Den forbudte kærlighed

 

af dr, 31. juli 2004, Informationen

 

KOMMER KÆRLIGHEDEN staten ved? Nej, vel? Kærligheden er noget mellem mennesker, som staten skal blande sig langt uden om. Det eneste, vi kan forlange af staten, er, at den ikke lægger kærligheden hindringer i vejen.
Sådan bør det være i et frit samfund. Og sådan står det faktisk skrevet i den internationale overenskomst, Danmark har valgt at tilslutte sig. Ordene lyder:
»Enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv… Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret.«
Det står i artikel 8 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder. Smukt og rigtigt.
Men det er løgn. Det er skammeligt blevet gjort til usandhed. Et flertal på Christiansborg har gjort virkeligheden anderledes for mennesker i Danmark år 2004. Hvad det betyder, står at læse i dagens Information. Af hundreder af forbudte kærligheder er fem fortalt.
LÆS HISTORIERNE. Og spørg dig selv, om du vil finde dig i, at Danmark behandler mennesker sådan. Hvis dit svar er nej, så spørg andre, hvad de mener. For eksempel hende eller ham, der er valgt som folketingsmedlem dér, hvor du bor.
Spørg folketingsmedlemmer, om »lighed for loven« kun er til festtaler. Eller om det i Danmark også skal gælde i den virkelige verden.
Som den danske lov nu er, giver den ikke lige muligheder for folk, der vil stifte familie. Loven forskelsbehandler på en meget følelig måde. Gæt, hvem det går ud over:
nEn veluddannet dansk mand kan ikke få sin filippinske kone og hendes datter til landet, fordi han har været arbejdsløs og modtaget kontanthjælp.
nEn arbejdende ung dansk kvinde kan ikke få sin indiske forlovede til landet, fordi hun tidligere har været sygemeldt som følge af stress og depression.
nEn 21-årig dansk kvinde kan ikke få sin bosniske ægtefælle til landet, fordi hun bor til fremleje.
nEn dansk kvinde kan ikke få lov at bo i Danmark med sin tyrkiske mand – faderen til hendes barn – fordi hun kortvarigt har modtaget dagpenge.
nEn dansk kvinde kan ikke få lov at bo sammen i Danmark med sin marrokanske mand – faderen til hendes barn – fordi hun som studerende boede i et bofællesskab og nu ikke har penge nok til at skaffe den type bolig, som myndighederne kræver.
Fire ud af de fem par har været nødt til at slå sig ned i Sverige. Som Danmarks EU-forpligtelser er skruet sammen, giver det ironisk nok adgang til en bagdør, hvorigennem de senere sammen kan vende til Danmark. Men – som man kan læse af deres udtalelser – har tre af parrene mistet lysten til at bosætte sig her i landet.
JO, BEGRUNDELSEN – den officielle – for de stramme familiesammenføringsregler, den kender vi godt: De skal forhindre tvangsægteskaber.
I Danmark bryder vi os ikke om, at mennesker er tvunget til at gifte sig med nogen, de ikke ønsker at gifte sig med. Og arrangerede ægteskaber kan i generation efter generation spærre for en effektiv integration.
Men de regler, vore politikere har strikket sammen, forhindrer til gengæld, at mange mennesker, der gerne vil giftes, kan få lov til det. Det er for høj en pris at betale.
Og reglernes slagside er åbenbar. De retter sig kun mod ægtefæller fra lande uden for den velhavende verden. Og de rammer hårdest blandt de socialt dårligst stillede danskere. Det kan vi ikke være bekendt. Det burde stå tydeligt for vore politikere, at reglerne er uden forbindelse med de
idealer, de ellers gerne hylder. Og med Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder.
FORKLARINGEN OM at undgå tvangsægteskaber skal man ikke bøje sig for. Der er noget, jurister kalder proportionalitet: Et indgreb i borgernes frihed må nødvendigvis stå i rimeligt forhold til formålet.
Et eksempel: Vi véd godt, at mænd i alderen 18-25 er de farligste at have kørende i trafikken. Men derfor spærrer vi jo ikke på forhånd hele banden inde, uanset at det utvivlsomt ville få antallet af trafikdrab væsentligt ned.
Lad os få proportionalitet i behandlingen af menneskers ægteskabelige forhold. Staten skal lægge sig imellem, hvis nogen bliver tvunget til at gifte sig. Men det skal ikke begrunde, at staten gennemtvinger en adskillelse mellem dem, der ønsker hinanden.
                                                       ma salam fatima