Jeg er kørt ned. Ikke af en bil. Var det bare det, så kunne jeg være sluppet med et brækket ben. Jo, jeg ved godt, at man kan dø af at blive kørt ned, men jeg er kørt ned af stress.

Så kan man ikke bare sætte et plaster eller noget gips på. En ganske usynlig sygdom, som alle har en mening/fordom om:

Du skal bare tage dig sammen.

Det skal bare arbejdes væk.

I min ungdom havde vi ikke sådan en tøsesygdom.

Vi var mandfolk.

Din far ville blive flov, hvis han så dig, dit pjok.

Det er bare nogle af de ting, man hører. Og ikke just det, man har allermest brug for.

Men jeg har lært at svare igen. Med følgende sætning: Jeg lytter kun til dem, der kan dokumentere en faglig uddannelse inden for det lægelige eller psykoanalytiske område. Ikke noget med gammelkonesnak og ammestuehistorier.

Jeg har gået til professionel behandler, og han alene bestemmer, hvornår jeg er rask. Jeg havde arbejdet fem et halvt år på den samme fabrik i Nørre Aaby, og jeg var ansat på den forrige fabrik på samme adresse, dog kun halvårs, på nathold i højsæsonen. Jeg havde også en nedtur for tre år siden, men jeg startede for tidligt, så nu er jeg endt der, hvor jeg står nu.

Så derfor har jeg skrevet denne lille erklæring:

Bliver ædt op af stress .

Jeg er ved at blive vanvittig. Jeg har alt, alt for travlt. Føler, at alle river og flår i mig. Sådan har det været et stykke tid. Jeg elsker at køre truck, det er det, jeg er bedst til, og det, jeg holder allermest af — og det gør jeg så 40 timer om ugen, når jeg arbejder.

Dét i sig selv er o.k. og overkommeligt. Men det, der dræber, er den dårlige samvittighed over alt det, jeg ikke når ved siden af. Jeg var velsignet med de dejligste kollegaer i verden. Min dejlige kone savner sin glade mand, og børnene klager over, at det er for længe siden, jeg har brugt tid på dem.

Ah, jeg trænger sådan til at være alene lidt. Bare lægge hovedet på en kølig pude og være i ro. De sidste mange år har jeg arbejdet fra 6.30 til 22 (inklusive hjemme) og har nydt det. Det er alt det, jeg ikke når, der dræner energien.

Hvad er det så, jeg ønsker af mig selv? øh? At døgnet havde 50 timer. Savner at blunde i sofaen med min hund, gå en tur med hunden eller blot have tid til at se nyhederne.

Jeg havde alt. Godt job og dejlig familie.

Men jeg savnede - Mig.

Det smerteligste er jo, at jeg godt ved, hvad der skal til: Jeg skal drosle ned på arbejdet og hellige mig familien. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg havde simpelthen for meget om ørerne til at modtage fornuft.

Tilbage står så spørgsmålet: Hvad nu? Spørger mig selv: Er dette godt nok til mig? Nej. Det holder jo ikke.

Hjertebanken og søvnløshed er ikke godt nok. I fremtiden vil jeg lære noget nyt: At passe på mig selv, lytte til mig selv, lære om mig selv og adlyde mig selv. Så derfor har jeg sagt op, for første gang i mange år kunne jeg slappe af. Jeg sov det meste af de næste dage. Jeg drømmer ikke mere om mit gamle job, det er en lettelse.

Nu vil det så vise sig om jeg kan komme tilbage til arbejdsmarkedet igen eller kan jeg tilbringe resten af mit liv på pension. Som tiden går og jeg mærker svaghed i sindet og smerter i kroppen, så forventer jeg ikke meget mere. Min behandler har også den opfattelse at jeg skal være forbedret på at min fremtid nok er som:

Statsansat funktionær uden arbejdspligt.

Jeg var i en periode på Genbrugscentret i Ejby, hvor jeg i 4 timer om dagen kontrollere alt elektrisk der kommer ind, inden det kommer i butikken, så som kaffemaskiner, brødristere, barbermaskiner, el legetøj, TV, video, dvd, lamper, telefoner, osv.

Et job, jeg var glad ved, men på grund af nogle nye tiltag fra kommunen, afstedkom det så at jeg måtte stoppe.

Jeg endte så i en situation, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, der blev indstillet til pension, men så dukkede noget ganske uventet op. Jeg fik kontakt med Middelfart Lokal TV, og så var der lige en ny verden der dukkede op. TV verden.

Jeg har nu fået et fleksjob på Tv-stationen, hvor jeg filmer, interviewer, redigere de optagelser jeg har optaget. En hel ny verden er dukket op, og har nu oplevet mere end jeg nogen siden havde drømt om: interviewet Michael og Andreas Laudrup.

Kørt Rally løb i en rigtig racerbil og med en højt professionel chauffør. Så har jeg prøvet at køre med i en bil der lavede 180 gr. Vendinger med fuld fart, og fik en del ture på kun 2 hjul. Så har jeg været hejst op i en 35 meter høj byggekran, hvor jeg så Middelfart oppe fra. Så har jeg været på Christiansborg, og fik lov til at stå på talestolen i folketingssalen. Jeg har fået et god snak med Jason Watt, så nu er min hverdag nok mere sjov, end den har været i mange år.

Men intet vare ved,

Jeg blev alvorlig syg, med flere indlæggelser, jeg lå på sygehuset i december 2009, uden at vide hvad jeg fejlere, selv lægerne vidste intet. Og hvis der er noget der får en til at tvivle om man overleve det her, så er det ubevidste om ens diagnose. Jeg ville ikke se familien, bare ligge og vente.

Men langt om længe kom diagnosen: Sakoidose. En dum sygdom der havde sat sig i mine lunger og nyrer, der i få tilfælde kan medfører organ svigt.

Familien valgte i 2010 at flytte til Odense, og nu starter hele min sagsbehandling HELT forfra, for det første, så kunne de ikke finde mine sagsakter, de var værk i 2 måneder, så i den tid var jeg Mr. Nobody.

Men langt om længe fandt dem ved sekretæren (hmmm)

Jeg har i snart i 1 ½ år været ind og ud af sygehuse, både akut og med indlæggelse, og oveni så fik jeg så lige en blodprop i hjertet, så fik jeg så lige en ballon udvidelse.

Så selv om jeg har sakoidose, knogleskørhed, kronisk migræne, slidgigt i venstre knæ, dårligt hjerte, stress og depression, så mener min sagsbehandler at jeg er rask, hmmm

STEEN THOUSTRUP 47 år, bor i Odense på Fyn og har mest arbejdet med truck og på lager. Bor sammen med en førtidspensionist. To børn, der nu begge er fløjet væk fra reden, den ældste er flyttet i en lejlighed i Svendborg og den yngste er flyttet til Odense C. Jeg har udgivet en slægtsbog og på vej med en ny. Jeg elsker at lave kreative ting på computeren.