Den største forskel mellem Shia- og Sunnimuslimerne

Alle muslimer er enige i, at Allah (jwa) er Én, og at Mohamad (sa) er den sidste Profet, og at den hellige Koran er den sidste guddommelige bog nedsendt fra Allah (jwa) til menneskeheden, og at Allah en dag vil samle menneskeheden, hvor de vil stå til regnskab for deres tro og gerninger. Der er dog uenighed mellem de to skoler, i to punkter.

1. Lederskabet som shiamuslimerne (tolv imamitterne) mener, tilkommer og tilhører imamerne fra Ahlulbayt efter den hellige Profet, og at Allah (jwa) vælger imamerne, imens at Profeten udpeger og udnævner dem.    
 
2. Angående islamiske regler, når der ikke forekommer klare budskaber i Koranens vers eller i beretninger, som muslimske lærde kan erklære sig enige i.
 
Det andet problem går under nr. et. Shia (tolv imamitterne) er forpligtet til at referere tilbage til Ahlulbayt, for at få Profetens (sa) sædvane. Det gør de i overensstemmelse med Profetens ordre, som er berettet i autentiske shia- og sunnimuslimske hadithsamlinger ved siden af, hvad den hellige Koran bekræfter om deres perfekte renselse.        
 
Uenigheden om kalifatet burde ikke være skylden i splid mellem de to skoler. Muslimer er enige i at Abu bakr blev kalif, gennem et valg fortaget af et lille samråd på 2-3 personer, og at det kom som en overraskelse for mange sahaba. Når jeg siger af få antal personer, så mener jeg at størstedelen af de fremtrædende sahaba, ikke havde et kendskab til dette såkaldte valg.  

Blandt de mange sahaba er Ali, Ibn Abbas, Uthman, Talha, Zubair, Sa'd Ibn Abi Waqqas, Salman al-Farsi, Abu Dhar, Ammar Ibn Yassir, Miqdad, Abdurrahman Ibn Owf osv., som hverken blev rådført eller informeret om valget. Umar tilstår selv at valget af Abu Bakr forgik uden at rådføre muslimerne.[1]

På den anden side indebærer et valg frihed og mulighed for enhver muslim til at vælge den man har lyst til, iblandt de nominerede. Den som nægter at vælge den flertallet vælger, er hverken ulydig eller syndig overfor Allah (jwa) og Hans profet. Det er de ikke idet det, hverken er Allah (jwa) eller Hans profet som har nomineret eller udvalgt denne person.
 
Et naturligt valg tvinger ikke mennesket til at vælge en specifik nomineret person. Havde det været således, så ville valget være tvingende. Det betyder at et valg vil miste dens glans, og så vil det gå hen og blive en diktatorisk operation. Dette modstrider Profetens ord, som sagde: ”Det er ikke gyldigt at fremtvinge nogen form for lydighed, via tvang.”
 

Imam Ali nægtede at give bayaa til Abu bakr i seks måneder, ifølge Bukhari. Han gav først bayaa efter hans kones Fatima Alzahra (Profetens datter) død, og det var ca. seks måneder efter profetens død. Hvis det havde været forbudt ikke at give bayaa til en nomineret person, så havde imam Ali (as) ikke nægtet at give ham bayaa. I samme beretning i sahih Bukhari gør Imam Ali rede for, at han har retten til kalifatet, og han klager over at Abu Bakr ikke rådførte ham i at vælge lederen. Imam Ali (as) gav senere bayaa, da det den eneste udvej for at redde islam var, at forlade den isolation som han havde været i, fordi han nægtede at give bayaa.

Andre velkendte sahaba nægtede også at give bayaa til imam Ali (as) gennem hele hans tid som kalif, men han straffede dem ikke for det.[2]
 

Shiamuslimerne mener, at imamen bliver valgt af Allah (jwa), og den bestemmelse bliver offentliggjort og personen bliver udpeget af den hellige Profet (sa), og efter ham bliver den næste imam udnævnt af den foregående imam.

Sunnimuslimske lærde siger til gengæld, at imamen (kalif som de hellere ville kalde det for) enten bliver valgt, nomineret af den foregående kalif, bliver valgt af en komite eller kan sikre sig magten via et militært kup (som Muawiyah f.eks.).

Shiamuslimske lærde siger, at den guddommeligt valgte imam er syndefri, og at Allah (jwa) ikke giver sådan en stilling til nogen syndere.

Sunnimuslimske lærde inkl. mu'tazila siger, at en man kan være en imam, og kan være syndig, idet han er valgt af andre end Allah (jwa). Dvs. selvom han er en tyran og synker i synder (ligesom Yazid og hans far Muawiya). Flertallet af disse retningsskoler Hanbali, Shafii, og Maliki modvirker menneskerne imod at rejse sig imod kaliffen, selvom han er syndig og undertrykkende. De mener, at man skal beskytte sådan en kalif, selvom de er uenige med de onde gerninger, som kaliffen er ansvarlig for. 

Shiamuslimerne siger, at en imam skal være i besiddelse af b la. disse kvalifikationer:

Videnskab, mod, retfærdighed, visdom, gudsfrygt og have kærlighed til Allah (jwa) og hans hellige Profet, mens sunni siger, at dette ikke er nødvendigt.

Det er her, at den største forskel mellem de to retninger ligger, og hvis man kunne blive enige om dette punkt, så ville muslimernes grundlægende problemer blive løst. Dette er netop Allahs (jwa) prøve til menneskeheden, og til dommedagen vil der ikke være en udvej.

[1] Sahih al-Bukhari, Arabisk- Engelsk beretning nr. 8.817.

[2]Ibn Al-Athir i Al-Kamil, bind 3, side 98.