Krimi-jagten

Evaluering

“Silles smykke” et afsluttet kapitel

 

Den første Kølstrup-krimi har hængt til skue fra begyndelsen af juni indtil i går, da jeg pillede de tolv afsnit ned fra deres træer, flagstang, skur, mv. Jeg håber, mange har haft glæde af at læse dele af den eller måske hele historien - det var jo meningen. Der var mulighed for at lægge et kommentar i det hule træ hvor historien sluttede, men ingen har skrevet noget dér, såvidt jeg ved. Dog, til min og sogneforeningens glæde, var der nogen (“Mormor og Ida”) som skrev det 13.afsnit som de syntes, det burde lyde. Den findes at læse på denne hjemmeside.

Skal der være en Kølstrup-krimi, eller måske en Ladby- eller Kertinge-ditto, næste år? Jeg tænkte, når der har været forholdsvis lidt interesse i krimien, at man kunne holde en konkurrence for at finde årets bidrag? Vi kunne blive landskendt som en meget litterære sogn!

Kommentarer ønskes for at kunne evaluere på projektet. Var der f.x. for langt at gå? Skulle  ophængingen af historien begrænse sig til et mindre område? Var historien for barnlig? Var det en god idé, at jeg og Rena Nørskov oversatte den til engelsk og tysk?


En ting er sikker - hvis vi gør dette igen, skal der være en folder på turistbureauet i Kerteminde. Idéen var, at folk som cykler omkring fjorden kunne have det lidt sjovt undervejs med en krimi-følgeton. Men jeg nåede ikke at få lavet folderen før jeg tog på ferie.

I kan skrive kommentarer her under 'Dit svar' eller kontakte mig på lucybergstrom@gmail.com .

Venlig hilsen, Lucy Bergström

Hele historien

Silles smykke

Det hele begyndte den dag præstedatteren Sille rensede ukrudt i urtehaven foran præstegården. Hun lugede mellem jordbærene og fandt noget glinsende i jorden. Da hun tog det op og gned jorden af det, viste det sig, at det var et gyldent smykke med et flot dragemotiv. “Ih, hvor er jeg heldig!” råbte hun.

Hun viste det for hele familien, for graveren Henrik, som var sød men utrolig genert, og for vennerne Laust og Emma. Alle sagde, at det må være et smykke fra vikingetiden, og at hun nok kunne få danefæ-penge for det. Hendes far og mor ville gemme det et sikkert sted indtil nogen fra Vikingemuseet i Ladby kunne kigge på det - det kunne jo være af det pure guld! Men Mille ville tage det med i skolen først. Det skulle hun aldrig have gjort!

 

Sille tog smykket med sig i skolen og nød alle komplimenterne. Flere af pigerne syntes, det var synd at haspen på bagsiden var gået i stykker og at smykket var lidt bøjet. Ellers kunne Sille godt have det på sin bluse. Men deres lærer, Torben, som var meget interesseret i oldsager sagde, at det var helt sikkert fra sen vikingetid, og han havde nogle bøger derhjemme...Måtte han godt tage det med hjem for at undersøge sagen?

Sille var ikke meget for at lade ham tage smykket, som nu var blevet hendes kæreste eje, men på den anden side, skulle det være godt at finde ud af mere om det. Så hun sagde ja.

 

Dagen efter var læreren Torben rigtig glad for at se hende. “Se her, Sille. Jeg har repareret det!” Han viste hende stolt, at haspen på bagsiden nu virkede perfekt, og at smykket ikke længere var bøjet og skævt. Han havde også poleret det så det så helt nyt ud. Sille satte det fast på sin bluse og så ned på det med stolthed. Hun kunne næsten ikke vente med at komme hjem og vise sin mor og far. Nu kunne de ikke tvinge hende til at sende smykket afsted for at få danefæ-penge!

