 |
|
|
 |
|
Herberget Aitzenea ligger i en 200 år gammel bygning.
På FORENINGEN af DANSKE SANTIAGOPILGRIMME´s hjemmeside havde jeg set at man søgte hjælper (hospitalero) til et herberg i Triacastela på Camino Francés.
Jeg har selv gået Camino Francés to gange, så det ville da være dejligt hvis man kunne give noget igen for alle de oplevelser man har haft.
Jeg kontaktede Else Dupont fra foreningen og forklarede hvilken periode der passede mig bedst at hjælpe på herberget Aitzenea. Efter lidt skriveri frem og tilbage, blev vi enige om at det ville passe fint fra den 23. maj og 15 dage frem.
Jeg blev hentet af Lucita på stationen i Sarria som ligger ca 20 km fra Triacastela, hvor jeg de næste 15 dage skal være "hospitalero" på herberget Aitzenea.
Lucita er leder af det private herberg og er alene om at passe det når der ikke, som jeg, er en der kan hjælpe. Hendes mand har autoværksted i byen hvor de også har privatbolig.
Jeg skulle afløse Marianne som skulle rejse hjem samme dag jeg ankom. Marianne og jeg nåede lige at spise morgenmad sammen og jeg blev sat lidt ind i hvad jeg skulle lave på herberget inden Marianne blev hentet af en taxi for at rejse hjem til Danmark.
Jeg blev kastet ud i det med samme. Værelserne skal gøres klar til dagens pilgrimme kommer. Toiltter og bad skal gøres rent og der skal fejes over alt. Her støvsuger man ikke.
Første dag sluttede med uvejr. Lyn og torden var skyld i at strømmen forsvandt flere gange.
Alle 38 senge blev taget i brug på min første dag på herberget Aitzenea og jeg var træt da jeg gik til ro efter ikke at have været i seng i 40 timer. Lucita låste kl. 23.00 og gik hjem.
Triacastela. Herberget ses næsten midt i billedet.
Min anden dag startede ca kl. 7.30 hvor jeg stod op og gik på den lokale bar og fik min morgenkaffe. Efter morgenmaden er det tilbage til herberget hvor de fleste pilgrimme er gået eller på vej og jeg kan begynde dagens arbejde.
Alle brugte madrasser blivet taget ud af sengen så man får evt. sand og andet snavs rystet af. Puderne bliver rystet og lagnerne glattet så sengene ser pæne ud til denne dags pilgrimme.
Der er 38 køjesenge og så er der nogle få drømmesenge som kan klappes ud hvis det bliver nødvendigt, men det er rarest hvis vi kan nøjes med de faste senge.
Jeg havde forstået i starten at der var nogle steder hvor Lucita foretrak selv at gøre rent, men jeg er ikke den der sover længe om morgenen så jeg går bare igang så snart jeg kan komme til.
Huset som herberget ligger i er omkring 200 år gammelt, men restaureret med nye baderum og køkken og ellers holdt i den gamle stil.
Jeg kunne når jeg lå i min seng i mørket se lys i sovesalen oveover. Så det er ikke specielt tæt og man kan da godt forestille sig hvor noget af skidtet bliver af når man fejer gulv der oppe.
Der kommer mange danske pilgrimme her de første dage. Måske er det fordi herberget Aitzenea er nævnt i den danske guide.
Når Lucita er her tager jeg gerne de engelsk- og tysktalende pilgrimme og Lucita de spansktalende, men når hun ikke er her må jeg tage alle pilgrimme uanset sprog. Mit spanske er ikke for godt, men kun ved at bruge det kan det blive bedre.
Vi er ved et uheld kommet til at give den samme seng til to pilgrimme. Den ene er dansker så det bliver mig der må rede tråedene ud. Det ville også være nemt nok hvis ikke det var fordi alle senge var optaget.
Der er en ekstra seng i det lokale hvor jeg bor. Lokalet bliver brugt som lager og kontor og ikke beregnet til pilgrimme, men denne gang må vi gøre en undtagelse, uanset hvem der har lavet fejlen.
Opholdrummet.
Jeg startede min tredie dag med at sige farvel til Else fra Fredericia inden hun gik mod Samos. Else var hende jeg måtte dele værelse med sidste nat. Hun har lidt problemer med sine knæ og ruten i går til Triacastela går meget nedad og det kan være hårdt ved knæene.
Det har været koldt og vådt de første dage jeg har været her. Det dårlige vejr giver fuldt hus og pilgrimmene kommer tidligt på dagen.
Også i dag er der danske pilgrimme. Det er et ægtepar fra Fredericia som ikke er helt tilfreds med varmen og der må ekstra tæpper til.
Det dårlige vejr giver også mere tøjvask. Her findes vaskemaskine, centrifuge og tørretumbler.
Lucita vil ikke have andre end hun eller jeg betjener maskinerne. Vaskemaskinen bærer også præg af vold. Det er ikke alle der har tålmmodighed til at vente på at lågen kan åbnes efter stop og det har kostet en ødelagt låge.
I dag kom en skoleklasse på 15 elever og to lærere. Lucita præsenterede mig for hele holdet af spanske skoleelever og forklarede dem at det var mig de skulle gå til hvis de havde brug for hjælp. Jeg frygtede for hvad det kunne med, men de var nu meget søde.
Også i dag må jeg have en pilgrim ind på mit værelse. Denne gang ved jeg i hvert fald at det ikke er mig som har lavet fejlen. Det skal helst ikke blive noget dagligdags. Jeg foretrækker lidt privatliv. Det kan være svært at sige nej til en pilgrim som kommer gennemblødt, kold og træt, men er der ikke flere pladser, er vi nødt til at være hårde.
Der er også pilgrimme som ikke tager et nej for et nej. Jeg synes at der er en overvægt af tyskere som har lidt svært ved at forstå et nej, men måske er det fordi der er så mange tyske pilgrimme?
Der er også pilgrimme som går rundt på herberget efter at de har fået et nej, for måske at finde en ledig seng.
Gode køjesenge.
Det er min fjerde dag og jeg er ved at være inde i rutinen. Står op ved 7-tiden og får min morgenkaffe og går i gang med oprydningen så snart jeg kan komme til.
Pilgrimmene opfører sig pænt og der er sjældent den helt store rengøring efter dem.
Hver dag er der glemte ting. Det kan være tøj, håndklæder, sæbe eller creme og i dag stod der én sandal tilbage i skoreolen.
I dag har vi endelig godt vejr og der er langt mellem pilgrimmene. Kun 10 er kommet i dag. Hvor bliver de af når det er godt vejr?
I formiddags kom en gruppe på 16 nordmænd som skulle starte deres camino her i Triacastela og som skulle have deres første stempel her på herberget. Vi ligger ca 130 km fra Santiago de Compostela.
Der kom kun de 10 pilgrimme til overnatning, så Lucita mente godt at jeg kunne passe herberget alene så hun gik hjem kl. 19.00.
Der skete heller ikke mere den dag og kl. 23.00 låste jeg døren og slukkede lyset. De fleste var gået til køjs, kun et enkelt par måtte jeg fortælle at det var sengetid.
Billede fra caminoen kort før Triacastela.
Der er ikke meget rengøring her på min femte dag og jeg er da også næsten færdig da Lucita kommer kl. 10.30.
I dag er der forudbestilt 19 senge, så vi får sikkert fyldt op.
Jeg er ude og gå et par gange i løbet af dagen. Jeg har ikke noget specielt mål da jeg ikke har så lang tid af gangen. Triacastela er en lille by så byvandring er hurtigt overstået, men der er mange stier omkring byen.
Kl. 16.00 er alt optaget, men vi mangler gruppen på de 19 personer og vi ved ikke hvornår de ankommer.
Den første der kom i dag var en dansk kvinde. Hun kom med taxi og hun kom allerede kl. 10.30. Hun havde det dårligt og havde brug for ekstra hvile.
Den længe ventede gruppe ankom kl. 19.00. De lavede selv deres aftensmad og det synes jeg er imponerende med det lille køkken vi har med kun to kogeplader.
Kirken i Triacastela.
I dag er der en gruppe på seks danskere der har forudbestilt. De to første kom ved middagstid. De var gået forkert og var sikker på at de andre var kommet, men det viste sig at de også var gået forkert.
De var glade for at finde en at snakke med på deres eget sprog og det er også rart for mig at der kommer danskere eller skandinaver i det hele taget.
Jeg er blevet kontaktet af journalister fra Danmark. De vil lave en film om caminoen og skal bruge danske pilgrimme til projektet. Jeg skal snakke med de pilgrimme som kommer her på herberget for at høre om de er interesseret i at være med.
Der er lidt problemer med at få tidspunktet til at passe med at journalisterne er her i Spanien og når pilgrimmene kommer her forbi. Jeg har fået positiv tilbagemelding fra journalisterne. Alt faldt på plads og nu håber jeg og mange andre at vi får filmen at se i fjernsynet engang.
I dag er alt optaget. Der er flest tyskere og sådan tror jeg det er næsten hver dag.
Lucita gik hjem ved 21-tiden. Jeg tror at hun har for meget at lave her og i privaten.
Jeg låser døren kl. 23.00 og beder de sidste om at gå til ro.
Overdækket tørreplads.
Her på min syvende dag kommer Lucita først kl. 11.00 og jeg er færdig med rengøringen.
Et ældre japansk ægtepar kan ikke rigtig beslutte sig for hvad de vil. Manden som er 72 spurgte om jeg kunne bestille en taxi, men han vidste ikke om de skulle til Samo (11 km) eller til Sarria (21 km). Han vil gerne snakke og han kunne både engels, fransk og spansk.
Jeg fik en flettet papir-cube af ham. Det er virkelig fint håndarbejde og det lod jeg ham også forstå. Jeg tror at det hans kone der laver dem.
Til sidst havde de besluttet sig for hvor de vil hen. De vil til Samos, men nu vil de gå vejen der til.
Længe inden jeg var færdig med at gøre rent kommer de første pilgrimme, men der bliver ikke helt fyldt op i dag.
Det sker at der komme pilgrimme til hest.
Det er lørdag og ottende dag jeg er her. Lucita har fri her til formiddag og derfor er hendes mand kommet for at hjælpe.
Jeg har besluttet at gå en længere tur i dag. jeg laver en madpakke og tager frugt og vand med.
Vandreturen går 3-4 km mod San Xil til jeg kommer til en kilde (fuente) som jeg godt kan huske fra de to gange jeg har gået Camino Francés. Her spiser jeg min mad og nyder solen medens pilgrimmene passerer forbi. I dag er det varmt og mange der kommer forbi her, har det hårdt. Det er heller ikke den nemmeste vej til Sarria, men det er den korteste.
Der er kommet fire pilgrimme da jeg kommer tilbage til herberget: tre fra Brasilien og en fra Italien. Senere kommer en mand fra Hawai.
Det ser ud til at blive en nem dag. Når solen skinner bliver pilgrimmene væk.
Lucita har familien på besøg. En datter og svigersøn og deres tvillingepiger som er noget så nuttede.
Jeg kan godt mærke på Lucita at hun gerne vil være sammen med familien, så jeg siger at jeg nok skal passe herberget og lukke til aften.
Kilden som mange der har gået til San Xil, sikkert kender.
Tingene går nemmere nu efter godt en uge her på Aitzenea. Det spanske sprog er mit største problem. Jeg kan godt ringe og bestille en taxi når der er nogen der har brug for det.
Lucita forklarede i går om nogle brasilianere og noget med nogle penge. Jeg forstod det ikke rigtig, så jeg er stået tidligt op i dag for at finde ud af det.
Det viste sig at det var de tre brasilianske kvinder som skulle aflevere penge til en taxi for at få transporteret deres rygsække til næste overnatningssted.
Man har svært ved at begå sig her uden at kunne spansk, så der bliver noget at forbedre når jeg kommer hjem.
Sidste nat havde der været en beruset pilgrim som var kommet for sent tilbage til herberget. Han havde åbenbart lavet en farlig larm indtil en anden pilgrim var stået op lukket den overrislede pilgrim ind. Jeg havde ikke hørt noget selv om jeg sover i stueetagen. Jeg fik historien fra manden fra Hawai.
Det er meget sjældent at der er noget af den slags eller i det hele taget problemer at tage sig af efter lukketid kl. 23.00.
I dag kom tre tyske pilgrimme som sagde at de havde forudbestilt. Jeg spurgte hvem de havde snakket med og de sagde at det var en ung fyr. De fik en seng hver, men de ventede en fjerde mand. Han dukkede aldrig op og jeg tror også det var det forkerte herberg de var kommet til, for der er kun Lucita og jeg som tager imod forudbestillinger og vi havde ikke snakket med nogen.
Der er god plads i dag, kun 20 pilgrimme er kommet.
Der kommer mange pilgrimme på cykel. Her er man ved at gøre klare til dagens tur.
Klokken er ikke mere end 8.30 da der kommer to unge kvinder. De kommer lige fra læge. Den ene er meget dårlig, måske af dårligt vand. Lægen har anbefalet vort herberg og de har fået recept på medicin som de han hente på apoteket (farmacia) så snart de åbner.
Det er utroligt så hurtig medicinen virker. Efter få timer er hun oppegående igen.
Et sydafrikansk par ankommer ved 13-tiden og bliver skrevet ind og de spørger efter kvindens rygsæk som skal komme med taxi. Vi har ikke set nogen rygsæk og de får Lucita til at ringe til Taxi. Beskeden lyden på at der vil gå en time, max to.
Da de to timer er gået er parret ved at være oppe at køre over situationen. Lucita ringer igen og får samme svar som sidst. Manden bliver gal og siger, at så kan han gå tilbage og hente rygsækken. Han forsvinder tilbage ad ruten og der er dog 27 km. Konen er helt fra den og der er ingen der ved hvor rygsækken er. Problemet er også at vi ikke kan ringe til det herberg de er kommet fra, da det er et af de offentlige.
Egentlig er det heller ikke vores problem, men vi vil gerne hjælpe.
Taxien med rygsækken kommer kl. 17.30 og nu er manden væk. Jeg havde ondt af kvinden som nu må ud og lede efter manden. Jeg tror at han var gået på bar for efter en times tid vendte de begge tilbage.
Det er sjældent at vi ser børn på caminoen, men i dag er her en mor med sine to drenge fra USA. Drengene er ca 10-12 år og ser ud til at klare sig godt.
Jeg var ude og gå en lille tur i bjergene i dag. Fandt et lille hus som viste sig at være en kirke. Der var låst, men jeg kan kigge ind af nogle små huller i murene.
Tilbage på herberget er der fyldt op og jeg er lige ved at tro at vi skal have flere problemer med manglende rygsække. Tre pilgrimme spørger efter deres rygsække som skal komme med taxi. det viser sig dog at det er det forkerte herberg de er kommet til.
Gudrun fra Danmark sidder her i en lille park foran herberget.
To danskere har forudbestilt i dag.
Jeg er næsten færdig med rengøringen inden Lucita kommer og det vel også meningen, så hun kan blive aflastet i det daglige. Jeg forstår ikke hvordan hun klarer det uden hjælp. Jeg har snakket med hende om det og hun siger at når vi ikke hjælper er hun helt alene og hun må sove på herberget, fordi der skal være en at få fat på hvis det bliver nødvendig. Jeg forstår godt at hun ser udkørt ud ind imellem.
Der kom en ung dansk kvinde i dag, Anne fra Nykøbing F. Hun er meget interesseret i mit arbejde som hospitalero. Vi fik snakket med Lucita og det endte med at Anna skal herned og være hospitalera fra den 13. til den 22. juni. Hun skal først have gjort caminoen færdig og vil så komme tilbage til Triacastela og hjælpe på herberget.
De to danske pilgrimme kom ikke, men derimod kom en tysk og en ungarsk pilgrim så sent som kl. 22.00. De kunne lige nå et hurtigt bad og spise inden jeg lukkede og slukkede kl. 23.00.
Vi har Camino Francés lige uden for vinduet.
Jeg syntes at jeg hørte larm sidste nat, men jeg hørte ikke fra nogen at der skulle have været noget galt. Måske var det noget jeg drømte.
De to der kom meget sent i går er syge og beder om at blive. Det er klar at de kan. Man kan ikke forsvare at sende syge pilgrimme ud på caminoen. Jeg gør dem opmærksom på at det koster for endnu en nat.
Ved ni-tiden kommer endnu en syg pilgrim, en ung pige fra Brasilien.
Der er dage hvor man ikke tror at der vil komme pilgrimme, men når det bliver aften er der alligevel fyldt op. Vi har en gang medens jeg har været her haft brug for fire ekstra senge. Det betyder at to må sove i opholdsrummet og de kan så ikke komme i seng før vi lukker kl. 23.00.
Det har været dårligt vejr og udsigten de næste dage lover ikke bedre. Det giver flere pilgrimme og det giver en masse tøjvask. Der er dage hvor man virkelig skal være på dupperne for at følge med. Det tager en time for en vask og det samme for tørretumbleren.
Jeg har prøvet at have syv vask en dag og når man først får begyndt kl. 15.00 så skal der ikke meget til før man ikke kan nå det til lukketid.
At holde styr på hvem vasketøjet tilhører kan også være lidt af en opgave. Her må man sipelthen bare lægge det færdige tøj i en stak og så håbe på at det er den rigtige person henter det.
Mange kigger forundret når jeg fortæller dem at jeg nok skal tage mig af deres vasketøj. Et par koreanske piger kigger på hinanden og fniser da jeg siger det til dem. De er nok ikke vant til at mænd kan klare tøjvask.
Det er vejen ud af Triacastela som pilgrimmene følger til Samos.
De to som fik lov at blive en ekstra nat er forsvundet da jeg stod op kl. 7.00, så vi fik ingen betaling for den eksta nat. Det er en lidt mærkelig fornemmelse man står med. Vi bekymrer os om pilgrmmene. De to sov hele dagen i går og jeg snakkede med de andre og de havde snakket med de to, så vi vidste at de var ok. Det kunne jo være at de behøvede lægehjælp.
I dag er det hundekoldt og jeg springer min gåtur over.
Det går lidt trægt med pilgrimme i dag, så måske bliver der ikke fyldt op.
Jeg står gerne op omkring kl. 7.00 eller 7.30, afhængig af om der skal vaskes sengetøj. Kl. 8.00 går jeg på baren og får min morgenmad der består af kaffe med mælk, ristet brød med smør og marmelade, en juice og et bæger yoghurt.
Så er det tilbage og gøre rent. Køkkenet er meget lille, men mange bruger det. For det meste er pilgrimmene gode til at rydde op efter sig. De vasker tingene af og sætter på plads. Der er også morgener hvor man kommer op til pander og gryder hvor maden er brændt fast og det flyder over alt.
Det er jo ikke de samme pilgrimme der kommer næste dag, så man må tage det som det kommer.
Det er min tresårs fødselsdag i dag, men det bliver holdt hemmeligt. Jeg fejrer det for mig selv ved at tage en treretters menu med masser af rødvin til.
Der kommer mange hilsner i løbet af dagen pr. sms fra familie og arbejdskolleger.
Den lokale bar hvor jeg får min daglige morgenmad.
Jeg var tæt på at smide en mand ud i dag. Han kom kl. 18.00 og det var længe efter at vi havde sagt nej til den første, fordi der ikke var flere pladser.
Det var noget rigtig grimt vejr og han var kommet inden for og havde taget overtøjet af inden jeg så ham. Jeg fortalte ham at alt var optaget, men han svarede ikke og gik på toilettet og det kunne jeg selvfølgelig ikke forbyde ham. Han forlod herberget, men lod sine ting blive stående. Jeg tænkte at han nok ville en tur rundt i byen for at se om der var ledige pladser andre steder.
Lidt senere kom Lucita og hun var meget ked af det, for hun havde glemt at sige at en af deres bekendte ville komme og overnatte på herberget.
Da han kom tilbage fik vi en lille snak og givet hånd. No bad feelings.
Alt var optaget så jeg måtte have ham inde på mit værelse.
Sten med kors står hvor man forlader Triacastela mod Samos.
Det er så min sidste hele dag her på herberget Aitzenea.
I går aftes kom to cyklende pilgrimme meget sent. Klokken er over 22.00 da de ankom og inden de får cyklerne på plads og alle deres sager slæbt ind og noget at spise er det lukketid. De fik de to sidste senge.
Da jeg skulle gøre rent i morges var de ikke stået op og de lå i den samme seng.
Da klokken var 8.30 vækkede jeg dem og sagde at det var nu, ellers måtte de betale for en dag mere. Jeg ved ikke hvad der får nogen til at komme så sent.
De forlod herberget uden problemer.
Det er noget møjvejr i dag igen. Det regner og det er koldt.
Der er meget vådt tøj. Nogen vasker tøjet i hånden og så bruge centrifugen til at tage det meste af vandet.
Medens jeg er ved at vaske tøj for en gruppe spanier er der en fransk dame som tømmer tumbleren og putter sit eget tøj i og da jeg havde været væk en kort tid, anede jeg ikke hvis tøj det var. Jeg satte en efterlysning igang og det er utroligt så hurtigt man får respons.
Jeg skældte den franske dame ud og hun blev sur og tog sit tøj som var smaddervådt. Jeg tilbød at give det en tur i centrifugen, men nu var hun fornærmet. Hun må så gå med vådt tøj i morgen.
Vores lille "park" bliver flittig brugt når vejret tillader det.
Det er så sidste dag i denne omgang. Jeg har lovet Lucita at jeg vil prøve om jeg kan komme igen næste år.
Jeg kan nå at gøre rent inden Lucitas mand skal køre mig til Sarria hvor jeg skal med tog til Madrid.
Jeg er også på baren og få min morgenmad og få sagt farvel til de to piger som har severet for mig hver dag siden jeg kom.
Da jeg kommer tilbage til herberget er der en spansk kvinde som vil have mig til at ringe efter en ambulance. Hun har store problemer med et ben og det er blevet være natten over.
Nu har spanierne det, efter min mening, med at dramatisere så jeg ringede til Lucita og forklarede hende situationen. Hun kom hurtigt og fik en snak med kvinden og enden blev at hun fik en taxi til skadestuen. Taxien kom alligevel for at hente rygsække.
Jeg var glad for at jeg ikke var med til at dramatisere det mere end nødvendig.
Det blev en bevæget afsked med Lucita og jeg har lovet at lære mere spansk så vi bedre kan forstå hinanden når jeg kommer igen.
Det har været en kanon oplevelse, hvor jeg føler at jeg har gjort en forskel.
Det, at kan gøre noget for andre, at være der når nogen har brug for én, giver så meget igen. At jeg selv har gået Camino Francés to gange, gør måske også at jeg har en anden indgangsvinkel til opgaven.
Sidste billede er fra caminoen kort før Triacastela.
Også i 2010 var jeg på Aitzenea som hospitalero. Det vil jeg skrive om senere.
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|