Hej, mit navn er Lisbeth og jeg er 41 år. Jeg er på 18. år gift med Henrik. Vi har en søn, Mads, på 15 år og en hund. Derudover har jeg 3 bonus-børnebørn.
Jeg havde ikke noget dukkehus som barn, men fik dog lov at lege med min søsters. Siden har dukkehuse egentlig ikke sagt mig noget. Hvad der startede min interesse i voksenlivet, kan jeg ikke lige sætte en finger på, men jeg husker at jeg var ude og shoppe med min mor og fandt to ting til dukkehuset: Et kobberfyrfad med kedel og et strygejern.
Jeg købte disse ting og var prisgivet, dette var min hobby.
Dukkehushobbyen har jeg for alvor haft i 5-6 år.
Men jeg fandt jo hurtigt ud af, at et dukkehus var dyrt og pengene var ikke lige til dukkehus dengang. Så jeg tænkte, at jeg jo kunne lave mit eget. Men hvad så med døre og vinduer? De var jo også dyre!
Men nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde, så jeg gik i gang med selv at lave døre og vinduer. Og fik min genbo til at skære pladerne ud til et eget designet dukkehus.
Det blev til det ”nye” dukkehus du kan følge her til venstre i menuen.
Siden har jeg ”adopteret” et gammelt dukkehus og sat det i stand. Jeg har også nogle kikkasser og et engelsk dukkehus, dette ligger stadigvæk usamlet under min seng
.
Jeg går i en miniatureklub i Skanderborg en gang om måneden, holder 2 dukkehusmagasiner og læser en masse dukkehusbøger. Ud over dette bruger jeg alt for mange penge og alt for meget tid på denne dejlige hobby
.
Jeg laver også en del ting selv, omend jeg er den rene amatør i forhold til, de mange andre der laver deres ting selv.