Indholdsfortegnelse

Bladet indeholder:

s. 3: Næste møde                                  s.   8: LAP Udstilling

s. 4: Årskalender                                   s.   9: Referat Nordjysk Fællesmøde

s. 5: Siden Sidst                                    s. 11: Tigerfinke

s. 6: Et dødsfald                                   s. 17: Surinamamazone

s. 6: NVF-Fuglemarked                        s. 18: Langnæbsparakit

s. 7: Nye Medlemmer                           s. 19: Hvidvinget Måge

s. 7: Køb og salg                                   s. 20: Japansk Alk

s. 7: Trøjer/T-hirts                                 s. 22: Bestyrelsen

s. 8: Fuglemarked i Silkeborg

Tigerfinke

Amandava amandava

Af Kristian Saugbjerg Andersen

Her kommer lidt om en fugl, der førhen var meget almindelig i vore volierer, men nu ses den desværre sjældent. Der ses dog heldigvis opdræt både herhjemme og i andre steder i Europa, så med hårdt (sam)arbejde og en portion held, burde vi kunne bevare den, men det bliver ikke let.

Tigerfinken findes i store dele af det sydøstlige Asien i 3 racer i et område der strækker sig fra det vestlige og centrale Pakistan og østpå gennem Indien (undtagen de østlige og sydvestlige kystnære egne), nordpå til Himalayas udløbere og videre gennem Assam og Bangladesh – Amandava amandava amandava.

 Det sydvestlige Kina (sydlige Yunnan og formodentlig så langt østpå som Kweichow), sydpå til Myanmar (Burma) til de Små Sundaøer (bl.a. Lombok, Flores, Sumba, Roti og Timor) – Amandava amandava flavidiventris.

Det sydøstlige Thailand, sydlige Kampuchea, den yderste del af det sydvestlige Kina (sydøst Kwangtung og Hainan), Vietnam, Java og Bali - Amandava amandava punicea.      

Den findes også andre steder: Da den igennem mange år har været en populær volierefugl, har den været indført til mange lande, og nogle steder er der fugle som enten er smuttet ud eller ligefrem sat ud, sådan at der nu er større eller mindre bestande i Japan (Honchu og Kyudhu), Hawai ø-gruppen (Oahu), Fiji-gruppen (Viti Levu og Vanua Levu), på Philippinerne (Luzon og Manilla – her er de dog ikke set ude den frie natur, men i parker i de større byer), Malaysia (Singapore), Sumatra, Saudi Arabien (Riyadh), Egypten (den nordlige del af Nildalen og i Nildeltaet), det sydlige Israel (Eilat) og Puerto Rica.   

Se resten af artiklen i Medlemsnyt

Bladet indeholder:

s. 3: Næste møde                                  s. 10: Ringsalg

s. 4: Årskalender                                   s. 11: Grænsetur

s. 5: Siden sidst                                    s. 12: Køb & salg

s. 6: Formandsberetning                       s. 12: Fuglemarkeder

s. 8: Sådan gik Fuglemarkedet             s. 14: Grønvinget Kongeparakit

s. 8: Oplæg til martsmødet fra LDF     s. 19: Rødhovedet And

s. 9: Volierevandring                            s. 21: Lærker i luften

s. 9: Nyt Medlem                                  s. 22: Bestyrelsen

s. 9: Skovtur

Grønvinget Kongeparakit

Alisterus chloropterus

Af Kristian Saugbjerg Andersen 

På New Guinea findes der mange forskellige specielle og farvestrålende fugle, og her tænker man nok bl.a. på Paradisfuglene. Men der er også mange andre, en af disse er Grønvinget Kongeparakit, som findes i 3 underarter i forskellige områder.   

New Guinea er for øvrigt verdens næststørste ø efter Grønland, og dækker et areal på 786.000 km2.

Antropologisk betragtes det som en del af Melanesien. New Guinea er delt to cirka lige store dele. Den vestlige del hører til Indonesien (frem til 2007 hed det West Irian) nu er det delt i to provinser som hedder West Papua og Papua. Den østlige halvdel danner sammen med en del omliggende øer landet Papua New Guinea.

Ny Guinea har en befolkning på omkring 7,5 millioner, der bebor et land med et varmt fugtigt regnfulde klima og befolkningstætheden er på kun 8 inh/km2.

For mange millioner år siden hang New Guinea mere eller mindre sammen med Australien, hvilket bl.a. kan ses ved at man her kan træffe pungdyr som Wallabies (mindre Kænguruarter) og Possums, samt den æglæggende Myresluger. Mange af de dyr der findes på New Guinea er endemiske (findes kun der) og det gælder også for mange af de godt 650 fuglearter der findes der, heraf er de 41 arter paradisfugle.

Grønvinget Kongeparakit findes i skovområder i lavlandet såvel som op i bjergskovene (til godt 1.700 m.o.h.), det er både i let åbne skovtyper, men nok oftest i tætte regnskovsområder. Den ses ikke hele tiden i sit udbredelsesområde, men betragtes bestemt ikke som værende truet. Skønt vi jo synes at den er en meget farvestrålende fugl, så gør vegetationen i dens udbredelsesområde, at den ikke virker særligt iøjnefaldende. Den er nemmest at få øje på når de flyver hen over lysninger og rydninger, eller sidder i lave træer eller på de nederste grene af de store træer. De synes at foretrække disse frem for at færdes oppe i toppen af skovene. De er stille og man kan komme ret tæt på dem, uden at de reagerer og ofte opdager man dem ikke før de tager flugten, som er direkte med rytmiske vingeslag. De træffes ofte alene eller parvis, men ses dog også i små flokke på op mod ca. 10 fugle. De er for øvrigt op omkring 4 år gamle, før de er i fuld pragt.

Se resten af artiklen i medlemsnyt

Rødhovedet And

(Netta rufina)

Det er ikke kun i fjerne lande at der er fugle som er truede, i tilbagegang og lign. Det sker også her i Danmark. Den her omtalte art er, om ikke stærk truet, så hører den bestemt ikke til blandt de mest talrige andearter sådan globalt set, og herhjemme findes den kun i et mindre antal, og har været helt borte. Herunder er der lidt om den, som er fundet dels på DOF’s hjemmeside over truede fugle herhjemme og fra Felthåndbogen.

Se resten af artiklen i Medlemsnyt