Kulturstyrelsen fortæller...

OM THULE AIR BASE              Kilde:  Kulturstyrelsen

I 1943 havde US Army Corps anlagt en vejrstation (Bluie West 6) nogle kilometer fra bopladsen Uummannaq/Thule. I årene efter krigen oprettedes en større dansk amerikansk vejrstation og amerikanerne anlagde en 1300 m gruslandingsbane. Thulebasens anlæggelse blev under kodenavnet 'Blue Jay' påbegyndt i 1951 hvor Danmark og USA en tiltrådte ny forsvarsaftale, der erstattede Grønlandstraktaten af 1941 og som tillod anlæggelsen af 'forsvarsområder'.

Under anlæggelsen etableredes en luftbro mellem USA og landingsbanen i Pituffikdalen, og en konvoj med omkring 120 skibe medbringende materiel og mandskab sejlede til North Star Bay i Nord Grønland. Arbejdsstyrken omfattede ca. 4000 civilt ansatte og 6000 soldater. Thule basens anlæggelse repræsenterer en ingeniørmæssig kraftpræstation, der i økonomisk henseende beløb sig til ca. 230 mio. US $, svarende til ca. 60 % af Danmarks daværende statsbudget. Basen har faciliteter til ca. 7000 mand. I 1951 blev landingsbanen asfalteret og året efter forlænget til 3300 m.

I de tidlige år udgjorde Thulebasen et støttepunkt for langt rækkende amerikanske bombefly, og til dens forsvar blev der i 1953 opført fire antiluftskyts stationer, ligesom der på indlandsisen henholdsvis 230 km. nord og 350 km østnordøst for Thulebasen blev opført radarstationer. Antiluftskytset blev i 1958 suppleret med Nike Herkules raketbatterier, der i perioden 1959-65 var udstyret med atomare sprænghoveder med henblik på at kunne standse en bølge af eventuelle angrebsfly.

EARLY WARNING

I 1958-59 påbegyndte USA bygningen af en radarvarslingsstation i Thule med henblik på varsling af angreb af sovjetiske interkontinentale missiler mod det amerikanske fastland. Stationen var led i det såkaldte Ballistic Missile Early Warning System (BMEWS), hvis to andre hovedstationer blev bygget i Clair, Alaska, Fylingdales og England, den var operationsklar i 1961. Efterfølgende fik Thule også andre varslings- og overvågningsopgaver, f.eks. står Thule-radaren i forbindelse med NORAD's Space Detection and Tracking System (SPADATS), der registrerer alle menneskeskabte objekter i rummet. BMEWS-kæden er senere blevet suppleret med andre varslingssystemer, først og fremmest varslingssatellitter (MIDAS). Disse har betydet en øget varslingshastighed fra BMEWS's ca. 15 minutter ned til 1-2 minutter efter affyring, men kan ikke umiddelbart give det detaljerede mål information, der er nødvendig for en mere præcis angrebsvurdering.

ICEWORM OG CAMP CENTURY

Bevillingerne til de amerikanske atomslagstyrker gik fortrinsvis til flåden og luftvåbnet. I slutningen af 1950'erne fostrede den amerikanske hær derfor en spektakulær plan for hvordan den kunne få 'sin del' af bevillingerne til det stadigt eskalerende atomkapløb. Projektet benævnes 'Iceworm' og går i sin enkelhed ud på at placere 600 atomsprænghoveder på missiler nedgravet i grønlands indlandsis. Tanken var at man med et tusinder kilometer langt system af jernbanespor nedgravet i tunneller under indlandsisen kunne transportere atommissiler rundt mellem et utal af affyringslokaliteter.

Det nedgravede system ville yde en hvis beskyttelse mod sovjetiske angreb, men frem for alt ville fjenden aldrig vide, hvor missilerne befandt sig, og man ville relativt hurtigt kunne grave nye tunneller og etablere nye affyringslokaliteter. Til undersøgelse af de mange tekniske og arbejdsmiljømæssige problemer der måtte forventes ved et sådant system iværksattes derfor flere projekter på ved og Grønlands Indlandsis.

Ved Camp Tuto gravedes tunneller ind i Indlandsisen, ligesom der blev eksperimenteret med gravning af tunneller i permafrossen jord. Den egentlige scalamodel for Iceworm var dog Camp Century, der blev anlagt ca. 200 km inde på indlandsisen øst for Camp Tuto (100 miles inde på isen, deraf navnet).

Ved Camp Century opførtes fra 1958 og fremefter en station med indkvartering til 100 til 200 mand, laboratorier, værksteder og lagerfaciliteter blev placeret i lange gange nedgravet i Indlandsisen og dækket med metalbuer, der igen blev dækket med sne. Elforsyningen blev dækket med dieseldrevet kraftværk, men hvis det store Iceworm projekt skulle realiseres, så måtte transporten af diesel til de mange installationer begrænses. Derfor meddelte de amerikanske myndigheder i 1959 at man ønskede at installere en atomreaktor til dækning af elektricitetsforsyningen på Camp Century. De danske myndigheder gav i januar 1960 tilladelse, og i sommeren 1960 installeredes således det hidtil eneste atomreaktor, der udover forskningsreaktorene på Risø har været i drift i kongeriget. Reaktoren blev taget ud af drift igen i 1963 og borttransporteret i 1964.

Undersøgelserne på Camp Century viste at indlandsisen var mere plastisk end man havde påregnet. Sammentrykninger af gangenes tagkonstruktion viste, at tunneller til transport og husning af tekniske installationer og missilaffyringsstationer ville blive deformeret i løbet af få år. det tophemmelige Iceworm projekt forblev derfor i skuffen hos de amerikanske myndigheder og der har det været lige siden.

FLYTNINGEN AF UUMMANNAK

Allerede i 1951 var der overvejelser om flytningen af bopladsen Uummannak idet anlæggelsen af Thule Air Base indskrænkede befolkningens fangstterræn ligesom støj og andre miljøgener skønnedes at ville forringe fangsten. I 1953 blev dette spørgsmål aktualiseret, idet der fra amerikansk side blev fremsat ønske om at bygge luftforsvarsbatterier i bopladsens umiddelbare nærhed. Flytningen af bopladsen havde tidligere været drøftet i fangerrådet, og planen blev ved denne lejlighed effektueret inden for ganske få uger.

116 personer, blev i maj 1953 på et tidspunkt, hvor Grønland endnu var en dansk koloni flyttet til Qaanaaq på den nordlige side af Inglefield Bredning, ca. 150 km nord for Uummannaq uden at myndighederne effektuerede de samme procedurer for ekspropriation som ville have trådt i kraft i Danmark. Grønlands kolonistatus ophørte den 5. juni 1953. Statens administration og handelsstation i Uummannaq blev i 1954 flyttet til den nye boplads Qaanaq.

Grønlandsdepartementet udlagde flytningen som "frivillig" og først i 1980'erne blev processen omkring flytningen kritiseret fra juridisk hold. En lokal forening 'Hingitaq' bragte spørgsmålet til Landsretten, der i 2003 afsagde kendelse til fordel for fangerne som fik tilkendt en mindre erstatning og som måske vigtigst fik en undskyldning for sagsforløbet af den danske statsminister.

Så er der sat noget på plads...

 

 

Kilde:  Kulturstyrelsen

 

.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.03 | 21:56

Test af link

...
13.02 | 10:39

Kære Bente... Lyder da spændende. Du skal være velkommen til at kopiere og indsætte Ottos spændende livshistorie i Jeres slægtshistorie. Hygge fra Sven

...
12.02 | 13:37

Otto er min fætter som jeg ikke har set i mange år. Otto,s liv er efter det læste ualmindelig dramatisk. Ville gerne indsætte historien i vores slægtshistorie !

...
13.12 | 09:33

Kære Helle og Finn .. Ja, det er længe siden, men en rigtig god tid at tænke tilbage på. Håber I har det godt og passer på hinanden. Knuser med hygge.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE