Som du nok har bemærket er jeg ret barnligt anlagt. Jeg har en vis svaghed for børne-agtige film, som Disney og andre tegnede og animerede film. Det jeg godt kan lide ved dem er at de er forskellige. De har hver deres egen historie at fortælle og måden den er fortalt på, gennem filmene er helt fantastisk.

Senest kan jeg anbefale filmen "Biler" ("Cars").
Denne historie har et meget klassisk og velkendt forløb. Hovedpersonen starter hjemme, kommer uden for sine rammer hvor han lærer noget nyt og vender forandret tilbage igen. Dette er den meget korte fortælling.
Uddybet; begynder historien i mørke. Inde i en trailer er Lynet McQueen ved at gøre sig klar til et for ham, utrolig vigtigt løb, Stempelcup'en. Det viser sig at dette løb ender uafgjort så et nyt bliver stablet på benene i Californien og skal være en uge senere. Vi følger nu McQueen der kommer til en meget lille og ukendt by som hedder Kølerkildekøbing. Byen er gammel og forfalden, men de biler der bor her er venlige, gæstfrie og åbne overfor fremmede. McQueen får en lidt uheldig start på sin tid i denne by fordi han kommer til at ødelægge vejen som går gennem byen. Bilerne får ham til at reparere vejen og gennem sin tid i denne lille by bliver han venner med dem alle. Især porche sportsvognen Sally, der har byens motel, den gamle rustne kranlastbil Bumle og til sidst også den gnavne bil Doc, der i virkeligheden var en ræserlegende i begyndelsen af 50'erne. Mens McQueen er i Kølerkildekøbing, lærer han to ting af Doc Hudson Hornet. Den ene ting er om at dreje i grus, og den anden er at give slip på sit eget for at hjælpe andre. Doc havde i '54 et grimt uheld og blev opgivet af sine folk i ræserbrancen. Selvom han stadig havde en masse i sig fik han ikke chancen for at vise det, da han endelig bliver lappet sammen igen.

Ved løbet i Californien ender en af bilerne uretfærdigt lige netop i et grimt styrt. Karosseriet er krøllet sammen; foldet på siden og bilen er dækket af mudder. Hudson Hornet der er kommet til Californien som McQueens teamchef er den første der ser det. McQueen får også øje på "Kongen" der skadet står i inderrabatten og som det første hugger han bremserne i, og stopper lige før målstregen. Han kører tilbage og hjælper Kongen op på banen igen og over målstregen og dermed hjælper han ham til at få gennemført sit sidste løb.
Og Kølerkildekøbing, der i mange år ikke har været på landkortet kommer på det igen og turismen begynder at blomstre op.
Den film er virkelig noget særligt. Og kan varmt anbefales. Det er svært at holde tårerne tilbage ved det sted i filmen.
Denne søde historie kunne på nogle områder have træk der minder om den bibelske lignelse om den barmhjertige samritan. Få den set, "Biler", den er virkelig det værd....!

