Mit liv som Steen.

Jeg er født den 9. marts i året 1964. jeg opvoksede på landet nær den lille landsby Farstrup, som er landskendt for Farstrup møbler.

Mine forældre:

Min far Hagbard Thoustrup var født i 1920 i nærheden af Holstebro, og min mor er født i 1927 i nærheden af Morud.

Min far er opvokset på den jyske hede, og oplært i landbrug, skiftede interesse til frugtavl da han kom til Morud i 1942. han var gymnastik leder i gymnastik klubben i Morud, og blandt gymnasterne fandt han min mor.

På grund af krigen, ville min far ikke starte noget egentlig forhold, idet han var meget aktiv modstandsmand, og par sprængninger af den nordvestfynske jernbane blev det til.

Efter krigen blev de så kærester, og i maj 1947 blev de gift, og flyttede ind på gården Højlund, hvor han så opdyrkede jorden til frugtavl, med meget hjælp fra min morfar Hans Peter Roed, som var en meget stor mand indenfor frugtavl, og var kendt i vide kræse, også på Christiansborg, ikke som politiker, men som rådgiver til ministrene.

I 1948 fik de min ældste søster, Karen, og i 1952 fik de så Kirsten.

Der skulle så gå 10 år inden nummer 3 kom, det blev så min søster Ketty fra 1962, og som sidste skud kom jeg så i 1964. På det tidspunkt var mine forældre henholdsvis 44 og 37 år, og det har forfulgt mig lige siden, jeg følte ofte at min forældre kunne være de bedsteforældre jeg aldrig har haft, da de døde i 1938, 1945, 1952 og 1969, jeg kan ikke huske min morfar, jeg var jo kun 5 år da han døde.

Barndommen:

I min barndom var det jo en selvfølge at, vi søskende skulle hjælpe til på gården, så alt fra traktorkørsel til beskæring af træer om vinteren, æbleplukning og så hjælpe min far, med hvad han også lavede, han fremstillede plukkeposer til når man plukkede æbler, og posen hang på maven, da han i en årrække fremstillede dem i glasfiber, skulle vi slibe kanterne, inden vi fik lov til at kører til Morud friluftsbad, men ofte kunne jeg ikke tåle at komme i klorvandet, da det glasfiber sveg på min arme.

Nå jeg husker tilbage så gik meget at min barndom i kedeldragt og fodboldstøj, selv om jeg spillede fodbold i små ti år så var mine forældre aldrig ude at se mig spille, det skyldes en konflikt der var mellem min far og nogle andre fra gymnastik og boldklubben, da de to klubber blev lagt sammen i 1958, siden den dag satte min far ikke sine ben i Vigerslev idrætsforening, som klubben kom til at hedde, og det gik faktisk ud over alle vi 4 søskende, ingen forældreopbakning til vores sport.

Jeg gennemgik en lang ungdomsprotest imod mine forældre, alt hvad de stod for, ville jeg ændre, og selv om det var svært at fortælle min far at, jeg IKKE ville overtage gården efter ham, så ville jeg bare være på tværs, efterfølgende fandt jeg ud af at, det jeg var imod min far, overhovedet ikke nogen effekt på min far, da han var langt mere ungdomsorienteret og nutids opfattende, end jeg fattede, så min små 8 års protest var måske spildte, i hvert fald overfor min far, men mine horn blev da rendt af.

Jeg kom på efterskole i Særslev, på Nordfyns Ungdomsskole, jeg var der i 2 år, og der lærte jeg at, der er en grund til at man går i skole, og jeg fik mere tro på mig selv.

Efter skolen:

Efter de 2 år på skolen startede jeg som arbejdsdreng på Brenderup Trailers i Brenderup. Jeg besvimede en dag ved en slibemaskine, og man besluttede så, at jeg skulle stoppe på fabrikken, det var for farligt, med alle de maskiner.

Lørdag den 14. november 1981 ca. kl. 15 om eftermiddagen mødte jeg en ven tilfældigt, vi besluttede at, køre hjem til ham for at drikke en flaske gl. dansk og nogle øl, alt imens ville vi se tipsfodbold, efterhånden blev vi noget berusede, og vi satte os ud på vores knallerter og kørte til Veflinge, for at besøge en fælles ven, vi fortsætte det hæmningsløse drikkeri, og efter at jeg sov lidt i et badekar, besluttede jeg mig at, køre om på grillen, selv om gæsterne forsøgte at holde mig tilbage, så kørte jeg. På vejen derom væltede jeg og får mit knæ i klemme mellem tanken og fortovet, jeg skreg op, og straks blev der kaldt på en ambulance, selve opholdet på sygehuset, kan jeg ikke huske jeg fik dog forklaret i en blanding af fuldskab og smerter at mine forældre var på familie besøg hos en moster.

På sygehuset fortager de en blodprøve og den fortæller at min alkohol indtagelse ligget oppe på 14 genstande, og taget i betragtning af, at jeg havde drukket i 6 timer og at jeg var mega tynd dengang, kun omkring 70 kg, og 178 cm høj, så var jeg meget fuld, må man sige.

Jeg blev så murearbejdsdreng indtil dagen før jeg fyldt 18 år, og sikker et slæb, jeg fandt da ud af en ting, murer skulle jeg ikke være.

Jeg blev opereret ca. 6 mdr. efter min ulykke, og da fandt de ud af at mit korsbånd var revet over og jeg manglede en del af min menisk. Dengang fjernede man hele menisken under fuld bedøvelse. Efter nogle måneder blev jeg enig med Søndersø Kommune at jeg nok trængte til et højskole ophold, og her fandt jeg ud af, at min far og jeg måske ikke var så forskellige endda, nok noget jeg først opdagede flere år efter. Jeg havde fået fat i en brochure over alle højskoler, og jeg syntes at valget var svært, men så gjorde jeg noget, som jeg ofte gør den dag i dag, udelukker lidt efter lidt. Jeg ville ikke på politiske højskoler, ikke idræt, ikke over kristne, ikke kollektivledet skoler, ikke Tvind skoler, og så valget faldt på Rønshoved Højskole, og min far blev over lykkelig over mit valg. Uden at jeg kunne huske det, så gik min søster Kirsten på højskolen omkring 1971, og min forstander på efterskolen faktisk har været lærer på Rønshoved Højskole. Så 1. 11. 1982 indtræder jeg i det jeg vil kalde mit mest lærerige periode i mit liv, men igen først noget jeg blev klar over senere i livet.

På højskolen lærte jeg noget om livet, noget om man slev skal skabe sit liv, selv danne sine meninger, ikke basere hele sit liv på andres erfaringer, byg nogle selv. Jeg lærte at lytte til taler, og lærte selv at tale til store forsamlinger. Lærte at selv om vi er forskellige så kan vi sagtens have noget fælles, og nu 25 år efter skal jeg til elevfest på skolen, og jeg har fundet ALLE fra dengang, og der er store ønsker om at komme på skolen igen i en herlig og festlig weekend i oktober.

Men skole opholdet slutter jo, og jeg rejste hurtigt til Ikast, for at bo sammen med en efterskole kammerat.

I Ikast begyndte jeg så at spille fodbold i Ikast FS, på 8. holdet, der var langt op til 1. holdet i 1. division, som dengang var den bedste række. Men mit knæ kunne ikke mere, det var i stykker, fodbold var noget der skulle ses i tv. Desværre.

Jeg havde måske regnet med et godt liv der, men jeg mødte desværre også nogle underlige personer, der mente at jeg skulle bruges som narko kurér. men den ensomhed jeg havde i byen, og savnet til mine forældres tryghed, vandt i denne omgang.

Jeg kom hjem og begyndte at spille guitar i ungdomsskolen, jeg mødet nogle andre, og vi begynde at optræde, lige pludselig så var jeg formand for en nystartet musik forening, Nordfyns musikforening, NOMUS. Og vi spillede, drak, røg lidt sjovt, fik interesse for hjemmelavede vandpiber.

Min ungdom slutter

En ven jeg havde, skulle til en fødselsdag hos en skole kammerat i Nr. Aaby, men hans knallert gik i stykker, så han fik med min hjælp fat i de personer som han skulle besøge, og det endte med at jeg kom med til festen, og her mødte jeg for første gang den kvinde som jeg i dag har boet sammen med i 22 år.

Vi mødte hinanden den 20. april 1985 og fik en datter 11 mdr. senere, i den periode boede vi ikke sammen, da vi fik en lejlighed i Veflinge, men den var ikke bygget endnu, så jeg følte det var noget pjat at flytte til Nr. Aaby for at flytte tilbage få måneder efter igen, jeg gik på teknisk skole i Odense, hvor jeg var begyndt som teknisk tegner og teknisk assistent, men der var mere druk end tegninger med på det skoleophold. Samtidig spillede jeg videre i gruppen og til en koncert på Socialt pædagogiske seminarium i Bolbro, der sluttede ved 2 tiden om natten, blev jeg klar over at noget skulle der gøres, jeg ringede til min ældste søster og bad hende om at hente os, og det var forsangeren og min højgravide kæreste og jeg. Og det var så slut, jeg ville ikke mere, igen en af mine fars lærdomme kom ind over:

”Løb ikke fra dit ansvar.”

Og med tanke på min kærestes handicap, (leddegigt) og med mit musikalske liv med druk og det der var værre, så var jeg klar over, at det barn som vi ventede os ville blive fjernet af kommunen hurtigt, så jeg solgte min guitar, gik af som formand i Nomus, droppede alle vennerne, og valgte at bruge al den tid det var mig muligt på Jane og vores ufødte barn.

Mit ungdomsoprør var slut, jeg havde nu et ansvar, så skulle jeg bare lige rettes lidt til, jeg var jo tynd, gik i stramt siddende stræk cowboybukser, højhælede støvler, en slidt T-shirt, enten en militær jakke eller en læderjakke, håret var langt og uredt, jeg havde et ganske skrækkeligt sprog, opførte mig som om jeg aldrig havde været opdraget. Bestemt ikke en svigermors drøm.

Familie stiftelse samt karriere starten:

Vi flyttede så ind i Veflinge, jeg startede på VUC i Søndersø, og fik tårnhøje karakterer, ikke fordi jeg var blevet klogere end i skolen, men her havde jeg selv valgt det, og jeg pjattede ikke tiden væk. I perioder var jeg også ansat hos Søndersø Kommune, gartner afd. til en løn af 56 kr. i timen, som var en normal løn i 1987. jeg tog så på EFG i Odense som Handel og Kontor, men skolen sluttede i maj 1989 og jeg faktisk også lige skulle klare en fødsel mere på hjemmefronten, så gik der nogle måneder inden jeg fik energi til at finde ud af, hvad skal jeg bruge den EFG til? Jeg så en annonce i oktober 1989 fra Fehr Ford i Odense der søgte en lærling, jeg søgte og fik stillingen, nu var lykken vendt og mit liv var nu lagt i fast spor, en uddannelse og så være reservedels ekspedient resten af mit liv……….troede jeg.

I min læretid blev jeg det første års tid brugt som varer udbringer på Nordfyn, som jeg kendte ud og ind, et godt job, hvis ikke lige det var meningen at jeg skulle lære noget om lager og reservedele på lageret, men Fehr havde måske den filosofi at en lærling skulle blot være en billig arbejdskraft, det fik jeg da indtrykket af, så da min lærer tid var slut, så stoppede jeg også hos Fehr.

Midt i min lærer tid fik vi tilbudt en lejlighed i Nr. Aaby som vi sagde ja til. I Søndersø kommune fik jeg et tilskud til min lærlingeløn, så den samlede udbetaling var det samme som kontanthjælpen, en god fornuftig ordning, for at få mig i lærer.

Men i Nr. Aaby havde de en noget anden holdning, først skulle de finde en sagsbehandler til mig, de startede med at sige at det var vigtigt at finde den rigtige sagsbehandler første gang, så jeg ikke skulle veksle rundt, fint nok, inden der var gået en uge havde jeg haft 3 sagsbehandlere, som jeg skulle forklare det hele en gang til, igen og igen, en af behandlerne var en vikar, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, da han sagde til mig, uden for notat og uofficielt:

 Citat: du er egentlig uønsket her i kommunen, fordi at du skal have penge fra kommunen, og fordi du tager din handicappede kone og to børn med. Citat slut.

Jeg spurgte så ham, at hvis jeg hed Muhammed og havde sort hår, hvad så? Så var det noget andet, så kunne jeg få lejlighed og møbler og hjælp osv.

Er det noget til at man får en måske ikke hel korrekt holdning til indvandrere og det offentlige system.

I 1,5 år måtte jeg klare mig med en elevløn på 3000 kr. pr. md. Og jeg havde en invalid kone, et barn i børnehave og en i dagpleje, som jeg skulle aflevere inden jeg kørte til Odense og så farer hjem og hente 5 minutter i lukke tid. Det var ved gud ikke en god tid. Den sled.

Min erhvervs karriere på Vestfyn .

Nå, men jeg fik et job på Kraft Foods i Nr. Aaby som nat truckfører. Jeg var der først i 5 år, siden i 2 år mere med en 2 årig pause hvor jeg var på Everton-Smidt.

På Kraft Foods var jeg kun ansat i et halvt år af gangen, da firmaet kørte med 3 holdskift fra ca. januar til juni, derefter blev der fyret en hel del, der i blandt mig, for der var en fast truckfører.

I de halve år jeg var væk fra Kraft Foods, var jeg flere steder, og alle steder med det i tankerne at jeg skulle tilbage til Kraft Foods efter nytår. Men jeg har været følgende steder:

Marcia , Palle vasker, men af brød det tidligt, da jeg ikke kunne tåle Rodalon, som de brugte til rengøring af plastpaller, jeg fik voldsomme udslet, og direktøren bad mig stoppe inden min hud ville tage kronisk skade, (i dag er Rodalon ulovligt)

Dan-Foam Madras fabrikken i Årup, truckfører, i 4 mdr. stoppede da jeg skulle på Kraft.

VUC 10. klasse

Variant, truckfører og montør, stoppede da jeg skulle på Kraft.

Walker , svejser og lidt truck kørsel, stoppede da jeg skulle på Kraft.

I 1995 besluttede jeg så at ikke vende tilbage til Kraft, jeg lyst til noget nyt, jeg fik ansættelse på cykel fabrikken i Nr. Aaby, Everton Smith, som den hed på det tidspunkt, men vi kaldte den stadigvæk for Grand.

Her var jeg ovenud lykkelig, altså for jobbet, opgaverne på jobbet, arbejdskollegaerne, men lønnen.

Det var det laveste mulige vi fik i løn, arbejdsløse fik mere udbetalt, pr 14. dag, da de arbejdsløse ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag. Så jeg tjente ingen penge i de to år, men jeg fik da lært at lave cykler, og bygge cykler, noget jeg den dag i dag, bruger meget, når jeg skal lave noget på min eller børnenes cykler. Aldrig nogen siden har jeg fået andre til at lappe en cykel, altid gjort det selv, noget jeg siger med en hvis stolthed.

Så efter to år som plukker (finde cykeldele frem til forsendelse), kørt truck, modtage 20 fods containere fyldt totalt op med cykeldæk, bundet i 100 stk. og slanger i 10 kg. Kasser, der er langt ned til den anden ende i sådan en container, så fik jeg nok, jeg fornemmede at fabrikken måske snart ville lukke, fordi at økonomien i firmaet var noget ringe, så jeg søgte tilbage til Kraft igen, og ganske rigtigt. 6 mdr. efter jeg forlod Everton Smidt, så lukkede de.

Jeg startede på et arbejdsløskursus, efter de to år hos Kraft. Og gud fader i skuret, et kursus. Inden jeg startede spurgte jeg sagsbehandlerne hos arbejdsformidlingen om jeg kunne få lastbilskørekort, i det kursus, og han (jeg nævner ikke navnet, da han er i systemet endnu) svarede at, det ville jeg få, fint jeg startede og hvad så jeg? 14 personer som var vidt forskellige i alder, jobønsker, uden nogen tro på at dette kursus ville bringe den tættere på et fast job.

En dame på 56 år var med, hun havde været sygeplejerske i hele hendes liv, hun endte næsten med at være udlært smed, hvis ikke hendes ben sagde stop, hun havde regnet ud, at hun kunne gå på efterløn dagen efter hun var udlært, helt ærlig, er det det man bruger statens penge på.

Jeg stoppe ret hurtigt da jeg fandt ud af at jeg ikke kunne få det kørekort i det kursus, det var da ikke med i, sagde man på skolen, snydt igen fra en fra det offentlige.

Jeg kig så hjemme og var sur i en tid. Men en ting kan jeg da huske fra det kursus, var da jeg stoppede, så fik jeg så meget ros for den måde jeg fik hele holdet samlet, lyn hurtigt var vi kommet over den barriere som man har i starten, både lærer, elever og lederen på skolen sagde at de var virkelige kede af min beslutning, og jeg havde en super evne i at få sammenholdet i gang. Jeg kunne (og kan) ikke klare al den ros, men jeg må sige, at det er nok ikke hel ved siden af de ord de sagde.

Jeg startede så på et 20 ugers grundkursus i lager og logistik på Teknisk skole i Fredericia, og jeg gennem førte det med meget super karakterer, 2 % fravær og en super lyst til at komme i lære, men men men

Den samme dag vi skulle til den afsluttende eksamen så besluttede arbejdsformidlingen på Fyns amt at, voksenlærlinge uddannelsen ikke kunne få tilskud mere, fordi der var en masse unge i Odense der ikke kunne få en læreplads som Chauffør. Og da udannelserne chauffør og lager fulgtes af indtil sidste skoleophold, så røg min chance igen i vasken, jeg boede jo på Fyn, og det var hjemadressen der talte, og jeg skulle ikke engang til i lærer med alm. lærlinge løn, samtidig med at jeg havde kone og børn.

Så der røg så et år ud af min kalender uden nogen form for succes.

Jeg blev så pædagogmedhjælper på Skrillingeskolen, og det var en god tid, jeg elskede de børn der ude, men den pædagogiske måde det foregik på var milevidt langt fra hvad jeg syntes var rigtigt, jeg kaldte måden for Bademesterpædagogik, pædagogerne sad på deres flade og overvågede børnene og skrev i fine bøger om hvilken værktøjer man skulle bruge, og så i lille Peters bog, om hvor god han havde været i dag. Jeg ville langt hellere ligge nede på gulvet og lege med børnene, og jeg kunne se at de nød det, jeg tog en gang imellem en af de lidt større børn med over i musiklokalet, og der spillede vil sange de kunne lide, ikke de pattebørnssange som pædagogerne kunne, nej rigtig rock, Blues og noget af det moderne.

Jeg stoppede da jeg ikke kunne holde ud at se på at de voksne blev federe og federe og drak spandevis af kaffe, for det mener jeg sgu.

Så begyndte jeg hos Svansø Foods i Nr. Aaby. Jeg fik en hel ny og indpakket Truck. Jeg forsatte bare med at lave det samme som jeg havde gjort hos Kraft Foods. Svansø havde købt fabrikken og personale sagde vi lidt i sjov.

Der var en lagerchef, en rigtig dygtig af slagsen, men han fik undt hoften, og i en periode på et års tid var jeg lagerchef, dog kun den praktiske del, men det var også hårdt nok. En ny lagerchef ankommer, og han kørte ”butikken” lidt hårdt, han mente ofte at produktionspersonalet selv kunne dit og dat, noget som jeg før hjalp til med, og som jeg var glad ved, den ene tjeneste var den anden værd, lige pludselig skulle jeg ikke hjælpe dem som jeg allerhelst ville hjælpe og være sammen med, men ham den nye kørte så hårdt et program at jeg til sidst gik ned psykisk, det var i 2003. jeg fik lige 3 måneders efterårsferie, med dyb depression, og voldsomme humørsvingninger, der i perioder sled så meget at jeg ikke turde gå ture, da jeg havde selvmords tanker, og så var et skridt ud foran en lastbil jo en hurtig måde, mente jeg. Sammen med det og så en uheldig bivirkning med de piller jeg fik, der gjorde mig kronisk sulten, så blev jeg federe og federe.

Jeg valgte at overhøre min psykiater og startede efter nytår igen på Svansø, jeg følte jo at de ikke kunne klare sig uden mig. Der gik 2 år, så var jeg nede igen, denne gang sagde jeg op, og guuuud hvor jeg var glad for den beslutning, herfra kom mit nye livs motto.

JEG VIL LEVE AF MIT ARBEJDE, IKKE DØ AF DET.

Jeg var sygemeldt i en periode, hvor så i samråd med min psykiater og vikar bureauet, Adecco så fik jeg nogle vikar jobs, som jeg kunne klare, jeg satte mig først op på en truck 3 måneder efter jeg startede hos Adecco, jeg savnede faktisk ikke en truck, på trods jeg havde kørt i 15 år på sådan en, en lidt fed fornemmelse.

Jeg var i 5 måneder i arbejde som skraldemand, og det var godt nok det bedste job jeg nogensinde har haft, og hvorfor det?

Jeg gik 5 til 8 km pr. dag, med fuld løn. Jeg kunne snakke med skønne arbejdskollegaer, jeg brugte ikke mit hoved så meget som jeg havde været vandt til på lagere, forstås på den måde, jeg skulle selvfølgelig passe mit arbejde, og huske hvor affaldsstativerne stod fra uge til uge. Men der kommer jo en del rutine her. Men ikke noget med at, huske på numre, fragtruter, flaskestørrelser, produktionen en uge frem, bestilling af emballage osv., osv., osv.

Jeg havde tid til min kreative del der hjemme, tidlig op og tidlig hjem. Jeg fik løn for 37 timer, arbejde max 25 timer pr uge. Kom hjem inden middag, spiste middag med konen, og sov til middag, og var frisk kl. 14. som side gevinsten så fik jo en del drikkevare foræret på turen rundt, hvis der var lidt mere affald end bare en pose, og som det er uofficielt har været i al den tid der har været skraldemænd i Danmark, lidt øl og vand, og skraldemanden tager det ekstra affald med, det kan ingen embedsmænd og politikere ændre på, hvis de ville. Men det tør de ikke, for så kører skraldemænd bare efter reglerne 100 %, og det vil i den grad gå ud over borgerne OG kommunen, det er denne frihed skraldemænd har, frihed under ansvar, jeg har endnu aldrig set en politiker med rundt på en skraldetur, men de havde måske godt af det.  

Jeg måtte stoppe som skraldemand, på grund af mit dårlige knæ, det hævede meget, og jeg kunne ikke gå.

Slut med ordinært arbejde, et nyt liv starter

Nu er jeg sygemeldt, og har været i jobprøvning på et lager i Ejby, Wild republik, og jeg fik lært nogle ting på den korte tid jeg var der.

1.      Jeg vil aldrig arbejde på et lager mere, jeg vil blot få et tilbagefald af min depression.

2.      Jeg har det fint med at blive irettesat, men at man forbyder mig et sprogbrug, som andre fastansatte selv bruger, det er UNDER standard af normal opførelse.

3.      Jeg har 15 års erfaring på lager, men ingen vil bruge min viden, hellere stå stille 4 -5 mand og snakke i en time, og så alligevel ikke få løst det problem, som jeg kunne have løst, men lagerpersonalet ville ikke tale med mig eller have at jeg blandede mig, så hellere at, al arbejde står stille i lang tid. Godt jeg ikke blev der.

Jeg er startet på et nyt Job prøvning i Gelsted, ved Ejby Genbrugs center , her trives jeg rigtig godt, og har nævnt for ledelsen at, her ville jeg gerne blive fastansat, da min interesse for vor jords fremtid, m.h.t. forurening og rent drikkevand i fremtiden. Hvis vi ikke gør noget nu, vil vores jord gå til i skidt og forurening.

Samtidig er personalet af samme humoristiske skuffe som mig. Det er også rart at man kan tages alvorlig når man komme med konstruktive ændrings forslag, allerede på dag to fik jeg ændret noget, der var til fordel for arbejderne, blot ved at vende en palle om, så var arbejdsgangen væsentligt forbedret. Sådan små oplevelser, gør at jeg vil falde meget hurtigt til, jeg tænker ikke over hvad jeg arbejder med, nemlig affald, der i teorien skulle være sorteret, men der dukker af og til ting op som ikke er så lækkert, men bare man har forklæde og handsker på, så er det ikke så slemt.

Et job, jeg var glad ved, men på grund af nogle nye tiltag fra kommunen, afstedkom det så at jeg måtte stoppe.

Jeg endte så i en situation, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, der blev indstillet til pension, men så dukkede noget ganske uventet op. Jeg fik kontakt med Middelfart Lokal TV, og så var der lige en ny verden der dukkede op. TV verden.

Jeg har nu fået et fleksjob på Tv-stationen, hvor jeg filmer, interviewer, redigere de optagelser jeg har optaget. En hel ny verden er dukket op, og har nu oplevet mere end jeg nogen siden havde drømt om: interviewet Michael og Andreas Laudrup.

Kørt Rally løb i en rigtig racerbil og med en højt professionel chauffør. Så har jeg prøvet at køre med i en bil der lavede 180 gr. Vendinger med fuld fart, og fik en del ture på kun 2 hjul. Så har jeg været hejst op i en 35 meter høj byggekran, hvor jeg så middelfart oppe fra. Så har jeg været på Christiansborg, og fik lov til at stå på talestolen i folketingssalen.

Jeg har fået et god snak med Jason Watt, så nu er min hverdag nok mere sjov, end den har været i mange år.

Det er så hvad jeg ville skrive om mit liv som Steen.