 

Da hun cyklede forbi kirken så hun Henrik, der stod med en rive foran kirkelågen. Hun kørte ind til siden og viste ham smykket, pavestolt. Han rødmede over at være så tæt på hende, men så beundrende på det. Men så var det som om han pludselig fik hovedpine; han rystede på hovedet da hun fortalt om læreren som havde repareret smykket. “Det skulle han ikke have gjort!” sagde han argt.

Sille, som tit havde prøvet at få en samtale i gang med Henrik, nu syntes, han var dum. Hun trak cyklen resten af vejen hjem og var sur på Henrik, som prøvede at tage glæden fra hende. Hvad ragede det ham?

 

Henriks chef, kirkeværgen Ole Olsen kiggede forbi kirkegården et par dage senere og kom med små kritiske bemærkninger hist og her. Hækkene omkring gravene var lidt for høje. Hvorfor havde Henrik ikke gjort noget ved det vildtvoksende gravsted som ingen passede? Henrik blev ret stødt. Han besluttede sig for at bringe en stor klage på banen. “Jeg synes, det er for farligt at ringe klokkerne. Vi burde have automatringning. Jeg kunne risikere at få klokken i hovedet og dø af det.”

Olsen så hånligt på ham. “Vi har altid ringet klokkerne i hånden, i mindst 800 år. Hvis du er forsigtig, sker der ingenting ved det!” Henrik blev harm over svaret. Han var glad for sit job, som han var stolt af, og han elskede udendørsarbejdet, men ville ikke risikere livet for det. Olsen havde nærmest grint af hans bekymring. Henrik overvejede at skrive et brev til arbejdstilsynet om det farlige med klokkeringningen - det ville Olsen have godt af!

 

En uge senere skulle Mille, Laust og Emma fiske. De tog deres fiskegrej ude på badebroen og sad med fødderne i vandet. Laust spurgte “Har du hørt noget fra din kæreste?” Mille havde en hemmelig kæreste, som var så hemmelig, at hun ikke selv vidste, hvem han var. De lagde små ting til hinanden i et hult træ udenfor landsbyen, et træ som lignede et hjerte. Det begyndte med, at Mille havde lagt et billede, foldet op en masse gang, i en sprække i træet. Det viste hende selv som gik hånd i hånd med en dreng. En dag var billedet væk, og nogen havde lagt en sten formet som en hjerte, hvor han havde kradset “Mille”. Siden havde de lagt forskellige fjollede ting til hinanden, for eksempel en Ga-jol æske med hundepropper i, en cykelklokke og en klovnenæse. Men Mille havde ikke  fundet noget nyt i træet i flere dage. De fangede heller ingen fisk!

 

Emma og Laust snakkede sammen efter Mille gik hjem. “Hvad kan vi finde på til træet?” spurgte Emma. “Har du nogle gode idéer?” Laust kastede igen med sin fiskestang for at få krogen længere ud i vandet. Hmmm.....”Måske noget med en fisk? Har du en eller anden guldfisk-figur eller sådan noget?” Emma rystede på hovedet. “Nej, det skal ikke være noget, hvor hun kunne gætte på os. Vi fisker uden at fange noget. Så finder Mille en fisk i træet...hun kunne regne ud, at det er os som narrer hende.”

Laust så pludseligt bekymret ud. “Men er det det, vi gør? Narrer hende? I så fald er det ikke særligt venligt af os. Vi er jo hendes venner!” De talte om problemet mens de fiskede og til sidst fangede de et par små skrubbere.

 

En dag skete der noget forfærdeligt. Sille var i gang med at lave lektier da aftenringningen begyndte. Hun plejede at tale slagene - man kunne ikke ignorere dem når de var så larmende tæt på. Der var normalt ca. 100 slag, efterfulgt af de 9 langsomme bedeslag. Men efter kun 35 slag gik der kuk i den! Først kom der et par “efterslag”, nogle svage, uregelmæssige bing-bong lyde, og så ingenting! Hun smed sin kuglepen og fandt skoene frem, tog dem på og løb ud ad døren. Da hun kom hen til kirketårnet kunne hun først ikke se noget, men så opdagede hun Henrik som lå livløs på græsplanen. Han må være faldet midt i klokkeringningen! Før hun løb hen til ham, så hun sig om i alle retninger, med en gysende fornemmelse. Men den eneste person hun så var en kayak-roer ved badebroen.

 

Sille løb hen til Henrik. Hun havde lært lidt førstehjælp så hun lyttede ved hans næse og mund for at høre, om han trak vejret. Det kunne hun ikke mærke. Han var i hvert fald bevidstløs! Hun prøvede at tage hans puls, men kunne ikke finde den på hans håndled. “Åh, nej, åh, nej” blev hun ved med at sige. Henrik lå så underligt splattet ud, som om han prøvede at svømme. Men han må være død. Der var også blod fra under hans lyst hår, så hun pludseligt. Måske havde han fået klokken i hovedet.....

Silles mor og far var der nu, og andre kom til. Nogen ringede 112, men ingen kunne vel hjælpe Henrik. Sille græd, både fra chok og fordi det var så synd for Henrik. Han var en sød fyr selv om han var genert og næsten aldrig kunne finde på noget at sige til hende. Og nu var han død!

 

Henrik skulle begraves om lørdagen som viste sig fra sin smukkeste side. Sille hjalp til med at pynte kirken, at hænge op salmenumrene og alle de ting, Henrik skulle have gjort. Den gamle klokker, Kurt, tog sig af ringningen selv om han næsten ikke kunne klare de mange trapper op i tårnet. Han gav Sille en særlig knus - han var klokker og graver da hun havde været en lille pige, og plejede at pjatte med hende. Men han trak hende ikke i hestehalen i dag. Han sagde bare, “Jeg ved, at han holdte så meget af dig, Sille.”

Da Sille uddelte programmer til begravelsen så hun gennem den åbne dør, at Torben kom kørende i en ny rød bil. Han havde tit klaget til klassen over hans gamle spand men nu var han godt kørende. Han satte sin kone og børn af foran kirken og kørte væk for at parkere.

 

Silles far holdte en smuk begravelsestale for Henrik. Mange mennesker var med i kirken og en hel det snøftede og pudsede næse. Henrik var kun 22 og var vokset op på en gård udenfor Kølstrup. Hele Silles klasse var der, fordi Henrik havde vist dem hvordan man ringede klokken dengang præsten fortalte dem om kirken. Det havde været sjovt, og Henrik virkede ikke særlig genert den dag. Sille græd ekstra meget. Politifolket som havde spurgt til Henriks død var der også, selv om de ikke havde kendt ham i live. De hed Robert  Nielsen og Jens Stubkjær, ellers kendt som Rub og Stub. Sille hilste på dem og sad sammen med Emma, som holdt hende i hånden, og Laust, som gav hende mere papir til at pudse næsen i. Det var så trist og sørgeligt, det hele.

 

Sille havde ikke kigget i træet i et par uger, mindst. Efter sommerferien begyndte var hun på kayak-kursus med flere fra hendes klasse, og bagefter skulle hun passe sit sommerjob. (Hun var barnepige om eftermiddagen for et par tvillinger i Kertinge.) En dag cyklede hun en tur derude og fandt et brev, foldet sammen mange gange, i en sprække. “Han snød dig,” stod der. Der var et billede af en smilende Sille med det fine vikingesmykke på sin bluse og bag hende, Torben som prøvede at skjule et lignende smykke bag sig. Tegneren havde givet ham et snedigt ansigtsudtryk, som en tyv. Nederst på tegningen stod der “Henrik”. Åh nej åh nej åh nej!

 

Sille fik mange forvirrende og hæslige tanker ved at kigge på Henriks brev. Var Henrik den hemmelige kæreste?  Så pludseligt: Havde Henrik talt med hendes lærer, Torben, om smykket, og anklaget ham for at snyde Sille? Måske havde Torben besøgt Henrik i klokketårnet den dag...? Måske var Henriks fald fra tårnet ikke nogen ulykke? Hun begyndte at græde, af sorg over tabet af Henrik, hendes måske-hemmelig-kæreste, som nu ikke fandtes mere. Tænk, om hendes fund af smykket kunne ligge bag, at han nu var død...hun kunne ikke bære tanken. Hellere smide smykket i vandet!

 

Til læseren: Hvad tror du? Prøv at tale med politifolkene Rub og Stub, de kender de rigtige spørgsmål og kan måske regne ud, hvad der er sket.

Krimi-jagten

Tak for din deltagelse i jagten

Du har 5 muligheder for at give dit bud på hvad der er sket.

Du kan skrive om, hvad du synes om dødsfaldet i Kølstrup på et stykke papir (kig i trækassen efter papir og blyant)

eller du kan sende en sms fra din mobiltelefon til
koelstrupsogn@dbmail.dk med dit forslag til Rub og Stub.

eller du kan sende en e-mail til koelstrupsogn@dbmail.dk

eller du kan sende et brev til 'Krimi-jagten' C/O.: Kølstrup Sogneforening, Vægterbakken 23, DK-5300 Kerteminde

eller du kan trykke på knappen 'dit svar' og skrive det her.

I oktober vil vi sammenfatte svarene på denne side

Du må også gerne skrive lidt om, hvordan du synes om at være på krimi-jagt. Under alle omstændigheder siger vi som bor her mange tak, fordi du løser krimi-gåden! Så kan vi trygt færdes i landsbyen igen!

Hvad er Krimi-jagten

Krimi-jagt i Kølstrup

Under den idylliske overflade syder Kølstrup af misundelse, hævngerrighed og farligt begær. Når præstedatteren Sille finder en vikingebroche af guld i jordbærbeddet går det løs. Hjælp det lokale politi, Rub og Stub, med at finde hoved og hale i hændelserne ved at læse historien om Silles Smykke, som vil hænge i korte afsnit fra lygtepæle, flagstænger og træer langs vejen fra 1.juni indtil 1.oktober På dansk, engelsk og tysk!

Dette er et forsøg på at gøre Kølstrup mere spændende for os selv og for folk som cykler rundt om fjorden eller kommer kørende i bil. Hvis det bliver en succes så kunne forskellige skriveglade mennesker bidrage med nye krimier (længde, højst 3 sider) hvert år. Forslag til løsninger på mysteriet bliver sendt til sogneforeningens hjemmeside og bliver offentliggjort i oktober. Lucy Bergström står for idéen og den første historie, og man kan starte sin krimilæsning ved den nye opslagstavle ved parkeringspladsen fra den 1.juni 2011.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bjarne Ellegaard | Svar 02.01.2012 21.42

Hej Lucy
Jeg synes det var en sjov ide med denne krimi-føljeton, og vi nød meget at gå gennem byen for at læse de enkelte afsnit. Vi håber på en gentagelse.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I dag | 15:11

Vi har nogle venner, som kunne tænke sig at flytte til vores dejlige plet. Er der nogen her, som kender til ledige lejeboliger i sognet? Mvh Rikke og Martin

...
16.09 | 20:01

Efter en lang og dejlig sommer starter strikke/børneklubben op igen. Vi starter TORSDAG d. 20. September kl 19.00. Husk at medbringe din kaffekrus. Vi ses.

...
27.08 | 17:32

En genstand blev ikke solgt på aktionen i går.

MEN du kan nå det endnu: Klik på menupunktet Opslagstavlen og læs hvad det var.

...
10.07 | 19:34

Indsamling - Læs Opslagstavlen

...
Du kan lide denne side