved noret var ved at være for trang. Faderen havde jo kun værksted og hus til leje, så der var ikke de store udvidelsesmuligheder. Peder gik derfor med planer om at købe grund og bygge værksted, men 1-ste verdenskrig kom i vejen, så planen blev først ført ud i livet i 1920. Overfor Kølstrup station blev der købt en stor grund, bygget smede og cykelværksted, og ved siden af byggede Peter og hans kone Marie et hus til sig selv.

 

Smedeforretningen beholdt brødrene kun til 1924, så blev den solgt og Peter flyttede cykelforretningen hen i privatboligen. På taget satte han en stor reklame "Opal Cykler", så alle der kørte med toget gennem Kølstrup ikke var i tvivl om hvor de kunne købe Opalcykler.

Da Peter blev ældre og ophørte med cyklerne, lavede hans kone Marie købmandsforretning i stedet.

 

Peter Opal deltog meget i sognets foreningsliv, han var i bestyrelsen i skytteforeningen, gymnastikforeningen, sygekassen, ligesom han en del år var medlem af sognerådet valgt af venstre.

I 1959 solgte de købmandsforretningen og byggede i stedet et hus på Vægterbakken nr. 7. Her boede de deres sidste år. Peter Nielsen døde i 1967, Marie i 1975.

"Opal" turistcykel årgang 1913, pris 85 kr.

Folder nummer 48

Adolfsen familien i Kølstrup.

 

En landarbejderfamilie på Ulriksholm/Ørnfeldt i 100 år.

 

3 generationer og 100 år på samme arbejdsplads er det sjældent man støder på, men på Ulriksholm/Ørnfeldt boede og arbejdede familien Adolfsen i omkring 100 år.

Det hele begyndte i 1830, hvor den 33 årige Adolf Hansen fik plads som kusk hos jægermester Pedersen på Ulriksholm. Adolf var født i Birkum i 1797. Efter et par år på Ulriksholm blev han forlovet med en af malkepigerne Abelone Hansdatter, der var født i Skellerup. Abelone blev gravid, og da hun ikke mere kunne passe arbejdet fik hun lov til at bo hos husmand Niels Nielsen i Hundslev Nymark. Her fødte hun i sommeren 1836 en datter, som døbt Karen Kirstine Adolfsen d. 28/8 i Kølstrup kirke. Kort efter blev Abelone og Adolf gift og flyttede ind i et af gårdens huse.

 

Abelone havde i 1830 fået en dreng der blev døbt Mads Hansen, han boede hos Abelones forældre i Skellerup indtil hun blev gift med Adolf. Parret fik endnu 5 børn. Den sidste, Nielsine Adolfsen, født 9/3 1851, døde kun en uge efter, samme dag døde moderen Abelone også kun 45 år gammel. Adolf fik en husbestyrerinde der hed Ane Kirstine, hende giftede han sig med i 1852. De fik ingen børn, og da de blev gamle kom de på fattiggården "Edelsæde" i Kølstrup. Her døde Adolf d. 5/5 1875 78 år gammel. Ane Kirstine døde d. 26/5 1882.

 

Anden generation på godset var Abelone og Adolf Hansens barn nr. 5 Hans Adolfsen, han blev født på Hundslev Mark d. 8/2 1847. Som voksen blev han gift med Else Johanne Marie Rasmussen (kaldet Hanne). Hanne var født i Fangel d. 17/5 1849. Efter brylluppet fik Hans ligesom sin far arbejde på godset. De første år boede de på Hundslev Mark, senere Ørnfeldt Vejhus (ved Geels Kro) derefter flyttede de til "Eskelundshuset" (Ørnfeldtvej 65). De sidste mange år boede de i "Fiskerhuset" (Ulriksholmvej 62). Hanne og Hans Adolfsen fik 8 børn. Det blev nr. 4 Lars Kristian Adolfsen der forsatte arbejdet på godset.

 

Hanne og Hans Adolfsen kunne i 1921 fejre deres Guldbryllup.

På billedet ses i midten Hanne og Hans Adolfsen. De øvrige på billedet er børn og svigerbørn. De sidste år Hans Adolfsen arbejdede på Ulriksholm var det som røgter i kostalden. Hanne døde i Fiskerhuset d. 3/6 1924 og blev begravet i Kølstrup. Hans flyttede til Sabro ved Århus. Her døde han d. 7/5 1929, 82 år gammel og begravet ved siden af Hanne på Kølstrup kirkegård.

 

Tredje generation var Hanne og Hans Adolfsens søn Lars Kristian Adolfsen, født d. 16/3 1877 i Ørnfeldt Vejhus. Som ung kom han ud og tjene, i 1901 tjente han i Fraugde, senere, d. 3/11 1901 blev han gift med Maren Sofie Hansen, født i Kullerup d. 30/1 1872. De første par år de var gift boede de i Skellerup, men omkring 1905 kom de hjem til Kølstrup. Her fik Lars ligesom sine forfædre arbejde på Ulriksholm, senere Ørnfeldt. Familien boede først i "Gallehusene" senere i "Vægterhuset" ved Kølstrup station. Parret fik 3 børn. De arbejdede så vidt vi ved ikke på gården. I 1921 tjente 2 af dem på den samme gård i Kertinge. Maren og Lars Adolfsen flyttede i begyndelsen af 1930-erne fra Ørnfeldt til en stor gård ved Gislev, hvor han arbejdede som gartner. Lars Kristian Adolfsen blev over 90 år.

Kilde: Kirkebøger, Folketællinger og Hanne Birgith Hansen, Odense.


Folder nummer 46

”Den glemte maler fra Kølstrup”

 

Kunstmaleren Alfred Simonsen blev født i Kølstrup den 16. dec. 1906. Her havde forældrene et lille gartneri på Ulriksholmvej (nr. 27) Faderen stammede fra Ajstrup i Ålborg amt, mens moderens familie havde boet på ejendommen siden midten af 1700-tallet. Huset havde i ældre tid ligget oppe for enden af Kølstrup Bygade, mens jorden var beliggende hvor det nuværende hus er. Ejendommen var tidligere et fæstehus under Ulriksholm, men Alfred Simonsens morfar, Niels Andreasen købte i midten af 1800-tallet huset.

 

Efter endt skolegang i Kølstrup kom Alfred Simonsen i lære hos teatermaler Lorentzen i Odense. Efter han var dimitteret fra teknisk skole i 1923, kom han på kunstakademiet i København. Han foretog også flere udlandsrejser, hvor han sammen med bl.a. Ernst Syberg og Erik Raadal besøgte Østrig, Spanien og Norditalien. Gennem sit nære venskab med Ernst Syberg havde han forbindelse til ”Fynbomalerne”. Mange af hans motiver fandt han på egnen ved Svanninge og ved Korup, hvor han boede et stykke tid..

 

Alfred Simonsen var medstifter af kunstnersammenslutningen ”Corner”. Han blev hurtigt en anerkendt kunstner og spået en stor fremtid som maler, men desværre blev han angrebet af årebetændelse, som efterhånden svækkede ham så meget at han døde den 12. April 1935 kun knap 30 år gammel.

 

Han nåede kun at male lidt over 30 billeder, samt nogle grafiske værker. Efter hans død har hans værker været på utallige udstillinger rundt i landet. Hans billeder hænger bl. a. på Fyns Kunstmuseum (Sommer i Korup) , Ribe Kunstmuseum, Trapholt ved Kolding, Vestsjællands Kunstmuseum, samt flere andre steder.


Folder nummer 45

Kølstrup sogn for 200 år siden.

 

I 1801 boede der ifølge folketællingen 628 mennesker i sognet, heraf var 172 under 15 år, der var 21 over 70 og hele 4 der var over 90 år. Folketallet i hele Danmark var 926.000. I 1911 var tallet vokset til 1262 indbyggere, et af det største antal der har boet i sognet. I dag 2001, er folketallet faldet til 832.

                      Slutningen af 1700 årene blev meget begivenhedsrige. I 1788 blev stavnsbåndet ophævet, og i 1794-95 blev jorden i hele sognet opmålt og udskiftet, således at hver gård fik sin jord samlet på et eller ganske få steder. I 1794 var der kun en selvejergård i sognet, nemlig ”Langhavegaard” i Kertinge. Den var ejet af Jesper Engberg, hvis far var præst i Flødstrup. Kammerherre Poul Rosenørn, Ulriksholm, der ejede alle de andre bøndergårde i sognet, undtagen dem i Ladby, de var nemlig ejet af greven på Lundsgård.

                      Foruden at være godsejer var Poul Rosenørn også amtmand i Nyborg. Ganske belejligt købte han i 1794 Langhavegaard af Jesper Engberg for 3644 rigsdaler. Det var jo noget nemmere at lave jordreform, når man var eneejer af jorden. Jesper Engberg blev derefter Told- og Postforvalter i Nyborg. Mon det var helt tilfældigt ?.

  I forbindelse med udskiftningen blev der oprettet en hel del husmandssteder på den såkaldte overdrevsjord. (Overdrevet var et udyrket, fælles græsningsareal) Den største koloni ligger i Hundslev ”Nymark”, hvor der blev oprettet over 30 små husmandssteder på ca. 5 tdl. hver. Også i Husgyden på Kertinge Mark kan man endnu i dag se de små husmandssteder på den tidligere overdrevsjord. De ”nye” fæstehusmænd var hovedsageligt beskæftiget på herregårdene, der manglede arbejdskraft nu da gårdmændene var blevet selvstændige og ikke mere skulle gøre ”hoveri” på herregården. En del af husene var beboet af håndværkere, vævere, hjulmænd, tømrere, en enkelt skomager og 4 smede, et antal der var helt op til 1950-erne. Der nævnes ingen murer, man byggede i bindingsværk og lerklining, så behovet har nok ikke været der.

I 1799 begyndte Poul Rosenørn at sælge bøndergårdene til selveje. Den 1. februar 1801 var der 16 selvejergårdmænd og 14 selvejerhusmænd, mens der endnu var 21 fæstegårdmænd og 34 fæstehusmænd tilbage. I Ladby var der 12 gårde, de 11 var ejet af Lundsgård, den tolvte, ”Mensalgården” tilhørte præstekaldet i Kølstrup, fæsteafgiften herfra var en del af præstens løn. Mensalgården blev selveje i midten af 1800-tallet, de øvrige gårde i Ladby blev først selvstændige i årene 1908-10.

Hvad lavede man så i 1801?. Mange havde travlt med at flytte deres gårde fra landsbyen og ud på marken, hvor de havde deres nyerhvervede jord liggende. Man skulle jo også lave hegn om markerne. Mange af disse jord- og stendiger med stynede popler, er i disse år 200 år gamle.

    

Om søndagen gik man i kirke i Kølstrup, her residerede sognepræst Peder Kryssing Tingberg gift med Anne Susanne Berg. Det var Tingberg der gav præstegården sin nuværende udstrækning, meget er ændret og forbedret siden den gang, men selve sylden, siges at stamme fra Tingbergs tid. Da menighedsrådet for nogle år siden skulle sætte årstal på stenen ved indkørslen, blev det da også et årstal fra Tingbergs tid,- nemlig 1785, samme årstal som kan ses på ”Vejrpræsten” over porten ind til præstegården, hvor i øvrigt også Tingbergs navnetræk PKT er at se.

       I kirken blev der i 1801 døbt 21 børn. Der var 17 begravelser, 10 mænd og 7 kvinder. Der var 4 bryllupper. Den 28/2 blev Hans Jensen Hoff af Hundslev gift med den 27 årige tjenestepige Mette Hansdatter, Ulriksholm Gartnerhus. Den 26/6 blev Niels Munch, sognedegn i Herrested gift med Anne Marie Jessen, 28 år. Hun var husjomfrue i præstegården og datter af præstekonens søster. Allerede den 31/6 var der igen bryllup. Den 30 årige Hans Olsen og den 27 årige Mette Hansdatter blev gift, de tjente begge hos godsforvalter Hans Meyling i Hundslev, (Skippergården). Den 6/11 blev skytten på Ulriksholm Lorends Witting, 46 år, gift med den 30 årige Mette Hansdatter Cort, husholderske på Ulriksholm, Lorends havde tidligere på året mistet sin første kone. Det er et sjovt sammentræf, at 3 af de 4 brude hed Mette Hansdatter. I hele sognet var der kun 4 der hed Mette Hansdatter.

Gammelt markdige i Kertinge, tegning: Vagn Jensen, marts 2001..

Folder nummer 29 (1996)

Posthistorie

 

I forbindelse med Kerteminde banens åbning, og dermed etablering af jernbanestation og posthus (i stationsbygningen) i Kølstrup, ansættes pr. 5. april 1900 fragtmand Niels Knudsen, Kertinge som landpostbud.

Hans rute er som følger: Udgang fra Kjølstrup Station, ad Ulriksholm, hele Kjølstrup By, Kjertinge, Kjertinge Mark, Præstlund, Mosegaard, Lundegaard, Rosengaard, Rødegaard, Sølyst, Kjølstrup Mark og tilbage til Kjølstrup Station.

Der var 101 beboelser på ruten, længden var 3 mil og 9000 alen. I alt ca. 28 km. Og det var i de første år til fods. Senere fik han dog en cykel, men vejene var dårlige især om vinteren. Årslønnen var på 600 kr. i de første år. Hans afgangstid var kl. 7.20 formiddag. ”Efter jernbanetogets ankomst fra Kjerteminde.” Han skulle også tømme postkasser i Kjølstrup, Kjertinge og på Kjertinge Mark.

 

Det har nok været svært at tilrettelægge ruten så alle blev tilfredse, for allerede den 8. april samme år, kommer der klage fra en del beboere i Kølstrup by. Reaktionen fra Postmesteren i Kerteminde har nok ikke været tilfredsstillende, for den 26. april sender beboerne en fornyet klage, hvor der bl.a. står: ”Som det vil være Herr Postmesteren bekendt begynder omdelingen ved Ørnfeldt, Ulriksholm og dernæst Præsten og Lærerne i Kjølstrup, dernæst Kjertinge By og Mark og til sidst Kjølstrup Mark og By. Uagtet Byen ligger i umiddelbar Nærhed af Stationen. Vi tillader os derfor Ærbødigst at anmode Herr Postmesteren om, at Posten til Kjølstrup By, uddeles samtidig til alle beboere i Kjølstrup By.

Underskrevet Kjølstrup 26. April 1900.

Væver Kristen Andersen, Gaardejer Niels P. Andersen

Sadelmager Niels P. Henriksen, Bager Mads Møller

Bestyrer Peder Jørgensen, Møllebygger hans L. Hansen.

 

Kertemindes postmester lader, i brev af 19. juni 1900, klagen gå videre til Postinspektøren for Østifterne, der kort svarer tilbage med en håndskreven påtegning på klagen: ”Lad os nu snart få denne Sag i Orden. Giv en halv time længere til omdeling og lad Budet tage hele Kjølstrup By paa en gang”….

I 1929 søgte Niels Knudsen sin afsked på grund af sygdom, han var da blevet 70 år gammel. Hans afløser blev den 50 årige Anders Andersen. ”Anders Post” som han blev kaldt, havde oprindelig været væver ligesom sin far, men industrien slog efterhånden det gamle håndværk ud. Han havde postruten til 1947, hvor han gik på pension. Derefter blev det Poul Nielsen, der fik Kølstrup ruten. De første mange år var det på cykel, men efterhånden blev det til en knallert, et mægtigt fremskridt.

