At finde kærlighed og omsorg

I sûrah ar-Rûm (âyah 21) siger Allâh (swt) bl.a.: {Og blandt Hans tegn er at Han har skabt hustruer til jer, ud af jer selv for at I må finde ro hos dem, og at Han har skabt kærlighed og barmhjertighed mellem jer, i dette er der vitterligt tegn for folk som tænker sig om} - ligesom Han i sûrah al-A´râf (âyah 189) siger: {Det er Ham, som har skabt jer fra én person, hvoraf Han skabte dens partner, for at han måtte finde ro hos hende}.

Allâh (swt) siger således i Koranen, at Han skabte manden og hustruen for at de måtte finde ro, kærlighed og barmhjertighed i hinandens selskab.

Det arabiske ord for “ro” i disse vers er fra roden sakana, som er det modsatte af uro og bevægelse. Det betyder også stilhed efter bevægelse, og det er alle disse ting som ægteskabet skulle give os; at ægtefællerne finder indre og ydre ro i hinandens selskab.

Allâh (swt) siger endvidere i sûrah al-Baqarah (âyah 187): {Kvinderne er jeres klædedragt og I er en klædedragt for dem}.

Kvinden og manden er hinandens klædedragt. Som klædedragten beskytter os mod regn og rusk bør ægtefællens selskab være den havn, hvor man kan søge ly mod livets stormvejr. Det sted hvor man oplever den bekræftelse, det er at være elsket af en, som har barmhjertighed, og som kan bære over med ens menneskelige fejl.

At få børn

Ægteskabet i islam burde således være noget langt vigtigere, end blot at finde en partner man kan dyrke sex med og/eller som man har børn sammen med - selv om begge disse aspekter også er en vigtig og væsentlig del af ægteskabet, som Muhammad (fvmh) har indikeret, da han sagde til Ma´qil ibn Yasâr: ”Gift dig med den frugtbare kvinde, som elsker sin mand.” Dette er overleveret af an-Nasâ;iyy og Abû Dâwud med en troværdig overleveringskæde.

At få børn er således også en væsentlig del at ægteskabet. Men det betyder ikke at et ægteskab uden børn ikke kan være et godt og rigt ægteskab.

Da Muhammad (fvmh) blev spurgt hvem han elskede mest af alle svarede han: "´Â'ishah." Og som bekendt fik han aldrig børn med hende.

Ligeledes tillod han (fvmh) at man afbrød samlejet, hvis man ikke ønskede børn.

Dette er overleveret af bl.a. Muslim fra Abû Sa;îd, som sagde, at de spurgte sendebudet om dette efter slaget ved al-Muraysî´ hvortil han svarede: ”Det er ikke forbudt jer at gøre det, men hvad Allâh har foreskrevet vil komme til at eksistere.”

Heraf kan man udlede, at præventionsformer, som ikke fuldstændig fjerner muligheden for undfangelse er tilladt. Dette er bl.a. shaykh ibn Taymiyyahs holdning.

Præventionsformer som fuldstændigt fjerner muligheden for at få børn som sterilisation er derimod ikke tilladt. Ægteskabet som islam lægger så megen vægt på, er altså både et sted hvor man har familie, men også et sted hvor man finder en partner og støtte, som kan hjælpe til at man opnår den indre fred, som igen er en af forudsætningerne for en harmonisk personlig udvikling og et stærkt spirituelt liv.

At give ægtefællerne en mulighed for at koble af

For at ægteskabet kan tjene det vigtige formål, det er tiltænkt i islam – at være stedet hvor ægtefællerne får livsglæden igen, og hvor man kan lade op til at påtage sig de opgaver livet kræver af en - er det vigtigt at samlivet mellem partnerne indeholder et element af sjov. På denne måde bliver ægtefællens selskab et frirum, hvor man kan slappe af fra resten af tilværelsen.

Vi ser således, at Muhammad (fvmh) lagde vægt på, at leg og sjov også har sin plads mellem ægtefællerne. Fx sagde han en gang til sin nære tilhænger Djâbir, som på det tidspunkt var en ung mand: ”Hør Djâbir, har du giftet dig efter din fars død?” Hvortil Djâbir svarede: ”Ja.” Hvortil Allâhs sendebud (fvmh) sagde: ”Med en ældre eller en ung jomfru?” Hvortil Djâbir sagde: ”Med en ældre.” Hvortil han sagde: ”Og hvorfor ikke hellere med en ung jomfru, som kunne få dig til at le og som du kunne få til at le, og som du kunne lege med, og som kunne lege med dig?” Dette er overleveret af al-Bukhâriyy fra Djâbir selv.

