Biogrfi


Kort om skaberen af rationel psykoanalyse : Erik Carstens

Rationel Psykoanalyse blev udviklet af den danske psykoanalytiker Erik Carstens (1896-1970) i perioden fra 1930 til 1970. Han var selv uddannet Psykoanalytiker inden for den freudianske skole med så anerkendte læreanalytikere som Jarnö Harnik og Wilhelm Reich. Denne uddannelse blev taget i Schweiz , hvor Carstens var skoleinspektør for en, af ham selv oprettet, friskole, hvis elever i mange tilfælde var problembørn. 11930 vendte han hjem til Danmark og startede på en revision af Freuds og Jungs teorier. Motivationen for at gå i gang med dette arbejde var først og fremmest, at han var utilfreds med den videnskabelige uklarhed, der herskede indenfor ovennævntes teoridannelser. Denne indsats udmøntede sig i et forfatterskab på 14 bøger i tidsrummet 1933-1970.




Nedenstående er et uddrag fra bogen: "psykoanalyse er to ting" , hvor en redaktionskomite, bestående af Erik Carstens elever, har givet en beskrivelse af Carstens personlighed og levned.


Erik Carstens' forfatterpersonlighed 

Hvordan kan en ingeniør skrive bøger om psykoanalyse? Således ud­bryder mange, når de hører, at Erik Carstens er cand. polyt. For at be­svare dette spørgsmål vil vi begynde denne bog om hans forfatterskab med en analyse af hans forfatterpersonlighed.

Erik Carstens er født 1896 i Frederiksborg Slotssogn ved Hillerød som søn af lektor Uffe Carstens og student fra Frederiksborg Statsskole i 1914, hvorefter han begyndte studiet på Den Polytekniske Læreanstalt i København. De professorer, hvis undervisning gjorde størst indtryk på ham, var Johannes Hjelmslev (Deskriptivgeometri) , Harald Bohr (Ma­tematisk analyse), C. Juel (Rationel mekanik), Julius Hartmann (Fy­siske målemetoder) og S. A. Ostenfeld (Bygningsstatik og jemkon­struktioner ). Ved siden af fagstudiet fulgte han i rusåret med stor in­teresse Kristian Kromans filosofiforelæsninger på Universitetet og har ofte fremhævet dennes ideer om naturvidenskabens grundlag som be­tydningsfulde for hans tankemæssige udvikling. Universitetets psykologi­undervisning sagde ham intet. Derimod var han i studenterårene meget optaget af Ludvig Feilbergs skrifter. Han betragtede senere Feilberg som en højt begavet forløber for psykoanatysen. Endelig må nævnes hans interesse for Søren Kierkegaard, der gik helt tilbage til gyrnnasieårene, og som senere gav sig udslag i en analyse af Kierkegaards neurose (i »Mennesket i myreperspektiv«) og en rekonstruktion af hans dybdepsy­kologiske metode; (et foredrag).

Man vil af disse oplysninger forstå, at svælget mellem naturvidenskab og teknik på den ene side og åndsvidenskaberne på den anden aldrig har delt hans personlighed eller gjort ham til en ensidig dyrker af et af de to områder. 
 

Erik Carstens afsluttede studiet på Læreanstalten i februar 1919 som cand. polyt. med bygningsstatik som speciale. Dette fag praktiserede han i to år i København, hvorefter han aftjente sin værnepligt i Kyst­artilleriet.

Ved hjemsendelsen i efteråret 1922 blev han opfordret af Danmarks Kristelige Studenterforbund til at gå ind som dettes delegerede i hjælpe­arbejdet: »European Student Relief« i de krigshærgede lande i Mel­lemeuropa. Efter et halvt års arbejde ved de tyske universiteter og tek­niske højskoler foretog han en studierejse til Tjekkoslovakiet, Østrig og Ungarn, hvorefter han blev leder af Den Internationale Studenterkon­federations (C.I.E.) studenterhjælpskontor i Geneve, hvor Folkeforbun­det endnu på det tidspunkt var ledet af idealistiske mænd, der troede på, at det var muligt at genopbygge verden på et fredeligt grundlag og under samarbejde mellem nationerne.

De indtryk Erik Carstens fik dels i det forarmede Mellemeuropa og dels i det internationale milieu i Geneve, bevirkede at han definitivt sagde ingeniørfaget farvel. Hans interesse for mennesker var blevet større end for beton og jern. Hans iagttagelser i de krigshærgede lande førte ham til den opfattelse, at det genopbygningsarbejde, som måtte udføres efter krigen, var vigtigere på det åndelige end på det materielle felt. I den hensigt at være med til at anspore den næste generation til kul­turel genopbygning, gik han ind i pædagogisk virksomhed.

Efter at have virket som adjunkt ved Viborg Katedralskole i et par år forekom forholdene her ham for trange. Han rejste atter til Svejts og tog stilling som lærer ved en moderne skole: »Ecole nouvelle la Pe­louse« i Bex (Canton de Vaud). Året efter, 1925, grundlagde han sin egen internationale kostskole: »Petite Ecole Nouvelle« i Vesenaz ved Geneve.

Denne blev ledet efter de mest moderne principper uden dog at være, hvad man dengang kaldte en »fri skole«. Grundprincippet var indivi­duel behandling på psykologisk grundlag af den enkelte elev samtidig med, at denne blev ægget til interesse for skolens fælles anliggender, hvis ordning han havde indflydelse på gennem elevrådet. Talesproget på skolen var fransk, undervisningssprogene tillige engelsk, tysk og dansk. Skolen var konfessionsløs og lagde vægt på at opelske venskab og kam­meratskab mellem eleverne, der tilhørte vidt forskellige sociale lag og indtil ti forskellige nationaliteter. Undervisningsministeriet i kantonen Geneve gav Erik Carstens fuldstændig frie hænder med hensyn til sko­lens program og metoder.

Dette frie pædagogiske arbejde med elever, der i mange tilfælde var problembørn, virkede meget inspirerende på ham og bragte ham i for­bindelse med førende pædagogiske forskere og forfattere fra mange lande - deriblandt med nogle af den svejtsiske psykoanalyses ledende mænd, som foreslog ham at anvende psykoanalytiske metoder over for de vanskeligste elever. De resultater, som derved fremkom, var så slåen­de, at Carstens besluttede at vie sig helt og fuldt til psykoanalysen, der på det tidspunkt var praktisk talt ukendt i Danmark.

I 1930 nedsatte han sig som praktiserende psykoanalytiker i Køben­havn og startede allerede året efter sit psykoanalytiske forfatterskab med bogen: »Den psykoanalytiske metode«, hvortil i årenes løb yderligere er kommet seks betydningsfulde bøger. I 1950 grundlagde han sammen med nogle elever Psykoanalytisk Diskussionsklub, som er et forum for diskussion af psykoanalytiske emner. Her har han i talrige foredrag ud­dybet og suppleret sit forfatterskab.

Som psykoanalytiker er Erik Carstens ikke, som mange fejlagtigt tror, elev af Sigurd Næsgård - ej heller autodidakt - men uddannet af to dengang førende medlemmer af den freudske skole: ungareren Jena Harnik og østrigeren Wilhelm Reich, der begge havde været docenter ved Berlins psykoanalytiske institut i en årrække. Dette betyder dog ikke, at Carstens sluttede sig til den freudske skole eller nogensinde accep­terede de freudske doktriner1).

Reich var dengang berømt for sit bidrag til karakteranalysens teori og teknik og blev som lærer i psykoanalytisk teknik anbefalet Carstens af Freud personlig. Reich var iøvrigt allerede på det tidspunkt ved at glide ud af den freudske sfære, men hans karakteranalyse hvilede i væ­sentlig grad på det freudske grundlag. Det, som interesserede Carstens hos Reich var udelukkende dennes teknik for karakteranalyse, som han stadig tillægger værdi, men de tilhørende teorier accepterede han ikke.

Efter studiet hos Reich stod Carstens mere ene end nogensinde før:

Næsgård og hans kreds havde han aldrig kunnet samarbejde med, særlig fordi Næsgård efter hans mening overdrev seksualitetens betydning for neuroserne endnu mere end Freud. Den freudske kreds havde han forsøgt samarbejde med, men kunne ikke acceptere dens dogmatik. Og Reichs kreds måtte han nu tage afstand fra, da denne begavede mand indviklede sig i virkelighedsfjerne forsøg på at kombinere dyrkelse af seksualitet og psykoanalyse med politik (Seksualøkonomi) 2) .

     1)   Hans kritiske indvendinger mod Freuds metode og teorier findes spredt i hans forskellige bøger.

     2)  Carstens' kritik af Reichs seksualteori findes i »Mennesket i myreperspek­tiv« s. 98 f.

Som det tydeligt fremgår af Erik Carstens' skrifter, var det ikke blot spørgsmålet om seksualitetens betydning, der skilte ham fra disse tre sko­ler. Det var mere alment udtrykt, fordi han fandt, at trods positive vær­dier hos Freud, Reich og Næsgård led deres respektive forskning af samme principielle mangler: uklart videnskabeligt grundlag og ukritiske og uafklarede forskningsmetoder. Da han ikke var indstillet på at gå på akkord med sin videnskabelige samvittighed, valgte han den vej at gå alene, dvs. at hans forskning fra dette tidspunkt gik ud på at revidere psykoanalysen fra grunden af. Dette valg har sat sit afgørende præg på fortsættelsen af hans forfatterskab, og uanset, om man accepterer hans resultater, må man indrømme, at selvstændighed må være den fornemste egenskab ved hans forfatterpersonlighed.

Det er klart, at der må være en sammenhæng mellem ideerne i de enkelte bøger og en udvikling i forfatterskabet. Disse synspunkter vil vi anlægge i de følgende kapitler, idet vi dog allerede nu gør opmærksom på den vanskelighed ved at at diskutere forfatterskabet ud fra et helheds­synspunkt på nærværende tidspunkt, at en stor del af Erik Carstens' pro­duktion endnu ikke er publiceret i bogform, men kun meddelt i foredrag eller seminarer. Dette stof unddrager sig i øjeblikket en offentlig debat. Vi nødsages derfor til at betragte denne bog som et første og ufuldstæn­digt forsøg på at diskutere forfatterskabet ud fra et helhedssynspunkt.

Et andet synspunkt, som vi i denne bog helt ser bort fra, er en belys­ning af Carstens' forfatterskab ved sammenligning punkt for punkt med Freuds, Jungs, Adlers, Reichs og andres. Vi nærer ikke tvivl om, at Carstens' ideer og resultater tåler denne sammenligning med psykoana­lysens førende forskeres, men denne opgave er så omfattende, at den må udskydes til senere.


II

Det synspunkt, vi vil anlægge her i indledningen, er at sammenligne forfatterskabet med Erik Carstens' personlighed. I denne finder man ved siden af selvstændighed, der allerede er fremhævet, tre egenskaber, der sjældent forekommer forenet i den samme person, men som genspejler sig i alle hans bøger: hjerne, hjerte og metode. Disse tre egenskaber sva­rer til de tre livsafsnit, han har gennemløbet, før hans psykoanalytiske interesse blev dominerende, på følgende måde:

Hans hjerne er en ingeniørs. Hans matematiske og konstruktive tænk­ning præger stilen, kompositionen og indholdet af hans bøger. På et felt, hvor de hidtil førende forfattere tolererer stilistisk og begrebsmæssig tågethed, har han skabt klarhed i form såvel som i indhold. I den for­bindelse kan vi nævne, at han er den eneste psykoanalytiske forfatter, der selv har skabt det erkendelsesteoretiske grundlag for sin egen forsk­ning og for den psykoanalytiske forskning i almindelighed.

Hans hjerte er en humanists. Det, han som deltager i E.S.Rs og C.I.Es hjælpearbejder efter første verdenskrig så og hørte angående menneskelig vanskelighed og elendighed, snæversyn og kollektiv egoisme, vakte hans følelse og interesse for mennesket uanset dets »race«, nationa­litet, intellektuelle stade eller karakter. Denne dybe interesse genfinder man i alle hans bøger. Det er den, der gør, at Erik Carstens ikke slår sig til tåls med at betragte mennesket som et højere dyr, der er udstyret med drifter og instinkter, som er bestemmende for alle dets tanker, følel­ser og handlinger. Det er den, der gør, at han overalt i sine undersøgel­ser og analyser af det menneskelige sjæleliv forudsætter - ved siden af det neurotiske og mekaniske - tilstedeværelsen af en personlig faktor, der ikke kan reduceres til mekanismer, og som betyder, at selv det til­syneladende mest ufrugtbare og sløve menneske har skjulte værdier. Det er denne interesse, der er drivkraften i hans psykoanalytiske aktivitet ­terapi og forskning - som har givet bøgerne deres stof.

Hans metode som forfatter er pædagogisk og stemmer derved med hans metode som psykoterapeut. Erik Carstens nedslår ikke læseren ved en traditionel videnskabelig form, der ved sin forkærlighed for en kun­stig faglig jargon og unødvendige henvisninger og fodnoter ofte holder læseren tre skridt fra livet. Han taler ikke til læseren fra et kateder. Nej, han stiller sig på læserens standpunkt, docerer ikke, men diskuterer med ham og hjælper ham frem skridt for skridt.

Erik Carstens' metode som forsker er det bedste udtryk for hans per­sonligheds skabende evne. Uden at kaste vrag på den traditionelle em­piriske metode, som består i at samle iagttagelser under den psykoanaly­tiske behandling for ud fra disse at udlede almene teorier, har han hæ­vet metoden op i et højere plan ved at indføre en rationel og kritisk metode, der ikke viger tilbage for at analysere og kritisere de traditio­nelle grundbegreber og dogmer og opstiller metoder til skabelse af et sikkert grundlag for den psykoanalytiske videnskab. Erik Carstens har ved disse rationelle og dialektisk-rationelle metoder gjort det muligt at forstå psykoap.alysen og renset den for mystiske og uvidenskabelige ind­hold.

Vi må - for at forebygge en undertiden forekommende misforståelse - betone, at det, at Erik Carstens' forskningsmetode er rationel   ikke betyder, at hans opfattelse af menneskets sjæleliv er rationalistisk. Ra­tionalisme er troen på, at fornuften er menneskets højeste evne. Denne tro har Carstens ikke, han tillægger følelser og sanseliv lige så stor betydning som fornuften. At hans forskningsmetode er rationel vil sige, at den hæver sig over det rent empiriske stade. 


III

Man kunne fristes til at tro, at Erik Carstens er en vanskelig tilgænge­lig forfatter. Det er ikke tilfældet. Med stor sans for balance evner han at forbinde sine teoretiske udredninger med praktiske eksempler, hvad der gør hans bøger meget virkelighedsnære og skildringen livfuld. Han har simpelthen skabt en ny litterær genre: bøger, der samtidig er viden­skabelige og populære, skrevet for snart sagt alle kategorier af læsere.

Grundideen, som går gennem hans virksomhed og forfatterskab, er hans klare erkendelse af den store fare, som sjælelivets neurotiske struk­turer rummer ikke blot for den enkelte, men for hele samfundet og der­med for kulturudviklingen. Neurose er ensbetydende med sjælelig stag­nation, dvs. at den sunde og naturlige livsudfoldelse er belagt med snæ­rende bånd. Erik Carstens' rationelle psykoanalyse er derfor en kraftig udfordring til den enkelte om personlig udvikling med det mål at få hele personligheden til at fungere så effektivt og hensigtsmæssigt som vel muligt.

Det er en åndelig bedrift af rang at forny en så omfattende teoridan­nelse som den freudske, ja, det er ikke for meget sagt, at dette beteg­ner en ny epoke i psykoanalysens mere end tresårige historie.

Erik Carstens' indsats i kulturlivet strækker sig over de fleste vigtige områder, altså ikke alene det, som man mere snævert mener med ordet »psykoanalyse«, men også moral, kunst, pædagogik og filosofi. Han har skabt en række nye metoder til udforskning og til helbredelse.

Det er en sjældent alsidig og original personlighed, hvis værker her­med præsenteres for læseren.

Det spørgsmål, vi rejste i indledningen til disse linier, hvordan en ingeniør kan skrive bøger om psykoanælysen, kan nu besvares: Erik Car­stens' læreår har været mere indholdsrige end de flestes. Hans ingeniør­uddannelse var kun første etape. De følgende etaper, som vi har gjort rede for i det foregående, har givet ham et humanistisk, et pædagogisk og et fagligt psykoanalytisk grundlag for en dybdepsykologisk forskning og for en forfattervirksomhed på dette område. En ensidig faglig uddan­nelse ville aldrig have kunnet give et tilsvarende alsidigt grundlag.

Det er dette omfattende grundlag og det tilsvarende vide perspektiv, der er årsagen til, at Erik Carstens' bøger ikke fremtræder som et snæ­vert fagligt produkt af en specialist, men som et produkt af en stadig søgende ånd og en sand menneskekender.