Velkommen hos familien Pehrsson

travlhed på foderbrættet

Siden midt i december har der lagt sne og jorden har været stiv af frost. Hver dag får fuglene en liter fuglefrø på de to foderbrætter i haven. Der hænger mejsekugler og nødder i net på buske og træer i nærheden af foderpladserne. Når det er rigtig koldt, smelter vi magarine og hælder fuglefrø og havregryn deri. Gammelt brød får også en tur i en gang smeltet margarine, for at give fuglene så meget fedt som muligt. Det er svært at give dem vand, for det fryser til is efter ganske kort tid.

Den første weekend i februar er der forårsbebudere på foderpladsen. To stærer sidder og deler brød og frø med en flok solsorter. Gad vide hvor de kommer fra? Normalt er stræren mit tegn på at foråret er på vej. Men her er alt endnu dækket af sne, omend det i dag er tøvejr-

kreativ lektielæsning

Oline skal hver dag læse i en bog, som hun har fået for som lektie i skolen. Bagefter skal hun skrive en sætning om det, hun har læst. Det forgår til tider under underlige omstændigheder. Som den aften vi kom ind i stuen og fandt hende på sofabordet, i gang med dagens lektie...

NU tager jeg mig sammen

Jeg har taget mig sammen i månedsvis - næ, måske i årevis..... Roderummet. I den senere tid betegnet katastrofeværelset. For et par år siden, lagde vi laminatgulv i gangen og Olines værelse. Der er ikke noget så godt, som at kunne se alle nullermænd pået glat gulv. I samme ombæring købte vi gulv, så der også var til at skifte gulv i rodeværelset. Der er bare ikke rigtig sket mere....

I juleferien var jeg overbevist om, at NU skulle det værelse have en omgang. Men det blev ikke rigtig til noget, selv om jeg prøvede at tage mig sammen. Nu har jeg endelig taget hul på opgaven. Alene at få rummet tømt! Det er ufatteligt, hvor meget BRAS der står derinde. Men jeg kan ikke undvære ret meget af det. Men NU skal der ryddes op. Jeg ønsker mig et rum, hvor jeg kan sidde og nørkle med mit dukkehus. Sy. Klippe og klistre. Et rum, hvor der er rart at være og hvor jeg kan finde mine ting, min symaskine og mit værktøj-

80'erne

Jeg er ved at forberede min fødselsdagsfest, som skal stå i 80'ernes tegn. Så jeg surfer rundt på nettet, for at finde gode ideer til tøj, farver, bordpynt, hår osv.
Jeg har lavet et
lille afsnit her på hjemmesiden , om de gode ting jeg finder frem til.

Jeg skriver også løbende på en ønskeseddel

travetur i sneen

Vi prøver ihærdigt at leve op til vores målsætning om at være lidt sundere i 2010. Fredag eftermiddag kom der varm kakao og boller i rygsækken og vi tog en tur ned i Egeskoven i Langå for at trave en tur. Eftermiddagssolen skinnede på de krogede, gamle træer og glimtede i alt den hvide sne. Vi kunne tydeligt se spor fra rådyrene i sneen. Både deres efterladenskaber, fodspor og der hvor de havde skrabet i sneen efter mos og andet grønt. En dejlig tur i et dejligt vinterlandskab.

Kurt er startet på nyt arbejde. Efter 2½ måned hjemme er han nu igang på Jobcentret i Randers. Her skal han arbejde med kontanthjælpemodtagere over 25 år. Så han er godt træt i hovedet, når han kommer hjem! 
Jeg kan godt vinke farvel til at få udført alle de dejlige, huslige opgaver, jeg havde listet op på tavlen i køkkenet. Nu må jeg jo nok selv igang....

Godt Nytår

8 voksne og 9 børn - så er der gang i huset på en nytårsaften!
Vi havde en rigtig festlig aften sammen med naboer og venner. God mad og glad stemning. Børn og voksne var ude at lave løjre og vi fik fyret raketter og batterier af. Vi have noget rigtig flot fyrværkeri i år og da de fleste af børnene foretrækker at se rakketterne lidt på afstand, havde de det bedste udsyn fra stuens store vinduer.
Det var bidende koldt. Støvler, huer, vanter og ikke mindst skidragter til 9 børn og samme mondering til 8 voksne - det fylder rigtig godt i et bryggers. Fantastisk, at alle ungerne kom i eget udstyr, når de gik ud.
I aftenens løb dumpede flere naboer ind forbi. De sidste gik kl 5.

Nu er stuen ryddet op, gjort ren og alle møbler tilbage på deres oprindelige pladser. Efter en måned med julepynt og derefter nytårsgejl, er det dejligt at skue ud over en "tom" og ren stue. Julegaver i form af et par Herstal skåle, en vase og en digital fotoramme er sat på plads og der er nye hyasinter på sofabordet. Nu er vi lige som klar til starten på et nyt år!

Hvem er vi?

  Familien Pehrsson består af Kurt, Pia og Oline samt vores kæledyr . (Tre katte, 4 fisk og to kaniner) Vi bor i Landsbyen Værum, som ligger midt mellem Randers og Langå. Vi bor i et gammel aftægtshus fra 1920, som vi de sidste 16 år har brugt en del tid på at renovere.
Vi har også en have, som vi - især Pia - bruger rigtig meget tid på i sommerhalvåret. Haven har fået sit eget afsnit her på hjemmesiden, hvor du kan se mere.
Når vi holder ferie, så sætter vi campingvognen på trækkrogen og tager rundt i Danmark.

Vi sætter meget pris på sammenholdet og aktiviteterne her i Værum. Der er et godt venskab blandt naboerne og vi laver ofte noget sammen. Bla. har vi et fælles
kartoffelkonsortium , som er nærmere beskrevet i sit eget afsnit her på sitet. Her kan du også se en lille kalender over vores flagdage her i vores ende af Værum.

Du kan altid læse om vores hverdag og hvad vi går og laver
her.

Pia P

 Pia Dalsgaard Pehrsson
Jeg arbejder som IT-projektleder i Favrskov Kommune, hvor jeg implementerer digitale løsninger i organisationen. Mit hjerte banker jo for it og kommunikation, så udvikling af et nyt Intranet, forbedring af vidensdeling og intern kommunikation er nogle af mine hjertebørn.

Født og opvokset i nabobyen Haslund. Gået i skole på Søndermarkskolen i Vorup (hvor Oline nu går i skole) og derefter en studenterhue fra Handelsskolen i Paderup. 

- Oprindelig uddannet i Barnow Bygemarked i Århus
- arbejdet en årrække i Hammers Farvehandel i Dronningborg.
- 5 år som internprojektleder og udviklingskonsulent hos
Krifa
- Min jobprofil findes på
LinkedIn.

Har boet sammen med Kurt siden 1990. Flyttet til Værum i 1993. Vi blev gift i 1996 og fik Oline i 2002.

Min fritid bruger jeg i sommerhalvåret i
haven , så snart vejret tillader det. Vi har gennem årene fået lavet en have med mange funktioner. Der er urtehave, blomsterhave og et stort areal der er "børnehave". Forår og efterår bruger jeg oceaner af tid på at grave georginer (dahlia) op og ned.

Jeg kan godt lide at lave kreative ting med mine hænder.
Pileflet, sy ting til hjemmet.  Jeg foretrækker at slå græs og klippe hæk frem for at stå i køkkenet. Heldigvis har Kurt det lige omvendt...

I over ti år har jeg mødtes med min veninde Bettina og Dorte-mulen hver torsdag aften i vinterhalvåret. Vi går til "glasmaling". Men efterhånden er det vist mere kaffeslabberas. Nogle af mine
glasmalerier kan du se her . Jeg har også været en tur omkring glassmykker og andet glaskunst.

Og så kan jeg jo lide at sidde og nørkle med billeder på min pc - og lave hjememside fx.

preview image

Kurt

  Kurt Pehrsson

Født i Fredericia, flyttet til Stilling som 9-årig, hvor han er vokset op hos sin moster og onkel. Gået på handelskole i Skanderborg. Aftjent værnepligt hos Prinsens Livregiment i Viborg 1987-1988.
Oprindelig udlært i byggemarked - sjovt nok Barnow i Århus.... Har arbejdet i flere butikker rundt om i det midtjydske.

I 12 år har Kurt arbejdet på
Grundfos i Bjerringbro, hvor han i 9 år brugte alt sin tid på at være tillidsmand for 3F'erne i hans fabriksområde. De sidste to år har han arbejdet på Grundfos, som mentor/assistent for et værksted under Socialt Engagement. Her har han hjulpet og støttet unge mennester til at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Fra januar 2010 er det på Jobcenter Randers, Kurt slår sine folder som vejleder.

Kurt er ekspert i mobiltelefoner og har gerne sidste nye model i lommen. Men hans bil står bestemt også hans hjerte nær. Ingen bil i Værum bliver udsat for vask så ofte som Kurts.
Og er jeg rigtig heldig, så får min bil også en overhaling.

Ud over at være en rigtig pop-tøs, så har Kurt masser af gode sider, som gør at han altid er god for en shoppetur. Han kan bruge timevis i Matas, hvor han studerer nye duft og får ekspedienterne til at hoppe og springe for at lade ham dufte til det hele.
Ud over at være storforbruger af parfumer, så kan han godt lide at have tøj i de "rigtige" mærker. Og jeg tror han har mindst 10 forskellige vinterjakker. Og jeg har talt 30 skjorter på bøjlestangen....

preview image

Oline

 Oline Desiree' Dalsgaard Pehrsson , 7 år

Oline går i 1.a på Søndermarkskolen i Vorup. Her har hun fået mange nye venner. I den tid hun har gået i skole har hun fået mange nye færdigheder. Bla. har hun kastet sig over tegningerne med stor omhu. Hun laver stakkevis af fortællinger og bøger med flotte tegninger. Og allerede efter knap 4 måneder læser hun lette bøger. Matematik er ikke hendes stærke side. Hun kan godt, men gider ikke...

Desværre er Oline rigtig doven. Hun kan hænge i timevis foran fjernsynet og se ynglingsserierne på Disney. Hannah Montana er farvotitten. Hun er ikke meget for at komme ud og bevæge sig.

Som enebarn er Oline en meget selvbevidst og stædig ung dame! Hun har et nært forhold til sine bedsteforældre. Så hun er sikker på, at hele verden har hende som centrum.

Oline elsker god musik.
Siden hun var helt lille har en af farvoritterne være Gasolin (Gasomolin). Hun kan temmelig mange af deres sange og kan til enhver tid spotte en Kim Larsen-sang. Ellers er hun til en god gang popmusik eller rap. Natasja er et hit. Og gode gamle ABBA. Bare det er noget med en god rytme, så det indbyder til dans.


Se
Olines stamtræ helt tilbage til 1688 på mødrende side.

preview image

Den øvrige del af familien

Familien tæller også to kaniner: Jakob K og Jasmin og tre katte: Mille, Bette Fis og Jalle, plus 4 slørhaler....

Kattene Mille og Bette Fis har vi købt som formidlingskatte hos Dyrlæge Garbus på
Vorup Dyrehospital . Det kan varmt anbefales at anskaffe sig kat på den måde. Man er sikker på et sundt dyr og for det beløb man giver for katten, bliver den neutraliseret, øremærket, meldt til register hos Kattens Værn og vaccineret første gang.

Den norske skovkat Jalle har vi fået af en familie som ikke havde den fornødne tid til missen. Med 3 katte i familien har vi nullermænd OVERALT - ALTID!

Hvis naboerne skal på ferie, så er vi gerne plejefamilie for hunde og kaniner og hvad der nu ellers skal passes. Det er fordelen ved at bo i en lille by, hvor vi har et nært naboskab. Vi stiller gerne op og passer børn og dyr for hinanden.

Et besværligt efternavn....

Det er ikke altid nemt at have et efternavn, som alle tror de kan stave.... Jeg tror efterhånden jeg har mødt alle variationer. Pia Person, Pia Pehrson, Pia Persson, Pia Pherson.
Da jeg gik i skole var jeg Pia Mikkelsen, da jeg kom på handelsskole var jeg Pia Dalsgaard.
Men nu har jeg altså giftet mig til Pehrsson. I lang tid blev jeg ved med at kalde mig Pia Dalsgaard, for det var jo lige som MIG. Men efter jeg fik arbejde i Kristelig Fagbevægelse blev jeg til Pia Pehrsson. Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med. I det daglige på arbejde er jeg Pia P, for på min tidligere arbejdsplads var vi ikke færre end 3 Pia'er på mit kontor......

Og NEJ, Pehrsson er IKKE svensk. Kurt er ikke af svensk afstamning. Han er ganske almindelig jyde. Måske ikke ligefrem jyde af kartoffeltysk afstamning som jeg selv, men i alt fald jyde så langt han kender sine forfædre tilbage i tiden.

Mine kartoffeltyske aner kan du finde her på
Olines stamtræ.

Lav selv en hjemmeside

Lav din egen hjemmeside!

Vi bruger 123hjemmeside til at lave vores hjemmesider og fotoalbums på nettet.

Det er nemt og enkelt.

Der findes over 200 kreative skabeloner, og du er igang med din egen hjemmeside på bare 3 minutter!

Prøv det selv gratis ved at klikke her:
http://www.123hjemmeside.dk/

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bedstemor | Svar 21.12.2009 08.37

nogle skønne billeder man bliver i julehumør af.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

21.12 | 08:37

nogle skønne billeder man bliver i julehumør af.

...
18.01 | 22:48
Forside - om os har modtaget 5
30.12 | 09:06
Olines stamtræ har modtaget 3
27.12 | 17:44
Min have har modtaget 5
Du kan lide denne side