An-Nasâ;iyy har tillige overleveret fra ´Uqbah ibn ´Âmir at Allâhs sendebud (fvmh) sagde: ”Det at gøre noget for sjov er ikke (godt) undtagen i tre tilfælde: Når en mand opdrager sin hest, når han leger med sin hustru og når han øver sig med bue og pil.”

Også i hans eget ægteskab havde leg og sjov sin plads. Fx beretter hans hustru ´Â'ishah at Allâhs sendebud (fvmh) på en rejse, hvor hun var med, en gang sagde til de andre: ”Gå bare foran”, hvorefter han sagde til hende:

”Kom så, lad os løbe om kap!” Hvorefter hun vandt over ham. På en senere rejse hvor hun havde taget en del på, gjorde han det samme igen, men denne gang vandt han, hvortil han sagde: ”Det var revanche fra sidste gang.” Dette er overleveret af Ibn Mâdjah, Ahmad og an-Nasâ;iyy i ”al-Kubrâ”.

Profeten kaldte også ofte ´Â'ishah ved hendes kælenavn, som da Djibrîl engang sendte hende en hilsen gennem profeten, hvor han sagde til hende: ”Hør ´Â'ish, det her er Djibrîl og han sender dig salâm.” Dette er overleveret af al-Bukhâriyy fra ´Â'ishah.

Det er derfor sørgeligt at mange muslimske ægtefæller glemmer dette aspekt af ægteskabet. Ofte bliver samlivet mellem ægtefællerne tynget af lige så mange seriøse diskussioner om økonomi, børneopdragelse og teologi eller hvad det nu kan være som livet udenfor. Naturligvis er der også brug for dette, men man burde lægge vægt på, at der også skal være plads til sjov og pjat mellem ægtefællerne.

Det ville måske nok være svært at finde et sted at løbe om kap midt i byen, men legen i ægteskabet kan jo komme til udtryk på mange andre måder, fx i soveværelset hvor man da godt kan begynde natten med at drille hinanden lidt. Har man muligheden, kan man også tage et bad sammen og drille hinanden lidt der, som sendebudet (fvmh) og ´Â'ishah ofte gjorde.

Indgåelsen af et ægteskabet er en begivenhed af betydning - ikke alene for den enkelte mand og kvinde - men også for forholdet mellem familierne til de to ægtefæller såvel som for forholdet mellem forældrene og deres børn.

Allâh (swt) har derfor i Sin visdom pålagt os visse krav, som skal være opfyldt for at ægteskabet er acceptabelt i islam.

Nogle af disse krav tager hensyn til de to som indgår ægteskabet, andre tager hensyn til familierne og parternes forældre og igen andre til hele den islamiske ummah (nation) som sådan.

Ved at opfylde disse krav sikrer vi os, at ægteskabet i så høj grad som muligt bliver til glæde for både de to ægtefæller, deres familier, deres forældre og samfundet.

For overskuelighedens skyld kan man opdele disse krav i:

A - Betingelser, der skal være opfyldte før manden må fri:

Inden manden frier til en pige må han sikre sig, at det i det hele taget er tilladt for ham at gifte sig med hende.

Det næste kapitel, som handler om valget af ægtefælle kommer mere detaljeret ind på dette emne.

Her vil jeg derfor kun nævne de mere "formelle" krav her.

Disse er:

1) At pigen ikke er i sin venteperiode efter en skilsmisse.

* Er hun kun separeret (dvs. i venteperioden på tre menstruationsperioder (eller tre måneder hvis hun ikke har menstruation) efter første eller anden skilsmisse fra samme mand) er det ikke tilladt nogen mand at fri til hende før perioden er udløbet.

* Er hun gravid, er det ikke tilladt nogen at fri til hende, før hun har født.

* Er hun i sin venteperiode (på fire måneder og ti dage) efter at hendes mand er død, er det tilladt en anden mand at lade hende vide, at han er interesseret uden at han frier. Herom siger Allâh (swt) i sûrah al-Baqarah (âyah 230): {Der er ingen synd i at I lader jeres ønske om at fri skinne igennem. Men læg jer ikke fast på at gifte jer før bogen når sin tid}.

(Se i øvrigt kapitlet om skilsmisse for flere detaljer.)

2) At en anden mand ikke allerede har friet til hende.

Har en anden mand friet til samme pige, er det ikke tilladt nogen at fri til samme pige med mindre hun har sagt nej til den første eller han har sagt god for, at den anden også tilbyder hende ægteskab.

Herom sagde sendebudet (fvmh): "Ingen må fri efter at hans muslimske bror har friet undtagen med hans tilladelse."

Dette er overleveret af Muslim fra Ibn 'Umar.

B - Betingelser der skal være opfyldte før ægteskabet kan indgås:

Inden ægteskabet kan indgås, skal både de to parter og pigens værge give deres tilladelse.

1) Begge parters accept:

Om de to parters accept sagde Allâhs sendebud (fvmh): "Ingen ikke-jomfru må bortgiftes før hun giver sin tilladelse og ingen jomfru må bortgiftes før hun har udtrykt sin accept."

"Hvordan skal hun give sin accept?" blev han så spurgt, hvortil han (fvmh) svarede: "Hendes accept er at hun ikke protesterer."

Dette er overleveret af al-Bukhâriyy og Muslim.

Hverken pigens far eller nogen anden kan bortgifte en pige uden hendes accept.

Forskellen ligger udelukkende i, hvordan hun skal udtrykke den. Er hun jomfru er hendes accept at hun ikke protesterer når hun bliver spurgt. Har hun været gift før skal hun udtrykkeligt give udtryk for at hun er indforstået. (Ibn Taymiyyah, Mudjmû´ah al-Fatawah, bind 32, side 21)

Bortgiftes hun uden at have accepteret den tilkommende mand, har hun ret til at få ægteskabet annulleret. Det fremgår utvetydigt af følgende to hadîth:

Ibn ´Abbâs beretter, at en pige, som var jomfru kom til Allâhs sendebud (fvmh) og fortalte, at hendes far havde bortgiftet hende mod hendes vilje. Hvorefter han gav (fvmh) hende valget (mellem at acceptereægtemanden eller afvise ham). Dette er overleveret af Abû Dâwud med en troværdig overleveringskæde.

Ligeledes har Abû Dâwud overleveret (også med en troværdig overleveringskæde), at Khansâ'u l-Ansariyyah kom til Allâhs sendebud (fvmh) og fortalte at hendes far havde bortgiftet hende mod sin vilje. Hvorefter han (fvmh) ophævede ægteskabet.

2) Værgens Accept:

Om værgens accept sagde Allâhs sendebud (fvmh): "Den kvinde, som gifter sig uden sin værges tilladelse hendes ægteskab er ugyldigt! Hendes ægteskab er ugyldigt! Hendes ægteskab er ugyldigt!"

Dette er overleveret fra ´Â'ishah med tyve overleveringskæder, alle troværdige af bl.a. Abû Dâwud, at-Tirmizhiyy, Ibn Mâdjah og Ahmad.

Når værgen skal tage stilling til, om han kan give sin tilladelse, "skal han frygte Allâh, når han tager stilling til den tilkommende mand,og kun gifte hende med en mand for hendes skyld, ikke for sin egen." Således som shaykh Ibn Taymiyyah har sagt det (Madjmû´ah al-Fatâwâ bind 32, side 30).

Her melder spørgsmålet naturligvis sig om, hvem kvindens værge er. Kvindens værge skal være en mand. Er hendes fader levende er han hendes værge og kan kun forbigås, hvis han og datteren ikke har samme religion, eller han selv overlader ansvaret til en anden person. Er hendes far død overgår ansvaret til hendes farfar.

Er han også død overgår ansvaret til hendes søn, hvis han er nået puberteten - også selv om sønnen er født uden for ægteskabet. (Visse lærde mener han kommer før farfaren)

Har hun ingen far, farfar eller søn, overgår ansvaret til hendes helbroder.

Har hun heller ingen helbroder, overgår ansvaret til hendes halvbroder med samme far.

Der er dog en vis uenighed blandt de lærde med hensyn til rækkefølgen af disse.

Som sagt er det et krav, at kvinden og hendes værge har samme religion. Er hun muslim må hendes værge også være muslim, er hun kristen eller jøde må hendes værge også være kristen eller jøde.

Er hun muslim og alle hendes familiemæssige værger ikke-muslimer overgår ansvaret til den muslimske regent - eller hans stedfortræder. Som sendebudet (fvmh) sagde: "Sultanen er værge for den som ingen værge har." Dette er overleveret af Abû Dâwud, at-Tirmizhiyy, Ibn Khuzaymah og al-Hâkim med en troværdig overleveringskæde.

Finder ægteskabet sted i et land, hvor regenten ikke er muslim påtager den lokale imam sig ansvaret.

C - Krav til selve indgåelsen:

Indgåelsen af ægteskabet foregår ved at kvindens værge tilbyder den tilkommende brudgom ægteskab med en bestemt pige og at den tilkommende efterfølgende giver utvetydigt udtryk for at han accepterer dette.

Dette kan foregå på et hvilket som helst sprog de to parter forstår. De fleste lærde mener, det er en betingelse at tilbudet og accepten finder sted inden de to parter går fra hinanden.

D - Betingelser, der skal være opfyldte i forbindelse med selve indgåelsen:

1) Medgift:

Blandt de ting som er obligatoriske i islam er at kvinden modtager sin medgift.

Herom siger Allâh (swt) i sûrah al-Mâ'idah (âyah 5): {I dag er alt det gode blevet tilladt for jer. De troende kvinder som beskytter deres dyd og de kvinder som beskytter deres dyd blandt de, som er blevet givet Bogen før jer - hvis I giver dem deres medgift}.

Der findes ingen højeste eller laveste værdi denne kan have.

Som Allâh siger i sûrah an-Nisâ' (âyah 20): {Hvis en af jer ønsker at tage en hustru i en andens sted og I har givet en af dem en formue, da tag ikke noget som helst af det tilbage. Vil I tage det og begå en åbenlys synd?}

Og som sendebudet (fvmh) sagde til en af sine sahâbi'er, som ønskede at han skulle gifte ham: "Se efter om du ikke i det mindste har en ring af jern." Dette er overleveret af Muslim fra Sahl ibn Sa'd.

Dog bør medgiften ikke være mere end det er overkommeligt, som Allâhs sendebud (fvmh) sagde: "Det bedste ægteskab er det, der er det letteste." Dette er overleveret af Abû Dâwud.

2) Betingelser for indgåelsen:

I islam består der en mulighed for at indføre betingelser i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet.

Herom sagde sendebudet (fvmh): "De betingelser, der har mest krav på at blive opfyldt, er de som afgives for at gøre kvindens kønsdele tilladte." Dette er overleveret af al-Bukhâriyy og Muslim.

Muligheden for at få visse betingelser med ved indgåelsen af ægteskabet står begge parter åbne.

Disse betingelser må dog naturligvis ikke være i strid med islam. Manden kan således ikke indføre, at der ikke påligger ham noget ansvar for hendes underhold, da dette er indbefattet i selve indgåelsen i islam. Shaykh Ibn Taymiyyah mener dog godt, at kvinden kan få indført, at hun har lov til skilsmisse efter eget valg.

3) Vidner:

Indgåelsen af ægteskabet skal bevidnes af to mandlige muslimske vidner.

Herom sagde sendebudet (fvmh): "Der er intet ægteskab uden en værge og to vidner." Dette er overleveret af at-Tabarâniyy med en troværdig overleveringskæde.

Vidnerne bør også have bevidnet at kvinden har givet sin tilladelse til værgen. Dette er dog ikke noget krav. Har der ikke været nogle vidner og benægter kvinden efterfølgende at have givet sin tilladelse og sværger på dette, opløses ægteskabet (Ibn Taymiyyah, Madjmû´ah al-Fatâwâ bind 32, side 31)

Det er altså ikke noget krav, at ægteskabet skal udføres af nogen offentlig myndighed. Ej heller er det et krav, at der udfærdiges et vielsescertifikat.

4) Offentliggørelsen:

Efter at ægteskabet er indgået, skal det offentliggøres.

Herom sagde sendebudet (fvmh): "Offentliggør jeres ægteskaber." Dette er overleveret af Ahmad med en acceptabel overleveringskæde.

5) Festen:

I forbindelse med indgåelsen af ægteskabet bør man holde en fest.

Herom sagde sendebudet (fvmh) til ´Abdur-Rahmân ibn ´Auf, da en dag så ham parfumeret: "Hvad så?" Hvortil ´Abdur-Rahmân sagde: "Jeg har giftet mig med en pige." Hvortil sendebudet sagde: "Hold en fest om det så kun er med et enkelt får." Dette er overleveret af Muslim og Abû Dâwud.