assalamu alaikum

Jeg har siden jeg var barn haft en drøm at flyve ud i verden og se og opleve ting.

Men man vokser bare og ting sker man bliver gift og får børn og arbejder og lever som en hver anden dansk familie.

 

Så kommer skilsmissen kampen om barnet / børnene opslidene ret sager sorg savn tab.

 

Man føler man er blevet ældre og at verden bare passere forbi mens man lever i det sædvanlige trummerum.

 

Man slikker sine sorg ,prøver at tilgive komme til enighed om ikke andet for barnet /børnenes skyld.

 

Livet går stadig videre ,man finder en ny mand får et barn mere og lever igen det danske normale lidt kedelige men trygge tilværelse...

 

Man har alt mand hus bil sterioanlæg pc it net osv..

 

Men man har en underlig fornemmelse inden i af tomhed  og at man intet har set og ikke har oplevet noget....

 

Man melder sig på vuc for at se andre mennesker for at lære lidt mere og i det hele taget bare komme lidt væk fra hjemmet..

 

Da jeg kom på vuc kom jeg i klasse med nogle muslimer og det åbnede en ny og ukendt verden for mig.

En verden som var fyldt med fordomme om muslimer andre kulturer og reglion.

 

Jeg blev nysgerrig og fandt ud af at der var andre værdier i livet end sterioanlæg bil hus osv.

 

En tyrkisk mand på kurset spurgte mig en dag om jeg havde læst koranen da jeg begyndte min sædvanlige præidken om kvindeundertrykkelse ligestilling af kønnenen osv.

Jeg sagde nej det har jeg skam ikke..

 

Han sagde er det muligt at have fordomme mod alt som ikke passer ind i din verden og kultur uden egentelig at vide hvad vores reglion siger..????

Jeg gik flov og brødbetynget hjem og tænkte at manden jo havde ret.

 

Jeg gik ned i boghandleren og købte koranen på dansk og læste den.

Det tog tid men da jeg havde læst den opsøgte jeg ham igen og sagde jeg havde læst den og at jeg havde nogle spørgmål.

 

Han satte sig ned og tog tid til alle de spørgsmål jeg havde.

Under samtalen måtte jeg også komme med den svære undskyldning om alle mine fordomme .

Som han godtog...

I 4 år læste jeg koranen flere gange ,jeg gik på nettet søgte og fik svar fandt en tøj butik med islamisk tøj hvor jeg var så heldig at blive venner med de irakiske piger der ,som også har været mig til stor hjælp i min søgen om viden.

Og senere i livet og meget nære og personlige veninder .

Deres mor og far og brødre er som min familie de tog alle mod mig med åbne arme og sagde velkommen i familien selv om den tæller 2 voksne og 7 børn var der altid plads til min datter og jeg som tit sov hos dem selv om vi kun levede 5 min kørsel fra dem.

 

En dag sagde jeg ,her er svaret på hvad jeg har søgt gennem 31 år af mit liv.

Jeg fandt en imam og konventerede til islam efter blot 4 uger valgte jeg så også tørklædet.

Jeg kan ikke sige at alt blev problemfri for min datters far som er dansker og som jeg har levet med i 8 år ville ikke konventere og kunne ikke akseptere tørklædet.

Og da jeg som muslimsk kvinde ikke kan leve med en kristen mand blev det til vi gik fra hinanden som venner.

Bruddet tog ikke hårdt på hverken min datter jeg eller faderen da vi bevarede venskabet og blev ved med at arbejde sammen omkring vores barn og er i dag stadig gode venner.

Alt dette startede i år 2000.

I april 2004 tog min datter og jeg på ferie til tyrkiet.

Her oplevede jeg en helt anden og fremmede kultur.

Alle folk smilede og nikkede når man kom ud af døren de små som store butikker kunne huske en når man kom.

Fremmede folk sagde kom ind og drik te er du sulten?

Ja faktisk kom folk hinanden ved.

 

Vi var her en måned og kom hjem til danmark en fredag.

Min datter sagde mor jeg ville ønske vi boede i tykiet hun var dengang 6 år.

 

Jeg tænkte ja hvorfor ikke??

Prøv noget nyt ,spring ud i det og hele weekenden snakkede min datter og jeg og vi blev mere varme på tanken.

Om mandagen ringede jeg og sagde lejligheden op og begyndte at sælge ud af vores møbler og ting fandt en leje lejlighed i tyrkiet og efter blot en måned efter at have talt med min datters far og hendes skole osv stod jeg klar i lufthavnen med 350 kilo bagage om bord på flyet og en enkelt billet nu startede livet...

 

Men men men min datter fortrød og ønskede pludselig ikke mere at flytte til tyrkiet.

Hun tog med sin far hjem fra lufthaven og jeg satte mig i flyet og græd.

Men efter 3 timer stod jeg i antalya lufthavn og blev kørt ud til min lejlighed.

Den var lille og meget beskidt og jeg stod med 2 krykker som følge af en operation kort tid forinden i minisken.

Jeg læssede mine ting af med hjælp fra chauførren op på 1 sal i mørke og bagefter på et hotel  da lejligheden var ubebolig før rengøring og ingen møbler havde jeg ss

Jeg fandt en pige som kunne gøre rent for mig.

Og gik på jagt efter genbrugs møbler.

Og da jeg efter ca 1 måned var ved at finde mig til rette uden air condition (om sommeren kan der være op til 56 graders varme her nede) og gamle møbler fandt jeg ud af at ,selv uden de materielle goder havde jeg fundet det sidste jeg manglede i mit liv.

Først fandt jeg islam dernæst tyrkiet og troede nu var glæden bare fulendt ,jeg kunne ikke blive mere lykkelig.

Men i febuar i år mødte jeg manden i mit liv som hedder Mehmet han er naturligvis også muslim og laver sin bøn drikker ikke og ryger ikke...

Nu havde jeg også udført den anden halve deen af islam som man udfører ved at gifte sig.

Han har så ikke være gift før og har ingen børn ,men har taget utroligt godt mod mine børn.

Ja mange spørger sig selv om hvordan man kan forlade sine børn og være lykkelig.

Jeg savner mine børn meget her i min hverdag og vil altid gøre det.

Men noget i mig kan bare ikke vende tilbage til det daglige kedelige trummerum i danmark hvor det for de fleste drejer sig om de materielle goder og hvem der har den største og pæneste hjem og hvem der har fået ny bil...

Her nede er det helt andre livsværdier der tæller som feks : hvad kan jeg gøre for at gøre det godt for dig i dag.

Folk tænker på hinanden og hjælper hinanden og støtter hinanden.   

Det kan da være perioder hvor man mærker kultur forskellen men jeg har levet i den islamiske kultur i 6 år og den er ikke helt den samme som den tyrkiske og den danske .

Men alle ting har gode og dårlige sider.

Selv om vi er fattige her nede og hverken har sterioanlæg bil eller it net hjemme.

Ja så takker vi gud (alhamdulilah) når vi kan spise hver dag og betale husleje.

Folk her nede arbejder 20 timer om dagen og er provisions lønnet.

De tjener 10 % af hvad de sælger og sælger de ikke noget en hel dag tja så arbejder de gratis den dag.

Men alligevel er de glade og siger alhamdulilah.

Her er der ikke fagforeninger og strejke og en 37 timers arbejdes uge.

Her betaler man for læge sygehus osv.....

Og folk tænker det er ikke et liv, det er ikke et velfærds samfund.

Nej det er det ikke og vi er ikke rige på penge.

Men alhamdulilah vi er rige på vores hjerter på vores reglion på vores med menneskelighed og på de alm livsværdier.

Vi har strand bjerge sol og hinanden hvad mere kan man ønske sig?

Vil jeg bytte det ud med livet i danmark en 37 timers arbejds uge børnene man skal skynde sig at hente inden skoler og børnehaver lukker maden der skal laves præsis kl 18.

Ungerne der skal puttes og så falde i søvn foran tv efter rengørningen madlavningen osv.

Islam er en af de reglioner der beskytter kvinderne mod hårdt arbejde.

Manden her nede (en kompination af islam og kultur  ) arbejder mens kvinden går hjemme.

Det er ikke sådan at vi kvinder ikke kan arbejde der er mange der ønsker det og gør det.

Men her er der altid børn på gaden at lege med ingen børn er tvunget i vugge stue eller børne have.

Børnene her nede keder sig ikke de finder en pind en bold en sten og så kan de lege hele dagen.

De kræver ikke hver sin værelse med pc tv osv.

De lærer livsværdier som familie sammenhold .

De lærer respekt for andre mennesker .

De lærer at leve mange sammen på lidt plads og tage hensyn.

Kommer du feks ind i en bus her rejser mænndene sig for kvinderne .

De yngre rejser sig for de ældre.....

Ja jeg kan sige ud over det store savn og smerte jeg har ved at undvære mine børn som er så langt væk men dog kommer på ferie her.

Så har jeg et godt liv og en ting er sikker her vil jeg leve til den dag jeg dør og her vil jeg begraves.

Tyrkiet er mit nye land det er her jeg hører til

Og stort tak til tyrkiet som har modtaget mig som den jeg er og ikke har fordomme mod andre mennesker og levevis her er plads til alle......

              ma salam Fatima asanoglu