Billeder fra Morud og omegn
Mere om Den hule eg i Morud skov
Steen Thoustrup fra Nr. Aaby kiggede en ekstra gang, da han den 3.2 læste i Stiftstidende om månedens historiske billede på vores hjemmeside.
Han har nemlig et billede hængende af Den hule Eg, som han har fået af sin far.
Steen fortæller:
"Fotografiet er fra starten af 60’erne og fotograferet af min far, Hagbard Thoustrup, Højlund ved Farstrup.
Vi boede nær ved Morud skov, og vi brugte tit skoven til leg og gå ture i. Desværre kan jeg ikke selv huske den hule eg, jeg er årgang 64.
Min far fortalte, at der engang var en mand der tog sit eget liv i træet, ved at skyde sig i munden med et gevær.
Da træet brændte var flammerne så store at brandbilerne kunne se hvor det brændte på lang afstand."
Den 5.2 fortæller Steen videre:
"Jeg har fået opsnuset hvornår den hule eg brændte. Der var Skt. Hans aften 1960. Da egen var hul, virkede den næsten som en skorsten, og den dannede en lang tyk røgsøjle.
Angående størrelsen har jeg to sætninger der fortalt lidt om hvor stor den var:
1: Min Morfar boede på Gaulum ved Morudskov, og når han fik besøg fra husholdningsskolen i Odense, sagde han at hvis der kunne være 16 piger indeni træet havde de ikke taget for meget på, hvis der kunne være eks. 14, var de blevet for tykke på skolen.
2: Min fars nabo fortalte at der kunne stå 8 mand og holde hinanden i strakt arm rundt om træet."
... Og det er ganske vist.
teksten her er fra: www.morud.dk