Fængselsbetjent står klar,når katastrofen sker
Dallas har ikke sine evner fra fremmede. Hans far er en af verdens bedste redningshunde og hans mor er pensioneret narkohund fra Kriminalforsorgen.

Kærlighed til hunde og lyst

til at hjælpe fik fængselsbetjent

Sussie Helsby til at

melde sig som hundefører.

Hund og fører gør klar til dagens træning.

Næste gang verden oplever et jordskælv, som det der skete i Haiti i januar, så kan det være den 48-årige Sussie Helsby, som træder til for at hjælpe. hun har nemlig valgt at supplere sitjob som fængselsbetjent i Anstalten ved Herstedvester med jobbet som hundefører. Det betyder, at hun kan hjælpe, når katastroferne rammer.”Jeg har altid haft hund og ønsket, at jeg kunne bruge mine hunde til noget. Samtidig har jeg altid gerne ville hjælpe mennesker i nød. Jobbet som hundefører var derfor en oplagt mulighed,” siger Sussie Helsby. Hun er i dag tilknyttet Roskilde Brandvæsen og Den Frivillige Indsatsstyrke under Beredskabsstyrelsen, og har som teamleder flere gange været sendt ud til eftersøgninger i Danmark med redningshundene. Senest den sammenstyrtede skøjtehal i Rødovre og gaseksplosionen i Greve i 2009.

”Hunde har en helt fantastisk lugtesans. En sulten hund har en lugtesans, der er 2.500.000 gange bedre end et menneske så deres næser er en helt afgørende faktor, når de for eksempel søger efter overlevende efter et jordskælv, en nedstyrtet bygning eller er på eftersøgning herhjemme efter bortgåede personer,” siger hundeføreren. Om to måneder er hun formentlig klar til udenlandske missioner: ”Jeg glædermig til at få godkendt min hund som redningshund, så jeg også kan hjælpe til, når katastrofen rammer uden for vores egne grænser,” siger Sussie Helsby.

En hård hund

Redningshunde skal være af en speciel støbning. De skal ikke være af en bestemt race, men de skal kunne arbejde meget selvstændigt under vanskelige forhold, som ved for eksempel røg, ild, høje lyde, skud, og de skal kunne gå på underlag, der bevæger sig. Hundene bliver trænet i specielle anlæg, der er konstrueret så de ligner ruiner efter et jordskælv. Her trænes de i at finde overlevende – figuranter – og markerer med halsgivning, når figuranten er fundet.

”Der er tale om en intensiv træning. Selv træner jeg med min hund mellem en og tre timer hver dag. Der er ikke kun tale om eftersøgning i ruiner, for redningshunde skal også kunne rundere i forskelligt terræn, de skal kunne gå spor og de skal kunne eftersøge i bygninger. Så alt i alt skal redningshunde være uddannet i ret mange discipliner før de bliver godkendt. Men stadig med eftersøgning i ruiner som den altovervejende disciplin,” siger Sussie Helsby. I 2007 blev Sussie Helsby uddannet som redningshundeinstruktør og har siden været med til at uddanne redningshunde og nye redningshundeførere, og kan på den måde give sin viden videre til andre.

Sussie Helsby har flere gange været med til eftersøgning af mennesker i Danmark
Løn ved udsendelse

Der er en række praktiske hensyn, når man sender hunde og hundefører til katastrofeområder i udlandet. Kolonnechef i Beredskabsstyrelsen Lars Kirkegaard siger: ”Hundene skal blandt andet have de rette vacciner og det rette foder med. Man kan nemlig ikke være sikker på, at modtagerlandet har det hundefoder, som er nødvendigt.”

Lars Kirkegaard oplyser også, at Beredskabsstyrelsen tegner en kontrakt for alle udsendte hundeførere, der garanterer dem løn under udsendelsen. Lønnen bliver betalt af Beredskabsstyrelsen.

 

Af Helle Degn

Redningshunden Dallas søger efter figuranter i ruinen.
Artiklen kan også læses på: /http://www.faengselsforbundet.dk/