 |
 |
|
 |
 |
Anders til gymnastik
Hvor er det fornøjeligt at se, hvor forskellige ens børn kan være. Mikkel fastholder, at et af hans yndlingsfag i skolen er idræt - og i fritiden går han til svømning, fodbold og badminton. Men vi kommer vist ikke uden om, at Mikkels holdning til tingene er noget "tungtvejende". Således nyder han til fodbold at være målmand, og når han spiller ude på gulvet er det mere efter princippet: "hvorfor løbe efter bolden, når den alligevel kommer hen til mig før eller siden".
Meget anderledes er det at opleve Anders. Han er en dreng med krudt i rumpetten, der næsten aldrig står stille. Der skal løbes, hoppes, kravles, danses - ja bare der er bevægelse, så er Anders glad.
Derfor er han også netop startet op til gymnastik i Møllehøjhallen hver mandag eftermiddag. Han nyder aktiviteterne - det være sig både sanglege, løb, kravling i ribber, alm. gymnastiste øvelser - og så diverse spring.
Besøg af Mathilde
Tina har en rigtig sød kollega på hospitalet - Susanne - som vi også ser privat. Susanne og hendes 2 ældste døtre var også nede i vores lejlighed i Tyrkiet sidste sommer.
Susanne + hendes 3 døtre var på besøg hos os i midten af januar til en hyggelig aften, og den yngste datter - Mathilde - faldt i rigtig god jord hos både Mikkel og Anders.
Derfor havde vi aftalt, at hun skulle komme ud og lege hos os igen. Lørdag den 6. februar kom Susanne og Mathilde derfor forbi til eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter maden kørte Susanne hjem, fordi det var aftalt, at Mathilde skulle blive her og lege og sove til næste dag. Ungerne hyggede sig sammen og kom sent i seng.
Næste dag stod vi tidligt op, da Tina kom hjem fra nattevagt med frisk morgenbrød som vi spiste sammen. Herefter skulle Tina sove, og derfor kørte Dan med alle 3 unger til Herning - til et kæmpe legeland (Baboon City) på over 9.000 m2 og med over 200 pragtfulde, interaktive forlystelser.
Ungerne knoklede rundt derude, så vi behøver vist ikke fortælle, at det var et par trætte børn vi puttede i seng søndag aften...
Tina syer fastelavnsdragt
Anders havde for lang tid siden sagt til Tina, at han gerne ville være klovn til fastelavn. Dette skyldes at han nytårsaften havde valgt en orange nytårs-klovne-hat som han mente kunne komme i spil igen til fastelavn.
Som sagt - så gjort. Tina gik i gang med symaskinen, og dragten var færdig om natten kl. 03.15 til dén dag, hvor der skulle holdes fastelavn i Anders´ børnehave.
Anders stod op om morgenen - for derefter at fortælle Tina, at han under ingen omstændigheder ville være klovn.....nej - han ville være en Ninja Turtle. Der blev diskuteret frem og tilbage, men intet hjalp. Anders var ikke til at få i dragten - så selv om Mikkels gamle Ninja-dragt var noget for stor for Anders - ja - så var det den dragt, han fik på i børnehaven.
Fastelavn i Tapdrup
Søndag den 14. februar blev det fastelavn, og traditionen tro blev det også fejret i Tapdrup. Efter ½ times skrig og skrål lykkedes det til sidst at få Anders i klovnedragten (se ovenfor). Mikkel blev iført Michael Jackson outfit med hvid skjorte, perlebesat handske og sort hat.
Klokken 14.00 mødtes vi med andre børnefamilier i Tapdrup Kirke til fastelavnsgudstjeneste. Efter selve gudstjenesten kom organisten ned til os andre iført rød klovnenæse og med harmonika på maven. Herefter spillede han fastelavnsmelodier, mens han fulgte os alle i samlet flok fra kirken til forsamlingshuset.
Her skulle der slås katten af tønden, og vi fik serveret slikposer, sodavand, kaffe og fastelavnsboller.
Nyt familiemedlem
Endelig oprandt dagen, hvor familien skulle udvides med endnu et medlem. Vores nye dværgpuddel Molly fyldte 8 uger, og vi kunne således hente hende på kennelen i Ulstrup.
Både Anders og Mikkel var ellevilde og der blev leget til Mollys store fornøjelse. Men også vi voksne er også glade for, at der endnu engang er kommet småkravl og "barneskridt" i stuen igen.
Brunch med vennerne
Vi plejer jo at mødes 4 gange om året til brunch med Line + Kenneth og med Niels + Rikke.
Søndag den 21. februar var det blevet vores tur og der blev fremtryllet mange lækre ting i køkkenet inden gæsterne kom. Det var en skøn solskinsdag, så da vi havde spist færdig følte vi os "draget" til at få en lang tur i den skønne forårsnatur.
Drenge- og fædrearrangement
Den 26. februar var Dan og Mikkel inviteret over på Mikkels skole, hvor der var arrangeret biograffilm, sodavand og popcorn.
Det er en rigtig godt arrangement, som holdes ca. 4 gange årligt for drengene i Mikkels klasse og deres fædre. Baggrunden er netop at få et godt sammenhold og kammeratskab drengene imellem.
Besøg i Ebeltoft
Tinas forældre har jo som bekendt solgt deres hus i Spanien, og er derfor (endelig) vendt tilbage til det kolde nord.
Dan havde tidligere hentet dem i lufthavnen, men Tina og drengene havde ikke set bedsteforældrene siden sensommeren 2009. Det var derfor et kærkomment gensyn, da vi kørte til Ebeltoft den sidste dag i februar i anledning af, at Bedstefar fyldte år dagen efter. Her blev vi budt på lækker frokost, lagkage og kaffe.
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|