September 2011

Skøn musik i øregangen

Fredag den 2. september tog Tina og Dan sammen med Rikke Schøning (Dans kollega fra banken) til Jyske Bank Boxen i Herning. Det var tid til kræs i øregangen i form af koncert med George Michael.

Vi så ham også for 4 år siden da han optrådte på hans "25 Live-tour". Her var der tale om et overflødighedshorn af alle hans hits gennem hans 25 års kariere på scenen.

På den nuværende turné har han allieret sig med et kæmpe symfoniorkester og spiller egne + andres numre om-arrangeret til orkester. Vi synes at det var en rigtig flot koncert - både lydmæssigt og scenografisk - på trods af, at nogle koncertgængere savnede flere af hans gamle hits.

Så er forhaven færdig

Endelig blev vores nye forhave færdig - og hvilket syn! Anlægsgartnerne fik afsluttet deres arbejde, og Dan har brugt den efterfølgende weekend på at få lagt dækbark i både for- og baghave. Nu mangler vi bare at græsset i forhaven begynder at spirre frem, og at vi får plantet nogle buske, men det skal nok komme.

Skønt er det i hvert fald igen at have fået en flot trappe op til hoveddøren + en forhave, som bliver nem at passe uden for mange timer i haven.

Tid til sport i hallen

Så nærmer efterårssæsonen sig til sport igen i Møllehøjhallen.

Anders er bygyndt at spille badminton om onsdagen på børnehold, og vil på mandage lave springgymnastik.

Mikkel fortsætter også på badmintonholdet hver onsdag aften, og desuden starter han på bordtennishold på mandage aftener. Samtidig med at Mikkel går til bordtennis, vil Tina forsøge sig ud i ZUMBA´ens kunst.

I biografen

Vi elsker alle at gå i biografen og i september måneds første weeekend var vi alle afsted.

Allerførst gik Mikkel og Anders - sammen med Mikkels klassekammerat Lukas - ind og så "Smølferne". Dén film havde især Anders set frem til, og det var vist ingen hemmelighed, at han synes det var stort at skulle i biografen sammen med de store drenge. 

Drengene fik lov at gå i biografen alene, for ½ time senere skulle Tina og Dan ind og se "Dirch". En fantastisk rørende - og lidt dyster film - om Dirch Passers liv. I hovedrollen sås Nikolaj Lie Kaas (iøvrigt Preben Kaas´s søn) og han spillede rollen fantastisk.

Søndag var Mikkel så heldig, da hans klassekammerat - Kristian - spurgte om han ville med i biografen og se "Poppers Pingviner"....så ren luksus for knægten at komme i biffen 2 gange på en weekend.

På tur til Legeland

Lørdag den 10. september kørte vi på tur til Legoland i Billund - en tur, som vi havde lovet drengene igennem længere tid.

Mikkels klassekammerat Lucas var med i bilen, og sammen havde vi en rigtig hyggelig dag med forlystelser, hygge og medbragt frokost.

Drengene hyggede sig så meget, så vi blev dernede til så sent, at vi ikke kunne nå at være hjemme til aftensmadstid. Til drengenes store fornøjelse købte vi derfor pizzaer, som vi spiste på en rasteplads på vej hjem fra Billund. 

De voksne skal i byen!

Den 15. september var Tina og Dan på Viborg Teater, hvor vi så forestillingen "Mogens og Mahmoud" om et venskab mellem en dansker og en flygtning fra Mellemøsten. Hovedrollerne blev spillet af Flemming Jensen og Omar Marzouk.

Den 25. september var det tid til endnu et kulturelt indslag, da vi igen var på Viborg Teater. Denne gang var vi til koncert med Benny Andersen og Poul Dissing. De er efterhånden blevet 2 ældre herrer (Benny Andersen fylder 82 år i år) men de kan deres kram, og vi oplevede en fantastisk koncert med en dejlig varme mellem de to.

Fødselsdag i Dråby

HURRA HURRA!!!
 
Dorte holdt fødselsdag i Dråby den 16. september og havde inviteret på lækker aftensmad. Vi kørte afsted, da Dan kom hjem fra arbejde og på hjemturen kørte vi forbi Århus, så Oldefar Børge kunne komme med i bilen i stedet for at tage bussen hjem.

Fødselsdag i Anders´ klasse

17. september var vi sammen med 5 andre forældrepar fra Anders´ klasse gået sammen om, at afholde fælles fødselsdag.

Der er jo 35 børn i klassen og vi er derfor blevet enige om at det dels er mange børn at invitere hjem, og desuden er det mange fødselsdage der skal afholdes. I stedet går vi så nogle forældrepar sammen og afholder fødselsdag 6-7 gange om året.

Anders´ fødselsdag blev således holdt ude hos klassekammeraten Oliver, der bor på en nedlagt gård. De har en stor lade, der er indrettet som festsal - og det var jo oplagte rammer at afholde fødselsdag i.

Ungerne havde en rigtig god dag med spisning af mad + kage, leg udenfor, stafetløb med de voksne + diskotek indenfor med lys, røgmaskine og hvad der dertil hører.....

Brunch i forsamlingshuset

Søndag den 18. september var vi gået sammen med 5 andre Tapdrup-borgere om at arrangere fællesspisningsarrangement i Tapdrup Forsamlingshus.

Borgerne var inviteret til BRUNCH kl. 10.00 og det havde 97 børn og voksne fra byen takket ja til. Det var en hyggelig dag med sang, leg og hyggesnak hen over bordet - og traditionen tro gik ingen sultne hjem!

Fyringer i banken

Torsdag den 22. september hang der sorte skyer hen over Jyske Bank. Alle medarbejdere var blevet bedt om at møde 8.30 til infomøde. Inden der var gået et kvarter fik vi at vide, at der med øjeblikkelig virkning blev fyret 150 ansatte i banken og at der skulle skæres yderligere 100 fra i løbet af 2012 (de fleste mener man dog kan klares ved naturlig afgang). De 150 fyrede kolleger fik beskeden i de samme minutter som os, idet de kort forinden var blevet bedt om at følge med lederen ind i et mødelokale.

I Dans afdeling var der 3 kolleger der blev afskediget, og flere fik tilbudt andet job i afdelingen eller andre stedet i organisationen. Heldigvis blev Dan´s job ikke berørt!

Fyringen sker, fordi samfundet står stille lige nu som følge af den nuværende samfundskrise. Det kan naturligvis ses på indtjeningen i bankerne, og når indtjeningen ikke følger udviklingen på omkostningssiden bliver ledelsen nødt til at reagere. Så selv om Dan ikke synes at det var særlig sjovt at miste gode kolleger, så har han fuld forståelse for beslutningen.

Legepladsdag på skolen

Lørdag den 24. september var vi til LEGEPLADSDAG på skolen. I disse sparetider er pengene på skolerne små, og hvis vi gerne vil tilbyde vores børn nogle gode inde- og udendørsfaciliteter - ja, så må vi forældre træde til med en hjælpende hånd.

Knap 170 forældre var derfor mødt op og inddelt på forskellige arbejdshold. Tina sad i systuen og syede siddehynder til sofaerne i Anders´ SFO. "Uden mad og drikke dur´ heltene ikke", så Dan var i køkkenet og stod for at tilberede frokost (sandwich og suppe) til det arbejdende folk.

Efter arbejdsdagen var vi til 50-års fødselsdagsreception hos Niels Kroustrup (gift med Anders´ tidligere dagplejemor).

Besøg fra skolen

I Anders´ klasse har de bamsen "Chingo" som skiftevis kommer på besøg hos børnene. Sammen med "Chingo" følger en bog, så man kan skrive ind hvad barnet og "Chingo" oplever sammen.

Vi havde besøg af "Chingo" en hel weekend, og han hjalp bl.a. Anders med at rydde op på sit værelse (hvilket havde været en hård kamp de forudgående 2 uger) og besøget blev afsluttet med Mexicanske pandekager til aftensmad!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.12 | 18:12

sødt billede af Anders efter 16 måneder.

...
02.08 | 15:04

Hmmm, hvorfor spiser jeg på alle billeder?
Det var nu en dejlig ferie;O)

...
02.06 | 16:56

Jeg har fået ny mail adresse.
Hilsen Pauli Birch Nielsen
Anders Nielsens vej 14. Tapdrup

...
09.02 | 21:03

Indtil nu en fantastisk dejlig februar og tillykke til Mikkel, flot og så med en ny makker!
Hilsen bedstemor

...
Du kan lide denne side