Så er vinteren kommet til Julemandens land.

Lige nu fryser det 10 grader, men DMI har lovet ned til hele 22 graders frost i weekenden, så nu er det definitivt slut med skjorteærmer og korte bukser.

 

Det har været nogle oplevelses-rige måneder siden vi kom til byen 1. august.

 

Rent arbejdsmæssigt er der ikke de store overraskelser.

Dagene går sådan lidt ” lokal-politi-agtigt ” med sagsbehandling af alt fra skilsmisse-sager, faderskabs-sager, stævninger, vold, tyveri, drab mv.

Den sidste 1½ måned har været stille men i august og primo september arbejdede jeg ca. 60 timer om ugen, så der var man lidt brugt i perioder.

 

Det er mest i fritiden, at eventyrene venter.

Første store oplevelse kom, da jeg via nettet fandt drømmebåden, en Bella 652 med 170 heste, som desværre lå i Nuuk.

En masse info og fotos frem og tilbage, og så tog jeg flyveren til Nuuk og handlede båd.

Herefter sejlede jeg og en kammerat båden hele vejen til Ilulissat, ca. 3-400 sømil i hårdt vejr, men efter 2½ døgns sejlads i høje bølger, mellem hundredevis af skær og tåge var vi fremme og i god behold.

 

Sikke en oplevelse!

 

Nu er vi så de glade ejere af M/S Camilla, en skøn båd med max fart på 34 knob, 4 sovepladser, kogeplade, oliefyr, toilet og alt muligt andet.

260.000 kr. stod vidunderet mig i + billetter til Nuuk.

 

Et par dage efter blev jeg ” beordret ” til at tage med en helikopter fra Ilulissat via Diskoøen til Nuuk med en psykiatrisk patient.

Turen foregik i 100-200 meters højde langs kystlinien, hvor jeg netop havde sejlet, så det var sjovt at se det hele lidt fra oven. ( med løn. )

Vi så også hvaler under helikopteren og sneharer i fjeldet, skønt.

 

Så gik dagene ellers med en del sejlads, og det lykkedes mig også at fange lidt fisk, herunder hellefisk, torsk og havkat, som alle er super spisefisk.

 

Jeg /  vi har vel sejlet en små 20 ture nu, og kun på en enkelt tur har jeg ikke set hvaler.

Her omkring Diskoøen er en af verdens største populationer af hvaler, primært pukkelhval og grønlandshval men også de kæmpe fin- og blåhvaler. Jeg har set alle slags nu, og de er jo som altid skønne.

Jeg har haft dem inde på afstande af ca. 20 meter og så er en finhval altså STOR! De er omkring 20-25 meter og enormt brede, fantastisk.

 

For 2 uger siden fløj jeg til Sdr. Strømfjord med en kammerat og boede 5 dage i ødemarken i en simpel hytte, hvorfra vi gik på jagt.

Allerede på 1. dagen lykkedes det mig at nedlægge en kæmpe moskus-tyr med anslået vægt på 250 kg.

Da skuddet faldt var jeg under 10 meter fra dyret, en meget intens oplevelse, især for en novice i jagt.

Før jeg skød, kunne jeg tydeligt høre dyret gå og tygge græs og jeg var så tæt på, at jeg kunne lugte, da den lagde en kage på jorden.

Jeg har jo aldrig skudt noget som helst før min tid i Grønland, og nu har jeg så nedlagt både rensdyr og moskus…… Det bliver svært at sætte et nyt mål.

Det tog 24 timer før oksen var parteret og båret ned ad fjeldet til hytten, og herefter skød min makker 2 rensdyr, som jeg spottede for ham midt i et snevejr.

På turen frøs det ned til 14 grader og vi gik ca. 20 km i fjeldet hver dag, op til ca. 800 meters højde og ned igen, så jeg kom hjem med stramt maveskind og i topform.

Med mig hjem havde jeg hele 90 kg moskus, herunder ca. 50 kg rent kød uden ben og så skind og kranie.

 

I dag er det tid til at planlægge, at båden skal på land.

Sæsonen er forbi nu og det er ret ærgerligt, men nu bliver det også først lyst kl. 9 og mørkt igen kl. 1700.

 

Vi går mod mørkere tider, og dagen svinder 15 minutter dagligt.

I december måned bliver her helt mørkt og solen kommer igen omkring 15. januar.

 

Jeg glæder mig afsindigt til sommeren næste år, hvor vi skal sejle konstant i den korte grønlandske sommer.

Vinteren kommer til at gå med at planlægge sommerens togter og skaffe info om gode fiske- og ankringspladser.

 

Ungerne er for længst kørt ind i deres børnehaver, og det kører fint.

Den store udfordring er at finde job til Camilla.

Indtil videre har hun haft nogle vikartimer på en skole, men hun lider af, at hun ikke taler grønlandsk og har underligt nok fået afslag på div. ansøgninger alene med denne begrundelse.

 

Grønland fylder jo ikke meget hos den alm. dansker, men heroppe fylder Danmark meget for den enkelte grønlænder.

Det er næsten ikke til at forstå, men mange mener, at Danmark skylder Grønland alt for at have været en dominerende kolonimagt.

Det er helt til grin, men ikke desto mindre virkeligheden, og vi oplever i nogle henseender en del omvendt racisme, især i forbindelse med Camillas jobsøgning.

Det er ret frustrerende og uholdbart økonomisk i længden, men nu ser vi lige an, mens er par ansøgninger er ude i systemet.

 

 

Vores hjemmeside er ikke ligeså aktiv, som sidste gang vi var i Grønland.

Af en eller anden grund er det svært at finde motivationen, men der ligger dog lidt fotos og info om vores knap 3 måneder heroppe.

Hilsner i gæstebogen modtages altid med tak.

 

Og så kan jeg jo benytte lejligheden for at reklamere for Facebook, hvor mange af vores fotos også ligger.

 

 

 

Håber I har det godt og hygger jer i det danske efterår.

Savner indimellem Helsingør politigård, men kun kortvarigt, for Ilulissat har været den helt rigtige beslutning for os, som tingene er nu.

 

 

 

Satser på en opdatering efter jul, hvor jeg nok kan berette om temperaturer på – 30 og hundeslædeture.

 

 

Thomas

Så oprandt dagen, vi længe havde ventet på. Det var dagen, hvor vi skulle stige ombord på flyet, som skulle flyve os til vores nye liv i byen Ilulissat i Grønland.

 

Efter en, for undertegnede, tårevæddet afsked i lufthavnen gik turen gennem lufthavnens kontrolsystem, som for engang skyld gik smertefrit. Det var dog ikke alt, der gik smertefrit. Efter en tur gennem taxfree, skulle min kære husbond finde os 3 flasker rødvin, da det jo er væsentligt dyrere i Grønland. Det hele virkede åbenbart lidt dyrt, så da han fandt en pris der hed 239 kr. snuppede han 3 og så gik turen mod kassen. Thomas havde regnet med at det var 3 for den pris, men nej… Det var stk. prisen! Så det smertede pengepungen en anelse.

 

Så gik turen mod gaten. Denne gang skulle vi flyve på business. Det var bare vildt lækkert. Der var masser af plads og servicen var helt i top. Især Emil havde stor glæde af denne luksus. Man får nemlig udleveret en lille taske med sko-creme, læbepomade, creme, tandbørst, tandpasta, sokker og en maske til at ligge over øjnene, for at holde lyset ude. Da det var tid til en lur, fandt Emil sin nye maske frem og faldt i søvn med den på.

 

Da vi kom til Sønderstrøm havde vi 5 timers ventetid, inden vi skulle flyve videre. Det er så her, det er godt at være gift med en politier. For en af kollegerne fra Sønderstrøm var så sød, at køre os en tur, i håbet om at se en moskusokse.

Det lykkes os, på lang afstand, at se 2 moskusokser. Det lignede godt nok mest, 2 sorte pletter. Men vi så dem. Og så var det rart, ikke at skulle sidde i den lille kedelige lufthavn i så mange timer.

 

Efter endnu en times flyvetid, ankom vi til Ilulissat. Det var rart at være fremme. Her blev vi mødt af Thomas’ chef Janus som tog imod os. Efter lidt ventetid på vores klapvogn, som aldrig kom, kunne vi kører mod byen.

 

Allerede på vej fra lufthavnen fik vi en fantastisk udsigt over byen og isfjorden. Det var skønt endelig at være fremme…

 

De næste par dage boede vi i en lille lejlighed. Men da vi ikke havde fået vores ting endnu, skulle vi ikke bruge så meget plads, så det var helt ok. Efter 5 dage flyttede vi til endnu en vacant bolig. Denne gang til et lille gult hus, som lå 5 meter fra vandet. Det havde bare den skønneste udsigt og selv når jeg sad i min seng om aftenen, kunne jeg nyde udsigten.

Når ungerne var puttet om aftenen, satte jeg mig ud på terrassen med et tæppe og læste helt frem til kl. 23.30, for solen gik jo aldrig ned. Det var nogle skønne dage, hvor jeg fik chancen for virkelig at indsnuse Grønlands mange dufte. Nogen bedre end andre, men især duften af is er helt speciel.

 

Efter endnu et par uger flyttede vi til vores permanente bolig som er et gult rækkehus på knap 100 kvm. For mig var det skuffende, at flytte fra det lille gule hus ved vandet og til et boligkvarter. Men efter lidt tilvænning, går det jo også. Nu er vi ved at være på plads, men har stadig flyttekasser hist og pist. Men det er rart at have et hjem for de næste 2 år.

Farvel kaffemik i DK

 

Et par dage før vores afsked med Danmark, holdt vi kaffemik hjemme hos farmor. Vi havde endnu engang lavet at hav af forskellige kager, som der jo skal være til en grønlandsk kaffemik.

 

Det var en super hyggelig dag, hvor gamle som nye venner kom forbi, for at sige farvel og på gensyn. Det var dejligt at se så mange ansigter, men også svært at skulle sige farvel for de næste 2 år.

 

Det er derfor skønt at høre fra jer.

Jul med farmor

December gik med hastige skridt, som den plejer, med julehygge det ene og det andet sted.
Man må sige, at grønlænderne kan finde ud af at fejre jul. Der er ikke et vindue uden en julestjerne og ikke et barn uden en godtepose. Julemanden har været på besøg rigtig mange steder. Og det er altså i en by, hvor der kun bor 15.000 mennesker. Så det er ret imponerende at se, hvor mange kræfter de lægger i det. Dagen efter det store juletræ blev tændt, blev der sendt godteposer ud til alle skoler og institutioner...

D. 21. landede farmor endnu engang i Nuuk, for at holde jul med os. Det var rigtig hyggeligt. Vi var alle sammen ude i lufthavnen og hente hende og drengene hujede da flyvemaskinen landede.

Juleaftens dag landede julemanden med helikopter nede ved hospitalet Sana. Det var vi nede og se. Hold op hvor var de mange mennesker og de skubbede og hev for at få slik af julemanden, sikken et postyr.

Om aftenen kom min kollega Trine også og holdt jul sammen med os. Det var en rigtig hyggelig aften, som sædvanlig var et gaveorgie for drengene. Og tænk engang, så kom julemanden med gaver. Det var helt fantastisk...Vi andre fik nu også rigtig gode gaver. Jeg fik en sælskindspung og en ulu, som er en kniv, der bruges til at flænse hvaler og sæler, den er meget meget skarp.

2. juledag var vi hos en af Thomas' kolleger der hedder Henrik og hans familie. Der kunne alle ungerne bare lege og hygge sig, mens vi andre smovsede i alt den gode mad.

D. 28. rejste farmor igen. Denne gang var det ikke så sørgeligt, for det varer ikke så længe før vi ses igen.

Nytårsaften var meget stille. Vi var bare os 4. Heroppe skyder de både af kl. 20 (for DK) og 24. Det betyder at ungerne ikke skal holde sig vågne til midnat for at se fyrværkeri. Det er altså ret godt. Thomas skød et par raketter af til stor fornøjelse for Emil, men Mikkel syntes absolut ikke det var sagen. Men hvis han sad indenfor og kiggede ud, var det helt i orden. 
Da drengene var puttet spiste Thomas og jeg lidt god mad og nød lidt stille voksentid.

Januar er bare gået rigtig stærkt og nu er tingene pakket og sendt med den store båd til Danmark. Det er med blandede følelser, at vi siger farvel til Grønland. Vi har haft mange op - og nedture. Nedturene har været i forbindelse med vores arbejde. Det har været frustrerende at se på og se til, mens der ikke er nogen der handler. Opturene har været den grønlandske natur og den tid vi har haft sammen som familie. For vi har haft meget mere tid sammen heroppe end i Danmark.
Så konklusionen er nok at vi hælder mere og mere til at sige på gensyn på Grønland. Men nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg har lige et studie der skal færdiggøres. Så om vi vil det eller ej, så er vi hjemme til august måned.

PÅ GENSYN GRØNLAND!

D. 17. december tog jeg en tur en tur med Politikutteren til Fiskenæsset. Jeg efterlod Thomas og drengene derhjemme og tog istedet for min tidligere kollega Trine med.

Som altid, kunne vi se Nuuk fosvinde bag os omkring kl. 8 om morgenen. Vi blev ikke længe på dækket, da termometeret viste -10 grader denne morgen. På denne tid af året, står solen heller ikke op før efter kl. 10.

Det meste af turen sejlede vi indenskærs, men der var flere strækninger hvor vi sejlede udenskærs. Det kan med det samme mærkes på båden. Selv om der ikke er nogen vind, begynder det at gynge. Det er dønningerne fra Atlanten der ruller ind. Det gjorde desværre, at nogle stykker blev søsyge undervejs.

Efter ca. 5 timers sejllads kom vi til en længere strækning, hvor vi må bryde is. Det var bare en fed oplevelse. En rigtig Grønlandsoplevelse!. Isen var nogen steder ca. 40 cm tyk. Det gik langsomt men sikkert fremad. Nogen gange begyndte motorens alarm at pive. Det var et tegn på, at den arbejdede for hårdt. Så måtte vi lige vente på, at hun "Sisak" var klar igen. Andre gange blev isen for tyk. Så måtte vi bakke og så frem igen. Ih, det kan slet ikke beskrives. Det var bare, sådan nogen oplevelser, jeg har drømt om hjemmefra.

Ligesom at solen først står op kl. 10, så går den allerede ned igen omkring kl. 14.30, så det er ikke mange timers daglys vi nåede. Men i den lyse tid nåede vi at se rensdyr, polarræve, sæler og en ørn.
Omkring kl. 17.30 ankom vi til Fiskenæsset. Da det jo var meget mørkt, var det begrænset hvad vi så af byen. Selv det lokale supermarked var lukket. Så vi måtte ty til "Haps Kiosken", som udefra bare ligner et skur og så inden for... Ja, så ligner det også et skur. Men kiosken er ikke større en 2 x 5 meter og de har alt fra spillekort, thai chillisovs, mælk og toiletbørster! 
Tilbage på båden var Carl ikke færdig med politiarbejdet. Vi måtte derfor vente med at sidde i kabyssen, til han var færdig med div. politiafhøringer. Trine og jeg sad derfor i mellemgangen på en kummefryser og et trappetrin og sludrede om div. livserfaringer. Det var rigtig hyggeligt.
Resten af aften sad vi i kabyssen og sludrede med de andre.

Da det blev lyst næste dag, gik vi ud for at se byen. Den var rigtig flot, helt klædt i hvidt. Jeg havde dog håbet på, at vi kunne komme op til udsigtspunktet, som er en heliport der bruges til rubin fragt, men der var for meget sne. For det første kunne vi ikke se stien derop for bare sne, og for det andet tog jeg 2 skridt ud i sneen for at se hvor dyb den var, og så stod jeg med sne op til midt på låret. Så det droppede vi. 
Så vi gik bare lidt rundt i byen og besøgte det lokale supermarked, som også har et spændende udvalg med konfirmationskjoler, frossen yoghurt, rifler, kartoffelskrællere osv. 

Omkring kl. 12 sejlede vi hjemad igen. Da vi kom til det sted, hvor vi dagen før havde brudt isen, sejlede vi i den samme rende igen. Den havde dog lukket sig mere end jeg troede den ville. Vi kunne se rensdyr spor i sneen lige ved siden af båden. Og pludselig så stod de der. Rensdyrene lød ved siden af båden kun 25 meter væk. Vi fik desværre skilt flokken ad og 2 af dem endte på den anden side af sejlrenden. Men de blev forhåbentligt samlet igen et døgn efter. Tænk engang de løb lige der. Det var sjovt at se. Men desværre allerede for mørkt til, at jeg kunne forevige dem på et par billeder.

De havde lovet mere vind på vej hjem og det kom der også. Jeg slap heldigvis, men flere andre blev meget søsyge. Jeg snuppede en god morfar i min køje. Skønt at ligge der og vugge frem og tilbage.

Det var en super tur, med oplevelser jeg ikke ville undvære.  

 

Så forvandlede Grønland sig til det "rigtige" Grønland.
Hele aftenen sneede det helt vildt. Vi kunne i løbet af eftermiddagen, følge de tunge blålilla skyer indtage den klare blå skyfri himmel. På mindre end et par timer, blev byen klædt i en smuk snedragt.
Næste morgen var himlen igen blevet blå og sneen næsten råbte, at vi skulle komme ud og lege.
Et par uger før, havde vi samlet en kælk op af havnen og den var jo perfekt nu. Så på vej til børnehave, fik Emil sin første rigtige slædetur. Og han nød det. Han sang og stak lufferne ned ned i sneen hele vejen.
Mikkel fik også sne op i klapvognen, så han kunne sidde og lege med det.
Efter at Thomas og jeg havde afleveret drengene, gik turen ned til båden. Målet var Præstefjorden, hvor Thomas tidligere havde haft et godt fiskeri.
Jeg har skrabet bil mange gange, men det var første gang, jeg har stået med en spand og tømt båden for sne, inden vi kunne komme afsted. Der var mellem 10-20 cm sne overalt.
Men afsted kom vi. Og sikken et sceneri. Der var ny-is i havnen og fjeldene var helt hvide. Og for engang skyld lå vandet stille. Det kunne kun gå godt.
Efter ca. en times sejllads nåede vi Præstefjorden. Der var meget smukt og meget meget koldt.
Stængerne var klar og vi var klar til det store rødfiske sats. Og det skal jeg lige love for, vi fangede op mod 30 rødfisk og smed ligeså mange torsk tilbage i baljen.
Der var så koldt, at efter første fisk blev jeg simpelthen nød til at fiske med mine store sælskindsluffer. Min tommelfinger var blevet så kold, som jeg kan huske fra jeg var barn, hvor fingrene skulle under koldt vand og så gør det bare så ondt, når de tør igen. Men efter at jeg fik lufferne på, så gik det fint.
Så var det frokosttid. Hjemmefra syntes vi det var en god og hyggelig ide, først at smøre maden ude på båden. Vi havde taget sild, karrysalat og æg med.... Prøv lige at smør mad i 10 graders frost og så spis det med kniv og gaffel. Jeg kan kun sige, at det ikke kan anbefales. Og så en meget kold øl. Nøj, det var meget meget meget koldt.
Så gik turen hjemad. En skøn tur med fantastisk natur og masser af fisk.
Da vi kom i land, skulle drengene hentes. Vejret var stadig perfekt. Thomas tog på politistationen for at bortadoptere de fleste af vores fisk og jeg hentede drengene. Mikkel i klapvognen og Emil i kælken. Det er altså bare super fedt.
Lige ved siden af vores trappe, er der en bakke og den kælkede vi på da vi kom hjem. Det er bare skægt at kælke og drengene hvinede af fryd. Da drengene begyndte at blive kolde og aftensmaden nærmede sig, gik vi ind. Men det var svært. Vejret viste sig fra sin bedste side og jeg havde bare lyst til at pakke meden og så tage ud for at grille. Men det ville blive for koldt for drengene. Så er det godt vi bor så fedt, at vi kan se det hele fra stuen.
En skøn oplevelsesrig dag, som giver masser af energi.  

Så blev det min fødselsdag. Den havde Emil ventet længe på.

Jeg havde en rigtig god og hyggelig dag. Jeg fik min fantastiske gave på sengen. Og det var, som jeg kun svagt havde turde håbe på, et par vildt fede sælskinds moonboots. Det er altså en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået.

Dagen gik med afslapning og forberedelser til om aftenen. Til middag skulle vi have Thomas' selv-fangede rensdyr. Vi skulle lave en kølle på omkring 3 kilo. Den skulle have omkring 2 1/2 time i ovnen.

Kl. 16 kom Rene og drengene. Tina skulle desværre på arbejde. Det var hyggeligt, så kunne drengene nå at lege, inden det var spisetid.

Omkring kl. 18 kom resten. Det var Zara, Ulrik, Carl, Erik og Ann. Vi havde egentlig sagt vi skulle spise kl. 18, men vi fik først spist kl. 19. Men det var ventetiden værd. Jeg har sjældent fået så mørt kød. Jeg kunne skære det over med min gaffel. Det var virkelig lækkert. Så havde vi tilmed fået lavet en god sovs til. Så kan det jo ikke gå helt galt.
Thomas og jeg var bange for, at vi ikke havde med nok. Men vi fik ikke engang spist halvdelen af køllen. Og det var ikke fordi, der blev holdt igen.

Efter maden blev der sunget fødselsdagssang. Emil sang rigtig fint med. Så var det lagkage tid. Emil og Oliver hjalp mig med at puste lysene ud. Vi havde lavet 2 lagkager. Én havde været rigeligt.

Det var jo en helt almindelig hverdags aften, så omkring kl. 22 takkede de sidste af.

Det var en rigtig dejlig og hyggelig aften. Tak skal i have allesammen.

Emil og jeg hentede Mormor i lufthavnen. Emil glædede sig rigtig meget. Det fede ved at hente i lufthavnen i Nuuk er, at vi kan se flyvemaskinen lande. Det er et kæmpehit. Det er ikke så tit vi får den mulighed.
Så kan vi se døren blive åbnet, trappen kommer ud og at mormor kommer ud af flyet.
Der var stor gensyns glæde. Og Emil snakkede som sædvanlig som et vandfald. Han lød næsten som om, han kun havde 5 min. til at fortælle mormor det hele.
Da vi kom hjem til lejligheden havde Mormor gaver med til drengene. Emil fik lastbilen Mac fra tegnefilmen Cars. "Du godeste Mormor" var Emil meget kommentar til den fantastiske gave.
De første par dage brugte vi på at se byen. Så var det meningen, at hele familien skulle have været en tur til Fiskenæsset. Men ugen før kom politiet og tog vores pladser. De skulle bruges til nogen fra kommunen. Da Thomas skulle være sagsbehandler på turen og alligevel skulle afsted, så kunne Mormor jo ligså godt tage med og få den oplevelse.
Og det lød som om det havde været en fantastisk tur. Det havde gynget meget på vej derned. Men det var ikke noget problem.
Da de var ankommet til Fiskenæsset, var Mormor taget på bajer-mik hos en af de lokale, sammen med Steen og Per som er 2 kolleger til Thomas. Det havde vidst været ret fornøjeligt.
Dagen efter var gået med lidt vandring i området, som havde været utrolig smukt. Mormor havde endda, forvildet sig næsten helt op til heliporten, for at få den skønne udsigt.
Sejlturen hjemad havde været solrig og meget smuk.
Tilbage i Nuuk brugte vi dagene på at se byen, sejle lidt og hygge. Det var begyndt at blive rigtig koldt, så det begrænsede vores sejltimer meget. Men det var vidst ok, for så komfortable er vores båd heller ikke, når Mormor har dårlig ryg og lidt svært ved at holde balancen . Men vi nåede da at fange lidt torsk og komme tæt på isbjergene. Den ene gang sejlede vi endda igennem rigtig meget is.
Mormor fik også stillet bekendskab med nogle af Nuuks mange trapper. Nogle af dem er meget stejle og meget lange. Det var vidst ikke lige sagen. Ellers blev der hygget med børnebørnene. Vi gik ture, fodrede ænder og var i legetøjsbutikken.
En af de sidste dage var vi på Gertrud Rask og spise. Det er en fin restaurant, som specialisere sig i at benytte de grønlandske råvarer. Prisen for 2 retter lyder på 295 kr. Men så koster en hakv flaske vin også 175 kr. Men det var det værd. Nøj, det var bare rigtig lækkert. Tusind tak for mad Mor, det var super.
Den sidste aften stod også i madens tegn, da Mormor lavede forloren hare. Mums, det var også bare lækkert. 
Vores lejlighed har heller aldrig været så rydelig i så mange dage af gangen. Og det var helt mærkeligt ikke at drikke af kaffekrus fordi vores vandglas faktisk var rene 5 min efter vi havde brugt dem. Tusind tak for det. Vi håber alle du har haft en god tur.

Forlængelsen er i hus........

Sidste uge fik jeg at vide, at jeg som ansøgt bliver forlænget, sådan at min turnus først udløber 1. februar.
Det har jo hele tiden været planen at forlænge fra november, men intet var sikkert før nu, så der har været en del panik under skjorten.

Fra 3.  november skal jeg indgå i et lille team på 4 mand som efterbehandler div. sager, som kræver lidt ekstra eller er blevet gamle i skufferne af forskellige grunde.
Det bliver fast 8-16 og fri i weekenden, så det bliver helt anderledes end de sidste 4 måneder på vagthold med skiftende vagter.

Hjemme har jeg efter politireformen fået den stilling jeg søgte, en plads Helsingørs specialpatrulje ( MI-patruljen for målrettet indsats ), så jeg er ikke langt fra gaden sålænge.

I morgen skal jeg afsted efter havkat, endelig er der plads i kalenderen.
Desværre lover de blæst i morgen, så alt afhænger af udsigten i morgen tidlig.

Mormor ventes på mandag og farmor har meldt sin ankomst til jul, hvilket vi alle er meget glade for.

Thomas 25/9

Mikkel var som det ses meget begejstret for fars ny-fangede havkatte.

Se mere på fiskesiden.

Thomas 29/9

Fredag kl. 23.30 sejlede båden. Min far og jeg er på vej til Ilulissat. Det er byen der er ligger op til verdens mest aktive is-bræ. Den producere 35.000 tons is i døgnet og laver nogle af de største isbjerge.
Jeg har drømt om at se dette sted. Så da min far og jeg besluttede os for at sejle nordpå, var jeg virkelig spændt. Det skal dog lige siges, at jeg skulle være væk fra mine drenge i 5 dage.... Det er en evighed og ikke noget jeg har prøvet før.
Set i bakspejlet havde vi en meget kulturel sejltur. Sejlturen tager 1 1/2 døgn. Det betyder, at vi havde 2 overnatninger på båden. Da vi købte rejsen blev vi spurgt om hvordan vi ville sove. Jeg var hurtig og svarede bare det billigste. Det skulle jeg nok have spurgt lidt mere ind til. Men man kan jo altid være bagklog.
Da vi gik ned for at finde vores sovepladser, blev vi fulgt helt ned i bunden af skibet. Under personalet. Så kom vi ind i en sovesal. Og vi var helt sikkert de eneste danskere. Vi skulle bo i det sidste rum, hvor der ikke engang var et forhæng, som der var ved de andre rum. Men det bedste var den bagagehylde som ogsp stod inde hos os. På den stod der en kat i kasse, som hylede uafbrudt. Den brugte kattebakke stod lige ved siden af, sammen med al kattemaden. Den sover jeg ikke med, var det eneste jeg fik sagt til min far. Så gik jeg op til stewarden og fortalte ham om katten. Han virkede meget overrasket over at høre der var en kat. Men han var rigtig sød og fik flyttet katten og alt dens udstyr et andet sted hen. Den kom til at stå i en kasse oppe på dækket og der kunne vi høre den hyle. Det viste sig, at ejeren var stået af i Nuuk, uden sin kat.
Nå, da vi havde fået det praktiske plads, gik vi op på dækket, for at se om vi kunne se nordlys. Jeg ville også gerne se, når vi sejlede ud af fjorden til åbent hav. Mens vi står og kigger ud i mørket, kommer der en fra styrhuset og spørg om vi vil ind og kigge. Så der står vi inde i næsten en time og kigger ud i mørket. Båden har store spots på og en en fast post som hele tiden kigger efter isbjerge. Det var en helt speciel oplevelse.
Det meste af natten havde vi glæde af en fantastisk druk-anemone. Hun var hønefuld og helt og aldeles ucharmerende. Darh Vader kaldte jeg hende, for hendes vejrtrækning var meget besværet. Hun kunne slet ikke finde ro og rendte rundt. Flere gange kom hun ind til os og det var først da jeg for 3. gang, med meget store bogstaver spurgte "HVAD VIL DU?" at hun holdt sig væk. Tilgengæld lagde hun sig på briksen lige ude foran, så vi havde stadig glæde af lugten. Om morgen kunne vi så yderligere fornøje både vore næse og øjne ved synet af at hun havde tisset i bukserne. Det kan man da kalde kultur på allerhøjeste plan.... Nummer 2 nat gik dog fint. Men lugten af gammel røg og alkohol, hang dog i luften i sovesalen hele turen igennem.
Ellers var det en fin tur, med stop i Manitsoq, Kaneega (Eller sådan noget lign.), Sisimiut og Aasiaat. Det var dog kun korte besøg.

Det var først da vi kom helt op til Diskobugten, at de første is-bjerge dukkede op. Men så begyndte kæmperne også at vise sig.
Turen ind til Ilulissat var virkelig smuk. Det var synet at det ægte Grønland. Kæmpe store isbjerge tårnede sig op i alle størrelser og formationer. Nogen var runde og glatte, andre var skåret helt firkantede, mens andre var rå og spirede (Hvis man kan sige det).
Farvandet var helt anderledes end hvad vi er vandt til i Nuuk. Der er isskosser over det hele, mange flere både og det meste af tiden stille vand.

Thomas' kollega Peter Juellund henede os ved båden. Ham skulle vi sove hos den første nat. Peter er mildest talt et sludrechatol og som min far sagde en rigtig guttermand. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke kan lide Peter. Efter at vi have spist frokost, gik vi en tur ud i fjeldet. Peter ville vise os is-fjorden fra landsiden.
Hvis ikke Peter havde haft brok (undskyld Peter), så tror jeg ikke, at min far og jeg bare nogenlunde havde kunne følge med Peter. Han satte bare hånden i lyske for at holde på brokket og så var det bare der ud af. Peter var rigtig god til at holde pauser og vente på os. Men jeg er stadig imponeret. Jeg tror jeg skal løbetræne, inden jeg møder Peter næste gang.
Peter viste os en anden side af is-fjorden. Det var en fed fornemmelse bare langsomt at komme tættere og tættere på. Hele tiden blev det flottere og mere imponerende. Til sidst sad vi helt nede ved vandkanten og kunne stikke fingrene ned og mærke det kolde vand. Det ER koldt! Der går kun lige et par sekunder så prikker det i fingrene og så kunne vi bare ikke holde ud at have dem i vandet længere. Man skal passe rigtig meget på, når man er så tæt på kanten som vi var. Hvis et is-bjerg kælver eller ruller rundt, vil det sende en kæmpe bølge afsted. Men det er ikke sikkert man ser den, før den rammer land. For der er så dybt, at bølgen først rejser sig, når den rammer land. Nogen steder i fjorden er der 1500 meter dybt. For ca. 3 år siden døde 3 svenskere på denne måde. Der blev kun fundet rester af deres camp. Så i kan nok forstå at jeg var meget opmærksom, mens vi sad der. Der var en ubeskrivelig ro ingen motorlyde eller andet menneskeligt. Bare fuldstændig stilhed. Fedt fedt fedt fedt fedt fedt...
På turen tilbage igen, måtte min far og jeg "nyde udsigten" for at få et hvil. Det var op ad bakke. Pyha!
Til aften havde vi fornøjelsen af mesterkokken Peter Juellund. Han forvandlede lige et par kyllingelår til en udsøgt middag, med hvidløg under skindet og hele bagte hvidløg. Super mad. Det bedste på turen. Tusind tak for det hele Peter:
Næste morgen skulle Peters kone og 3 børn ankomme til Ilulissat. De havde ikke set hinanden i 3 mdr.. Så vi takkede pænt for det hele og flyttede på hotel de sidste 2 dage.
Hjemmefra havde vi booket en sejltur ind til is-bræen Eqip. Det er en af de få bræer, man kan komme helt tæt på. Det er en lang sejltur derop. Men det blev bare et møj vejr uden lige. Men afsted kom vi. Da klokken var ca. 10.30 fik båden en melding om, at der var møjvejr inde i byen og at vi skulle ride stormen af inde ved bræen. Men selv inde ved bræen var det møgvejr. Det regnede, sneede og blæste helt vildt. Det var så koldt, at vi kun lige kunne stå ude på dækket et pat minutter af gangen. Der blev snakket om flere steder vi kunne sejle hen og ligge i læ, men så viste det sig, ved nærmere efterspørgsel at ingen ting kunne lade sig gøre andet end at ligge ved bræen, med motoren tændt hele tiden for ikke ikke blive skubbet ind i alt det is der lå foran bræen.
Efter ca. 2 timer kunne vi sejle hjemad. Der stod stadig en masse sø på vej hjem til Byen. Nogle af bølgerne var 4 meter høje. Når vi var nede i en bølgedal, kunne vi ikke se over bølgerne. Der var ikke noget farligt ved turen, det var vare ikke særlig rart... og 2 kastede op i lange baner. Jo tættere vi kom på Ilulissat, jo mere is var der i vandet. Stormen havde gjort at bugten var fyldt med isskosser. Det var et flot syn. Men det var også rart at komme i land og få varmen.
Der var en del, som ikke var tilfredse med turen, så vi besluttede, at vi næste dag ville gå ned på kontoret og fortælle dem om vores fælles utilfredshed. Vi vidste godt, at det ikke var farligt, men det var heller ikke en fornøjelse. Resultatet blev, at vi samme dag fik en tur med Luffe, kutteren fra Nissebanden på Grønland, ind i isfjorden.
Det var en fantastisk oplevelse. Men føler sig virkelig lille, når man sejler rundt ved siden af disse giganter, som er mange tusind år gamle. Der er stille og temperaturen falder lige et par grader, så luften bliver mere frisk og is-agtig. Vejret var fint. Solen kiggede lige igennem skyerne en gang imellem og den mørkelilla himmel truede med sne når som helst. Farverne var meget specielle. En mørkelilla himmel, hvide isbjerge og blåt vand. En meget smuk og rå kombination.
Jeg tror min far og jeg tilsammen tog over 250 billeder af is-bjerge. Jeg kunne slet ikke lade være. Formationer og farver ændrede sig hele tiden. Nogle var glatte og skinnede i solen, andre var rå og takkede, mens andre var mere blå end hvide. Ubeskriveligt!
Jeg kan slet ikke forstå, at isbjerg der er flere hundrede meter langt og måske 60-70 meter højt, kan være 10 gange så stort under vandet. 1 m3 is vejer altså 1 ton.... Fed fed tur.
Efter sejlturen gik vi en tur rundt i byen. Ilulissat er kendt for at have flere hunde end mennesker, så jeg ville gerne ud og se nogle af alle disse slædehunde. Og hold da op, dem fandt vi. Vi kom simpelthen til Dog-land. Der stod bare ét hundespand efter det andet. Der var nok op mod 200 hunde på den store slette. På et tidspunkt kommer der en pige løbende med hendes to hunde, det satte bare alle hundene igang. Det lød ret vildt, med alle de hylende hunde.
Der var da også en hvalp der fulgte efter os. Hundene skal først lænkes når de er 8 måneder. Peter havde fortalt os, at hvis en hvalp fulgte efter os, så skulle vi kaste sten efter den. Det kan man da ikke sagde jeg. Men Peter fortalte at hvis en hvalp forvilder sig ind i et andet hundespand, så slår de den ihjel. Så jeg trillede forsigtigt en sten efte vores lille efterfølger og heldigvis hjalp det. Jeg havde næsten ikke kunne nænne, at kaste sten efter en hvalp. Det er en anden verden.
Om aften ville vi bare lige have lidt hurtigt at spise, så vi kunne komme ud og se solnedgangen over is-fjorden. Så vi spiste på hotellets 3 stjernede restaurant. Vi havde hørt, at deres hjemmelavede pizzaer skulle være gode, så sådan en bestilte vi. Men da den kom ind på bordet, tog jeg den første bid... Så var den frossen. Så måtte jeg kalde på tjeneren, som så ud som om, at der er hende brokkemåsen fra igår, for der måtte jeg også sende maden tilbage. Men en frossen pizza kunne han jo ikke sige så meget til. Lidt sjovt at servere frossen pizza på en 3 stjernet restaurant.
Men efter maden gik min far og jeg ud for at tage nogle gode billeder af solnedgangen. Vi gik bare lige ned til hospitalet, som lå lige ved siden af hotellet. Der sad vi en halv times tid og fik nogle rigtig gode billeder. En perfekt afslutning på turen.

En helt fantastisk grønlandsoplevelse...

D. 10. september ankom morfar til Nuuk. Ikke nok med at det var dejligt at se ham, men han tog også det gode vejr med til byen. Så vi havde nogen gode solrige dage sammen i Nuuk.

Emil og jeg tog ud til lufthavnen for at hente morfar. Emil syntes det var herligt, at han kunne vinke til flyvemaskinen, da den landede. Inde ved baggagebåndet kunne vi stå og se, da morfar kom ud af flyet. Emil råbte af sine lungers kræft, da han så morfar gennem vinduet, til stor fornøjelse for de andre folk der ventede i Nuuks "enorme" lufthavn.

Min praktikvejleder havde været så sød at låne sin lejlighed ud, så der boede morfar. Det er kun knap 500 meter fra hvor vi bor.

Thomas kom hjem fra jagt dagen efter med masser af rensdyrkød. Så morfar fik, ligesom os andre, en stor oplevelse, da der stod 4 mand og brækkede rensdyr på terassen. Det var bare en rigtig grønlandsoplevelse.

Vi nåede ud at sejle 2 gange. Den ene gang var vi ude at prøve kræfter med det sjove torskefiskeri. Og morfar fik da også fanget masser af torsk. Det er næsten for nemt. Alle de torsk der er kroget pænt, bliver smidt ud igen. Vi har bare ikke mere plads i fryseren. Dagplejen har også fået, hvad hun skal bruge og vi kan ikke lige finde flere at afsætte fisk til. Så vi tager kun det med hjem, vi selv skal spise.

Dagen efter var vi også ude at sejle, men der drillede vejret lidt. Selv de steder der normalt er roligt vand viste tænder. Så det endte med, at vi sejlede ind imellem en masse små øer og gik i land på en af dem. Det var rigtig hyggeligt. Man fik næsten en fornemmelse af, at vi var de første der nogensinde havde været på øen.
På øen spiste vi frokost og samlede en lille smule sortebær. Ikke nok til at lave marmelde, desværre.

Drengene har virkelig nydt at være sammen med morfar. De har leget og tumlet og bare hygget sig rigtig meget.

I kan se alle billederne under morfars album, når jeg lige får sat billederne ind.

Camilla

Tro det eller lad være.......... Jeg har skudt et rensdyr.

Se album nederst.......

Thomas

I slutningen af august var vi så heldige at få lov at låne børnehjemmets sommerhus i Qornoq. Qornoq er en nedlagt bygd, hvor der kun er få fastboende. De resterende huse i byen er sommerhuse.
Vi sejlede afsted gennem fjorden, som vi snart har gjort adskillige gange. Nemlig med sug i maven om drengene skriger hele vejen, om vejret holder osv. Men det viste sig at blive en super tur. Solen begyndte at skinne og fjorden viste sig fra sin bedste side, så det var en smuk tur. Vi manglede bare lige et par hvaler. Det er noget tid siden de har vist sig.
Det var bare fedt at komme lidt væk fra byen og væk fra de daglige pligter. Der var dømt afslapning fra start til slut.
Vores hus lå lige ned til en lille strand. Hvis det ikke var fordi, der var skyllet isskosser på land, kunne det have været en "varm" strand et sted sydpå. Thomas og jeg aftalte faktisk at vi skulle en tur i vandet næste dag... Det skal jo prøves
Huset var rigtig fint. Det var et stort hus med plads til 20 børn og voksne. Der var masser af legeting og en guitar som Thomas og drengene kunne jamme "Kvinde min" på.
Vi lærer dog noget hver gang og denne gang lærte vi, at man skal bruge petrolium til at få varmen. Og det havde vi ikke med. Så hele dagen lang havde vi starinlys tændt i hele huset. 
Deb første dag gik vi op til Bamses hus som var et lille skur, der lå på den øverste bakketop. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra. Vi kunne se udmundingen fra is-fjorden, som er der alle isbjergene kommer fra. Et virkelig smukt syn.
De næste dage regnede det desværre, men vi var da ude og lege og spile bold på legepladsen og boldbanen, som lå lige foran huset. Men en tur i vandet blev det ikke til.
Som altid var det jo meningen at vi skulle have fisket. Men på grund af vejret, kom vi kun ud på en lille tur. Thomas fik dog et grønlandsk taber grand slam, betående af de mindste fisk: Ising, Uvak og ulk. Det fedeste ved denne tur var dog, da der kom et højt brag og et stort isbjerg knækkede midt over, heldigvis langt væk. Det var et flot syn, som det lå der og rullede rundt indtil det fandt tyngdepunktet igen.
Efter et par rolige dage sejlede vi hjemad igen, som altid for os var vejret lunefuldt. Vi kunne ikke helt fornemme, hvad det ville. Men underligt nok lagde vinden og bølgerne sig, jo længere vi kom ud af fjorden. Den omvendte verden. Men en fin tur hjemad tlbage til Nuuks hverdag.

Så er Nikolai desværre taget afsted her til morgen efter 10 dage, som bl.a. bød på bestigning af fjelde i stormvejr, fjeldvandring med telt og sovepose, DAD-koncert, værtshusbesøg, sublimt torskefiskeri, fjeldørred, helleflynder, 2 døgns-tur til Ameralik-fjorden og børnepasning.
Et dejligt afbræk at have besøg hjemmefra, og det lod også til at " onkel Jottelai " havde en god tur.
Vi har brugt en del tid i båden og der kom sørme også mange fisk om bord.

Jeg vil lige beklage de manglende opdateringer, som skyldes at ungerne er lidt hårde ved os for tiden.
Når kl. bliver 20 er vi moden til indlæggelse og ikke lige mindet på PC-arbejde, men vi vil prøve at gøre lidt mere ved det.

Det første skyderi i byen er passeret og jeg vil lige skrive et par linier på Døgnrapporten i løbet af et par dage.
Fiskesiden skulle også gerne blive opdateret, ligesom vi vist har luret den med at lægge video ind på siden.

Se mere inden for et par dage.

6/9

Thomas

Nu er det vidst på tide med en opdatering her fra Grønland.

D. 8. august var Farmor, Emil og jeg (Camilla) på tur med politikutteren Sisak til bygden Kapasillit,

Vi startede kl. 8 om morgen, hvor vi sejlede ud i koldt gråvejr. Det var lidt ærgeligt, for turen ind i fjorden er en smuk tur. Jo længere ind i fjorden vi kom, jo mere tåget blev det. Til sidst var der så tåget, at vi ikke kunne se land. Vandet lå spejlblankt, så nu man stod oppe i stævnen, så det næsten ud som, om vi holdt stille, for vandet rørte næsten ikke på sig og båden skar igennem som en kniv. Det var en fantastisk oplevelse. Tågen gør også, at alt virker mere stille, det var som at sejle i en bobbel.

Efter morgenmad, frokost, Emils utrættelige trang til at gå tur på båden og ca. 4 timers sejllads, nåede vi frem til Kapisillit. Og så blev det bare skønt vejr. Solskin og blå himmel. 
Det er en skøn lille fredelig bygd, hvor tiden næsten står stille. 
Vi startede med at besøge systuen, hvor de laver alt i sælskind. Sutsko, luffer, tasker, jakker, puder, tæpper osv. Jeg kunne købe det hele, men det er ikke billigt. Sutsko koster 400 kr. og lufferne ca. 600 kr. 
Derefter gik turen op ad bakken, hvor kirken lå på den anden side. Det er nogen rigtig fine små kirker der er i bygderne. Det er smukke og simple uden for meget tingel tangel.

Efter en times tid i bygden, var det tid til at sejle hjemad. Men lige uden for bygden, fik vi lov til at fiske af skipper. Så med medbragt grej fra gemalen, riggede jeg 3 stænger til. Én til Farmor, én til Emil og én til Michael som også er betjent og som aldrig havde prøvet at fiske før. Så med lidt instrukser kom alle 3 godt igang. Næsten alle der var med fiskede, så det var rigtig hyggeligt. Michael startede med et fange en fin rødfisk og var stolt over sin første fangst. Farmor tog rekorden den dag, med bådens største torsk og Emil imponerede hele båden, med at klare det hele selv og tilmed fange fisk. Det var sjovt.

Jeg var så heldig, sammen med 3 andre, at få lov at prøve at komme i en overlevelsesdragt. En overlevelsesdragt er en dragt som flyder og som man kan overleve i i vandet i 2-3 timer.
Ja, køn er man jo ikke. Men det var en fed oplevelse. Vi spurgte om vi kunne beholde vores tøj på inden under. Det kunne vi sagtens var svaret... Det skulle vi ikke have gjort.
Efter at vi havde fået dragterne på, skulle vi hoppe 4-5 meter ned i vandet. Det gav et sug i maven. Når man rammer vandet, ryger man kun lige under, hvorefter man bliver skudt op igen som en prop. Så ligger vi bare der og svømmer rundt på 100 meters dybe. Det er lidt specielt at vide, der er så dybt. Og 200 meter længere ude, er der over 300 meter dybt. Skipper sejlede rundt om os i gummibåd hele tiden. Sprøjtede vand på os og lavede bølger. Så kom han og hentede mig. Slæbte mig op i båden, for det er umuligt at komme op selv. Så sejlede han helt vildt stærkt og i en meget skarp vending, smed han mig af, så jeg tumlede rundt nede i vandet indtil jeg lige fandt ud af, hvad der var op og ned. Det var vildt fedt. For det meste lå vi bare på ryggen og skvulpede rundt, men det var sjovt at prøve at komme til at stå lodret i vandet. Så kunne jeg mærke hvordan, vandtrykket pressede på mine ben og fødder. Jeg kunne også mærke kulden med det samme.
Mens jo lå der og flød og bare nød at være i vandet, kunne jeg pudselig se den store båd Sisak dreje hen imod mig. Det var lige spændende nok, da den sejlede forbi mig, med 3 meters afstand. Jeg nåede at tænke om han overhovedet havde set mig, for de 3 andre var lidt længere væk. Men det havde han, og jeg gyngede rundt på den store hekbølge. Fedt, så kan jeg mærke, jeg lever lidt igen.
Til sidst blev vi alle hevet op i båden og så sejlede vi en lang tur, med fuld smæk på, i Rippen (Det er gummibåden). Skønt!
Da vi endelig kom ombord på Sisak igen, vidste jeg allerede, at jeg var meget våd. Og det var jeg også. Hele mit ene ærme, ryggen og ned af benet var gennemblødt. Men skidt... Det var det hele værd!

Så gik turen hjemad. Vi sejlede en anden vej hjem. Vi kom tættere på is-fjorden og så derfor også mange store isbjerge. Dem bliver jeg aldrig træt af at se på. Jeg gad nu godt, at der var et stort et, der besluttede sig for at knække og rulle rundt, mens jeg kunne se det hele. Men det har jeg stadig til gode.

Vi var ca. hjemme kl. 9 om aftenen, godt trætte efter masser af frisk havluft og uforglemmelige oplevelser.

Camilla 

5/8

Farmor er ankommet til Nuuk og godt i gang med at tømme havet omkring Nuuk.
Den 4. august sejlede vi mod udkanten af Kobbefjorden, hvor vi oplevede et underholdende torskefiskeri, hvor Farmor og Camilla stod for hovedparten af fangsten, som røg på stegepanden samme aften.

Thomas

YES!!!!!

Endelig en fangst som er Grønland værdig.

18 flotte fjeldørreder måtte lade livet på 2½ times fiskeri i Nordlandet.

Læs mere på fiskesiden.

 

Thomas 24/7

22/7

Sidste weekend var der planlagt langtur til bygden Kapisillit beliggende i bunden af Godthåbsfjorden.
Vi tog afsted lørdag i OK vejr og nød, at Carl havde renset båden i bunden. Pludselig skød vi næsten 19 knob med fuld kraft, så der var virkelig forskel fra ellers 14 knob på toppen.
Utroligt hvor meget muslinger og skidt kan gøre ved topfarten.

Vi håbede at vejret ville blive bedre som vi kom længere ind fjorden, men desværre så vi ikke noget til solen i 2 dage.
Turen var ellers fin og ungerne artede sig eksemplarisk og sov i hver sin køje, så de voksne også havde lidt tid til hinanden.

Efter 4 timers sejlads var vi næsten fremme, men måtte sejle mellem 1000-vis af isskosser fra ca. 10 cm til 30 meter i længden den sidste time.
Et ikke ufarligt projekt, men vi holdt farten nede og øjnene åbne og så gik det fint.

Vi fandt en fin ankerplads og sejlede med gummibåden til land med telt og alt andet udstyr.
Her blev vi mødt af en horde af fluer og myg uden lige.
Vi havde kun 2 myggenet med og dem fik drengene, men der var så mange fluer, at vi måtte skynde os at slå vores lille telt op for at være i fred.
Selv ikke i Lapland, Alaska eller New Zealand har jeg oplevet så mange myg og fluer på en gang, et sandt helvede!!!!!!!!

Ungerne blev kylet ind i teltet og var dejlig nemme, men ellers var vejret skidt, fluerne utallige, teltet småt og stemningen lidt flad.
Efter at Mikkel holdt skrige koncert fra kl. 20 til midnat var stemningen absolut ikke bedre, men vi glædede os til at vandre over bakkerne til Isfjorden, som lå ca. 1 times rask gang væk fra pladsen.

Ca kl. 02 begyndte det at blæse, så Camilla måtte holde på teltet for at det ikke skulle klappe sammen, og jeg måtte ud at se til båden.
Den heftige vind havde blæst ca. 4 meter vand ud af fjorden og i kombination med lavvande gjort, at båden næsten var gået på grund i det lave vand.
Båden lå med kølen på bunden, og jeg var ikke langt fra at gå i panik.
Faren er, at bunden suger båden til sig og båden således ikke løftes op, når vandet kommer igen = sunket båd og total panik.

Heldigvis kom vandet igen kl 4 og båden flød fint, så vi fik da 2½ times søvn inden ungerne vågnede.
Heldigvis blæste og regnede det om morgenen, så fluerne holdt sig næsten væk, men vejret gjorde også, at vi besluttede at sejle hjem så hurtigt som muligt.

Vi skulle dog lige tanke diesel i byen ( med 100 indbyggere ) så vi sejlede mellem skærene til tankanlægget.
Emil blev lovet en is og glædede sig meget..........

Vi ankom til broen ved bygden og fik fortøjet med nød og næppe, hvorefter vi kunne konstatere, at bygden var tom for mennesker, is og diesel, SATANS!!!!!!!!!

Emil blev ulykkelig og jeg betænkelig, men havde heldigvis medbragt 60 liter diesel i dunke.
Dieslen røg i tanken og så var det afsted mod Nuuk.

Vejret var skummelt men der var ikke den store sø, så det gik med fin fart derudaf.
Vores nemme unger sov igen, og der blev tid til lidt voksensnak.

Camilla styrede båden en times tid og lærte det hurtigt og på trods af lidt fjordvind og tilhørende krappe bølger holdt vi en fin snitfart.

I Storfjorden ved Nuuk blev vi mødt af heftig vind og tåge i en kedelig kombi.
Den sidste km var absolut ikke morsom med ret voldsomme bølger, som skyllede ind over båden konstant.
Camilla og drengene holdt fanen højt og sang under dæk, mens jeg rystede nervøsiteten af mig og holdt båden op mod bølgerne i lav fart.

Bølgerne blev større og blæsten pev, og jeg måtte vælge at gå i nødhavn før vi nåede til lystbådehavnen.

Det var en heftig omgang, som jeg helst er fri for at opleve igen, men ungerne oplevede ikke alvoren og tog stormen i fin stil, i øvrigt ligesom båden, som er en skøn skude.

I styrtregn fik vi fortøjet og kom fra borde og heldigvis hentet af en patruljevogn, som var i nærheden og kørte os hjem til tørt tøj og varm mad.

En time efter var vejret så hårdt, at al sejlads på fjorden var udelukket, så alt i alt en rigtig hård og lærerig tur, som vi kom glade og styrkede ud af, men ikke har lyst til at prøve igen.

Fotos af turen kommer imorgen engang.

Thomas 22/7

Den 5.-6. juli var vi på langtur med politikutteren Sisak.
Jeg skulle med arbejdet på bygdetur i bygden Fiskenæsset, som man fra politiets side besøger ca. 6 gange om året.
Selve arbejdet vil jeg ved lejlighed beskrive under Døgnrapporten, men det gode ved turen her, var at jeg kunne tage familien med som gæster.
Vi havde vores egen kahyt med køjesenge og håndvask, men ellers sammen med den 5 mand store besætning og de ialt 8 andre passagerer.
Det blev en fin tur i godt vejr.
Vi afsejlede Nuuk kl 8 om morgenen og nåede Fiskenæsset ca. kl. 17.
Undervejs jagtede vi sæler fra dækket med riffel og jeg fik skudt ca. 30 skud efter en sæl, som dog endte med at tage røven på 3 skytter i alt.
Besætningen skød også forbi, men roste mig meget for at skyde tæt på.
Flere af mine skud slog ned under 20 cm fra sælen, men den reddede alligevel skindet.
Ankommet til Fiskenæsset gik vi igang med arbejdet, som primært består i div. afhøringer.
Det viste sig ikke at være så nemt, da flere beboere ikke taler et ord dansk.
Efter aftensmaden bestående af flæskesteg gik vi ud på dækket og fiskede.
Mikkel faldt i søvn, men ellers fiskede familien Ratzlaff igennem og fangede masser af torsk op til et par kg.
Det var skideskægt og vores medbragte stænger blev også udlånt til nogle af de andre gæster, som også morede sig med fiskeriet.
Emil blev forelsket i juristen Zara, og de havde mange goder timer sammen.
Emil syntes, at Zara var sød og havde smukke øjne, og så var det venskab besejlet.
Vi var heldige at natten gik uden brok fra ungerne, som sov sammen i samme køje.
Generelt er de dog blevet gode til at sove igennem, og der er faktisk flere nætter nu, hvor man ikke skal op i løbet af natten, dejligt.
Dagen efter blev jeg i jagten på lokale beboere ( 400 ialt ) kørt rundt af hjælpsomme grønlændere, både i gummiged og på 4-hjuls mc'er.
Vi var også en tur i den lokale brugs og Camilla og drengene købte is i kiosken.
Der var en skøn fredelig stemning i bygden og jeg følte mig straks helt hjemme og godt tilpas.
Der skete lige præcis ikke en skid og højdepunktet for beboerne var at se det ugentlige forsyningsskib ankomme og blive losset.
På vej hjem var det igen blevet tid til sæljagt og det lykkedes os, at få nedkæmpet en fin sæl, som blev ramt af flere samtidige skud.
Desværre gik den til bunds lige før vi skulle tage den med fangstkrogen, hvilket var en stor skuffelse.
Desværre synker mange sæler, da de er for magre.
De fede flyder, siges det, men jeg har nu kun set dem synke. What a waste
Men jeg har fået blod på tanden nu, og deltager gerne i flere jagter.
Måske allerede på onsdag, hvor jeg skal til bygden Kapisilit med politikutter igen. Denne gang blot en dagtur.
Ellers har vi talt om at tage egen båd til bunden af Godthåbsfjorden.
Et stort og lidt risky projekt, som vi måske søsætter kommende weekend.

Lige nu har vi så mange oplevelser og det er umuligt at beskrive alle, men kig i fotoalbummet, som er opdateret.
Jeg vil forsøge at få en kommentar på de enkelte fotos i løbet af ugen der kommer.

Endnu en tak for alle bidrag til gæstebogen.

Thomas 8/7

7/7-2007

Nu har vi været samlet i godt og vel 1 1/2 uge. Det har været dejligt.
Drengene virker som om, de aldrig har været væk fra deres far og nyder bare at være sammen alle sammen.
Vi har oplevet en masse de første dage i Nuuk. Vi ankom torsdag og der var vi allerede rundt og kigge en tur i byen. Vi var bl.a. en tur forbi brættet. Det er der de lokale fiskere sælger dagens fangst. Det er sjovt og spændende at se de lokale fangere stå og partere friskfanget havkat og sæl. Det er lidt anderledes end hvad vi er vandt til og Emil ved heller ikke helt, om det er ok. Jeg fortalte ham, at grønlænderne spiser sæl ligesom vi spiser kylling og ko, den eneste kommentar han havde var" Det gør vi faktisk ik' mor, ik' dem der løber rundt på to ben". Jeg kunne ikke overbevise ham om det omvendte. Men igen, det er jo også den samme dreng, der elsker tomatsuppe, indtil jeg en dag kom til at fortælle ham, at suppen var lavet af tomat og det var derfor den var rød. Så fik han pludselig ondt i maven og kunne ikke spise mere, indtil jeg sagde, at det bare var for sjov. Så spiste han glad op, mens han mumlede at mor var fjollet.
Til aften lavede farmand rødfisk til familien. Det smagte bare så lækkert.
Fredag var vi nede og se vores fine båd. Den virker rigtig god. Drengene kan gå rundt i den uden at falde overbord. De skal i hvertfald gøre sig umage. Emil nyder det. Men Mikkel har lidt et problem med redningsvesten. Det er vidst en mild underdrivelse. Vi skulle prøve en lille tur... Han skreg fra start til slut. Og det blev han ved med om lørdagen, hvor vi var på firmaskovtur med Thomas' arbejde. Carl, som vi har båden sammen med, var meget rar og tålmodig. Det var heldigvis kun en halvtimes sejlads fra Nuuk.
Vi troede ikke, vi kom afsted, for der lå en tyk fed tåge, som gjorde, at vi ikke kunne se 50 meter frem og da farvandet er fyldt med skær og hverken Thomas eller Carl er lokalkendte, kunne det godt blive ret svært. Så selv da Carl ringede og sagde, at nu var han sejlet fra havnen og han ville være hos os om 20 min. troede vi stadig ikke på det. Men så lettede tågen på 5 min og så var det afsted med os.
Vi sejlede ind til land i vores meget lille tilhørende gummibåd. Det var et dejligt sted, hvor alle sad på det naturlige bløde underlag. Der blev grillet pølser og brød og vi havde den vilde udsigt til fjeldet Sermitsiaq, som er Nuuks vartegn. Da vi ankom, var der tåge for foden af Sermitsiaq. Men solen skinnede fra en skyfri himmel, så det så helt fantastisk ud med sne på toppen af fjeldet, solskin, blå himmel og tung tåge. En uforglemmelig blanding.
Drengen havde ikke helt vænnet sig til tidsforskellen, så når man står op kl. kvart over fire om natten, så er der ikke noget at sige til man er lidt træt. Så det var begrænset, hvad Thomas og jeg fik ud af det sociale på turen. For drengene havde det mildest talt ret svært. Så det var en lettelse at sejle hjemad. Endnu et højdepunktet på dagen var dog, at vi så en hval på vej hjem. Den kom forholdsvist tæt på båden og dykkede med halen flot oppe af vandet en 40-50 meter lige foran os. Vi fik desværre ikke taget billeder, da vi begge havde et barn på armen, men vi skal jo også huske at nyde øjeblikket, uden at det er igennem en kameralinse.
De efterfølgende dage er gået med at lære byen at kende. Hvor ligger det ene og det andet. Hvornår og hvortil kører bussen og hvilken én skal vi med osv. Jeg syntes, jeg er ved at have styr på det og det er en fed følelse. 
Vi har også nået og se Tina og René og deres to børn Oliver og Mads-Emil et par gange. René er kollega til Thomas og Tina arbejder på det sygehuset. De er rigtig søde og dem glæder jeg mig meget til at lære bedre at kende.
Vi har den vilde udsigt fra vores terrasse. En ting er, at vi har udsigten ud over den gamle del af byen med de mange forskellige farvet huse, men vi har også en udsigt ud over vandet, som vi nok aldrig får igen. Vi kan se hvaler og sæler en 4-500 meter ude og vi har endda været så heldige, at vi har set hvaler eller sæler næsten hverdag.
Som i kan læse har vi allerede set og oplevet en masse, vi har også været ude og sejle to dage med Sisak, som er politi-kutteren til en lille bygd der hedder Fiskenæsset. Men den tur vil min kære mand skriver lidt mere om, en af de nærmeste dage.

  

31. juni 2007

Så er resten af familien ankommet.

Men først skulle flyveturen lige overståes... Det var en flyvetur, der overgik mine forventninger om, hvordan vores drenge kunne opføre sig. Det var ikke deres skyld, at det var lidt svært i Kastrup.
Det frembragte varme og gode armmuskler, da vi skulle gennem sikkerheds kontrollen. Det skal lige siges, at jeg havde rigtig meget håndbaggage med. Min computer, pusletaske og en taske fyldt med legetøj som nok har vejet 10 kg og sidst men ikke mindst 10,5 kg baby. Der ud over havde Emil selv en rygsæk. 
Min far var så sød at gå med helt op til den første skranke. Men så var det slut, jeg blev til det helt store pakkeæsel. Man må ikke have vogne med, så på med al bagagen og så op i køen. Puha, det var varmt og armene syrede til. Det tog ca. 15 min, men det var også mere end rigeligt. Så skulle alle tingene op på båndet. Computeren skal ud af tasken. Jakker og bælter skal af. En taske i hver kasse og så selv igennem metaldetektoren. Det er godt nok omstændigt. På den anden side af skranken skal man så pakke det hele sammen igen, samtidig med at der står en og kigger det hele igennem. Men jeg tror hun opgav. En blandning af at Mikkel ikke fandt sig i at sidde på gulvet og blev meget højlydt og Emil der var ved at være meget træt af at bære sin ret tunge rygsæk og derfor protesterede meget ihærdigt var nok med lidt at afslutte processen lidt hurtigere. Men nu er jeg kun født med to arme desværre.... Det ville nu være praktisk med lidt flere i situationer som disse. Men vi må vente til at evolutionen finder ud af, at børnefamilier i det 20. århundrede ikke kan nøjes med to arme.
Nå, men først her er der et ægtepar der forbarmer sig over os og hjælper os ud til en vogn. Tusind venlige og taknemlige tanker til dem. De var virkelig en stor hjælp. Først bagefter har jeg undret mig over, at ud af alle de ansatte der er i lufthavnen, var der ingen hjælp at hente. 
Så var det ud til flyveren. Vi havde slet ikke tid til at kigge på butikker og købe sprut og smøger til at bestikke grønlændere med. Men det var ok, Emil var meget klar til at se flyvemaskine og til at komme op og flyve. Så vi stillede os i den næste kø ved gaten. Her mødte jeg en klassekammerats forældre, som jeg allerede på forhånd vidste skulle med. De hjalp mig hen til skranken. Dejligt! Henne ved skranken var det meningen, at jeg skulle stille vognen, men med lidt overtalelse fik jeg lov til at tage den med helt hen til gangbroen. Så på med læsset for sidste gang i denne omgang og så ombord på flyet.
Vi fik heldigvis nogle rigtig gode pladser. Så der var god benplads og der var plads til en seng på væggen til Mikkel.
Mikkel brillierede ved at svinge stikket fra et headset i øjet på Emil, 5 min. efter vi havde sat os. Emil skreg af smerte og Mikkel skreg i protest over at han ikke kunne få lov til at svinge videre med ledningen. Jeg tænkte bare "Så er vi igang" Jeg kunne se de nervøse blikke der var rundt omkring og se deres små tics i øjet, som afslørede deres frygt ved tanken om en meget lang flyvetur.
Men dét var det. Mine drenge var englebørn. De legede og hyggede sig. Emil sov to timer og Mikkel en enkelt time. Mikkel brokkede sig kun, ganske som jeg havde forventet, når han sad spændt fast på skødet af mig. 
Den sidste flyvetur på 55 min var de lidt utålmodige. Mikkel var nede på gulvet og kravle rundt og Emil sagde nok 60 gange "Nu lander vi".
Emil var den første der gik ud af flyet og ned af trappen. Da vi kom hen lidt "terminalen" åbnede far døren og så var alt jo bare lykke. Store kram og kys og julelys i øjnene. Mikkel så ud som om far var opstået fra de døde og rakte med et samme armene ud og puttede hos sin far. 

Det var bare så skønt at genforene vores lille familie....  

26. juni

De sidste dage har jeg forsøgt at være så meget på vandet som muligt, for både at fiske igennem, men også finde nogle gode steder at campe, når familien kommer.
Det har været skønt at prøve båden af, og den klarer det fint og nemt uden problemer.
Søndag til mandag sejlede jeg alene på langtur og overnattede i båden, mens den lå for svaj i bunden af en fjord, hvor en større elv udmundede.
Målet var både frisk luft, men især at give helleflynderfiskeriet en skalle, men desværre kan jeg ikke rigtig få hul på fiskeriet efter trofæerne.

Har lagt lidt fotos ind af båden og omgivelserne fra turen i mandags og har også opdateret fiskesiden og døgnrapporten.

Thomas 26/6

22. juni

Først og fremmest vil jeg sige et stort TAK til alle jer, som skriver i gæstebogen. Det bliver hurtigt livlinen hjemtil og betyder mere, end I måske tror.

De sidste par dage har stået i sejladsens tegn.
Endelig har vi overtaget båden helt og holdent og jeg har brugt mange timer på vandet og fået nogle skønne oplevelser alene bag rattet.
Båden er dejlig nem og stabil og jeg føler mig virkelig hjemme med den.
Det er nok det bedste køb, jeg har gjort i årevis, så det er skønt med følelsen af, at man virkelig har fået fat i noget godt.

Jeg har sejlet mere end fisket for at prøve båden af, men dog fisket en masse alligevel.
Dog kan jeg ikke rigtig få hul på fiskeriet, og fanger faktisk ikke rigtig noget, der er værd at prale af.

Jeg har dog fået en del fifs, som jeg vil prøve af i nærmeste fremtid.

Ellers nærmer sig tiden, hvor familien ankommer og jeg glæder mig meget til at se dem alle sammen.
4 uger er godt nok længe at undvære sine små guldklumper, men indtil videre holder jeg da fanen højt.

Idag har jeg købt telt, redningsveste mv, så vi kan tage på tur med det samme.

Fotoet i toppen er af kølvandet på båden, en skøn udsigt!
Den holder 14 knob i march-fart, og skulle gerne sejle lidt stærkere, når vi får den rengjort i bunden.

Thomas 22. juni

18/6

Weekenden stod på nattevagt tors/fre/lør og det var så meningen, at vi skulle ud at prøve vores egen båd søndag over middag, som den sidste prøvetur, inden vi får nøglen og kan sejle selv.

Men vejrmeldingen var hård og lovede storm om eftermiddagen, så min gode grønlandske kollega Peter og jeg tog en hård beslutning og sejlede ud lige efter vores vagt sluttede kl. 7 om morgenen!

Vandet var spejlblankt og vi sejlede med 25 knob i Peters speedbåd og nød livet.

Et par sæler viste sig langt ude og Peter stak mig riflen og bad mig skyde et par sæler. Jeg har jo aldrig skudt på andet end skiven, men var meget stolt over tilliden og gik straks i skydeposition.

Det skulle dog vise sig, at det var sværere at ramme end som så og jeg endte med at skyde forbi masser af gange.

Selv Peter skød forbi senere på dagen, så det hjalp lidt på selvtilliden, men en stor oplevelse sådan at være på jagt. Vi fik dog ikke nogen sæler på trods af en stor indsats og masser af sæler at skyde på. De er dog meget sky og de fleste skud blev afgivet på afstande af ca 300 meter, og så er det altså svært at ramme et hoved på størrelse med en liter mælk.

Midt i jagten så vi hvaler langt ude og hørte tydeligt deres høje blåst. Det blev starten på en skøn hvalsafari, hvor en kæmpe pukkelhval kredsede omkring båden i en afstand af ca. 50 meter, mens den pustede højt og dykkede lige ved siden af os i ren Discovery-stil med halen løftet mange meter over vandet.

Hvalen var virkelig stor, måske 20 meter, mens 3 andre i nærheden var ca. 10 meter, men en kæmpe oplevelse.

Vi slukkede motoren og kravlede op på taget, hvorfra der var en skøn udsigt over den stille dybe fjord og 4 hvaler i nærheden.

Lidt efter var det fisketid og jeg endte med at fange mine første rødfisk nogensinde. Rødfisk smager fantastisk, men fangsten røg i fryseren, så jeg kan blære mig overfor Camilla, når familien kommer om 10 dage.

Nedtællingen er i fuld gang og jeg glæder mig meget til at se dem alle. Jeg synes allerede jeg kan se en forskel på især Mikkel i den tid der er gået.

18/6 Thomas

Efter et par travle dage har jeg nu handlet båd med en kollega, sådan at vi har en ½-part hver.
Se mere her: http://www.baadmagasinet.dk/online/content/v3/index.php?SectionID=15&ContentID=3094&1181781899

Vores båd er magen til den beskrevet, men er fra 2001 med en 85 hestes indenbords diesel motor, som har kørt 248 timer.
En næsten ny båd til en fantastisk pris, et rigtigt røverkøb, som nok skal hjælpe til med nogle fantastiske oplevelser, når det bliver sommer heroppe.
Pt 10 grader udenfor, det varmeste i år, sommeren er forsinket.
Ellers har jeg lidt travlt, men regner med at opdatere siden i morgen.

Thomas 13/6

Idag var jeg på en fantastisk fjeldvandring nord for byen, startende i tåge og regnvejr.
Jeg havde sat mig for at finde en elv, som skulle lige ca 1 times gang fra alfarvej og satte kursen derudaf i rask tempo.
Denne gang valgte jeg at gå højt i fjeldet, over skyerne nogen gange og det var den bedste og mest storslåede oplevelse af den karakter jeg har haft i årevis.
Turen gik over klipper, vandløb, sne og is og jeg valgte at gå meget længere end det første mål.
Der blev også tid til en del fiskeri selvfølgelig og det også med et vildt resultat.
Da jeg efter 9 timer i fjeldet kom tilbage til den lånte cykel var jeg så smadret, som aldrig før.
Tror jeg har tabt mig 3 kg i dag, det var virkelig en hård tur, som jeg skal mange år tilbage for at have prøvet lignende.
Men en stor og dejlig oplevelse alene i fjeldet.
Jeg har taget lidt video og en del fotos, som kan ses i fotoalbummet.
Fotoet ved overskriften er af et isbelagt vandfald, utrolig flot.

I går den 7. fik jeg fint besøg, da jeg inviterede en del af kollegerne på fisk i strandhytten.
Vi skulle spise min helleflynder og skrubber fra dagen før og for ikke at mangle mad købte jeg også en rødfisk på " brættet."
Brættet er byens fiskeshop, hvor man handler al slags fisk, sæler, hvaler rensdyr mv.
Fra huset er der ca. 200 meter, så det er nemt.
Vi blev i alt 6 til middag, så jeg måtte lægge mig i selen, men det endte med at blive rigtig dejlig mad og kollegerne gik ikke sultne i seng.
Jeg skal love for, at der blev spist op, og det var en rigtig hyggelig aften.

Samme dag fangede jeg min første tunede knallert.
Det var jo en stor dag, og Nuuk har ikke haft en " knallert-sagkyndig " i mange år, hvorfor problemet med tunede lorte-knallerter er ret stort.
En kollega blev så inspireret, at han også fangede en om eftermiddagen, som jeg så også skal splitte ad.
En stor ære for en knallerttosse som jeg.

Mit bådkøb går trægt.
Kollegerne er ikke helt så hurtige på aftrækkeren som jeg og idag måtte jeg se en interessant båd blive solgt, fordi jeg ikke var hurtig nok og måtte vente på at kollegerne fik tænkt sig om endnu en gang.
Mandag skal vi ud at se på en meget interessant båd, som nok kan blive hittet.

Idag er det møgvejr og Godthåbsfjorden viser tænder.
På vej hjem på en lånt cykel måtte jeg næsten stå af og trække og fangerne i fjorden er gået i nødhavn, da de ikke kan runde pynten ved Nuuk grundet kæmpebølger.

4. juni 2007

Så er det tid til første opdatering.
Desværre uden fotos, da jeg sidder ved stationens PC.
Mit eget internet skulle gerne være på plads onsdag den 6. og så håber jeg på, at kunne fremvise lidt fotos af det, som jeg allerede har oplevet.

Flyveturen til Sdr. Strømfjord startede lidt rodet med personale i lufthavnen, som rodede rundt problemet med at vi medbragte vores tjeneste pistoler.
Efter personalet havde foreslået, at vi samlede alle våben i én taske, måtte vi selv tage affære og guide dem igennem.

Endelig lykkedes det og efter en problemfri start fløj vi i godt vejr henover Sjælland og Jylland, hvor vi tog afsked med Grenen som det sidste.
Flyveturen gik fint og vi landede i det noget kedelige Sdr. Strømfjord, som kun har 1 farve, nemlig brun.
Det skulle efter sigende blive bedre til sommer.

Så gik turen ellers med politikutter ud af den 180 km lange fjord og siden mod syd.
De første 20 km foregik i tæt is og det var selvfølgelig en stor oplevelse.
Inde på land så vi rensdyr, moskusokser, ørne og sneharer så vi lagde hårdt ud med Grønlands-fotosafari.

Efter en lang dag gik vi til ro i køjerne på kutteren og da jeg vågnede næste morgen kl 6 gik jeg op i styrehuset for at få en sludder med besætningen.
Kort efter mødte vi en masse pukkelhvaler og den ellers rette kurs mod Nuuk blev lagt om til fordel for hvalsafari.
I ca. 15 minutter fulgte vi 2 store pukkelhvaler på ca. 10 meters længde mens de svømmede roligt afsted.
Da vi var tættest på dem var vi vel ca. 10 meter fra dem og kunne tydeligt høre deres høje blåst.

Kort efter så vi flere flokke af sæler og skipper og en medhjælp sprang ud af styrehuset og plaffede ca. 50 skud af mod de skrækslagne sæler.
Jeg vil bestemt mene, at flere sæler blev ramt men de gik desværre til bunds kort efter.
Når sælerne er magre efter vinteren går de ofte til bunds, hvorimod de flyder senere på sæsonen efter en fuldtræffer.
Måden at finde at finde ud af, om de synker eller ej, er at skyde dem indtil de flyder
Det er ikke alting man kan forstå som ny-ankommen.

Efter en times morfar ankom vi til Nuuk og blev kørt til vores lejligheder.
Jeg blev meget positivt overrasket over vores nye hjem med udsigt og terrasse over Godthåbsfjorden.
Det siges at det eneste problem ved beliggenheden er, at hvalerne holder én vågen om natten........
Endnu har jeg ikke set hvaler, men masser af isbjerge, og hvalerne skulle være ankommet til fjorden, så det kan ikke vare så længe.

Vi tog en tur i byen om aftenen og spiste en god moskus-okse bøf, og derefter måtte jeg på kysten efter de første grønlandsfisk.

Mere følger.

Thomas

6. juni 2007

Så har jeg haft mine første arbejdsdage, som dog går stille og roligt indtil videre.

Idag havde jeg min første udrykning gennem byen, da en fuld bror og søster var oppe at slås.

Det var bestemt ikke første gang, og da vi kom frem var herren smuttet mens søsteren ikke var nem at have med at gøre.

Det endte med at blive endnu en gang husspektakler.

Jeg havde i forvejen pakket tasken til en fisketur og ville gå en lang tur i fjeldet for at komme frem til en elv, som skulle indeholde fjeldørred i sæsonen.

Det viste sig dog, at der var et par timers gang til stedet i terrænet, så jeg valgte kystfiskeriet på halvvejen og fik virkelig hul på det, da jeg fangede 4 pæne skrubber og sørme også en helleflynder på ca. 1½ kg.

En fangst ingen af kollegerne på stationen troede mulig, men hvo intet vover, intet vinder.

Se mere på fiskesiden.

Thomas