Stakkels Marius
Ja sådan kunne man næsten skrive om ham. Og hvem er så den stakkels Marius?
Jo han er en fjern slægtning til mig helt nøjagtig så er han fætter til min mormor. Altså på følgende måde:
Anders Marius Borgquist, som er det fulde navn, hans far Oscar Carl Marius Borgquist er halvbror til Hulda Marie Hansen som fik blandt mange piger også en Karen Kirstine Margrethe Jørgensen, (den søskendeflok på 7 piger fik i alt 22 fornavne, der skulle ikke spares der) nå men tilbage til Karen, hun fik 3 piger hvoraf en af dem hed: Agnes Roed, (her kunne man godt fatte sig i korthed) altså så er min mor.
Så kan der vist ikke tærskes mere langhalm på den familie forvirring.
Hvor kom jeg fra?
Nååå ja, Marius. Han forlod Danmark engang i starten af 1900 tallet, jeg har regnet mig frem til omkring 1908, da han beskriver noget der foregik i 1908 og senere siger han at han har boet i London i 14 år, og da han dør i 1922, så er det vist ikke helt ved siden af.
Anders Marius Borgquist er født den 6. april i 1883 i Rue, hans bedsteforældre var Ane Marie Andersdatter (min oldemor) og Carl Frederik Borgquist (ikke min oldefar). De får så to drenge: Gustav Villiam Borgquist og Oskar Carl Marius Borgquist. Gustav bliver gift med en indvandre fra så langt væk som Visby på Gotland, forstil jer hvor lang en rejse det var i slutningen af 1800 tallet og med datidens transport muligheder. Svenskeren, Anna Elisabeth Jonsson, dør den 1. januar 1907 af skudsår, hvem der skød og hvorfor vides ikke, endnu da, det kan være det kommer frem en dag. Gustav dør i 1916 som fattig og uden børn.
Oscar han bliver gift med en pige fra Farstrup (en god by, jeg er selv der fra) Henriette Juliane Marie Andersen, (se foto nr. 1) de får en masse børn, 6 i alt, en dør dog ganske tidlig, 4 år. Men de øvrige 5 bliver voksne, og nu er det jeg så vil fokusere på Marius (som jeg kalder ham fremover).
Han skrev nogle breve til sin lillebror Victor Christian Borgquist, og i dem beskriver han hvordan livet var i London i/under og efter den 1. verdenskrig.
Han tjente gode penge under krigen, men hvad han gjorde ved den rigdom han havde stræbt efter, det må guderne vide, men i hvert fald brugte han en del penge på væddeløbsbanen, og han levede det gode ungkarle liv, med cigar, øl og spise ude tit.
Han var ude for en ulykke, for han havde en dårlig arm som gjorde ham uarbejdsdygtig, og med dårlig arm, var det svært at være overtjener og senere opvasker, de to job han beskriver i brevene, han var også forlovet med engelsk pige fra Nordengland, nær Liverpool. Men de stoppede pludselig. Han beskriver meget om hvordan priserne og hvad hans ugeløn er, han følger med i aviser omkring kurser i pengesager.
I 1922 bliver han efterlyst gennem Frelsens Hær, de finder ham, det vil sige, de finder ud af at han er død, han var meget syg og færdes ofte råbene i gaderne (her tror jeg at det kaldes slet og ret: druk), han for tilbudt en rejse hjem til Danmark, men stoltheden har han, og han vil ikke ligge nogen til last, det kan også være at han måske var lidt flov over hans tilstand, da han beskrev engang i et brev at det han skrev IKKE måtte vises eller fortælles til andre, kun hans lillebror måtte vide besked.
En dag fandtes han bevidstløs på gaden og bliver bragt til Middlesex Hospital, hvor han afgår ved døden uden at være kommet til bevidsthed.
Det var så enden på hans liv, en håbefuld ung mand med mod på livet, der ville ud i verden for at blive rig, døde i fattigdom ene og forladt i London efter ca. 14 år væk fra sit savnede fædreland. Han savnede virkelig Danmark, det skriver han i alle brevene, håbet om at komme hjem på besøg, se sine brødre, sin søster, sin far, og egnen derhjemme, vandre i skove og mindes sin barndom sammen med sin lillebror. Om han kom hjem i de 14 år, det tror jeg han gjorde, hvorfor han så alligevel ikke blev i Danmark med det store hjemve, ja det får vi nok aldrig opklaret. Men der skal jo også være ting man får lov til at tage med i graven.