Dansk 9

Dansk 9

9  

April 1988.

Jeg har brug for lidt ferie, så jeg har bestilt 6 uger, hvoraf jeg vil holde tre på Gran Canaria i Puerto Rico. Dette er total afslapning, hvor jeg ofte er sammen med min ven Birger Vallys, der ejer "La Bodega København" i Shoppingcentret i byen.  Ofte er vi hjemme hos Birger, eller måske på shopping i Las Palmas, hvor han henter varer til restauranten.  D
et er rigtig rart samvær og en masse tid i går, enten hjemme hos Birger privat i Arguineguin, eller i en bar et sted i området, hvor du kan blive virkelig klog på kort tid.

Hjemme i Hjortekær går meget tid med min mor og far, ligesom der ofte er fest med venner og bekendte ved Vejlesø i Holte. Der må virkelig festes igennem, nu jeg er hjemme fra Thule og har en masse historier i ærmet.   Jeg har jo ingen Harley lige nu, eller køretøjer i det hele taget, fordi jeg solgte alt før jeg rejste til Australien i 87.  Så jeg kommer rundt i enten lånebil eller med bus og tog, når der er øl eller anden festivitas på programmet, så det bliver en sjov ferie med venner og veninder, inden flyet atter går nordpå til basen, hvor foråret er begyndt at få fat og havneområdet tør op hvor sommersæsonen kommer
over os.

Udgangen af juni 88. 

Nu er vi i slutningen af juni og havnen bliver åbnet for fragt, så jeg forlader Hangar 6 for at virke på havnen som mekaniker på slæbebådene (Tugboats) som har vi 2 af.
Ligeledes er der meget, der skal gøres for at holde alle vores Gaffeltruks rullende og jeg giver ofte en hånd med i lasten, når der er skib i havnen. 

Der er nye mennesker med hver chartermaskine, så der kommer nye kolleger og venner hele tiden.  Der kommer en liste op før hver chartermaskine, med navnene på dem der er med det næste fly. Og i juni charteren ser jeg min fætter Bent på listen. Bent har været oppe her mange gange før og i alt omkring 19 år på basen.  Det har været som maler og det er samme job igen.  Nu skal det blive sjovt, for fætter Bent ved ikke at jeg er her nu, så jeg vil tage gas på ham.  Jeg finder ham på den første dag uden for REC Center og sige hej, og nyder Bents forvirring fordi han kender mig godt, men har ingen idé om hvem jeg er og jeg holder ham på pinebænken en halv times tid, før jeg siger "Hej fætter". 
Det blev til en stor gensynsaften i klubben og ser hinanden ofte herefter. 

En tid med meget at gøre på jobbet. Men h eldigvis er der også tid til nogle "ekspeditioner" i naturen omkring basen.  Jeg låner fra tid til anden, en US-Airforce bil af "Policen", hvor jeg har fået en god ven. Eneste lånebetingelser er, at de ved hvor jeg kører hen og hvornår jeg kommer tilbage, som ren sikkerhed, så de kan sætte eftersøgning i gang, hvis jeg ikke kommer tilbage til aftalt tid. Helt ok , da der jo er en smule langt fra alt derude i den arktiske ørken, med lidt langt til telefonen.  Jeg får bilen og kører gerne ud uden specielt mål på de små veje, der fører ud i ingenting og videre endnu.  
Jeg har ofte kørt over North Mountain til Wolstenholme Fjorden ved de 4 gletschere, Salisbury, Champerlin, Knud Rasmussen og Harald Moltke Gletcherne, som er en fantastisk natur, hvor kan Du sidde og næsten mister tid og sted i undren over naturens fantastiske sceneri. 

Flere af turene går til Dundas, den lille forladte by der ligger et par kilometer nord for basen, på den anden side af den lille fjord, North Star Bay,  ved havnen. 
Dundas hed oprindeligt Uummaannaq, men blev omdøbt til Dundas af Knud Rasmussen. 

Dundas by ligger i det gamle Thule-område i Qaanaaq kommune, hvor Knud Rasmussen og Peter Lorenz Alfred Freuchen i 1909 oprettede Handelsstation Thule. 
Det oprindelige Thulefolk levede i græs hytter, hvoraf mange findes dagen idag (2009), omend lidt "slidte", men de er der.

På mine ture klatrede jeg ofte op på 222-meter høje Dundasfjeld ved siden af Dundas by.  Det er ganske stejlt og man kæmper sig op gennem rullende sten og skærver indtil de sidste 10 meter, hvor det går lige op af et stærkt reb, der er sat op for mange år siden. Tak for det! Og det hele maseriet værd, fordi her er en betagende udsigt hele vejen rundt, ligeså mod basen med indlandsisen i horisonten og over fjorden med gletcherne eller ud over det Arktiske Hav mod Saunders Island og "heksehatten" i det fjerne.  Jeg er ofte heroppe i timevis og sidder bare og fjerner alle tanker fra hovedet og lader storheden overvælde mig.
Tænker på at alle mennesker bare een gang i livet bør se noget som dette og opleve stilheden der er næsten øredøvende. 

Ligeledes fik vi en flyvetur med sportsfly over indlandsisen mod byen Qaanaaq (Ny Thule) omkring 120 kilometer nord for basen. En kollega og jeg gik ned i flyklubben på basen for at høre, om muligheden for at leje klubbens fly med pilot for en søndagsudflugt.
Intet problem,  for han stod og manglede lidt flyvetid, så vi betalte kun brændstoffet.

Fint!  Vi blev enige om at lette næste dag i en Cessna med retning mod Qaanaaq, som vi nåede efter 45 minutter. Det var ikke nogen almindelig lufthavn i Qaanaaq, så landingen var en grusbane ved siden af byen.  Piloten fortalte os, at vi lige et par gange skulle flyve lavt over banen for at kigge efter, om der var et reb spændt ud over banen.  Der er til tider børn i byen, som har gjort det for spændingens skyld. Men sporet er frit og vi lander hurtigt.  Opbremsningen er også temmelig hurtigt, fordi det er en grus- og sandbane som hjulene synker ned i. 
Men piloten har prøvet bane før, så han har advaret os om forholdene her. 

Vi har aftalt at lette igen efter 3 timer.   Så min kollega og jeg går rundt i byen og "kigger mennesker" hvorefter vi bevæger os op i det lokale madhus kaldet "Polar Grill",  hvor vi får et par hotdogs og vand.  På vores tur rundt i byen, møder vi mange usædvanligt fulde mennesker.  Forklaringen er, at alle lige har fået rationeringsmærker til spritshoppen, så der er mange besøg for at købe ind til en hurtig brandert.  Vi står over for en temmelig fuld dame, der vil sælge en pose fuld isbjørnekløer for 200 kroner, så hun har lidt penge til øl.  De er smukke, kløerne, men vi siger nejtak, for på den måde dømmer vi ikke en ny bjørn til døden, for at der skal være nye kløer til salg. Vel vidende at det formentlig ikke havde nogen effekt, at vi sagde nejtak.
Men hvis alle gjorde det, ville mange meningsløse drab af disse prægtige dyr undgåes.  Men det er jo nok et håbløst ønske.

Sjovt og spændende at komme til Qaanaaq. Kunne sagtens have været længere, men piloten skulle tilbage til basen, så vi må hellere komme om bord på flyet igen. Flyet er klar til start med et stykke grusvej forude.  F
uld kraft på motoren! 

Men istedet for at rulle afsted, begynder flyet at
 hoppe og danse. For naturligvis har hjulene gravet sig ned i sandet og sidder godt og grundigt fast.  Så piloten tager en skovl ud af flyet og begynder at grave hjulene fri.  Han instruerer mig om at give flyet fuld gas, mens han er ude og vrikker med flyet, indtil det kommer fri og begynder at rulle afsted uden ham indenbords! Han løber en smule ved siden af flyet og hopper så om bord og får flyet i luften lige inden grusbanen ender i nogle store sten.   Det var da meget rart, at han ikke snublede, da der var virkelig hurtig fart på og vi havde siddet der, med piloten udenfor og fuld fart på.
Nå, man kunne vel lige have slukket motoren, men det var da lidt spændende alligevel. 

Op og væk i retning af basen igen. Vi fløj lidt langs kysten først, inden vi gik ind over landet igen.  Fantastisk udsigt med endeløse vidder omkring os så langt øjet rakte.  Jeg har fløjet mange gange før, men det er nu noget særligt at se Grønland fra oven, med de enorme ismasser og kysten med de mange klipper og smukke dale ind fra kysten.  Returflyvningen tog halvanden times tid, da vi tog en lille omvej for at kigge os lidt omkring.
Rigtig flot oplevelse,  jeg virkelig ønsker at mange kunne få lov at nyde. 

Men nu er der ikke altid tid til det sjove, når der er opgaver der skal løses i værkstedet og på havnen. Faktisk tager arbejdet en masse af fritiden her. Men.........  

En anden usædvanlig dag på basen, var en dag vi sad i "Dining Hall" og spiste.  Pludselig  fik vi at vide. at spisesalen ville blive lukket snarest, da der var mere end 300 uventede gæster påvej om cirka en time. 
Der var da noget af en tilstrømning uden varsel - og så lige hertil.

Det viste sig at være et Air France Boeing 747 der var lettet fra Paris i retning af Anchorage i Alaska,  fyldt med turister fra Korea.  Der var kommet en bombetrussel mod flyet, med det budskab, at bomben ville gå af på et nærmere bestemt tidspunkt, hvis visse krav ikke blev opfyldt.  Der var bare et lille men, at de terrorister der havde fremsat truslen tilsyneladende ikke vidste, at Thule-basen eksisterede.
Ellers var truslen skam god nok, fordi der ikke var civile lufthavne tæt nok på til at tage så store fly.  Så terroristerne handlede skam i en "god" tro. 

Jumboen landede på basen, uden terroristernes viden.  Så blev flyet tømt for passagerer, som blev kørt i Dininghall og andre steder. Jumboen blev sat på bombepladsen bag basen, i sikker afstand fra base området og kort efter landede et Golfstreamer fly fra Søndre Strømfjord med Dansk politi om bord, med specialtrænede bombehunde, der undersøgte Jumboen overalt.  
Intet blev fundet og flyet blev efterladt på bombepladsen. 

Nu havde terroristerne sat en specifik tid for eksplosionen, men der skete ingenting.  Og efter at have ventet i yderligere 2 timer, kørte man passagerne til flyet, som lettede mod Anchorage i Alaska.  Og stilheden sænkede sig igen over Thule Airforce Base, hvor Airpolicen havde styrtet rundt med maskinpistoler og så meget skævt til de mange Koreanere, som kørte rundt i busser og så på udvalgte steder.  Jeg tror Amerikanerne har et specielt mistanke gen, som mistror alle og alt der ikke er Amerikansk.
De glemmer sent, den dag hvor Thulebasen blev "indvaderet" af hundredvis Koreanere.

Min nysgerrighed begynder at tænke på Søndre Strømfjord længere sydpå, så jeg høre lidt om mulighederne.  Måske en smule dumt,  for det daglige arbejde her er meget fint her, med rigtig gode kolleger og dejlige venner i  fritiden at dele livet med.  Men min gamle kollega, Axel, "Den Kolde Smed", er allerede dernede og har skrevet til mig, at der bestemt er et job til mig dér, hvis jeg kunne tænke mig det.  Axel vil i hvert fald gøre hvad han kan, for jeg kan komme derned hvis jeg ønsker det. 
Og ja, hvorfor ikke? 

Jeg forlagde tanken for mine chefer, men de er ikke meget for at slippe mig.  Egentlig m eget rart at høre, at du ikke har været helt umulig, med arbejdet her på værkstedet.   Men tingene bliver sat i gang, så om et par uger ville overførslen ske, med et US.Airforce fly. 
Fint ! 

Men naturen ville være anderledes, for om mandagen, den 12. September,  får jeg om morgenen besked om at ringe til min mor, der fortæller at far er død, hvilket betyder at jeg er nødt til at træffe et par hurtige beslutninger og lave en masse aftaler med firmaet.  Allerede på Torsdag, den 16. September skal en SAS-maskine til Danmark, så jeg får hurtigt booket en billet til rejsen hjem.  Ligesom der skal gøres en masse papirarbejde for overflytningen til Søndre Strømfjord og jeg begynder at pakke min bagage, musikanlæg, tv, tøj og alt andet, jeg vil have med sydpå. 
Nåede det hele og jeg tager charter flyet hjem til Danmark, samtidig med at virksomheden vil sørge for flytningen mine ting og indbo, med US.Airforce til basen mod syd.

Jeg kommer hjem tidsnok, til at sige farvel til far på båren og til at deltage i bisættelsen.  Der kommer også en masse ting at gøre, så Mor kan sidde i uskiftet bo i fremtiden.  Mor er selvfølgelig meget præget af situationen og går i stå, men har familien tæt om sig for at hjælpe til i hverdagen, hvis noget skulle opstå.  Jeg tilbyder at opsige min ansættelse på Grønland og blive hjemme, men jeg kan simpelthen ikke få lov af Mor.  Hun  insisterer på, at jeg tager tilbage og passer mit arbejde og efter 4 uger,  sidder jeg i flyet mod Søndre Strømfjord på vej op til mit nye job.
Nyt job er måske så meget sagt, da det stadig er Greenland Contractors og alle køretøjer og maskiner til reparation er stadig fra US.Airforce. 

Velkommen hertil og jeg flytter ind i noget, der ligner en normal bolig, i modsætning til barakkerne i Thule.  Dobbelt så meget plads på anden sal med udsigt over mod Kragefjeldet.  Kender ikke det rigtig navn lige nu
, men der svæver altid mange krager der,  så hvorfor ikke Kragefjeldet ? 

Kangerlussuaq var oprindeligt en Amerikansk luftbase der blev bygget i 1941 under navnet "Blue West 8".  Men som følge af den teknologiske udvikling mistede basen sin militære betydning og blev i 1990'erne overført til Grønlands Hjemmestyre.  I d ag, er Kangerlussuaq civil lufthavn og arbejdsplads for de fleste af de ca.
500 indbyggere.
  
Kangerlussuaq ligger i bunden af den 160 kilometer lange fjord med det samme navn, som passende nok betyder "Den lange fjord" på Grønlandsk.  Bare et par kilometer fra Kangerlussuaq lufthavn, kan du opleve nogle af områdets 5.000 mouskusokser,  på en vandretur eller på en lejet mountainbike. Kangerlussuaq har et meget stabilt klima med varme, tørre somre og kolde, klare vinterdage og nætter, der ikke mindst byder på fantastiske Nordlys, hvis lykken er med dig.  Med over 300 dage om året med klar himmel er Kangerlussuaq en af de steder i verden, der er størst sandsynlighed for at se nordlys. Jeg har været så heldig at opleve nordlys mange gange og det er bare fantastisk, hver gang det hænger som en tung farvestrålende guirlande hen over nattehimlen, hvor det ser ud som om Du kan række op efter dem, men det "hænger" typisk 80 til 150 kilometer oppe under 
nattehimlen.  Jeg har været så heldig, at oplevet Nordlyset mange gange og er lige fasineret hver gang. Jeg står bare stille og nyder synet fuldt ud hver gang.

Nordlys - eller Aurora Borealis, som det kaldes, er aktive året rundt, men det er ikke synligt om sommeren i Grønland på grund af midnatssolen. Det er ofte omkring midnat, det kan ses og her bedst på en mørk klar nattehimmel fra Oktober til begyndelsen af April. 
På det tidspunkt, kan du se nordlys over hele landet, men i det sydlige Grønland kan nordlyset allerede opleves fra slutningen af August .

Inuitterne har gennem tiderne nok været lidt overtroiske og Nordlyset i den klare polarnat har udfordret fantasien.  En berømt sagn fortæller at når nordlyset danser på himlen, betyder det at de døde spiller bold med et hvalros kranium. I dag tror nogle mennesker, at børn er særligt intelligente når de er født i og derfor "designet" af Nordlysets magiske lys.

I modsætning til Thule, er der altid ekstra arbejde på værkstedet så timerne bliver ofte sene inden fyraften. Heldigvis er lørdagen normalt "beskyttet" for ekstra arbejde, i det mindste om vinteren.  Så det er fyraften ved middagstid, så Du kan starte en smule med den fest, som er næsten fast hver Lørdag, med en hyggelig middag i fælles rummet eller dejlig middag et andet sted henne,  inden vi går i "The Caribou Club" som er et sted, hvor der altid er fyldt med dejlige mennesker, ligelig fordelt mellem folk fra basen og fra den civile side af basen, dvs.
på den anden side af lufthavnen. 

Ofte, blev jeg indbudt til fester på den civile side, efter bunden var blevet lagt i klubben.  Det blev tit nogle ret animerede festlighederne, der endte med fællessovning i et lille rum et sted med 12-15 parkaklædte basefolk på nogle skumgummi madrasser. Men når vejret er til det,  går jeg hellere de 1½ kilometer tilbage til min egen seng, hvilket var at foretrække. Glemmer ikke en festlig aften, hvor festen var slut og jeg helt sikkert ville gå hjem, selv om jeg havde glemt at sætte hætten på min parka efter vask og mine handsker var også derhjemme.  Dum, dummere og dummest!  Det var minus 54 grader udenfor,  men jeg gik afsted alligevel og hilste på både rensdyr og gamle mouskus Nr. 16, der var gået ind til baseområdet i løbet af natten.  Efter kun kort tid begyndte mine ører at prikke i kulden og da jeg holdt op mine hænder for at varme dem, kom hurtigt samme prikken i fingerspidserne.  Kinder og næse begyndte at prikke og jeg var nødt til at haste hen til værkstedet, hvor jeg arbejdede, for at komme ind i varmen i den arktiske gang, hvor døren aldrig er låst.  Her fik jeg varme i fingre og ansigt igen, selv om det fortsatte med at prikke gevaldigt.
Ganske ubehageligt og det første tegn på forfrysning.

Med flere stop i andre bygninger, kom  jeg endelig hjem til mit eget værelse. Utrolig dumt, at glemme alt om hætten på parkaen og selvfølgelig også mine handsker. Tror det skete, fordi der kun var minus 20 først på aftenen og det var kun klubben, der spøgte i mine tanker til aftenens udskejelser.  Men som så ofte før, bliver planerne ændret af tørst og længsel efter sjov og musik, så her blev jeg mindet om, at respektere naturen og at kulden aldrig bør glemmes.
Det tog flere dage, før mine ører og fingre var normale igen og jeg var så meget klogere nu.

Jul og nytår blev fejret på en "hensigtsmæssig" måde, både hjemme i huset med bofællerne og senere i "The Caribou Club", med musik, dans og og og...... 
Der er ikke meget sne nu uden for, men du vænner dig til det her. I det hele taget oplevede jeg næsten ingen sne, men jeg savnede det heller ikke. 

Alt i alt går det ret stille her på basen og på jobbet.  Superintendent Eli er en stille mand af få ord og samarbejdet fungerer godt. Supervisoren er Lars Jensen og han er også en selskabelig størrelse, der tager det hele fra oven, så hverdagene glider smertefrit i stedet for at gøre tingene besværlige, som nogen kan.  Crewchief er her normalt ikke, men pludselig en dag kommer min gamle Supervisor, Erik Lisner, ned fra Thulebasen og bliver hurtig udnævnt til Crewchief,  hel fint med mig! 
Så alt går godt og smertefrit på arbejde og i fritiden. 

A
rbejder igen, som på Thule, sammen med Axel, "Den Kolde Smed",  med at holde det tunge materiel såsom snerydningsudstyr og lastbiler iorden og vi renoverer også stenknuseren til brug i sommermånederne. 

Aprilsnar !

Januar, februar og marts går uden de store udsving, bare arbejde og holde fri.  Nemt og enkelt.  I slutningen af marts fødtes en idé i mit hoved,  jeg kan bruge til en 1. Aprilsnar.
Jeg får fat i noget officiels US.Airforce papir til formålet og forfatter et dokument, der skal iværksætte en halvering af elektricitets udgifterne på basen.  Basen skal skifte fra 110 volt ned til 55 volt,  for at forbedre økomonien på basen.

1.
April 1988.

Til dette skal alle afhente en "Adapter" i REC-centret, som skal installeres mellem soklen og de forskellige El ting, som vi nu bruger hjemme og på jobbet.  
Jeg vandrer rundt den 31. Marts sent om aftenen og sætter en "Dokumentet" op på alle opslagstavler og udgangsdøre i boligkvartererne. 

Rent f
aktisk jeg troede ikke det vil have noget særlig effekt, men jeg hører senere, at dagen efter, den 1. April 1988,  kommer rigtig mange over til REC Centret for at hente deres "Adapter".  REC Centret kendte naturligvis intet til nogen "Adapter", men jeg hører senere, at en af de ansatte dér, som også havde læst medelelsen, var hurtig og legede med og sendte folk videre i "systemet". Vitsen blev lidt mere omfattende, end jeg forventede og troede på. 
Så nu ved Du hvor den 1. Aprilsnar kom fra, hvis Du var på Sondy tilbage i 1988. 

I slutningen af April, blev jeg ringet op af Lisbeth, en nær bekendt i København, som spurgte om jeg kunne tænke mig at købe hendes lejlighed i Hessensgade 48, på Amager.
Jada, det var et super fint tilbud, så jeg aftalte med Lisbeth at købe den, når jeg kom hjem på ferie til Maj. 

Jeg har også kontaktet min gamle ven "PH", Peter Hansen, i begyndelsen af maj, for at høre om han havde et fungerende Harley på lager, der kunne blive registreret til mig, når jeg kommer hjem på ferie.  Jeg solgte jo hvad jeg havde, da jeg rejste til Australien i 87, så jeg havde brug for noget til at rulle rundt på i ferien.  Peter fortæller at han har en Sportster 1964 og han kan registrere den til mig hurtigt. Mægtigt ! Måske ikke ligefrem en model, jeg havde forestillet mig, men den er god nok til lidt feriekørsel.  Og Peter fixer papirer og nummerplade, så den er klar når jeg kommer hjem. 
For dem som ikke ved det, kan jeg fortælle at Peter var Harley-importør på det tidspunkt og også en af medgrundlæggerne af Harley-Davidson Club Danmark som tidligere fortalt. 

De 7 måneder i Grønland i et løb var fint og nu skal det blive rigtig godt med ferie. Hjemme igen, tager jeg hurtigt ned til Peter og henter min Harley, så der kan komme lidt sus i håret. Så ind Spies og købe 2 uger på Gran Canaria i Puerto Rico, så jeg kan få kroppen varmet igen. 
Der bliver 2 uger med total apslapning og sjov med min gamle ven Birger Vallys dér. 

Hjemme igen får jeg fat i Lisbeth og jeg køber mit nye hjem af hende, så jeg nu har en 2-værelses på 4. sal i 2300-S.  Superfint at Lisbeth tænkte på mig
, så jeg har noget at komme tilbage til, når jeg stopper i Grønland engang. 

Mystisk nok, var der en sød ung dame midt i det hele.  Det er Lisbets kollega Lisa fra lufthavnen, hvor de arbejder i "Fly-Cleaningen"  i SAS.  Lisa er med hele vejen gennem handlen af lejligheden og det fejrer vi på en passende måde, med lidt mad og drikke om aften, hvor vi så går over i "Jensens Bodega" i Bremensgade,  for at fejre handlen til ud på de små timer.  Bare fint og jeg tror da jeg pludselig fandt Lisa på mit skød, så vi kom tæt nok til at dele et par kys. 
Hmmmums. 

Nååå ja, jeg var faktisk ganske høflig at tilbyde Lisa at overnatte i min lejlighed, så hun ikke behøvede gå hjem om natten. UHA, det kan være farlig med et sådant tilbud!  Man ved jo aldrig hvad der kan komme ud af sådant noget


Nu troede jeg da ikke, at der absolut kommer noget specielt ud af en sådan overnatning, selvom jeg lige syntes at Lisa var en dejlig steg at få på gaflen, i tilgift af et lejlighedskøb. Det var jo kun et kort bekendtskab, men som dagene gik, fik Lisa og jeg endnu flere dage sammen. Blandt andet kørte Lisa og jeg gik til et Harleytræf i Jylland hviket blev Lisa's første skridt ind i Harley-verdenen. Meget hyggeligt og efter en god weekend, kører vi hjem til Amager igen. 
Jeg har ingen møbler i Hessensgade, så jeg bor hos min mor i Hjortekær. 

Da jeg jo skal rundt og møde mange gamle venner ser jeg ikke Lisa så meget, selvom jeg ønskede at være sammen med hende hver dag.  Men der var ingen grund til at presse på. Men vi ses et par gange i min ferie og jeg overnatter også den sidste nat, inden flyet går tilbage til Grønland igen. Mærkelig situation, for Lisa siger "Jeg elsker Dig" og jeg havde virkelig svært ved at snige mig rundt om svaret.
Jeg tør ikke bare sige hvad jeg mener,  for jeg har stadig min "frihed" i tankerne og vil ikke binde mig for hurtigt til en anden. Det er da skidesvært når hjertet siger ja og en gammel forstokket idé siger noget andet.

Men oppe i luften med SASen mod Søndre Strømfjord, sidder jeg tavs og tænker en masse og pludselig bliver jeg meget irriteret over at jeg ikke sagde "Jeg elsker Dig" til Lisa også. Men da jeg kom til basen, fattede jeg hurtigt min pen og skriver et langt brev til Lisa, så hun er ikke i tvivl om hvad jeg mener.  Det bliver meget varmt og mange breve suser frem og tilbage i løbet af sommeren og vi snakker ofte sammen gennem møntelefonen på basen, hvor jeg veksler og bruger 1000.
- Kroner hver gang og Lisa får en telefonregning af kollosalt format.

Arbejdet går sommeren igennem på havnen, med 70-80 arbejdstimer om ugen i gennemsnit, så der kommer lidt løn ind på min konto også.  Aksel og jeg arbejder med at holde landgangsbådene sejlende og diverse andre køretøjer rullende i havnen.  Vi adskiller og opbygger en gammel SAS-bus, så den kan være en bolig på et af landgangsfartøjerne,  til "Sømærketuren" der går ud gennem fjorden for at opmale de mange sømærker der er der.  Aksel kommer med turen og jeg bliver inde på basen, helt frivilligt.
Så kan jeg nemlig stadig tale med Lisa på telefonen som vanligt. Der var flere der rystede på hovedet, da jeg takkede nej til at komme med på turen. Måske også lidt dumt, da det jo er en "en gang i livet" tur jeg der sagde nej til. 

Det var min plan at blive på basen i det mindste til Nytår. Men det begynder at trække i mig for at komme hjem til Lisa igen. Så allerede så tidligt som i begyndelsen af juli,  tager jeg beslutningen og afleverer min opsigelse til virksomheden, fordi vi har en 30-dages opsigelsesperiode.  Chefen prøver at få mig til at tage et par måneder ekstra, men nej,  jeg har truffet beslutningen. Ok, siger firmaet, men siger at døren er altid åben, hvis jeg kunne ændre min mening.  
Så jeg har da ikke fået gjort mig helt umuligt her.  Fint nok at vide.

Det er en smule irriterende nu, fordi jeg er begyndt at få en hævelse ved venstre øje, forneden.  Går til lægen, men her vil de ikke gøre noget, men anbefaler mig at få behandling, når jeg kommer til Danmark.  Godt nok og for det er nok bare en lille byld eller lignende.  I stedet får jeg nogle penicillin piller, jeg kan tage.  Godt nok, men pillerne virker nu ikke rigtigt, for bulen vokser stadig, øv.

Fortsættes i Dansk 10.






.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

20.01 | 14:17

Hej Sven, kig engang herind www.per-anne.dk find ferieture i menuen og Grønland 1989
Mvh. Per Skjødt, søn af den kolde smed

...
04.12 | 16:38

Tak for.. Der er også Thuletræf i Lundeborg, nu Du er fynbo. Mener det er fast Lørdagen efter 6/6 .. Det er godt
www.facebook.com/groups/36418208895/?fref=nf

...
04.12 | 11:25

OK.. Det vil jeg huske når vil skal besøge svigerfamilien, jeg bor ved Middelfart.. Din hk. Side er spændende og jeg er importeret over alt det du har set

...
04.12 | 09:47

deler minder, rygter og lignende over lidt drik og kloge ord. Dér er jeg kommet i mange år på denne dag og hygger. Duk op og fald i snak.. God fornøjelse og hyg

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE