”How to breed good dogs”
en oversættelse af en artikel
bragt af “Uncle Elmer” i
bogen The Siberian Husky
udgivet af The International
Siberian Husky Club Inc.
-
oversat af Gert Kronholm
_______________________________________________________________________
Der er nogle mennesker, der har
held med godt udseende hvalpe, hver gang de matcher et par, og så er der den
anden type, der tror, at de gør noget meget smart. Tænker meget nøje over det,
men får en masse hunde af dårlig kvalitet ud af deres kuld.
Her er, hvordan jeg tror, du kan
komme i den ene klasse og ikke i den anden.
Du skal tænke på to ting, når du
starter på dine planer. Vil du avle renracede, eller vil du avle hunde, der
allerede er blandede? Der er stor forskel
her, og du kan ikke behandle hundene på samme måde.
Når du avler renracet, må du
tillade en større liste af fejl, der er givne i linien. Det er ligegyldigt
hvilken race eller linie. Enhver familie
af de registrerede slædehunde har sine egne problemer. Så, allerførst er
det din opgave at kende til problemerne
i tævehundens stamtavle. Det er let nok at finde ud af det ved at tale med alle
andre, end den der har fremavlet tæven. Jeg ville henvende mig til andre folk,
som har hunde fra samme linie, specielt kuldsøskende, og spørge direkte. Jeg
ville se, hvad disse folk har fået ud af den samme avl. Jeg ville se på så mange hvalpe, der kom fra de
samme forældre som min egen tæve, som jeg kunne . Hvis jeg nu foretrak
linieavl, ville jeg specielt notere mig, om den ene eller anden forælder gav
rigtig gode hvalpe ved out-crossing. Jeg ville specielt notere mig om moderen
eller faderen til min tæve videregav en bestemt fejl særligt ofte. Hvis jeg så,
at dette var tilfældet med én af dem, ville jeg ikke avle tilbage til den side,
medmindre fejlen var noget, der ikke påvirkede det at løbe eller avle. Jeg
ville dog gerne gå videre og ind i den side igen, hvis det eneste problem var
et sky temperament, eller nogle langpelsede hunde, eller nogle få hunde der var
for store eller nogle tæver for små. Men jeg ville ikke avle tilbage i den
linie, hvis jeg så, at en masse hunde af den linie var angstbidere, ikke havde
nok sex-udstyr, havde virkeligt dårlige skuldre eller korte ben, eller dårlig
bagpart, eller krøllet hale og tager korte skridt. Jeg ville overhovedet ikke
overveje at gå tilbage i sådan en linie, selvom min tæve så perfekt ud i alle
disse forhold, da bare en lille smule mere indflydelse derfra kunne udviske alt
det gode, hun måske kunne give.
Altså - hvis hun er rigtig god, og hendes familie på
mødrene side ikke er meget værd, så ville jeg se med større interesse på hendes
fars side. Måske er det ham, der gav hende de gode ting hun har, og hvis jeg
fandt alle disse gode ting på hans side, ville jeg finde frem til den han, fra
den linie, der løber bedst, den der ligner hende allermest på de fleste
områder, og så ville jeg avle med ham.
Jeg antager, at i forstår, at jeg
overhovedet ikke ville overveje at avle med hende, hvis ikke hun var virkelig
god, havde vist mig en masse i selen, og at jeg håbede på at få en anden lige
så god som hende. Jeg har aldrig holdt med de mennesker, som har haft en masse
tæver til avlsbrug, der aldrig har været spændt for eller som ikke har deltaget
i konkurrencer. Tæven er halvdelen af hvalpene, og hvis hun ikke er god, vil
hun give det videre. Hvis hun kun kan gå an, vil hun give hvalpe, der kun kan
gå an.
Det er svært at få en virkelig
god tæve, men jeg holder ikke med de, der kun vil køre med hende og aldrig vil
avle på hende. Jeg avler så meget på hende jeg kan uden at overdrive, eller at
gøre det hårdt for hende; hun løber ind imellem. De gode kan opfostre et kuld
om sommeren og deltage i løb hele vinteren i hvert fald nogle få år, og kan så
få flere kuld, efter at de ikke løber så godt mere. Sådanne hårde damer er det jeg ønsker som mor til mine hvalpe.
Hvis jeg ville parre min
renracede uden at prøve på linieavl, ville jeg igen se på hvilken han, der
kunne matche hende, men så ville jeg ikke bekymre mig så meget om fejlene i
hendes familie. Jeg ville ikke tilføje nye fra den nye linie, og jeg ville ikke
bruge en han, der havde de samme problemer som hendes familie, da det ikke
ville give noget godt.
Hovedsagen er at jeg aldrig
ville vælge en undersætsig og kortbenet tæve
med et dårligt temperament og parre hende med en stor højbenet han, der var
”blød”, eller noget lignende, da resultater ”gennemsnit” næsten aldrig
kommer. Uanset hvad du har, skal du avle efter det bedste du ved. Du må
smide noget af skidtet der kommer ud, men der vil være et par stykker, der er
bedre end den værste forælder, selvom de ikke er så gode som den bedste
forælder. Det tager virkelig lang tid at producere kuld, hvor flertallet af
hvalpene er lige så gode som forældrene.
Det ser ud, som om der er mange, der ikke indser dette.
Hvis du tager din tæve med til
den hotteste avlshan i området, og du ikke får nogen superhunde i kuldet, ville
det ikke være nogen stor overraskelse, for det er forbandet hårdt at
sammenligne med noget der er toppen, men når du kender til sådan en hund
betaler det sig at huske på ham i stedet for at sige: ”jamen, han er da ikke
noget særligt”,
bare fordi hans døtre måske ikke
er det.
Det er hårdt for enhver god
avlshan ( eller avlstæve) at udviske alle de fejl, som partneren giver videre i
kuldet. Hvis han er stærk og af god
kvalitet, vil han have større chancer for at give det videre til egne hvalpes
hvalpe.
På den anden side, hvis han kun
var en ener ud af en dårlig familie, vil han ikke betyde meget for sine
efterkommere. Sædvanligvis er der andre der eksperimenterer hurtigere og dybere
end dig, så du kan afbryde dit eventyr, før du står med ubrugelige hunde op til
halsen, ved at gøre dig den anstrengelse at tage ud at se, hvad andre har fået
ud af at lave lignende avl.
Du skal bare se dig rigtig godt
for og sikre dig, at den anden fyr ikke overser noget i sine hvalpe, som ville
være fint for dig. Hvis han ikke bryder sig om en sky hund eller én der trænger
sig på, og disse indavlede hvalpe alle er enten det ene eller det andet, kunne
han måske snakke dig helt fra at prøve den samme avl, selvom resultatet kunne
blive lige, hvad du kan lide.
( Det ovenfor stående er et
uddrag fra juni 1974 fra spalte ”Uncle Elmer” først trykt i Team & Trail,
og senere gengivet i September udgaven af ISHC Newsletter. Uncle Elmer spalten
var et fast indslag i Team & Trail, og siden da er der udgivet en samling
af Uncle Elmers skrifter i tre paperback bind. Udgiver: Team & Trail, P.O.
Box 128, Center Harbour, NH 03226-0128.)
Gerts PS. Det er tydeligt, at
dette er skrevet i et land og under forhold, der ligger fjernt herfra, idet der
gives direkte mistillid til enhver avler. Det er vor klare opfattelse, at
enhver avler med respekt for sig selv og sin race vil kunne spørges til råds om
alle forgængere i avlen, der ligger bag et specifikt individ, og hvorfor man
skal se gennem fingre med flere fejl i linierne hos renracede slædehunde
forstår jeg ikke en dyt af, men måske nogen anden kan forklare mig det.
Åbenhed omkring så vigtige ting
som temperament og arvelige sygdomme, der måtte være usynlige for andre end
opdrætteren, bør være en selvfølge for at kunne bevare vor egen race så sund
som muligt. Også ad den vej kan vi med tiden få f.eks. en betydeligt bedre
status på øjensygdomme. Det kræver bare, at flere end nu får mange flere hunde
undersøgt. Det er ikke tilstrækkeligt kun at undersøge kommende forældre, og så
kun benytte få avlsdyr, som er fundet fri.
Ja, det var så bare et lille hip
herfra!!