En Carlsberg.

14.03.20 I dag lavede vi så en "Carlsberg". Vi spændte Fidibus og Spotify for som tospand og kusken satte sig op på vognen og drak en øl og så spændte vi fra igen. Sådan har vi hørt, at man gør med Carlsberg hestene, når en ny skal tilkøres. (I hvert fald i gamle dage, da der måtte drikkes øl i arbejdstiden). Vi har trænet meget op til dagen med at gå med Spotify og lade ham mærke skaglerne på benene Og vi har øvet ponyerne i, at stå ved siden af hinanden op af tospands stangen. Ponyerne klarede det så fint. Ingen uro i geledderne. Vi siger tak for god hjælp til Kirsten, Lise og Lotte.

Efter tospandstræningen trak vi Spotify og Fidibus ind i stalden igen. Spotify fik selen af og fik belønning og hø. Fidibus fik belønning og en salet sele på og så spændt for den lille maratonvogn. Og Lise og Lotte fik Pinja ud af traileren og spændt hende for deres flotte sulky. Og vi havde en dejlig skovtur sammen i det smukke vejr. Derefter drak vi en øl/cola sammen, imens Pinja hyggede sig i stalden. Jo, vi holdt god afstand til hinanden og krammede ikke eller gav hånd.

19.03.20 Spotify og Fidibus har nu været sat sammen i to-spand 4 gange og vi er glade. Det er gået fint. De tre gange har vi kørt hen til naboen og vendt på den grønne plads. Næste step er en lille runde i skoven. Kirsten hjælper os. Kirsten har grime og snor i Spotify og jeg har grime og snor i Fidibus.

21.03.20 Kirsten kunne på en travl lørdag få tid til at komme her ½ time og gå med os i skoven med tospandet og vende ved bænken og hjem igen. En tur på 2 km. Det gik så fint. Vi holdt for biler ved vejen stille og roligt. For og fraspænding er helt perfekt. Ingen stress. Der er ingen billeder for vi er kun os tre. (og vi holder god afstand til Kirsten).

24.03.20 I dag trænede vi tospandet med to omgange på den nye kørebane. Spotify var noget tændt og trak hele vognen. Men alt gik fint. Der var noget forårskuller i ham i dag. Derfor gik vi ikke i skoven.

27.03.20 Det er ligesom om at Spotify opponerer mod biddet, eller også er hans lille hovede fyldt op med alt det nye han har lært. Vi holder i hvert fald en pause med at spænde ham for, til han slapper af med biddet igen. Jeg vil så begynde selv at gå noget med ham, bare med hovedtøj og snor i grimen. Nu har vi jo kørebanen. Vi skal have dyrlægen til at tjekke hans tænder, men det venter vi med til vi må være i samme rum som dyrlægen.