Nemo – et stribet mirakel

Af Helle Lenschow, katteejer

Dette er Nemos historie. Nemo var en ganske særlig og helt almindelig stribet huskat, som jeg fik glæde af i alt for kort tid. Han blev aflivet i december 2008 - kun 2,5 år gammel. Det er et virkeligt eventyr om en overlever, der måtte så meget igennem, før han til sidst nåede at få sit halve kongerige. Det er en historie om venskab, kamp, vilje, stædighed - og håb. En historie om, at kærlighed varer evigt og kan helbrede – også når alle andre omkring dig for længst har mistet troen på mirakler.

Første gang jeg så Nemo, sad han i et bur hos en dyrlæge. Han skulle aflives, da han var fundet vandrende ind til byen, og ingen tilsyneladende manglede denne lille fyr. Han var tydeligvis alt for ung til at forlade sin mor, men der var ingen mor at se, og nogle venlige mennesker havde derfor samlet Nemo op og afleveret ham hos dyrlægen. Siden fik jeg fortalt, at andre forbipasserende havde set denne lille seje fyr gå langs med grøften. Han har nok vandret nogle kilometer, før han blev samlet op. Han gik målrettet. I dag ved jeg hvorfor.

Jeg faldt for ham straks. Han kunne ligge i en hånd, og han krøb ved berøring, men der var noget ukueligt i hans blik - en styrke - som fik mig til at tage ham med hjem. Jeg følte mig draget af denne kat, som havde jeg kendt ham før. Jeg husker, at han allerede i klinikken viste nogle tegn på dårlig temperament. Han hvæsede af dyrlægen og af mig. Men jeg tog ham med.

Hjemme gav hans temperament problemer. Ind imellem blev han rasende på min anden kat Nanoq, angreb simpelthen og gik rundt i lejligheden og slog store huller i luften af ren raseri. Jeg havde aldrig set noget lignende. Kattefolk fra alle kanter opfordrede mig til at lade katten aflive. Det gjorde folk tit i de første to år, men jeg modsatte mig hver gang. Jeg løste situationen ved at anskaffe mig en hunkat med ild i øjnene – Tara. Hun lod sig ikke kue, og langsomt men sikkert gjorde Tara Nemo til en hel kat – også kattesprogligt.

Det stod hurtigt klart, at Nemo frygtede mennesker. I starten var hans løsning på al kontakt med mig og andre at krybe sammen og ligge helt passiv. Jeg anede ikke mine levende råd. Dyrlægen sagde, at den adfærd ikke kunne helbredes – jeg så Nemo ind i øjnene – så styrken - og svarede, at jeg ikke var så sikker på det.

Hans redning blev klikkertræning. Jeg fik det forslag at begynde at klikke ham for de mindste bevægelser, som han viste, og det virkede overraskende hurtigt. Fra at ligge i en tilstand af hjælpeløshed fik jeg en sprællevende ungkat. Og ih hvor havde han det nu sjovt sammen med de andre katte! Det var en ren fryd at se denne lille fyr blomstre op. Inden han døde, nåede han endda at fatte tillid til mænd – igen takket være klikkertræning. Jeg var fra dag et overbevidst om, at Nemo havde haft en dårlig oplevelse med en mand. Hvor slem og hvor meget jeg havde ret, kunne ingen i deres vildeste fantasi have forestillet sig.

I 2007 gik til en eksamen i lydighed med Nemo på en trænerskole. Her bestod katten ikke bare – han bestod med en særdeles flot karakter – højere end nogle af de hunde, der deltog. Jeg har stadig videoen i dag. Den viser en tillidsfuld, glad, spindende, særdeles lydig kat, som klikkertrænes. Han elskede det!

Til sidst arbejdede Nemo endda uden godbidder. Han havde fundet det, som han var god til – lydighed for katte.

Det sidste halve år var en fryd – ingen problemer med hans temperament, ingen frygt for fremmede og generelt bare en rigtig kælen nullerput af en kat. Så ramte tragedien os pludselig. I dag tænker jeg stadig på, hvor uretfærdigt det var. Nu havde han endelig fået det godt psykisk.

Fortiden indhentede min ven i form af tiltagende smerter. Han havde gode dage – og dårlige. Haltede på må og få, gav et lille piv, når han sprang ned fra ting, og begyndte at slå lidt fra i træningen. Jeg havde ham hos dyrlæge flere gange – men de kunne intet se. Jeg valgte til sidst en specialist, som lagde Nemo i røgent og straks ringede til mig, da han så billederne. Nemo havde tre til fire brud på de nederste ryghvivler. Bruddene var mere end 2 år gamle, og de var enten forårsaget af slag med en genstand, eller han var født med en form for hypermobilitet i ledene. Det, som talte imod det sidste var, at Nemo havde haft en stor angst, da han kom til mig, at han frygtede mænd, og at hans hypermobilitet i en alder af 2,5 år var så fremskreden, som det normalt kun sås hos meget gamle katte. Jeg valgte at give ham fred der uden at vække ham fra narkosen. Mit tab var enormt. Min ven, træningspartner og kat var væk. Han fyldte ikke meget i landskabet, men tomrummet var enormt. Jeg begravede ham selv samme aften. Som en sidste respekt.

Oven i min sorg var tanken om, at nogle havde slået min kat, da han var killing, næsten ubærlig. Sandsynligvis var det sket i et forsøg på at aflive et helt kuld. Nemo havde overlevet, han var gået fra de døde søskende, vandret med sine brud flere kilometer, ind i nærmeste by og direkte ind i mit hjerte. Her sidder han stadig, og jeg har valgt at dedikere mit arbejde med katte til ham. Hele tiden havde han haft smerter. Alligevel havde han trænet og været en god kat.

Dagen før jeg kørte ham til dyrlægen, tog vi afsked. Jeg lå på gulvet med Nemo storspindende på min mave, og vi aftalte, at vi ville ses igen. At kærlighed er evig, og at det betaler sig at tro på en lille kat, selv når andre siger, at man ikke skal. Nemo nåede at blive en hel kat. Desværre lykkedes det den ukendte mand at slå ham ihjel til sidst – men heldigvis 2,5 år og hel masse gode oplevelser senere end oprindelig forsøgt.

Da jeg navngav Nemo, opkaldte jeg ham efter den lille fisk i Disneys tegnefilm, der måtte så grueligt meget igennem for at finde hjem. Fisken Nemo fandt hjem til sidst. Det gjorde katten Nemo også.