Lidt om min hjemegn
Sædding - Guldager

Sædding-Guldager.


Omkring 1300 årene hed stedet Sæthum. 1416 Sædæn, senere Sædden og i dag Sædding.
Området ar været beboet siden bondestenalderen - 2000 til 4000 år f. kr. og gennem bronze og jernalder, hvad de arkæologiske udgravninger viser. Der er fund af storstensgrave og langdysser i Sønderris og Ådalsområderne. Der var fem store gravhøje, "Fem Høje", sikkert bronzealderhøje der desværre blev udraderet af den tyske hær under 2. verdenskrig
Der har været gode eksistensmuligheder med  engområderne ved Mølebækken og Foverfeldbæk der altid gav sikker græsning om sommeren og hø til vinterfoder til kreaturerne. Vadehavet har været rig på fisk og skaldyr der gav en god kost til befolkningen.
 I vikingetiden var der stor aktivitet på egnen. I 1970erne blev der fundet og udgravet en stor vikinglandsby i den nordlig del af Sædding. Det skete i forbindelse med byggemodning og byggeri.
Den centrale del af vikinglandsbyen blev udgravet, ca. en trediedel af byens samlede areal, heri fandtes 115 langhuse, 75 grubehuse, 6-7 brønde samt 175-200 gruberaf forskellig art.
Vikingebyen gravplads er ikke fundet undnu, man har en formodning om at den måske befinder sig nord for Sønderris bæk, men det vil fremtidige udravninger måske give svaret på.

I 1688, hvor Danmark første gang blev opmålt og skyldsat, var der ifølge Chr. V's matrikel 10 gårde i Sædding med et hartkorn på 45,49 tdr. og 4 huse med et samlet hartkorn på 1,36 tdr.. Af anden skyldsat hartkorn var der 4,86 tdr., således at det samlede hartkorn udgjorde 51,71 tdr.
Det dyrkede areal blev opgjort til 420,8 tdr.land.
Ved folketællingen i 1801 - den første i Danmark, var der 28 husstandemed 113 beboere.
Ved folketællingen i 1890 var antallet af husstande vokset til 32 med 171 beboere. Blandt de nyankomne husstande var bl.a. fyrmesteren og to fyrpassere med familier.
Fyrene blev etableret i forbindelse med anlæggelsen af den nye Esbjerg Havn i 1860erne, fyrene var nødvendige for skibenes navigation ind gennem Grådybet. Sædding Fyr blev opfør 1872
Esbjerg Havn blev anlagt efter tabet af Sydslesvig i 1864 og dermed tabet af havnene i Hamburg og andre nordtyske byer.
Inden etableringen af Esbjerg Havn, der blev åbnet i 1872 med dokhavnen, var der en anløbs/ladeplads i Hjerting hvor varer fra Varde og kreatuerer blev udskibet, især til England. I 16-1700 årene havde Hjerting sin storhedstid med mange skippere, der var bl.a. et trankogeri i Hjerting, der havde forbindelse med hvalfangst. Der var også toldbod.
I 1874 åbnedes jernbanen fra Lundersov til Esbjerg og Varde.

I Sædding skete der ikke den store forandring i befolkningens antal og sammensætning før Strandvejen fra Esbjerg til Hjerting blev anlagt i 1914 (før den tid gik vejen fra Hjerting til Esbjerg over Guldager, Tarp og Gjesing), med etableringen af Strandvejen begyndte en udstykning af grunde ved kysten, hvor der blev bygget store villaer af velhavere fra Esbjerg. Det blev attraktivt at bo ved vandet. Det var især fiskeskippere og fiskeekspotører der flyttede til Sædding.
Omkring århundredskiftet etablerede Karl Riber en Post/passager rute fra Hjerting over Guldager og Tarp til Esbjerg med hestedrosche. I 1908 købte Jens Torstensen ruten. I 1914, da den nye Strandvej blev åbnet, købte han en åben 7 personer bil der blev indsat på ruten med to daglige afgange.

I 1805, efter de store landboreformer og hoveriets ophævelse i 1790erne, blev gårdene frikøbt fra Sønderris, det var gårdene der fik et matr. nr. med A. Der var et grandelaug hvor alle  gårdene med matr. nr. A havde en andel. Lauget ejede Fællesskoven, hvor der var en lergrav, hvor der blev hentet ler til de lerstampede gulve i lader og hvor det blev brugt. Der var desuden en sandegrav i det sandede område ved Mølebækkens udløb, hvor der blev hentet sand. Grandelauet eksisterede helt op til opkøbet af arealerne til byudvikling.
Med udflytningen til de nye huse ved Strandvejen af velhavere fra Esbjerg, blev Sædding en delt by. Landboerne havde en traditionel tilknytnig til Guldager. Sædding var under Guldager kirkesogn indtil kommunesammenlægningen i 1970. Sædding blev et selvstændig kirkesogn og der blev bygget en kirke, der desværre ligger klemt bag bygningerne til Sædding Centret.

Landboerne handlede i Brugsforeningen i Guldager, fik hestene skoet og andet arbejde hos smeden og købte foderstoffer der var en Filial af Brugsforeningen i de første mage år.
 Guldager havde et rigt foreningsliv der havde forsamlingshuset som samlingssted. Der var en borgerforening, en lytterforening, en ungdomsforening, en ringriderforening og en boldklub. Ungdomsforeningen afholdt et møde hver fjortende dag. Der var en årlig sommeudflugt og juletræ. Ringriderforeningen afholdt ringridning om sommeren, men efterhånden som hestene blev udskiftet med traktorer, kneb det at skaffe heste til ringridningen. Til sidst var der kun gartnerens gamle øg tilbage og foreningen forsvandt lige så stille.

 
I Sædding var der en mindre smedeforretning, smed Mehlsen på Foverfeldtvej. Peder Th. Nielsen havde en snedker og tømmerforretning på Tarphagevej der blev lukket omkring 1960 - der var i få år et autoværksted med tank og og autohandel, især med billige russiske biler til omkring 10.000 kr., når de havde kørt samme antal km. var de opslidt.
Der var købmand Bertelsen og købmand Sørensen på Strandvejen, senere kom købmand Ravn på Tarphagevej, ved skolen.
På hjørnet af Strandvejen og Bregnevej boede på det ene hjørne Malermester Christensen, han kørte ud til kunderne på en trehjulet varecykel, hvor han havde maling m.m. stående. Han havde en invalideret arm med krogede fingre til følge. Malerspanden hængte han i de krogede fingre og malede med den raske hånd. Han var enke og boede sammen med en datter. En hyggelig og rar mand der er død for mange år siden.
På det andet hjørne havde Familien Pedersen et hjemmebageri, hvor konen bagte  og passede butikken. På loftet havde manden et skomagerværksted. Sønnen Johannes overtog sammen med konen, Karen, huset og havde i mange år et autoværksted.
Der var en del mindre vognmænd i Sæddig - Herluf Hansen, Friis på Strandvejen, Kristian Sv. Nielsen på Tarphagevel og Kristian Knudsen der boede i Vester Sædding. Kristian Sv. og Kristian Knudsen havde begge en mælketur til mejerierne i Esbjerg. Kristian Knudsen kørte også svin til slagteriet og havde meget kørsel for landmændene. Han leverede også tørv og formbrændsel inden det blev almindelig med oliefyr. Kristian Koldsen, fra Hjerting, cyklede rundt og solgte brændsel til befolkningen, han havde en tørv eller et stykke formbrændsel med, der var pakket ind i en avis i frakkelommen, som han kunne vise til kunderne der så kunne bedømme kvaliten af tørvene.
Købte man tørv ubeset kunne de bestå af sand og jord. Det var en tillidssag at købe brændsel.




På Fyrvej, hvor lægehuset er i dag, lå Sædding Kyllingmoderfabrik, der var ejet af Elbæk Jessen, der kørte i en stor, grøn Dollargrin og altid havde en cigarstump i munden.
Fabrikken blev nedrevet omkring 1960.
På Strandvejen, hvor Sædding Ringvej udmunder, havde Frantz Pacharzina, efter den tid, en stor pelsdyrfarm. Han kørte også i store amerikanske Dollargrin, men det var, konen Clara, der havde "bukserne på" derhjemme.
Han ejede også to gårde i vester Sædding, der blev dervet af en bestyrer.

Gårdene i Sædding leverede mælken til Esbjerg, hvor der var fire mejerier. I Skolegade, overfor Hotel Ansgar, lå Esbjerg gamle Andelsmejeri. Esbjerg ny Andelsnejeri lå på Nygårdsvej.
Vesterbyens Mejeri lå i Strandbygade og var stiftet af udbrydere fra Den gamle Andelsmejeri, det var især leverandører fra Guldager. Hvor Jensens Bøfhus er i dag, Kongensgade 7, havde Honning et privatmejeri.
Andelsslagteriet lå hvor Museumpladsen er, indtil det nye slagteri på Darumvej blev indviet i 1953. Slagteriets administratiosbygning blev i mange år brugt af Esbjerg Museum.
Det er idag studenterhus.

Hver mandag var der marked i hallerne på Esbjerg Eksportmarked. Markedets historie går tilbage til 1875, hvor P.S. Breinholt begynde at eksportere levende kvæg til England.
Efter nogle års pause blev markedet genoptager i 1898. De første eksporstalde lå ved jernbaneterrænet, men blev utidssvarende og i 1912  der blev der indviet nye bygninger, på arealerne hvor Told og Skat har deres bygninger. Det gamle indgangsparti til markespladsen står stadig på hjørnet af Stormgade og Havnegade. Markedespladsen lå der indtil det blev lukket og flytet til Varde i 1977.
Familien Breinholt havde markedet indtil 1927, hvor det blev overtaget af familien Dujardin. Åge Dujardin, var den sidste ejer af markedet, han var også kendt for sit pikante privatliv.


Tirsdag d. 9. april 1940, tidligt om morgenen, ankom den tyske besættelsehær til Sædding, de beslaglagde arealerne ud for indsejlingen til Esbjerg havn for at have kontrol over denne i tilfælde af allieret invasion. Det var hovedsagelig arealer hos Karl Andersen og Niels Peder Hansen, der blev beslglagt.  De første tropper der ankom blev kun få dage inden de blev sendt til Norge, for at undsætte de tyske tropper der invaderede landet. Nordmændene  ydede kraftigere modstand mod invationen, end forventet.
Senere kom nye tropper til Sædding og begyndte opførelsen af kanonstillinger, depotrum og bygninger til mandskabet m.m.
Der blev udlaget miner omkring stillingen. Senere blev der udgravet to tankgrave omkring  Esbjerg. Den yderste startede hvor ældrecentret  på Lyngvej, ligger idag, hvorfra den fortsatte over til Kjersing, hvor den gik nord om den gamle flyveplads og videre til Andrup, hvor den svingede mod syd og sluttede ved Vadehavet ved Måde.
Den inderste tankgrav gik tættere på Esbjerg. Foran tankgravene var der igen minefelter. Der var overgange ved de større veje med skarpt bevæbnede vagter. Alle voksne borgere skulle bære et legitimationskort med billede, der skulle vises ved overgang. Det skete overgangene blev lukket hvis der var uro eller luftalarm, og folk der havde haft et ærinde i Esbjerg måtte vente, ofte længe inden der blev åbnet igen. Vi børn, der gik med aviser skulle krydse overgangen på Tarphagevej for at hente aviserne på Sædding Skole. Soldaterne der stod vagt ved overgangen, var meget interesseret i aviserne og forlangt at se dem, men en dag syntes vi det kunne være nok, så vi gemt aviserne inden under skjorten og fortalte soldaterne at avisen ikke var kommet endnu, de troede på os, jeg husker endnu smilet vi fik. De menige, tyske soldater var ofte venlige og optrådte atid korrekt overfor befolkningen.
Senere kom der tvangs indkvarterig af tyske soldater på gårdene, en officer kom rundt og udpegede de rum som skule afgives til indkvartering. Der blev også beslaglagt andre bygninger, bl. a. blev en lade, på min fødegård brugt til opbevaring af ammunition!. Der kom også tvangaflevering af en vis % af kornet der blev avlet.
Den tyske Værnemagt havde hovedkvarter på, det nu nedrevne, Hotel Royal i Havnegade.
Jeg husker endnu den dybe brummen fra de engelske bombefly når de kom ind over landet, fra Nordsøen, på vej til at bombe de tyske byer. Flyene kom på alle tidspunker af døgnet. Der blev blæst luftalarm og befolkningen søgte ly i de interimistiske beskyttelsrum der blev lavet på gårdene. Ofte var det kælderen der blev brugt. Der skete en tilvænding af luftalarmene og skyderierne og man blev blot indendøre. Granatsplinter fløj hvinende gemmen luften og faldt ned på tagene og raslede ned i haverne og på gårdspladser. En kontrolassistent der var på arbejde på en af gårdene, ville lige kigge ud af døren med det resultat at han fik en granatsplint i næsen og fik et ar han havde resten af sine dage. Kom bombeflyene efter mørkets frembrud brugte tyskerne store lyskastere til at finde flyene på den mørke himmel. Mange fly blev skudt ned og hele besætningen omkom for det meste. Tyskerne skød til mål efter de besætning medlemmer der sprang ud i faldskærm.
En tysk soldat, der var indkvarteret på gården derhjemme, stod ude på gårdspladsen medens han fortvivlet så på de engelske bombefly, der fuld lastet var på kurs mod Tyskland for at sønderbombe byerne og grådkvalt udbrød " Arme Berlin - Arme Berlin".
En desertert tysk soldat blev hjulpet af lærer Ranløv til en gård i Guldager, hvor han opholdt sig indtil krigen sluttede. Han kom til Guldager på den måde, at han gik inde på markerne en mørk aften, medens Randløv cyklede ude på vejen hvorfra han dirigerede soldaten ud på gården. Det var Troels Vinds gård på Bovbjerg, der lå lidt øde og isoleret.

Krigens tid var en tid med varemangel og rationering. Der kunne ikke købes noget uden rationeringmærker, tøj og sko var af ringe kvalitet og var hurtig opslidt. Gamle strikkede trøjer blev trevlet op og der blev strikket nyt af det. Mel, sukker, smør og ikke mindst kaffe, ja, alt var på mærker. Befolkningen på landet var bedre stillet en byboerne, da de selv havde fødevarerne. Tobak, benzin og den slags ting var næsten umulig at købe. Der blev avlet tobak i mange baghaver, det var vist ikke lovligt og jeg tror ikke tobakken smagte særlig godt.
De få biler der kørte under krigen, herunder lastbiler, kørte på gasgenerator. Der blev monteret en kakkelovns lignende monstrum på bilen, hvor der blev fyret med træ der udviklede gas som drivmiddel til bilen. Teknikken bag kender jeg ikke.
Cyklen blev brugt flittigt, men dæk til cyklen var umuligt at skaffe, så der blev fremstillet fastdæk der kunne bruges som erstatning, nogle brugte et tyk stykke reb der blev sat på fælgen, det har været en blandet fornøjels at cykle.
Mange cykler blev stjålet og skrællet, de bedste dele fra cyklerne blev flikket sammen til en god cyklel. Jeg husker endnu de mange cykellig der lå i landskabet.

To tyske soldater, Fritz og Heinrich fra stillingen på Topsand, der var bønder fra det sydlige Tyskland, kom ofte ned på gården og ville gerne give en hånd med. De ville gerne høre B.B.C der sendte fra London til Danmark, det var vist ikke lovligt at lytte til den, men det var det eneste kilde hvor sandheden om krigen kunne høres. Pressen i Danmark var censureret. B.B.C startede udsendelserne med Prins Jørgens March og nogle dum-dum lyde. Der blev sendt kodede meddelser til modstandbevægelsen i Danmark om bl. a. nedkastninger af våben m.m.
Danmark blev kaldt "Flødeskumslandet" af de tyske soldater. Der var fødevarer og der var roligt og sikkert i landet bortset fra nogle sabotagehandlinger.
Fritz og Heinrich ville have, at min far skulle rejse sammen med dem til Ukraine, når Tyskland havde vundet krigen, hvad de troede fuld og fast på. Ukrine har noget af Europas bedste landbrugsjord.
Fritz og Heinrich græd som børn, da de mod krigens slutning fik besked om, at de skulle sendes til østfronten der var et helvede.- Deres videre skæbe er ukendt.

Der var indkvarteret tyske soldater flere gange på gården. De beslagde et par værelser, bl.a. den "store stue" der blev brugt som opholdsrum for soldaterne. Jeg husker de holdt morgenandagt og havde en tank/ kampvogn gemt mellem nogle træer, hvor der var gravet et skjul der var overdækket, så tanken ikke kunne ses fra luften.
Omkring krigens slutning var der også indkvarteret soldater fra Frikorps Danmark, men de opførte sig ikke så korrekte som de tyske soldater der var disciplinerede, har mine forældre fortalt.

En dejlig sommerdag, det må have været i 1943, hvor der var heftig trafik af bombefly, på vej til og fra de tyske byer der blev bombet sønder og sammen. Der var den ene luftalarm efter den anden når flyene blev beskudt af kanonerne på Topsand.
Jeg var lige kommet ud på gårdspladsen efter en afblæsning, da der kom en ny alarm, fordi der kom kom en formation af bombefly på vej hjem til England, de kom en 12-15 maskiner i en firkantet formation, da jeg så op mod dem, blev flyet på det forreste venstre hjørne ramt af kanonerne og nærmest faldt ud af formationen og cirklede mod jorden. På gården løb vi paniske rundt, da det så ud til at maskinen, måske, ville falde ned på gården, min mor løb rundt med min lillesøster på armen for at finde et sikkert sted at være. Vi kunne se enkelte fra besætningen på vej ned i faldskærm. Men heldigvis faldt maskinen ca. 400 meter fra gården og heldigvis, for os, havde den afleveret sin bombelast over de tyske byer, ellers havde jeg måske ikke været istand til at skrive dette. Besætningen på flyet omkom sikkert alle. Der blev ikke oplyst noget fra tysk side. Når et fly faldt ned blev området straks afspærret af tyskerne.
I den tid vi dyrkede jorden, kunne vi se stedet hvor maskinen var faldet ned, der var aske, smeltet metal og rester fra de tykke ruder i maskinen m.m.
Den dag står stadig tydelig printet i min hukommelse!


Så kom endelig d. 4/5 maj 1945, med fredsbudskabet at de tyske tropper havde overgivet sig. Forbi var de fem forbanede år med rationering, mørkelægning og besættelsen af en fremmed magt.
For de tyske soldater begyndte "Den lange March", hjem til et Tyskland der lå i ruiner. De kom gående på Tarphagevejen, slæbende på deres få ejendele der var pakket på barnevogne, trillebører og andre ting der havde hjul. De engelske og amerikanske tropper kom kørende i deres jepper med Royal air Force mærkerne, der var røde, hvide og blå. Montgomery, den engelske general der ledede de engelske tropper under invationen i 1944 og modtog kapitulationen fra den tyske hær, var populær og hans navn var på alles læber.
Der blev nogle tyske soldater tilbage, deres opgave var at rydde minefelter, jævne de store tank og skyttegrave. Enkelte omkom under arbejdet.
Tyskerne havde påbegyndt en meget stor udgravning på arealer der hørte til gården derhjemme, hvad formålet var med den store udgravning var ukendt, måske skulle der etableres en affyrings rampe til V 5 raketterne, raketteren var frygtet i de engelske byer, hvor de havde lavet meget ravage og dræbt mange mennesker. Der blev opsat spærreballoner ved London og andre af de store byer, for at forhindre angreb af dem og de lavtgående tyske bombefly.
Det skete, efter en storm, at ballonnerne rev sig løs og kom drivende ind over landet når vinden kom fra vest. Jeg husker ikke om materialet fra ballonneren kunne bruges, men stof fra faldskærme var eftertragtet, der blev syet mange skjorter m.m. af fadskærme der blev fundet.
Landbruget og fiskeriet havde gode tider under krigen, der blev tjent mange penge, men der var ikke noget at købe for pengene. Der blev handlet meget sortbørs og mange havde gode jobs hos tyskerne, selv om det ikke var velset. Mange vogmmænd kørte for tyskerne ved de mange byggerier.
Få måneder efter krigsafslutningen kom der en pengeombytning for at begrænse inflationen. Der blev i den anledning brændt mange penge - penge der ikke kunne gøres rede for.
Rationeringen fortsatte efter krigen, for nogle varer f.eks. kaffe var der retionering helt op i 50erne.
Fantasien blev brugt til af lave erstatninger - der blev ristet korn til at drøje kaffen med - der blev lavet kartoffelmel af egne kartofler. Min far dyrkede, sammen med en kontrolassistent, tobak bag hønsehuset. Jeg ved ikke om det var lovligt eller hvordan tobakken smagte - men man var ikke så kræsen dengang. Skod blev samlet op og brugt , de kunne endda købes i forretningerne.
Det var næsten umuligt at købe tøj og sko - gammelt tøj blev syet om, sko blev lavet af rødspætteskind. Ja, fantasien havde vide grænser.

Der blev i årene efter krigen dyrket meget hør på egnen. Tavene i hørren blev brugt til fremstilling af hørlærred og frøene til hørfrøolie. Det var et smukt når hørren blomstrede og marken stod som et blåt tæppe. Når hørren var afblomstret og høstklar blev den rusket, d.v.s. at den blev rykket op med rod og lagt til vejring og tørring. Under - og de første år efter krigen, blev hørren håndrusket, senere kom der maskiner.
Jeg husker der blev lejet flygtning, fra de mange lejre på egnen, til af at håndruske. Der kom en 10 - 15 stykker og mit job blev at hente vand til dem. En yngre mand i pilotuniform der tog træbenet af, lagde sig på knæ og ruskede videre, gav en 5-6 årig knægt et uforglemmeligt minde.
Som høravler var der den store fordel, at man kunne købe lagner, håndklæder m.m. der var var fabrikeret af hør, fra fabrikken, men det var noget stift og groft noget.

De gode tider for landbruget fortsatte efter krigen op gennem 50ene. Marshall planen/hjælpen fra 1948 til 52, hvor U.S.A ydede hjælp i form af maskiner og økonomiske midler til at genopbygge Europa. Vel af frygt for at kommunismen skulle brede sig vest for Jerntæppet, der gik ned gennem det centrale Europa, hvis der ikke kom bedre økonomiske forhold.
Landbruget begyndte mekaniseringen først i 50erne - hestene blev skiftet ud med traktorer, den lille "Grå Ferguson" kom til landet i tusindvis, de gamle stive kassevogne, med de storehjul, blev udskiftet med fladvogne med gummihjul - et stort fremskridt.
Midt i 50erne kom de første mejetærskere, der afløste selvbinderen og det møjsommelige arbejde med neg der skulle sættes i skok - forkes på vogn og køres hjem hvor det skulle forkes af vognen igen og sættes i lade eller hæs. Fast arbejde om vinteren, på gården, var tærskning af kornet - et støvet og træls arbejde.

 - fortsættes på Lokalhistorie 2.











Den udgravede del af vikingelandsbyen.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Mette Hald madsen | Svar 31.08.2016 14.30

Hej

Ved du hvornår det gamle bymejeri Kongensgade 9 i Esbjerg blev bygget?

Mvh Mette

Søren 01.09.2016 20.05

Hej.
Mejeriet blev bygget i 1888 - samme år som Andelsmejeriet. Indehaveren af mejeriet i Kongensgade var en mand ved navn Honning - det jeg husker.
Hilsen Sø

Søren | Svar 17.07.2016 19.23

Hej Poul!
Jeg svarede Ulla med en email.
Mvh. Søren

Ulla Larsen | Svar 21.12.2014 21.10

Hej min bedstefar er Chr.M. Nielsen fra Sædding
Min mor er født hvor kiropraktoren holder til ved du noget om dem .
Hilsen ulla

Poul 14.07.2016 17.14

Har du nogen sinde fået svar på din henvendelse?
Fætter Poul, Als
Hils Jørgen

Gert Linnau | Svar 25.12.2012 15.26

Flot side, flot beskrevet om Esbjergs historie, jeg glæder mig til at læse mere.

Jens Klindt Jørgensen | Svar 05.03.2012 17.31

Hej Søren
Kender du noget til Klindt familien.
En pige er døbt i Guldager Kirke i 1871 (Ingeborg Gjerdine Marie Klindt)
MvH Jens

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.12 | 19:18

Enig - ja det er sjovt at læse om skolen og få historien genopfrisket og ja det vækker minder. Gik på skolen fra 67 - 72.

...
10.09 | 23:25

Tak for fine fotos, bl.a. af mine oldeforældres gårde i Sædding. Frausing Christiansen/Uglvig er mi slægt. mvh Ella

...
04.09 | 11:31

Super skole
Gik der fra 64-71

...
20.08 | 09:24

Riis boede til venstre og lærer Sørensen boede til højre

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE