 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 mutaa
Det midlertidige ægteskab
Midlertidigt ægteskab, bedre kendt som mutaa, er et ægteskab mellem en mand og en kvinde, på samme måde som et ganske almindeligt permanent ægteskab. Den største forskel er dog at et midlertidigt ægteskab kun varer i en specifik periode, som manden og konen selv aftaler, og når tiden er udløbet, så ophører ægteskabet automatisk, og man bliver dernæst fremmed for hinanden igen, præcis som i et permanent ægteskab. Altså er forskellen at, i et permanent ægteskab så er det skilsmissen der ophører ægteskabet, og i et midlertidigt ægteskab, er det tiden, der gør det.
Mange tror at kvinden kan indgå i et nyt ægteskab, så snart det forrige ophører. Det er en misforståelse, som mange desværre går og tror på. Det er sådan at kvinden, når hun ophører et ægteskab, så har hun en 2 måneders periode (iddah), før hun kan indgå i et nyt ægteskab.
Ligeledes tror mange også, at et midlertidigt ægteskab kun handler om sex og tilfredsstillelse for begge parter, men sådan er det dog ikke. De to parter som ønsker at indgå i et midlertidigt ægteskab, kan aftale fra starten, at de ikke skal dyrke sex, og så gør de det ikke. Sådan en aftale kan dog ikke indgås i et permanent ægteskab, idet Allah (swt) har påbudt, at der skal indgå sex i forholdet, når en af parterne ønsker det.
Vi vil nu gå ind og se om mutaa var tilladt, og om den hellige Profet (sa) forbød det eller ej. Forskellen mellem den shia- og sunnimuslimske syn på dette punkt, er netop om det blev forbudt eller ej.
Midlertidigt ægteskab (mutaa) var tilladt i Profetens, Abu Bakrs og Omars tid, indtil Omar forbød det og truede med at straffe den, der gjorde det fremover. Dette er noget mange lærde og sahaba erklære sig enige i.
Beviser fra Koranen
Vers 24 i Surat al Nisa er et bevis på at et midlertidigt ægteskab er tilladt. Allah (swt) siger:
”Og (forbudt er yderligere) gifte kvinder med undtagelse af krigsfanger. En forskrift for jer fra Allah. Og tilladt for jer er alle andre end disse, forudsat I søger dem med jeres ejendom, idet I gifter jer med dem og ikke begår utugt. Så for hvilken nydelse (istamta’tum) I har af dem, giv dem deres brudesum, som fastsat. Og der påhviler jer ingen synd i, hvad I gensidigt enes om efter det det forskrevne (er opfyldt), thi Allah er Alvidende, Alviis.”[1]
Dette er det største bevis fra Koranen på at midlertidigt ægteskab er tilladt. Nogle af de store sahaba som bekræfter vores påstand, er b. la:
- Ali Ibn Abi Talib
- Abdallah Ibn Abbas
- Abdallah Ibn Masoud
- Ubay Ibn Kaeeb.
Og blandt tabi´ien[2] er:
- Said Ibn Jubair
- Majhahed
- Qutada
- Al- Sadi.
Disse bekræfter at dette vers omhandler det midlertidige ægteskab, ligesom det er nævnt i verset.
Dette har mange lærde skrevet i deres Mushaf, og endda med et ord (på ubestemt tid), og der berettes at Ibn Abbas sværgede ved Allah (swt) tre gange på at verset kom ned sådan, selvom dette ikke findes i den hellige Koran i dag.
Samtidigt siger Ubay Ibn Kaeeb at dette vers ikke er blevet ophævet, som nogle vil påstå. Se b la. Disse nævnte ting i:
- Tafsir al Tabari under fortolkning af vers 4:24.
- Ibn Kathir under fortolkning af vers 4:24
- Al Khashaf under fortolkning af vers 4:24
- Al Dhirr al Manthur af al Suyuti under fortolkning af vers 4:24.
- Ahkam al Quran af Al Jhasas bind 2, side 147.
- Sunan al Bayhagi bind 7, side 205.
- fortolkning af Sahih Muslim af al Nawawi bind 7, side 126.
- Al Mugni fi al Figh al Hanafi af Ibn Qadama bind 7, side 571.
Vi vil kigge på nogle af sunni lærdes ord og beviser på at midlertidigt ægteskab forblev tilladt, indtil Omar Ibn al Khattab forbød det, og mange sahaba betragtede det stadig som værende tilladt.
Beviser fra Profetens sunnah
Herunder kan vi komme med masser af sande beretninger, men vi vil nøjes med et udpluk af de mange, som b. la er nævnt i Bukhari og Muslim.
Salama Ibn al-Akwa' og Jabir Ibn Abdullah beretter:
”Allahs Sendebud kom over til os og tillod os at lave midlertidigt ægteskab.”[3]
'Imran bin Husain beretter:
“Verset om Mutaa blev åbenbaret I Allahs Bog, så vi gjorde det I Profetens tid, og der blev ikke åbenbaret noget, som forbød det, og heller ikke Profeten selv forbød det indtil han døde. Men en mand som betragtede det ulovligt, gav udtryk for sin egen mening.”[4]
Jabir Ibn Abdullah og Salama Ibn al-Akwa' beretter:
”Der kom til os en bekendtgørelse fra Allahs Sendebud (sa), som sagde: at Allahs Sendebud har bevilget jer at lave midlertidige ægteskaber med kvinder.”[5]
Hvis vi nøjes med disse få beretninger, så er det tydeligt at se, at det midlertidige ægteskab var tilladt og udbredt blandt Profetens ledsagere. Dette er shia- og sunnimuslimerne dog enig om, men som sagt, så er forskellen mellem de to retninger, at shiamuslimerne mener at det stadig er tilladt i dag, idet det ikke var Profeten der forbød det, men Omar i sin tid som khalif. De beretninger, som er nået frem til os fra Imamerne beviser at det midlertidige ægteskab stadig er tilladt, og den påstand var mange sahaba dog enige om, selv efter at Omar forbød det.
Sunnimuslimerne mener derimod, at det midlertidige ægteskab ikke er tilladt, idet Omar forbød det på vegne af den hellige Profet. Dog mener mange sahaba og lærde at forbudet kom fra Omar direkte, og ikke fra Profeten. Vi vil herunder diskutere disse påstande og se om vi kan bevise fra de sunnimuslimske kilder, at forbudet kom fra Omar selv og ikke fra Profeten. Hvis det lykkes os det, så er der ikke tvivl om at det midlertidige ægteskab stadig er tilladt i dag. Det er den, idet Allah (swt) siger: ”Adlyd Allah og Hans Sendebud”, og ikke ”Adlyd Allah og Omar”. Dvs. hvis Allah (swt) ikke forbød denne gave til menneskeheden, og Profeten ikke forbød det, og den første khalif heller ikke forbød det, hvorfor er det så forbudt og haram at gøre det?
Mange ville sige det var ijhtihad fra Omars side, og det vil vi undersøge senere. Men til det siger vi at Imam Ali tillod det igen i sin tid, så hvorfor tage imod Omars ijhtihad og ikke Imam Alis, da han jo selvfølgelig var den mest vidende omkring Koranen og Profetens sunnah.
Som alle nok ved, så findes der to slags mutaa: Den ene er mutat-al-Nisa og den anden er Mutaat-al-Hajj, og de var begge praktiseret i Profetens tid og Abu Bakrs tid og i starten af Omar tid. Omar forbød begge og sagde:
“To typer mutaa var tilladte i Profetens tid og nu forbyder jeg dem begge, og jeg vil straffe den der udfører dem.”[6]
Læg mærke til disse ord, som tydeligt viser at det var Omar, der forbød mutaa. Vi vil senere modbevise de beretninger, som siger at Profeten forbød det. Først skal vi se flere beviser på Omars værk.
Omar sagde på talerstolen:
”O folk! Tre ting var tilladte gennem Allahs Sendebuds tid og jeg forbyder dem nu, og gør dem haram og straffer den, der udfører dem. Det er Mutata-al-Nisa og Mutaat-al-hajj, og at sige ”Hayya Ala Khair al-Amal”, når I kalder til bønnen (Adan).”[7]
Læg mærke til at den sidste del er noget shiamuslimerne stadig siger når de kalder til bøn, men Omar forbød det altså, og indsatte ”Asalatu khairun min al Nawm”, bønnen er bedre end søvnen.
Ibn Juraih beretter:
”Atta sagde at Jabir ibn Abdullah kom for at udføre Umra, og vi kom til hans bolig, og folk spurgte ham om forskellige emner, og så kom de til at tale om det midlertidige ægteskab (mutaa), hvor han sagde: Ja, vi har haft gavn af denne nydelse gennem Profetens tid, Abu Bakrs tid, og Omar tid”.[8]
Ali (as) sagde:
”Det midlertidige ægteskab var en gave fra Allah (swt) til Hans tjenere. Hvis det ikke var for Omars forbud, så ville ingen bedrive hor, udover de yderst syndige forbrydere.”[9]
Vi kan finde langt flere beretninger, men det var blot et udpluk fra de autentiske bøger hos Ahl al sunnah og wal Jamaha. Det vi skal bemærke at det både findes i sahih al Bukhari og Sahih Muslim, og så de mange andre Koran fortolkninger og historie bøger. Vi vil lige indsætte et par beretninger mere, som viser Omars egen søns mening om dette forbud, før vi begynder at modbevise de beretninger, som siger at Profeten forbød det midlertidige ægteskab.
”Nogle mennesker spurgte Abdullah Ibn Omar om Midlertidigt ægteskab, Han svarede: Det er tilladt. Den anden sagde: Jamen din far forbød det. Han svarede: Tror du min far kan forbyde, hvad Profeten ikke forbød? Skal jeg følge det min far sagde, eller skal jeg følge det Profeten sagde? Manden svarede: Selvfølgelig skal du følge Profetens ordre.” [10]
”Da en mand kom fra Syrien, spurgte han Abdullah Ibn Omar omkring det midlertidige ægteskab. Han sagde: Det er tilladt. Manden sagde: Din far har forbudt det! Ibn Omar sagde: Tror du at min far kan forbyde hvad Allahs Sendebud tillod og plejede at udføre? så bliver du nødt til at forlade Profetens sunnah og følge hvad min far siger”.[11]
Nu kan vi altså se at det midlertidige ægteskab var tilladt i Profetens, Abu Bakrs og Omars tid, indtil han forbød det i slutningen af sin regeringstid. Blandt de lærde, som siger at forbudet kom fra Omar og ikke fra Profeten er:
- Al Fagih al Hanafi al Kabir al Sharkhani, i al Mabsut under figh al Hanafi omkring Mutaa, bind 5, side 123.
- Ibn al Zawziya i Zad al Ma´ad: Han siger forbudet kommer direkte fra Omar.
- Tarikh al Khulafa af al Suyuti side 137.
Ikke nok med at forbyde det, så truede han med at straffe for noget Allah (swt) og Hans Sendebud ikke har forbudt. En beretning fortæller:
”En mand kom fra Syrien over til Omar og sagde: Hvad er det du har gjort? Jeg gjorde det i Profetens tid, og han forbød det ikke og jeg gjorde det i Abu Bakrs tid, og han forbød det heller ej, og jeg gjorde det med dig, og du sagde ikke noget. Omar svarede: Ved Allah, hvis jeg bare forbød det noget tidligere, så havde jeg stenet dig”.[12]
Er dette ikke et klart bevis på, hvor forbudet kom fra? Indtil videre har vi set flere sahaba sige at det var tilladt, og at forbudet kom fra Omar, og der findes stadig mange flere beretninger, som styrker vores påstand om at det var Omar der forbød denne gave til menneskeheden. Vi så også Imam Alis (as) beretning, som sagde hvis ikke det var fra Omar, så havde kun få bedrevet hor.
En kendt Sunni lærde Ibn Hazam siger:
”Det er blevet bevist fra en gruppe af Salaf, som bekræfter at midlertidigt ægteskab var tilladt efter profetens tid, blandt dem er:
- Asma bint Abi Bakr
- Jaber Ibn Abdallah
- Ibn Masoud
- Ibn Abbas
- Muawiya Ibn Abi Sufyan
- Umru Ibn Hareth
- Abu Said al Khudri
- Salma og Mubad børn af Umaya ibn Khalaf”
Videre siger Ibn Hazam:
”Jabar beretter på vegne af alle sahaba at det var tilladt i Profetens, Abu Bakrs og Omars tid.
Og fra Tabien er:
- Tawus
- Atta
- Said Ibn Jhubair
- Alle Fugaha i Mekka”[13]
Al Qurtubi nævner også:
- Umran Ibn Hushayn
- Ibn Abbases venner og Ahl Mekka og Ahl al Yemen og de som fulgte Mazhab Ibn Abbas.[14]
Vi kan se at selv blandt sahaba, opstod der uenighed mellem de, som mente det var tilladt, og de, som mente at det var forbudt. Vi ved at Imam Ali, ibn Abbas og alle dem, som stod på deres side mente at det var tilladt. Det er her, at vores eftersøgning begynder, for at se hvem sandheden er med. Samtidigt har vi set at blandt lærde, er der uenighed og nogle siger det kom fra Omar og andre siger det kom fra Profeten.
Det mest væsentlige vi skal bemærke, er de beretninger, som står i Bukhari og Muslim. Vi ved at de to bøger betragtes som de mest sandfærdige bøger efter koranen hos sunnimuslimerne, og de mener at alt hvad der står deri er sandt. Vi har nu set forskellige beretninger i disse to bøger, den ene siger at sahaba gjorde det i Profetens, Abu Bakrs og Omars tid, og så de beretninger som siger at Profeten forbød det. De modsiger hinanden, og begge kan ikke være sande, men det er de ifølge sunnimuslimerne, idet de mener alt hvad der står i disse bøger er sandt. Mit spørgsmål er så:
Hvilke beretninger skal vi tage, når begge betragtes for at være sande?
Det er umuligt at de begge kan være sande da de jo modsiger hinanden.
Lad os nu prøve at se nogle af de sunnimuslimske lærdes forsvar af Omar, da de stod i et dilemma. Al Razi som er en stor lærde blandt sunnimuslimerne er kommet frem til efter sine undersøgelser, at:
”Alt andet end dette er ikke sandt, det var Profeten som forbød det, men han offentliggjorde ikke forbudet, undtagen til Omar. Da så Omar blev khalif, offentliggjorde han forbudet.”[15]
Al Nawawi siger:
”Alle de personer, som lavede Mutaa efter den hellige Profet levetid, vidste ikke at det var forbudt, han fortalte det kun til Omar. Dette forblev i Omars øre, indtil han forbød det i sin tid som Khalif”.
Diskussion af ovenstående
For det første sagde Omar i alle beretninger: ”Jeg forbyder mutaa og straffer for det”. Han sagde ikke Profeten forbyder det, og desuden sagde han, at to mutaa’er var tilladt, og JEG forbyder dem.
For det andet: Hvordan kan al Razi og al Nawawi og andre lærde, komme frem til at Profeten forbød det, men kun sagde det til Omar, og da så Omar blev khalif så offentliggjorde han det. Kan de virkelig mene og tro på, at Allah Sendebuds forbud ikke nåede frem til andre sahaba?
Hvordan kan Allahs Sendebud tilhviske sådan et forbud til Omar alene, når andre sahaba tit lavede mutaa og Profeten vidste, at det var udbredt? Skulle de andre sahaba så bare fortsætte med at begå sådanne store synder? Er det Profetens mission at offentliggøre et forbud til én, og ikke til resten? Hvordan kan Profeten offentliggøre alle andre forbud i sin afskeds tale, og ikke dette forbud?
Hvordan kan Omar så holde det i sig, uden at erklære eller offentliggøre dette forbud til nationen, når han vidste at store sahaba’er tit gjorde det? Er dette ikke en khalifs opgave? Skal en muslim ikke påbyde det gode, og forbyde det onde? Er han så ikke skyldig i at andre begik synder, uden at han greb ind og sagde det var forbudt?
En anden vigtig sag er, hvorfor gjorde Omar det så ikke i Abu Bakrs tid? Hvorfor forbød han det ikke i starten af sin tid som khalif, og i stedet gjorde det i midten eller i slutningen af sin tid? Havde han glemt det? Vil det så sige at Omar bevidst begik synder, ved at gøre det, mens han vidste at Profeten havde forbudt det?
Det er nogle af disse spørgsmål som enhver vil stille sig selv, og som vi stiller andre, som mener at mutaa er forbudt. Hvis vi ser i beretningerne, så var mange ledsagere imod Omars forbud, at nogle endda henvendte sig personligt til ham. Sahaba var uenige og indtil i dag er der uenighed om hvorvidt det er tilladt eller ej.
Mening 2
Nogle siger at forbudet kom fra Omar selv, idet beretningerne siger ”Jeg forbyder”. Videre siger de at Omars forbud skal følges, idet Profeten sagde: ”I Har at holde fast i min sunnah og de retskafne khalifater efter mig, og bid fast i dem”. Da denne beretning er fra Allahs Sendebud, så er Omars forbud godkendt, idet beretningen viser at vi skal adlyde Omar.
Ibn al Qayem siger:
”Hvis nogle spørger, hvad vi mener om beretningen fra sahih Muslim, som siger at Sahaba gjorde det i Profetens, Abu Bakr og Omars tid, indtil han forbød det pga. Amru Ibn Hareth, og til beretningerne hvori Omar siger at to mutaa’er var tilladte og jeg forbyder dem.
Svaret er: Der er to meninger, den ene gruppe siger, at det var Omar der forbød det, og Profeten sagde at vi skulle holde fast i khalifaternes sunnah. Den anden gruppe siger at beretningerne, der siger at Profeten forbød det i Amm al Fateh er ikke sande. Abu Nuaim siger den er svag, og al bukhari har den ikke i sin sahih, selvom der godt kunne være brug for den.”
Envidere siger Ibn al Qayem:
”At denne gruppe ikke tager denne beretning, og at al Bukhari anser den for værende svag. Hvis de mente at den var sand og at han havde den i sin samling, så havde Ibn Masoud ikke sagt at de gjorde det i Abu Bakrs og Omars tid, og så havde Omar ikke sagt at det var tilladt og jeg forbyder det, men at Profeten forbyder det. Hvis det var Profeten, der forbød det, så havde man ikke gjort det i den første khalifs tid.
Altså mener nogle at forbudet kom fra Omar, og ikke fra Profeten. En gruppe lærde betragter ikke beretningerne som siger at profeten forbød det, for værende sande. Men at forbudet er fra Omar, og vi skal følge khaliffen.”
Diskussion af ovenstående
Denne gang erkender nogle lærde at forbudet kom fra Omar, idet han sagde ”Jeg forbyder”. På den ene eller anden måde, så må forbudet stamme fra Profeten (sa), idet han siger: hold fast i khaliffernes sunnah. Da dette er påbudt, så er det ifølge dem pligtig at følge deres sunnah mht. forbud og påbud og andre ting. Dvs. at forbudet i sidste ende kommer fra Allahs Sendebud (sa).
Følgelig afhænger det hele nu af denne beretnings troværdighed og sandhed, og derfor må vi undersøge dennes beretningskæde og andet, for at finde ud af om vi kan benytte denne beretning, for at grundfæste det midlertidige ægteskabs forbud eller ej.
Hvis vi undersøger denne beretnings kæde, så viser den sig at være svag, og det viser sig at det er endnu en beretning, som blev plantet i Bani Umayas tid. Desuden hvis vi antog at den var sand, og meningen var at vi skulle følge de retledet khalifatter efter Profeten, så ville vi igen støde på uenigheden blandt khalifaterne. Altså den ene forbyder det, mens de andre betragter det for værende tilladt. Så kommer spørgsmålet igen, hvorfor skal vi tage Omars mening og ikke Imam Alis?
Hvis vi igen antog at denne beretning var sand, så er meningen med khalifaterne de tolv fra Ahlulbayt. Det fremgår af denne kendte beretning, at der vil være 12 khalifater efter mig. Vi har tidligere bevist at de tolv er fra imamerne fra AhlulBayt, som shiamuslimerne følger og holder fast i.Se artiklen om: De 12 Imamer i beretningerne
Mening 3
Den tredje mening blandt sunnimuslimern, er at Allahs Sendebud (sa) selv forbød mutaa og at han offentliggjorde forbudet højlydt. Videre mener de, at de personer, som fastholdte dens tilladelse, havde ikke hørt om forbudet, og derfor havde de den holdning at det stadig var tilladt.
Dvs. Profeten offentliggjorde forbudet, mens forbudet ikke nåede Imam Ali (as) og Al Abbas, Ibn Masoud, Ubay Ibn Kaeeb, Jaber Ibn Abdullah al Ansari og andre, og derfor fastholdte de at det var tilladt.
Desuden siger Omar, at jeg forbyder, imens at han skulle have sagt, at det Allahs Sendebud der forbød det. Alligevel mener mange stadig at det var Profeten, der forbød mutaa.
Ibn Al Qayem siger:
”Efter al den snak, såkommer den anden gruppe frem til at Samras beretning er sand. Det er en beretning som siger at Profeten forbød det, og hvis denne beretning ikke er sand, så er beretningen fra Ali sand, som siger at Profeten forbød mutaat-al-Nisa. Og dem der stadig gik ind for dens tilladelse, havde ikke hørt forbudet, og da det blev populært i Omars tid, så offentliggjorde Omar forbudet.”
Diskussion af ovenstående
Vi hører tit al den snak om at Profeten forbød mutaa, og der findes flere beretninger hos sunnimuslimernes kilder, som tyder på at det var Profeten, der forbød mutaa før han døde. Så lad os dog se hvornår Profeten (sa) forbød mutaa, og hvornår han offentliggjorde at tilladelsen var blevet ophævet. Der findes flere udtalelser og meninger.
Påstand nr. 1:
At Allahs Sendebud forbød mutaa i sin afskeds pilgrimsrejse (Hudjat al wadaa). Altså at det var tilladt ifølge Koranen og sunnah indtil den dag, hvor Profeten forbød det, og dem, der fastholdt at det var tilladt, havde ikke hørt om forbudet.
Til det siger Ibn al Qayem: ”Denne udtalelse er forkert.”
Påstand nr. 2:
At Allahs Sendebud forbød mutaa i Hunayn.
Påstand nr. 3:
At Allahs Sendebud forbød mutaa i krigen Auwtas
Se hvordan Al Sahli, en stor sunnimuslimsk lærd benægter det i Fateh al Bari til Ibn Hajar al Asqalani bind 9, side 138.
Udtalelse nr. 4:
At Allahs Sendebud forbød mutaa i Umrat al Qada.
Hvis I går tilbage til samme ovenstående kilde, så se hvordan Ibn Hajar benægter denne påstand.
Så indtil videre så forfalder de fire påstande, så er vores spørgsmål hvornår og hvor forbød Profeten Mutaa.
Påstand nr. 5:
At Allahs Sendebud forbød mutaa i Fateh året eller i Khaibar.
Nu står valget mellem de to steder, men at det skulle have fundet sted i Khaibar, modsiger de store sunnimuslimske lærdes ord.
Den beretning, som siger at det var i Fateh året, beretter Bukhari ikke, og Ibn Muein erklærer den for værende svag, og al Nawawi og ibn al Qayem siger at denne beretning ikke er troværdig, og selvom at den er berettet i Sahih Muslim.[16]
Det er nu bevist at denne påstand også forfalder, så nu står de i et dilemma. Enten at sige at det er tilladt, eller at det var Omar som forbød det.
Så hvor fandt dette forbud sted, et forbud som Imam Ali og andre store sahaba ikke hørte?
For ikke at gøre det langt, så kan vi konstatere at mutaa er tilladt til dagen i dag. Dette var bare en lille del af de mange beviser, der findes. Hvis vi skulle gå helt ind dybden med dette emne, så ville det fylde meget mere, og dens tilladelse ville blive meget klarer. Vi har valgt at holde det på et lavt niveau, og selv her kan vi bevise at mutaa indtil dagen i dag er tilladt.
Hvorfor benægter mange denne realitet, som menneskeheden har fået i gave fra Allah (swt), og som den hellige Profet aldrig har forbudt? Hvordan kan man forbyde, det Allah (swt) tillader? Dette forbud er netop skyld i at mange unge og ældre begår hor, og hvis vi spørger nogle sunnimuslimer, så vil de heller have det sket, end at gå ind for mutaa. Dette er dog deres egen skyld, vi gør hvad vi kan for at overbevise muslimerne om at det er tilladt.
[1] Koranen: 4 : 24
[2] Tabi’ien: er de, som levede en kort periode efter Profeten, sådan at de så hans ledsagere men ikke ham.
[3] Sahih Muslim, under "Kitab al-Nikah, Bab Nikah al-Mut'a
[4]
- Sahih al-Bukhari, bind 2, side 375, bind 6, side 34
- Musnad Ahmad Ibn Hanbal, bind 4, side 436
[5] Sahih Muslim, under "Kitab al-Nikah, Bab Nikah al-Mut'a.
[6]
- Tafsir al-Kabir, af al-Fakhr al-Razi, bind 3, side 201 under vers 4:24
- Musnad Ahmad Ibn Hanbal, bind 1, side 52
- Al-Mahla af ibn Hazam bind 7, side 107
- Ahkam Al-Quran af Al Jhasas bind 1, side 279
- Sunan al Bayhagi bind 7, side 206
- Shareh Ma´ani Al Athar af Al Tahawi side 374
- Tafsir Al Razi bind 2, side 167
- Bidayat Al Mujhtahad af ibn Rashad bind 1, side 346
- Tafsir Al Qurtubi bind 2, side 370
- Al Maghani af ibn Qadama bind 7, side 527
- Zad al Ma3ad af ibn al Qayem al Zawziya bind 2, side 205
- Al Dhirr al Manthur af Al Sujuti bind 2, side 141
- kanzul Ummal af al Mutaqi al Hindi bind 8, side 293
- Fayat al A3yun af Ibn Khalkan bind 5, side 197.
[7]
1. Sharh Al-Tajreed, af al-Fadhil al-Qoshaji.
2. al-Mustaniran, af al-Tabari
3. al-Mustabeen, af al-Tabari
[8] Sahih Muslim, "Kitab al-Nikah, Bab Nikah al-Mut'a"
[9]
- Tafsir al-Kabir, af al-Tha'labi, under fortolkning af vers 4:24
- Tafsir al-Kabir, af Fakhr al-Razi, bind 3, side 200, under fortolkning af vers 4:24
- Tafsir al-Kabir, af Ibn Jarir al-Tabari, bind 8, side 178 under fortolkning af vers 4:24, flere beretninger med sande beetningskæder.
- Tafsir al-Durr al-Manthoor, af al-Suyuti, bind 2, side 140, fra flere beretnings kæder.
- Tafsir al-Qurtubi, bind 5, side 130, under fortolkning af vers 4:24
- Tafsir Ibn Hayyan, bind 3, side 218, under fortolkning af vers 4:24
- Tafsir Nisaboori, af al-Nisaboori
- Ahkam al-Quran, af Jassas, bind 2, side 179, under fortolkning af vers 4:24.
- Bidayat al-Mujtahid, af Ibn Rushd, bind 2, side 58
- al-Nihaya, af Ibn al-Athir, bind 2, side 249
- al-Faiq, af al-Zamakhshari, bind 1, side 331
- Lisan Al-Arab, Ibn Mandhoor, bind 19, side 166
- Taj al-Aroos, bind 10, side 200
- Fat'h al-Bari, af Ibn hajar al Asqalani bind 9, side 141
- Kanz al-Ummal, af al-Muttaqi al-Hindi, bind 8, side 293
- Al-Iqd Al-Fareed, bind 2, side 139
- Umadat al-Qari, af al-'Ayni, bind 8, side 310
[10]
- Sahih al-Tirmidhi, bind 1, side 157
- Tafsir al-Qurtubi, bind 2, side 365, reporteret fra al-Darqunti
[11] Sahih al-Tirmidhi
[12] Kanzul Ummal bind 8, side 298.
[13] Se al Mahala i al Figh bind 9, side 519
[14] Se Al Jhame3 al Ahkam al Koran af al Qurtubi, bind 5, side 133.
[15] Se Tafsir al Razi bind 2, side 167.
[16] Se Tahzib al Tahzib til ibn Hajar bind 6, side 349, hvor flere lærde erklære den for værende svag.
ma salam fatima
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
hej i skulle prøve at lave jeres egen hjemmeside her det er så nemt selv begynder kan finde ud af det
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|