Den 31. marts 1966 blev Kerteminde-banen nedlagt, men posthuset i Kølstrup fortsatte til den 6. dec. 1970. Postruten udgik nu fra Kerteminde, men det var stadig Poul Nielsen, der betjente Kølstrup-ruten. Efter 41 år som postbud blev Poul Nielsen i 1988 pensioneret. Han blev i øvrigt afløst af sin svigerdatter Solveig Nielsen.

 

Ovenstående er uddrag af en bog om Kerteminde postvæsen, skrevet af Arne Pedersen, Kongshøj Alle, Kerteminde. Bogen udkommer forår 1997.


Folder nummer 28 (1996)

Østergaard

 

Udflugten i år (1996) går til Østergaard, hvor Mariann og Hans Fischer Boel har lovet at vise rundt og fortælle om den historiske gård, der førhen havde meget tilknytning til Kølstrup Sogn.

 

Lidt historie. I middelalderen hed gården ”Kiilsgård” og lå i Kølstrup sogn. Anders Kaas gav den i 1584 navnet ”Østergård”, samme Anders Kaas byggede i 1598 ny hovedbygning, med høj kølder af kampesten. Den nuværende hovedbygning er opført i 1731 af røde sten og ege bindingsværk, som det kan ses på et postkort, stemplet i 1911.

Østergård har i tidens løb haft mange forskellige ejere, bl.a. købte Christian 4. i 1643 gården til sin søn Ulrik Chr. Gyldenløve, der i forvejen var ejer af Ulriksholm. I 1751 blev Østergård, vist nok efter en kirkestrid, overført til Munkebo Sogn, og her har den hørt til siden.

Af de forskellige ejere kan nævnes Generalhaveinspektør Chr. Schmidt, der købte gården i 1801. Om ham fortælles der, at han selv sad og syede alt seletøjet til arbejdshestene på Østergård. Generalhaveinspektørens gravsted kan stadig ses på Kølstrup kirkegård.

I 1922 købte Udstykningsforeningen for Sjælland og Fyns Stifter gården. Grevskabet ”Roepstorff” (Egebjerggård) købte ca. 72 ha. Og sammen med staten blev der udstykket 16 husmandsbrug.

Mejeriejer Marius Boel købte i 1923 Østergård. Han moderniserede den, bl.a. byggede han en del nye avlsbygninger. Gården er stadig i familiens eje, idet hans barnebarn Mariann og hendes mand Hans Fischer Boel driver Østergård.


Folder nummer 27 (1996)

Vibeke Kruse i Kølstrup Kirke

 

Vibeke Kruse blev født i Holsten ca. 1612. Som meget ung blev hun ansat som ”terne” hos Christian 4’s dronning til ”venstre hånd”, Kirsten Munk. Kirsten Munk blev på grund af påstået utroskab, bortvist fra hoffet i 1629, og kongen gav hende husarrest på herregården Boller ved Horsens.

Kort derefter begyndte forholdet mellem Chr. 4. og Vibeke Kruse. Parret fik 2 børn. I 1630 blev sønnen Ulrik Christian Gyldenløve født, og i 1633 datteren Elisabeth Sofie, som blev gift med Claus Ahlefeldt. Hun døde i 1654.

Ulrik Chr. Gyldenløve blev hurtigt Chr. 4.s yndlingssøn, og han fik som lille foræret Skinnerup, som kongen omdøbte til Ulriksholm, bl.a. lod han i 1646 den nuværende hovedfløj opføre.

Da Chr. 4 blev syg og døde den 28. februar 1648, opholdt Gyldenløve sig i udlandet og kunne derfor intet gøre, da hans moder allerede samme dag blev bortdrevet fra Rosenborg slot. Skønt hun var syg og sengeliggende, blev hun på en simpel postvogn kørt til en fattig søster i det indre København.

Det var Chr. 4.s datter med Kirsten Munk, Leonora Christine og hendes mand Corfitz Ulfeldt, der fik hende bortdrevet, måske for at hævne Leonora Christine. Vibeke Krus døde allerede efter 2 måneder, og blev begravet på en fattigkirkegård ved Nørreport.

I 1652 kom Ulrik Chr. Gyldenløve hjem fra udlandet. Han fik sin moders kiste gravet op, og transporteret til Kølstrup kirke, hvor den blev sat ned inde i kirken. Desværre er der ingen oplysninger om, hvor kisten blev anbragt.

Af Chr. 4.s mange kvinder var Vibeke Kruse den han levede længst sammen med, nemlig i 19 år. Ved hoffet blev hun ikke rigtig regnet for noget. Hofsnobberne kaldte hende udannet og pengegrisk. En engelsk diplomat, som opholdt sig ved hoffet i København, kaldte hende et ”simpelt fruentimmer af lav herkomst”. Sønnen Ulrik Chr. Gyldenløve var under Københavns belejring i 1658 øverstkommanderende for forsvaret af byen, i øvrigt sammen med sin svoger Claus Ahlefeldt. Gyldenløve var ugift, blev syg midt under belejringer og døde i december 1658, 28 år gammel.


Folder nummer 26 (1996)

Kølstrup Forsamlingshus

 

Som de fleste ved fylder Forsamlingshuset 100 år (1995).

Nogen nem begyndelse var det ikke. Det var de to politiske partier ”Højre” og ”Venstre”, der ikke kunne blive enige om at bygge et hus i fællesskab, og da man nødig ville have to huse i sognet, gik det ene år efter det andet, uden at man kunne blive enige.

Skytteforeningen, der også havde gymnastik på programmet, måtte øve i tærskelader rundt i sognet.

En ungdomsforening var også blevet stiftet, de måtte også holde deres møder på gårdene. Et dilettantstykke, som foreningen lavede måtte opføres i Revninge Øvelseshus der allerede var bygget i 1881.

Overskuddet fra stykket skulle bruges til hjælp til et ”Hus” i Kølstrup. Et af de første møder om bygning af et forsamlingshus blev holdt hos Hans Pedersen i Kølstrup. Det var dog kun Venstre, som var indbudt. Planen var at bygge et hus i Nymarken fælles med Rynkeby.

Ladbymændene ville ikke være med til denne plads. Der var tegnet 1300 kr. Gdr. Niels Hansen, Hundslev advarede meget imod at begynde med så lille en kapital. Han sagde: ”Huset skal være betalt ellers bliver det ikke brugt til det, det skal bruges til, vi skulle nødig have et hus, hvori Dans – Svir – og Lystighed tager overhånd.”

I foråret 1895 sker der endelig noget. Steffen Jensen i Ladby og Kristian Andersen i Kertinge indkalder til møde i skolen. Partiet ”Højre” er også indbudt, og disse er denne gang positive, der bliver nedsat et byggeudvalg med 4 fra hvert parti. Udvalget går sognet rundt for at tegne aktier, der bliver tegnet for 2100 kr. Yderligere en tur giver 600 kr. Og så går man i gang, der bliver holdt stiftende generalforsamling. Første formand bliver Steffen Jensen. Byggepladsen bliver købt af Niels Møller og Hans F. Pedersen til rimelige priser. Til Høst 1996 er huset færdig og det bliver indviet den 10. september med deltagelse af over 450 mennesker.

Så går det ellers slag i slag med foredrag, gymnastik, folkedans, private fester, juletræsfesten havde så stor tilslutning, at de mange gange måtte holdes over 2 aftner.

Gennem årene blev der købt mere jord. Der blev bygget til, og huset blev med jævne mellemrum moderniseret. Der blev bygget scene, lavet baderum, så byens befolkning kunne komme og så et billigt bad. Også skolen brugte i mange år huset til gymnastik.

Alt dette og meget mere kan du læse i et jubilæumshæfte, som bliver udgivet i forbindelse med jubilæet.

Forsamlingshuset holder reception fredag den 13. oktober kl. 14.00

Lørdag den 14. oktober er der stor jubilæumsfest kl. 18.00 med spisning, underholdning og dans med POP 4 fra Langeland.

 


Folder nummer 25 (1995)

Mindestenen ved kirken.

 

Blandt de mange jubilæer i år (1995) har også mindestenen ved kirken jubilæum. Den blev indviet den 5. september for 75 år siden i 1920.

Om dens tilblivelse skriver Kristian Andersen, Kertinge i sine erindringer: ”En dag i sommeren 1920 fik jeg besøg af pastor Arne Møllers fader, pastor Th. Møller. I vor samtale kom han til at udtrykke sig på følgende måde: Kølstrup Sogn skylder at sætte en mindesten for provst Bagger, der under krigen med svenskerne i 1659, underrettede den danske armé om svenskernes stilling. Svenskerne hævnede sig på provsten og afbrændte Kølstrup Præstegård.”

Denne samtale vakte de tanker hos mig, at søge efter en sådan sten. Efter nogle dages søgning fandt jeg en passende sten på sognefoged Laurits Nielsens enkes mark.

Kristian Andersen gik til sin nabo Peder Rasmussen, og sammen opsøgte de enken. Hun var straks med på ideen, men syntes, at også genforeningen med Sønderjylland skulle mindes.

Det blev nu nedsat et udvalg på 10 af sognets førende mænd. Udvalget bestemte, at også den gamle feltprovst Højer- Møller skulle mindes på stenen, der fik følgende inskription.

 

På forsiden:

Genforenings=året 1920

Mandemod. Trofasthed

Danmarks Lykke.

 

På sydsiden:

Erik Høyer Møller

En gammel feltpræst

1850 – 64

 

På nordsiden:

Poul Bagger, Præst i Kølstrup

3die November 1659.

 

Sognepræst Arne Møller havde forfattet inskriptionen i samarbejde med komiteen.

 

Lidt om de to præster på mindestenen.

Poul Olufsen Bagger Var præst i Kølstrup fra 1633 til 1672. Han stammede fra den kendte købmandsfamilie i Odense. Efter krigen med svenskerne, var præstegården nærmest lagt øde, og alt præstens indbo og sølvtøj var røvet. Han klagede til kongen, og den øverstkommanderende for landgangsstyrkerne i Kerteminde general Hans Schack, lovede at lægge et godt ord ind ved kongen, men det var nok ikke meget, han fik ud af det. Hans søn og efterfølger, Peder Bagger skriver nemlig i 1690, at præstegården er i sørgelig stand.

 

Erik Høyer Møller, født i Skive den 28. april 1818.

Under treårskrigen var han feltprovst ved den aktive arme i Slesvig og garnisionspræst samme sted.

Efter krigen fortsatte han i Slesvig som garnisionspræst, inden han nogle år efter blev sognepræst i Nordborg på Als. Da krigen brød ud i 1864 blev han igen feltprovst.

Da Als var taget blev han afskediget af tyskerne. Han flyttede til Odense. Her fik han sin afsked som feltprovst. I 1866 blev han sognepræst i Kølstrup – Agedrup. Han blev udnævnt til Provst i Bjerge – Åsum Herred i 1881. Høyer Møller blev ridder af Dannebrog i 1856 og Dannebrogsmand i 1864. Han skrev flere bøger om oplevelser i de sønderjyske krige. Han var folketingsmand fra 1869 til 1872, men søgte ikke genvalg. I 1892 blev han afskediget på grund af alder.

 


Folder nummer 21 (1994)

Polske roepiger.

 

I det følgende vil vi fortælle lidt om datidens fremmedarbejdere, nemlig de polske roepiger. I slutningen af 1800 tallet opstod der et stort behov for sæsonarbejdere i landbruget. Grunden var flugten fra land til by, samt at man begyndte at dyrke sukkerroer, der var meget arbejdskrævende.

Omkring 1890 begyndte man at hente, især unge kvinder fra Polen herop. Det var virkelig mange, det drejede sig om. I 1911 var der således 10.320 polske sæsonarbejdere i Danmark.

Her i sognet var det på Ulriksholm/Ørnfeldt og Kejrup, de arbejdede. Desværre har vi kun tyendeprotokollerne fra 1902 til 1924, så før den tid ved vi ikke, hvor mange, der var her.

Fra 1902 til 1914 var der i alt 148 polske piger, samt nogle få mænd her i sognet for at arbejde i kortere eller længere tid.

I 1902 kom der 18 piger den 30. juni, og de rejste igen den 21. november. I 1909 kom der 8 piger, de kom 1. september, men rejste først hjem den 17. januar 1910.

Pigerne, der var i alderen fra 15 til ca. 40 år, var under ledelse af en tysk ”Aufseher” (Leder – forvalter). Fremgangsmåden var den, at ”Aufseheren” kom tidligt om foråret og modtog bestilling på det antal piger, der bruges, og på hvilket tidspunkt, de skulle komme. Han rejste derefter til Polen og rekrutterede det nødvendige antal. Ligesom han også sørgede for transport hertil, samt førte tilsyn med deres arbejde og ordnede alt vedrørende løn og lign. (Pigerne talte kun polsk).

Pigerne skulle have stillet hus til rådighed samt gratis kartofler og skummetmælk. Maden og rengøring ordnede de selv. Pigerne levede meget spartansk, for det gjaldt om at spare så meget som muligt op, så man kunne have noget med hjem til familien.

På Ørnfeldt boede pigerne i et hus, der lå lige nord for Espelundskoven mellem Ulriksholm og Ørnfeldt. Huset endte sine dage som redskabshus for landbrugsmaskiner og er for længst revet ned.

Flere af pigerne kom mange år i træk, bl.a. kan nævnes, Katharyna Wilck, der kom til Ørnfeldt som 17 årig i 1909 og var her hvert år til 1913.

De fleste af pigerne kom fra Galicien i det sydlige Polen, og de havde således en rejse på langt over 1000 km. hertil.

I 1914 kom pigerne allerede hertil den 29. marts, men midt på sommeren skete katastrofen, idet første Verdenskrig brød ud.

Galicien blev hurtigt krigsskueplads mellem russere og tyskere. Hvordan pigerne herfra kom hjem ved vi ikke, men en hel del måtte blive her i landet. Nogle blev gift med danskere, andre med landsmænd. Efter krigen prøvede man igen at ”importere” polakker, men det blev kun til spredte forsøg og i 1929 ophørte det helt.

Efterkommere efter de polske gæstearbejdere findes stadig her på egnen.


Folder nummer 20 (1993)

”Posten i ældre tid”

 

Det danske postvæsen blev oprettet af Chr. d. 4. i 1624. De første par hundrede år var det skiftevis staten og private, der drev postvæsenet. På landet var postgangen både langsom og ustabil, men indsættelse af dampfærger på Storebælt, og senere da jernbanen fra Nyborg til Odense åbnede i 1860erne, kunne et brev fra København til Kølstrup nå frem på under et døgn. Posten blev læsset af i Ullerslev og sendt med postdiligence til Kerteminde, herfra blev den sendt rundt i området pr ”Fodpost”.

Den første landpost, vi kender navnet på, hed Christoffer Schrøder, han fik i 1873 kontrakt på en postrute, der hed ”Rundt om Kjerteminde Fjord”. Turens længde var 4 mil (ca. 28 km), den gik gennem Revninge, Ladby, Kertinge, Kølstrup, Ulriksholm, Østergård, Dræby, Munkebo, Bregnør, Drigstrup, Over Kærby, Lille Viby og tilbage til Kerteminde.

I hver by var der et postindleveringssted, hvor folk kunne indlevere og afhente deres breve. De fleste steder var det på én af byens gårde. I Ladby var det hos Jakob Rasmussen. I Kertinge og Kølstrup hos Anders Nielsen og Anders Poulsen. Schrøder var forpligtet til at gå turen seks dage om ugen, og den skulle gås på otte timer. Kom han uden lovlig grund for sent tilbage, kunne han ifølge kontrakten idømmes en mulkt på 16 skilling pr. kvarter. Lønnen var 64 skilling om dagen (fra 1875 kr. 1.40). Han skulle ligeledes antage og selv betale en afløser i tilfælde af sygdom og lign.

Om efteråret og vinteren har det sikkert været en barsk tur, når Schrøder skulle slæbe sine tunge tasker, der kunne veje op til 25 pund, gennem pløre og sne ad til tider bundløse veje. Der var jo kun de store landeveje, der havde fast stenbund.

Heldigvis kunne han mange steder bruge skole og kirkestier. Her kom ingen hestevogne, så de var som regel nogenlunde farbare. Mon ikke han også fik en bid brød og en dram, når han kom ind på gårdene med posten.

I 1883 fik Kølstrup sogn sin egen landpost. Han gik ud fra Kerteminde, og alle husstande, hvortil der var post, fik besøg. Lønnen for turen var kr. 552 om året, det er ca. kr. 1,85 om dagen.

Den helt store forbedring kom, da Kerteminde banen åbnede i år 1900. Der kom jernbanestation og posthus både i Ladby og i Kølstrup. Nu kunne beboerne sende og modtage endog meget store pakker. Og postbudene fik også en betydelig kortere veje at gå. Efter nogle år var det pr. cykel og senere knallert.

I 1966 lukkede jernbanen, men posthuset fortsatte til den 1. november 1970.

Fremskridt er der jo sket siden Schrøder i 1870erne aede rundt med sine tunge takser, til i dag, hvor ”Posten” kommer susende i sin gule postbil.


Folder nummer 19 (1993)

Selleberg

 

Tirsdag den 10. august 1993 afholder vi den årlige udflugt som i år går til ”Selleberg”.

I en bog med titlen ”Danmarks større gårde”, kan man læse at ”Sellebjerg”, som den dengang kaldtes, - var en hovedgård, der nævnes allerede i Valdemar Sejrs jordebog fra 1231, da gården var krongods.

I første halvdel af det 16. århundrede tilhørte gården slægten Galt. Senere kom slægten Urne. Gennem de næste århundreder havde den mange skiftende ejere indtil den i 1826 købtes af Jørgen Hvenegård, som døde i 1855. Hans enke Madam Maren Hvenegård, født Langkilde fortsatte som ejerinde. Til at styre gårdens drift ansattes en norskfødt præstesøn, P. V. L. Lassen som forvalter.

Snart (står der i bogen) blev han forlovet med datteren Caroline Hvenegård, som var de gamle Hvenegårds eneste barn. Deres bryllup stod i 1856, og de forpagtede nu Selleberg og fik i øvrigt 3 børn. Datten Georgia og sønnerne Jørgen Christian og Søren. Sidstnævnte har skrevet en dejlig beretning om sin barndom og dagliglivet på Selleberg i 1870erne. Det er god og fornøjelig læsning.

Naturligvis lå det i luften, skriver Søren Lassen, at mine forældre skulle overtage gården, men Bedstemor gav ikke sådan styret fra sig. Hun var stadig den akse, hvorom alt i hjemmet drejede sig. Lassen fortsætter: ”Vi holdt umådelig meget af hende, men havde tillige stor respekt.”.

Han skriver også, at det nærmest var en ære at spadsere med hende i haven, hvor hun så med sin stok bøjede grene ned på en frugttræ, som vi ellers ikke måtte plukke af, og gav os anden slags frugt, bl.a. kirsebær.

Nu får vi lejlighed til at vandre i frugthaven og måske smage kirsebærrene, det afhænger jo af den nuværende ejer, som netop også hedder Søren Hvenegård Lassen. Han er sjette generation, som skal føre Selleberg videre.

Hans far Holger Hvenegård Lassen døde i 1980, og moderen Bodil Hvenegård Lassen har siden drevet gården, indtil sønnen havde færdiggjort sin landbrugsuddannelse.

Desværre er der sket det meget triste, at efter vor aftale om besøget, er Bodil Hvenegård Lassen død. Vi er sikre på, at hun havde taget godt imod os derovre, som hun har gjort det ved de utallige besøg fra hele landet, hvor folk i alle aldre kom for at ”Se og smage” kirsebærhaven. Vi ved også, at hun med glæde ville havde præsenteret hendes ungdomsdrøm ”Kunstbutikken”, som var hendes 2 år gamle hjertebarn. Men vi kan glæde os over, at godsets nuværende ejer Søren Hvenegård Lassen har bekræftet, at vort besøg kan finde sted som aftalt.


Folder nummer 18 (1993)

Pastor Peder Kryssing Tingberg

 

Igen i år har den lokalhistoriske forening haft den glæde at få tildelt et pengebeløb, idet vi har modtaget kr. 1497,98 fra Peder Kryssing Tingbergs legat.

Tingberg blev født i Sønder Nærå den 23. juli 1750. Han blev student i Odense 1769, teolog 1772, og fra 1773 og 8 år frem var han huslærer hos Justitsråd Berg på Skovsbo.

Den 24. januar 1781 blev han kapellan hos sognepræst Jahn i Kølstrup. Tingberg efterfulgte Jahn som sognepræst, da denne døde i 1785. Han fungerede som præst i Kølstrup til sin død den 23. maj 1818.

Tingberg blev den 4. juni 1784 gift med Anne Susanne Berg. Hun var datter af Justitsråd Berg på Skovsbo. Hun døde den 24. august 1817. De efterlod sig ingen børn.

Den fynske Biskop Black var 4 gange på visitats i Kølstrup og Agedrup, og han skriver, at han var meget vel fornøjet med menighederne og deres ungdom.

Biskop Hansen skriver i 1807, at han ”til megen Fyldestgiørelse forefandt Villighed, Orden og ypperlig Kundskab som kjendelig Frugt af den Kjærlighed, der findes imellem disse Menigheder og en høist agtværdig Lærer; ham Gud fremdeles forunde hine, til høieste Alder, og derved stigende Velsignelse”..

Tingberg gav i sin tid i Kølstrup, Præstegården sin nuværende udstrækning. Meget er selvfølgelig ændret og forbedret siden den gang, men selve sylden, siges at stamme fra Tingberg.

Da Kølstrup Menighedsråd for nogle år siden skulle sætte et årstal på stenen ved indkørslen til Præstegården, blev det da også et årstal fra Tingbergs tid – nemlig 1785, hvilket er det samme årstal, der kan ses på vejr ”Præsten” over indgangsportalen til Præstegården, hvor i øvrigt også Tingbergs navnetræk PKT er at se.

Tingberg oprettede et legat, hvor renterne siden dets stiftelse hvert år er udleveret. I skrivelser fra Civilretsdirektoratet den 9. oktober 1992 og fra Fyens Stiftsøvrighed den 1. december 1992 er Tingbergs legat ophævet og legatkapitalen skulle uddeles til almennyttige formål i Kølstrup sogn.
Legatbestyrelsen har vedtaget, at kapitalen, som er på kr. 1497,98 skal skænkes til Kølstrup Sogns Lokalhistoriske Forening, hvilket også nu er sket.

 


Folder nummer 17 (1992)

Da den røde hane galede i Hundslev 1822

 

Lidt over midnat mellem den 18. og 19. maj 1822 vågnede selvejergårdmand Niels Jakobsen ved, at hans gård stod i lys lue. Og til sin store skræk så han, at ilden havde bedst fat i den søndre længe, et nyopført stuehus som endnu ikke var taget i brug og heller ikke var brandforsikret.

Imidlertid var hele gården omspændt af flammer, at han sammen med kone og fire børn, der var fra 9 til 22 år, måtte redde sig ud af et vindue, der vendte ud mod landevejen.

En del kvæg, som var på marken, blev reddet, men flere heste, køer, grise og fjerkræ indebrændte.

Gården var den østligste beliggende i Hundslev by, og da vinden kom fra sydøst, bredte ilden sig med lynets hast til de øvrige ejendomme, så hele byen i løbet af 3 kvarter stod i flammer. Resultatet var, at 8 gårde og 17 huse blev flammernes bytte. Kun 1 boelsted og 3 halvgårde overlevede ilden.

Assurance for bygninger var kendt, men ikke for løsøre, så det var betydelige tab beboerne led.

De primitive slukningsforanstaltninger som fandtes var få, og forslog intet mod det kæmpemæssige bål.

Under oprydningen konstaterede man, at branden havde et menneskeliv, idet Neils Jakobsens tjenestekarl, Rasmus Nielsen lå indebrændt på gårdspladsen, og i hans besiddelse fandtes en del sølvtøj, som ikke var Niels Jakobsens. Dette vakte naturligvis undren, og krævede nærmere undersøgelse ved det efterfølgende brandforhør, der foregik den 23. maj.

Til at lede dette, havde man hentet herredsfoged Friestedt. Til stede var også sognefoged Anders Madsen, Rosenlund og proprietær Thomsen, Ørnfeldt.

39 mennesker blev afhørt, heriblandt en mand fra Brylle, som var kommet til sognefogedens gård for at hente en ko. Om aftenen ville han dog gøre visit i Langeskov for at besøge en pige der, desværre var hun rejst fra byen, så han returnerede til Rosenlund, men ville ikke gøre ulejlighed, hvorfor han lagde sig til at sove i et tomt kammer. Her sov han ”De retfærdiges søvn” uvidende om branden.

En anden mulighed var en kone, som var i besiddelse af et fyrstål og en tønde, men hun forklarede, at det blev brugt, når hun skulle varme tjæren, som manden brugte til sin båd, så denne mistanke faldt også bort.

Da det af gode grunde ikke kunne være kortslutning, hvad jo er meget almindelig i dag – måtte denne store brands årsag betragtes som uopklaret.

Kilde: Politimester V. Woll i Fyens Tidende i maj 1950.

Denne historie og mange andre her fra sognet kan læses i hæfterne som sælges af ”Lokalhistorisk Forening”.


Folder nummer 16 (1992)

Møllen på El – værket – igen

 

I vort sidste blad skrev vi, at Møllen på El – værket solgtes til nedrivning sidst i trediverne.

Dette har flere læsere imidlertid stillet spørgsmål om rigtigheden af, og da vi – siden da – er så heldige at have fået El – værkets gamle forhandlingsprotokoller, iler vi med et: Undskyld, vi vidste ikke bedre, men her er de rette data.

På et bestyrelsesmøde den 4. oktober 1933 oplystes, at jernfundamentet til møllen er delvis oprustet, hvorfor man enes om at sælge møllen til nedbrydning. En annonce i Jyllandsposten gir til resultat, at møllebygger Lykkegård, Ferritslev får arbejdet.

Fra næste møde den 25. november 1933 står at læse: Da møllen nu er fjernet, og Chr. Pedersen, Degneløkken er villig til at sælge et stykke jord, vedtoges at købe dette for 50 ører pr. alen. Samtidig køber Forsamlingshuset et stykke jord ved siden af.

Den 16. december 1933 diskuteres under eventuelt: Bygning af baghus til El – værket, for at indrette baderum for gymnasterne, forudsat, at der kommer et andragende fra Forsamlingshusets bestyrelse herom, og at man ellers kan enes om indretningen.

Den 3. februar 1934 kommer anmodning om køb af jord fra El – værket til Forsamlingshuset for opførelse af nævnte baderum. Dette forkastes af en generalforsamling i El – værket, som i stedet tilbyder Forsamlingshuset kr. 1000 til indretning af baderum, og herudover bekoster El – værket installation af brusebad og radiatorer til opvarmning af bade og omklædningsrum. Eneste forpligtigelse er, at Forsamlingshuset skal nedtage træskuret, hvorpå møllen var monteret, og dette enes man om. Den del af tømmeret fra dette skur blev i øvrigt  brugt til bygning af det nye rum, i dag kaldet ”Degneløkkesalen”, så et minde om møllen findes altså skjult her.

Omtalte baderum fungerede i øvrigt i mange år som en slags Offentlig Badeanstalt, hvor sognets beboere kunne få deres årlige eller ugentlige bad – alt efter behov. Ved henvendelse på El – værket udleveredes formedels et beløb på vistnok 1 kr. nøglen til badet, og en familie kunne så gå ind og frådse i masse af varmt vand – vild luksus i disse tider. Års og månedskort fås også med rabat.

Den 19. marts citeres fra protokollen: Der forelå forespørgsel fra Forsamlingshuset om et samarbejde angående opvarmning af huset, men da der skal foretages en udvidelse af dette, bliver det nødvendigt, at El – værket udlejer den dertil nødvendige grund. Det er El – værket villig til, og der etableres på dette tidspunkt ”Fjernvarme i Kølstrup”, udgifter for varmen er nul, men El – værkets betinger sig et passende vederlag for tilsyn med fyr og badeanlæg. Beløbets størrelse: kr. 300 pr. år, både for jord og tilsyn. Dette blev accepteret af Forsamlingshuset.

N.B. El – værket må vel siges at have været lig en ”Rig Onkel” for Forsamlingshuset.


Folder nummer 15 (1992)

1917. Det skete for 75 år siden.

 

I år (1992), hvor det er aktuelt med en vindmølle på Kertinge Mark, kan det måske være interessant at fortælle, at der også for 75 år siden blev bygget en vindmølle i Kølstrup.

Ude i Europa er der krig på fjerde år, selvom Danmark er neutralt, er der stor mangel på olie og kul.

Efter at have holdt flere møder og ekstra generalforsamling, beslutter El – værkets bestyrelse sig for at rejse en ”Vindmotor” ved El – værket.

Forsamlingshusets bestyrelse giver den 26. juli tilladelse til møllens opførelse, eller som der står: Vi har intet at indvende imod at motorens vinger for en del rager ind over Forsamlingshusets ejendom.

En lignende tilladelse giver Chr. Pedersen, Degneløkken, fordi vingerne rager ud over hans mark.

I Handelsbanken lånes kr. 20.000 og den 18. november 1917 begynder møllen at producere strøm.

I slutningen af trediverne blev møllen solgt til nedrivning, det blev møllebygger Lykkegård i Ferritslev, som fik arbejdet. Natten før nedrivningen skulle begynde, faldt vinderne og en del af toppen ned i Chr. Pedersens mark, heldigvis uden, at der skete skade på Forsamlingshuset eller El – værket.

Nogle få år efter var der igen krig, og mangel på olie og kul. Det blev besluttet at opføre en ny mølle. Denne gang på marken ca. 100 meter nordvest for El – værket. Under en storm i marts 1944 blæste den ned, men det er en hel anden historie.


Folder nummer 14 (1991)

Odense – Kerteminde – Martofte jernbane

 

Jernbanen blev indviet den 5. april 1900. Men inden da var gået næsten 30 år med strid om, hvor banen skulle gå. I begyndelsen af 1870erne kom de første forslag om en bane til Kerteminde. (Tiden var gunstig, idet staten gav helt op til 50 % i tilskud til bygning af privatbaner). Et af forslagene var en bane fra Kerteminde over Langeskov til Ringe. Et andet var en bane til Marslev eller Ullerslev.

Kerteminde købstad kæmpede i alle årene mod en bane til Odense. (Man var bange for at miste opland). I 1894 indsendte Kerteminde sit eget forslag om en bane til Ullerslev, men det fik ingen støtte fra landsognene, der hellere så en bane til Odense. Erhvervslivet og byrådet i Odense støttede selvfølgelig en bane hertil. Man havde netop bygget et stort nyt svineslagteri og sukkerfabrik.

Proprietær Chr. Hansen, Rosenlund i Hundslev, blev i 1891 valgt som medlem af et forretningsudvalg, som skulle prøve at få en jernbane fra Odense til Dalby over Kerteminde.

Sammen med amtsrådsmedlem Gdr. N. C. Nielsen, Kertinge, kæmpede han i flere år for at få banen lagt syd om Kertinge Nor, hvilket som bekendt også lykkedes.

Loven om banen blev vedtaget i Rigsdagen den 7. maj 1896, først i 1914 blev banen forlænget til Martofte.

Chr. Hansen, Rosenlund blev medlem af den første direktion for banen, de andre medlemmer var borgmester Wylich, Kerteminde og sagfører Knudsen, Odense, som var formand.

Kølstrup – Agedrup sogneråd havde bevilget kr. 60.000 til banen, men så ville man også have 4 stationer i de to sogne. Man var også modstander af, at banen kom for tæt på Rynkeby. (Det blev for besværligt for folk i Kølstrup, når de skulle til Kerteminde. Man har nok snarere været bange for konkurrencen.)

I tidens løb har der stået mange børn på Kølstrup Station og ventet på det første tog om morgnen, når de skulle til Odense i Realskole eller på Gymnasiet.


Folder nummer 11 (1992)

Forretninger i Kølstrup Sogn

 

Gennem årene har der været mange forskellige forretninger i Kølstrup Sogn. Der har bl.a. været 3 brugser, mindst 7 købmænd, 3 cykelforretninger, skomager, bager, slagter, El forretning. Også en del kørende forretninger har der været, mælkemand, slagter, bager, gartner og fiskehandler m.m.

I dag (1990) ser det jo noget anderledes ud, kun to købmandsforretninger er det tilbage, i Kertinge og i Ladby.

 

Købmand i Ladby

 

Forretningen er bygget i 1923 af Ellen og Karl Jensen. De kom fra Rønninge, det er det eneste vi ved om dem. Den 23. juli 1933 faldt Karl Jensen og kom så slemt til skade, at han døde den 25. september samme år.

Herefter drev Ellen Jensen forretningen alene, indtil hun i 1949 giftede sig med Peder Pedersen, Pilegården.

Den 15. januar 1949 blev forretningen overtaget af Helga og Karl Hansen. De havde i forvejen en forretning på Rugårdsvej i Odense. Den første tid passede de hver sin, Helga i Odense og Karl i Ladby. Helga husker, at Karl solgte for kr. 25 den første dag i Ladby, så det var med bange anelser, de så fremtiden i møde. De første 5-6 år kørte Karl Ture ved siden af.

 


Folder nummer 10 (1990)

Købmandsforretningen Solvang ved Kølstrup Station

 

Efter at Kertemindebanen var færdig i år 1900, begyndte en vis udvikling omkring stationen. I 1907 købte Gdr. Poul Mortensen et stykke jord overfor stationen. Her byggede han huset Solvang og startede købmandsforretning.

Poul Mortensen havde solgt sin gård, Lindegård i Ladby, som han havde arvet i 1880. Efter hans død i 1915, drev hans enke og datter forretningen et par år. De solgte den og flyttede til et lille hus i nærheden.

De nye ejere var Marie og Abel Rasmussen, som havde forretningen de næste 25 år. Efter Abels død havde Marie den nogle år, inden hun overdrog den til Esther og Svend Hansen. Marie flyttede oven på og Esther og Svend boede i stueetagen. Svend arbejdede på EL – værket og Esther passede forretningen. Det var i 1942, de overtog den.

I 1944 solgte de forretningen til Marie Nielsen, der var gift med smedemester Peder Nielsen og boede i nabohuset. Hun flyttede forretningen over til sig selv. I forvejen havde de også cykelforretning og smedeværksted. Disse to blev dog omkring 1950 solgt til Evald Ladegård Andersen.

Marie beholdt købmandsforretningen og havde den til begyndelsen af tresserne. Herefter blev den overtaget af Anna og Laurits Jensen, som var tidligere brugsmand på Nordfyn. Efter Laurits Jensens død havde Anna den i tre år. Så solgte hun til Holger Hansen, men han havde den kun nogle få år, så blev den nedlagt.

Dette er blot en enkelt historie om én af de forretninger, der har været i Kølstrup Sogn.


Folder nummer 6 (1989)

Brandsprøjten.

 

I det sidste blad søgte vi oplysninger om den gamle sprøjte. Efter at vi havde fået en del henvendelser fra folk, som mente at sprøjten var kommet til Den fynske Landsby, henvendte vi os til museet. Vi har nu fået brev fra dem, hvor de oplyser, at sprøjten i efteråret 1965 kom til Den fynske Landsby, som en gave fra Kølstrup Kommune.

Her i foråret (1989), nemlig søndag den 28. maj, kl. 11.00, vil der blive indviet et nyt sprøjtehus i Den fynske Landsby. Og i den anledning vil de gamle sprøjter blive demonstreret. Også den fra Kølstrup, der er den ældste sprøjte på museet (1716).

Hvornår sprøjten kom til Kølstrup ved vi ikke, men den er sikkert købt brugt,

 

idet der på den ene side står:                   ODENSE SLOTS SPRØITE 1716.

På den anden side står:                            KØLSTRUP KOMMUNE.


Folder nummer 5 (1988)

Hundslev Boldklub 1900 – 1929.

 

Ja, en sådan boldklub fandtes faktisk i nævnte tidsrum. Og dens formålsparagraf lød som så: At samle ungdommen til munter leg med bolden ude i et fri, og derved styrke sundheden!

Pigerne spillede kurvebold og karlene fodbold. Kontingentet var 75 øre ved indmeldelse og 10 øre pr. måned. Der spilledes som regel fra juni til oktober. Og i denne periode var indtægten ca. kr. 20.

Der blev ikke spillet turnering, som vi kender det i dag, men der blev afholdt 4 holds stævner med efterfølgende fest i Forsamlingshuset. Ved en sådan fest var lejen af huset 6 kr. musik 5 kr. servering 2 kr. diverse drikkevarer, tobak, kaffe og brød ca. 30 kr. I alt ca. 43 kr. Kunne festen ikke løbe rundt, spædede man til af kassebeholdningen.

Banen, der blev spillet på, var ret problematisk, idet man ikke havde en fast bane, men flyttede efter køerne, og hvor de havde været, var der naturligvis også diverse kokasser. Så man kunne godt være heldig at falde ”blødt”.

Ved forårets start måtte man tage til takke med en tromlet brakmark.

Til at lede spillet var der to dommere. Én til at fløjte og én til at notere mål og forseelser.

Omkring 1912 – 13 havde Hundslev Boldklub sin glansperiode, hvor de vandt flere stævner. To af klubbens medlemmer, Laurits Madsen og Peter Tønnesen fik da den ide, at man i stedet for den fodbold, der normalt blev spillet om, så skulle vinderholdet have 11 medaljer. Disses pris var ganske vist kun 1 kr. inkl. Røde og hvide bånd, men de glimrede – som der står i hæftet.

Engang havde man til et stævne inviteret Ullerslev, Rynkeby og Åsum. På forhånd aftalte man, at ingen klub måtte låne spillere fra byklubberne, hvad der ikke var ualmindeligt dengang. Åsums repræsentant må nok have sovet i timen, idet de medbragte to spillere fra B. 1909. Denne forstærkning gjorde, at Åsum vandt stævnet. De tre andre klubber nedlagde imidlertid protest. Denne blev taget til følge, og omkampen vandt Hundslev. De eftertragtede medaljer blev således i klubben.

I såvel 1918 og i 1919 vandt Hundslev landklubbernes turnering. I 1921 og i 1922 blev de nr. 2. Men som der står i hæftet: ”Har man toppet, må man dale, så er loven under sol”.


Folder nummer 3 (1988)

Langhavegård, Kertinge Bygade 18.

 

Fæstebonde Laurs Olsen er den første af slægten på Langhavegård. Han var født i Sverige. Hvornår han kom til Kertinge, ved vi ikke. Laurs Olsen døde den 20. januar 1739, og hans gravsten opbevares endnu på gården. Hans søn Ole Larsen overtog senere gården og købte i ca. 1799 gården fri fra Ulriksholm. I 1820 overtog en svigersøn, Jens Andersen den, han havde den til 1850. Derefter var det igen en svigersøn, Søren Ebbesen, som var født i Tvinde, der overtog den. Han drev den i 43 år, indtil han i 1893 overlod gården til sin søn Ebbe Sørensen. Han var født den 25. december 1861 og var gift med Hansine Andersen, født den 7. oktober 1879 i Allested. Kun 34 år gammel blev han i 1895 valgt ind i sognerådet, tre år efter blev han Sognerådsformand, et hverv han havde i over 30 år, lige til sin død den 5. december 1928.

Da han i 1923 fejrede sit 25 års jubilæum som Sognerådsformand, fik han af sognets vælgere et guldur med kæde, ligesom han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. En årrække var han medlem af Amtsrådet, ligesom han bestred en række andre offentlige hverv. I marts 1929 overtog sønnen Marius Sørensen, født den 7. januar 1896, gården. Den 25. maj 1930 giftede han sig med Elise Magnete Rasmussen, født den 12. september 1899 i Fjeldsted. Elise og Marius Sørensen drev gården til juli 1965, hvor den blev overtaget af deres søn og svigerdatter, Ellen og Egon Sørensen.

Marius Sørensen døde den 11. november 1982, og hans kone Elise Sørensen døde den 28. februar 1985.

Gården er på 54 tønder land og ligger midt i Kertinge by. Stuehuset er bygget i 1838, den vestre længe i 1833, den østre i 1857 og laden mod syd er fra 1903.

Nord for haven skal Kertinge Bystævne ifølge overleveringen have ligget.

 


Folder nummer 2 (1987)

Folder nr. 2 (1987)

 

Bækgården i Kølstrup

 

Gården har været i samme families eje i hen ved 200 år. Den første, vi kender navnet på, er Niels Laursen. Han var fæster under Ulriksholm, men den 19. oktober 1799 købte han gården til selveje for 2.000 rigsdaler. Hans søn Peder Nielsen overtog gården året efter, nemlig den 11. juni 1800. Da han døde, drev hans enke, Maren Larsdatter gården videre, indtil hun den 1. juli 1853 overdrog den til sin nevø Anders Hansen. Hans søn Niels Peter Andersen, født 20. januar 1857 og død den 3. marts 1936, overtog gården den 11. marts 1893. Han var gift med Jørgine Hansen, født den 3. marts 1882 og død den 20. januar 1962. Da Niels Peter Andersen døde i foråret 1936, overtog hans søn, den nuværende ejer Karl Andersen gården den 1. maj. Den 19. maj 1938 blev han gift med Ellen Emilie Larsen, født på Andkærgård i Ladby den 7. marts 1917.

Stuehuset, som er i bindingsværk, er bygget i 1858. Ladebygningerne er fra 1911 og samme år blev der indlagt lys og kraft. Ved byggeriet kan det nævnes, at der blev brugt 107.000 mursten, som kostede 2.173 kr., og arbejdslønnen til mureren var 830 kr. En stor ladeport kostede f.eks. 14 kr. og en lille ladeport 10 kr. Prisen for hele byggeriet beløb sig til 1.963 kr.

I 1912 bestod besætningen af 16 malkekøer, 16 ungkvæg og kalve, en tyr, fire heste og to får. Der blev solgt 35 fedesvin.

Ejendomsskylden var 45.000 kr., og gården var brandforsikret for 28.400 kr. Der er 64 tønder land heraf fire med skov. I dag drives gården kvægløst, og jorden er forpagtet ud.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Torben Larsen | Svar 30.04.2017 12.27

Hej Vagn
Så har vor lokalhistoriske lavet en flot besrivelse af Frihedsstenen, som du kan se her på siden.
Jeg går ud fra du mener sidste år med de 80-100?

Vagn Tyrsted Rasmussen | Svar 24.04.2017 21.15

I år var der ca. 80 - 100 mennesker til stede med efterfølgene gudstjeneste i kirken og kaffe i konfirmant stuen.
Vagn Tyrsted Rasmussen

vagn Tyrsted Rasmussen | Svar 18.02.2017 22.15

Der mangler en beskrivelse af Frihedsstenen som blev rejst 1946. Jeg ved ikke
om der ikke står noget om den i Kertemindes arkiv.
Vagn Tyrsted Rasmussen.

Marianne Jensen | Svar 17.11.2016 16.58

Flot,flot hjemmeside og meget informativ. Dejligt at få lokalhistorierne fortalt.

Lone Grand | Svar 07.06.2016 19.56

Dejlig hjemmeside, der er let at finde rundt i. MEN jeg havde tænkt at besøge jer, og kan ikke finde jeres adr.

Ole Svensson 08.06.2016 00.28

Kære Lone Grand. Det var godt du gjorde os opmærksom på at vores adresse ikke står på hjemmesiden. jeg vil straks få fat i ham som passer hjemmesiden . Ole S.

Otto Jeppesen | Svar 05.09.2015 18.28

Meget flot og informativ side. En ren fornøjelse at stifte bekendtskab med.
Venlig hilsen
Otto Jeppesen

Lotte Brændegaard Hvid | Svar 15.04.2013 19.02

Tak for en rigtig fin side. Mine første aner kommer fra Kertinge i slutningen af 1600-tallet. Og Hundslev Skovgaard kendte jeg slet ikke - eller kan ikke huske.

Bent herlin Jensen | Svar 26.02.2013 16.21

Meget fint. Jeg kunne skrive meget om Kølstrup perioden fra 1942, men der er jo ikke plads.Måske man er interesseret i billeder fra CBU på Ulriksholm?
VH BENT

Ole Svensson 28.02.2013 12.13

Kære Bent, vi er meget interesseret af billed½e½r fra Ulrikksholm, skriv til min mail hilsen Ole

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I dag | 15:11

Vi har nogle venner, som kunne tænke sig at flytte til vores dejlige plet. Er der nogen her, som kender til ledige lejeboliger i sognet? Mvh Rikke og Martin

...
16.09 | 20:01

Efter en lang og dejlig sommer starter strikke/børneklubben op igen. Vi starter TORSDAG d. 20. September kl 19.00. Husk at medbringe din kaffekrus. Vi ses.

...
27.08 | 17:32

En genstand blev ikke solgt på aktionen i går.

MEN du kan nå det endnu: Klik på menupunktet Opslagstavlen og læs hvad det var.

...
10.07 | 19:34

Indsamling - Læs Opslagstavlen

...
Du kan lide denne side