|
Der bor i dag mellem 20-30 000 kurdere i Danmark. Kurderne udgør flertallet af herboende flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet og Irak, ligesom de udgør en betydelig andel af den iranske minoritet i Danmark. De fleste kurdere i Danmark er gæstearbejdere fra Konya provinsen i midt-Tyrkiet. Konya ligger udenfor Kurdistan, men kurderne udgør majoriteten af befolkningen i området. For et par hundrede år siden blev de fordrevet dertil fra deres hjemstavn i Kurdistan. Fra midten af 1960'erne emigrerede mange af dem til Europa, herunder til Danmark som gæstearbejdere. Selvom Konya-kurderne har været fordrevet fra deres hjemland for flere hundreder år siden bevarer et stort flertal af dem deres kurdiske sprog og kultur. Men som så mange andre kurdere, der har mistet den direkte tilknytning til deres hjemland, er deres kurdiske sprog blevet blandet med en del ord fra nabosprog, både tyrkisk, arabisk, persisk, og andre sprog.
Der er ikke nogen troværdige officielle statistikker, på hvor mange kurdere der findes. Det skyldes, at de lande, der har delt Kurdistan imellem sig, nægter at anerkende kurdernes eksistens officielt, om end de gør alt for at udslette dette folk, der ifølge deres statistikker og love ikke findes. Men heller ikke Danmark registrerer officielt kurderne som kurdere, men som tyrkere, persere, irakere og syrere, og deltager dermed i fornægtelsen af dem.
Når kurdere søger om dansk statsborgerskab skal de ifølge dansk lov have tilladelse hertil fra de fra de tyrkiske, iranske, irakiske og syriske ambassader, i form af afkald på deres hidtidige nationale statsborgerskab. Bevidst om den indflydelse og mulighed for manipulation, som den danske lovgivning giver dem, nægter disse landes ambassader, især den tyrkiske, ofte at imødekomme kurdernes ansøgninger og forhindrer dem således bevidst i at opnå dansk statsborgerskab. Eller de går kun med til det, hvis de kurdiske ansøgere lover, at de senere vil søge om tyrkisk statsborgerskab igen. Efter opnåelse af dansk statsborgerskab bliver folk kontaktet af den tyrkiske ambassade, hvor de opfordres til at søge om tyrkisk statsborgerskab igen. Nægter man kan det betyde repressalier mod ens familie i Tyrkiet, idet det kan tolkes som sympati med "separatister og terrorister". Dette er en sideeffekt som bryder dansk lov. Desuden er det udtryk for en kollektiv og vilkårlig afstraffelses form, i et land, der hævder at være en demokratisk retsstat, der er medlem af NATO og søger om optagelse i EU. Kurderne tvinges dermed gennem den tyrkiske ambassade til at bryde dansk lov.
Unge kurdere, født og opvokset i Danmark kan kun komme ud af tyrkisk statsborgerskab, hvis de aftjener værnepligt i Tyrkiet eller betaler 40 000 danske skattekroner til den tyrkiske stat. Pengene til at finansiere krigen i Kurdistan. I det første tilfælde tvinges de i krig mod deres eget folk og i det andet tilfælde tvinges de til at betale skat til den tyrkiske stat, selvom de bor i Danmark. Dette svarer til pengeafpresning. Kurdiske restaurant ejere, der har navngivet deres restauranter på kurdisk, bliver truet af den tyrkiske ambassade, med repressalier mod deres familie i Tyrkiet og Kurdistan, hvis de ikke ændrer de kurdiske navne . Alligevel foretager den danske stat intet overfor denne diskrimination, forfølgelse og pengeafpresning af kurdere, som foregår i Danmark og er direkte brud på dansk lovgivning.
Kurdere, der flygter fra krigen, fordi de ikke ønsker at aftjene værnepligt (svarende til at kæmpe mod sit eget folk), kan ikke opnå flygtningestatus, fordi Danmark som NATO land ikke officielt anerkender krigen i Kurdistan. Dvs. at Danmark handler udfra Tyrkiets påstand om at der er tale om et NATO medlems kamp mod "terrorisme". Dette gælder ikke kun i Danmark, men i de fleste europæiske lande, selvom utallige rapporter fra internationale menneskerettigheds organisationer har fastslået, at kurderne udsættes for systematisk forfølgelse. Italien og Grækenland har dog i perioder været mere imødekommende overfor disse flygtninge. Selvom Tyrkiets forfølgelse af kurderne er velkendt, nægtes kurdernes asylansøgninger, i strid med Geneve konventionens bestemmelser. Alligevel hævder Danmark officielt sin neutralitet i konflikten, selvom megen af den danske stats praksis er direkte støtte til Tyrkiets fornægtelse og forfølgelse af kurderne. En handling, der strider mod både dansk og international lovgivning. En praksis som kun en lille del af den danske befolkning ved besked om.
Danske politikere og repræsentanter for menneskerettighedsorganisationer, der beskæftiger sig med Tyrkiet bliver sortlistet og nægtet adgang til Tyrkiet samtidig, med at en tyrkisk politibetjent bliver plantet i dansk politi. På trods af dette holder Tyrkiet sig ikke tilbage med beskylde Danmark for "støtte til terrorisme". En beskyldning, der rettes mod alle, der ikke behandler kurderne efter den tyrkiske lovgivning. Det tyrkiske dagblad, "Hürriyet"s korrespondent i Danmark, Ünsal Turan, der igennem årene har deltaget i kampagnen mod kurderne i Danmark, skriver i sit dagblad, "direkte støtte til PKK fra den danske justitsminister".
Gennem direkte og indirekte kanaler truer den tyrkiske ambassade i Danmark herboende kurdere med repressalier, hvis de sender deres børn til modersmålsundervisning i kurdisk, eller navngiver deres butikker med kurdiske navne. Derimod arbejder den tyrkiske ambassade ihærdigt for at fremme tyrkisk modersmålsundervisning. Bøger, der bruges i denne undervisning har igennem flere år været trykt i Tyrkiet. Deres indhold er ikke undersøgt eller kendt af danske myndigheder. Det er officiel tyrkisk undervisningsmateriale, der indpoder tyrkisk nationalisme, tyrkernes "overlegenhed og dygtighed" i forhold til andre nationer og racer, og ikke mindst fornægtelsen af kurderne. Først i de senere år, er man begyndt at trykke disse bøger i Tyskland, hvor indholdet delvis svarer til børnenes indvandrer status i Europa. Indpodning af tyrkisk nationalisme er dog stadigvæk en fast bestanddel af indholdet. Danmark videregiver og delvis finansierer således tyrkisk statspropaganda og nationalisme, der undergraver den danske grundlovs principper om forbud mod diskrimination pga. etnisk, religiøs eller national tilhørsforhold, samt integrationsbestræbelserne. Tyrkiske børn i Danmark opdrages m.a.o. ikke med henblik på at integrere sig i det danske samfund som de er medlemmer af, men som "gode, flittige tyrkere", der skal forsvare "den tyrkiske nations overlegenhed". Alt dette finansieres af danske skatteydere.
Indvandrerredaktionen under Danmarks Radio udsender daglig nyhedsprogrammer på en række indvandrersprog, men ikke på kurdisk. Københavns Universitet har undervisning i historie, kultur og sprog for persisk, tyrkisk og arabisk såvel som i nærorientalsk arkæologi og andre emner der direkte vedrører Kurdistan, kurderne og deres historie, men der er ikke noget om kurderne. Når kurderne bliver "interessante" nok til at komme i medierne, er det som regel andre, primært tyrkiske kurdereksperter, der fortæller danskerne, hvad sagen drejer sig om. Der er ikke plads til mere end et par følelsesladede bemærkninger fra kurdernes side. Deres vurderinger, analyser, forudsigelser eller ekspertise, synes at støde på en urokkelig mur af fordomme om at være nationalistiske og ensidige, fordi de kommer fra kurdere, mens eksempelvis tyrkiske "kurdereksperters" vurdering af "kurdisk terrorisme" accepteres som neutral. Især Center for Mellemøst Studier ved Odense Universitet synes at have en særlig interesse i at misinformere om kurderne. Alt hvad kurderne foretager sig stemples af dette center som nationalisme, tilbageståenhed, terrorisme og manglende integration. Et politisk spørgsmål, der drejer sig om en nations skæbne, forfølgelse og fornægtelse bliver degraderet til et spørgsmål om individuel frigørelse og integration fra post-modernismens korsriddere i Odense. Dvs. at kurderne skal "frigøre sig fra deres tilbagestående relationer" og integrere sig som tyrkere, arabere, persere danskere, etc. hvorved den årtusinder gamle kurdiske identitet og kultur vil uddø og problemet med kurderne vil være løst. Disse "åbenbaringer" kommer fra forskere, der primært beskæftiger sig med indvandrernes integration i Danmark, men af en eller anden mærkværdig årsag fremfører de sig som eksperter i den århundreder lange Kurdistan konflikt. Dette selvom folkene i Odense trods centrets misvisende navn ikke beskæftiger sig med Mellemøsten, international politik eller internationale konflikter, og de selvudråbte kurdereksperters forskning om Kurdistan konflikten begrænser sig til jævnlige avis kronikker, hvor det virker som om hovedformålet, udover at tilsmudse den kurdiske frihedskamp, er at tjene lidt ved siden af lønnen.
Den begrænsede viden, danskerne har om kurderne er fra medierne og ofte ikke andet end overfladiske betragtninger eller ensidig misinformation, bl.a. fra det omtalte center, som offentligheden på grund af det manglende kendskab, ikke har mulighed for at forholde sig kritisk til. Det er ikke sjældent at velmenende danskere spørger, "hvad er forskellen på tyrkere og kurdere?" Set i lyset af at Danmark registrerer kurdere som tyrkere, irakere og iranere er spørgsmålet ikke uberettiget. Der er derfor mange gode grunde til at beskæftige sig med kurderne og deres historie. Til at forklare forskellen mellem kurdere og de kurderne med tvang hævdes at være. Til at fjerne sløret fra dette folk, der ifølge et af sagnene om deres herkomst, stammer fra nogle ånder (jinn), som blev udstødt af Kong Salomon og slog sig ned i Kurdistan, sammen med 500 europæiske jomfruer, de havde røvet.
|