Dansk 11

Dansk 11

11   

Super!  Så ud at hente Dronning Lisa fra arbejde i lufthavnen og hjem.  Lisa ved ikke vi skal rejse, så hun bliver glad og overrasket og vi får at pakket og sover, så vi tidligt om morgenen suser ud til lufthavnen og flyver til Funchal på Madeira, hvor vi får et dejligt værelse på Hotel Buganvilla, nær Funchal som er hovedstaden på øen.  Vidunderligt sted, hvor Buganvilla blomsterne hænger ned overalt, i massevis på hele hotellet, så duften er her konstant. 

Nu er det i februar og ved en tilfældighed dumper vi lige ned i Karnevalstiden i Funchal. 
Karneval i Rio de Janeiro er verdens største, men karnevallet her i Funchal er nummer 2 får vi at vide.  Så vi kommer hurtigt i karnevals humør og går rundt i byen og oplever et fantastisk show med de mest fantasifulde kostumer og tøj du kan forestille dig. Gaderne er fyldt med festlige og glade mennesker i tusindvis. En fantastisk oplevelse i en fantasiverden af musik og farver. 

Vi lejer en bil og kører rundt på øen, der tilbyder alt fra kold lava til blomsterne i uendelige mængder.  Så det bliver en dejlig ferie, hvor vi kommer ud og ser mange ting, herunder en vingård med prøvesmagning af flere fine vine.  God mad i mange små familieejede restauranter rundt omkring er noget, der virkelig kan anbefales, hvis du nogensinde kommer til Madeira. 

Efter et par herlige uger på Madeira, returnerer vi til vore job (Jubii), der ikke kører nogen steder.  I det tidlige forår, ser vi en annonce for et sommerhus til salg i nærheden af Dragør på Amager.  Det er virkelig dårligt, men prisen er så lav så vi køber og nedriver næsten det hele.  Så vi bygger det op igen med super-isolering, varme og alt til en egohus på 35 kvadratmeter plus veranda og et separat isoleret udhus.
Det tager hele sommeren 2001, men det er så også klar til sommeren 2002, hvor vi flytter derud i slutningen af marts. Vidunderlig tid her, ikke mindst fordi vi fejrer Lisa's 40 års fødselsdag, med huset fuld af festlige gæster hele dagen. Store mængder af mad og drikke indtages til sent ud på natten, så det bliver en dag vi kan ikke bare glemmer hurtigt. 

Der er også sommer, så jeg kører til flere Harleytræf i Sverige og Danmark.  Det vil sandsynligvis aldrig blive Lisa's sande passion for at køre til træf, men hun har da været med til et par stykker rundt omkring. 
Men det er da også en lidt speciel verden, hvor Du er nødt til at være lidt skør for at hænge på år efter år.  Men Du opbygger masser af vidunderlige venskaber og møder mange farverige mennesker. Både i Danmark og Sverige, har jeg venner der er næsten tættere end familien efter så mange år i en verden af Harley-Davidson.

Hen på e
fteråret i begyndelsen af oktober,  kører vi lidt rundt i bilen på Falster og kigger huse af bare nysgerrighed. Endnu mere n ysgerrige går turen videre til Lolland, hvor vi også ser på husudbuddet.  Weekenden efter bestiller vi en overnatning på Hotel Krukholm i Nakskov fra fredag til lørdag. Vi står op tidligt og ser nogle huse, inden vi finder et hus i Utterslev nord for Nakskov.  Vi synes begge det ser pænt ud, især da vi kom ind og kigger. Og for at gøre en lang historie kort,  træffer vi en hurtig beslutning og underskriverr papirerne, så vi kan overtage huset 1. December 2002. 
Hele skørt måske uden at vide noget somhelst om området overhovedet.  Men hvad, vi kan lide huset og så må resten komme som det kommer.  Bare vi er sammen. 

Nu Lisa havde dårlig ryg efter 19 år i SAS, Københavns Lufthavn.  Så Dronningen var glad for at kunne sige endeligt farvel på jobbet og finde noget nyt, med ikke for meget slid på ryggen. Men da Lisa går op på kontoret i SAS og vil aflevere sin opsigelse, får hun at vide, virksomheden ikke kan acceptere hendes opsigelse. Hvad nu? Kan vi nu ikke engang selv få lov at sige jobbet op?
Nææ, SAS erkender klart deres ansvar for Lisa's dårlige ryg og i stedet giver SAS en afskedigelse med øjeblikkelig tilbagetrækning fra arbejdspladsen og fuld løn i 12 måneder!  Rigtig flot beslutning af SAS, der virkelig betød meget for Lisa's ryg, der blev bedre og bedre med tiden.  Man kan kun gætte, hvordan Lisa's ryg havde været, hvis ikke det år til at hvile i, kom som en kærkommen gave fra SAS. Rigtig pænt gjort af firmaet. 

Vi sætter sommerhuset til salg, men der er ikke mange købere, der er interesseret i et hus der er så specielt bygget. Det blev renoveret ud fra vores mystiske idéer og vi må nok erkende, at salget formentlig kræver, at der bliver en køber, der er eksakt så underlig som vi er.  Men vi er bare nødt til at vente og overgiver salget til den mægler der har specialiseret sig på området. 

Vi hilser på Maria og Brian, der bor på den modsatte side af vejen hvor vores hus ligger, den dag vi underskrev kontrakten.  Og når vi overtager huset 1. December 2002 bliver vi også budt velkommen af vore naboer på den ene side af huset. 
Det er Lotte og Palle med deres sønner Thomas og Martin. Og vi ser frem til at se flere på vejen, når vi har lavet lidt istand indendørs. Vi sætter os i hovedet at være åbne og ikke være for meget Københavnere (hvad det så end er),  fordi mange nytilkomne "deroppefra" har begået nogle uheld og "særligheder" hernede.

Bare flytte, lyder let nok. Men når halvanden flyttevogn er fyldt op, blandt andet med 86 flyttekasser, tager det noget tid at indrette sig i nye rum.  Utroligt vi har kunnet have alt det i en 2-1/2 værelses på 65 kvadratmeter på 4. sal.  Det er bare umuligt, men ikke desto mindre sandt.

Vi knokler på, indtil vi pludselig får nok og vi suser afsted på en lille 2-ugers tur til Gran Canaria for at slappe af.  Tror forresten, det bliver den sidste tur til De Kanariske Øer, hvor alt er forandret i løbet af de mange år, hvor vi har været her rigtig mange gange.  Turistkulturen har ændret sig meget og ikke til det bedre. Det er kommet ret mange englændere og de har bragt en drikkekultur med fodbold på tv til værtshusene, hvor fjernsynet absolut skal køre på på fuld udblæsning, med Engelsk fodbold og de skriger hele tiden. Hvem har lyst til at lytte til det?  Ikke os ihvertfald! Og så de mange lejligheds sælgere, der næsten overfalder een på gaden med deres tilbud. Det er simpelhen blevet for meget, så vi tror det var sidste gang, vi besøgte Gran Canaria og vel også de andre Kanariske øer.  Lidt ærgeligt måske , fordi vi har nydt livet hernede 20-25 gange i løbet af årene,  når vi følte det var tid til ferie i varmen med afslapning og fest. 

Det var jo rigtig fint, med Dronningens "ventepenge-løn"  fra SAS, der løber ind på kontoen hver måned i et år, så der er ingen grund til, at Lisa skulle finde arbejde, men i stedet passe godt på ryggen, så den kommer sig igen. Ryggen bliver også bedre og bedre som månederne går. Man kan kun gætte hvad der var sket med ryggen, hvis Lisa var fortsat på jobbet i SAS.   Jeg finder ret hurtigt et job som busmekaniker i et lokalt busselskab, som ligger nord for Nakskov i en lille by. 
De har altid haft deres busser til reparation ved et andet busselskab i Nakskov, men nu vil man selv opbygge et værksted til formålet.

