januar 2017

Beostær

Grøn Kardinal

GRØN KARDINAL

(Gubernatrix cristata)

Fra naturen: Kommer fra det sydøstlige Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argen-tina. Den træffes i områder med krat-/buskstepper og i områder med høje græsstau-der, desuden i lyse skove samt i opdyrkede områder. Oftest parvis ellers i små-flokke (familiegrupper). Den ret løse og af udseende uordentlige rede, bygges i grenkløfter i ret tætte buske, af græsstrå, stængler og andet plantemateriale, den fores medfjer og hår. De lægger oftest 4-6 som udruges på 14 dage, det er fortrinsvis hunnen som ruger, men hannen der mader hende i denne tid, afløser dog fra tid til anden. Efter 14-16 dage forlader ungerne reden, men de efterfodres i 2-3 uger. Deres foder består af forskelligt frø, frugt, bær og lidt insekter især til opmadning.

Som volierefugl: I en rummelig voliere går de oftest fint sammen med andre fugle hvis disse blot har en vis størrelse. De skal have adgang til et lunt inderrum, hvor de kan opholde sig i den kolde tid. Som foder skal de have parakit- og trope-blanding både spiret og tørt, før og i yngletiden kan tilsættes spiret solsikke, havre, hvede, boghvede, negerhirse m.v. De bør desuden altid have adgang til en universalblanding samt frugt og bær. Til opmadning endvidere æggefoder, melor-me, myrepupper, fluelarver og alle andre former for insekter som de vil tage.


          

Adelaiderosella


            

          

           

         

ADELAIDEROSELLA

(Platycercus adelaidae)

Fra naturen: Kommer fra Sydaustralien i området omkring byen Adelaide, her træffes de i alle typer af træbevoksede områder, samt i haver og parker i byen Adelaide. Man ser ofte flokke af ungfugle der sammen med enkelte voksne fugle klatre rundt i træer, buske eller på stubmarker på jagt efter føde, ligesom de ofte ses på gårde hvor de finder korn ved staklader og i hønsegårde. I de varme timer midt på dagen søger de skygge i løvrige trækroner og de forlader kun disse for at slukke tørsten. Deres føde består af frø af græsser, tidsler m.v., hvede, bær, frugt og lidt insekter samt disses larver. De yngler i huller i eucalyptustræer, der lægges 4-7 æg som hunnen udruger på ca. 20 dage, hun forlader kun reden et kort stykke tid hver morgen for at søge føde. Ungerne forlader reden efter ca. 5 uger, og fodres i endnu 4-5 uger, og strejfer derefter omkring i ungfuglegrupper.

Som volierefugl: De skal gå i en voliere enten med godt læ eller adgang til et inderrum, de er ikke slemme til at gnave, men giv dem alligevel friske grene til at gnave i. Som foder skal de have parakitblanding evt. tilsat saflor, både spiret og tørt, samt spiret solsikke og hvede, frugt, bær og grønt. Til opmadning tager de gerne æggefoder og det må meget gerne må være i form af sandkage.


Gribbeperlehøne

    

I naturen kan de træffes i det østlige Afrika i det østlige Ethiopien, Somalia, østlige Kenya og nordøst Tanzania. i områder som vel kan benævnes som halvørkner, dog med en vis bevoksning ag op mod 3 meter høje buske af fløjteakacier samt mindre buske af flere andre arter, som for det meste vokser lidt for sig selv, oftest med en afstand på 4-10 m. Mange af disse buske har spiselige bær, ligesom de skyder med grønne skud og begge dele er på menuen hos gribbeperlehønen. Bevoksningen er ellers sparsom og består fortrinsvis af etårige græsser og lidt stauder. Selv om det er tørre områder, hvor det er meget lidt, eller nærmest intet vand, så klarer de sig fint. Det sker at de træffes i områder med en skovlignende bevoksning af akacier eller endda i bjergskove på Mount Marsabit i Kenya. De befinder sig på jorden det meste af dagen, men overnatter oppe i de højeste buske og i akacierne, som de opsøger i god til før solen går ned, og først forlader igen, et stykke tid efter solopgang.

Så vandrer flokken ud i sit revir på jagt efter føden, som består af 20 % frugt (de før omtalte bær), 10 % levende foder (orme, larver, biller, små firben m.v.), 50 % grønt (grønne skud og blade af græsser og buske, men også rødder og løg, som de skraber op) samt 20 % frø (græsfrø samt frø af andre planter og buske). De har for øvrigt et ret højt kald, der skulle lyde omtrent sådan   chink-chink-chink-chink-chink .

Gribbeperlehøns er ret selskabelige og ses næsten altid i flokke, som oftest på en 20-30 individer, men der er set større grupper, helt op mod 100 stk. Det er kun i yngletiden at flokkene opløses mere eller mindre, når de par som vil yngle, går deres egne veje. Dette sker som oftest i slutningen af regntiden, så man har fundet ynglende fugle i Ethiopien i maj. I Kenya i juni og i Somalia både i juni, aug. og dec. Hanen vil altid spille lidt op til hønen, bl.a. ved at han finder en lækkerbisken, som han tager op i næbbet og løber hen til hønen, for at give det til hende. Herefter vil han ofte ”danse” foran hende ofte med løftede vinger. Når de først har parret sig, vil han beskytte hende, medens de søger føde, og kommer der en anden hane for tæt på, bliver han jaget bort og forfulgt, ofte over ret lange afstande. De skraber en lille fordybning, som er godt camoufleret af græsser og lign. Hun lægger 4-8 æg, og medens hun ruger holder han vagt. Så snart kyllingerne er blevet tørre, efter at de er klækket, forlader de reden og de søger ly under begge forældre. De bliver alene sammen i en måneds tid, før se søger sammen med andre i de sædvanlige flokke.

Opstår der en fare, så løber de hellere end de flyver og de løber ind mellem buskene, i stedet for ude i det åbne, hvor de har sværere ved at gemme sig. Så samles de ofte inde under en stor busk, og står helt stille, til faren er drevet over. Hvis de bliver nødt til at flyve, for at komme bort, sker det sjældent over mere end 50-100 m.

Som volierefugl: Første gang man så dem i levende live i Europa, skulle være den 26. maj 1863, som er datoen for at Hamburger Zoo åbnede. I de følgende årtier kom der fra tid til anden gribbeperlehøns til Europa, så de kunne ses i flere Zoo  rundt omkring. Det første opdræt man kender til, skete i 1878 hos Baron Cornely i Frankrig. Han havde købt et par 1875, som gik i et uopvarmet rum, hvor der om vinteren kunne være ned til -4 o C. Den 12. maj  i 1878 så han det første æg hos dem. Det blev til 4 kyllinger, samt 10 krydsninger med en domesticeret perlehøne.

Herhjemme ses den i dag hos flere opdrættere, og det bliver da også til kyllinger rundt omkring hvert år.


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE