Attiske og boiotiske bymure og fæstninger i det 4. årh. f.Kr.
Messene
Selve specialet

INDLEDNING

 

Inspirationen til dette speciale udspringer af min deltagelse i Den Danske Halikarnassos-ekspedition tilbage i sommeren 1999. En af de opgaver, som jeg blev tildelt var at tage del i grundregistreringen af den antikke bymur. Ved dette arbejde blev mine øjne åbnet for det på en gang fascinerende, men alligevel ofte ret upåagtede ved disse mure. Til trods for de store anstrengelser, som det må have kostet en bystat at opføre murene og til trods for deres ikke sjældent overordentligt store udstrækning, så tilhører antikke befæstningsmure et af de få endnu ret uudforskede hjørner af den klassiske arkæologi.[1] Jeg fandt ved selvsyn ud af, at en mur ikke blot er en mur, men at en lang række faktorer er afgørende for hvordan en fæstningsmur ser ud. Oven i dette fandt jeg endvidere hele dateringsproblematikken interessant om end meget forvirrende. Kun sjældent lader en mur sig datere absolut og det betyder, at vidt forskellige discipliner kan benyttes i dateringsarbejdet. Jeg fandt også ud af at de antikke mure på det græske fastland er behandlet i nogle få ret brede værker, men det slog mig, at det ofte var svært at pille data ud om den enkelte bymur. Fokus i de fleste værker lå på at give et bud på de græske bymures stiludvikling belyst ved eksempler. Disse undersøgelser skete dermed tilsyneladende ofte på bekostning af grundigere undersøgelser af den enkelte mur.

 

I min ”interessefase” stødte jeg på en mindre fæstning ved lokaliteten Eleutherai, som er beliggende i grænselandet mellem Attika og Boiotien. Jeg fandt ud af, at der forelå yderst divergerende meninger om denne fæstning. Dels om bygherren, dels om dens opførelsestidspunkt.[2] Jeg anede, at der måske lå et emne til mig i denne diskussion. Jeg så derfor en mulighed i at lave et mindre katalog over et antal hhv. attiske og boiotiske bymure og fæstninger i et forsøg på, om muligt, at fastlægge hvilken af de to magter, der mest sandsynligt kunne have opført fæstningen. Det skulle ske med udgangspunkt i en sammenligning af fæstningernes form og struktur.

 

Til dette formål blev jeg bevilget et to måneder langt ophold ved Det Danske Institut i Athen. Dette ophold har været helt altafgørende for mit projekts gennemførelse. Forud for dette ophold valgte jeg at støde til min vejleder, Poul Pedersen, i Halikarnassos og sammen med ham fik jeg mulighed for at diskutere mure og observationsproblematikker - på stedet. Det gav mig værdifulde er-faringer til mit eget projekts gennemførelse. I løbet af mit tre måneder lange op-hold i Tyrkiet og Grækenland besøgte jeg i alt 29 bymure, fæstninger og fritlig-gende tårne.[3]

 

 

Det spørgsmål, som jeg søger at besvare i nærværende speciale er derfor: ”Hvilken magt opførte fæstningen Eleutherai og på hvilket tidspunkt?”

 

Specialets fokus kommer således til at ligge på attiske og boiotiske mure og fæstninger i det 5.-4. århundrede med henblik på at fastlægge eventuelle strukturelle eller formmæssige ligheder og forskelle mellem de to regioner.

Formålet er at implicere denne viden på min ”casestudy”, Eleutherai i et forsøg på at kaste nyt lys over Eleutherais tilblivelse. Udviser Eleutherai i sin struktur eller form slægtskab med en af de to grupper? Desuden vil en sådan undersøg-else muligvis kunne bidrage med nyttig viden om, hvor grænsen mellem Attika og Boiotien lå på opførelsestidspunktet.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i to katalogdele. Et katalog over et udvalg af boiotiske mure og fæstninger og et katalog over et udvalg af attiske mure og fæstninger. Informationerne til disse to kataloger er indsamlet under mit ophold i Athen med udgangspunkt i den undersøgelsesmetode, som jeg vender tilbage til i mit metodeafsnit.

 

Jeg iler med at takke en række personer og institutioner uden hvis hjælp mit arbejde havde været umuligt: Først og fremmest Det Danske Institut i Athen, herunder specielt direktør Jørgen Mejer, som med tilskyndelse og interesse tog del i mit besøg i Messene, og sekretær Hanna Sofianou Lassen, som har hjulpet med alt fra landkort til busplaner. En særlig tak skal også rettes til Det Nordiske Bibliotek i Athen og dets to bibliotekarer, Christina Tsampazi-Reid og Vibeke Espholm Kourtovik. Deres hjælpsomhed lettede mit ophold betydeligt. Desuden takker jeg adjunkt, ph.d. Jakob Munk Højte for hyggeligt selskab og kørelejlig-hed til fjerntliggende mure i det græske landskab. Jeg skylder også den ansvars-havende arkæolog i Eleusis, dr. Papangelí, tak for tilladelsen til at foretage supplerende opmålinger af murene dér, ligesom jeg også takker lederen af udgravningerne i Messene, dr. Petros Themelis for at tage sig tid til at mødes med mig på centeret for Messene-studier i Athen, hvor han øste af sin viden.

Jeg skylder bestemt også mine bofæller i stipendiat-lejligheden for foden af Akropolis, Mathilde, Maja, Mette og Tasja samt instituttets beboere, Jesper, Frede, Birgitte og Ingrid Marie en stor tak for deres altid opmuntrende selskab.

 

Sidst, men ikke mindst, takker jeg min kæreste og min familie, som med tålmod, overbærenhed, endog engagement, har lagt øren til såvel mine hårde mur-data som mine mere krydrede fortællinger fra ”Syden”.

                                                                         Thomas Aagaard Kristensen, Odense, juni 2004

 

SPECIALETS BILLEDSIDE

 

 

Blandt specialets bilag vil man finde en Cd-rom. På den findes hele specialets billedside. Eneste krav til brugerens PC er at Microsoft Office-pakkens Power-Point-program er installeret.

Når Cd-rommen åbnes, finder man mappen ”Billedside”. I den ligger en række præsentationer. Hver af disse er forsynet med en titel, som tilsvarer afsnittet i specialet. Er man i færd med at læse det afsnit, som benævnes ”Metode”, så åbner man derfor den præsentation på Cd-rommen, som benævnes ”Metode”.

I specialeafsnittets tekst findes fodnoter, som henviser til Cd-rommen.

 

For at tage et eksempel:

1.        Læseren er i færd med at læse afsnittet ”Metode”.

2.        Præsentationen ”Metode” på Cd-rommen åbnes og funktionen ”Vis diasshow” vælges.

3.        I teksten ses en fodnote, f.eks.: (19) med følgende ordlyd:

”Se billede nr. 4” .

4.        I præsentationen findes nu dias nr. 4.

5.        Øverst på diaset, står ”Metode / Billede fra Mazi, Grækenland / nr. 4”

6.        I øvrigt ligger billederne naturligvis i rækkefølge, så man under læsningen blot kan køre et billede frem vha. højre piletast eller et klik med musen. Man kan ligeledes gå tilbage til forrige billede med venstre piletast.

7.        Når billedsiden til afsnittet er gennemset trykkes ”Esc” for at vende tilbage til udgangspunktet.

 

Med mindre andet er udtrykkeligt anført er billederne mine egne fotos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

METODE

 

Denne undersøgelse er en sammenlignende undersøgelse på et empirisk grundlag. Det er derfor resultatet af mit feltarbejde i den græske maki, suppleret med den eksisterende litteratur om emnet, som jeg fremlægger i de følgende katalogafsnit. Jeg vil imidlertid først beskrive og diskutere dels mit valg af lokaliteter, dels selve min arbejdsmetode.

Min baggrund for at præsentere netop de lokaliteter i mit katalog, som jeg er endt med at præsentere, har flere facetter.

For det første skulle fæstningerne i det boiotiske hhv. attiske afsnit være af (helst) utvivlsom oprindelse. Det siger sig selv, at det ikke nytter noget at regne en fæstning for at være attisk, hvis den bevisligt er boiotisk. Dermed måtte lokaliteten ligge i det boiotiske hhv. attiske kerneland, eller meget sandsynligt være opført af Boiotien/Attika. Derfor tæller Messene blandt de boiotiske fæstningsværker, selvom Messene ligger langt udenfor det boiotiske kerneland. Vi har nemlig et skriftligt belæg for, at Epaminondas og dermed Boiotien var bygherre.[4]

Under dette punkt bør jeg reflektere over Aigosthena, som udgør et problem for min undersøgelse. Jeg blev opmærksom på lokalitetens omdiskuterede status (attisk eller boiotisk) efter min hjemkomst. Men jeg har taget fæstningen med i det boiotiske katalog, dels fordi fæstningen viste sig ikke at spille nogen større rolle i den aktuelle undersøgelse, dels fordi tårn A i hele sin struktur minder så meget om tårn 17 i Messene, at en betydelig bymursekspert udtaler: ”The tower is in the Theban tradition from Messene, and I find it unlikely that the Athenians were responsible for the erection of tower A at Aigosthena.”[5] Det er naturligvis ikke en endegyldig konklusion. Men jeg har været bevidst om Aigosthenas problematiske status under skrivningen og har ikke ladet dette katalognummer have afgørende betydning for min konklusion.

For det andet skulle de anvendte lokaliteter være så godt bevarede som muligt. Eksempelvis rummer undersøgelsen et problem mht. porte: Blandt de attiske fæstninger fandt jeg ingen, hvis hovedport(e) var velbevarede, dvs. med overliggeren in situ, endsige bare godt bevaret. Det er klart, at det er et problem, når man, som jeg, forsøger at foretage en sammenlignende analyse.

For det tredje måtte lokaliteterne være nogenlunde samtidige, for at en sammenligning ville have nogen mening. Netop fordi mure kun vanskeligt lader sig absolut datere, så ligger der en svaghed i undersøgelsen på dette punkt.[6]

For det fjerde måtte der være tale om anlæg, som jeg frit kunne undersøge. Overalt har man vist mig velvillighed i mit forehavende. Men fæstningen i Rhamnous lod det sig desværre ikke gøre at besøge pga. de arkæologiske undersøgelser, som pågik på tidspunktet. Denne lokalitet kunne derfor ikke indgå på lige fod med de øvrige lokaliteter og blev fravalgt.

Desuden er der et par egentlige forbehold, som man bør give opmærksomhed i en undersøgelse af denne slags:

Identifikationen af de enkelte lokaliteter udgør en hel diskussion for sig selv. Men for at undgå unødige forvekslinger i den anledning, så har jeg tilføjet hvert af de syv katalognumre geografiske koordinater.[7]

En sidste ting, som man bør tage højde for er diskussionen om rejsende håndværkere. En undersøgelse af regionale forskelle i bymursarkitektur vil (næsten) aldrig kunne komme til en endegyldig konklusion, idet en rejsende håndværker, eller en gruppe af rejsende håndværkere kan have taget deres ”stil” med sig. Det er eksempelvis blevet diskuteret i forbindelse med Sardes.[8]

 

En undersøgelse som denne har følgelig latente svagheder, selvom jeg har forsøgt at tage højde for dem. Desto større grund har der været til at være omhyggelig med de behandlede lokaliteter.

I erkendelse af at ingen går hverken fordomsfrit eller forudsætningsløst ind i en undersøgelse af et fortidigt materiale, har det derfor været helt nødvendigt for mig at lægge et så neutralt, for ikke at sige så objektivt, redskab som muligt ind som medium mellem det empiriske materiale og mig som iagttager.

Til det brug udviklede jeg et skema, som skulle sikre, at jeg på hver lokalitet så efter de samme ting.[9] Dette skema anser jeg på ingen måde for at være udtømmende, men snarere en slags tjekliste, der i første omgang skulle sikre sammenligneligheden mellem det empiriske materiales dele og dermed hele undersøgelsens validitet. Efter besøget supplerede jeg mine iagttagelser i skema-et med oplysninger fra læsningen på Det Nordiske Bibliotek i Athen og renskrev skemaet. Besøget på den enkelte lokalitet tilstræbte jeg at gøre så systematisk som overhovedet muligt. I de tilfælde hvor det lod sig gøre, forsynede jeg mig med et oversigtskort over området før mit besøg på stedet. På dette kort markerede jeg under gennemgangen de steder, der var af særlig interesse, hvor jeg tog mine mål eller hvor jeg tog detailbilleder.[10]

Mit billedmateriale består af ca. 850 almindelige 24 x 36 mm farvefotos taget med et halvautomatisk kamera med zoomfunktion. Billederne er efterfølgende digitaliseret ved hjælp af en scanner. På nogle fotos vil man kunne se en sort/hvid målestok i billedet. Denne målestok er 20 cm lang. Det største felt er 10 cm , det næststørste er 5 cm og de efterfølgende 5 felter er hver 1 cm .

De eksisterende afhandlinger om antikke græske bymure og fæstningers typolo-gi har jeg ikke fundet helt brugbare til mit brug, idet typologierne ikke har taget højde for ethvert af de fænomener, som jeg har konstateret.[11] Typologierne går ofte mere på datering end på en tilstræbt objektiv analyse af den enkelte mur. Jeg er dog blevet opmærksom på en senere og ret enkel typologi, som, på grundlag af de tidligere typologier, forsøger at favne vidt.[12] Denne typologi er udviklet til undersøgelsen af Kephallénias mangeartede mure.

 

Det typologiske skema

Denne nyere typologi har ligget til grund for min egen model, som vil blive anvendt i min analyse af de enkelte mure. Jeg har foretaget modificeringer for at tilpasse skemaet til mit specifikke brug, så det rummer flest muligt af de varianter, som jeg har konstateret i mit materiale.[13]

Jeg har omsat typologien til en mere stringent skemaform for at lette databehandlingen og øge overskueligheden. Jeg har derudover fjernet et par punkter.

Det første af disse punkter er ”blokkenes tilhugning”, da jeg finder punktet overflødigt af to grunde. For det første beskrives blokkenes udseende i mit typologiske skema allerede under ”overfladebehandling”. For det andet mener jeg, som det turde fremgå af det følgende citat, at beskrivelsen af punktets indhold antyder en for høj grad af subjektivitet. Der står: ”The dressing of the blocks was chosen as a particular item since, to a high degree, it defines the character and appearance of a wall.” [14]

Det andet punkt, som jeg har fjernet, er ”blokkenes indbyrdes tilpasning”. Dette punkt refererer til blokkenes sammenføjning og graden til hvilken man har bestræbt sig på at føje blokkene tæt sammen. Mod dette punkt vil jeg indvende, at murene kan have sat sig eller være skredet fra hinanden over de 2500 år, som de har stået. Det kan i praksis være svært at bedømme om en murs udseende skyldes det ene eller det andet. Derfor beror dette punkt på en samlet vurdering af hele og velbevarede murforløb. Det er med andre ord et punkt, som bygger på en bearbejdelse af helhedsindtryk, en vurdering og ikke en objektiv iagttagelse. En forholdsregel kunne, noget pedantisk, være truffet i at alle sammenføjninger var målt op og statistisk behandlet. Men selv i så fald ville man ikke kunne vide med sikkerhed, om samlingernes beskaffenhed skyldtes manglende omhu eller eksempelvis jordskælv.

Desuden har jeg, som nævnt, tilføjet nogle punkter til beskrivelse af de fænomener, som jeg har bemærket under mine undersøgelser, men som ikke indgik i Randsborgs m.fl.’s typologi. Det drejer sig for eksempel om portenes udseende.

I det følgende vil jeg skitsere det typologiske skemas enkelte punkter.

 

Stil

Skemaet tager udgangspunkt i murværkets stil, herunder dets struktur. Under ”polygonalt murværk” klassificeres blokke med mere end fire sider set fra fronten.[15] Under ”trapezoidt murværk” klassificeres blokke med fire sider set fra fronten, de to horisontale sider er vandrette, mens mindst en af de to øvrige sider ikke er lodret.[16] Under ”kvadermurværk” klassificeres blokke med vandrette sider øverst og nederst og lodrette sider.[17] Desuden kan trapezoidt og rektangu-lært murværk være ”isodomisk” eller ”pseudoisodomisk”, dvs. med nogenlunde ens[18] hhv. uens skiftehøjde.[19] Under trapezoidt murværk har jeg endvidere tilføjet en kategori, der kaldes ”irregulær”, da man til tider ser skifter af så irregulær karakter, at de ikke falder ind under hverken ”isodomisk” eller ”pseudoisodomisk”.[20]

 

Under murværkets stil hører endvidere klasserne ”enkeltmuret”,[21] dvs. en mur bestående udelukkende af stenblokke og som regel med en front, f.eks. en støttemur, og ”dobbeltmuret”, dvs. en mur bestående af to facader. Der er to typer af dobbeltmurede mure:

1) En ”kassemur”, [22] dvs. med fyld af jord, småsten etc., og bindere, der går ind i   murfyldet, konventionelt også kaldet en emplekton-mur.[23] 

2) En dobbeltmuret mur bestående af to facader, der enten   

a) ligger tæt opad hinanden, uden fyld, med gennemgående bindere, diatonoi,[24]

eller

b) med fyld og gennemgående bindere.[25] I begge tilfælde kaldet diatonikon.[26]

 

Af og til ser man L-formede blokke (på engelsk også ”rabetting”), som bevirker, at skifterne i et murforløb ændres med f.eks. et halvt skifte.[27] Fænomenet kan også ses i forbindelse med artillerivinduer, hvor vinduet så at sige er skåret ud af muren uden hensyntagen til blokkene i øvrigt. [28]

Man vil i teksten finde det engelske ord ”chase”. Jeg skal her kort forklare dets betydning: Artilleri-vinduer i et murforløb har ofte været beskyttede af skodder, som var fastgjort til muren vha. hængsler. Hængslerne kunne være fastgjort til selve muren af små bjælker, som gik tværs gennem muren i dertil udhuggede render (”chases”) eller også var selve udskæringen til en massiv jernbolt.[29] Jeg har valgt at benytte det engelske ord for dette fænomen, da jeg ikke har kunnet finde et mere dækkende og præcist dansk ord.

Et andet fænomen, som man kan støde på er ”chains”, som betegner forekomst-en af bindere i linie over hinanden, som regel skiftevis over hinanden.[30] Dette er formentlig et kneb til at hindre større mursammenstyrtning ved fjendens anvend-else af brechebrydende våben (eks. murvæddere) eller tunnelgravning ind under muren. Med disse chains kunne man altså sikre sig, at kun en sektion mellem to chains styrtede sammen.

 

Overfladebehandling

Punkt to, som indgår i mit typologiske skema, er murens overfladebehandling. Denne kan enten være ”flad”[31] eller ”rustikeret”[32]. Rustikeret er i lighed med skemaets forbillede delt i to, en ”fin” og en ”grov”.

Derudover har jeg tilføjet ”peritaenia”, som et selvstændigt punkt. ”Peritaenia” betegner det fænomen, at den enkelte blok kan have et tilhugget, fladt bånd på facadesiden, som omkranser rustikeringen.[33]

Jeg er flere steder stødt på hele mure, som på hver enkelt blok er dekoreret med flere lodrette rækker af spidsmejselslag, som bryder murens ellers ensartede udseende. Dette fænomen har ligeledes fået sit eget punkt.[34]

 

Porte

Ikke alle de mure og fæstninger, som jeg har valgt at inddrage i mit katalog, inkluderer bevarede porte. Men for de katalognumre, hvor der findes bevarede porte, har jeg valgt at udtrykke portens type og udseende gennem fire punkter.

Overordnet set klassificeres det om porten har lodrette[35] eller skrævende[36] karme og underordnet set om overliggeren hviler direkte på karmene[37] eller om der er sat en konsol ind mellem karm og overligger.[38]

Der findes mange andre typer af porte, men det har ikke, med udgangspunkt i mit materiale, været nødvendigt at inddrage dem i denne typologi.[39]

 

Databehandling

Efter arbejdet i felten er de enkelte lokaliteter blevet sat ind i det typologiske skema på grundlag af mit feltskema, noter fra besøget og billedmaterialet.

Herefter fulgte skriveprocessen, som mundede ud i katalogdelene. Jeg har tilstræbt at gøre beskrivelserne så udtømmende som muligt på et dokumentarisk grundlag og suppleret med de afhandlinger, som findes om de enkelte fæst-ninger.  Beskrivelsesproceduren har hver gang været den samme: Først et afsnit om lokalitetens beliggenhed, dernæst et afsnit om murene, herunder eventuelle porte, og slutteligt tårnene. Med udgangspunkt i katalogdelene har jeg draget mine konklusioner ud fra en overordnet teori om at jo flere ligheder og jo færre forskelle, desto større er sandsynligheden for indbyrdes relation mellem to lokaliteter.

Jeg har ikke under mit arbejde fundet så entydig evidens for absolut relation mellem Eleutherai og enten de boiotiske eller de attiske mure og fæstninger, at jeg kan drage en uomtvistelig konklusion. Derfor ræsonnerer jeg på basis af mulige, eller endda sandsynlige, sammenhænge. Der er altså tale om en induktiv arbejdsform efter modellen:             

Tilfælde:               Disse fæstninger ligger i Attika

Resultat:               Disse fæstninger er grå

Regel:                   Alle fæstninger i Attika er grå

Jeg går efter at finde karakteristika i hver af de to kataloggrupper for at finde en regel. Med afsæt i denne eventuelle regel er det min hensigt at foretage en abduktion efter modellen:

Regel:                   Alle fæstninger i Attika er grå

                             Resultat:               Denne fæstning er grå

                             Tilfælde:               Denne fæstning er attisk

Det siger sig selv, at dette er en arbejdsform, som fordrer undersøgerens selvkritik og forbehold. Den væsentligste forholdsregel i denne måde at arbejde på er at tage forbehold. En induktion udtrykker således sandsynlighed, men ikke sikkerhed. En abduktion udtrykker, i generelle vendinger, snarere stor usikker-hed, men er til gengæld et kvalificeret gæt.

Den største ambition i dette speciale er følgelig at afgive et kvalificeret gæt på Eleutherais bygherre.

DET 4. ÅRHUNDREDES HISTORIE

 

Inden jeg giver mig i kast med databehandlingen, har jeg valgt at give en kort redegørelse for den politiske situation i storregionen omkring Eleutherai. Det gør jeg, fordi magtforholdene kan fortælle os noget om hvilke poleis, der til hvilke tider kan have bygget fæstninger på et givent sted.

Det ville føre for vidt at redegøre for alle historiske detaljer, men jeg forsøger at syntetisere de historiske fakta, så de kan bruges til mit specifikke formål, nemlig at fastlægge det mest sandsynlige konstruktionstidspunkt og bygherrens identitet. Jeg har altså valgt at fokusere på enkelte konkrete begivenheder, som kan belyse Attika og Boiotiens styrkeforhold både internt og eksternt. Dermed kan jeg ad historisk vej give et bud på en sandsynlig oprustningsperiode og dermed et bud på Eleutherais opførelsestidspunkt. Siden efterprøves og suppleres dette bud ad arkæologisk vej i selve undersøgelsen.

 

4. århundrede[40]

Generelt er 4. århundrede f.Kr. blevet set som det 5. århundredes triste modstykke. Et århundrede, som gennem indre strid førte til de frie, græske bystaters endeligt. Det er heller ikke helt forkert, men alligevel må det 4. århundrede ses som mere end det. Nogle af det klassiske Grækenlands største intellektuelle manifestationer, såsom Platons forfatterskab og Aristoteles’ afhandlinger, blev til netop i dette århundrede. Men man må medgive, at århundredet politisk set bar præg af, at Athens rolle som førerstat var i kraftig opløsning. De indbyrdes krige mellem bystaterne ødelagde den rest af Athens førerposition, blandt andet i Det deliske Søforbund, som var tilbage efter den peloponnesiske krig og det samlede billede af det græske område udadtil er da også i sin helhed svækket. En gammel og velkendt trussel, perserne, kunne blive en fare igen og også nye fjender viste sig i det nordlige grænseland i skikkelse af først Jason af Pherae, en magtfuld tyran, og siden af det makedonske kongerige, da det begyndte at optræde som en egentlig trussel mod de enkelte bystaters frihed. Denne trussel skulle vise sig at blive meget reel og udgangen på den klassiske periode blev som bekendt også en slags tvangsforening af de græske bystater under makedonsk herredømme efter 338 f .Kr.

Groft set kan århundredet opdeles i 4 perioder:

·          perioden indtil 387f .Kr.

·          perioden under spartansk hegemoni fra 387- 371 f .Kr.

·          perioden under thebansk hegemoni fra 371- 362 f .Kr.

·          perioden fra 356 f .Kr. og århundredet ud.

 

Jeg mener, at den tydeligste oprustning mellem Boiotien og Attika fandt sted mellem 370 og 364 eller 362 f .Kr. Frem til slaget ved Leuktra i 371 f .Kr. stod Athen og Theben på samme side mod Sparta.[41] Man kan derfor antage at grænsebefæstningen mellem Attika og Boiotien ikke har haft højeste prioritet på dette tidspunkt.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes helt, at Theben på sin side har ønsket at befæste sin grænse mod Attika før 371 f .Kr. med det formål at forsvare sig effektivt mod Spartas udfald.

Omvendt kan man sige at Athen ikke ville have haft nogen interesse i at befæste deres grænser mod Boiotien, fordi faren fortrinsvis kom fra Peloponnes (læs: Sparta).

 

I 370 ved fredsforhandlingerne samledes en alliance mod Theben, og hvor det ser ud til at Athen i højere grad bandt sig til Sparta end Theben i hele den efterfølgende periode.[42] Athen stod også uden for de alliancer, som Theben indgik på Peloponnes for at inddæmme Spartas indflydelse. Da Theben senere invaderede Lakonien i 370/369 f.Kr. og belejrede Sparta, forsøgte begge fløje at få Athen over på sin side. Resultatet blev, at Athen valgte side mod Theben i alliance med Sparta, Korinth og til tider Syrakus. Dette skete formentlig på foranledning af Kallistratos, som så muligheden for et styrket Athen.[43]

 

I 366 f .Kr. begyndte storkongen Artaxerxes af indenrigspolitiske årsager at støtte Thebens flådeprogram. Både Athen og Sparta stod nemlig i et uheldigt forhold til en oprørsk satrap. Ved at støtte Theben forsøgte storkongen at gavne sin egen sag.[44]

Til det formål må man forestille sig Theben udbygge sine havne både ved den Korinthiske Bugt og ved strædet mod Euboia. Det er ganske givet sket i perioden frem til 364 f .Kr., hvor flåden lå klar.[45] I denne periode ville det være oplagt for begge parter at have styrket deres forsvarslinier.

 

Efter slaget ved Mantineia i 362 f .Kr. var aktiviteterne på vågeblus for både Thebens og Athens vedkommende. Efter dette tidspunkt blev forsvaret vendt mod Phokis i forbindelse med de hellige krige. Der var dog en kort overgang, hvor Phokis støttedes af såvel Athen som Sparta omkring 357, og Theben var blandt deres modstandere. Men hurtigt herefter stod Phokis alene mod resten af det græske område og Philip II af Makedonien i nord.

 

Med andre ord: En oprustning i grænselandet mellem Attika og Boiotien synes mest sandsynlig i perioden 370 – 364/evt. 362 f .Kr.

VÅBENUDVIKLING I DET 4. ÅRHUNDREDE F.KR.

 

Fæstningsværkernes beskaffenhed må, udover en række andre faktorer, hænge uløseligt sammen med hvilke typer af våben, som de er bygget til at modstå. Netop i det 4. århundrede f.Kr. skete der en gennemgribende udvikling på dette område. Udover de gammelkendte våben som murvæddere, angrebsstiger og tunnelgravning ind under muren, dukkede der nu også artilleri op.

Før det 4. århundrede udspillede krigen sig som regel som arrangerede, næsten rituelle, hoplitslag på slagmarken. Byer kunne undertiden belejres i forsøg på at udmatte fjenden. I løbet af det 4. århundrede rykker krigen derimod næsten konsekvent helt hen til muren, som følgelig må forstærkes eller nybygges for at kunne modstå den nye poliorketik, herunder artilleri. Vi kan konstatere, at murene gradvis bliver længere, dels for at udnytte landskabets fordele, dels for at kunne beskytte såvel selve byen som en del af det opdyrkede areal, så man kunne klare sig i belejringssituationer.[46] Denne udvikling medførte, at fjenden ikke kunne angribe over længere strækninger på én gang. Omvendt kunne forsvareren sætte sit mandskab ind der, hvor det var påkrævet. Populært sagt går forsvarets landskab i 4. århundrede fra at være landbrugsjorden til at være bjergsiden. Parallelt med denne udvikling ser vi også systemer af fritliggende tårne og fæstninger ude i landskabet dukke frem. Formentlig var det et forsøg på at kunne varsle et eventuelt angreb på byen så tidligt som muligt. Således mistede hoplit-falanksen gradvist sin betydning og krig blev en sag for specialtropper og ingeniører. Denne udvikling afspejles i en egentlig genre i litteraturen. I det 4. århundrede skriver man manualer i krigs-førelse.[47]

Fæstningsmuren generelt gennemlevede dermed en udvikling fra at være en passiv, fysisk og defensiv barriere rettet mod fodfolk[48] til at være en aktiv, fysisk og offensiv barriere rettet mod kraftige våben.[49] Muren blev en medspiller i sig selv.

I dette kapitel dvæler jeg udelukkende ved artilleriet, idet modstandskraft mod artilleriet, men også evnen til at huse artilleriet i tårnene, netop må have haft stor betydning for fæstningernes udseende. Dette er uløseligt knyttet til daterings-problematikken. Hvilke bystater kan have haft hvilke våben på hvilke tidspunkter. Disse nye våben udvikles naturligvis over tid, men tilsyneladende tog den første ”generation” af disse våben sit udgangspunkt i en bestemt begivenhed.

Som nævnt er de tre væsentligste magtfaktorer i det 4. århundredes Grækenland Sparta, Theben og Makedonien, men hvis vi vender blikket mod vest møder vi endnu en magtfaktor, som skulle vise sig at få afgørende betydning for dén militære udvikling, som vi kan spore i Grækenland, nemlig Syrakus.

 

Syrakus’ historie

Syrakus opnåede i det 5. århundrede at blive en magtfaktor, som flere af middelhavsverdenens store bystater måtte forholde sig aktivt til. Således lå Syrakus allerede først i det 5. århundrede i kampe med Karthago. Traditionelt var Syrakus et tyranni, men i 466 afsattes den siddende tyran, Thrasybulos, af det demokratiske ”parti”.[50] Det efterlod bystaten i en usikker tilstand, som prægedes af indre uroligheder. Athen benyttede sig i 415 af denne svækkelse til sammen med andre af Siciliens bystater at gøre udfald mod Syrakus fra landsiden for at indskrænke byens dominans. Som bekendt mislykkedes denne aktion, og da også forsøg på at indtage byen fra søsiden fejlede i 413, måtte Athen trække sig tilbage og efterlade over 7000 athenere i Syrakus’ stenbrud som fangearbejdere. Efter Athens forsøg på at indskrænke Syrakus’ magt fulgte Karthagos angreb på Syrakus’ områder. I 409 angreb Hannibal byen Himera med 40.000 mand, blandt andet mandskab fra andre af Siciliens byer. Denne belejring beskrives hos Diodorus Siculus og det er også hans ord vi har for at Hannibal under dette angreb anvendte belejringstårne, rambukke og undermine-ring af bymuren. 

Tilsyneladende formåede de demokratiske grupperinger ikke at give befolkningen indtryk af at beskytte Syrakus tilstrækkeligt, for folket overdrog kommandoen over hæren til Dionysios den Ældre, formentlig i erkendelse af at én mand ville give visse handlemuligheder, som et ustabilt demokrati ikke kunne hamle op med. I 405 valgtes Dionysios sig til strat ? g ? V ? utokr ? t ? r , andre ord for begrebet ”tyran”, over Syrakus og det er netop hans regeringstids tiltag, som er vigtige for os i denne sammenhæng.[51] Meget tyder nemlig på at Dionysios d. I havde det materielle og kreative overskud til at være en aktiv medspiller i det ”våbenkapløb”, som skulle komme til at udspille sig. Allerede et år efter sin tiltræden, nemlig i 404, byggede Dionysios en fæstning rundt om Ortygia[52] og i 401 lod han en proteichisma bygge, den såkaldte Epipolai-fæstning,[53] som så glimrende udnytter landskabets konturer til netop at lede en eventuel fjende uden om muren for at angribe et sted, hvor man har koncentreret tropperne og våbnene.

 

 

 

Dionysios’ våbenprogram

Våbnene gjorde Dionysios også en stor indsats for at udvikle. Diodorus Siculus fortæller, hvorledes Dionysios i 399 forberedte sig på en stor og langvarig krig mod Karthago ved at samle håndværkere fra de undertvungne byer og invitere kyndige fra hele den italiske halvø og Grækenland, ja selv fra områder under Karthago for at udvikle nye våben mod god betaling.[54] Resultatet af denne ”kongres” var katapulten ( ? katap ? lt ?? ). Det diskuteres hvilken type katapult man opfandt ved netop denne lejlighed, om det var den såkaldte bugspænder, gastraphetes, eller om det var den større torsions-katapult.[55] Der er efter al sandsynlighed tale om opfindelsen af gastraphetes, idet der før 399 ikke omtales artilleri af nogen slags i kilderne, men væsentligt er det i al fald, at der efter 399 blev bragt et helt nyt våben ind på slagmarken, som fik vidtrækkende konsekvenser.

Allerede i 397 hører vi, at katapulten blev anvendt af Dionysios mod Motya, som var besat af Hannibal.[56] Vigtigheden af dette nye våben understregedes af Diodorus Siculus med bemærkningen om at dette var et våben, som end ikke karthagerne havde set før. Ved samme lejlighed anvendte Dionysios’ tropper også belejringstårne.[57] Set i de lange linier koncentreredes helt nye teknikker altså hos Dionysios’ hof i Syrakus. Med disse nye våben lykkedes det for Dionysios at vinde store dele af Sicilien tilbage fra Karthago og dermed gøre Syrakus til Siciliens ubestridte fører. Efter at have grundfæstet sin magt, forsøgte Dionysios også at vinde indflydelse i Grækenland og blandede sig bl.a. i de enkelte staters tvistigheder. Eksempelvis hjalp han i 368/7 f. Kr. Archidamos i Sparta mod Arkadien og Argos ved at sende tropper under ledelse af sin hærfører Kissidas.[58]

 

Nye våben på det græske fastland

I forbindelse med studiet af græske fæstningsværker i det 4. århundrede er det naturligvis interessant at vide hvornår de nye våben kom til Grækenland, fordi de nye våben ændrede fæstningernes udseende, såvel i forbindelse med forsvar som i forbindelse med angreb.

Hvorledes katapulten nåede til Grækenland og ad hvilke kanaler vides ikke med sikkerhed. Men at de nye våben, den nye poliorketik, kom til det græske fastland i løbet af ca. 30 år kan bevidnes af blandt andet inventarlisterne fra Athens Akropolis.[59]

Første gang en katapult eventuelt kan sættes i forbindelse med det græske fastland er i 371/0 f.Kr., da der i en af inventarlisterne fra Athens Akropolis optræder katapultskyts, bolte og pile.[60] Det er blevet diskuteret, hvorvidt dette katapultskyts enten er en ex voto til Athene, dvs. Athen besad ikke selv våbnene, men havde vundet skytset i et slag og derefter viet det til gudinden, eller om der snarere er tale om en inventarliste fra et egentligt militært lager på Akropolis, som viser os, at Athen besad katapulter på dette tidspunkt.[61] Men hvis Athen havde katapulter, hvor kom de så fra? Kunne de eventuelt komme fra Syrakus, fra Dionysios våbenlagre? Cole påpeger, at dateringen til 371/0 f.Kr. alene er baseret på rekonstruktionen af archont-navnet:

 ”…[ EPI FRASIKL]EIDO DD ?vacat…”. Navnet kunne iflg. Cole lige så vel rekonstrueres ”…[ EPI CARIKL]EIDO DD vacat…” og dermed dateres til 363/2 f.Kr.[62] Dette er nemlig, iflg. Cole, det eneste andet archontnavn i perioden, som kan matche selve indskriften. Coles interesse i at give en alternativ datering af IG II², 1422 skyldes de historiske omstændigheder, som ikke passer optimalt til dateringen 371/0 f.Kr. Antager vi at katapultskytset skal stamme fra Syrakus, så er der ikke nogen relevant fredelig forbindelse til Dionysios på dette tidspunkt. Tværtimod vandt Iphikrates fra Athen et antal statuer fra Dionysios’ flåde under slaget ved Korkyra 373/372 f.Kr. De var bestemt til at skulle opstilles i hhv. Olympia og Delphi. Iphikrates solgte i stedet statuerne, og vi ved at dette udviklede sig til en diplomatisk krise.[63] Dette forhold har efter al sandsynlighed ikke bidraget til en venligere atmosfære mellem Athen og Syrakus.

Er inskriptionens datering til 371/0 f.Kr. rigtig må katapultskytset være at betegne som krigsbytte fra denne episode og må antages at være opstillet som et ex voto uden ledsagende katapulter. Nogle få år efter er forholdet mellem Syrakus og Athen imidlertid helt forandret, idet de to bystater kan betragtes som egentlige allierede efter slaget ved Leuktra. Til denne alliance hører en række hædersbevisninger så som et æresdekret fra Athen til Dionysios og hans sønner udstedt i 368 f . Kr. og året efter vandt Dionysios førsteprisen ved Lenæer-festen.[64] I relation til disse hædersbevisninger kan Dionysios som en del af det diplomatiske, og strategiske, spil have foræret Athen et antal katapulter og dertilhørende skyts, som siden opføres på inventarlisterne i 363/2 f.Kr.

Til dette spørgsmål knytter sig naturligvis også spørgsmålet om til hvilken grad vi skal se Akropolis som både helligdom og fæstning. Et argument for Akropolis som militært anlæg findes i inskriptionen IG II², 1469 b.[65] Her nævnes 1800 katapultbolte, som opbevares i Khalkotheket på Akropolis.[66] Men det er en diskussion, som det vil føre for vidt at berøre i detaljer her.

Det kan altså sandsynliggøres at i al fald Athen først fik operationelle katapulter omkring 369/8 f.Kr. Hvordan var billedet i resten af det græske område?

En sen kilde, Plutarch, fortæller os, at Archidamos, som var søn af Kong Agesilaos i Sparta, så en katapult, alternativt en katapultpil, som var blevet bragt dertil fra Sicilien.[67]  Det er blevet foreslået, at tidspunktet har været ca. 368/7 f.Kr., da det ville være nærliggende at tro, at Kissidas bragte våben af denne type med til Sparta, da Syrakus hjalp Sparta mod arkadierne og argiverne på dette tidspunkt.[68]

Endelig er der også den mulighed, at vi ikke behøver at søge efter en så snæver dokumentation for katapultens fremkomst eller en sammenhæng mellem Sicilien og det græske fastland. For som nævnt samlede Dionysios våbenkyndige hos sig i 399, også fra Grækenland.[69] Så måske skal de nye våbens introduktion i Grækenland ses som en ret enkel diffusion umiddelbart efter at disse mennesker var vendt hjem til Grækenland. Vi har i al fald ikke nogen evidens for at Dionysios forsøgte at holde monopol på opfindelsen ved at lægge bånd på sine ingeniører. Desuden kan man med Ober[70] plædere for det standpunkt at militære nyskabelser ikke kan lade sig skjule ret længe, selv ikke i den moderne verden.

Ober anser det for sandsynligt at spredningen har nået det græske område og sat sine spor i befæstningsarkitekturen umiddelbart efter ca. 375 f .Kr.[71] I dette ræsonnement indgår også den faktor, at katapulten blev udviklet som et offensivt våben og våbnets potentiale til også at kunne anvendes defensivt har formentlig været en forsinkende faktor.

At disse våben videreudvikledes af forskellige græske bystater og distribueredes af bl.a. Philip d. II’s hof står hævet over enhver tvivl. Da Alexander angreb Tyros i 332, skete det under anvendelse af blandt andet det såkaldte torsionsskyts. Men hvilke bystater, der besad hvilke våben hvornår, er det, som demonstreret, i bedste fald vanskeligt og i værste fald helt umuligt at svare på.

 

Våbentyper

I det følgende vil jeg kort gennemgå de to primære typer af avancerede våben, som udbredtes i det græske område i 4. århundrede. Det er nemlig af stor betydning for murenes og tårnenes udseende om de er bygget til at huse den ene eller den anden slags våben. Som antydet hænger våbnene formentlig nært sammen med murenes datering.

 

1) Gastraphetes[72]

Vores vigtigste tekniske kilde til dette våben er Heron,[73] som fortæller, at våbnet blev udviklet med afsæt i den eksisterende håndbue. For at kunne sende projektilet så langt så muligt, måtte våbnet gøres større og stærkere, men det førte til problemer med at spænde buen med håndkraft alene. Gastraphetes spændes derfor vha. kroppens vægt. Direkte oversat betyder gastraphetes ”bugspænder”, da våbnet stemmes mod maven under armeringsproceduren.

Våbnet bestod af:

En bue ( t ? noi) ?,[74] som var komposit, dvs. tilvirket af to eller flere forskellige materialer, som var føjet sammen for at give buen større styrke. Det diskuteres hvilke materialer, der blev brugt, men et bud er, at selve buen bestod af træ, som var forsynet med stykker af horn og sener.[75] Senerne var fastgjort til den side af buen, som blev strakt (ydersiden) og hornstykkerne var fastgjort til den side af buen, som blev komprimeret (indersiden). De to materialer er således dobbeltvirkende, senerne vil trække sig sammen og keratinen i hornet vil ekspandere. Denne bue var monteret på en tværstok ( s ? rigx ).[76]

Man skal forestille sig, at buen lå ned, således at buestrengen kunne trækkes vandret hen over tværstokken. Tværstokken var i modsatte ende af buen monteret med et fladt bræt mod hvilket man kunne stemme imod med maven.

Strengen ( neur ? ), som var af dyresener eller hår behandlet med olie, blev fastgjort til en krog ( ce ? r )[77] på en glidende sko ( di ? stra )[78], som var monteret i et styr/not på tværstokken. Denne sko stak frem på den anden side af buen, når den ikke var armeret.

Våbnet kunne lades ved at den ende af skoen, som stak frem foran buen sattes i underlaget eller op mod en væg. Personen, som betjente våbnet stemmede imod tværstokkens anden ende med maven og lagde nu hele sit vægt i. Skoen, med strengen i krogen, blev skubbet hen over tværstokken, som var forsynet med en tandstok på hver side, som skoens spærhager greb ned i. Krogen, som havde fat om strengen var forsynet med en aftrækker-anordning ( scaster ? a) ?[79] på glideren. Nu var våbnet armeret. På skoen fandtes i hele dens længde en svalehaleformet udskæring, som pilen eller bolten blev placeret i. Når aftrækkeren blev aktiveret frigav den strengen, som slyngede projektilet hen over glideren, strengen standsede i strengens neutrale position og projektilet blev slynget videre frem. Spærhagerne kunne løftes og glideren kunne føres hen over tværstokken, så krogen igen kunne få fat i buestrengen og våbnet lades igen.

De afgørende faktorer for en gastraphetes’ rækkevidde er buens længde og dermed tværstokkens længde og naturligvis den kraft, som skytten kan mønstre under armeringsproceduren. Biton nævner en gastraphetes med en buelængde på 2.67 m og en pil på 1.78 m .[80] Man regner med at en gastraphetes kunne udskyde et projektil et sted mellem 180 og 230 m alt afhængigt af projektilets vægt.[81]

Våbnets rækkevidde blev med tiden forbedret i form af et vindsel med skralde til at tvinge buestrengen tilbage med. På denne måde kunne strengen drives længere tilbage og dermed blev udslyngningskraften større. Samtidig var ladeproceduren blevet lettere, idet våbnet ikke skulle stemmes mod noget. Det muliggjorde, at våbnet på et tidspunkt blev udstyret med et kuglehoved-led ( karc ? sion) ?[82] mellem våbnet og stativet, så dets fleksibilitet og præcision øgedes kraftigt. Med disse to seneste tilføjelser kaldes våbnet i litteraturen for avanceret non-torsionsartilleri.

 

2) Torsionsskyts/ E ? q ? tonoV[83]

Næste stadie i våbenudviklingen repræsenteres af torsionsskytset:[84]

Torsionsskytset byggede ikke længere på den kompositte bue, som var for svag og for stiv til at udslynge kraftigere projektiler. Som nævnt bestod den kompositte bue af bl.a. sener og dette element skulle komme til at være grundlaget for den nye type af våben. Man må have indset, at træ og horn var de svage elementer i de eksisterende våben, og at sener eller hår bedre kunne ”optage og lagre” energi, såkaldt torsionsenergi.

 

Dette lod sig praktisk løse ved at lave to fjedre ( t ó noi ) af meget lange strenge af springsener eller hår, hvis ender hver især blev stukket gennem et hul, tr ? ma, ? i en træplade med en metalbøsning, conik ?? ?? og fastgjort på den modsatte side af træpladen med en kort tværgående jernstang, ? pizug ? d e? , der kunne fastgøres på pladen.[85] Metalbøsningens indre diameter betegnede våbnets kaliber. De to endeplader af hvert bundt blev så forbundet med hinanden af to sideplader, hvoraf de yderste kaldtes parast ? tai ?og de inderste kaldtes mesost ? tai, og kom derved til at fremstå som to kasser/kasetter ( plinq ? oi) ? med hver sin fjeder,. De blev forbundet med hinanden af to længere plader, per ? treta, der forbandt de to topstykker hhv. bundstykker. Hvert af bundterne blev derefter vredet rundt /snoet ved at løsne den ene af de to jernstænger fra sit leje og dreje den rundt med stor kraft. En måde hvorpå man kunne måle tensionen var at slå på senebundtet med en stemmegaffel. Således var det også muligt at afgøre om de to fjedre var strammet lige meget.[86]

Disse bundter blev derefter hver forsynet med en arm, som blev drevet gennem bundet. Disse arme var tykkest i den ene ende for at sætte den i spænd mellem senerne som en kile. I stedet for en bue havde man nu to parallelle fjedre med et horisontalt torsionsmoment, der for venstre fjeders vedkommende var venstre-drejet og for højre fjeders vedkommende var højredrejet.[87] De to arme udgjorde ”buens” arme, som blev forbundet med strengen.

I det store hele var resten af mekanismen magen til en gastraphetes, blot noget kraftigere i dimensionerne.

Med tiden udviklede man mere og mere raffinerede metoder til at stramme og fastgøre fjederbundterne, hvilket forøgede torsionsmomentet og dermed våbnets udslyngningskraft. Et af de første skridt i denne retning var at gøre de to fjedre til dele af én struktur. I stedet for at tilvirke to selvstændige kassetter til fjedrene som skulle forbindes, gjorde man dem til del af en og samme ramme. Dette forbedrede ikke udslyngningskraften, men forenklede konstruktionen og gjorde den mere robust.

Det næste trin var at forøge armenes udsvingsområde ved at gøre kasetternes ydre sideplader, parast ? tai ?, mindre, men mere robuste.  Og det var her poten-tialet til også at bruge slyngsten som projektiler lå. I sin yderste konsekvens kaldes et sådant våben en pal ? ntonon .[88] Men disse meget udviklede våben må nok i hovedsagen henregnes som værende sene og hørende til Alexander- og diadoch-tiden.

 

Som nævnt diskuteres torsionsskytsets oprindelse, men der er næppe tvivl om at et sådant våben kun kunne udvikles og produceres i større målestok i en bystat med et betydeligt overskud, så som Syrakus, eller ved en konges hof, såsom Makedonien. Torsionsskytset havde den større styrke, der muliggjorde ikke alene at udskyde pile med større kraft og over længere distancer, men også at udskyde stenkugler af ret betydelige dimensioner.[89]

Dermed gik udviklingen fra gastraphetes, som først og fremmest var et anti-personelt våben, til torsionsskytset, der også kunne anvendes til at skabe brecher i bymure og fæstninger i belejringssituationer.[90]

 

Det er altså i kraft af denne våbenudvikling at mure og fæstninger raffineredes og styrkedes. Murene måtte bygges til at modstå det brechebrydende artilleri, men også til at huse antipersonelt artilleri. Derfor er en stor del af daterings-problematikken omkring 4. århundredes bymure og fæstninger nært knyttet til våbenudviklingen. Denne problematik uddyber jeg i forbindelse med Eleutherai-diskussionen senere i denne fremstilling.


Katalog

 

 

Gruppe  1

 

Boiotisk foranledigede fæstninger og bymure

 


 

AIGOSTHENA

(38°09´N 23°13´Ø)

 

Beliggenhed

Aigosthenaer beliggende i den sydøstlige udkant af det nuværende fiskerleje Porto Germeno ved den Korinthiske Golfs østligste ende.[91] Stedet er klemt inde i dalen mellem Kithairon-bjerget mod nord og Pateras-bjergene mod syd.[92] Pateras-bjergene har udløbere, som danner et stort forbjerg mod sydvest, hvilket er med til at skabe en dyb og ideel naturhavn.[93] Selve fæstningen ligger i bunden af dalen. Mellem Kithairon og Pateras-bjergene løber en mindre bjergkam. Det betyder, at dalen mod øst ender i et pas, som i ret stor højde munder ud i en mindre, men højt beliggende dal, der fører til den moderne landsby Vilia og videre ud mod højsletten, hvor lokaliteter som Oinoe, Mazi og Eleutherai ligger. Udsynet fra fæstningen er begrænset til dalen, dens bjergsider og den beskyttede bugt.[94]

Fæstningen måler ca. 190 m (N-S) x 450 m (Ø-V).[95] Den østligste del af området ligger på et plateau, som er ca. 190 m (N-S) x 80 m (Ø-V)[96]  (akropolis) og den vestlige og lavere beliggende del strækker sig helt ned til vandkanten.[97] Akropolis’ nord-, øst- og syd-side er anlagt øverst på ret stejle skrænter, så de fremstår næsten uindtagelige.[98] Vestsiden er mere svagt skrånende.[99] Akropolis er forbundet med det lavere liggende areal vha. en ca. 370 m lang mur på nordsiden, hvis forløb groft set er direkte vest-øst. Fæstningens mure er bedst bevarede på nord- og østsiden, mens den nedre fæstnings sydside er ret sporadisk bevaret. Hovedindtrykket på denne strækning er, at de fleste blokke er fjernet. Et forsøg på at følge sydmuren endte for mit vedkommende blindt. Men jeg anser en mur på denne strækning har været essentiel for stedets forsvar. Langs fæstningens sydside løber et flodleje.[100]

Østmuren er kraftigt ombygget omkr. tårn B[101] og umiddelbart syd herfor.[102] Området har karakter af en klostergård.[103] Der er formentlig tale om bl.a. produktionsbygninger, som med sikkerhed har haft tilknytning til Agios Georgios-kirken og dens kloster.[104]

 

Murene[105]

Overalt er murene bygget af blokke i konglomerat af svingende kvalitet. Det nedre, vestligste, fæstningsforløb er fortrinsvis bygget i en mørk grå meget be-standig konglomerat,[106] mens det øvre forløb er bygget af en rødlig og knap så hård konglomerat.[107] Murene er bygget af irregulære trapezoide blokke med meget vekslende skiftehøjder.[108] Også de enkelte blokkes højde kan variere, og flere steder ses enkelte egentlige polygonale blokke.[109] Pga. murenes irregulari-tet er det næsten umuligt at bestemme, om de rummer både løbere og bindere i samme ”skifte”. Et par steder ses blokke med vertikale rækker af spidsmejselslag på blokkenes front, men dette fænomen er ikke et gennemgå-ende træk.[110]  Murene er konstruerede som kraftige kassemure med fyld af tæt-pakket jord og småsten.[111] Umiddelbart nord for tårn C er murtykkelsen 4.1 m , hvilket synes at være en repræsentativ murtykkelse for hele murforløbet. Flere steder ses spor af ”beddingen” i klippen.

Der er bevaret to porte i murforløbet, en ”postern” i østmuren mellem tårn B og C, men tættest ved B, og en større port i nordmuren i tilknytning til tårn O.

Postern-porten er 2.03 m høj og den indvendige bredde er 1.01 m nederst og 88 cm øverst.[112] Over portåbningen ligger to parallelle overliggere i murbredden, som er meget nøje sammenføjede. Porten fremstår i øvrigt som et ret groft stykke arbejde, men ved at kigge nærmere på portens sider mener jeg at kunne henføre de rundede former til slid. Portens øverste del bærer stadig meget skarpere kanter. Jeg har ikke kunnet finde spor af nogen form for lukke-anordning. Inden for portåbningen er adgangsvejen formet til en smal, ret kort korridor vha. to korte murstykker på hver side af porten.

Den større port i nordmuren er placeret umiddelbart vest for tårn O, men mere sydligt end murforløbet øst for porten.[113] Fra tårn O’s nordvest-hjørne og hen til portens karm er der ca. 18 m .[114] Vest for porten løber muren mod nordvest ud mod kysten. Porten ligger således inde i en vinkel. Inden for porten føres muren fra tårn O videre og buer mod øst inden den stopper.[115] Østkarmens blokke er i forbandt med blokkene i denne mur. Selve porten er ca. 2.4 m i indvendigt mål,[116] smallere foroven og bredere forneden. Overliggeren er ikke bevaret in situ, så det er ikke muligt at afgøre portens højde. Inden for er der i den østlige  karm spor af portens lukkeanordning i form af to huller.[117] Det nederste er rundt og det øvre er af ret irregulær facon. Hvilken form for lukkeanordning der har været benyttet, er det ikke helt muligt at afgøre ud fra de sparsomme levn.

 

Tårnene

Fæstningens murforløb er forsynet med en række tårne, hvoraf akropolis’ tårne er de bedst bevarede. Alle tårne er i modsætning til selve muren konsekvent bygget af kvadre og er i forbandt med muren.[118]  Overgangen fra irregulær trapezoid/polygonal til kvader-tårn kan nogle steder synes at være ret drastisk, men tårnets blokke er tilpasset i højden, så at de i hjørnet svarer nøje til den tilstødende mur-bloks højde.[119] Det resulterer i nogle tilfælde i overordentlig store skiftehøjder i tårnene, specielt i de nederste skifter. Eksempelvis er tårn J’s nederste skifter op mod 1 m høje (næsten dobbelt så høje som akropolis-tårnenes skifter), mens de næste skifter er 70- 79 cm høje. Løberlængderne ligger mellem 1.3 og 1.72 m . Tårnene i det nedre fæstningsforløb er kvadratiske i deres grundplan med sidelængder på 6.0- 6.8 m .

Tårn A er akropolis’ sydøstligste tårn og fæstningens bedst bevarede. Indtil jordskælvet i 1981[120] var tårnet bevaret op til sydgavlens øverste sten, i alt 18.4 m . Nu er tårnets bevarede højde ca. 17 m (eller to skifter lavere) i de to syd-ligste hjørner.[121]

Tårnets nederste skifte er lagt på en ”bedding” i klippen. De to nederste funda-mentskifters blokke består af kalksten[122] og er lagt som en slags krepis-trin.[123] Disse nederste skifter er lagt i den såkaldte maniera romana.[124] Dvs. at man ser binderskifter veksle med løberskifter. Resten af tårnet er bygget i samme gulbrune konglomerat som resten af akropolis’ mure. Skiftehøjden er 57- 59 cm og løberlængden 1.08- 1.4 m .[125]

Tårnets ydre grundareal er 8.9 m2 [126] og er massivt op til en højde af 6.6 m ([127]) eller til og med skifte nr. 11.[128] Det rummede tre kamre over basen, hvoraf det nederste kammers vægge er dobbeltmurede (ca. 1.2 m tykke).[129] På nordsiden findes en dør (1.95 x 1.10 m ),[130] som giver adgang til kammeret.[131] Døren sidder i ret stor højde. Det er usikkert om der har været adgang til tårnet fra en parodos (dvs. en gang på murens inderside), som nu er fuldstændig tabt,[132] eller om man har måttet benytte en stige for at komme ind i tårnet.[133]

Dette nederste kammer er forsynet med tre skydeskår, nemlig et i hhv. vest-, syd- og øst-muren. Skydeskårene er alle placeret i skifte 14[134] og er et skifte, el. ca. 60- 65 cm høje.[135] Selve kammerets areal er 6.5 m2 [136] og er syv skifter højt (ca. 4.5 m ).[137]

De to øverste kamres vægge (skifte 19 og opefter) er halvt så tykke.[138] Den derved fremkomne afsats har været benyttet som leje for gulvkonstruktionen mellem det nederste kammer og det mellemste. Det mellemste kammer har i alt fire skydeskår – to i vestvæggen og et i hhv. syd og øst-væggen,[139] som alle sidder i skifte 21,[140] dvs. to skifter over lejet for gulvet, vel rundt regnet ca. 1 m over selve gulvet.  Også dette kammer var ca. syv skifter (ca. 4.5 m ) højt.[141] Dette kan dog ikke endelig fastslås, idet etageadskillelsen mellem kammer to og tre er temmelig usikker pga. senere tiders anvendelse af tårnet[142], men kon-struktionen har nok mindet om den vi kan se i tårn B og D, nemlig med bjælker, som er fæstnet i tårnets mure i en række udskæringer.[143]  Oven på disse lå tvær-gående gulvbrædder.

Før det omtalte jordskælv fandtes der tre artilleri-vinduer i det øverste kammers syd-væg, som alle var ca. 84 cm brede og 1.1 m høje.[144] Der har ikke været spor af hængsler til skodder, de såkaldte ”chases”.[145] Hvis teorien om etage-adskillelsens placering mellem skifte 25 og 26 holder, har vinduernes underkant siddet ca. 1 m over gulvet. Iflg. observationer gjort før jordskælvet tyder det på, at der har været tre vinduer i vest-væggen, mindst to i øst-væggen og mindst et i nord-væggen.[146] Det kan derfor synes mest sandsynligt, at der fandtes tre vinduer i hver af de fire vægge.

Hvis vi ser på tagkonstruktionen, så er alle spor slettet i dag, men før jord-skælvet kunne man øverst i syd-væggens inderside se en udskæring, der målte 30 x 45 cm .[147] Den har tjent som leje for tagkonstruktionens spær. Gavlens hældning afslørede, at tagets hældning var ca. 11º.[148]

I skiftet lige over artilleri-vinduerne fandtes en række udskæringer til bjælker, som gik i samme retning som spærret (N-S).[149] Disse bjælker har formentlig ikke haft nogen betydning for selve tagkonstruktionen. At man skulle have tilføjet endnu en ”etage”, som i så fald kun var knap 1 m høj i midten af tårnet, er kun meget lidt sandsynligt. Jeg antager, at disse bjælker har været anvendt for at give tårnet en øget styrke allerøverst. Her tager jeg i betragtning, at hvis der har været tre artillerivinduer i hver af tårnets fire vægge, så hvilede taget kun på en mindre del af tårnets vægge. Derfor kunne man fristes til at tro, at denne del af tårnets konstruktion måtte styrkes i sin struktur og derfor indsatte man dette indvendige stokværk. Taget har utvivlsomt været et tegltag, men af hvilken type er det ikke muligt at sige.

Hvis man ser mere overordnet på tårn A’s murværk, så viser der sig at være et ret nøje fastlagt mønster.[150] Her finder vi fire binderskifter i tårnets sydside, nemlig skifte 2, 4, 6 og 8 (fra neden, hvis vi ser bort fra de to nederste skifter, som er fundamentskifter). Disse binderskifter er løberskifter på øst- og vest-siden, hvor vi slet ikke finder nogle binderskifter. Skifterne 1-8 indgår i tårnets massive base.

Over basen finder vi et nyt system: Tårnets mure har tre chains på hver side. Skifterne består af to typer. Et skifte med to chain-bindere og et skifte med kun en chain-binder. [151] Jeg har i mine eksempler brugt tårnets sydside og her findes kun tre afvigelser fra skemaet. I skifte 11, hvor der tilsyneladende er en dobbelt hjørnebinder i den vestlige ende, i skifte 12, hvor den østlige binder er blevet udskiftet med en løber eller en meget bred binder (det har formentlig sin årsag i skydeskåret lige ved siden af) og i skifte 14, hvor den midterste løber er blevet erstattet af to løbere. Dette system betyder altså, at tårnets sider overordnet set har tre chains, hvoraf de to falder i samme skifte og den sidste ligger i de mellemliggende skifter.

Fæstningens øvrige tårne er som nævnt ikke bevaret til den samme højde som tårn A, og ingen af dem er konstrueret på samme måde som tårn A. Det repræsenterer dermed en helt særlig type, som efter al sandsynlighed ikke er kendetegnende for resten af tårnene i Aigosthena.

Den østlige skrænts tårne er alle bygget, så de sammen med muren udgør en støttemur.[152] Det betyder, at tårnenes nederste etage er opfyldt til det niveau, som findes på murens inderside. Tårnenes nederste egentlige kammer ligger således i niveau med det befæstede areals niveau.[153] Som man kan se det på fæstningens yderside, er tårnene bygget på plinter med et á tre trin.[154]

Disse trin er lagt på en ”bedding” i klippen og er ca. 45 cm høje. Tårnenes nederste egentlige skifte er meget højere end de øvrige skifter, nemlig 95- 100 cm . Et sådant skifte kaldes undertiden ”et halvt ortostatskifte”.[155] Alle tårnene er i forbandt med muren, og muren støder til tårnene ca. midt på tårnets side. Tårnene er bygget af forholdsvis regulære kvadre, som ligger mellem 51 og 67 cm i højden. Hvert skifte holder nøjagtig den samme skiftehøjde hele vejen rundt, men højden svinger altså fra skifte til skifte. Tårnenes nederste kamre er alle enkeltmurede.[156] Både tårn B og D er så relativt velbevarede, at man kan slutte, at de nederste kamre ikke har haft nogle skydeskår i de mure, der har de største flader ud mod landskabet (for tårn B’s vedkommende østsiden og for tårn D’s vedkommende nord- og østsiden). Desuden rummer begge tårne, som allerede nævnt, spor af etageadskillelsen mellem det nederste kammer og etagen over dette. Der er tale om udskæringer til leje for bjælkerne, som har båret gulvbrædderne. Tårn B’s bjælker løb i V-Ø retning, mens tårn D’s løb i N-S retning.

På grund af tårnenes bevaringstilstand er det ikke muligt at sige noget sikkert om tårnenes tagkonstruktion. Men man kunne forestille sig en tagkonstruktion svarende til tårn A’s.

 


MESSENE

(37°11´N 21°58´Ø)

 

Beliggenhed

Det antikke Messene, vore dages Mavromathi, er beliggende nedenfor Ithomi-bjerget på den sydvestlige del af Peloponnes. Selve den antikke by ligger i en dalsænkning mellem Ithomi-bjerget mod nord-øst, Eva-bjerget mod sydøst og en række mindre bjerge, Psoriari-bjergene, som er udløbere af Kyparissias-bjerget, mod vest.[157] Mod nord er dalen afgrænset af en højderyg mellem Ithomi og Psoriari-bjergene,[158] mens dalen mod sydvest åbner sig ud mod havet, der ligger ca. 20 km væk. Fra byen er der således et temmelig begrænset udsyn til det omgivende landområde, men fra Ithomi-bjerget, 798 m .o.h., er udsynet over dalen, nabo-dalen med Pamissos-floden[159] og hele det sydvestlige Peloponnes imponerende. Det kan således ikke undre, at denne bjergtop var en indlemmet som en del af befæstningen.

Bymuren er en ”Gelände-mauer” i ordets egentligste forstand.[160] De bevarede strækninger af muren løber nemlig et godt stykke ude i landskabet og følger i alt væsentligt landskabets naturlige højdeforskelle. Muren ligger så at sige på crêten. Det betyder at muren er meget lang, ca. 9.5 km .[161] Murens bevarings-tilstand er uhyre god på nogle strækninger, specielt mod nord og vest, og på andre strækninger er muren stort set ikke-eksisterende.

Den nordlige del af muren ligger på højderyggen mellem Ithomi og Psorari og er stort set SV-NØ-orienteret.[162] Umiddelbart nord for denne ryg ligger den dal, som rummer adgangsvejene til Kyparissia, Megalopolis og dermed hele den indre del af Peloponnes. Omtrent midt på nordmuren findes det lavest belig-gende punkt på strækningen og her er den såkaldte ”arkadiske port” meget naturligt placeret.[163]

Nordøst for porten følger muren crêten op mod Ithomi-bjerget. Muren støder til Ithomi på en af dettes stejleste sider.[164] Fra dette sted er det svært at følge murens forløb, men på toppen af Ithomi kan murens forløb i store træk følges igen.[165]

Neden for Ithomi, på bjergets sydøstlige skrænter og på saddelen over mod Eva-bjerget, ses muren også.[166] I dette område lå også den såkaldte ”lakoniske port”, af hvilken en smule endnu står tilbage.[167]

Fra dette punkt bliver murforløbet igen mere usikkert, men i store træk kan man slutte, at muren løber fra denne saddel ned mod bunden af dalen, dvs. at Eva-bjerget ikke er indlemmet i muren.[168] Muren løber tværs over dalen og op ad Psorari på den vestlige side af dalen, hvor forløbet drejer mod nord-vest.

Som nævnt er den nordligste del af vestmuren bevaret og er SØ-NV-orienteret, men ved det nordvestligste tårn drejer muren mod nordøst og siden mod øst for derefter at løbe næsten stik øst hen til bjergtoppen SV for ”den arkadiske port”, hvor muren går stejlt ned mod NØ til porten.[169]

De bevarede murstrækninger er udstyret med tårne med jævne mellemrum. Disse er i det følgende nummereret ud fra den konventionelle nummerering i litteraturen.

 

Murene[170]

Hele det bevarede murforløb er bygget i grå, lokal kalksten forarbejdet til dels isodomiske kvadre (fortrinsvis i området omkring ”den arkadiske port” og øst for denne),[171] dels ret regulære, næsten isodomiske, trapezoide blokke sådan som det tydeligst kommer til udtryk på den vestlige bymursstrækning. Muren er dog som helhed betragtet en emplekton-mur med fyld af småsten og jord.

På de trapezoide strækninger har jeg målt murbredden til 241- 245 cm [172] og skiftehøjden ligger ganske konsekvent omkr. 51, 52, 53 cm . Alle blokke er ret ubearbejdede, men dog homogene. Blokkene er kun groft tilhuggede i overfladen. Muren har de fleste steder meget lidt fyld, idet de anvendte blokke går meget dybt ind i muren. Nogle steder findes ret lave, men næsten gennemgående blokke.[173]

Enkelte steder ses hvad jeg tolker som parodos-belægningen bevaret.[174] Her ser man blokke, der stopper 40- 50 cm inden for yderfacaden i det niveau, der passer omtrent til parodos-niveauet (tårnenes døråbninger). På denne måde kan brystværnet anslås at have været ca. 40- 50 cm tykt. Alt i alt giver de trapezoide strækninger indtryk af at være solidt og homogent om end ret groft byggede. 

 

Kvaderstensmuren øst for ”den arkadiske port” er ganske anderledes raffineret i sin byggemåde.[175] Her ses en udviklet emplekton-mur, som er 2.6- 2.7 m tyk[176] med diatonoi (bindere), som er anbragt, så de danner ”chains”.[177] Et interessant træk er, at disse diatonoi ved nærmere undersøgelse viser sig at være falske.[178]  Der er i virkeligheden tale om to bindere, der er anbragt nøjagtigt over for hinanden, så de mødes inde i selve murkernen. Man kunne tro at der var tale om diatonoi, som siden er knækket, men det er ikke tilfældet, da de to brudflader ikke er ens. Disse ”chains” er anbragt med mellemrum på 3- 3.3 m . På denne vis dannes en række kamre el. ”compartments” i muren. Desuden er gabet mellem murfacaderne over og under binderne inde i selve muren fyldt ud af mindre blokke, så der er tale om helt lukkede ”compartments”.[179] Hele det murstykke, som ligger mellem ”den arkadiske port” og tårn 17 og videre, så langt som muren kan følges op mod Ithomi mod tårn 16, ser ud til at være konstrueret på denne måde.

Af Messenes porte er kun ”den arkadiske port” egentligt bevaret. Porten er af ekstraordinære dimensioner og usædvanlig form. Overordnet set er porten konstrueret som to fremskudte bastioner med en port imellem.[180] På denne vis fremkommer en mindre forgård.[181] Denne ydre forgård er 9.67 m bred.[182] Selve porten er 5.32 m bred.[183] Bastionerne er hhv. 6.47 m (øst) og 6.5 m (vest) brede. Tårndybden er omtrent 5.7 m . Bag porten åbner en stor cirkelrund gård sig.[184] Gården er 19.71 m i diameter.[185] Over for den ydre port findes den indre port.[186] Det er ikke muligt at fastlægge dens nøjagtige bredde, men jeg vil tro, den har svaret nøje til den ydre ports bredde. Op ad denne indre portåbning ligger en del af den meget store overligger. Anlæggets store dimensioner afspejles i de anvendte stenblokke.[187] Jeg har i den indre portgård målt skiftehøjder fra 32 til 125 cm . Den største skiftehøjde dækker dog over et ortostat-skifte nederst i muren.[188] Tredje skifte fra neden er et binderskifte.[189] Løbernes længde ligger ved stikprøvemåling mellem 1.49 og 1.61 m . Blokkene er lagt således, at fire bindere kan dække en løbers længde. Blokkene er, med undtagelse af ortostat-skiftet, smykket med meget regelmæssige, lodrette rækker af spidsmejselslag.[190]

 

Tårnene

Ligesom selve muren byder på to slags murværk, således finder vi også flere slags tårne i Messene. I det følgende vil jeg beskrive et udvalg af de bedst bevarede.

Tårn 17:

Umiddelbart øst for ”den arkadiske port”, men beliggende noget højere i terrænet, findes det uhyre velbevarede tårn 17.[191] 

Tårnet, som er bevaret i sin fulde højde af 12.5 m ,[192] består af to kamre over en 6.6 m høj massiv underetage. Tårnet er bygget af veltilhuggede kvadre og står på en plint, som ligeledes er bygget af kvadre. Plintens areal er en smule større end selve tårnets areal, idet plinten på tre af siderne rager ca. 10- 20 cm frem. Den massive underetages kvadre er alle næsten kvadratiske (ca. 60 x 60 cm ) og er i forbandt med muren.[193] Der er muligvis tale om et binderskifte. Parodos-niveauet og det nederste kammers gulv ligger som nævnt 6.6 m over tårnets fundament.[194] Fra parodos-niveauet og opefter bliver kvadrene mere aflange og skiftehøjden mindskes til ca. 40- 45 cm . Muren er enkeltmuret og murtykkelsen i det nederste kammer er ca. 63 cm .[195] Der findes en dør i både vest og østsiden, som begge er ca. 2 m høje, og karmene er svagt skrånende indefter mod toppen. Døren i den vestlige side af tårnet har været forsynet med en dør. Der er spor af svingtaphullet i overliggerens sydlige ende.[196]

Selve kammeret har et areal på 29.9 m² , idet de indre mål er 5.44 m (Ø-V) og 5.5 m (N-S).[197] Gulvet er belagt med større og mindre stenplader af stærkt varierende form. I hver af kammerets vægge mod øst og vest findes et skydeskår og i nordvæggen findes to.[198] Disse skydeskår er alle meget ens udført. De er to skifter, ca. 85 cm , høje og er 1.12 m brede på indersiden og 23 cm brede på ydersiden.[199]  Der er 80 cm fra gulvet og op til undersiden af skydeskårene.[200]

Det øvre tårnkammer har et lidt større areal ( 32.5 m² ), eftersom dets vægge er 16 cm tyndere ( 47 cm ) på alle fire sider end det underste kammers vægge. Derved er kammerets indre mål 5.74 m (Ø-V) og 5.66 (N-S).[201] Den herved fremkomne afsats udnyttes til at bære etageadskillelsens bjælker. På denne måde tjener konstruktionen to formål: Overetagen bliver lettere og etageadskillelsen har et fæste. Loftet/gulvet bestod af fire bjælker, der løb i øst-vest retning. Disse bjælker lå i udskårne huller i øst- og vest-væggen.[202] Hullerne fortæller os, at bjælkernes dimensioner var 29 x 27 cm .[203] Over disse lå så de egl. gulvbrædder. Gulvets højde er ca. 9.3 m over omgivende niveau.[204]

Tårnkammeret har seks artillerivinduer, to på hhv. vestsiden, nordsiden og østsiden. Disse vinduer måler alle ca. 73 x 81 cm og underkanten sidder 1.08 m over gulvafsatsen.[205] Artillerivinduerne er ikke inkorporeret i skifterne sådan som det nederste kammers skydeskår, men er så at sige skåret ud i væggen på en måde, så det har været nødvendigt at benytte sig af ”rabetting”, dvs. anslag af vinduet midt i en blok. Det er dog kun vinduernes nederste del, som man på denne måde har været nødt til at skære ud.[206] Hvert af vinduerne er omgivet af fire næsten kvadratiske huller (7 x 6 cm ),[207] som går gennem muren (ca. 48 cm tyk).[208] Disse gennemgående huller er placeret i oversiden af en blok, så det har været nemmere at udhugge den. Der er tale om de såkaldte ”chases”. Det har været diskuteret om skodderne har været monteret, så de skulle slås til siden eller vippes op hhv. ned. Eksempelvis har Krischen fremført den teori, at disse gennemgående huller var ment som føringsgange for stænger til at skubbe en skodde op med.[209] Men Hasselberger påpeger, at i så fald skulle der være slidspor at se. Det er der ikke. Faktisk står mejselsporene meget tydeligt.[210] Da disse ”chases” sidder i forskellig afstand (13–17 cm)[211] fra vinduerne, men i hvert tilfælde sidder nøjagtigt over hinanden, må man forestille sig, at det har været meningen, at skodderne skulle slås til siden. Det er blevet foreslået, at skodderne har siddet på indersiden af væggen.[212] Det virker plausibelt, idet rustikeringen på ydersiden af tårnet taler imod en udvendig placering. Murens inderside er, som det fremgår af billederne, glathugget. Desuden virker det logisk at skodderne sad indvendigt, da det så ville være nemmere at forhindre dem i at smække i.

Oversiden af hvert af vinduerne udgøres af en ret lang overligger, som på øst- og vest-siden yderligere har det særlige træk, at den og resten af murtoppen øverst på ydersiden er forsynet med et ca. 15 cm bredt hyldeformet indsnit.  Det har tjent som fæste for to af de tre bjælker, som var en del af tagkonstruktionen.[213] Dette indsnit er i både nord- og syd-enden en del bredere, ca. 30 cm . I oversiden er der en række ”sko”, som bjælken blev fæstnet til ved hjælp af kraftige dyvler. Disse fordybninger er ca. 4 cm dybe og 8 x 14 – 17 x 20 cm i størrelsen.[214] De to gavle er begge udformet ved hjælp af ”rabetting”.[215] På denne måde er det midt-erste af de tre nord-syd-gående spær passet ind mellem to blokke og ligger midt på en blok. De to blokke, som støder op til spærret er passet ned i blokkene nedenunder ved hjælp af ”rabetting” og på denne måde er spærret lagt i spænd. Når man sammenholder spærenes position, er det muligt at måle tagets hældning til at være ca. 11º.[216] Det fremgår endvidere af indsnittene i murens overkant, at lægterne var runde og ca. 20 cm i diameter.[217] Den indbyrdes akseafstand var ca. 63 cm . Taget har været beklædt med tegl og rester af disse ligger i stor udstrækning tilbage i området.[218] Så vidt jeg har kunnet se, er der tale om flade nonner og halvrunde munke.

 

Tårn 24 og 25:

På den vestlige del af bymuren finder vi en ganske anden slags tårne. Ligesom muren er bygget af trapezoide blokke, så er også tårnene. Jeg har valgt at se nærmere på to tårne, nemlig tårnene 24 og 25. Fælles for dem begge er at de ligger på en temmelig stejl skråning, men på crêten.[219] Dvs. at evt. angribere først måtte forcere en stejl stigning op mod tårnene fra bunden af dalen. Mod vest er der et godt overblik over dalen, så man har kunnet se alt hvad der rørte sig i dalen og på dennes sider. 

 

Tårn 24:

Tårn 24 ligger syd for landevejen, som går fra Mavromathi og mod vest. Tårnet er halvrundt i sin grundplan og som nævnt bygget af isodomiske trapezoide blokke.[220] Tårnet er i forbandt med muren og på dets sydside fører en 1.22 m bred trappe op til parodos-niveauet.[221] Trinnenes dybde varierer fra 28.5–35 cm. Tårnets underetage er 3.1 m høj (målt på ydersiden) og massiv.[222] Der er en dør i både nord og sydsiden, som begge er ca. 70 cm bred midtpå og skråner indefter mod toppen. Bagvæggens blokke er ret regulære, flere er næsten kvader-agtige, men hovedindtrykket er en trapezoid mur med udbredt anvendelse af rabetting-teknikken.[223] Den halvrunde væg giver et mere blandet indtryk. Den er præget af rabetting-teknikken og er ret sammensat at se på, men må dog stadig henregnes til den trapezoide teknik. Murene er enkeltmurede og er mellem 55 og 58 cm tykke.[224] Bagvæggen er på indersiden 5.25 m lang og tårnets diameter på det største sted er 4.95 m .[225]

Tårnets ydermur har tre skydeskår. Det nordlige af disse vender mod NV og er ca. 20 cm bredt på ydersiden og 65 cm bredt på indersiden. Højden af udskæ-ringen på indersiden er også 65 cm , mens højden på ydersiden er ca. 55 cm . De to andre skydeskår vender mod hhv. SV og S. Fælles for dem alle er at underkanten af skydeskårene er skrånende opad indefra og ud, mens overkanten er vandret. Overkanten ligger 1.45 m over gulvniveau.

Øverst i tårnet ses spor af tagkonstruktionen i form af runde bjælkehuller i den halvrunde væg.[226] De er alle skrånende nedad mod øst. Det betyder, at tagets lægter har været fastgjort i muren og lå over toppen af bagvæggen, med et skrånende tag til følge. Umiddelbart til venstre for den nordlige dørs overligger ses fæstet for det firkantede spær, som understøttede tagkonstruktionen.[227] Mur-tinden er kreneleret og har topsten af form som afskårne pyramide-sokler. [228] Denne krenelering ses desuden bevaret på en del af brystværnet på sydsiden af tårnet.

 

Tårn 25:

Tårn 25 ligger som næste tårn mod syd fra tårn 24 og er i lighed med tårn 24 bygget af isodomiske, men mere udtalt trapezoide blokke og med kun meget sparsom anvendelse af rabetting-teknikken.[229] Tårnet er i forbandt med muren.  I modsætning til tårn 24 er tårnet næsten kvadratisk i sin grundplan, idet dets ydre grundmål er 6.5 m (N-S) x 6.6 m (Ø-V).[230] Tårnet er ca. 9 m højt målt på ydersiden.[231] På sydsiden af tårnet finder vi en trappe, som førte op til parodos og syd-døren ind til tårnkammeret.[232] Der findes en dør på såvel nord- som syd-siden. Disse har begge svagt indad skrånende karme.[233] Tårnet står på en massiv base, som er 3.6 m høj [234] og rummer et kammer i førstesals niveau.  Tårnets vægge er enkeltmurede og ca. 58 cm tykke.[235]

Der findes i alt fire skydeskår i tårnet, et i hhv. nord- og syd-siden og to mod vest. Skydeskårene adskiller sig fra de andre skydeskår i Messene ved at være femkantede, dvs. at overkanten er spids.[236] Desuden er deres størrelse atypisk, de er ret store, næsten som artillerivinduer, men dog med skydeskårets karakte-ristika, såsom udskæringer på indersiden.  Udskæringen på tårnets inderside er hele 74 cm bred og selve åbningen er 37 cm bred. På nord- og syd-siden, hvor man kun har haft brug for at kunne skyde langs med og væk fra muren, er skårets udskæring tilpasset dette. Udskæringen findes nemlig kun i den ene side af skydeskåret.[237] Skydeskårenes underkant ligger ca. 1 m (to skifter) over gulv-niveauet og skydeskårenes højde er ca. 88 cm .[238]

Vi kan også her finder spor af tårnets tagkonstruktion, idet man på tårnets bagvæg kan se i alt 11 udskæringer,[239] som tjente til leje for lægterne. Disse lægter har været runde og ca. 18 cm brede og havde en centerafstand på 50 cm . I tårnets nord- og syd-væg ser man de huller, som bar et kraftigt spær, som understøttede lægterne.[240] Ved at sammenholde disse spor er det muligt at måle sig frem til en taghældning på ca. 10º, hvilket muliggør eksistensen af en kampplatform på tårnets top. Men som Ober påpeger, må adgang til denne være sket ad en stige på tårnets bagside, da lægternes indbyrdes afstand har været for lille til at sandsynliggøre en luge i taget. Murtinden var kreneleret, sådan som man stadig kan se, dog bedst bevaret på nordsiden. Brystværnet må have haft samme beskyttelse.

      

 


SIPHAI

(38°09’N 23°08’Ø)

 

Beliggenhed[241]

Fæstningen i Siphai ligger syd for den lille by Aliki ved Domvrena-bugten, der munder ud i Alkionide-golfen, som udgør den Korinthiske Golfs østligste ende.[242] Domvrena-bugten er desuden afskærmet fra Alkionide-golfen af en gruppe mindre øer, de såkaldte Alkionider. På landsiden er Domvrena-bugten omgivet af høje bjerge på alle sider, hvilket gør stedet mere orienteret mod søsiden end mod landsiden.[243] Det højeste af disse bjerge er Korombili ( 908 m .o.h.), som har to udløbere, der slynger sig rundt om Domvrena-bugtens østlige del, hvor Siphai ligger. Den højeste af disse udløbere er Goulas-bjerget, der ligger nord for bugten og det er her vi finder den primære adgangsvej fra landsiden, nemlig et pas, som i 479 m .o.h. fører til Permessos-dalen.[244] Derfra er der mulighed for at komme til Thisbe ved Helikon-bjerget mod vest,[245] mod Askra, Keressos og Thespiai mod nord og Leuktra, Eutresis og Plataiai mod øst. I forbindelse med dette pas findes en mindre fæstning med et fritstående tårn, Mavrovouni.[246] Herfra er der frit udsyn til fæstningen i Siphai og videre til Thisbe og Thespiai og over golfen i øvrigt. Det har således været muligt at signalere mellem disse steder og desuden at give meldinger til Siphai om bevægelser på havet, hvilket ikke har været uden betydning, da udsynet fra Siphai over havet er begrænset af Alkioniderne. Korombili-bjergets anden udløber, Tapsilia, danner med sine 254 m .o.h. et skærmende forbjerg mod syd. Mellem Korombili og Tapsilia er det muligt ad den sekundære adgangsvej at komme til nabobugten mod øst, hvor vi finder Kreusis.

Selve fæstningen i Siphai er bygget på en mindre klippeknold lige nedenfor Korombili.[247] Klippen måler 260 m (V-Ø) x 120 m (N-S) og dens højeste punkt ligger 80 m .o.h.[248] Klippens vestligste punkt ligger kun ca. 26 meter fra den nuværende vandlinie.[249] Klippen har meget stejle sider[250] undtagen på den midterste del af sydsiden, hvor faldet mere har karakter af en kraftig skråning. Det befæstede område lader sig dele i tre afsnit: Den lavere liggende del, den højere liggende del og akropolis.

Den lavere liggende del ligger syd og sydvest for selve fæstningsklippen, mens den højere liggende del optager den vestlige del af fæstningsklippen, som er ret jævnt skrånende (ca. 20º) mod vest. Akropolis betegner den østlige del af klippen, som ligger markant (ca. 25 m ) højere end klippens vestlige del.

Murene er bevarede i ret svingende grad. Den lavere liggende dels mure er ikke bevarede, idet hele området syd for klippen er forstyrret af moderne bygninger. De bevarede murforløb kan groft set opdeles i tre dele, nemlig området omkring Havporten, området omkring Nordporten og endelig den sydøstlige del af muren, herunder Østporten. Fæstningens enkelte dele vil i det følgende bære Schwandners betegnelser.[251]

 

Murene[252]

Siphais mure udviser en ret stor grad af enhedspræg. Murene er byggede som kassemure af trapezoide kalkstensblokke med fyld af løse sten og jord.[253] Der synes ikke at være nogen bindere.[254] Murtykkelsen varierer fra 1.9–2.2 m.[255] Muren er lagt direkte på klippen, som er bearbejdet, så den de fleste steder fremstår jævn og vandret.[256] Enkelte steder ser man dog også, at der er anvendt mindre blokke af kilefacon som overgang fra klippe til mur for at gøre de overliggende skifter vandrette.[257] Alle skifter i murforløbene er stort set vandrette, men de færreste skifter kan følges uden brud i form af ”rabetting”.[258] Skiftehøjden er nemlig varierende fra 55 – 72 cm . De fleste blokkes facade har rustikering, dog i svingende grad, med lodrette spidsmejselslag i overfladen, som er anbragt i parallelle rækker og til tider også i flere rækker over hinanden.[259]

Murene har i udstrakt grad været forsynet med parodoi.[260] De 30 cm høje stenplader, der er lagt som gulv på parodos rager konsekvent 11 cm ud over murens inderside.[261] På de steder, hvor terrænet er stigende, er løbegangen forsynet med 30 cm høje og 30 cm dybe trin.[262] Parodos’ niveau ligger i to til tre meters højde over det nuværende terræn og var beskyttet af et ca. tre m højt og 50–60 cm tykt brystværn. Brystværnet var flere steder forsynet med artilleri-vinduer, hvilket kan udledes af de nedstyrtede blokke med ”chases”, som er fundet nedenfor murforløbet.[263] Den nederste del af brystningen var to skifter højt (ca. 1.1 m ), hvorefter med jævne mellemrum fulgte selve vinduet, som også var to skifter højt ( 1.1 m ). Derefter følger et skifte ( 55 cm ) med topsten (25- 35 cm ), i alt ca. tre m.[264] Artilleri-vinduerne har altså været beskyttede af skodder. ”Chases” sad i niveau med vinduets underkant og overkant. Det er dog ikke muligt at sige noget om parodos-vinduernes størrelse.

 

I murforløbet findes naturligvis en række porte. Af Siphais fem, måske seks, porte er de to porte (Havporten og Nordporten) temmelig velbevarede, mens tre porte (Østporten, Brøndporten og Akropolisporten) er delvist bevarede. Den sidste ports eksistens kan diskuteres, idet den i givet fald ligger i den del af området, som nu er bebygget. I det følgende vil jeg beskrive de bevarede porte startende med de bedst bevarede.

På grund af fæstningens placering, dels på en markant klippeknold, dels klemt inde mellem bjerge og kyst, er adgangsvejene til det befæstede område ret få. Af de bevarede porte ligger fæstningens bedst bevarede og mest markante på den korte strækning mellem selve fæstningsklippen og vandkanten, den såkaldte Havport.[265] Klippen falder her næsten lodret otte m ned fra plateauet ovenover. Fæstningsmuren er bygget helt ind til denne klippevæg og godt en m af det nederste stykke af klippen er hugget til, så den er lodret. Porten findes knap tre m fra denne klippeside.

Portåbningen flankeres af to nicher. Den østligste er placeret mellem klippen, som den støder helt op til og porten, og den er næsten fuldstændigt bevaret. Denne østligste niche er mindst to m høj[266] og 1.3 m bred. Nichen er 55 cm dyb og bagvæggen udgøres af to store orthostat-blokke, hvoraf den øverste nu er faldet ned og ligger foran muren. Foroven afsluttes nichen af et miniature-entablatur i ca. 10 cm højt relief hugget ud i overliggeren bestående af en 20.2 cm høj arkitrav, som afsluttes med en lesbisk kyma.[267] Herefter følger en 4.8 cm høj geison og over denne findes et ret lavt udekoreret gavlfelt, hvis sima svarer ganske til geison.[268] På gavlens top og hjørnerne kan man se forvitrede akroter-gengivelser.

De to nicher er ikke identiske. Den vestlige er 1.51 m høj og desuden placeret lavere end den østlige. Nichens bredde er usikker, da den vestlige del af nichen ikke længere eksisterer, men af nichens bund fremgår det, at bredden har været mindst 2.28 m . Nichen er lidt dybere end den østlige, nemlig 63 cm , og i øvrigt indrammet af en pilaster, formentlig en på hver side, som er hugget ud i muren. Pilasteren er 13 cm bred på nichens yderside og 21.5 cm på indersiden.[269] Pilasteren afsluttes oventil af en lille kapitælprofil.

Det faktum, at nichen er forsynet med pilastre tyder på at også denne niche har været forsynet med en miniature-entablatur.[270]

Selve portåbningen er 1.89 m i indvendig bredde og muren ind til det bagved liggende kammer er af beskeden tykkelse, 65 cm .[271] Portåbningens akse er skæv (73°) i forhold til murens facade, hvilket afspejles i hele det bagvedliggende portanlæg, dvs. karmene og portkammerets mure.[272] Porten er bevaret i hele sin indre højde, dog ligger porttærskelen som nævnt under det nuværende niveau. En realistisk indre højde er ca. tre m. Portens overligger, som er 2.7 m lang, bæres af to konsoller, som rager hhv. 50 og 55 cm ind i portåbningen og er hhv. 40 og 45 cm høje. Den østlige af konsollerne er bevaret i hele sin længde, den går ud i et med en af murens blokke, og jeg har målt, at den i sin fulde længde er 1.85 m lang.[273] Det bagvedliggende portkammer er, som følge af portens akse, skævt og af irregulære mål. Bredden er 3.76 m ved nordmuren og dybden er 4.83 m . Desuden er kammerets vægge ikke parallelle, idet kammeret bliver bredere indefter. På murens inderside ser man desuden, at portkammerets vestvæg er 4.3 m lang målt fra murens inderside. Væggen er 1.9 m tyk. Schwandner bemærker, at der ved portens inderside kan findes konsolsten, som kan bekræfte, at den inderste port stilmæssigt svarede til den ydre.[274]

I muren over porten ses et par interessante detaljer, som beviser, at porten har udgjort nederste etage i et indbygget tårn med de ydre grundmål 6.3 x 6.3 m .[275] Fra overliggeren og opefter mindskes murens tykkelse fra 60 cm til 42 cm , hvilket danner en hylde på murens inderside, som stokværket til næste etage har ligget på.[276] Øverst i skiftet over overliggeren kan man se to gennemgående udskæringer (”chases”) til små bjælker (ca. 4 x 4 cm ),[277] som artilleri-vinduernes skodder har været hængslet til.[278]

Vinduets østlige side er bevaret og er to skifter eller 1.1 m højt og vinduets underkant sidder 1.3 m over ”hylden” til etageadskillelsen. Samtidig lader det sig også gøre at rekonstruere vinduets bredde til 76 cm , da der i vinduets underkant findes et målemærke.[279]

I samme blok som den østlige af de to udskæringer ses længere mod øst endnu en udskæring. Denne udskæring modsvares imidlertid ikke, hvilket får mig til at antage, at den er blevet anbragt der ved en fejl. Den er da også blevet fyldt. Vi må regne med, at tårnkammeret har stået i forbindelse med en parodos på muren vest for tårnet. Hvor højt tårnet har været på dette sted er umuligt at sige. Det har været foreslået, at tårnet ligeledes stod i forbindelse med en parodos øst for tårnet, hvilket betyder, at tårnet har skullet have i al fald én etage til fælles med parodos på fæstningsklippen. Det betyder, at tårnet har været mindst 11 m højt afhængig af dets tagkonstruktion. Tagkonstruktionen lader sig imidlertid ikke rekonstruere ud fra fund på stedet. Men konventionelt rekonstrueres taget som et saddeltag med udgangspunkt i de to nichers gavle, som således skulle være modsvaret i tagets konstruktion.

 

En anden af fæstningens velbevarede porte er Nordporten, som er placeret ca. midt på den højere liggende dels nordside.[280] Som nævnt er klippen her meget stejl og det kan synes ejendommeligt at anlægge et portanlæg netop her. Ikke desto mindre er der tale om en port af en vis størrelse med et rampesystem tilknyttet, som har sørget for at adgangsvejen har været farbar om ikke for vogne, så i al fald for heste og gående. Den nederste del af rampen forløber fra NV mod SØ og har en stigning på ca. 20 % eller 23°. Herefter drejer rampen næsten 90° og løber fra NØ mod SV. Den har en stigning på ca. 10% eller 12°.[281]

Den øverste del af rampen er understøttet af en støttemur, som er bygget af meget irregulære stenblokke og klippestykker. Selve porten er placeret i et fremspring i muren, der forholder sig næsten retvinklet til muren, således at rampen det sidste stykke op til porten forløber næsten parallelt med muren.[282] Dermed ligger porten måske nok et ret utilgængeligt, men til gengæld på et kontrolleret sted i murforløbet.

Porten er to m i indvendig bredde og 2.94 m høj.[283] Portens overligger er 2.6 m lang og understøttes i lighed med Havportens overligger af to 40 cm høje konsoller, som rager hhv. 45 og 55 cm ind i portåbningen. Portkammeret er bygget af blokke, som er 50- 58 cm tykke og kan således betragtes som en slags appendix til den meget kraftigere mur ( 2.1 m tyk) vest for porten. Muren Ø for porten er en senere genopbygning.[284] Kammeret er 3.45 m dybt og har sikkert været forsynet med endnu en port.[285]

Portgennemgangen har desuden været en del af en tårnkonstruktion. Øverst i nord- og sydsidens blokke i samme skifte som overliggeren findes en række udskæringer til etageadskillelsens bjælker.[286] Portgennemgangens indre højde til undersiden af disse bjælker har været ca. 3.35 m .[287] Tårnkammeret afsluttes ligeledes oventil af et stokværk, som her dog går i retningen øst-vest.[288] Dette tårnkammers indre højde var 2.61 m .[289] Tårnkammeret var forsynet med i al fald et artillerivindue, som er ca. 75 cm bredt og 95 cm højt og hvis underkant sad ca. en m over gulvet.[290] Dette vindue er forsynet med to ”chases”, hvilket antyder, at der har været tale om skodder, der var hængslet under vinduet.[291] Men ”chases” er her anbragt på en atypisk måde set i forhold til de øvrige artillerivinduer i Siphai. Begge ”chases” sidder nemlig direkte under vinduet i en blok, som er lagt ind i vinduesåbningen, og er altså ikke placeret et stykke fra vinduet. Det er sandsynligt, at førstesalen også har haft et artillerivindue i nordsiden, men det kan ikke bekræftes, da tårnets nordmur kun er delvis bevaret.

Stokværket viser os, at der har været i al fald endnu en etage i tårnet, hvis højde vi kun kan gisne om. Der er imidlertid en ejendommelighed i forbindelse med denne etageadskillelse. Øverst i blokken over førstesalens artillerivindue, som også bærer udskæringerne til etageadskillelsen, ses to ”chases”. De kan ikke have fungeret som ”chases” for et vindue på andensalen, da vinduets underkant  i så fald ville have siddet i gulvhøjde.[292] Jeg har ikke kunnet finde nogen anden forklaring på dette spørgsmål end: 1) der er tale om en genanvendt blok, som har været styrtet ned og er blevet placeret her på et senere tidspunkt, eller 2) Blokken er samtidig med det øvrige byggeri og er blevet anbragt der ved en fejl. Dette emne, som er for specifikt til denne undersøgelse, ville med fordel kunne beskrives ved sammenligninger til andre fæstninger, da vi ikke til fulde kender anvendelsen af skodder og deres virkemåde.

 

Fæstningens øvrige porte, dvs. Brøndporten, Akropolisporten og Østporten, er som nævnt delvist bevarede og vil derfor kun blive ganske overfladisk behandlet her.

Brøndporten er beliggende ca. midt på den højere beliggende syd-vestsides kraftigt skrånende terræn.  Brøndporten har fået sit navn pga. et brøndanlæg, som ligger øst for porten. Porten udgør det eneste forbindelsesled mellem den lavere og den højere beliggende del af det befæstede område. Det kan ikke dokumenteres, at portåbningerne har været forsynet med konsolsten, som det ses ved havporten.[293] Men til gengæld ses en karakteristisk profilering af karmen.[294]

Den næsten fuldstændig ødelagte Akropolisport har formentlig været konstrueret med konsolsten, da man i det byzantinske kapel på stedet kan se en genanvendt konsolsten.[295]

 

 

 

 

Tårne

Ud over de allerede beskrevne tårne i forbindelse med portanlæggene skal jeg

her beskrive det bedst bevarede tårn.

 

Tårn 3:

På fæstningens stejle nordside, godt 20 meter vest for Nordporten, finder vi det tårn, som hos Schwandner[296] benævnes tårn 3.[297] Der er tale om et tårn bygget i isodomiske trapezoide blokke, dog med nogen brug af ”rabetting”, dvs. L-formede blokke. Tårnet springer ca. 3.5 m frem fra muren og er således bygget til at overvåge arealet under muren såvel som muren hen mod Nordporten.

Selve tårnstrukturen består af en massiv underetage, som er 5.5 m høj,[298] så at tårnets underste brugbare etage lå i niveau med murens parodos. Tårnets ydre dimensioner er 6.4 m (øst-vest) x 5.4 m (nord-syd).[299] Tårnets nord- og vest-side er bevaret til og med første etage, dvs. selve tårnkammeret.[300] Den maksimale bevarede højde er 9.6 m målt i forhold til jordniveau på tårnets yderside.[301] Murtykkelsen varierer fra 42 cm til 58 cm .[302] Fra vest havde man via parodos adgang til tårnkammeret ad en 65 cm bred dør, som er konstrueret med simpel overligger og lodrette karme.[303] Parodosmuren er her ca. 37 cm tyk.[304]

På tårnets vestside finder vi også et af de i alt tre artillerivinduer, som tårnet er udstyret med. Vinduets overkant flugter med dørens overligger. Bredden af dette vindue udgør 76 cm . De to øvrige artillerivinduer er placeret i samme skifte i tårnets nordmur og er hhv. 71 og 66 cm brede.[305] Vinduernes højde svarer til to skifter, dvs. ca. 1.1 m . Fra gulvet til vinduernes underside er ligeledes ca. 1.1 m , altså to skifter.[306] Vi må regne med, at tårnets ikke-bevarede østside også har været forsynet med et artillerivindue, da man herfra har et fint udsyn hen mod Nordporten.[307] Alle tre vinduer er forsynet med ”chases”. Disse måler mellem 7 x 8 cm og 13 x 10 cm .[308]

Det er dog interessant, at artillerivinduet i vestsiden kun er udstyret med en ”chase”.[309]

 

Hvor højt tårnet oprindeligt har været, er svært at vide noget sikkert om. Schwandner rekonstruerer to etager, men er ikke eksplicit angående de overvejelser, som fører ham til denne konklusion.[310] De spor, som man i dag ser af et tag, er sekundære iflg. Schwandner.[311] I nordmuren findes i skiftet over artillerivinduerne udhuggede lejer til bjælker, som kan hidrøre fra etage-adskillelsen eller tagkonstruktionen.[312]

Der er i alt 15 lejer, som hver især måler omtrent 13 x 18 cm .[313] I tårnets sydmur ses lignende udhugninger, men disse er placeret et skifte lavere. Da der på tårnets sydside findes en formentlig byzantinsk cisterne, konkluderer Schwandner, at tårnet er blevet ombygget med det formål at lede vand til denne cisterne.

Jeg antager, at denne konklusion hviler på det faktum, at vestmuren er to skifter højere end skiftet med udhugningerne i nordmuren.[314] En anden mulighed kunne være en let skrånende kampplatform (f.eks. i lighed med tårn 25 i Messene).[315] I dette tilfælde ville en sådan platform skråne ca. 7°.[316] De to ekstra skifter på vestmuren, og måske de øvrige mure, kan derved have tjent til beskyttelse af platformen.

 

Derudover skal det nævnes, at et af de øvrige tårne, det såkaldte tårn 4 er forsynet med en udfaldsport.[317] Kun tærskelen er bevaret og er dækket af jord, men fænomenet beskrives hos Schwandner.[318] Tårnet er, i lighed med tårn 3, udstyret med en massiv underetage med fyld af større og mindre sten.[319] Schwandner har under sine undersøgelser konstateret, at underetagen desuden er forsynet med et indvendigt murkryds.[320] At tårnet formentlig har huset artilleri understreges endvidere af fundet af blokke med udhuggede ”chases” nedenfor tårn 4.[321]


 

 

 

 

 

 

Gruppe  2

 

Athensk foranledigede fæstninger og bymure


PHYLE

(38°06´N 23°40´Ø)

 

Beliggenhed

Phyle er beliggende ca. 20 km nordvest for Athen på Parnassosbjergets vidt forgrenede skråning mod sydvest.[322] Landskabet dér er præget af bjergmassivets udløbere, som danner ganske stejle og dybe kløfter, bl.a. Goúras-slugten. Phyle ligger på en af disse udløberes kanter næsten omgivet af kløfter.[323]

En af forbindelsesvejene mellem Athen og Theben gik sandsynligvis her i nær-heden.[324]

Fæstningen er bygget på et plateau i en højde af ca. 649 m .o.h. med meget stejle skrænter mod syd, vest og nordvest.[325] Adgangen til fæstningen sker lettest fra nordøstsiden, hvor en bred ryg fører til den lidt højere beliggende asfalterede vej mod den lille moderne by, Filí, i sydøst. Rundt om fæstningsplateauet ligger flere højere bjergtoppe. Blandt disse er Kassumbi mod sydvest og Mallia Phyli mod nordøst.[326] At fæstningen er lagt på et plateau, der ligger lavere end flere af de omgivende højder, bunder sandsynligvis i det forhold, at forbindelsesvejen gik tæt forbi dette sted. Det øgede således kontrollen med færdslen mellem Boiotien og Attika samtidig med at udsynet over området generelt var godt.

Fra fæstningen har man da også et glimrende overblik over de nærmeste kløfter, dele af dalsystemet under Parnassosbjerget og specielt ind over Athen i retning mod Piræus og Ægina.[327]

 

Klippeplateauet måler ca. 70 x 40 m (V-Ø, N-S).[328] Den vestlige del af plateauet ligger noget højere end den østlige del. Plateauet er befæstet på de tre sider, der vender mod de mindst stejle sider, dvs. mod nord, øst og sydøst, hvor et eventuelt angreb efter al sandsynlighed ville komme fra.[329] Plateauets naturlige forsvar er udnyttet maksimalt, idet fæstningen er lagt på det stejlest tænkelige sted og fæstningen fremstår således som et plateau med dels omgivende støttemur, dels stejle sider. Selve det befæstede areal måler ca. 100 x 40 m . En ganske betydelig del af arealet er dermed opfyldning indenfor støttemurene.[330]

 

 

Murene[331]

Som allerede nævnt er plateauet befæstet med mure på tre sider. Der er ikke spor af ”bedding” og dermed heller ikke af en mur på vest- og sydvestsiden.[332]

De eksisterende mure er bygget i en formentlig lokal, grå kalksten. Blokkene er lagt i en isodomisk kvaderteknik og med en tilsyneladende ret konstant skiftehøjde på ca. 48 cm .[333] Løbernes længde er stærkt varierende og ligger ud fra mine observationer (jeg har ikke kunnet måle alle steder pga. murenes højde) i intervallet mellem 118 og 143 cm . Wrede har iagttaget løberlængder mellem 45 og 250 cm .[334] Blokkene er temmelig dårligt bevarede i overfladen,[335] men er generelt ret fladt rustikerede[336]og synes nogle steder prydet med parallelle, lodrette rækker af spidsmejselslag.[337] Flere steder er der spor af peritaenia.[338] Men det er interessant, at disse peritaenia nogle steder ser ud til at være begrænset til blokkenes nederste kant.[339] Dette kan naturligvis skyldes regnvandserosion. I forbindelse med tårne og porte ser man varierende grader af hjørneaffasning.[340] Jeg har ikke fundet spor af klammer.

 

Der findes binderskifter nederst i murene. Dette kalder Wrede ”halve ortostater”.[341] Disse blokke er ca. 62 cm høje og er iflg. Wrede placeret i samme højde som hovedportens tærskel.[342] Ortostatblokkene ses også i de endnu delvist bevarede nederste skifter af tårn II.[343]  I øvrigt ses bindere spredt i murværket efter et tilsyneladende ikke nærmere bestemt mønster.

Enkelte steder kan man opleve, at klippeknolden behændigt er passet ind i muren: Umiddelbart uden for den sydvestlige port i forbindelse med tårn IV er en ca. en m. høj klippestruktur tilhugget, så den passer ind i murens skifter.[344] Desuden kan man iagttage fænomenet mellem tårn I og tårn II[345] og ligeledes mellem tårn II og tårn IV på ydersiden af fæstningsmuren.[346]

 

Muren er overordnet set en kassemur med fyld af jord og større sten.[347] De nordvestligste 17.85 m af muren mellem tårn I og klippen er ligeledes en kassemur, men med langt mindre fyld og bestående af jord og langt mindre sten.[348] Murtykkelsen er i størstedelen af murforløbet ca. 2.80 m , mens dette nordvestligste afsnit af murforløbet som sagt er betydeligt smallere, ca. 1.4- 1.5 m . Det nordvestlige murafsnit er ca. 5 skifter højt.[349] Wrede forestiller sig, at murafsnittets øverste skifte har været i niveau med de øvrige murafsnits øverste skifte, svarende til parodosniveauet.[350]

Herover rejste brystværnet, som beskyttede parodos, sig. Nogle enkelte blokke står endnu tilbage[351], mens mange flere ligger nedenfor muren. Wrede har målt nogle af disse blokke og konstaterer, at brystningens nederste skifte var ca. 62 cm højt, svarende til ortostat-skiftet nederst i selve muren. Brystværnets tykkelse har været ca. 50 cm , idet de endnu bevarede blokke er 50 cm dybe og modsvarer ret præcist den ”bedding”, som man finder langs parodos.[352] På ydersiden var brystværnet rustikeret i lighed med resten af muren, mens indersiden var glattilhugget.[353] Brystværnet har efter al sandsynlighed været kronet af krenne-leringer, hvis dæksten var trapezformede i snit. En af disse fandt jeg på området.[354] Wrede slutter, at brystværnet må have været ca. 1.45 m højt.[355]

Muren mellem tårn I og tårn II er ca. 37.40 m lang[356] og er bevaret i 12-13 skifters højde (godt 6 meters højde).[357] Den bevarede murs overside har udgjort parodos.[358] Ved denne murs østligste ende lå et rundt tårn, tårn II, som nu er skredet næsten fuldstændigt sammen.[359] Muren mellem tårn II og tårn III er ca. 26 m . lang, målt på ydersiden.[360] I dette murafsnit fandtes hovedporten, som nu ligeledes er skredet sammen.[361] Hvor murforløbene mellem tårn I og II og mellem II og III havde karakter af at være lange lige mure, så ser man mellem tårn III og tårn IV, at muren er brudt op i flere mindre, men dog lige stræk. Dette er naturligvis gjort for at følge klippens konturer og derved drage fordel af den.

 

Af fæstningens porte er kun en egentligt bevaret. Den sammenskredne hovedport giver os kun sparsomme oplysninger at bygge videre på.[362] Men Wrede foretog nogle observationer af de nedstyrtede kvadre, som kan hjælpe os til at forstå portens udseende i hovedtræk.[363] Porten var ca. 2.5 m bred i indvendigt mål.[364] Den indvendige højde anslår Wrede til mindst 4 m ., da der er bevaret otte skifter, hvoraf nogle dog er forstyrrede af senere byggeaktivitet.[365]  Det antages ligeledes, at portens karme skræver indad opefter.[366] Denne konstatering bygger imidlertid på sammenligning med Sydporten, snarere end iagttagelser af selve porten. Wrede bemærker, at de blokke, som udgør portens karme, er lagt efter et bestemt system. Hvor man ser en løber støde op til portåbningen i et skifte, så ser man i samme skifte på den anden side af portåbningen en binder og så fremdeles.

Som nævnt er kun en af fæstningens porte egentlig bevaret. Det er den såkaldte Sydport, som findes umiddelbart øst for tårn IV.[367] Adgangsvejene er så vanskelige og stejle, at man må antage, at der er tale om en udfaldsport.[368] Porten ligger så lavt, at overliggeren er nogenlunde i højde med terrænet inden for muren.[369] Porten er 1.63 m bred forneden og 1.45 m bred foroven.[370] Selve muren er på dette sted 2.85 m tyk. I den østlige karms femte skifte findes et 25 cm dybt og 16 cm bredt hul, som sikkert har tjent til boltning af døren. Porten var afsluttet opadtil med to overliggere, som lå parallelt i murens retning. Den yderste af disse er styrtet ned. Overliggeren ”in situ” er på indersiden 2.77 m lang, 63 cm høj og 50 cm tyk.

 

Tårne

Jeg har allerede kort berørt et par af fæstningens tårne. I Phyle findes i alt fire tårne, benævnt tårn I-IV.[371] Ingen af disse tårne er bevarede over grundniveau, dvs. over fæstningens indersides niveau. Men jeg vil her kort beskrive de karakteristika, som gør sig gældende.

Tårn I er beliggende på fæstningens nordside og markerer overgangen mellem hovedmuren ( 2.8 m tyk) og nordvestmuren (1.4- 1.5 m tyk).[372] Tårnet er rektangulært med den længste side ( 5.5 m ) ud mod terrænet og springer ca. 1.6 m frem fra muren.[373] Hele tårnet måler fra forkant til bagvæg 3.8 m . Tårnet er massivt op til parodos-niveau. Nogle få blokke af overbygningen ligger tilbage, fire i alt.[374] Disse er 0.5 m tykke og det kan derfor betvivles, at de hidrører fra tårnkammerets vægge. Det er ud fra de sparsomme oplysninger man finder på stedet umuligt at sige noget om tårnets højde.

Muren har på indersiden øst for tårnet været forsynet med en trappe, som Wrede undersøgte i 1924.[375] Den er siden dækket til. Trinene var 88 cm brede, 23- 25 cm høje og 32 cm dybe.[376]

 

Tårn II er et rundtårn, der, som tidligere nævnt, er næsten fuldstændigt sammenskredet.[377] Der er tale om et tårn med en anslået diameter af 6- 6.5 meter .[378] Dette tårn var, i lighed med tårn I, massivt op til parodosniveau.[379] Nederst på ydersiden ser man stadig sokkelskiftet, som egentlig består af to skifter, der springer lidt frem. Oven på disse ligger det før omtalte ortostat-skifte. Tårnet er i forbandt med muren.[380] Wrede fandt tre af tårnkammerets blokke in situ og disse var 0.95 m tykke. Øverst har tårnet sandsynligvis været kronet af krenelering.[381]

 

Tårn III, det såkaldte Østtårn, er kvadratisk med sidelængder på 5.5 m .[382] Nordsiden springer 3.45 m frem fra muren,[383] mens sydsiden kun springer 1.15 m frem.[384] Disse mål skal tages med forbehold, da tårnet er præget af udskridning.[385] Men tendensen er klar. Også dette tårn har massiv underetage og tårnkammeret har derfor stået i direkte forbindelse med parodos. På tårnets forside ser man en næsten hel regelmæssig brug af løbere og bindere i et system, hvor et løberskifte (tre stk.) modsvares i det næste skifte af et binderskifte.[386] Samtidig fungerer frontens løberskifter som binderskifter på nord- og syd-siderne.[387] På kortsiden mod syd består løberskifterne af én lang løber.[388] Tårnkammerets indre mål var ca. 3.4 x 3.4 m .[389] Kammerets mure har været ca. en m tykke.[390] Der er siden 1987 sket så voldsomme sammenstyrtninger øverst i tårnet, at øvrige detaljer nu er gået tabt.[391] Tårnet stod i 1987 10.5 m højt over niveauet på fæstningens yderside.[392] Ober forestiller sig, med udgangspunkt i Wredes opfattelse, en oprindelig højde på 16.5 m fordelt på to tårnkamre og en kampplatform.[393] Denne rekonstruktions rigtighed kan naturligvis diskuteres.

Wrede fandt en trappe i forbindelse med tårn III. Den førte fra nordvest op til murens inderside. Den var ca. en m bred og 5.5 m lang med en højde på ca. 3.75 m .

Tårn IV ligger på fæstningens sydside og markerer overgangen fra fæstningsmur til ubefæstet klippekant.[394] Tårnet er desværre meget ødelagt, men en elementær opmåling på stedet kan bekræfte Wredes antagelse om, at tårnets, eller skulle man sige bastionens, mål er ca. 3.9 x mere end 6 m .[395] Af disse 6 m er mere end fem meter fremspring fra muren.

Som nævnt har tårnene og parodos formentlig været kreneleret øverst, men de nærmere detaljer lader sig ikke genskabe præcist.


ELEUSIS

(38º02’N 23º23’Ø)

 

Beliggenhed

Eleusis er beliggende ca. 22 km nordvest for Athen på den anden side af Aegaleos-bjerget.[396] Den antikke by ligger i umiddelbar nærhed af havet, nærmere bestemt Den Eleusinske Bugt, netop der, hvor Den Thriasiske Slette møder havet. Vigtige forbindelsesveje mødes her: Vejen fra Athen over Eleusis til Isthmen og Peloponnes og vejen fra Athen over Kaza-passet til Boiotien og Theben. Det meste af den sydlige ende af sletten går helt ud til havet, men længst mod vest findes en række mindre bakkedrag, som afskærer sletten fra havet. Det østligste af disse er det såkaldte Eleusinske Bjerg. Det er her man finder det antikke Eleusis.[397] Helligdommen er beliggende nedenfor klippe-toppens østside ligesom de bedst bevarede af de mure, der skærmer helligdommen. Mellem denne østlige klippetop og den nærmeste af de vestligere beliggende højdedrag lå den antikke by.

Jeg har valgt at koncentrere mig om de mursystemer, som omgiver helligdommen, da selve byens mure kun er meget dårligt, eller slet ikke bevarede.[398] Der findes dog en indskrift, som fortæller os om byens porte og deres betegnelser.[399]

 

Murene[400]

De mure, som omgiver helligdommen stammer fra forskellige perioder. Det befæstede areal er gradvist blevet udvidet og i det følgende vil jeg beskæftige mig med de murforløb, som menes dateret til det 4. århundrede f.Kr.[401] Tidligere kaldtes det sydøstligste hjørne af fæstningsmuren ”Lykourgs mur”, men meget tyder på en opførelsesdato mellem 370 og 360.[402]

Muren består af:[403]

1) en murstrækning, som er nordvest-sydøst-orienteret, mellem tårn K6 og tårn K7og

2) en murstrækning mellem tårn K7og tårn I12, som er sydvest-nordøst-orienteret. Begge murforløb er godt 32 meter lange.[404]

I forbindelse med tårn K6 findes den såkaldte Sydport. Øst for denne fortsætter muren yderligere knap 30 m , hvor den støder til Peisistratide-muren.[405] Fra dette punkt går muren ca. 20 meter mod nordøst, drejer mod nord og løber mellem helligdommen og det Eleusinske-bjerg til dettes kant, i alt ca. 80 meter . De sidste ca. 100 meter er muren kun ca. 85 cm tyk, da den her fungerer som temenos-mur og ikke har nogen forsvarsmæssig betydning.[406]

Der er for begge murdeles vedkommende tale om en isodomisk kvaderstensmur. Muren er konstrueret i to forskellige materialer. De nederste skifter, som udgør en slags sokkel, består af en blålig, formentlig lokal,[407] kalksten.[408] Skiftehøjden er 43- 49.5 cm . Mellem tårn K7 og K6 stiger antallet af disse skifter, således at der findes otte af dem nærmest tårn K6.[409] Det skyldes formentlig den skrånende klippe, som muren er lagt på. De øvrige syv bevarede skifter er hugget af en blødere gul poros-agtig sten, og har skiftehøjder på 46- 47 cm ..[410] Overbygning-ens løbere er alle 1.30- 1.31 m lange. Binderne er 64.5- 69.5 cm brede. Murtykkelsen er ca. 2.55 m [411] og den bevarede højde ca. 7.5 m .[412]

Soklens og selve murens kvadre står ikke i et egentligt forhold til hinanden i form af fugekonkordans eller på anden vis.[413] På grund af de to forskellige materialer er bevaringstilstanden noget uens. Man bemærker, at poroskvadrene er voldsomt forvitrede nogle steder.[414] Men hvor muren har været dækket af jord indtil udgravningen, ser man poroskvadenes overflade ganske godt.[415] Man kan se, at poroskvadrene er helt glathuggede. Soklens kvadre er til gengæld meget godt bevarede og afslører meget sirligt udførte rækker af lodrette spidsmejselslag.[416]

Sydporten er som nævnt beskyttet af tårn K6, som er bygget helt op til porten.[417] Selve portåbningen er forstyrret af en ombygning, formentlig i hellenistisk tid.[418] Den oprindelige portbredde er 3.97 m .[419] Selve portens dybde, som svarer til murtykkelsen, andrager 2.84 m .[420] Fra portens indre fører en lille trappe, 1.3 m bred, op i et nu ødelagt tårnkammer. Trappen er anbragt vinkelret på portåbning-en.[421] Tre trin oppe findes et lille repos, og herfra drejer trappeforløbet, så det nu er parallelt med porten. Portens karme er lodrette.

Tårne

Til dette murforløb hører som allerede nævnt to tårne. K6, som ligger umiddel-bart syd for porten og K7, som markerer fæstningsmurens sydøstligste hjørne.

Tårn K6 er bevaret til en højde af ca. fire m målt ved dets sydøstre hjørne og 1.6 m ved dets sydvestre hjørne.[422] Tårnet er rektangulært med sidelængder på hhv. 6.58 m (NV-SØ, målt mellem skifte fire og fem fra neden) og 5.40 m (NØ-SV, målt ved foden af tårnet).[423] De nederste otte skifter af tårnet består af sokkelsten af blålig kalksten med rækker af lodrette spidsmejselslag.[424] Herefter følger nogle enkelte bevarede poros-skifter med flade fronter. Skiftehøjden ligger mellem 46 og 48 cm og løberne er 1.35- 1.36 m lange.

Tårn K7 er et rundt tårn og er 9.7 m i diameter i det øverste bevarede skifte.[425] Nederst står tårnet på dels et fundamentskifte, som er 32 cm højt, dels fire sokkelskifter af blålig kalksten, som skifte for skifte sættes 5.5- 6 cm tilbage, så der opstår tre ”krepis”-trin.[426] Hvert af de fire skifter er 44.3- 46.5 cm højt og fronten er forsynet med lodrette rækker af spidsmejselslag, indtil to cm dybe.[427] Over soklen følger fire til fem bevarede skifter af poros-kvadre. Det nederste af disse har en højde på 47 cm . Den bevarede højde af poroskifterne er 2.22 m .[428] Poros-overbygningen består af løbere og bindere arrangeret i hver sit skifte. Umiddelbart efter de fire sokkelskifter følger et binderskifte, så et løberskifte, derpå binderskifte, løberskifte og endelig binderskifte. Binderskifterne er i forbandt med hovedmuren. Binderne er mellem 64.3 og 66 cm brede.[429] Løberne er mellem 1.235 og 1.325 m lange.[430] Binderne i øverste skifte er ca. 1.2 m lange (ind mod tårnets kerne).

 

Det er ikke muligt, at foretage en kvalificeret rekonstruktion af tårnenes overbygning på grundlag af det bevarede materiale.


PIRÆUS

(37º56’N 23º42’Ø)

 

Beliggenhed

I denne undersøgelse har jeg begrænset mig til at undersøge befæstningen af Akte-halvøen. Denne halvøs kystlinie går fra Kantharos-havnen i nordvest til Zea-havnen i sydøst.[431] Selve kysten består af klippeskær, som går direkte ud i havet.[432] Fæstningsmuren er bevaret i flere afsnit fra selve indsejlingen til Kantharos-havnen til indsejlingen til Zea-havnen. Selve muren ligger intetsteds mere end ca. 50 meter fra den nuværende vandlinie.[433] Det første lange stykke af muren i nordvest er desværre utilgængelig, idet området nu optages af én af forsvarets søfartsskoler. På den sydlige side af dette militærområde findes en lille bugt og fra dennes sydside kan murforløbet følges uhindret frem til Akte-halvøens sydøstside.[434] Her forsvinder de fleste spor af muren med undtagelse af nogle få og korte murstrækninger. Jeg har derfor koncentreret mig om det længste sammenhængende murstykke på halvøens sydvestside. Der er ikke skrevet meget om murene langs Akte-halvøens kyst, hvorfor det følgende vil have karakter af en meget foreløbig undersøgelse.

 

Muren anses for at være den mur, som Konon lod bygge efter sejren ved Knidos i 394 f .Kr. for Storkongens bidrag.[435] Dog er det blevet foreslået, at de øverste skifter stammer fra en reparation i 337/36 f.Kr.[436]

 

Murene [437]

Muren er bygget af kalkstenskvadre og er lagt på en ”bedding” i grundklip-pen.[438] Men hvor terrænet forhindrer en vandret mur findes en grovere grundmur, som er to til tre skifter høj, hver især 45 til 50 cm . Enkelte steder i denne grundmur ser man brug af L-formede blokke eller ”rabetting”.[439] Teknikken er imidlertid ikke anvendt i selve murforløbet.

Ud fra det givne materiale synes selve muren at have været nogenlunde isodo-misk, idet jeg overalt har registreret en skiftehøjde på 34- 45 cm . Løberlængden ligger mellem en og 2.2 m og muren består næsten udelukkende af løbere.[440] Blokkenes dybde er omkring 60 cm .[441]

Et enkelt sted synes muren at have været særdeles tyk.[442] Men iagttagelsen kan forklares.[443] Muren bestod her tilsyneladende af en indermur (kassemur), som er bevaret, og en enkeltstensmur et stykke foran den. Det er i al fald sådan man må tolke de spor af ”beddingen”, som findes på stedet.[444] Den bevarede mur er 1.87 m tyk, bestående af to murfacader, som er hhv. 60 og 67 cm tykke, med jordfyld imellem.[445] Over et stykke af muren optages 1.22 m af murtykkelsen af en trappe med 30- 34 cm dybe trin.

”Beddingens” yderkant ligger ca. 2.2 m foran ”indermuren”. Den udhuggede ”bedding” er 83- 77 cm bred.[446] Det betyder, at murtykkelsen mellem trappen og ”beddingens” yderside følgelig har været 2.89 m . Trappens funktion afsløres, hvis man studerer klippeoverfladen uden for muren. I umiddelbar nærhed, et lille stykke nord for trappen, findes nemlig spor af ”bedding” til et tårn eller en bastion.[447] Denne kombination af en mur med inkorporeret trappe i forbindelse med et tårn skal vi se flere steder i det følgende.

 

Tårne

Med mellemrum på 50- 60 meter afbrydes murforløbet af disse bastioner eller tårne, som springer 4.77- 5.76 m frem fra muren.[448] Bevaringstilstanden, ofte kun nogle få skifter højt og delvist overhældt med beton, lader mig ikke afgøre, om der er tale om bastioner eller tårne.[449] I forbindelse med tårnene øges murbred-den til maksimalt 4.30 m .[450] Det skyldes, som nævnt ovenfor, trappeanlæg, som er inkorporeret i muren. Disse forløber parallelt med muren, som således bliver bredere. Tårnene består i lighed med selve muren af kalkstenskvadre.[451] Blokkene er kraftigt rustikerede og med markant hjørneaffasning. Jeg har fundet skiftehøjder mellem 41 og 51 cm , dog måler det nederste skifte mellem 60 og 67 cm . Tårnenes løbere har jeg fundet ligger i intervallet 1.1- 2.62 m . Det ser ud til at, tårnene udelukkende er bygget af løbere og desuden er i forbandt med muren.

 

Jeg vil i det følgende kort gennemgå tre tårne, som jeg har opmålt og tegnet.

 

Det første tårn,[452] som er tilgængeligt syd for det militære område, på Akti Themistokleous måler 6.3 m over fronten.[453] Fremspringet fra muren er hhv. 4.77 og 4.8 m . Tårnet er meget ødelagt og kun tre skifter står tilbage på nordsiden. De er fra neden 45, 41 og 49 cm høje. Den korteste løber er 1.2 m lang og den længste er 2.62 m . Muren er 4.30 m tyk umiddelbart nord for tårnet og 4.2 m tyk lige syd for tårnet. Ca. 10 m sydligere er denne murtykkelse indskrænket til 3.20 m , formentlig pga.den indbyggede trappe, som må have ført op til tårnet. Hvis en sådan findes, er den nu helt dækket af nyere beton ligesom tårnets overside.

 

Det næste tårn som jeg har opmålt, ligger længere mod syd ad den moderne kystvej, Akti Themistokleous.[454] Det måler 6.17 m over fronten og springer hhv. 5.54 m (nordsiden) og 5.61 m (sydsiden) frem fra muren.[455] Tårnets nederste skifte er 67 cm højt målt ved det nordvestlige hjørne. De følgende skifter er mellem 44 og 51 cm høje.[456] Frontens løbere er 1.1- 1.55 m lange.

Den bagvedliggende mur er mod nord 3.08 m tyk og mod syd er murtykkelsen øget til 4.30 m . Denne sydlige del af muren støder til tårnet i en vinkel af 73º.[457] I forbindelse med dette tårn er trappen bevaret. Selve trappen er 1.24 m bred og de tre øverste trin er 33, 27 og 30 cm dybe. Den resterende del af muren mellem trappen og murens yderside er således 3.15 m tyk. Her er skifterne 34- 47 cm høje. Fra trappens øverste trin hen til tårnets sydside er 7.9 m .

4.24 m nord for hjørnet mellem muren og tårnet findes en mindre port, formentlig en udfaldsport.[458] Dennes bredde er 1.46 m . Nord for porten er muren 3.07 m tyk svarende til sydsidens murtykkelse på 3.08 m .

 

Det tredje og sidste tårn, som jeg har undersøgt er et hjørnetårn ved den sydligste af de to bugter syd for det militære område.[459] Der er tale om et fremskudt hjørnetårn, hvis tre sider måler hhv. 5.58 m (nordsiden), 6.31 m (vestsiden) og 5.76 m (sydsiden).[460] Mod øst har tårnet en kort side ind mod muren, som drejer 90º. Denne side måler 1.22 m . Tårnets nederste skifte måler ved nordvesthjørnet 60 cm . De følgende skifter er 46 til 48 cm høje. Vest-frontens løbere er mellem 1.20 og 1.27 m lange. Tårnet er i forbandt med muren.

Selve muren er mod nord 3.1 m tyk. I denne mur findes 4.09 m nord for tårnet endnu en udfaldsport, som er 1.45 m bred. Muren på den modsatte side er porten er 3.11 m tyk. På murens inderside er der 4.94 m hen til det vinkelrette hjørne. Muren på den anden side af hjørnet, øst for tårnet, er 4.35 m tyk.[461]

Knap otte m fra det indre hjørne findes i østlig retning en trappe, som er integreret i muren.[462] Trappen er 1.28 m bred og de to øverste trin er 26 cm dybe. Muren mellem trappen og ydersiden er 3.16 m tyk.

 

Man kan konstatere på det fremlagte grundlag, at muren har en høj grad af enhedspræg og vidner om samlet planlægning og udførelse. Udfaldsportenes bredde og afstand fra tårnet er næsten ens ligesom tårnenes grundmål, trappernes dimensioner og murtykkelsen.


CASESTUDY

 

Fæstningen ved Eleutherai

 


ELEUTHERAI

(39°35´N 22°21´Ø)

 

Beliggenhed

Eleutherai,[463] også kaldet Gyphtokastro (egl. ”Sigøjnerborgen”), er beliggende ved hovedvej A962 mellem Eleusis og Theben. Netop der hvor højsletten ender og Kaza-passet begynder, ligger en lille befæstet bjergtop,[464] ca. 500 m .o.h. Kaza-passet, som har en sydøstlig-nordvestlig akse, er den korteste og mest direkte vej over Kithairon-bjergkæden og for at komme ind i passet sydfra tvinges man til at komme tæt forbi bjerget. Strategisk set kunne bjerget ikke have en gunstigere placering og er altså et helt ideelt sted at bygge en fæstning til kontrol af trafikken over sletten og gennem passet.[465] Den strategiske betydning bliver ikke mindre af at grænsen mellem Attika og Boiotien lå her et endnu ikke helt defineret sted. Herom mere senere.

Bjerget har ret stejle sider undtagen mod nordvest, hvor passet befinder sig. Det er muligt at gå ret ubesværet til toppen ad en saddelagtig ryg fra Kithairon-bjergets sydøstligste fremspring.[466] Toppen består af en ret flad nordlig del og en jævnt skrånende sydlig del, som afsluttes brat af næsten lodrette klippesider. Plateauet måler ca. 100 m (N-S) x 300 m (Ø-V).

Plateauet er befæstet på alle sider. Nordsiden er dog den langt bedst bevarede,[467] mens det over strækninger på specielt sydsiden kan være svært at følge murforløbet. På de bevarede steder følger muren konsekvent klippekanten og udnytter derved de naturskabte forsvarsmuligheder. På nordsiden, som er den lettest tilgængelige og derfor taktisk set mest udsatte, er afstanden mellem tårnene kortere end på de øvrige, vanskeligere tilgængelige strækninger. Jeg har i det følgende nummereret tårnene fra 1-7 startende ved fæstningens NV-hjørne.

 

Murene [468]

Der er tale om en fæstning bygget i grå, formentlig lokal, kalksten forarbejdet som fortrinsvis trapezoide blokke lagt i pseudoisodomiske skifter. Der er dog også kortere strækninger af muren, som er bygget i hvad jeg vil kalde egentlige kvadre[469], mens andre strækninger fremviser deciderede polygonale træk.[470] Jeg har ikke kunnet konstatere nogle bindere i murene, så der er altså tale om en kassemur, hvis fyld består af jord og større og mindre sten.[471] De blokke jeg har registreret måler mellem 90 og 154 cm i længden og mellem 27 og 45 cm i højden. På mange af blokkene ser man lodrette rækker af spidsmejselslag ved siden af hinanden.[472] Jeg har målt murtykkelsen til at være mellem 1.94 og 3.37 m . De fleste steder på nordsiden er muren på indersiden bevaret i en højde af fem til syv skifter svarende til to til fire meter.[473] På lange strækninger svarer den bevarede højde til parodos-niveauet ( 3.9 m ),[474] således at det endnu i dag er muligt at gå på parodos fra tårn til tårn.[475] Parodos har været beskyttet af et 2.3 m højt brystværn, som bestod af to skifter (=160 cm) med en tykkelse på 42 cm .[476] Disse mål stammer fra den eneste bevarede del ved østsiden af tårn 7.[477] Brystværnet har foroven været afsluttet af en trapezformet (set i snit) dæksten hvoraf én findes in situ ved tårn 7. Om brystværnet har været kreneleret er ikke til at afgøre ud fra det bevarede stykke.[478] Murens samlede højde har på ydersiden været 6.04 m .[479]

Den bevarede nordlige murstrækning har to udfaldsporte. Den ene findes umid-delbart øst for tårn 2 og er 130 cm bred og 202 cm dyb.[480] Portens overliggere er ikke bevarede in situ, og det er derfor umuligt at fastslå portens højde præcist. Den anden port findes i umiddelbar tilknytning til tårn 3 på dettes østside.[481] Porten er 116 cm bred og 194 cm dyb. Det var ikke muligt for mig at måle højden. Porten har fire overliggere i dybden og karmene er svagt skrånende indad mod toppen.

Fæstningen har desuden en større port på den dårligere bevarede vestside.[482] Der er nok ikke tale om en egentlig dobbeltport, men snarere en port med indre og næsten kvadratisk portgård Af den yderste nordligste port er kun den østligste karm bevaret til en højde af 2.58 m . Karmen er ganske veltilhugget og de enkelte dele er nøje sammenføjet. Af den inderste ”port” er der ikke bevaret nogle spor af en karm og jeg anser det for sandsynligt, at der blot er tale om en indskrænkning af portgårdens bredde ved hjælp af et par fremskudte anter.

På fæstningens sydside findes endnu en port. Porten er beliggende i et kraftigt kuperet terræn.[483] Det har haft betydning for bevaringstilstanden, da muren omkring er skredet voldsomt sammen. Selve porten er næsten direkte øst-vest orienteret.[484] Foran porten dannes en mindre portgård af to kraftige bastioner, der fører videre over i selve bymursfoløbet.[485] Den sydlige af disse fungerer tillige som støttemur for selve portgården.[486] Af selve portåbningen er kun den nordlige karm bevaret.[487] Den er til gengæld bevaret i fuld højde og øverst ses en profileret konsol, som har båret overliggeren. Selve konsollen er sammensat af to blokke, der har forskudt sig lidt. Den nederste af de to konsolsten ser ud til at skulle have flugtet med portens karm. Omtrent en tredjedel oppe på blokkens kortside springer selve profilen frem af blokken og går omtrent lodret opad. Her fører den øverste af de to blokke profilen videre. Umiddelbart ovenfor sammen-føjningen begynder den konkave del af profilen. Herfra fortsætter profilen næsten vandret ind mod portåbningen. Et stykke inde i portåbningen bliver profilen konveks. Den øverste tredjedel af konsollen går lodret op mod den nu tabte overligger.

 

Tårnene

På nordsiden findes syv tårne, hvoraf tårnene 2-7 alle er ret godt bevarede.[488]   Tårn 1 er skredet sammen og ligger ned ad bjergsiden. Fæstningens øvrige tårne, dvs. sydsidens tårne, er for dårligt bevarede til at jeg vil inddrage dem i min beskrivelse, men deres grundmål ser ud til at være nogenlunde overens-stemmende med de her beskrevne. Også tårnene er bygget i den lokale grå kalksten i form af store, ret regulære, isodomiske, svagt trapezoide blokke.[489] Også disse blokke har flere steder rækker af spidsmejselslag.[490] De bevarede tårne er næsten kvadratiske i grundmål med sidelængder på omtrent seks m[491]  (tårn 7: 5.8 x 6.0 m [492] , tårn 6: 5.65 x 6.25 m [493] ). Tårnenes bevarede højde er omkring syv m, og den anslåede oprindelige højde er ca. 10 m .[494] Tårnene er, så vidt jeg kan bedømme, alle med undtagelse af tårn 2 i forbandt med muren. Tårnene springer på ydersiden 2.40 m frem fra muren og 1.12 m på indersiden af muren.[495]

Tårn 3, 4 og 5 har et tårnkammer i den nederste etage, som er forsynet med en dør ind mod fæstningens indre.[496] Tårn 2, 6 og 7 alle har en massiv underetage.[497] Som eksempel er porten til tårn 3 indvendigt 96 cm bred og 89 cm dyb.[498] I det indre af tårn 5 ses endnu spor af den konstruktion, der blev anvendt til etageadskillelsen.[499] Det nederste tårnkammers mur er dobbeltmuret med meget lidt fyld imellem, mens tårnets mure fra førstesalen og opefter er enkelmurede. Den derved fremkomne gesims blev anvendt som leje for det stokværk, der har tjent som loft/gulv.

Tårn 3-7 har direkte adgang til parodos ad en dør i hver side af tårnets førstesal.[500] Det er straks sværere at sige om det samme er tilfældet med tårn 2. Der er for mig at se ganske enkelt for lidt bevaret til at kunne sige noget endegyldigt om det, men jeg antager det for højst sandsynligt.[501]

På vestsiden af tårn 3, 5 og 6 ses rester af trapper, som førte op til parodos og tårnets dør.[502]

Tårn 3-7 er udstyret med skydeskår på førstesalen.[503] Tårn 2 må også have haft skydeskår, men førstesalens ydermure er ikke bevarede[504] og jeg har ikke kunnet finde blokke nedenfor tårnet, der entydigt har kunnet bevise det. Tårn 3, 4 og 7 har skydeskår på alle tre ydersider. Østsiden på tårn 5 og 6 er skredet sammen og et skydeskår kan ikke dokumenteres.[505] Tårn 5 har skydeskår på nord- og vestsiden, tårn 6 har et skydeskår på nordsiden, men ikke på vestsiden, hvilket skyldes, at murforløbet knækker umiddelbart vest for tårnet, så et skydeskår ville være stort set uden betydning.[506] Skydeskårenes mål har jeg målt til at variere fra 52 til 73 cm i indvendig bredde, fra 50 til 63 cm i indvendig højde, fra otte til 24 cm i udvendig bredde og fra 56 til 60 cm i dybden.

Andensalen kan bedst dokumenteres i tårn 7.[507] Som allerede beskrevet har tårn 7 massiv underetage og den kraftige murtykkelse ( 60 cm )[508] slutter først efter førstesals højde, hvorefter murtykkelsen formindskes til 40 cm [509] og etage-adskillelsen har hvilet på denne 20 cm brede gesims. Der skal være tre huller (26 x 27 x 20 cm ) til loftsbjælker øverst i nordsidens femte skifte over parodos-niveauet,[510] men det har ikke været muligt for mig at tage vellykkede billeder af disse. Det østligste af disse bjælkehuller er placeret længere fra den centrale bjælke end den vestlige og derfor kan man med rette antage, at adgangen til andensalen er sket gennem en lem i loftet i denne side af tårnet.[511] Af andensalen står kun tre blokke tilbage in situ, én på vestsiden og to på nordsiden.[512]

Den østligste af nordsidens to blokke har øverst to næsten kvadratiske, gennem-gående false (8 x 10 cm ) med 85 cm imellem,[513] som må have været lejer for  mindre bjælker med fastgjorte hængsler på ydersiden (”chases”). Disse hængsler har formentlig båret skodder, der kunne beskytte et mindre artilleri-vindue. Da disse huller sidder øverst i en blok, må der have været endnu en blok, en karm, over blokken inden selve vinduet. Artilleri-vinduet har haft en omtrentlig bredde på ca. 85 cm .[514] På grundlag af en nedfalden blok og Wredes fotos rekonstruerer Ober endnu et artilleri-vindue på nordsiden og fører teorien videre til at omfatte to vinduer på hver af vest-, nord- og østsiderne.[515] Ydermere foreslår Ober, at skodderne har været hængslet forneden. I modsætning til mange andre vil jeg mene, at det er umuligt at sige hvor mange vinduer der har været og hvordan skodderne har været hængslede. Sporene er få, og at sandsynliggøre det ene frem for det andet fører i mine øjne for vidt.

Jeg er til gengæld helt enig med Ober[516] i, at fæstningens tårne nok ikke kan have været mere end tre etager høje. Murenes tykkelse i anden sals højde har været for spinkel til at det er realistisk at antage endnu en etage eller en kamp-platform. Derfor må det være rimeligt at antage, at tårnene har haft en lettere tagkonstruktion, måske et saddeltag.


 

ANALYSE

 

I dette kapitel vil jeg søge at samle de mange tråde, som er blevet lagt ud i de foregående afsnit.

 

Søger man at forstå fæstningen i Eleutherai til bunds, kræver det et samspil mellem en række discipliner. Hovedvægten i denne fremstilling ligger på en sammenlignende analyse af de seks lokaliteter i kataloget og min ”casestudy” Eleutherai.

 

I forlængelse af analysen diskuterer jeg resultaterne af kataloget, og jeg vil desuden perspektivere ved at inddrage forskellige andre aspekter til belysning af problemformuleringen, primært historiske kilder på baggrund af afsnittet om ”Det 4. århundredes historie” (se side 10) og ”Våbenudviklingen i det 4. århund-rede” (se side 12). For hvad fortæller de skriftlige kilder os om Eleutherais tilhørsforhold og hvorledes passer disse sammen med Thebens hhv. Athens historie?

Et sådan perspektiv er som sagt også spørgsmålet om våbenudviklingen i det 4. århundrede. Kan tårnenes struktur fortælle os noget om hvilke våben, de var bygget til at huse og til at modstå?

Det samme gælder de få publicerede arkæologiske overfladefund fra Eleutherai. Kan de på nogen måde give os fingerpeg om opførelsestidspunktet og den polis, som opførte Eleutherai?

Endelig diskuterer jeg den strategiske situation i grænseregionen mellem Attika og Boiotien, fordi også den spiller en vigtig rolle for problematikken.

 


Strukturelle træk i hhv. Attika og Boiotien

For at anskueliggøre kataloget har jeg samlet resultaterne i en oversigt. Det typologiske skema kan ses i bilag tre.

 

Aigosthena

1. B/C/D

a/a

ab/ac/ad

 

2. B

b

(aa)/ab

 

3. B

a

-

Messene

1. C/D

c/a

ab/ac/ad

 

2. B

b

(aa)/ab

 

3. B

a

-

Siphai

1. C/D

c/a

ab/ac

 

2. B

b

ab

 

3. B

b

-

Phyle

1. D

b

ab

 

2. B

(b)

aa/ab

 

3. B

a

-

Eleusis

1. D

d

ab

 

2. B

a

ab

 

3. A

-

-

Piræus

1. D

b

-

 

2. B

b

(aa)

 

3.(A)?

-

-

Eleutherai

1. B/C

b

ab/ac

 

2. B

b

ab

 

3. B

b

-

 

Skema 1

Typologi over murværkets stil (1), overfladebehandling (2) og portenes udseende (3)

 

Kaster man et blik på første kolonne, dvs. i et tværsnit over undersøgelsen, vil man kunne konstatere, at der i de overordnede træk, dvs. angående murtype, overfladebehandling og portenes udseende, tegner sig to grupper.

 

I den ene gruppe (Aigosthena, Messene, Siphai) benyttes den trapezoide teknik mht. murværkets stil, jf. kat. 1 (i forkortet form ”C”). Der er eksempler på andre stilarter i murværket, men den trapezoide stil er fællesnævner for dem alle tre.

For overfladebehandlingens vedkommende er det et gennemgående træk at blokkene er rustikerede, jf. kat. 2 (i forkortet form ”B”).

Ser vi, jf. kat. 3, på portenes udførelse har de alle skrævende karme (i forkortet form ”B”).

Der er dermed et overvejende ensartet udseende for disse tre lokaliteter, om end der er afvigelser.

 

I den anden gruppe (Phyle, Eleusis, Piræus) benyttes udelukkende kvaderteknik (i forkortet form ”D”) med rustikering (i forkortet form ”B”).

Denne gruppe er dog ikke entydig angående undersøgelsens sidste kategori i første kolonne, nemlig portene. Dette skyldes primært de dårligt bevarede porte i Piræus, og at den eneste port jeg har kunnet måle i Phyle, er en udfaldsport.

 

Går vi videre til kolonne to, må jeg konstatere, at der ikke ser ud til at være samme systematik når man ser på murværkets stil, hhv. irregulært, pseudoisodo-misk eller isodomisk (i forkortet form hhv. ”a”, ”b” eller ”c”).

Det samme gælder rustikeringens karakter (i forkortet form ”a”, ”b”), og de to mulige typer overliggere (i forkortet form hhv. ”a”, ”b”). Dog vil jeg bemærke, at de to eneste steder, hvor der er konstateret overligger med konsol, er i Siphai og Eleutherai.

 

For kolonne tres vedkommende tegner der sig til gengæld flere karakteristiske mønstre, nemlig at de L-formede blokke er anvendt i såvel Aigosthena, Messene, Siphai og Eleutherai (i forkortet form hhv. ”ac”).

Desuden skal det påpeges, at de lodrette rækker af spidsmejselslag (i forkortet form ”ab”) er positivt tilstede i Aigosthena, Messene, Siphai, Phyle, Eleusis og Eleutherai.

 

Alt i alt viser skema 1 flere interessante træk. For det første er den trapezoide teknik kun konstateret i dette materiale for Boiotien og Eleutherais vedkom-mende. For det andet er der kun konstateret overligger med konsol i Siphai og Eleutherai. For det tredje ser ”rabetting-teknikken” ud til kun at forekomme i den boiotiske gruppe og i Eleuterai.

En sidste væsentlig pointe er de lodrette rækker af spidsmejselslag, som forekommer på alle lokaliteter med undtagelse af Piræus.

 

 

Strukturelle træk i Eleutherai

Som jeg netop har påvist i ovenstående analyse, er der flere punkter hvorpå Eleutherai ligner den boiotiske gruppe af fæstninger. Det gælder den trapezoide murstil, de skrævende karme, den konsolbårne overligger og de L-formede blokke.

 

I det følgende vil jeg beskæftige mig mere indgående med to af Elutherais karakteristika, de lodrette rækker af spidsmejselslag og den konsolbårne overligger. Grunden til at jeg fremhæver netop de to er, at forskningen har taget begge disse til indtægt for Eleutherais tilhørsforhold til Boiotien.[517]

 

Først: De lodrette rækker af spidsmejselslag på blokkenes front. McKesson Camp fremhæver Eleutherai,[518] Siphai,[519] Messene,[520] og Thisbe[521] som beslægtede på dette grundlag. På baggrund af mine egne undersøgelser vil jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved denne konklusion. Jeg mener ikke, at man på det nuværende grundlag kan tolke de lodrette rækker af spidsmejselslag så entydigt. Jeg har tværtimod i katalogdelen påvist det samme fænomen i Eleusis, og jeg kan desuden henvise til de lidt senere dele af Sounions mure.[522] Begge er sikre attiske fæstningsanlæg. Eneste forskel er udførelsens nøjagtig-hed. Hvor spidsmejselslagene i Eleutherai dog kan synes noget tilfældige, er der tilsyneladende tale om et mere bevidst ornament i Eleusis og Sounion.

 

Jeg mener dermed, at der i nogle tilfælde er større lighed mellem udførelsen i Messene, Thisbe, Sounion og Eleusis, som er lokaliteter, der ligger i hhv. Boiotien og Attika.[523] Det tyder altså ikke på et regionalt, boiotisk karakteristi-kum, sådan som McKesson Camp foreslår: ”…the vertical scoring of the individual blocks all find close parallels at Thisbe, and Siphai in southwest Boiotia or at Messene, founded by the Thebans after Leuktra; they cannot be paralleled in Attika (sic). [524]

Min undersøgelse kan ikke som sådan bekræfte McKesson Camps udsagn om et boiotisk fællestræk. Jeg vil snarere stille spørgsmålstegn ved fænomenet som regionalt karakteristikum.

 

Dernæst: Portenes udseende. Vi har i Eleutherai såvel som Siphai set den karakteristiske konsol, som bærer overliggeren.[525] Der er tale om en konsolsten, hvis profil fører fra konkav over i konveks og går lodret op mod overliggeren over den sidste tredjedel af blokkens højde. Dette er ligeledes blevet anvendt i debatten som et argument for Eleutherais tilhørsforhold til den boiotiske sphære.[526] Ifølge en større monografi om kragstensporte findes disse konsol-bårne overliggere kun bevaret på det græske område i Siphai og Eleutherai.[527]

 

Men her er der tale om et argument ”ex silentio”. Vi har ikke tilstrækkelig mange porte fra det attiske område bevaret til at kunne hævde, at den konsolbårne overligger ikke kunne findes i det attiske område. Selvom en sådan port ikke er bevaret, så kan det ikke udelukkes, at typen blev anvendt i Attika. Jeg skal rimeligvis gøre opmærksom på, at jeg har gennemgået litteraturen ganske nøje og ikke konstateret omtale af nedfaldne konsolsten heller.

Uanset: Vi kan under alle omstændigheder ikke lade den konsolbårne overligger tale for en direkte sammenhæng mellem Attika og Eleutherai. Derimod kan der være en direkte sammenhæng mellem Eleutherai og Siphai og dermed forment-lig mellem Eleutherai og Boiotien. Men om materialet er stort nok til at etablere en egentlig type, som kendetegner Boiotien, kan diskuteres.[528]

 

Delkonklusion

Det samlede resultat af den strukturelle analyse tyder på en positiv sammenhæng mellem Eleutherai og Boiotien. Det er dels pga. den trapezoide murværksstil, dels ”rabetting-teknikken”, og sluttelig på grundlag af den konsolbårne over-ligger som ledemotiv.

Til gengæld kan de lodrette rækker af spidsmejselslag på blokkenes front ikke karakteriseres som et boiotisk fællestræk. Og derfor kan denne observation heller ikke anvendes i diskussionen om Eleutherais tilhørsforhold til enten den attiske eller den boiotiske sfære.

 

Jeg vil nu gå over til at perspektivere delkonklusionen af de foreløbige iagtagelser fra katalogdelen.

 

Historie

Samtlige historiske kilder – fra Herodot til Strabon – tyder på, at Eleutherai har haft skiftende tilhørsforhold.[529]

 

6. århundrede

Hvis vi ser kronologisk på Eleutherai, så er stedet nok oprindeligt boiotisk, men kom formentlig til at høre under Attika fra ca. 500 f .Kr.

Vores tidligste reference er Herodot, somfortæller, at Plataiai underlagde sig Athen og at Athen derved udvidede sit område mod NØ.[530] Det kan betyde, at Eleutherai ved denne begivenhed også kom til at ligge på attisk område, da Eleutherai ligger mellem Plataiai og Athen.

Endnu en ledetråd kan måske findes hos den noget senere Pausanias, som beretter om Dionysos Eleutherios-kultens introduktion i Athen – et faktum, som kan antyde athensk besiddelse af Eleutherai.[531] Pausanias fortæller desuden, at byen først var boiotisk, men siden kom til at høre til Athen, som et resultat af Eleutherais eget ønske om at blive associeret med Athen frem for Theben. Derved blev Kithairon-bjergene grænsen mellem Attika og Boiotien.[532] Dette skift skulle være sket i anden halvdel af det 6. århundrede.[533]

 

 

 

5. århundrede

5. århundredes sparsomme kilder er delte. På den ene side har vi en indskrift, en athensk tabsliste, som opregner en Semachides fra Eleutherai.[534] Det fortæller os, at en mand fra Eleutherai er død i kamp for Athen. Det behøver naturligvis ikke at betyde, at Eleutherai var på athenske hænder, for denne Semachides kan have været metøk i Athen. Kilden kan måske dateres til 440’erne.[535] 

På den anden side har vi to kilder, i hvilke billedhuggeren Myron, som var aktiv i det 5. århundrede, betegnes som medlem af den boiotiske genos fra Eleu-therai.[536]

 

Endelig har vi et par indirekte beviser for, at Eleutherai har haft boiotisk status i slutningen af det 5. årh. Både Herodot og Thukydid omtaler den attiske deme Oinoe (som ligger ca. syv km øst for Eleutherai) som værende Attikas grænse mod Boiotien.[537] Denne opfattelse, at Eleutherai må have været boiotisk i al fald indtil slutningen af det 5. århundrede, begrundes med tidspunktet for Herodots og Thukydids samtidige historieskrivning.[538]

 

4. århundrede

I 4. århundrede findes mig bekendt kun få omtaler af Eleutherai. I 379/78 f.Kr. skal den athenske general Chabrias have været i Eleutherai med sine peltaster og hindret en spartansk hær adgang til Kaza-passet.[539] Xenophons udsagn kan have afgørende betydning for vores syn på Eleutherai i 4. århundrede. Beretningen om Chabrias i Eleutherai i 379/78 f.Kr. kan nemlig enten være resultatet af midlertidig athensk besættelse eller af egentlig athensk herredømme i Eleutherai. Her må vi med en nærlæsning desværre konstatere, at Xenophons ord ikke er klare nok til, at vi kan træffe en sådan afgørelse: ”??? µ?? ??? d?’ ??e??e??? ?d?? ?aß??a? ???? ????a??? pe?tast?? ?f??atte?.”

 

En passage i Xenophons Memorabilia omtaler indirekte Eleutherai som attisk. Her lader Xenophon Sokrates udtale, at det athenske landområde er beskyttet af de store bjerge, som strækker sig helt til Boiotien[540]: ”Du har bemærket, Perikles, at vort land har lange, fremskudte grænser mod Boiotien,[541] hvor der er snævre og stejle indfaldsveje til vort land, og den midterste del af landet er omgivet af stejle bjerge.” Det kan diskuteres om dette udsagn skal ses som Sokrates’ samtidige udsagn, altså før 399 f .Kr., eller som Xenophons samtidige udsagn, da han skrev Memorabilia, formentlig i perioden 371-362.[542]

 

Senere kilder

Forvirringen om Eleutherais tilhørsforhold forekommer også hos senere antikke forfattere. Strabon skrev i det sene 1. århundrede, at der var delte meninger om Eleutherais tilhørsforhold til enten Attika eller Boiotien.[543] Anderledes kategoriske er både Plinius, Diodorus og Apollodorus, som regner Eleutherai for boiotisk.[544]

 

Det ser ud til at de litterære kilder kan bidrage med følgende billede: Eleutherai kan oprindeligt have været boiotisk, men i anden halvdel af det 6. århundrede eller omkring 500 f .Kr. er byen kommet på athenske hænder (Herodot, Pausanias). Denne status kan være blevet ændret i slutningen af det 5. århundrede (Herodot, Thukydid) og Eleutherai kan være blevet boiotisk. Stedets status i 4. århundrede er på dette grundlag ret usikker.

 

Moderne forskning i Eleutherais historie

I et større og løsere perspektiv ser Josiah Ober Eleutherai som en del af det ”Fortress Attica”, som han har behandlet i bogen af samme navn.[545] Her anlægger Ober et revisionistisk syn på Athens status i det 4. århundrede. Han tolker Athen som en handlekraftig by og taler om, at Athen er i besiddelse af ”a defensive mentality”.[546] Athen ses som en stat i opgør med sin position før den peloponnesiske krig, i opgør med Perikles’ politik om at beskytte byen snarere end landet. Som følge af denne tilstand byggede man, iflg. Ober, en lang række af varslingstårne og grænsefæstninger – også Eleutherai. Fæstningen skal have været et led i en nøje planlagt forsvarspolitik med det klare mål at beskytte Attika mod fremmede magter

 

Over for denne opfattelse står Cooper og McKesson Camp, som tolker Eleutherai som en thebansk fæstning. Cooper tager udgangspunkt i at Epaminondas skal have haft en plan om at knuse Sparta efter slaget ved Leuktra. Det var motivationen til at bygge grænsefæstninger, herunder Eleutherai.[547] Meningen var ikke at fæstningerne skulle tjene til et passivt forsvar af Boiotien, men snarere til at flytte kampen mod Sparta til hjemmebanen, hvor man til gengæld skulle stå overlegent.

 

Til støtte for denne teori er det blevet hævdet, at Eleutherai kan være kommet på boiotiske hænder så tidligt som 411 eller 401 f .Kr.[548] Det skulle være sket ved at Athen så gennem fingre med Thebens annektering af Eleutherai. Til gengæld undlod Theben at hjælpe Sparta mod Athens demokratiske fløj, da den havde besat Piræus i 404- 403 f .Kr. I den forbindelse har Athen også undladt at gøre indsigelser mod Boiotiens annektering af Oropos ved strædet mod Eubøa.

 

Denne sidste tese kan give god mening, hvis vi, som nævnt ovenfor, tolker Chabrias’ tilstedeværelse i Eleutherai som en midlertidig besættelse. I så fald vil det samlede billede se omtrent således ud:

 

Periode

Tilhørsforhold

Kilde

6. århundrede

Boiotisk

-

2/2 af 6. årh./ca. 500 f .Kr.

Attisk

Herodot, Pausanias

Ca. 440 f .Kr.

Attisk

IG I², 943

430- 400 f .Kr.

Boiotisk

Herodot, Thukydid, Polemon, Athenaeus

379/378 f.Kr.

Attisk (?) - kortvarigt(?)

Xenophon

Efter Leuktra, 371 f .Kr. (?)

Boiotisk (?)

-

 

Hertil kommer diskussionen om ”Sokrates’ udsagn” om grænsen mellem Attika og Boiotien.

 

På baggrund af en vurdering af de historiske kilder og deres anvendelse i den moderne historieforskning, må jeg erkende, at det ikke er muligt at tale om et klart billede af Eleutherai tilhørsforhold i det 4. århundrede. Det kan faktisk på det samme dokumentariske grundlag lade sig gøre at forsvare begge syns-punkter.

 

Våbenudvikling

Den våbentekniske side af sagen udgør en diskussion for sig selv og i det følgende vil jeg trække hovedargumentationen op, da den også har vigtige pointer i forhold til en datering af Eleutherai.

 

Josiah Ober har foretaget en sammenlignende analyse af en række artilleri-tårne, herunder Eleutherai.[549] Som resultat af analysen etablerer han to grupper af tårne. Gruppe 1 tæller tårnene i Messene, Siphai, Eleutherai og Phyle. Gruppe 2 inkluderer blandt andre tårnene i Aigosthena, Mazi.[550] Man kan stille spørgs-målstegn ved validiteten af undersøgelsen af Phyles tårne, da den nødvendigvis må bygge på en stor grad af rekonstruktion.[551]

Den væsentligste forskel mellem de to grupper er tårnenes højde og dermed antallet af kamre. Gruppe 1 har haft et á to kamre, mens gruppe 2 har haft tre á fem kamre.[552] Ingen af disse tårne synes med murtykkelser på 40- 70 cm at være bygget til at modstå angreb af tungt belejringsudstyr.[553] Begge gruppers tårne har nogenlunde lige kraftige mure og de forskelle, der findes (ekstremerne er som nævnt 40 cm i Eleutherai og 70 cm i Aigosthena) kan begrundes i konstruk-tionsmæssige snarere end poliorketiske forhold.[554]

 

Ober finder, at begge gruppers tårne var bygget til at huse relativt små våben (dvs. ikke torsionsskyts). Denne antagelse baseres på artillerivinduernes størrelse. Forskellene i vinduernes størrelse er marginal.[555] En samlet analyse af vinduerne, gulvarealet og vinklerne, som man måtte arbejde under i tårnkam-rene, viser at de anvendte gastraphetes har været af nogenlunde samme størrelse i de to grupper af tårne, dvs. buelængder på ca. 1.8 m .[556]

Ober forestiller sig, med udgangspunkt i Marsdens tese,[557] at den næste generation af våben (Zopyros’ ”bjerg”-gastraphetes) med buelængder på omtrent 2.2 m fremkom omkring midten af det 4. århundrede. Derved plæderer Ober for det synspunkt, at de undersøgte tårne alle hører til den første generation af artilleri-tårne, som blev bygget efter gastraphetes’ sandsynlige opfindelse i Syrakus i 399 f .Kr.[558] De to grupper af tårne menes på dette grundlag tidligst bygget i anden fjerdedel af det 4. århundrede, dog således, at gruppe 1 ligger lidt før gruppe 2. Tiden mellem 399 og 375 f .Kr. regner Ober som et naturligt efterslæb mellem Sicilien og det græske fastland. Desuden må man regne med, at der gik nogle år før man fandt på at bruge artilleri til defensive formål frem for blot offensive anvendelser, sådan som det var tilfældet umiddelbart efter 399 f .Kr.[559]

 

En terminus post quem non for opførelsen af disse førstegenerations artilleritårne fastsætter Ober til omkring 325 f .Kr.[560] Udgangspunktet er her Alexander den Stores belejring af Tyros i 332 f .Kr. Denne belejring mener Marsden er den første, hvor man anvendte torsions-stenkastere.[561] Som en natur-lig reaktion på disse nye våben ser vi anden generation af artilleritårne dukke op. Den karakteriseres ved kraftigere tårnkammer-vægge og større artillerivinduer. Et eksempel på anden generation er Herakleia.[562] Her er artillerivinduerne i hele murforløbet standardiserede til 1.6 x en m i modsætning til f.eks. Aigosthenas 0.84 x 1.1 m .[563]

 

Ud fra våbenudviklingen synes et plausibelt opførelsestidspunkt mellem ca. 375 og 325 f .Kr. at være gældende for alle de i denne afhandling beskrevne artilleritårne, også Eleutherai. Dette synspunkt støttes af min analyse af våben-udviklingen på det græske fastland.

 

Denne datering understøttes tillige af et nyere fund gjort i Messene. Lederen af Messeneforskningsprojektet, dr. Petros Themelis, har oplyst mig om, at man i 1997 fandt en mindre møntskat nedgravet lige ved muren efter dennes opførelse mellem den arkadiske port og tårn 17. Blandt mønterne fandtes to bronzemønter, som angiveligt er fra Elis og slået mellem 343 og 323 f .Kr. Skatten indeholdt desuden en sølvdrachme fra Alexander den III’s regering, 323- 319 f .Kr. Dette etablerer en terminus ante quem svarende til 323 f .Kr.[564]

 

Delkonklusion

Alle de i denne afhandling beskrevne artilleritårne, også Eleutherai, kan på baggrund af våbenhistoriske undersøgelser sandsynligvis dateres til perioden 375- 325 f .Kr.

 

 

Overfladefund

Der er skrevet meget lidt om de arkæologiske levn i form af overfladefund i Eleutherai, og der tegner sig ikke noget entydigt billede på grundlag af materialet

 

Den græske arkæolog Stikas foretog udgravninger på området nedenfor fæstningen i 1939 og resultaterne herfra blev publiceret samme år.[565] Der findes desuden en samling af keramik fra Eleutherai på Det tyske Institut i Athen indsamlet af Walther Wrede i 1930’erne og 40’erne, ligesom Den amerikanske Skole har et udvalg af skår fra stedet. Disse to grupper er blevet publiceret af Josiah Ober.[566]

 

Af denne publikation fremgår det, at selve fæstningen formentlig blev taget i anvendelse i det sene 5. århundrede eller tidlige 4. århundrede f.Kr.[567]

Blandt de 16 katalognumre findes et kantharos-skår, som muligvis er af den boiotiske type 6 [568] og som måske kan dateres til 400- 325 f . Kr.[569]

 

Ser man derimod på keramikken stammende fra bosættelsen nedenfor fæst-ningen (54 katalognumre), så vil man finde, at den boiotiske keramik synes at begrænse sig til 5. århundrede. Attisk keramik er omvendt rigere repræsenteret i 4. århundrede. Ober bemærker, at det kan være svært at afgøre om den boiotiske keramik på stedet er resultatet af attisk samhandel over Kaza-passet til Boiotien eller boiotisk tilstedeværelse i Eleutherai. Der findes dog otte skår fundet nedenfor fæstningen, som muligvis stammer fra langstilkede boiotiske kantharoi fra 5. århundrede. De er smykket med inskriptioner, som eventuelt lader sig datere til 450 eller før.[570] Denne datering er imidlertid ikke sikker, da den er baseret på paralleller til attiske bogstaver.[571]

 

Delkonklusion

Ud fra overfladefundene tegner der sig to tolkningsbilleder: 1) Eleutherai kan have været boiotisk frem til slutningen af det 5. århundrede, hvor den boiotiske keramik aftager og attisk keramik tager over. Strengt taget kan denne udvikling også være resultatet af boiotisk samhandel med Athen. Eller: 2) Fæstningen kan have været attisk i hele 5. og 4. århundrede og tilstedeværelsen af de forholdsvis få boiotiske skår kan være resultatet af samhandel. Her skal man dog tage i betragtning, at materialet kun består af 70 mere eller mindre tilfældigt udvalgte skår.

 

Strategi

En sidste del af diskussionen om Eleutherai tager udgangspunkt i de strategiske overvejelser bag bygningen af fæstningen. Endnu en gang ser man forskningen delt i to, Ober (den attiske tolkning) versus McKesson Camp (den boiotiske tolkning).

 

Ober fremhæver, med en generel strategisk reference til von Clausewitz, at det fornuftigste vil være at placere sin fæstning på egen side af passet: ” When building a fortress to control a pass (certainly the intention of the Gyphtokastro architect, who built the fort across the main road through the pass), it is always preferable to build the fortress on one’s own side of the pass.”[572]

En angribende fjende må så nemlig forblive i kolonne indtil fortet er taget. Desuden ville det være svært at få hjælpetropper frem gennem passet fra moderlandet, hvis fjenden har omringet fortet og besat passet.[573]

Fæstningen forstås bedst, hævder Ober, dersom den er attisk. En hærfører, som leder sine soldater gennem passet fra Boiotien, kan kun vanskeligt indtage fæstningen. Omvendt vil attiske hjælpetropper forholdsvist nemt kunne komme til fæstningen i en kampsituation.[574]

 

Modpartens strategiske argument udredes i et forsøg på at komme til en sammenhængende forståelse af regionens tårne og fæstninger (McKesson Camp).[575] Her inddrages det fritstående tårn i Mazi og fæstningen i Oinoe, som omdrejningspunkter.[576]

 

Oinoe er en dokumenteret attisk deme.[577] Alene det faktum at stedet er befæstet antyder for McKesson Camp, at der er stor sandsynlighed for, at Oinoe er en grænsefæstning på linie med eksempelvis Eleusis, Phyle og Sounion. Hvis man antager, at Oinoe er attisk og Eleutherai boiotisk, så ville grænsen altså løbe mellem disse to steder – på Skourta-sletten. Sletten gennemskæres næsten helt af en højderyg, Rachi Stratonos. Mazi-tårnet står mindre end en kilometer øst for højderyggen og fra tårnet er der fem kilometer til Eleutherai.

 

Mazi-tårnet og fæstningen i Oinoe har flere strukturelle træk til fælles, blandt andre er de begge bygget af konglomerat-kvadre på en kalkstenssokkel og har derfor ingen umiddelbare ligheder til Eleutherai.[578] McKesson Camp angriber Obers ”attiske” forklaring på Eleutherai med den hovedhjørnesten i sin argu-mentation, at hvis Eleutherai er attisk, så mister Mazi-tårnet enhver strategisk betydning.[579] Der ville ikke være nogen grund til at placere et tårn så tæt på sin egen fæstning i Eleutherai (fem km væk) og med Oinoe, kun to km væk, mener McKesson Camp. Tårnet ville have været overflødigt. Man kan betvivle at Athen ville bruge så store ressourcer på at bygge et tårn, som var uden den store strategiske betydning.[580] Der skulle trods alt udhugges, transporteres og stables op mod 900 kvadre for at bygge tårnet.[581]

 

Til gengæld giver tårnet god mening, hvis Eleutherai opfattes boiotisk, da man i så fald kan tale om en fremskudt attisk bastion, der kan varsle hovedforlæg-ningen i Oinoe. Konkluderende bemærker McKesson Camp: ”Rather than suppose that the Mazi tower was built to defend an Eleutherai that might fall into enemy hands, it is surely more likely that the Mazi tower was built because Eleutherai was in enemy hands.”[582]

 

Delkonklusion

På baggrund af disse strategiske overvejelser ser Mazi-tårnet ud til at være et uomgængeligt argument i diskussionen om Eleutherais bygherre. Det vil sige at det er sandsynliggjort, at Eleutherai ud fra en praktisk-strategisk vinkel kan tolkes som boiotisk.

 

Med disse mangeartede argumenter in mente vil jeg nu sammenfatte analysens hovedpunkter, herunder dens delkonklusioner.


 

SAMMENFATNING

 

Som jeg har vist i de foregående kapitler, er der fremført en mængde argumenter i spørgsmålet om Eleutherais bygherre. Disse argumenter er understøttet af stærkere eller svagere bevisførelse. Ingen tidligere argumentation er dog fri for kontradiktioner. Det gælder også nærværende undersøgelse og dens resultater. Til gengæld har min undersøgelse fremdraget indikatorer, som jeg mener, vi kan bruge til at sandsynliggøre den ene argumentation frem for den anden.

Jeg vil i det følgende kort ridse argumenternes stilling op på baggrund af denne undersøgelses resultater.

 

Eleutherais bygherre

Der er som sagt ikke fundet absolut relation mellem Eleutherai og Attika eller Boiotien. Men jeg mener, at det er sandsynliggjort med stor tydelighed, at Boiotien var bygherre.

I den favør taler de strukturelle og strategiske beviser, om end jeg gennem kataloget har vist, at visse af de strukturelle træk ikke er så entydige og regionsbestemte, som tidligere studier har hævdet.

 

Det samlede resultat af den strukturelle og strategiske overvejelser tyder på en positiv sammenhæng mellem Eleutherai og Boiotien. Det mener jeg fremgår dels pga. den trapezoide murværksstil, dels ”rabetting-teknikken”, og sidst men ikke mindst på grundlag af den konsolbårne overligger som ledemotiv.

 

Jeg opsummerer kort, at Eleutherai på samme måde som Aigosthena, Messene og Siphai bruger trapezoidt murværk, og at ”rabetting-teknikken” forekommer sammesteds, men ikke i den attiske gruppe. Dertil kommer spørgsmålet om den konsolbårne overligger, som man kan tilskrive betydning. Vi finder denne type overligger både i Eleutherai og i Siphai, men den kan ikke påvises i den attiske sfære, og derfor er det oplagt at se tilstedeværelsen i Eleutherai, som et tegn på en boiotisk bygherre. Som jeg allerede har nævnt tidligere er der tale om et argument ”ex silentio”.

 

Endelig er der spørgsmålet om de lodrette rækker af spidsmejselslag. Min undersøgelse har, som et af sine resultater, påvist, at det ikke er et så entydigt regionalt boiotisk fænomen, som nogle forskere har hævdet.[583] Faktisk findes flere eksempler på dette fænomen i Attika. Ergo kan vi ikke med sikkerhed fastslå, at de strukturelle træk i sig selv er så betydningsbærende, at de kan tages til indtægt i nogen endelig konklusion. Man kan da også – på baggrund af diskussionen om rejsende håndværkerlaug – overveje om det er relevant at tale om regionale stilarter inden for fæstningsarkitekturen.

Skal man alligevel forsøge at kvalificere beviserne, må man ud fra en logisk tankegang hævde, at når tilstedeværelsen af spidsmejselslagene ikke udelukker hverken Attika eller Boiotien, men når den konsolbårne overligger faktisk peger i boiotisk retning, så må vi slutte, at Eleutherai har påviselige boiotiske træk.

 

Ovenstående diskussion får endnu større vægt, når man ser det i sammenhæng med Eleutherais strategiske beliggenhed. Her finder jeg det overvejende sandsynligt, at Eleutherai er bygget af en boiotisk bygherre. Udslagsgivende for denne konklusion er forståelsen af Mazi-tårnet. Tårnet synes opført til ingen nytte, hvis Eleutherai skulle være attisk. Mazi-tårnet ville i det tilfælde ligge mellem to attiske fæstninger, som ligger for tæt til at behøve en mellemstation for at varsle hinanden. Omvendt giver tårnet megen mening, hvis Eleutherai opfattes boiotisk. Tårnet ville da tjene til hurtig varsling af fæstningen i Oinoe.

Som allerede anført har Mazi-tårnet og fæstningen i Oinoe flere strukturelle træk til fælles, blandt andre er de begge bygget af konglomerat-kvadre på en kalkstenssokkel og har ingen umiddelbare ligheder til Eleutherai.

 

De strukturelle og strategiske bevisers stilling relativeres dog af enkelte omstæn-digheder, bl.a. en publikation af overfladefund gjort på stedet.[584] Der er tale om et ret lille og ikke systematisk indsamlet materiale, men det bør ikke desto mindre tages i betragtning. Kildegruppen peger i retning af attisk tilstedeværelse i Eleutherai i 4. århundrede, men enkelte boiotiske skår gør udsagnets validitet utydelig. Det vil kræve et langt grundigere survey inden disse beviser med nogen større vægt kan indgå i diskussionen. 

 

Endelig har de historiske og litterære kilder vist sig at være mindre anvendelige i forsøget på at afklare fæstningens status. Både de historiske og de litterære kilder peger i forskellig retning og deres pålidelighed er diskutabel, jf. afsnittet side 67. En boiotisk bygherre kan således ikke bekræftes endeligt af de histo-riske kilder. Men der findes til gengæld ikke overleverede udsagn, som forhindrer boiotisk tilstedeværelse i den periode af 4. århundrede, som kunne være et relevant opførelsestidspunkt (se nedenfor).

 

Fæstningens opførelsestidspunkt

Fæstningens opførelsestidspunkt kunne ikke fastlægges præcist på grundlag af min undersøgelse. Men jeg har ad historisk vej fundet, at et sandsynligt tidspunkt for opførelsen ligger i perioden 371-364/62 f.Kr. Dette tidspunkt understøttes af en større sammenlignende undersøgelse af artilleritårne[585] og af min egen undersøgelse af det tidlige artilleris udvikling på det græske fastland.

 

Min konklusion på denne undersøgelse er derfor, at vi på vort nutidige grundlag ikke med sikkerhed kan fastslå hvilken magt, der byggede fæstningen i Eleutherai. Men jeg mener med min undersøgelse at have fremlagt væsentlige argumenter for at vi skal tolke Eleutherai som en boiotisk fæstning.

 

 

 

 



[1] Jf. McKesson Camp II (2000), p. 41

[2] Jf. diskussionen mellem Cooper (1986), Ober (1987a), Harding (1988 og 1990) og McKesson Camp II (1991)

[3] Se bilag 1

[4] Diodorus Siculus, 16.66.1-67.1 

[5] Karlsson (1992), p. 78

[6] For en oversigt over mure daterede med indskrift, se: Maier (1959-61)

[7] De geografiske koordinater, som indgår i katalognumrenes overskrift, stammer fra Levi (1984), p. 229 ff.

[8] McKesson Camp (2000), p. 44

[9] Se bilag 2

[10] Alle opgivne mål er, med mindre udtrykkeligt anføres, mine egne.

[11] Wrede (1933); Scranton (1941); Maier (1959-61); Winter (1971); Lawrence (1979); McNicoll (1997);

   Rathke (1999)

[12] Randsborg (2002), vol. 2, p. 206 ff.

[13] Se bilag 3

[14] Ibidem, p. 208 ff.

[15] Se billede nr. 1

[16] Se billede nr. 2

[17] Se billede nr. 3

[18] Ibidem

[19] Se billede nr. 4

[20] Se billede nr. 5

[21] Se billede nr. 6

[22] Se billede nr. 7

[23] En grundig undersøgelse af terminologien findes hos Karlsson (1992), p. 67 ff.

    Desuden Tomlinson (1961)

[24] Se billede nr. 8

[25] Se billede nr. 9

[26] Cf. Karlsson (1992), p. 69 ff.

[27] Se billede nr. 10

[28] Se billede nr. 11

[29] Jf. billede nr. 11

[30] Se billede nr. 12

[31] Se billede nr. 13

[32] Se billede nr. 14

[33] Se billede nr. 15

[34] Se billede nr. 16

[35] Se billede nr. 17

[36] Se billede nr. 18

[37] Se billede nr. 19

[38] Se billede nr. 20

[39] Se i øvrigt Rathke (1999), p. xi ff.

[40] En god og dækkende fremstilling findes i Pomeroy  (1999)

[41] Buck (1994), p. 29

[42] Buckler (1980), p. 68

[43] Ibidem, p. 87-8

[44] Ibidem, p. 153-7

[45] Ibidem, p. 169, Tritle (1997), p. 92-3

[46] Se billede nr. 1

[47] F.eks. Aineias Tacticus, ?e?? t?? p?? ??? p????????µ????? ??t??e??” (også kaldet Tactica eller De obsidione toleranda) og Philon af Byzans, ?e??p?????og ???????et???(4. og 5. bog af ?e?a????).

[48] Se billede nr. 2

[49] Se billede nr. 3

[50] Udmærkede fremstillinger af Syrakus og Dionysios i 5.-4. århundrede findes i Caven (1990) og Sanders (1987).

[51] Se også Karlsson (1992), p. 14-15

[52] Diodorus Sic.XIV.7.2

[53] Diodorus Sic. XIV.18.1-8

[54] Diodorus Sic. XIV.41.3

[55] Marsden (1969), p. 49

[56] Diodorus Sic. XIV.50.4

[57] Bruhn Hoffmeyer (1958), p. 45

[58] Caven (1990), p. 205-6; Xenophon, Hellenika, VII.I.28-32;  Diodorus Siculus, XV.72.3-4

[59] Ober (1987a), p. 571

[60] IG II2, 1422, linie8 f.

[61] Cole (1981), p. 216-219

[62] Cole (1981), p. 218. Jeg forsøgte, under mit ophold I Athen, at få adgang til denne inskription. Det var desværre ikke muligt - til trods for Epigrafisk Museums store hjælp under sporingen af blokken. Den viste sig at være i Akropolis-eforatets besiddelse, hvor man ikke havde tid til at vise den frem.

[63] Caven (1990), p. 203

[64] Cole (1981), p. 217

[65] Se billede nr. 4 og 5

[66] cf. Ober (1987a), p. 571, note 9

[67] Plutarch, Mor., 191E. Der står: ”?atape?t???? ß????” , som både kan betyde katapultpil og katapult som helhed.

[68] Marsden (1969), p. 65

[69] Diodorus Sic. XIV,41,3

[70] Ober 1987a, p. 571, note 9

[71] Ibidem, p. 571

[72] Se billede nr. 6

[73] Heron, Belopoiika, W 75-81

[74] Marsden (1969), p. 9

[75] Ibidem, p. 8-9

[76] Marsden (1969), p. 10

[77] Ibidem, p. 15, note 5

[78] Ibidem, p. 60

[79] Ibidem

[80] Bruhn Hoffmeyer (1958), p. 58

[81] Marsden (1969), p. 12

[82] Ibidem, p. 15, note 5

[83] Se billede nr. 7

[84] Se Marsden (1969), p. 16 ff.

[85] Bruhn Hoffmeyer (1958), p. 62

[86] Bruhn Hoffmeyer (1958), p. 63

[87] Ibidem

[88] Ibidem, p. 69 ff.

[89] Ibidem, p. 70 f.

[90] Bruhn Hoffmeyer (1958), p. 58-59, opfatter Dionysios’ kongres af fagfolk i Syrakus som opfindere af torsionsskytset fra første færd.

[91] Se billede nr. 1

[92] Se billede nr. 2

[93] Se billede nr. 3

[94] Se billede nr. 4

[95] Ober (1985), p. 168

[96] Ibidem

[97] Se billede nr. 5

[98] Se billede nr. 6

[99] Se billede nr. 7

[100] På Bensons plan (Benson (1895)) er sydmuren foreslået på sydsiden af flodlejet.

[101] Tårnene er i det følgende betegnet med bogstaverne A-T efter Benson (1895). Disse betegnelser er siden blevet konventionelle i de videnskabelige behandlinger af lokaliteten.

[102] Se billede nr. 8

[103] Se billede nr. 9

[104] Flere af rummene indeholdt dele af oliepresser.

[105] Se bilag 4

[106] Se billede nr. 10

[107] Se billede nr. 11

[108] Se billede nr. 12. Desuden Scranton (1941), appendix III

[109] Se billede nr. 13-16

[110] Se billede nr. 16-17

[111] Se billede nr. 18

[112] Se billede nr. 19-20

[113] Se billede nr. 21

[114] Se billede nr.  22

[115] Se billede nr. 23

[116] Målet er taget i samme højde, som sporene af lukkeanordningen i østsiden.

[117] Se billede nr. 24

[118] Se billede nr. 25-26. Desuden Scranton (1941), appendix III

[119] Se billede nr. 27

[120] Ober (1987a), p. 586

[121] Kan ses ved sammenligning til Benson (1895), pl. IX

[122] Se billede nr. 28. Desuden Ober (1985), p. 168

[123] Benson (1895), p. 316

[124] Karlsson (1992), p. 78

[125] Ober anfører en konsekvent skiftehøjde på 65 cm og løberlængder mellem 60 og 130 cm.Ober (1985), p. 168.

[126] Ober (1985), p. 168 og Ober (1987a), p. 587

[127] Ober (1987a), p. 587

[128] Ober (1985), p. 168

[129] Ober (1987a), p. 587

[130] Ober (1985), p. 168

[131] Se billede nr. 29

[132] Ibidem

[133] Benson (1895), p. 316

[134] Ober (1985), p.168

[135] Ober (1987a), p. 587. Det var umuligt for mig, trods flere forsøg, at studere tårnet indvendigt pga. dørens meget høje placering. Desuden besværes adgangen til tårnet af de mange nedfaldne blokke, som delvis spærrer døråbningen indvendigt.

[136] Ober (1985), p. 168

[137] Ober (1987a), p. 586, fig. 19

[138] Ibidem

[139] Ober (1987a), p. 587

[140] Ibidem, p.586, fig. 19

[141] Ibidem

[142] Ibidem, p. 587

[143] Se billede nr. 30

[144] Se Benson (1895), pl. IX

[145] Ober (1985), p. 168 og Ober (1987a), p. 588

[146] Ober (1987a), p. 587-588

[147] Haselberger (1979), p. 94 og tafel 30.2

[148] Ibidem

[149] Ober (1987a), p. 588

[150] Se billede nr. 31

[151] Karlsson (1992), p. 78

[152] Se billede nr. 32

[153] Se billede nr. 33

[154] Se billede nr. 34

[155] Wrede (1924), p.167

[156] Se billede nr. 35

[157] Se billede nr. 1

[158] Se billede nr. 2

[159] Se billede nr. 3

[160] Se billede nr. 4

[161] QemelhV? (1999), p. 43

[162] Se billede nr. 5

[163] Se billede nr. 6

[164] Se billede nr. 7

[165] Se billede nr. 8

[166] Se billede nr. 9

[167] Se billede nr. 10

[168] Se billede nr. 11

[169] Se billede nr. 12

[170] Se bilag 5

[171] Se billede nr. 13

[172] Se billede nr. 14

[173] Se billede nr. 15

[174] Se billede nr. 16

[175] Se billede nr. 17

[176] Se billede nr. 18

[177] Se billede nr. 19

[178] Se billede nr. 20

[179] Karlsson (1992), p. 75, fig. 60

[180] Se billede nr. 21

[181] Se billede nr. 22

[182] Oplysning fra Messene-projektets planche på stedet.

[183] Se billede nr. 23

[184] Se billede nr. 24

[185] Oplysning fra Messene-projektets planche på stedet.

[186] Se billede nr. 25

[187] Se billede nr. 26

[188] Ibidem

[189] Ibidem

[190] Se billede nr. 27

[191] Se billede nr. 28. Tårnet er inden for det seneste par år blevet restaureret og sikret under ledelse af Petros G. Themelis, som er leder af udgravningerne i Messene, med midler fra J.F.Costopoulos Foundation.

[192] Ober (1987a), p. 575 (Rekonstrueret højde, idet den øverste gavlblok mangler.)

[193] Se billede nr. 29

[194] Ibidem

[195] Hasselberger (1979), p. 98, fig. 4

[196] Se billede nr. 30-31

[197] Hasselberger (1979), p. 98, fig. 4

[198] Se billede nr. 32-35

[199] Ober (1987a), p. 575

[200] Ibidem

[201] Hasselberger (1979), p. 97-98, fig. 3 og 4. Ober (1987a), p. 575. Disse mål afviger ganske lidt herfra. Ober anfører at væggene er 0.08 m tyndere i det øvre tårnkammer. Jeg må tro, at der her er tale om en trykfejl, idet det på samme side nævnes, at underste kammers mure er 0.66 m og øverste kammers mure er 0.48 m tykke. Det giver en forskel på 0.18 m og ikke 0.08 m. Jeg har imidlertid sat min lid til Hasselbergers tegninger, da deres dokumentationsform virker noget solidere.

[202] Hasselberger (1979), p. 97 og 98, fig. 3 og 4. Disse detaljer er desværre nu helt skjulte af de aluminiumsrammer, som udgør en del af det sikringsarbejde, som er udført i tårnet. Men se Hasselberger (1979), Tafel 33,1.

[203] Ober (1987a), p. 575

[204] Udregnet udfra Ober (1987a), p. 575: Basen er 6.6 m høj og målene på Hasselberger (1979), p. 98, fig. 4

[205] Ober (1987a), p. 575

[206] Se billede nr. 36-41. Desuden Hasselberger (1979), p. 97, fig. 3 og Tafel 33,1

[207] Ibidem, p. 576

[208] Se billede nr. 42

[209] F. Krischen, Die Befestigung von Herakleia am Latmos: Milet III.2, Berlin og Leipzig 1922, p. 24 ff.

[210] Hasselberger (1979), p. 99

[211] Ibidem

[212] Marsden (1969), p. 131

[213] Se billede nr. 43. Desuden Hasselberger (1979), p. 97, fig. 3.

[214] Hasselberger (1979), p. 96 og 97, fig. 3

[215] Se billede nr. 44-46. Desuden QemelhV?(1999), fig. 22, p. 44

[216] Se desuden Hasselberger (1979), p. 96

[217] Hasselberger (1979), p. 95 og p. 97, fig. 3

[218] Se billede nr. 47

[219] Se billede nr. 48-49

[220] Se billede nr. 50

[221] Se billede nr. 51

[222] Hasselberger (1979), p. 109, fig. 7

[223] Se billede nr. 52-53

[224] Hasselberger (1979), p. 109, fig. 7

[225] Ibidem

[226] Hasselberger (1979), p. 101, fig. 5

[227] Se billede nr. 54

[228] Se billede nr. 55

[229] Se billede nr. 56-58

[230] Ober (1987a), p. 574

[231] Ober (1987a), p. 573

[232] Se billede nr. 59

[233] Se billede nr. 60

[234] Ober (1987a), p. 573

[235] Ober (1987a), p. 574

[236] Se billede nr. 61

[237] Se billede nr. 62-63

[238] Ober (1987a), p. 574

[239] Se billede nr. 64. Desuden Haselberger (1979), Tafel 36, fig. 3

[240] Se billede nr. 65

[241] Se billede nr. 1

    Fæstningen nævnes forbavsende nok slet ikke hos Winter (1971), Lawrence (1979) og Marsden (1969).

[242] Se billede nr. 2

[243] Se billede nr. 3

[244] Schwandner (1977), Abb. 2

[245] Se billede nr. 4

[246] Se billede nr. 5-6. Kort beskrevet og analyseret som type i McKesson Camp II (1991), p. 197 ff.

     Desuden behandlet i Tomlinson og Fossey (1970)

[247] Se billede nr. 7

[248] Schwandner (1977), p. 520

[249] Se Schwandner (1977), Abb. 7

[250] Se billede nr. 8

[251] Schwandner (1977)

[252] Se bilag 6

[253] Se billede nr. 9

[254] Se billede nr. 10

[255] Schwandner (1977), p. 526

[256] Se billede nr. 11

[257] Se billede nr. 12

[258] Se billede nr. 13

[259] Se billede nr. 14

[260] Se billede nr. 15

[261] Se billede nr. 16. Desuden Schwandner (1977), p. 526

[262] Schwandner (1977), p. 526

[263] Ibidem, p. 527

[264] Ibidem

[265] Se billede nr. 17

[266] Schwandner (1977), p. 532, anslår nichens højde til ca. 2.4 m .

[267] Schwandner (1977), Abb. 20, a-c

[268] Ibidem

[269] Ibidem

[270] Schwandner (1977), Abb. 19

[271] Se billede nr. 18

[272] Schwandner (1977), Abb. 19

[273] Se billede nr. 19

[274] Schwandner (1977), p. 532

[275] Ober (1987a), p. 581

[276] Ibidem

[277] Ibidem

[278] Se billede nr. 20

[279] Ober (1987a), p. 581

[280] Se billede nr. 21

[281] Schwandner (1977), Abb. 14b

[282] Se billede nr. 22. Desuden Schwandner (1977), Abb. 7    

[283] Se billede nr. 23. Desuden Schwandner (1977), Abb. 23

[284] Se billede nr. 24

[285] Schwandner (1977), Abb. 23

[286] Umuligt at fotografere pga. vegetation.

[287] Schwandner (1977), Abb. 23

[288] Se billede nr. 25

[289] Schwandner (1977), Abb. 23

[290] Ibidem. Ober rekonstruerer dette vindues højde til 1.1 m. Ober (1987a), p. 581

[291] Se billede nr. 26

[292] cf. Schwandner (1977), Abb. 23

[293] Schwandner (1977), p. 537

[294] Se billede nr. 27

[295] Ibidem – Jeg har ikke selv kunnet finde denne konsolsten.

[296] Schwandner (1977), p. 537

[297] Se billede nr. 28-32

[298] Ober (1987a), p. 578. Fyldet består af større og mindre klippestykker, Schwandner (1977), p. 537.

[299] Ober (1987a), p. 578

[300] Se billede nr. 33

[301] Ober (1987a), p. 578

[302] Ibidem

[303] Se billede nr. 34. Desuden Schwandner (1977), Abb. 25

[304] Ibidem

[305] Se billede nr. 35

[306] Ober (1987a), p. 578

[307] Se billede nr. 36

[308] Schwandner (1977), p. 539

[309] Ibidem

[310] Schwandner (1977), Abb. 14b

[311] Ibidem, p. 537

[312] Se billede nr. 37-38

[313] Ober (1987a), p. 579

[314] Se billede nr. 39

[315] Denne tolkning af tårn 3 finder vi hos Ober (1987a), p. 579

[316] Ibidem

[317] Schwandner (1977), Abb. 27

[318] Schwandner (1977), p. 541

[319] Se billede nr. 40

[320] Ibidem

[321] Ibidem

[322] Se billede nr. 1

[323] Se billede nr. 2

[324] Wrede (1924), p. 153

[325] Barber (1999), p. 54

[326] Wrede (1924), p. 165

[327] Se billede nr. 3-4

[328] Wrede (1924), p. 166

[329] Se billede nr. 5

[330] Wrede (1924), p. 166

[331] Se bilag 7

[332] Wrede (1924), p. 166

[333] Se billede nr. 6-7. Wrede (1924) angiver skiftehøjden til mellem 45 og 50 cm, svarende til 1½ fod.

[334] Wrede (1924), p. 172

[335] Nogle dele af klippen flager af og andre eroderes kraftigt. Andre steder synes kalkstenen helt hård og uforgængelig.

[336] Se billede nr. 8

[337] Se billede nr. 9-10. Se desuden Wrede (1924), p. 172

[338] Se billede nr. 11

[339] Se billede nr. 12-14

[340] Se billede nr. 15-17

[341] Wrede (1924), p. 167

[342] Ibidem

[343] Se billede nr. 18

[344] Se billede nr. 19

[345] Se billede nr. 20

[346] Se billede nr. 21

[347] Se billede nr. 22

[348] Se billede nr. 23

[349] Se billede nr. 24

[350] Wrede (1924), p. 167

[351] Se billede nr. 25

[352] Se desuden Ober (1987a), p. 596. Her foreslås brystværnets højde at være 1.6 m højt.

[353] Wrede (1924), p. 173

[354] Se billede nr. 26-28

[355] Wrede (1924), p. 177. Jeg finder grundlaget for denne slutning ret løst.

[356] Ibidem

[357] Se billede nr. 29-30

[358] Se billede nr. 31

[359] Se billede nr. 32-33

[360] Ibidem

[361] Se billede nr. 34

[362] Se billede nr. 35-37

[363] Wrede (1924), p. 178ff. Porten er skredet endnu mere sammen siden 1924. Wrede konstaterer desuden, at de nedstyrtede blokke ikke er særligt eroderede i forhold til murene. Sammenstyrtningen må altså være gammel. De nedstyrtede blokke er tydeligere forsynet med rækker af spidsmejselslag end det kan ses på muren, skriver han.

[364] Ibidem, p. 179. På p. 181 slås det fast, at denne bredde er målt ”…in mittlerer Höhe…”.

[365] Ibidem, p. 180. Synspunktet uddybes p. 182.

[366] Ibidem, p. 181

[367] Se billede nr. 38-40

[368] Se billede nr. 41

[369] Se billede nr. 42-43. Desuden Wrede (1924), p. 184

[370] Ibidem, p. 185

[371] Wredes betegnelse.

[372] Se billede nr. 44

[373] Se billede nr. 45-46

[374] Se billede nr. 47

[375] Wrede (1924), p. 190

[376] Ibidem

[377] Se billede nr. 48

[378] Wrede (1924), p. 191

[379] Ibidem

[380] Ibidem

[381] Ibidem, p. 193-194

[382] Se billede nr. 49

[383] Se billede nr. 50

[384] Se billede nr. 51

[385] Dette er nu søgt afhjulpet vha. moderne ”spændebånd”.

[386] Se billede nr. 52

[387] Se billede nr. 53

[388] Ibidem

[389] Wrede (1924), p. 195

[390] Ober (1987a), p. 596

[391] Se billede nr. 54

[392] Ober (1987a), p. 596

[393] Ibidem

[394] Se billede nr. 55

[395] Wrede (1924), p. 199

[396] Se billede nr. 1

[397] Se billede nr. 2

[398] Travlos (1949), p. 143

[399] Ibidem.

[400] Se bilag 8

[401] Mylonas (1962), p. 130-33. Dateringen er begrundet med arkæologiske fakta, men også med historiske argumenter.

[402] Desuden Mylonas (1962), p. 136: Her anføres anden fjerdedel af det 4. århundrede som opførelsestidspunktet. Dog ikke yderligere begrundet.

[403] Se billede nr. 3

[404] Mylonas (1962), p. 135-36

[405] Se billede nr. 4

[406] Mylonas (1962), p. 135

[407] Ibidem

[408] Se billede nr. 5

[409] Se billede nr. 6

[410] De to øverste skifter har det ikke været muligt for mig at måle.

[411] Se billede nr. 7

[412] Mylonas (1962), p. 135

[413] Wrede (1933), p. 21

[414] Se billede nr. 8

[415] Sammenlign Mylonas (1962), ill. 40

[416] Se billede nr. 9

[417] Se billede nr. 10

[418] Se billede nr. 11. Desuden Noack (1927), p. 205-206

[419] Ibidem, p. 204, Abb. 81

[420] Ibidem, p. 205

[421] Se Noack (1927), p. 204, Abb. 80-81-83

[422] Se billede nr. 12. Desuden Mylonas (1962), p. 136

[423] Mylonas (1962), p. 136: 6.48 m x 5.35 m – målt ved toppen af soklen)

[424] Se billede nr. 13

[425] Se billede nr. 14. Desuden Noack (1927), p. 204

[426] Se billede nr. 15. Se også tegning, Noack (1927), Tafel 12

[427] Noack (1927), p. 203

[428] Mylonas (1962), p. 135, note 12

[429] Noack (1927), p. 203

[430] Ibidem

[431] Se billede nr. 1

[432] Se billede nr. 2

[433] Se billede nr. 3

[434] Se billede nr. 4

[435] Xenophon, Hellenika, 4.8.9-10. Se Karlsson (1992), p. 73 og von Eickstedt (1991), p. 27 f.

[436] Se Scranton (1941), p. 132

[437] Se bilag 9

[438] Se billede nr. 5

[439] Se billede nr. 7

[440] Se billede nr. 6. Cf. Karlsson (1992), p. 73

[441] Se billede nr. 8

[442] Se billede nr. 9

[443] Se billede nr. 10

[444] Se billede nr. 11

[445] Se billede nr. 12

[446] Se billede nr. 13

[447] Se desuden Von Eickstedt (1991), p. 20

[448] Se billede nr. 14

[449] Strukturerne benævnes for nemheds skyld ”tårne” i det følgende.

[450] Se billede nr. 15

[451] Se billede nr. 16

[452] Se billede nr. 17

[453] Se billede nr. 18

[454] Se billede nr. 19

[455] Se billede nr. 20

[456] Se billede nr. 21

[457] Se billede nr. 22

[458] Se billede nr. 23

[459] Se billede nr. 24

[460] Se billede nr. 25

[461] Se billede nr. 26

[462] Se billede nr. 27

[463] Identifikationen af Eleutherai er overordentlig sikker. Se udførlig redegørelse i Ober (1985), p. 223

[464] Se billede nr. 1

[465] Se billede nr. 2-3

[466] Se billede nr. 4

[467] Se billede nr. 5

[468] Se bilag 10

[469] Se billede nr. 6

[470] Se billede nr. 7

[471] Se billede nr. 8. Karlsson (1992), p. 73 har gjort den samme iagttagelse.

[472] Se billede nr. 9-12

[473] Se billede nr. 13

[474] Travlos (1988), p. 170.

[475] Se billede nr. 14

[476] Ober (1985), p. 160.

[477] Se billede nr. 15

[478] Men Ober (1987a), p. 582 foreslår at brystværnet har været kreneleret.

[479] Travlos (1988), p. 170.

[480] Se billede nr. 16

[481] Se billede nr. 17-18

[482] Se billede nr. 19

[483] Se billede nr. 20

[484] Se billede nr. 21

[485] Se billede nr. 22 (Billederne af denne port har jeg måttet hente fra internettet, da en del af min egen film beklageligvis blev ødelagt i fremkaldelsen. Billederne angives med fuld html-adresse.)

[486] Se billede nr. 23

[487] Se billede nr. 24-26

[488] Se billede nr. 27-28

[489] Se billede nr. 29

[490] Se billede nr. 30

[491] Ober (1985), p. 160

[492] Ober (1987a), p. 582