Anna Ahlefeldt-Laurvigen (1851-1940)

Anna Ahlefeldt-Laurvigen – en skagensmaler i det skjulte

- af Joan Schersat Mikkelsen, cand.mag.

 

Hvordan er det lykkedes vurderingseksperter i tre store kunstauktionshuse at antage et værk som værende af skagensmaleren Anna Ancher og tillægge dette hendes kvaliteter, når det i virkeligheden er et skagensmaleri af en helt ukendt grevinde Anna Ahlefeldt-Laurvigen.

Artiklen forsøger, at svare på hvem denne ANNA var, og at fokusere på hendes kunstneriske sysler uden for rampelyset i årene fra 1892 til 1899, hvor hun også var borgmesterfrue i Skagen.

Anna (hvem) Anna

I efteråret 2013 havde det svenske auktionshus Bukowskis sat et lille oliemaleri på kunstauktion:

183A. Anna Ancher, Danmark, (1859-1935). Strandbild, Skagen. Signerad A. A. Skagen. Duk uppklistrad på papp-pannå. (18 x 32,5 cm).

I forbindelse hermed blev jeg kontaktet af redaktøren for Kunstnyt.dk, Preben Juul Madsen, som gerne ville høre, om jeg mente, at der var tale om et ægte Anna Ancher-maleri. Mit svar var et rungende NEJ, for jeg kunne straks aflæse, at hverken signaturen eller motivet var hendes.

Samtidig havde museumsinspektør Mette Bøgh Jensen, Skagens Museum, skrevet til Bukowskis for at fortælle dem det samme, at det  højest sandsynligt ikke var Anna Ancher, uden at hun dog viste, hvem kunstneren så var.

Som ved et tilfælde kom der en uge senere to lot til salg hos auktionshuset Lauritz.com, hvor jeg syntes, at der var et sammenfald mellem signaturen på ”Anna Ancher-maleriet” hos Bukowskis og især ét af dem, der viste sig at være malet af en navnesøster, grevinde Anna Ahlefelt-Laurvig(-en).

Jeg skrev omgående til Kunstnyt.dk’s redaktør om, at nu havde jeg, ”signaturafkoderen fra helvede”, fundet ud af, hvem der gemte sig bag den hidtidige ukendte AA-signatur.

Min opdagelse mundede ud i denne artikel, som gjorde maleriets ejer cirka 120.000 kroner fattigere:

Anna Kirstine Ancher (1859-1935). Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Proveniens

Før det falske Anna Ancher-maleri nåede frem til kunstauktionen hos Bukowskis i 2013 havde det opnået et hammerslag på, hvad der i 1989 svarede til 119.795 kroner hos auktionshuset Christie’s (Bilag 1) og var som sagt efterfølgende forsøgt solgt videre uden held i 2003 hos auktionshuset Sotheby’s for omtrent 133.000 kroner (Bilag 2).

Hvem den nuværende ejer af maleriet er, eller hvad vedkommende gør med en investering i et maleri, der næsten er værdiløst, det skal være usagt. Hvis den oprindelige sælger havde været i familie med Anna Ahlefelt-Laurvigen og fået maleriet i gave eller arvet det, så ville vedkommende i første omgang vel aldrig have fået sat det på auktion hos Christie’s som værende et Anna Ancher-maleri?

Så hvor forvekslingen mellem de to Anna’er er opstået, og hvordan vurderingseksperterne hos alle tre kunstauktionshuse har kunnet tage så grueligt fejl, det er lettere uforståeligt og noget af en gåde.

Anna Ancher 1859-1935. Legende børn på Skagen Strand. (Cirka 1905). Olie på papir på træ. (24,7 x 31 cm). Tilhører Skagens Museum. Foto: Joan Schersat Mikkelsen

En strand er en strand

Om skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935) skulle bevæge sig uden for hjemmet for at male et eksteriør fra Skagen Strand, så ville hun næppe have sat sig på stranden med sin malekasse og gengivet det miljø, hun som indfødt skagbo var opvokset med og kendte fra barnsben: stranden som fiskerbefolkningens arbejdsplads.

På det nogenlunde samme tidpunkt som Anna Ahlefelt-Laurvigen malede sit lille skagensmaleri, skildrede Anna Ancher også Skagen Strand på værket Legende børn på Skagen Strand, men her virker strandbredden i stedet som en kulisse for det, der virkeligt interesserede hende.

Anna Ancher malede overvejende interiører og hendes motiver kredsede mest om det nære; børn, kvinder og de ældres verden. Disse fungerede dog nærmest som modeller på Anna Anchers billeder, eftersom det var farverne og lyset, der var hendes omdrejningspunkt.

Anna Anchers ærinde på Skagen Strand var ikke i lighed med Anna Ahlefelt-Laurvigen nøgternt at vise fiskermiljøet og en mennesketom strand, men at formidle en snert af sommerstemning og det sorgløse barneliv, hvor tre små fiskerunger legede med vraggods, alt imens forældrene sandsynligvis knoklede til dagen og vejen med havfiskeri lige udenfor billedfeltet.

Kejserens nye klæder

Det er således foruroligende at læse den fortolkning, som forfatteren af artiklen i Månedsmagasinet OPUS presser ned over, hvad han på daværende tidspunkt troede, var et Anna Ancher-maleri.

Set i bakspejlet og når vi ved, at det vitterligt er et Anna Ahlefelt-Laurvigen-maleri, der er afbildet i artiklen, så virker sammenstillingen med ordene i teksten: ”…. og ikke mindst Annas billeder af Skagen indfanger atmosfæren med stor følsomhed…” (Bilag 3 b), som særdeles påfaldende.

Det ville være alt for let for en udenforstående at konkludere, at i og med at én kunstekspert blev overbevist om, at det indleverede et værk var af skagensmaleren Anna Ancher, så tog de to efterfølgende kunsteksperter det for gode varer, uden at sætte spørgsmål ved eller på ny at undersøge værket helt til bunds og vurdere det ud fra dets egne præmisser.

Der skulle - som i et eventyr - kun en ”lille signaturafkoder fra helvede” til, som turde pege og sige højt, hvad lægmand i forvejen godt kunne se: ”Men det er jo ikke noget Anna Ancher-maleri”.

 

Fra borgerdatter til grevinde og skagensmaler

Opvækst

Anna Marie Mathilde Bech blev født den 2. april 1851 i Hillerød som borgerdatter af prokurator Jens Peter Hvilsager Bech (1825 - 1875) og hustru Ida Mathilde Paaske (1810 - 1858).

Anna har højst sandsynligt været enebarn, eftersom det ikke har været muligt at finde spor af eventuelle søskende. Det stemmer vel godt overens med, at hendes mor var over 40 år, da hun fødte Anna. Moren døde i Nykøbing Sjælland, da Anna blot var 7 år gammel og det ser ud til, at faderen året efter den 19. maj 1859 giftede sig hjemme i Aarhus med Annas 47-årige moster, Emma Augusta Paaske (1812 - 1892).

Anna mistede faren, da hun lige var fyldt 24 år, mens familien boede i Vestervig i 1875. Hvorvidt Anna og stedmoren Emma blev boende i det vestjyske eller hurtigt flyttede til København, det står hen i det uvisse. Emma døde i januar 1892 på adressen Gammel Kongevej 72 på Frederiksberg.

Et liv før ægteskabet

Det har ikke været muligt at støve noget op om, hvad Anna foretog sig forud for, at hun giftede sig.

I anden halvdel af 1800-tallet var det almindeligt for borgerskabets ugifte døtre, at de foruden forberedelserne til kvindens egentlige livsgerning - at få mand og børn - også havde kunstneriske sysler. Først når de modne borgerdøtre var kommet godt op i 20’erne og således havde forpasset muligheden for at blive gift, fik de lov til at arbejde seriøst med billedkunsten vel at mærke på amatørplan.

Om Anna fik privat undervisning af en etableret kunstmaler, gik på en alternative kunstskoler eller var på studieophold i udlandet vides ikke. Da hun voksede op i Nykøbing Sjælland og Vestervig, var det snarere stedmoren Emma, der stod for Annas opdragelse og undervisning i at tegne og male.

Blev adelig og stiftede familie

I en dengang sen alder af 27 år giftede Anna sig den 16. oktober 1878 i Holmens Kirke med cand. jur. Sophus Frederik Ferdinand greve Ahlefeldt-Laurvigen (17. november 1840 - 14. juni 1914), hvorefter hun fik en adelstitel og blev Anna Marie Mathilde grevinde Ahlefeldt-Laurvigen.

Sophus Frederik Ferdinand greve Ahlefeldt-Laurvigen (1840-1914). Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Ægteparret boede efter brylluppet i Nykøbing Sjælland, hvor Sophus blev by- og birkedommer. Her kom deres første barn til verden:

Charlotte Ida komtesse Ahlefeldt-Laurvigen (23. april 1881 i Nykøbing Sjælland - 4. oktober 1904 i København).

Ægteparret flyttede i 1883 sammen med deres toårige datter til Sorø og året efter fødte Anna parrets andet barn:

Jens Adolph Benedict greve Ahlefeldt-Laurvigen (15. september 1884 - 21. februar 1890 i Sorø).

Anna og Sophus Ahlefeldt-Laurvigen led en krank skæbne og endte uden livsarvinger, idet de begge overlevede deres to børn.

Charlotte Ida komtesse Ahlefeldt-Laurvigen (gift Holm). Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Det må have været et hårdt slag for dem, da de mistede sønnen Jens, som kun blev 5½ år gammel.

Lidt bedre gik det for datteren Charlotte, der som 19-årig viedes den 27. maj 1900 til balletdanser ved Det Kongelige Teater, Holger Niels Holm (1879 – 1916).

Parret nåede dog at være gift i godt fire år og fik så vidt vides ikke børn sammen, førend Charlotte Ida Holm i en alder af kun 23½ år afgik ved døden i København.

Efter tabet af hustruen Charlottes gik det ned af bakke for Holger. Han giftede sig på ny i 1908 med skuespillerinden Astrid Vilhelmine Rasmussen (1893-1961). De fik sammen en søn, Richard Holm, men Holger endte tre måneder senere med at tage sit eget liv den 29. august 1916.

Holger Niels Holm (1879-1916). Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Borgmesterpar i Skagen

Det er et faktum, at Anna og Sophus Ahlefeldt-Laurvigen i 1892 flyttede til Skagen og levede der i de næste syv år. Han var byfoged, byskriver og fra den 11. marts tillige kongeligt udnævnt med titel af borgmester i Skagen.

Anna og Sophus Ahlefeldt-Laurvigen boede et års tid i Byfogedboligen, Sct Laurentii Vej 148, men fra 1893 kunne de flytte hen i det nyopførte dommerkontor med borgmesterbolig på Sct Laurentii Vej 31. Her var de sig til juni 1899, hvor Sophus blev forflyttet til birkedommer og skriver i Aalborg Birk og herredsfoged i Fleskum Herred.

Deres efterfølgere i borgmesterembedet blev det langt mere kendte ægtepar Sophie Albertine (1857-1942) og cand.jur. Otto Georg Schwartz (1852-1915) (se Illustration 7).

Den gyldne tid

Skagen var i en rivende udvikling i de gyldne år i 1880 - 1890erne. Fiskerbyen husede nu også en kunstnerkoloni, var blevet en turistattraktion, badeby og mondænt mødested for rige sommergæster.

Hvori bestod Anna Ahlefeldt-Laurvigens pligter som Skagens nyslåede borgmesterfrue? Det vides ikke med sikkerhed, men kildematerialet efter afløseren, Alba Schwartz, er derimod omfangsrigt.

Hvis det antages, at traditionerne blandt Skagens lille overklasse, som borgmesterparret tilhørte, ikke havde udviklet sig i samme grad, så havde Anna Ahlefeldt-Laurvigen sikkert de tilsvarende daglige gøremål, som beskrevet af Alba Schwartz, efter hun ankom til fiskerlejet i sensommeren 1899.

Som nyt borgmesterpar i Skagen var det almindelig kutyme, at aflægge visitter med servering af kaffe og kage hos byens honoratiores og, at disse aflagde uanmeldte genvisitter hos borgmesterparret. Derudover havde borgmesterfruen ansvar for husførelsen, der blev udført af tjenestefolk. Hun deltog ved officielle festmiddage og i selskaber for byens spidser, sørgede for barnets dannelse etc.

Og om Anna og Sophus Ahlefeldt-Laurvigens datter, komtesse Charlotte Ida, var indskrevet og gik på en kommuneskole i Skagen fra hun var 11 år gammel eller fik hjemmeundervisning i lighed med Alba og Otto Schwartz’ søn, Walter Schwartz (1889-1958), det findes der ingen oplysninger om.

Det korte og det lange er, at Anna Ahlefeldt-Laurvigen var på det rigtige sted (Skagen) på det helt rigtige tidspunkt (i den gyldne tid). Hun fik her rig lejlighed til i al diskretion og uden for sæson at male eksteriører. Det vidner de offentligt tilgængelige af hendes efterladte værker på auktioner om.

Via Jylland til endestationen

Efter ægtefælden Sophus’ død i Aalborg i 1914 - otte måneder efter parrets sølvbryllup - må Anna efterfølgende have haft et ophold i landsbyen Holtbjerg ved Herning. På blændrammerne af to af Annas værker skriver hun: ”Malet af grevinde A. Ahlefeldt-Laurvigen fra Holtbjerg Jylland”.

I efteråret 1919 flyttede Anna fra Jylland og ind tæt på Kongens Nytorv i København. Året efter i 1920 flyttede hun rundt på to andre adresser i hovedstadsområdet, hvorefter sporet af hende ender.

Den 12. marts 1940 udåndede den 88-årige grevinde Anna Ahlefeldt-Laurvigen på Frederiksberg.

Stedsans

Efter denne sammenstykkede kortlægning af Anna Ahlefeldt-Laurvigens liv fra start til slut følger her en gennemgang af seks værker fra hendes hånd. Det karakteristiske ved disse udvalgte skagensmalerier er, at de sammenholdt med hendes jævnaldrende skagensmaleres værker viser, hvordan Anna Ahlefeldt-Laurvigen både:

- var friluftsmaler. Det tyder på, at Anna Ahlefeldt-Laurvigen - eventuelt ledsaget af datteren Charlotte Ida - sad udendørs på en klapstol i den fri natur med et lærred fastsat med tegne-stifter indeni sin malerkasse, (hvilket de små billedformater, som hun gav sig af med, vidner om) og færdigmalede det landskabsmotiv, der befandt sig umiddelbart i nærheden af hende. På behørig afstand iagttog Anna Ahlefeldt-Laurvigen og blev måske en satellit til kunstnerkolonien i Skagen. Hun lagde sig i hvert fald i slipstrømmen på især de mandlige kunstneres teknikker, der var inspirerede af de moderne franske tendenser indenfor malerkunsten.

- havde stedsans. Anna Ahlefeldt-Laurvigen var uden tvivl velbevandret og vidende om, hvor i Skagen og omegn de mange tilrejsende kunstnere - også fra norden og de nordeuropæiske lande - holdt til, hvad de malede af friluftsmalerier og hvordan de skildrede Skagen. For det der kendetegnende kunstnerkoloniens særlige sans for stedet og byen Skagen, indoptog Anna Ahlefeldt-Laurvigen efter alt at dømme og anvendte i forbindelse med egne motivvalg.

Skagen havde 600 års købstadsjubilæum i 2013 og Skagens Museum fejrede dette med kunstudstillingen "Stedsans", der havde fokus på ni af de ikoniske steder i Skagen, som kunstnerne forevigede.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. Skagen Strand. Signerad AA Skagen. Olie på lærred på pap. (18 x 32,5 cm). Privateje.

Skagen Strand

Lidt uden for de ni stedsans-kategorier har Anna Ahlefeldt-Laurvigen med maleriet Skagen Strand bevæget sig et stykke ind på strandbredden og malet strandområdet tæt på Skagen Østerby, sådan som det så ud før den nye fiskerihavn blev bygget og indviet i november 1907.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen boede som sagt fra 1893 på Sct Laurentii Vej 31 i Østerby og Skagen Strand lå således kun få hundrede meter syd for hendes bopæl, borgmesterboligen.

Illustration 2: Carl Locher 1851-1915. Rolig aften, Skagen. Signeret Carl Locher Skagen 1903. Olie på lærred. (41x57 cm). Privateje.

Skagens Fyr, som normalt ville kunne ses i baggrunden (Illustration 2), har Anna Ahlefeldt-Laurvigen gemt bag et skur. På en linje ligger fire fiskerbåde optrukne på strandbredden, stejler, en efterladt trillebør og skagenshusenes tage, som skimtes i venstre side af billedet.

Der ligger et spredt skylag på himmelen og de manglende skygger på billedet tyder på, at Anna Ahlefeldt-Laurvigen nok har malet Skagen Strand-maleriet en sensommerdag om eftermiddag, hvor alle nysgerrige skagboer var ude af syne.

Illustration 3: Viggo Johansen 1851-1935. Både tørrer sejl på Skagen Sønderstrand ud for Vesterby. (1887). Signeret VJ. 87. Skagen. Olie på lærred. (37x60cm). Tilhører Skagens Museum. Foto: Joan Schersat Mikkelsen

Størsteparten af skagenskoloniens kunstnere malede deres strandmotiver set fra nordøst mod syd, men Anna Ahlefeldt-Laurvigen malede Skagen Strand set fra sydvest og op mod Grenen i nord.

Illustration 3 er dette perspektiv bibeholdt, men kunstneren er rykket sydpå til Skagen Vesterby og bruger byen i horisonten til at skabe dybde i billedet med.

Når kunsterne på denne måde valgte at gengive strandmotiver fra netop denne vinkel undgik de at sidde for længe og skulle male i et meget stærkt modlys, som eksempelvis ses på Illustration 4.

Sønderstrand

Den berømteste og nok mest genkendelige af alle de ni stedsans-kategorier er Skagen Sønderstrand.

Der var vel ikke en kunstner med respekt for sig selv som ikke på et eller andet tidspunkt malede Sønderstranden enten under et sommerophold i Skagen eller i kraft af at være fastboende i byen.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. Skagen Sønderstrand. Signeret AA 1895. Olie på træ. (23 x 37 cm). Privateje. Proveniens: Hidhører fra boet efter Sophus greve Ahlefeldt-Laurvigen.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen var ingen undtagelse. Hun har i 1895 gået et stykke væk fra sin bopæl, sat sig i strandkanten ud for Vesterby i stiv blæst og malet sin udgave af den legendariske Skagen Sønderstrand.

Der hænger tunge cumulo skyer ude over Kattegat og et par rækker af søgræs langs stranden er skyllet ind efter en hård østenvind. To af de fem fiskerbåde er bemandede og driver væk på vandet med sejlene hejst.

Det kan således ikke helt være gået de lokale fiskers næser forbi, at der lidt uden for turistsæsonen sad ”en dame” og malede dem, mens de udøvede af deres erhverv.

Illustration 4: P. S. Krøyer 1851-1909. Kunstnere på Skagen Sønderstrand. (1882). Signerer SK Skagen 15 sepbr-82. Olie på lærred. (33 x 53 cm). Tilhører Skagens Museum. Foto: Joan Schersat Mikkelsen.
Michael Ancher 1849-1927. Skagen Sønderstrand. Signeret M. A. 88. Olie på lærred. (39 x 63 cm). Privateje.

Østerby

I løbet af 1890’erne voksede Skagen Østerby sig større end den ellers så betydningsfulde Vesterby.

Østerby var fra 1859 hjemsted for Brøndums gæstgivergård og i kunstnerkoloniens opblomstringstid valgte de fleste tilrejsende skagensmalere at indlogere sig på det eneste overnatningssted i byen.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. Udsigt fra borgmesterboligen i Skagen med Brøndums Hotel i baggrunden. (1898). Signeret AA Skagen 1/2 98. Olie på træ. (13 x 34 cm).
Illustration 5: Udsigt over … borgmesterboligen og … Brøndums Hotel i det fjerne. 1895. Foto (udsnit): Lokalsamlingen i Skagen.

Det var denne bydel, som Anna Ahlefeldt-Laurvigen flyttede til fra starten af 1893 og boede i med sin familie. De tog således borgmesterboligen i det nybyggede dommerkontor på Sct Laurentii Vej 31 i brug.

Fem år senere på den første vinterdag i februar i 1898 må Anna Ahlefeldt-Laurvigen have bevæget sig ud i den snedækkede baghave. Godt afskærmet mod offentligheden og med blikket vendt mod øst har hun med blåfrosne fingre malet Udsigt fra borgmesterboligen i Skagenmaleriet.

Det er formentlig Kroghsvej, der løber mellem de to rækker af stakit og Anna Ahlefeldt-Laurvigen har gengivet et nabohus og en stejle i højre side af billedet.

Brøndums gæstgivergård, er på dette tidspunkt lå ret øde og ragede et godt stykke op over de andre skagenshuse i Østerby (Illustration 5), ses yderst til venstre i billedet.

Arkitekten Ulrik Plesner (1861-1933) fik til opgave at stå for tilbygningerne i henholdsvis 1892, 1898, 1909 og 1933 til, hvad der i den anledning skiftede navn til Brøndums Hotel.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen kastede, mens hun malede sit maleri, måske længselsfulde blikke mod Brøndums Hotel og al den festivitas, som fandt sted der især om sommeren blandt skagensmalerne.

Selvom hendes fuldstændig jævnaldrende, festkongen og skagensmaler, Peder Severin Krøyer (1851-1909), boede mere eller mindre permanent i Skagen fra 1895 i P.S. Krøyers Hus, hvilket lå tæt op ad Anna Ahlefeldt-Laurvigens allerførste hjem i Byfogedskoven, så overvintrede han ikke dette år i Skagen.

Marie Krøyer (1867-1940) og han befandt sig denne frostklare dag på Østerbro i København, hvor de flyttede ind i deres nye villa i Bergensgade 10, som Ulrik Plesner også havde været arkitekt på.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. To damer går tur i den gamle plantage. Signeret AA Skagen. (1912?). Olie på lærred på træ. (32 x 24 cm). Proveniens: Hidhører fra boet efter Sophus greve Ahlefeldt-Laurvigen.

Plantagen

Med skagensmalernes værker fra Skagen gamle plantage var friluftsmalerierne fra de langt mere populære strande omkring Skagen blevet skiftet ud med træer og den tætte skovbevoksning.

Førend Anna Ahlefeldt-Laurvigen flyttede hen til borgmesterboligen midt på hovedgaden i Skagen, boede hun i 1892 i borgmesterparrets første hus, Byfogedboligen, som netop lå omringet af den gamle plantage i Skagen.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen startede nok som skagensmaler i det skjulte allerede kort tid efter, at hun lige var ankommet til Skagen. Det tyder de to følgende af hendes værker fra den gamle plantage i hvert fald på.

Det første værk, To damer går tur i den gamle plantage, har Anna Ahlefeldt-Laurvigen dateret på bagsiden til 1912. Det er mere nærliggende at tro, at hun har malet dette, mens hun i det første år levede klos op af plantagen.

Charlotte Ida komtesse Ahlefeldt-Laurvigen (gift Holm). Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Hvem de hvidklædte kvinder i lange sommerkjoler, der møder hinanden, mens de promenerer i plantagen på en sti, hvorpå solstråler pletvist falder gennem trætoppene, er, vides ikke.

Et gæt kunne være, at kvinden med den lyserøde kjolebesætning og solparasol er Anna Ahlefeldt-Laurvigens datter, Charlotte Ida, og at den rygvendte kvinde er Anna.

Det kan tænkes at være et retrospektivt mor/datter-maleri; måske Anna Ahlefeldt-Laurvigens rendezvous i paradisets have med sin datter, der gik bort i en alder af kun 23 år.

Hvorom alting er, så har Anna Ahlefeldt-Laurvigen med sit lille fine skovinteriør, To damer går tur i den gamle plantage, på lignende vis som Illustration 6 indfanget en stemningsfuld situation fra privatsfæren imellem to fornemme kvinder, der sikkert tilhørte det bedre borgerskab eller adlen.

P. S. Krøyer 1851-1909. Sommer. Kunstnerens hustru i morgentoilette i haven. (1895). Signeret S Krøyer Skagen 95. Olie på træ. (58 x 48 cm). Privateje.

Et verdensberømt forlæg til Anna Ahlefeldt-Laurvigens værk kunne være Sommeraften på Skagen Sønderstrand, der er malet af P. S. Krøyer i 1893. Hun har sandsynligvis haft kendskab til de forskellige udgaver af motivet og - eventuelt i 1912 under et besøg i Skagen - have udskiftet stranden som et rekreativt område med Skagen gamle plantage, der var et trygt og velkendt sted for hende.

Uanset hvad så giver Anna Ahlefeldt-Laurvigens skagensmaleriet indtryk af noget hemmelighedskræmmeri i og med, at to portrætterede kvindemodeller forbliver uidentificerede og navnløse.

Illustration 6: Hans Gyde-Petersen 1862-1943. Skovlysning med to spadserende kvinder, Fru Camilla Berg og Carin Ibsen. Motiv fra Skagen. (1908). Olie på lærred. Signeret Gyde Petersen, Skagen, August 03-08. (41 x 53 cm). Privateje.
Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. Laden i plantagen. Ikke betegnet men signeret verso. Olie på lærred. (28 x 39 cm). Proveniens: Hidhører fra boet efter Sophus greve Ahlefeldt-Laurvigen.

Det andet af Anna Ahlefeldt-Laurvigens værker fra den gamle plantage i Skagen er Laden i plantagen. Med dette skagensmaleri har hun motivmæssigt indfanget en af de mere sjælenere af slagsen.

Da Anna Ahlefeldt-Laurvigen og familien boede i Byfogedboligen, havde hun mere end rig lejlighed til på egen hånd at sondere lokalområdet for at male i ro og mag.

Ud over Byfogedgårdens ene længe, der i 1895 undergik en ombygning og senere blev til P. S. Krøyers Hus, lå der parallelt med hans atelier en lade i plantagen.

 

Navnebrættet hænger i dag midt på P. S. Krøyers Hus i Byfogedskoven.

Denne lade var en sorttjæret træbygning, der var prydet med navnebrædder fra de skibe, som var strandede på Grenen.

I 1912 blev ”Den sorte lade” taget i brug som udstillingslokale for kunstnerkredsen, ”De nye skagensmalere”, som ikke havde adgang til at udstille deres værker på Skagens Kunstudstilling på  Teknisk Skole.

”Den sorte lade” blev anvendte til kunstudstillinger helt frem til 1930, hvorefter den lukkede og antageligt revet ned.

Efterfølgende blev alle fem navnebrædder flyttet om og sat på af P. S. Krøyers Hus, hvor de stadig sidder den dag i dag.

”Den sorte lade” er nævnt i lokalpresen, men angiveligt aldrig før set afbildet. Anna Ahlefeldt-Laurvigen har med Laden i plantagen valgt at sidde tæt op ad og foretaget en dristig beskæring af motivet, der kun viser et udsnit af laden.

Det er sommer, høj solskin, grønne omgivelser, en af dørene i den todelte port står åben og kaster en lang skygge. Der gemmer sig en foruroligende historie i mørket, hvilket anes gennem den ene døråbning.

Er Laden i plantagen mon et billede på Anna Ahlefeldt-Laurvigens sorg over sønnen Jens Adolph Benedicts død to år forinden, hvor porten til himmeriget kun er halvt lukket i og således kaster fortidens skygge ind over hendes ellers så privilegerede tilværelse med en ny start i Skagen fra 1892.

Heden

Når det kommer til skagensmalernes værker fra heden i Skagen, så står det hurtigt klart, at hedelandskabet ikke var kunstnernes foretrukne motiv. Heden strakte sig over flere steder, eksempelvis lå brovandene nord for byen og Skagen Klitplantage dækker nu området ved Den Tilsandede Kirke.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen 1851-1940. Heden ved Skagen. Ikke betegnet men signeret verso. Olie på lærred. (22 x 32 cm).

Anna Ahlefeldt-Laurvigen begav sig sikkert ud - en herlig forårsdag med høj blå himmel - på den mennesketomme hede.

Motivet til Heden ved Skagen har hun grangiveligt hentet fra det hedelandskab, der lå tæt på Sct. Laurentii Kirke, idet området kun lå to kilometer vest for Byfogedboligen, Sct. Laurentii Vej 148.

Hun har med løse penselstrøg gengivet et menneskeskabt stisystem i sandjorden, som går gennem lyngvæksten og med en række af plantede bjergfyr, hvilket var med til at dæmme op for sandflugten.

Her i dette afsidesliggende hedelandskab i Skagen Klitplantage har Anna Ahlefeldt-Laurvigen undgået selskab af de øvrige skagensmalere og uforstyrret på en dagsrejse til Sct. Laurentii Kirke kunnet færdiggøre sit Heden ved Skagen-maleri.

Hedelandskabet ved Den Tilsandede (Sct. Laurentii) Kirke, som det ser ud nu til dags i Skagens Klitplantage.
Illustration 7: Alba (1857-1942) og Otto Schwartz. Fra starten af 1890erne. Foto: Ludvig Grundtvig.

Eksistensgrundlag for værkerne

Anna Ahlefeldt-Laurvigen udstillede næppe sine skagensmalerier. De var afledt og et resultatet af tidens borgelige dannelsesideal, hvor kvinders værker blev brugt til at pynte op med i private hjem.

I 1890’erne har det langt fra været comme il faut blandt lokalbefolkningen, at borgmesterfruen i Skagen, som tilmed var fin grevinde, kunne beskæftige sig med billedkunsten andet end til husbehov.

Anna Ahlefeldt-Laurvigen har endogså været afhængig af ægtemanden Sophus’ anerkendelse og accept af, at hun gik alene udenfor i naturen og fordrev tiden med at male landskaberne ved Skagen.

 

Afrunding

At Anna Ahlefeldt-Laurvigen har meldt sig ind i rækken af kunstnere, der befandt sig i Skagen i 1890erne og som havde en tendens til at male privatlivsbilleder, er ikke længere en velbevaret hemmelighed. Det er trods alt at tage munden lige lovlig fuld, at ophøje hende til at skulle være en betydelig omend kvindelig skagensmaler på lige fod med Anna Ancher. - Det var hun alt for privat til.

Det er symptomatisk, at da jeg i min research forud for, at jeg ville skrive denne artikel, kontaktede Skagens Museum for at høre, om de tidligere var stødt på skagensmalerier af Anna Ahlefeldt-Laurvigen eller om de overhovedet kendte til, at hun malede, mens hun levede og var borgmesterfrue i Skagen i gennem syv år fra 1892 til 1899, så var svaret NEJ.

Ej heller havde Skagens Museum kendskab til, at hun skulle have været en del af kunstnerkolonien eller at borgmesterparret Ahlefeldt-Laurvigen perifert kunne have kendt nogle kunstnere i privaten.

Bibliotekar Hans Nielsen, Lokalsamlingen i Skagen, har heller ikke kunnet bidrage med yderligere oplysninger om borgmesterparrets færden i Skagen. Der findes ligeledes ikke mange spor efter Sophus Ahlefeldt-Laurvigens tid som borgmester, men i bogen ”Skagen Ting-, Raad- og Arresthus” er han dog sparsomt omtalt og figurerer i oversigten over borgmestre gennem tiden (Bilag 4).

Opregnet har borgmesterparret ikke udadtil gjort meget væsen af sig under deres ophold i Skagen.

Sammenlignet med Anna Ancher

Udgangspunktet for min artikel var den fejlagtige forveksling mellem Anna Ancher og Anna Ahlefeldt-Laurvigen i forbindelse med auktionen over et skagensmaleri hos Bukowskis i 2013.

Efterfølgende har det langt fra været den letteste opgave i verden, at få sat privatpersonen Anna Ahlefeldt-Laurvigen ind på det kunstneriske landkort.

At skulle finde et sammenfald mellem de to Anna’ers respektive værker, er slet ikke et nemt projekt.

Palle Bruun til Michael og Anna Anchers sølvbryllup i 1905. Citeret fra Politiken den 17. august 1929.

Men en ting, som begge Anna’er sikkert har haft til fælles, er, at de er gået uhyre stille med dørene, når det kom til tilblivelsen af deres skagensmalerier.

Det tætteste Anna’erne kommer på hinanden, er efter al sandsynlighed bedst udtrykt ved det følgende citat: 

Sammenstillet med Alba Schwartz

Hvis Anna Ahlefeldt-Laurvigen partout skal sættes i bås med nogen anden kvinde, så er det lettere at sammenstille hende med efterfølgeren i stillingen som borgmesterfrue nemlig Alba Schwartz (Illustration 7).

Anna Ahlefeldt-Laurvigen og Alba Schwartz havde tilfældigvis et livsforløb til fælles forud for, at de ”flygtede langt væk til Skagen”. Det var, at de hver især var gift med en jurist, havde født en søn i 1884, som de begge i en alder af rundt regnet 38 år mistede.

Derudover var de to respektive borgmesterfruer jo kunstneriske anlagte, blev enker stort set samtidigt og gik bort med et par års mellemrum.

Eller helt sig selv

Når alt kommer til alt, var Anna Ahlefeldt-Laurvigen så ikke bare en kvinde af sin tid, der forsøgte at få det bedste ud af tilværelsen især efter, at livet måske ikke havde tilsmilet hende som fortjent.

Levede Anna Ahlefeldt-Laurvigen i virkeligheden ikke blot efter devisen om, at den der lever stille lever godt. Det lykkedes i hvert fald næsten for hende at holde sig selv uden for rampelyset og eftersom det desværre endnu ikke er lykkedes at finde et fotografi af hende, så er hun stadig ”inkognito”.

Appendix

Bilag 1

Kilde: Christie’s. Scandinavian pictures, drawings, prints and sculpture. Thursday 16 March 1989.

Bilag 2

Kilde: Sotheby’s. The scandinavian sale. London 3. June 2003.

Bilag 3 (a)

Kilde: Poltimore, Mark: ”Dansk kunst – set med udenlandske øjne”, side 108 in Månedsmagasinet OPUS # 3, maj 2003.

Bilag 3 (b)

Kilde: Poltimore, Mark: ”Dansk kunst – set med udenlandske øjne”, side 109 in Månedsmagasinet OPUS # 3, maj 2003.

Bilag 4

Kilde: Nielsen, Hans m.fl.: Skagen Ting-, Raad- og Arresthus, (side 16 og side 24). Skagen Lokalhistoriske Forening. 2008.

Litteraturliste

Ahlefeldt-Laurvig, Preben: Træk af slægten Ahlefeldts historie. kahrius.dk Forlagsaktieselskab. 2011.

Arnold, Anastassia: Balladen om Marie. En biografi om Marie Krøyer (side 108-170). People’s Press. 1995.

Buch, Hans: Maleren Jørgen Aabye. Livet forgår – kunsten består (side 72-76). Jørgen Aabye Samlingen. 2008.

Christie’s. Scandinavian pictures, drawings, prints and sculpture (side 95). Thursday 16 March 1989

Bøgh Jensen, Mette: Brøndums spisestue. Til tak for glade dage, (side 6-53, 116-117). Skagens Museum. 2011

Bøgh Jensen, Mette: ”Historien om Anna” (side 8-21) in ANNA (jeg) ANNA. Skagens Museum. 2009.

Bøgh Jensen, Mette m.fl.: ”1890’erne Skagen” (side 287-310), in Krøyer i internationalt lys. Den Hirschsprungske Samling & Skagens Museum. 2011.

Ebbesen, Lisette Vind & Dorthe Rosenfeldt Sieben (red.): Malerikatalog. Katalog over Skagens Museums malerier. Skagens Museum. 2012.

Gether, Christian m.fl. (red.): Anna Ancher. ARKEN Museum for Moderne Kunst. 2011.

Gether, Christian og Andrea Rygg Karberg (red.): Skagensmalerne – i nyt lys. ARKEN Museum for Moderne Kunst. 2005.

Glahn, Charlotte og Nina Marie Poulsen (red): 100 Års Øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund (side 9-75, 112-141, 337-357). Forlaget Saxo. 2014.

Heegaard, Bodil m.fl.: Huse i Skagen. Bind 1 (side 16-17, 199-200, 214-218). Bind 2 (side 30, 248-249). Skagens Kommune og Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 1981.

Mikkelsen, Joan Schersat: ”På sporet af skagensmaleren Ella Heide”, Kunstnyt.dk. 2011.

Nielsen, Hans, Gunnar Bagh & Søren Raaberg-Møller: Skagen Ting-, Raad -og Arresthus (side 5 – 24). Skagen Lokalhistoriske Forening. 2008.

Pohl, Eva: En plads i solen. Kvindelige danske kunstnere født mellem 1850 – 1930. North. 2007.

Poltimore, Mark: ”Dansk kunst – set med udenlandske øjne” (side 108-109) in Månedsmagasinet OPUS # 3, maj 2003.

Schwartz, Alba: Skagen før og nu. Den svundne tid (side 189-195). Skagens Museum. 1992.

Schwartz, Malene: Alba. En familiekrønike fortalt til Cathrine Errboe (side 51 - 131). Politikens For-lag. 2012.

Sieben, Dorthe Rosenfeldt m.fl.: Skagen GULD / værker i privateje. Skagens Museum. 2011.

Sotheby’s. The scandinavian sale (side 57). London 3. June 2003.

Stokbro, Anne Lie: Anna Ancher & Co. - de malende damer. Elever fra Vilhelm Kyhns tegne- og malerskole for kvinder 1863 til 1895. Ribe Kunstmuseum, Sophienholm og Johannes Larsen Museet. 2007.

Svanholm, Lise: Damerne på Skagen. Gyldendal. 2006.

Svanholm, Lise: Malerne på Skagen. Gyldendal. 2001.

Saabye, Marianne (red): P. S. Krøyers fotografier (side 41-92). Den Hirschsprungske Samling. 1990

 

Spillefilm

Marie Krøyer, dansk spillefilm instrueret af Bille August. 2012.

Hip hip hurra, svensk/dansk/norsk produceret spillefilm instrueret af Kjell Grede. 1987.

 

Frederiksberg den 25. august 2014