Rigtig fint,  fordi det lyder som en spændende udfordring for mig.  Her findes ikke mere værktøj nu, end der kan ligge i en gammel værktøjskasse og en plastikpose, så jeg begynder at skrive op, hvad jeg har brug for for af værktøj, maskiner og meget mere. Nu vil jeg ikke nævne navne overhovdet, men ejeren af busselskabet har de bedste intentioner, men overlader det til sin søn at få det sidste ord om indkøb til værkstedet.  Men da  jeg gav ham en liste over hvad jeg skal bruge af værktøj og andre ting,  for bare at have en lille mulighed for at reparere busserne ordentligt, vender hans øjne det hvide ud over de høje priser.  Alt for dyrt værktøj siger han og i
stedet finder han et katalog fra "Harald Nyborg", der jo mest beskæftiger sig med værktøjer til hobby.  Udemærket værktøj meget af det, men en meget svagere slags end det jeg har brug for. 

OK, det er jo ham der bestemmer.  Så jeg skriver op hvad jeg synes der skal bruges, men mindst halvdelen bliver streget ud igen.  Jeg må foreksempel kun købe een (1) løftebuk og kan så altså kun have et hjul afmonteret ad gangen.  To bukke er for dyrt.  Og autogensvejseanlægget er også for dyrt ligesom en god El-svejser bliver streget ud. 
I stedet kan jeg få lov at købe en lille svag 220 Volt El-svejser til hobby-formål.

Nå, men nu har jeg til at reparere så godt det kan lade sig gøre nogle måneder og jeg får da også renoveret 2 busser, ligesom jeg heloplakerer dem selv i de 2 farver som "Storstrømsbusserne" skal være i.  Det går i et par måneder, indtil han vil have mig til at svejse rammen ved forhjulsophænget, med den lille "cykelmekaniker" el-svejser til 500.- Kroner, han købte til mig.  Her bliver jeg nødt til at sige stop!  Jeg kan simpelthen ikke tage ansvaret for det kan holde ude i trafikken.  Så han bliver pissesur og fornærmet og allerede aftenen ved 23-tiden, kommer han snigende med et brev han putter i min postkasse og er hurtigt væk igen.  Det var en afskedigelse med øjeblikkelig afgang, med en uges løn. Så jeg var nu arbejdsløs igen.  
Men det er nu også godt det samme, fordi jeg kan ikke fortsætte under disse arbejdsbetingelser, hvis jeg i bar spareiver skal sætte andre menneskers helbred på spil i trafikken.

Foråret 2003. 


Så det var det !  Glem ham og ud som ledig igen, med arbejdssøgning på programmet.  Ikke særlig let her i omegnen eller Lolland i det hele taget.  For det første er der næsten ingen ledige job og hvis der er, må man ligge i bunden af en bunke på et par hundrede ansøgere.  Og ydermere når de så opdager man er Københavner, så er det lukket af.  Nåeja, så er det heller ikke smart at være over 50.

I København har jeg altid kunnet få job, fordi "netværket" dér fungerer rigtig fint og der altid har været een der kunne skaffe mig indendørs, ligesom jeg ikke sjældent har skaffet andre job i firmaet hvor jeg nu end var.  Det var som oftest i diverse busselskaber, hvor jeg da vist havde et godt navn og rygte som stabil medarbejder.

Min Lisa er mere heldig og får job på Joka Plast, hvis ellers det er heldigt at blive lukket inde på en fabrik.  Men ihvertfald er her fine kolleger og oveni en rigtig god værkfører der hedder Jan, som skaber et godt klima så det er værd at komme på arbejde.  Jeg prøver også at søge job på Joka, men enten er der ikke noget eller også er man ikke glad for at ansætte ægtepar.  Det er jo ikke usædvanligt, så ingen brokkeri over det. Indtrykket er at "netværk" i jobmæssig henseende ikke er noget der findes på Lolland, eller også er folk bange for at anbefale andre på deres arbejdsplads.

Midtmaj  2005.

Så det gik lidt tungt med det og jeg gik ledig indtil Maj 2005. Lisa havde tænkt lidt over tingene og pludselig en dag sagde hun, at jeg skulle tage at søge sommerjob på basen.   Det overaskede mig gevaldigt og jeg skulle da lige tygge på opfordringen. Efter et par dages "er Du nu også sikker på det" blev jeg overbevist og kontaktede en af mine gamle venner,  Arne frandsen,  på Thulebasen, der skabte kontakt til Supervisoren på Centralværkstedet, "#580", der sendte en mail til mig om et 3-måneders job til sommer. Jeg sagde jatak og et par dage efter var det blevet ændret til 6 måneder. Hel fint, for så skulle der betales Grønlandsskat istedet, som er noget lavere.

Hurtige forberedelser og afsted med flyet til Nordvestgrønland og basen.  Min Lisa har tjek på det hele hjemme og styrer slottet sommeren igennem, mens hun passede jobbet på Joka.  Jeg arbejdede i den tunge SP-afdeling (Special Purpose) med reparation af de forskellige store køretøjer og maskiner, men får også er par busser og andre lette køretøjer der skal ordnes.  Da havnen åbner bliver jeg bedt om at arbejde dér da jeg har lidt erfaring fra tidligere. Det går da også hel fint, indtil en dag hvor det begynder at blæse kraftig op der bliver meldt op i Storm-2, hvilket i følge reglerne på basen betyder at man skal bliver hvor man er.  Tilfældigt er jeg lige hjemme i barakken for at spise frokost, så jeg prøver at ringe til min chef, Supervisoren på havnen.  Han er fuldstændig umulig at få fat i og det lykkes mig først efter en halv times konstant ringeri fra barakken. 

Han bliver da helt rundtosset da jeg fortæller jeg har fulgt de gældende Stormregler, som er sat af Airforce og firmaet.  Jeg skal ikke nyde noget af at bryde reglerne, da det kan betyde fyring og er blevet i barakken.  Han var da helt ligeglad med reglerne for han havde sine egne og jeg behøvede iøvrigt ikke at komme ned på havnen mere, nu jeg var blevet i barakken, så han ville finde en anden istedet for mig. Så nu bliver man altså også opsagt for at følge firmaets sikkerhedsregler.

Nå pyt.  Jeg møder op i #580 istedet og begynder i den tunge afdeling igen.  Chefen her ryster også noget på hovedet over hændelsen og siger "glem det". Men der er også rigeligt at gøre her på værkstedet, så dagene går med lynets hast hen over sommeren og vinteren begynder så småt at melde sin ankomst med kulde og lidt sparsom sne. Jeg har haft en rigtig god tid på jobbet, ikke mindst i #580 med supergode kolleger og selvfølgelig Supervisor Jørgen, som jeg synes samarbejdet har gået rigtig godt med. Ikke så meget slinger i valsen, sort er sort og hvidt er hvidt - lige min stil.

Men iøvrigt gik sommeren også rigtig godt her i barakken, med mange hyggestunder med de øvrige beboere. Heriblandt bor også Palle, som også kører motorcykel, så vi får ofte eg god snak om det hele. Rar gut jeg vil prøve at holde forbindelsen med hjemme i Dannevang også - godt nok kører han ikke Harley, men det skulle ikke undre mig om han ikke hopper på vognen en dag. Den anden gut, Christoffer, der også kom op på en 6-måneders kontrakt samtidig som jeg, kører også på motorcykel og tænker forresten også på at købe Harley, som han og Superkvinden Oline hjemme i Danmark kan komme ud at slide landevejene på.

Vi fester til tider også lidt i barakken, med lidt god mad og et klogt udvalg af drikkevarer til, så de fleste bliver klogere end normalt. Vældig hyggeligt!  Prøver også et par gange at gå over i NCO-klubben "Top of The World Club", for at fortsætte festen. Men her er hver gang noget dødt, så det bliver kun til et par timer i baren inden vi går hjem. ikke som tilbage i firserne, hvor der altid var stuvende fuldt her i klubben, med musik og dans og lystige mennesker. Der er kun ganske få Danskere og Amerikanerne er overhovedet ikke til at trække op til fest af nogen art, selvom vi arbejder på det.  Nå pyt, vi går videre og finder en fest et andet sted på basen hvor vi kender nogen.

Jeg er godt nok langt hjemmefra og langt væk fra min Lisa.  Men heldigvis ikke længere væk en telefonen.  Jeg har fået mig en "Tele-Greenland" forbindelse, hvor jeg ringer hjem til Dronningen så godt som hver dag i frokostpausen. Dejligt at få er varm snak med Lisa og hverdagen og Osto.
 
Tiden går og vi nærmer os hurtigt December, hvor der er hjemrejse efter 6½ måneds arbejde.  Kun et par dage før kontraktslut, bliver jeg spurgt om det var noget at fortsætte kontrakten.  Alt for sent at spørge om det, nu man havde sat sig op til at rejse hjem. Havde de spurgt for en måneds tid siden eller tidligere, kunne jeg have snakket med Lisa om det og måske have taget nogle måneder mere, hvem ved ?  Men her lige op til afrejsen, nejtak. Det er for sent.

Så bagage pakkeriet fortsætter, så jeg er klar til afgang med DC-10eren til København. Der skal siges farvel til de mange nye venner man fik under opholdet. Lidt svært for man kommer ret tæt på nogle, når man næsten er sammen i døgndrift. Det var også rigtig hyggeligt at gense gamle kolleger og venner tilbage fra 1987-88, da jeg var her forrige gang. Her bliver jeg nødt til at nævne både Arne Frandsen og Henning Thomassen, der begge har arbejdet her i en menneskealder. Begge meget hyggelige venner man vil huske og håber at se igen hjemme i Danmark under lige så hyggelige former. Og så de mange nye, herunder Palle, Christoffer, Jørgen, Lemmie, Uffe, Henning, Flemming og mange, mange flere hvor navnet et smuttet men ansigterne og humøret bliver husket.

Men alting har en ende og pludselig lander flyet i Kastrup den 2. December, 2005.  Sidder og slapper lidt af i flyet med en cola, indtil trængslen er ovre og går så ned til båndet og finder min kuffert. Ud gennem tolden og her står dejlige Lisa og venter, sammen med vore naboer Lotte og Palle, der straks tilbød at køre til Kastrup for at hente mig i dag.  Det er ski dejligt med et par dejlige venner der bare hjælper uden at blive spurgt.

Det er bare dejligt at være hjemme hos Lisa igen og vi nyder tilværelsen.  Jobmæssigt er ligger Lolland omkring nulpunktet, ihvertfald når det drejer sig om noget til mig. Der går et par måneder med jobsøgning, indtil jeg ved et tilfælde får tilbudt et afløserjob på kommunens vaskeri, hvor jeg så som eneste mand blandt et hold piger vasker tøj for kommunens ældre borgere. Måske ikke lige et drømmejob for mig, men det går da bare fint og jeg hygger blandt pigerne.

Een af dem hedder Kaja, som jeg går godt sammen med. Og en dag finder jeg ud af at Hun hedder Heising til efternavn. Det er da sjovt siger jeg, for jeg havde engang en meget fin ven, der hed Dan Heising og som jeg gik på teknisk skole med.  HæHæ, Kaja griner og siger at ham er hun da gift med. Det var da sævens, efter alle de år og så mødes vi her i Nakskov.  Underlig nok, for jeg var da overbevist om at Dan boede i Australien, som han emigrerede til da han var færdigudlært som mekaniker.  Den tid jeg opholdt mig i Australien, prøvede jeg ad flere kanaler at finde Dan dernede.  Der var nogle der genkendte navnet, men de vidste ikke hvor han boede, så jeg opgav til sidst.  Og så mødes vi her - det må vi da lige have en gensynsøl for at fejre.  Verden er nogen gange lidt lille.

Nå, men vaskeriet var kun afløsning og de skulle snart slutte.  Så jeg gik ud for at finde noget andet og kom forbi een af kommunens pladser, hvor der holdt nogle skraldebiler.  Jaaa, hvorfor ikke ?  Så jeg stak næsen ind af en dør, hvor der sad nogen og snakkede.  Jeg spurgte efter chefen og så var der hele 2 af dem her, Kurt og Ken hed de.  Flinker mennesker og Kurt overchef sad faktisk og manglede en skraldemand til afløsning fra midtmaj (2006) og sommeren over, hvis det var noget ?  Ja, det kunne jeg da lige så godt og inden jeg så mig om, var jeg nu skraldemand af Guds nåde i Nakskov og de omkring liggende byer.  Hel fint med mig - jeg får da prøvet lidt forskelligt hvad jobs angår.

Hårdt job ?  Jaa, måske.  Men det er temmelig frit og jeg får da rørt mig en masse.  Det bliver op til 20 kilometers vandring dagligt med skraldetømning, ligesom jeg til tider også hjælper til med storskrald og lignende.  Kører hovedsalig på Vogn 13 og får her nogle fine kolleger med godt samarbejde.  Faktisk nyder jeg den daglige vandring og den friske luft, alt imens man får rørt kroppen.  Desværre kommer jeg en efterårsdag ud for et uheld, hvor tømme automatikken på vognen slår skralde "spanden" tilbage og alt affaldet ryger ned oven mig. Ikke noget jeg lige dér tænker nærmere over, bortset fra at det lige er lidt ulækkert at blive overdænget med skrald.  Der bliver grinet lidt over det og der er kun kort tid til fyraften, så tøjet kan blive vasket og jeg kan komme i bad.

Tænker ikke mere over uheldet, før nogle uger senere da det begynder at klø i ørene.  Jeg går et stykke tid, men søger så ørelæge da det begynder at gøre ondt.  Han konstateret at der er gået hul i den ene trommehinde og der er sket fordi der nu er en hel koloni af svampe og staffelykokker i mine ører, der er begyndt at spise mine trommehinder.  Højst sansynligt kommet efter jeg blev overdænget af alt skraldet ved uheldet med tømmemekanikken på vognen.

Herefter går jeg til ørelæge Henrik i Maribo og får støvsuget mine ører 2-3 gange om ugen og får lagt nogle lange gazestykker ind i ørerne med et eller andet middel på, der skulle kunne udrydde både svampe og staffelykokker i ørerne.  Jeg passer mit arbejde med skraldet samtidig, indtil vi kommer til Juni 2007, hvor Kurt og Ken (cheferne) foreslår at jeg sygemelder mig og helliger mig behandlingen så jeg bliver rask.  Det fortsætter små 3 måneder endnu, inden jeg endelig kan raskmeldes og begge ørerne efterhånden er gode igen.  Så er spørgsmålet om jeg skal starte med at køre skrald igen ?

Nu har Fagforeningen også været inde i sagen og tilfældigvis er der kommet en forespørgsel fra et firma på Skibsværftsvej i Nakskov, om Fagforeningen har nogle medlemmer de kunne anbefale som nye medarbejdere til dem.  Så går det faktisk hurtigt, for efter 3F spørger mig, går der kun et par timer før jeg sidder og snakker med en flinker mand der hedder Jesper, som godt kunne tænke sig at ansætte mig.  Ja, hvorfor ikke ?  Og inden jeg ved at det, er jeg holdt op på Skralden og er ansat i "Rewair" på Skibsværftsvej, hvor man fabrikerer materialer til vindmølleproducenter.

Her skal også lige fortælles, at Lisas arbejde på Joka hang i en tynd tråd på grund af svigtende ordrer, så da muligheden bød sig blev Lisa også ansat på Rewair, bare i en anden afdeling end mig. Hel fint med samme arbejdstid, så det passede jo fint sammen. Alt i alt gik vi og havde det godt her i Rewair, hvor der var omkring 90 ansatte i produktion og kontor.  Et firma det var vokset hurtigt.

Nu skal man jo nok ikke snakke arbejdsforhold, miljø og sikkerhed her i firmaet.  For det hele er under al kritik, ihvertfald på 2. sal hvor jeg arbejder med at skære op til 46 meter lange baner gitterlaminat (glasfiber) i et maskineri der er opbygget med 7 larmene vinkelslibere der producerer en kollosal mængde støv.  Egentlig ikke særlig behageligt arbejde og jeg når da heller aldrig at få kolleger der holder ret længe. Jeg holdt op med at tælle, men jeg vil tro der i løbet af det halvandet år jeg var der, kom de omkring 25 nye ind gennem dørene og ud igen efter ret kort tid, med mig som eneste der blev der til sidste bane blev skåret og afdelingen blev lukket.  Den blev lukket ned, fordi de kostbare op til 275 meter lange gitterlaminat ruller, efterhånden kom i meget dårlig og skæv kvallitet, så kunderne ikke kunne bruge produktet mere.

Det var så det, men jeg blev overflyttet til samme afdeling som Lisa og gik til hånde her ligesom jeg indgik i produktionen.  Det gik en lille månedstid, indtil driftlederen en dag kom og spurgte hvad jeg ville sige til at blive flyttet over i en anden afdeling.  Hvad skulle jeg sige ?  Så jeg sagde at det var jeg da meget lidt glad for, men hvis jeg skulle så var det da iorden.

Man skulle næsten tro jeg havde fornærmet ham personligt eller sagt noget usandlynligt flabet til ham.  Jeg tror nu nok, at det var ordene "meget lidt glad for" jeg sagde, der faldt ham for brystet. For lige pludselig blev han helt rød i hovedet og spruttede et eller andet om at nægte og vendte mig ryggen og susede ud af døren.  Hvad gik der af ham?  Tænkte jeg kort og fandt så mine ting frem og gik over i den anden afdeling til gutterne dér, for at begynde at arbejde her istedet. Fint nok, for her er også nogle fine drenge at arbejde sammen med.

Men det holdt kun kort, for så blev der ringet fra driftlederen, der gerne ville se mig på kontoret klokken 11.  Jeg gik derover og fik kort at vide at det var nødvendigt at opsige mig da der ikke var så meget at lave mere. Tillidsrepræsentanten var med ved fyringen, men forholdt sig tavs og stod bare og så ned i gulvet, mod normalt altid at snakke højt og bredt om hvad der var godt og dårligt. Men altså tavs når Driftlederen fyrede en kollega - sikke en tillidsrepræsentant!  Driftlederen sagde at han ikke ville opsige både Lisa og jeg, så man havde valgt mig, da det var min afdeling der lukkede.  Ok, tænkte jeg og bad så om 3 ugers ferie fra nu af, så det passede med opsigelsesvarslet. Der var jo ingen grund til at komme der mere nu jeg var fyret.

Og da der ikke var ret meget arbejde i Lisas afdeling lige nu, bad Lisa også om 3 ugers ferie, hvilket han synes var fint.  Han havde jo sagt Lisa beholdt sit arbejde, så hvorfor ikke hjælpe firmaet med at holde ferien her hvor der var lidt tid til det.

Og så meget for ordsproget "et ord er et ord".  Driftlederens ord om at han ikke ville fyre Lisa, holdt kun til hun var tilbage på jobbet efter ferien.  Så blev Lisa kaldt over på hans kontor og fik kort en fyreseddel med 3 ugers varsel.  Ikke så meget snak og det skete uden tillidsmanden var tilstede, som ellers er normalt ved fyringer. Så kunne han lige så godt have fyret Lisa samtidig som mig, så hun ikke var tvunget til at skulle på job i de 3 uger opsigelsen varede.  Selvfølgelig har han for 3 uger siden vidst at han ville fyre Lisa, men han har viklet sig selv ind i for mange selvmodsigelser, så han har tabt ansigt her. Men det var da en fin måde at få mig til at klappe i, netop for at Lisa kunne beholde sit job.  Sørgelig fremgangsmåde og meget lidt proffesionelt. Min respekt for sådan en mand kan ligge på et meget lille sted.

Men som altid hygger min Lisa og jeg.  Og vi søger nye jobs, men det ligner en umulig opgave, da der er nedgang på arbejdsmarkedet overalt og specielt her på Lolland.  Arbejdsmæssigt e Lolland en sort plet på landkortet, modsat levemåden her hvor venligheden er stor og man føler sig hjemme hver dag.

Foråret er jo dejligt og vi kommer til sommeren 2009, hvir jeg lige tager en smuttur til Lundeborg på Fyn, den 5. 6 og 7. Juni for at komme til det årlige Thuletræf ved havnen i byen.  Jeg er lidt sent ude og alle hotelsenge er optaget, men jeg er heldig at få en lille strandhytte med lys og varme. Den ligger kun 7-800 meter fra havnen, så det er jo fint.  Selve træffet forløber fint med mad og drikke samt en masse gensyn og snak.  Jeg møder flere fra Thuletiden og er specielt glad for at gense Holmes og Pow (Per Holm Nielsen og Torben Vindt). Vi hygger gevaldig eftermiddag og aften om Lørdagen og der bliver husket tilbage på fuld tid og udvekslet mange Thulehistorier. Rasende hyggeligt og det skal bestemt gentages hvis det er muligt for mig at komme derover.

Lisa trænger også til noget total afslapning, så 30. Juni rejser hun alene til Bulgarien og nyder fremmedheden og de mange spændende mennesker og butikker der er i overflod.  Jeg bliver hjemme og passer katten Pjuske og har lidt dejlig nabohygge med Lotte og Palle ved siden af, ligesom deres sønner Martin og Thomas ofte hygger med. 

Lisa kommer udhvilet og frisk hjem fra Bulgarien og sommeren går uden at finde job, før Lisa finder et på Politistationen i Nakskov.  Nu må vi se om hun beholder det, da et andet firma skal overtage tjansen dernede.  Men ligegyldig hvad der sker, har vi hinanden og ser frem til Jul og Nytår her ved årsskiftet 2009-10 og glæder os til et nyt år sammen.

Fortsættes i Mappe 12:




  
                                                                




.
 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

20.01 | 14:17

Hej Sven, kig engang herind www.per-anne.dk find ferieture i menuen og Grønland 1989
Mvh. Per Skjødt, søn af den kolde smed

...
04.12 | 16:38

Tak for.. Der er også Thuletræf i Lundeborg, nu Du er fynbo. Mener det er fast Lørdagen efter 6/6 .. Det er godt
www.facebook.com/groups/36418208895/?fref=nf

...
04.12 | 11:25

OK.. Det vil jeg huske når vil skal besøge svigerfamilien, jeg bor ved Middelfart.. Din hk. Side er spændende og jeg er importeret over alt det du har set

...
04.12 | 09:47

deler minder, rygter og lignende over lidt drik og kloge ord. Dér er jeg kommet i mange år på denne dag og hygger. Duk op og fald i snak.. God fornøjelse og hyg

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE