Dansk 6

Dansk 6

6  

Ok! Det var så "The Alice".  Afsted mod det næste mål, som er Ulara, Ayers Rock, små 500 kilometer mod sydvest. Det blev en tur med de sædvanlige madstop. Og blandt andre ting er her også en kamelfarm, hvor Du kan købe en tur på toppen af sådan en langbenet sag.  Jeg var nu mere tørstig, så jeg drak i stedet et par liter sodavand i skyggen af eller andet træ. 

 
Undervejs stoppede vi også ved en saltsø. Det er en saltsø, hvor der kun er dækket til af vand i regntiden.  Chaufføren  fortæller os at om et øjeblik kan vi også kan se det eneste gummitræ i Northern Territory. 
Meget sjovt - det viser sig at være et gammelt udtørret træ, der er blevet pyntet med 15-20 gamle bildæk. 

 
Hotellet ved Ulara var hundedyrt, så jeg bor i et herberg denne gang. 
Så jeg kan spare op til § 50 om dagen og det hjælper fint på min tegnebog, som er ved at blive lige så tørlagt som ørkenen her. 

 
Ulara er en by i bushen. Stor og lyserød og her kan købes alt muligt og umuligt udi turistting og til livets nødvendigheder.   Hvis pengene er derefter og medbragt i rigelige mål! 


 
Om eftermiddagen går bussen imod Olgabjergene, 36 km vest for Ayers Rock. Fantastisk at se de bjerge, bare en skam der ikke er tid til yderligere ekspeditioner ind i bjergene, på sådan en bustur. 
Men en hurtig lille tur til "Mt. Olga Gorge" bliver der tid til,  før min bus suser afsted igen.

 
Og jeg skal bare huske at sige at vejene her er et maksimum hoppebrædt af den hårde type.  Det kunne tjene som den ultimative test til biler under udvikling.
Hvis bilen kan holde til at køre her,  er en tur til månen næsten ingenting. 

 
Godt gennem hoppene og skramleriet, når vi målet.  Jeg tror, vi var tilsammen 250-300 nysgerrige her, for at se solnedgangen. Eller rettere se Ayers Rock ændre farver som en Kameleon.  Selvfølgelig var det ikke så flot som på postkortene, hel klart.  Men utroligt at se så mange farveændringer klipperne kan vise i skæret fra solnedgangen.
Og så er det "bare" en sten, der har ingen fast "forbindelse" har i den underliggende grund, men blot en løs sten i ørkenen.

 
På afstand synes "The Rock" ikke af meget.  Og igen,  er her en utrolig ren luft som næsten ikke kan smages.  Alt er klart, selv ved meget store afstande. Så det er næsten umuligt at bedømme afstande, men også  størrelser på ting bliver svær at bedømme.  "The Rock" bliver  bare større og større, indtil Du står ved foden af den.  
Wow,  den er 350 meter høj, 3,5 km lang og over 9 kilometer i omkreds, så man bliver lidt overvældet over størrelsen af den løse sten, man har tænkt sig at bestige.

 
Nå, men jeg var fast besluttet på at bestige stenen nu jeg var her.  Jeg havde set den på afstand og på billeder, men Du kan ikke undgå at blive overrasket, når Du står ved foden af den. Det var dælemig stor og vi kan kun se en tredjedel af vejen op. Og jeg skal naturligvis også være dygtig og klatre for meget i første omgang, smart som jeg nu er.  Puha, kan jeg bare tage en pause på den første plateau, går der nok.   Trækker vejret dybt her, så meget at jeg får en kæmpe cigaret hoste (kan tydeligt smage gammeltjæren), selv om der nu er over 2 år siden jeg stoppede med de daglige 60 Cecil eller Prince. 
Det var godtnok ulækkert at hoste op her. 

 
Men toppen blev nået og der er en bog, hvor jeg skriver mit navn og en lille hilsen til verden.  Det var tilsammens med søde Kirsten, som jeg mødte på vej op.   Vi havde en pause sammen, hvor vi stønnende goddag og andre ting og vi fik en god lille snak om dit og dat. Kirsten er fra Ferritslev på Fyn, 10 km vest for Nyborg. Virkelig underligt, at skulle rejse denne tur halvvejs rundt om jorden og stå på toppen af en sten, et sted i Australien og her sludre lidt med Kirsten fra Fyn.  Men ikke kun det,  for der var også en hel familie fra Jylland  samtidigt. 
Så ikke så underligt hvis Australierne og Amerikanere går ud for at mødes på Himmelbjerget i Jylland? 

 
Men ned af sten blokken igen.  Sikkert vældig sundt med sådan en klatretur , men det trækker stærkt i benene nu.  Ind i
bussen igen, for at køre en tur rundt om stenen,  hvor vi gør en kort pause ved "Maggie Springs", et af mange evige vandhuller, som de indfødte har anvendt i årtusinder. 

 
Som vi står her ved stenen, som er opkaldt efter en South Australian guvernør i 1873, af William Gosse. Her kan Du bedre forstå, at de indfødte har betragtet den som noget helligt.  Den er stor, ja den er.  Det er  her de indfødte havde mange af deres rituelle aktiviteter ved stenen, som de kalder for "Uluru". 
Uluru har tilhørt staten, men blev officielt givet tilbage til de indfødte, samtidig med at området blev gjort til National Park i september 1986.

 
Det var det.  Jeg har  altid ønsket at lægge arm med Ayers Rock, hvis jeg nogensinde kom til Australien.  Endnu  en gammel idé, eller drøm om man vil, er blevet opfyldt.  Faktisk rigtig rart
når tingene lykkes og ikke bare bliver ved drømmen. 

 
Op i bussen for hjemturen til Yulara.  Jeg har et par dage her, så der er lidt tid til at slappe af også.  Så nu må jeg se at komme  rundt i byen og se på tingene.  Synes næsten der er for meget pinkfarve her.
Men farven passer nu meget godt ind i landskabet farve. 

 
Den næste dag, er der busafgang mod Mt. Isa med busskift i Alice Springs.  Føreren af bussen, hedder også Sven Hansen ligesom jeg. Lidt underligt. Han kom hertil for 10 år siden som murer.  Men han blev hurtigt træt af arbejdet derude, fordi det var dårligt betalt på samme måde som mekanikere er her (hans forklaring).  Han sprang fra erhvervet og arbejder for Greyhound istedet og tjener mere end § 35.000 om året.
God løn tænker man, men han er også bag rattet i minimun 60 timer om ugen. Så tror jeg nu nok det bliver trættende i længden. 

 
Sven bor i Alice Springs og bekræfter, at byen fuldstændig forandredes 6-7 år tilbage, i begyndelsen af 80erne, da turist "maskinen" kom til byen og landsbyen blev moderniseret til turistcentrum. 
Det skabte arbejde, men al charme og historie er gået tabt. Så meget for fremskridtet.

 
På vejen fra Yulara til Alice, hvor vi er nødt til at vente på den næste bus, får jeg en god snak med Kirsten fra Fyn igen og hendes søster Sarah og søsterens datter Claudia, der er på et forlænget ophold i det store land.  Friske og søde piger, som bare gør, hvad så mange taler om.  Følg drømmene og se vores verden,  før det er for sent.  Jeg ønsker dem held og lykke på deres fortsatte rejse, fordi de bliver lidt i Alice og jeg vil fortsætte. 
Men hvem ved, måske vi ses en dag til en sildemad på den anden side af Jorden et sted i Dannevang. Så hvis jeg alligevel kommer omkring Ferritslev på Fyn kan jeg jo spørge efter Kirsten, mens jeg alligevel er der. Så må man da håbe der ikke er for mange der hedder Kirsten. Høhø ! 

 
Mens jeg ventede i Alice,  fik jeg har en snak med Dave, der oprindeligt kom fra England. Dave mødte sin kone i Italien, men bor nu i Melbourne.   Hustruen er ikke med på turen her og Dave taler helst uden om hende, af een eller anden årsag.
Ja, jeg møder en masse berejste mennesker på min vej og får en masse historier, der bekræfter at livet er fyldt med mennesker, der ligesom jeg har en stor lyst til at opleve nu i stedet for at trille tommelfingre indtil det måske er blevet for sent at opleve. 

 
Endelig mod nord igen.  Klokken siger  2025 og jeg ser min første levende kænguro her i landet.  Der har været mange døde på vejene, men de er ikke rigtig talt med.  Men nu forstår jeg bedre de ligger ved siden af vejene.  Chaufføren fortæller og jeg kan selv opleve det, at de står  pænt og venter indtil 20 meter, før bussen er der.  Så springer de resolut ud foran bussen.  Det gør halvdelen af dem siger chaufføren.  Men der  adskiller de sig ikke fra rådyrene hjemme i Danmark.
De venter i mørket ved siden af vejen, for derefter når vejen er oplyst af billygterne,  springer de ud hvor de kan se noget, i stedet for at blive inde i mørket. Logist, ikke ?

 
Jeg var da lige ved at tro at jeg aldrig ville få en kænguro at se i dens eget land, i live og i frihed, med de alt for mange der endte livet på landevejene her.  Men mon ikke det vil lykkes en dag alligevel.  Men så i midnatspausen i "Ti Tree Roadhouse", kom to af dem stille og roligt ind af døren og blandede sig med gæsterne. 
Selvfølgelig er jeg ikke i stand til at fotografere dyrene, da jeg har ingen blitz har på apparatet (hvorfor skulle jeg også have det?). Dumt lige nu !

Fuld fart fremad med mod bussen "Three Ways", hvor jeg skal skifte til bussen mod Mt.Isa.
- Morgenmads stoppet sker i Camooweal, en by med blot 300 indbyggere, fordelt over 200 aboriginals og resten er "White Fellows." 

 
Vi kører til Mt.Isa ad Barkley Highway, som let kunne være en fantastisk konkurrent rutchebanan i Tivoli i København. 

 
Lige før frokosttid vi kommer til Mt.Isa, som ifølge "Guinness Rekords" er verdens største by, hvis man ser på arealet som bystyret administrerer. Bystyrer forvalter et område fra Northern Territory i vest, Burke Shire i nord, Cloncurry Shire i øst og Bouli Shire i syd, hvilket giver et areal på 40.778 kvadratkilometer.  Bare yderligere 4.000 km2, så kan Danmark ligge i området. 
Men nu er der kun 26.000 indbyggere til området, så det er god plads til albuerne her. 

 
min traditionelle aftentur, ser jeg en stor bygning og en åben dør, hvor lyset kigger ud.
Og hvad er mere naturligt end at kigge tilfældigt ind og se, nysgerrig som jeg nu er. 

 
Ja, hvorfor ikke! Og nu jeg befinder mig pludselig blandt Ramses, Nebukanezar, Kong David, Sphinxer, pyramider og Babylon, da det viser sig at være en stor udstilling om det gamle Egypten med Kongernes Dal og alle de involverede på den tid, hvor jeg kan huske alt for lidt af fra tide
n af skolen, hvor jeg har været mere travlt med at se på pigerne og var næsten ligeglad med, hvad lærerne sagde af kloge ord.

 
Men det er virkelig interessant. Og jeg får da også set mig et større billede diasshow med foredrag om emnet, som jeg af en eller anden årsag, lyttede meget opmærksomt til og det viste sig at være mere end interessant.  
Så hvem ved, måske en dag findes jeg på alle fire, på vej ind i en eller anden Pyramide sted i den Ægyptiske kæmpe sandkasse.

Pyramiderne er nogle enorme størrelser.  Jeg læste lige en notits, at de største indeholder 2,3 millioner sten, der hver vejer 3 tons. Og så har vores gamle ven Napoleon, beregnet at med dem kunne han bygge en mur, 30 centimeter tyk og 3 meter høj, hele vejen rundt om Frankrig.
Det siger lidt om, hvor mange sten der er brugt til disse giganter i ørkenen, ligesom det er utroligt at tænke på det er sket ved håndkraft. 

 
Men tilbage til Mt.Isa,  jeg har haft en idé om skulle være den Australske by, som jeg har set i turistbrochurer og læst om i de gamle bøger (bla. Arne Falk Rønne) før afrejsen. Ingen høje bygninger og gader med brede boulevarder.
Nå, men mine visioner om en by a'la Vilde Vesten og en temmelig afslappet livsstil holdt næsten stik, helt i modsætning til det fart og tempo, der karakteriserer store byer som Brisbane og Sydney. 

 
Jeg har sagt tidligere om aboriginals, da jeg besøgte Katherine i nord, at mange ikke var helt sobre, for ikke at overdrive, med deres "dufte" og tøj, eller måske mangel på samme. 

 
Her i Mt.Isa er det helt anderledes, ihverfald langs det der må være hovedgaden. Der er en masse af de ikke så sobre og lige så mange i fint tøj og med tilsyneladende travlt på jobbet. Det har ændret en smule på den vision, at de fleste var sociale nydere, som man fik indtrykket af i f.eks. Katherine og andre outback byer jeg har besøgt på vejen .
Fint når tingene rettes i en meget positiv retning.

 
Mt.Isa er en mineby.  Minen er det største arbejdsområde og beskæftiger næsten 5000 mennesker, hvoraf ca. 2000 arbejder under jorden i minen.
Og der er meget at gøre, fordi minen er en af de få i verden, hvor der produceres både sølv, kobber, bly og zink i samme område. 

 
Der er 380 kilometer tunnel beliggende i et område på cirka 4 gange 1 km og ned til 1 km under overfladen. Der er en 120 km langt computetstyret jernbanenet i tunlerne. 
Det er en af de mest avancerede og mekaniserede miner i verden, med en sikkerhed, der ikke findes i andre miner i verden. 

 
Der havde også været rigtig godt, hvis jeg havde haft lidt flere penge, så jeg kunne tage ud for at se alle de mange ting i området.
Men mine sparepenge ligger i Brisbane og har det sikkert også meget godt der. Men det er nu ikke så mange penge tilbage og jeg har stadig et par steder, jeg vil gerne opleve inden jeg forlader landet "down under". 

 
Men jeg har lige fundet noget, der passer til min nuværende pengemængde. Et spisested med "Workers Price" i et lokale bag baren. De mere velhavende kan spise i lokalet ud mod gaden til 3 gange højere priser.
Så jeg forsøger at ligne en "worker" og får fyldt min tallerken for $1,75,  som må siges at være billigt for en supergod stor tallerken mad med ret til at tage mere fra gryden, men der var allerede fyldt op første gang. Der var ingen nærighed ved uddelingen af kalorier her. 

 
Hvis vejen falder forbi en dag, så er det i "The Tavern's" på Isa Street, Du kan redde Dig et billigt og godt måltid mad, hvis ånden stadig eksisterer. 
Og det er mellem klokken 1130 og 1400, at du kan få fyldt maven til "Workers price", hvis Du lige render ind i midlertidig fattigdom.

 
Men jeg er nødt til at sige farvel til Mt.Isa og køre sydpå til Bouli, en rigtig Outback by hvor vi har en kort pause, før vi igen suser ud på vejen og kører mod byen Winton. 

 
Men mellem Bouli og Winton finder vi Hamilton Hotel, lige midt i Bushlandet.  Der er simpelthen ikke andet end tomhed så langt øjet kan se. Hamilton Hotel er netop, hvad min fantasi har forestillet sig om en Outback hotel. Der er en lov, der siger at det skal kaldes Hotel, for at kunne servere øl og spiritus. Hotellet er selvforsynende med flere ting. Blandt andet v
andet opsamles i tønder, via rørledninger fra alle tagene når det regner og ligeledes hentes vand fra en brønd, hvor en vindmølle pumper vandet op fra undergrunden. 

 
Elektriciteten kommer fra en generator i baghaven.  Jeg gik lige ud for at vaske støvet af mine hænder i en forfalden bygning bag huset, før vi skulle spise. Var som vanligt lidt nysgerrig efter at vide, hvor det varme vand kom og kiggede bag den gamle træbygning. Jojo, der kom et stålrør  fra en af flere vandtanke, videre ned til en gammel jerntønde der hænger over et bål og derefter videre til at husene og de ventende varmtvandshaner. 
Enkelt og ligetil hvad der kan gøres med simple midler. Og jeg skal da huske at sige, at vandet var rasende varmt her.

 
Væggene i baren er helt overskrevet med navnene på de besøgende gennem årene. Og nu er min underskrift også at finde her.  Væggen indeholder også oplysninger om at den nærmeste by er Bouli som vi kom fra, 48 miles væk og den næste by, Winton, er 186 miles væk og der er vi på vej hen.  Snak lige  om at komme derud, hvor man skriver efter brandvæsenet.
Og det er om at huske alt, når du er i byen for at købe ind. 

 
Her på spisestedet fik jeg, hvad jeg hurtigt døbte en ægte Outback Burger.  Man tager: Et stort, hvidt brød, deler det og brænder det sort over ilden.  Mellen kulstykkerne lægges en overdimensioneret hakkebøf med løg og lidt snask.
Og jeg bestilte 2 !!  Men så var den værste sult da vist også væk - puha! 

 
Godt fyldt og turen går videre mod Winton. Det meste af turen, heldigvis på asfalt, så det er muligt at høre hvad man tænker. Og så det er også til at tale igen. Og manden ved min side hedder John og taler som et maskingevær. Ikke helt let at forstå, hvad han siger når han taler det Australske indlandssprog. 
Men jeg fatter, at John lige har afsluttet uddannelsen fårklipper - Sheepshearer. 

 
Tillfældigvis har jeg sat John's læremester i aktion før, fandt vi ud af.   Det var en dag inde på Queens Mall, gågaden i Brisbane.
Det var en opvisning af fåreklipning, der efterlod fårene så de lignede nyfødte uden tøj på. 

 
Johns læremester er så god, at han har flere Australske og internationale mesterskaber, med 330 klipninger på en arbejdsdag.
Til sammenligning kunne John klare omkring 120 om dagen, hvilket er regnes for rigtig godt her. 

 
Der er mange kænguroer på vejene.
Men de er nu meget klogere her end i Northern Territory, som faktisk var synlige ved vejsiden, før de sprang ud foran bussen. Her er de så dygtige, at de gemmer sig bag et træ eller en sten og derefter springer ud foran bussen, hvor føreren ikke har en chance for at undgå et sammenstødet.

Det var også meget tæt på bussen var ved at sende noget kvæg til de evige kostalde. Med passende mellemrum, havde de simpelthen lagt sig til at sove på den varme sorte asfalt. Meget opfindsomt og jeg må lige tilføje, at dette er om natten, hvor der er et meget mørkt herude i midten af ingenting. Og natten er lang her i nærheden af ækvator, hvor dag og nat er næsten lige lange, afhængig af sæsonen.

 
Området vi passerer, kaldes "Waltzing Matilda Country" og er et enormt område, hvor byerne Mt.Isa, Cloncurry. Hughenden, Winton og Bouli ligger. 
Og for lige at gøre historien kort om "Waltzing Matilda" vil jeg bla. nævne, at den blev skrevet af Andrew Barton "Banjo" Paterson i 1895, på Dagworth Station til musik spillet af Christina MacPhersson. 

 
Den faktiske melodi er skotske og er sammensat af James Barr omkring 1805. Den har hidtil ikke været kendt for at have ord sat på noderne, inden Paterson gjorde det i 1895. Og det er faktisk en temmelig trist historie om en dårlig samvittighedr.  H
er er det historien meget kort. 

 
En vandringsmand holdt en pause ved en "Billabong" (opdæmmet vandhul). Han koger en kop te i hans "Billy" (en tinspand). Derefter kommer en "jumbuck" (et får) ned til vandhullet for at drikke. Manden tager fåret og lægger det i hans "Tuckerbag" (en pose).  Derefter kommer en "Squatter" (en landmand) på en fuldblods hest, sammen med 3 politifolk, som spørger hvad han har i hans tuckerbag.  Og for at undgå straffen for tyveri, hopper manden i dammen og drukner sig i skyggen af et Coolabah træ.
- Se, det var en lille eventyr fra den syngende verden. 

Klik på "Waltzing Matilda" i menuen til venstre.

Sangen nu har lidt hold i virkeligheden. Man mener, at Paterson fik ideen til denne Swagmans selvmord på grund af dårlig samvittighed, fra et selvmord der udførtes af en Frenchy Hoffmeister, der skød sig selv ved en nærliggende Billabong nogle måneder før.

 
Samme Hoffmeister havde været aktiv i et angreb på Dagworth Station, hvor bygninger blev brændt og mange dyr også blev tabt.
Det var en del af mange faglige aktioner, som fagforeningerne stod for på den tid. 

 
Hoffmeister opdagede og erkendte en smule for sent, det formålsløse i at uskyldige dyr skulle være ofre for en konflikt mellem orginaserede og uorginaserede fåreklippere.
Han betalte hans egen regning, med hans selvmord i stedet for at stå til ansvar over for domstolene. 

 
Sangen "Waltzing Matilda" blev kendt vidt omkring i 1903, da James Inglis i Sydney fik rettigheder. 
På det tidspunkt blev sangen blev brugt i reklamen for hans Billy-tee. 

 
Men nok om Mathilda og tilbage til virkeligheden. Jeg er nu tilbage i Brisbane, hvor jeg har lånt et værelse af Vibeke og Peter i Holland Park.  Jeg opsagde lejemålet på mit hus, da der ingen grund var til at bruge penge på det, da jeg kun skulle bruge plads til kufferten og lidt andet.
Hvis jeg ikke huskede det dengang i rejseforvirringen, så vil jeg gerne sende både Vibeke og Peter en tusind tak for hjælpen dengang.

 
Men jeg er kun hjemme en dag, denne gang. Jeg bruger tiden, til at at få svaret på de nomfattende brevbunke, der har hobet sig op mens jeg var på rundtur i landet. Dejligt at få breve fra familie og venner derhjemme, med alle de fine ord med på vejen.
Mange ord skrives, men jeg husker også på at få hyggetid med mine super venner Vibeke og Peter før sengetid. 

 
Men nu skal jeg ikke sove så længe. Det er på tid at komme op igen og op til Greyhound busterminalen i Brisbane. På med  hatten og ser ned i pungen, Uff ! 
Der er ved at blive tyndt med penge nu, så jeg kunne lige så godt de bruge næstsidste (de sidste er til Bangkok) og få set så meget af landet som muligt. 

 
Selvfølgelig er der ikke meget at se om natten, men mens vi suser afsted, er der en eller anden anden krigs- og gangster film på bussens video. Fordi jeg har booket mig ind i Greyhounds Fem stjernede service. Godt med bedre benplads og kortere køretid, da den ikke stopper så ofte på disse ture.
Ikke en dårlig ting, når der er mere end 22 timers kørsel forude, før vi når frem til Melbourne i det sydlige Australien. 

 
Det eneste jeg kan se ved midnatstid er,  at vi krydser den sydlige statsgrænse i New South Wales. Men natten siger også godnat til mig. Jeg er blevet ret god til at sove i bussen og med den ekstra benplads her,  sover jeg ret godt og vågner egentlig kun op, da solen begynder i øst.
Hvor ellers? 

 
Og nu vi er kommet så langt som landsbyen Dubbo. Og nu er begyndt at komme store ændringer i landskabet i forhold til det tørre nordlige og centrale Australien, som jeg har kørt igennem indtil nu. Her er det ikke de lave Mulgatræer og Spinifex græs, der dominerer. Her er der grønne marker og træerne er høje og grønne. Der er langt fmere vegetation, hvilket også kan ses på de mindre folde for dyrene. Fordi der er meget mere græs og blade,  er der meget mere mad på mindre jord end i indlandet.
Med lidt god vilje, kan det godt minde om en god dansk bondejord her omkring. 

 
Endelig kommer vi til Melbourne efter 1721 kilometer kørsel fra Brisbane. Det er tidlig aften og skide koldt her. Så nu er det om at finde Hotel Victoria på 215 Little Collins Street. En skønhed på busterminalen sætter 2 krydser på et kort, hun giver mig. "Her er Du og her er det Hotel Victoria",  siger hun med et stort smil. 
Måske smiler hun, fordi hun ved at krydset med "Here You are",  er sat på et forkert gadehjørne. 

 
Det forkerte kryds fører mig ud på en halv times gåtur, i den forkerte retning, før et lyspunkt i hjernen, fatter at der er noget der ikke passer.  Jeg går tilbage og starter forfra. Overvejede et øjeblik at gå ind og få prinsessen til at æde kortet, men beslutter at det nok er bedre, at jeg beholder det. Så afsted i den modsatte retning og voila, det var på gaden og hotellet.
Og med en åben bar og en villig tjener, er livet lige så smuk igen. 

 
Men først et langt varmt bad efter en lang dag i bussen. Og så fik jeg barberet mig og plejet en lang næse, jeg har fået på grund af den kolde luft, der kommer fra bussens aircondition. I det varme Queensland var der kold luft fra køleren og her i syd i Victoria, er der varm luft istedet.
Så alt er blevet rigtig forberedt til en gammeldags laaang næse. 

Men så er det godt, at du kan købe tabletterne til den lange næse her i butikkerne. Jeg tog et par piller på vej i bussen og nu vil jeg tage 2 til. Så allerede nu, er jeg ved at få kontrol over den nasale efterligning af Victoria Falls i Zimbabwe.  Man bliver  lidt søvnig af pillerne, men det glemmer jeg, så jeg kan udforske byen i stedet være i sengen og lave ingenting.  Nu er det lørdag aften i Melbourne,og hvad gør du sådan en aften?  Godt gættet! Jeg måtte ud for at se, hvordan den musikalske del af byen fungerer, nu er jeg her.
Og her er ganske rart og jeg futter også rundt på de forskellige barer og diskoteker og tager aftenen, som den kommer. Utrolig tidligt de begynder her. Allerede ved 19-20 tiden er musik og danse igang. 

 
Uhadada! Jeg vågner meget træt søndag formiddag og tilbringer det meste af dagen med reparation af hovedet, som er stærkt beskadiget af at udforske hemmelighederne i Melbourne's natteliv. Så resten af dagen vil være meget stille og bare se en masse af byen og så overbevise mig om, at den næste nat vil være stille og rolig.
HA! 

 
Mandag morgen er jeg selvfølgelig temmelig firkantet i hovedet igen. Jeg ved ikke, om jeg lige har smidt nogle gode oplevelser i byen væk i barture, men hvad?  Jeg har mødt en masse sjove mennesker, der som jeg selv lever livet mens det er der.  Og i dag, skulle jeg også lige ned til Greyhound, for at høre om min taske var kommet frem.
Nej, ingen taske, så nu må vi se. 

 
Jeg ville have sejlet på Yarra-floden, men båden er naturligvis ikke her i dag, fordi det er noget kajarbejde.  Det er mit sædvanlige held, men jeg går istedet tur langs Yarra-floden og se området.
Faktisk meget rart her! 
  
 
Jeg går derefter gennem nogle smukke haver, for at finde  "Museum of Performing Arts", jeg gerne vil besøge. 
Hmmm, det er naturligvis bare lukket om mandagen her i Melbourne, hvad ellers? 

 
Men det gør nu ikke noget, for jeg kan jo bare se udstillingen om den romanteriserede landevejsrøver Ned Kelly istedet, som "arbejdede" i området for mange år siden. Endelig finder jeg museet, men der er højere magter der bestemmer. Museet er selvfølgelig også meget lukket om mandagen! Hvad får man så ud af det?  
Jooo, ALDRIG at besøge Melbourne på en mandag, hvis du er nysgerrig efter at undersøge, hvad byens historie kan fortælle os. 

 
Tja, jeg har i stedet set James Cooks hus, som det var i England, hvor det blev bygget i 1755. Hvordan? Ja, det blev solgt på auktion i 1933, taget ned sten for sten og pakket i kasser og containere der sejledes her til byen, for at blive pakket ud og sat sammen sten for sten i nøjagtig kopi, så jeg kunne se det her i Melbourne 1987. Så jeg synes, det var meget betænksomt af dem. 
Bare for min skyld, altså! 

 
Ellers bruger jeg dagen til se byen efter i sømmene. Melbourne er en meget venlig by, der på mange måder ligner til London. Det er meget Engelsk her, ikke mindst sproget hvor Du skal lytte efter, for at høre den Australske accent her.   Men det er hverken Indien,  London eller andre storbyer Du kan se i gadebilleder her.   Nej, det er i høj grad kinesere, der er overalt i byen. Der er over 30.000 kinesere i Melbourne,  selvfølgelig mest koncentreret i Chinatown, men du møder disse meget smilende og venlige mennesker overalt. 
Og hvor Kineserne er, finder man også utroligt spændende steder at spise. Som altid bliver jeg har helt klart nødt til at besøge disse spisesteder, for at prøve nogle af deres spændende retter mad.

Vejret her kan svare til et Dansk efterår. Vi er i midten af juli, og derfor vinter i Australien.  Mange bladløse træer overalt, undtagen de mange tilflyttede palmer, som på en eller anden måde ikke rigtig passer ind i gadebilledet her.
Og så er her pisse koldt, hvis jeg da ikke lige finder en forvirret solstråle, jeg bare nødt til at gå ind i for at varme mig. 

 
Der er noget rart her, jeg er ikke set andre steder.  Det er muligt at gå under mange af de store bygninger her, i stedet for at gå på vejen. Da kældre flere steder er udstyret med butikker, såvel som mange gårde og små gader mellem husene, er dækket over, så der er skabt smukke butiksarkader i stedet, så det er faktisk temmelig varmt at shoppe her, selvom det er vinter.
En idé der kunne bruges i mange nordiske byer, hvis ellers stive myndigheder kunne være lidt fleksible og bøje reglerne. 

 
Men dagen slutter og bussen starter fra Melbourne mod Sydney.  Ikke så meget at fortælle da turen foregår om natten, så det bliver en sovetur.  I stedet oplever jeg et fantastisk daggry hvor solen byder mig velkommen til Sydney, med de skarpe silhuetter af Harbor Bridge og Sydney Tower, som fortæller mig,at nu er vi klar
til et varmt gensyn med byen, som jeg begynder med en sund morgenvandretur tur gennem Hyde Park og finder et sted, der serverer en god morgenmad. 

Godt tilfreds i maven finder jeg havnen for så at finde en turbåd, så jeg kan se byen fra vandet.  En ting jeg gik glip af sidste gang jeg var her. 
Men bedre sent end aldrig og båden begynder at sejle ud gennem Port Jackson som er Sydney's store naturskabte havn. 

 
Som det første runder båden en ø, hvor de oprindelige første indvandrere satte foden. 
Men i midten af det 18. århundrede, da England var i krig med Rusland, blev øen skåret ned i vand højde, for at bygge et fort og så kom øen til at hedde Fort Denison. 

 
Så vi sejlede rundt om Garden Island, som er Australiens vigtigste Marine base, med mange opankrede krigsskibe, der ligger klar til at forsvare Australien og omegn. 

 
Clarke Island er nu et populært rekreativt centrum, som kunne ses fra vandet.  Derefter forbi Shark Island, som er opkaldt på grund af de utroligt mange hajer der holder til rundt om øen.
Jeg kiggede men så ikke nogen, men jeg tænker på om de bare svømmet til frokost henne ved badegæsterne ved Bondi Beach? 

 
Båden gled ind Neutral Bay, som fik sit navn i 1789, da England var i krig (er de ikke altid i krig, de Englændere?) med Frankrig. Nu bliver bugten brugt som vente sted for skibe, der er på vej i dok.
Derfra sejlede vi over Blues Point, som er det dybeste sted i Sydneys havn, med sine 49 meter ved lavvande. 

 
Turen gik dybt ind i naturhavnen, indtil vi afslutter ved Gladesville Bridge og returnerer derfra. 
Da brobyggeriet blev afsluttet i 1964, var det den bro i verden der havde det længste frie spænd mellem tårnene, med de kolosale stålfag med milliarder af nitter. 

Det var en tur på lidt over 2 ½ time, som virkelig kan anbefales til alle, der besøger Sydney.
Der er flere ture at vælge imellem, så der er lidt for enhver smag og pengepung. 

 
Efter en tur på vandet, var ideen at tage til frokost oppe Sydney Tower og samtidig nyde den fantastiske udsigt, du bliver aldrig trætte af.
Men da jeg så den 50 meter kø til elevatoren, gav jeg op og gik ned til Chinatown og fandt en smilende mand, der ville servere en god frokost for mig. 

Efter den sene frokost,  fandt jeg Greyhound terminalen,  for at få mig et bad og noget rent tøj på.   Jeg var blevet noget svedt af at køre rundt i byen.  Igen frisk som nyslået græs  (læs: nybarberet), ville jeg igen gå ned til det elskede og hadede Kings Cross for et godt gensyn.
Jeg ønsker at se, om jeg kunne finde nogle af dem, jeg fik nogle sjove øjeblikke med sidste gang jeg var her. 

Efter at have besøgt et par barer, bemærkede jeg at der var lutter nye ansigter.
Så jeg gik ned til en wiener-restaurant, for at få noget god mad og måske igen møde Danske Morten og Hollandske Robert, der var en tjener og bartender sidste gang jeg var her. 

Men jeg talte i stedet for Margaret fra Østrig, som fortalte at Morten var taget tilbage til Danmark og Robert var taget til Filippinerne for at finde et job der. 

 
Bare for at slutte i Sydney i stil, jeg gik på "Beef & Bourbon" at drikke en sidste øl inden busturen nordpå.  Og mødte jeg  med Mark fra Odense, som jeg tidligere mødte i Wienerbaren. Og nu har Mark fået følgeskab af en af hans venner fra hjemlandet, Christian også fra Odense. De var ved at slutte af, her på deres sidste dag i Australien, før de rejste til Danmark igen.
Så vidt jeg husker, skulle Mark gennem Manila og Christian via Singapore. 

 
For at ære det øjeblik,  købte vi en masse øl at gå hjem på.
Og hvis man nu skulle blive kloge af at drikke, ja, så blev vi  superintelligente her i natten. 

Puha, der var tiden ski nær løbet fra mig.  Havde jeg ikke været heldig lige at løbe ud i en taxi med det samme, havde jeg aldrig nået bussen. 
Nå, det er måske ikke ville have været det værste der kunne ske, med de hyggelige værtshuse og mennesker her? 

 
Jeg nåede min plads i sidste øjeblik og husker i øvrigt intet andet end jeg vågnede op i South Grafton 8 timer senere, hvilket er et madstop på turen nordover. 
Tak til chaufføren for hans venlige kørsel så jeg kunne sove. 

 
Resten af turen går gennem den utroligt smukke og barske natur, der virkelig kan nydes fra bussen i stedet for at sidde i et fly. Ruten løber gennem byerne langs Guldkysten og her er en by som Coolangatta værd at nævne, fordi den ikke som så mange adre byer er bygget i højden, men
 meget afslappet med lave huse og palmer langs vejene. 

 
Og jeg er også rigtig heldig ved ankomsten i Brisbane, hvor bussen lander 5 minutter for tidligt, så jeg kan løbe ud og købe en togbillet til Wacol og hoppe på toget, så jeg kan nå Grillaftalen jeg har med Willi på Wacol emigrantcentret hvor han lever  og bor.

Historien fortsætter i Dansk 7.






.

 


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

20.01 | 14:17

Hej Sven, kig engang herind www.per-anne.dk find ferieture i menuen og Grønland 1989
Mvh. Per Skjødt, søn af den kolde smed

...
04.12 | 16:38

Tak for.. Der er også Thuletræf i Lundeborg, nu Du er fynbo. Mener det er fast Lørdagen efter 6/6 .. Det er godt
www.facebook.com/groups/36418208895/?fref=nf

...
04.12 | 11:25

OK.. Det vil jeg huske når vil skal besøge svigerfamilien, jeg bor ved Middelfart.. Din hk. Side er spændende og jeg er importeret over alt det du har set

...
04.12 | 09:47

deler minder, rygter og lignende over lidt drik og kloge ord. Dér er jeg kommet i mange år på denne dag og hygger. Duk op og fald i snak.. God fornøjelse og hyg

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE