why ?

Af: PiaClemmensen

"Hvorfor går hun ikke fra ham"? er et almindeligt spørgsmål, når talen drejer sig om voldsramte kvinder. Almindelig logik siger, at man ikke lever sammen med en person, der udøver psykisk og fysisk vold mod én. Alligevel opleves, at kvinderi kke forlader en voldelig mand. Hvorfor er det så ikke rimeligt at forlange, at kvinder tager konsekvensen? Det er der flere grunde til. Forklaringerne findes i en nærmere forståelse for, hvad fænomenet "mænds vold mod kvinder" er, og hvad vold gør ved kvinderne.

Den vold, der udøves i parforhold, har en speciel karakter. Både praktisk erfaring og undersøgelser viser, at mænds vold mod kvinder er en kompleksstørrelse. Fysisk og psykisk voldf ølges som regel ad og indbefatter ofte også seksuelvold (sex mod kvindens vilje), vold mod ting og genstande (f.eks. ødelæggelse af indbo, trusler om at fjerne hendes ejendele hvis hun forlader ham), og økonomisk vold (f.eks. ensidig kontrol over den fællesøkonomi, hun afleverer sin løn, hun orientere sikke om den fælles økonomi).

Kvinden isoleres typisk fra egen familie, venner og bekendte, hun må ikke kontakte andre mænd, og hun må ikke gå udfordrende klædt. Hun bliver isoleret og lever i et næsten symbiotisk forhold med manden. Han bliver den eneste person i verden, der giver hende omsorg, og han er samtidig den person, der udøver psykisk og fysisk vold. Han skifter mellem kulde og varme. Hun skal være, som han synes, hun bør være. Den psykiske voldi ndbefatter trusler og ned gøring. Volden er som regel uforudsigelig. Det vanskeliggør kvindens mulighed for at undgå vold. Alligevel prøver hun at regne ud, hvad hun kan gøre for at undgå den.

Kvinder, der gennemen periode lever med psykisk og fysisk vold, søger på flere måder at standse volden. De må som oftest give op, da vold har tendens til at eskalere. Det kræver mod at bryde ud aff orholdet, da kvinden står isoleret og uden ordentligt netværk til at støtte sig, og hendes selvværdsfølelse har samtidig fået sig etknæk. Dels fordi hun har "ladet" sig slå, og dels fordi hun har været genstand for nedgøring. I nogle tilfælde er al kærlighed til manden forsvundet, og i andre tilfælde, hvor kvinden stadig skønner på de gode ting, der er i forholdet, kan hun være plaget af ambivalente følelser. Grunden er, at manden, samtidig med at have været voldsudøver, har været den eneste person, der for hende har repræsenteret kilden til omsorg og positivetit  i livet.

Kvinden kan have reaktioner, der minder om tortur ofres, hvilket kan have indflydelse på hendes dømmekraft, hendes følelsesliv og helbred. For kvinden er volden alle steds nærværende, idetén gang fysisk afstraffelse kan påvirke hendes adfærd generelt. Et hævet øjenbryn fra mandens side er nok til, a thun gør sig umage for at indrette sig efter hans forventninger. I et forsøg på at undgå yderligere vold, bruger kvinden mange ressourcer på at holde øje med manden og hans humørsvingninger. Da det kræver personlige ressourcer, kom mer hun der ved nemt til at forsømme opmærksomheden på egne og eventuelle børns behov. De forskellige påvirkninger, samlivet har budt kvinden på, gør det vanskeligt for hende at bryde ud af forholdet, men der er også helt konkrete forklaringer.

"Hvis du forlade rmig, slår jeg dig og børnene ihjel, jeg smider alle dine ting væk, du skal aldrig få fred, bare vent"! Trusler på livet, trusler om hævn, trusler om yderligere vold og forfølgelse er mere regel end undtagelsen for en kvinde, der har tænkt sig at forlade en voldelig mand. Alene dette kan være grund nok til, at hun ikke har forladt ham eller grund til, at hun er vendt tilbage igen.

Foran andre mennesker kan det se ud som om kvinden selv er skyld i volden, fordi huni kke forlader sin mand. Det, man ikke ser, er, hvad hun egentlig gør i forholdet for at standse overgrebene. Man ser heller ikke det psykologiske "jernbur" hun med tiden kommer til at befinde sig indei.

Forestillingen om, at vile  verietlige stillingssamfund med lige vilkår for kønnene, gør problemet dobbelt tabuiseret. En voldsramt kvinde kan derfor have vanskeligt ved at indrømme overfor både sig selv og overfor andre, at hun er udsat for vold fra sin partners side. Hun kan tænke: "Hvad er der i vejen med mig, siden dette overgår netop mig"? Et andet problemer, at kvinden af manden kan være blevet overbevist om, at hun selv er skyld i den behandling, hun får, at hun er dum og grim og ikke er noget værd uden ham. Hvis hun har taget denne indstilling til sig, og tror hun er skyld i hele miseren, vil hun være relativt handlingslammet. Skyldfølelse kan hindre hende i at indvie andre i, hvad der foregår. Historisk og kulturelt set er det kvindens ansvar at få familien til at fungere. Derfor kan hun være tilbøjelig til at dække over de hjemlige problemer.

Hvis du kender nogen, der lever med hustruvold, er det vigtigt at sætte ord på tabuet. Handling fra omgivelsernes side kan være afgørende for, at der sker ændringer. Manden og kvinden skal konfronteres med, hvad du ser og fornemmer. Da voldsudøvere og til dels også ofrene selv benægter og dækker over sagens rette sammenhæng, kan det være vanskeligt for andre at sige til dem, hvad de ser. Traditionen for at respektere privatlivets fred hæmmer mange i at bryde tavsheden og reagere, hvis de har mistanke om vold i en familie. Privatlivets fred tjener ikke de svages interesser. En norsk kriminolog foretog en undersøgelse, hvor hun kom frem til, at reaktioner fra de nære omgivelser er en afgørende faktor for, om en mand søger hjælp for sin voldelighed. Det er altså vigtigt at bryde tabuet og fortælle, hvad man ser.

Det eri kke kun vanskeligt for privat personer at gribe ind. Det er også svært for fagfolk i offentlige myndigheder. Dette ses blandt andet ved, at man ikke spørger til problemet, problemet "eksisterer" ikke rigtigt il ove og regler, og man er tilbøjelig til ikke at opdage volden. Når først volden så er kommet frem i lyset, måske via et krisecenter, er det vigtigt at familierne får den rigtige hjælp, og det er langt fra tilfældet i dag. Hvis ofrene ikke får den rette hjælp hosmyndighederne, bliver det udtryk for symbolsk benægtelse, og samfundet vil på den måde være med til at legalisere volden.

Erfaringer fra mande rådgivninger for voldelige mænd viser, at mændene har stærke tendenser til at skyde skylden på kvinden og gøre problemet mindre eller til noget andet end det, som det er. De opfatter voldsepisoder som enkelt episoder, og ikke noget, der præger hver dagen. De erkender ikke den virkning og skade, det påfører kvinder og børn, der har oplevet den. Man må sige, at de også har indirekte støtte af gener elle samfundsholdninger, hvor benægtelse og ansvars for skydninger almindeligt.

Om voldsudøvende mænd er almindeligeu dsagn: "Han slår, fordi hun provokerer", "hvorfor drikker Jeppe"? "Han slår, fordi han har lav selvtillid", "han slår, fordi han har haft en hård barndom" eller "han slår, fordi han mangler ord". Mænd undskyldes og forklares i vid udstrækning. Der spørges ikke til deres motiver til at slå, som logisk nok kunne være at opnå magt og kontrol eller privilegier i forholdet, eller fordi de måske bare mener, de har ret til det. Den, der bedriver psykisk ogfysisk vold mod en anden person, må tage ansvaret og ændre sin adfærd. Professionelle manderådgivninger kan hjælpe mænd til at få indsigt i deres egen adfærd og dens konsekvenser. Mander ådgivninger kan hjælpe mændene til at se, at der er alternative muligheder at løse konflikter på.

Tavshed, benægtelse, undskyldninger og forklaringer står i vejen for bekæmpelse af mænds vold mod kvinder. Ved at skyde ansvaret over på den enkelte kvinde og hendes adfærd, kommer vi alle sammen til at acceptere voldenseksistens og er på den måde i virkeligheden med til at legalisere den.

Vi skal væk fra den tanke gang, at kvinder selv er skyld i de tæsk, de får. Det  kunne istedet hedde sig: "Mænd må selv styre den hånd, der slår".

Pia Clemmensen er social rådgiver ved Roskilde Kvindekrisecenter. I 2003 havde hun orlov fra centeret og var ansat på RUC i et nordisk finansieret projekt om den hjælp som voldsramte kvinder får i socialforvaltninger. Hun har en bog på vej om emnet. Den udsendes påforlaget Frydenlund med titlen: Den rette hjælp - til volds ramte kvinder.