Som en anden film, kan jeg anbefale Barbie Dagbog. Den er god til selve en opbygning af en historie og har en meget grundlæggende struktur. Og så handler den oven i købet om noget helt basalt. Nemlig livet i gymnasiet. I filmen er der to forskellige grupper, sådan ret groft set. Der er Raquelles gruppe, ende af skalaen, med Dawn, Regan og Tod som kæreste, der desuden er skolens lækreste sportsfyr, og der er Barbies ende med Tia, Cortny og Kevin. De er ikke så 'populære' (falske og overfladiske) som Raquelle og hendes slæng er. Men til gengæld er det rigtige venner. De hjælper hinanden og står sammen om forskellige ting. Barbie går i gymnasiet og det er kun andet år, der begynder lige efter sommerferien. I filmen får vi at vide at hun drømmer om at blive journalist og at hun sammen med veninderne Tia og Cortny har bandet Charms, som Kevin ikke ved noget om. Han er til genæld den klassiske fyr der går op i, i hvert fald tv-teknik. Han og Barbie har filmaften af og til. Her pjatter de og morer sig og taler lidt om de ting der fer eksempel rører sig på skolen. Barbies drøm om at blive studievært på skolens nyhedskanal, må hun i starten se skrottet og snuppet af Raquelle som altid er ude på at mobbe hende og ydmyge hende og gøre livet surt for hende. Men i spisepausen giver Kevin hende en idé, som tilsyneladende vil feje Raquelle helt af banen. Det kan godt være at Raquelle er spændende, frisk og sjov, og det kan godt være at hun er god til at sælge sit indhold, og det hun kan byde på, men hun tog chancen fra Barbie. Var derinde før Barbie og bare var bedre end hende. Og så er hun også selvglad, overfladisk og pokkers falsk. Hun går ikke op i nyhederne, hun arbejder ikke med emnet på samme måde som Barbie gør. Det eneste hun er ude på i den sammenhæng, Raquelle, er at pleje sig selv og udnytte stationens penge til egen fordel. Barbie er også ved at sætte Raquelle på plads med sin historie, men hun indser at hun selv vil miste for meget ved at gøre det, så i stedet for sin egen nyhedshistorie der nær havde kostet hende venskabet med Tia og Cortny, vælger hun at vise en række kortfilm om kontorartikler, som Kevin har lavet i løbet af den forgangne sommer. Og de tre veninder får rydet op i det rod der er lige ved at blive lavet, på en anden måde. De går til audition og bliver udvalgt til at skulle give koncert ved gymnasiets efterårsfest, hvad der vil svare til en introfest på mange gymnasier. De fortæller publikum sandheden og at man i bund og grund ikke kan bruge sladderhistorier om andre mennesker til noget som helst. Alt ender godt. Barbie har fra ca. midten af filmen opdaget at hun pludselig har en hemmelig beunderer og ved efterårsfesten til sidst, går det først dér op for hende at det er Kevin der er den hemmelige mystiske ven, og ikke Tod, fyren som hun er lun på. Hvordan skoleåret fortsat forløber efter efterårsfesten siger filmen ikke meget om. Det eneste man lige får med er Barbies og Kevins sidste filmaften, som er den aften hun på en måde runder af med en konklution, en morale af historien, og Kevin kommer så forbi, netop som Barbie har skrevet færdig, og gætter på taziggi(eller hvordan det nu staves) om han selv har en film med, og hvilken fortæller filmen heller ikke noget om, for det er her den slutter. Gennem blandt andre denne film kan man lære meget om skolemiljøet.

Prøv at tænke over det næste gang. Selvom der måske sidder en der er for sig selv, kan vedkommende godt rumme en masse ting alligevel. Den ensomme i klassen kan faktisk byde på rigtig meget, hvis omgivelserne dels er tålmodige og dels villige til at give det en chance. Med tålmodighed og en chance, kan man faktisk nå meget langt.

En rigtig god børne -og familiefilm er Disneys Mary Poppins. Den udspiller sig i London omkring 1915, eller temmelig tæt på. Vi bliver ført til familien Banks' hus af Birt, der fungerer som alt mulig forskelligt. Han har en masse instrumenter spændt fast til ben og arme. Hos familien Banks er der, som naboen Admiral Bom, udtrykker det et voldsomt uvejr over. Barnepigen Katy er ved at rejse. Og det er det hele baladen handler om. Fruen kommer hjem og det er ved at se på hende og hendes kamp og høre hendes sang for kvindernes stemmeret, der peger på det pågældende tidspunkt. Med Katys rejse må familien igen på jagt efter en ny barnepige. Det ender med at blive Mary Poppins, som har et så lystog åbent sind at alle gerne vil stå til hendes tjeneste og rådighed. Med sine sange og sin magi former hun børnene på børnenes premisser og ikke som det ellers er normen på det tidspunkt. Det er herfra vi har sangene om at komme lidt sukker i skeen, hvis medicinen er sur, og en anden sang om hendes helt eget ord; superkolofanatlisteksplialisofisk. Da et regnvejr bryder løs, efter at Mary Poppins har haft børnene Jane og Michael med i Birts kridttegninger på fortorvet, og har fået dem med hjem i børneværelset igen, sker der noget helt utroligt, da hun hælder medicin i deres skeer. Hos Michael får væsken en farve, hos Jane en anden og hos Mary Poppins selv en helt tredje. Det smager også forskelligt. Mary Poppins tager dem med ud på helt utrolige eventyr, hvilket gør det sværere for dem at sige farvel til hende når hun rejser, efter vinden er skiftet. Men filmen om Mary Poppins er også at anbefale som en god film at se. Man kan lære virkelig meget af figurerne. Og som danske stemmer er der blandt andet Lasse Lunderskov bag mr. George W. Banks, og Louis Fribo bag Mary Poppins.

Ratatouille er en fin titel til en film. Den stifter bekendtsakb hos børn med en grøntsagsret. Men ellers noget misvisende, da man kan tro at det enten er rotten eller drengen det handler om
Ratatouille er en Disney Pixarfortælling om en rotte der elsker at lave mad. Hans lugtesans er noget speciel. Så speciel at han skal godkende al den mad kolonien tager med sig om den er fyldt med rottegift. Hovedfiguren, der hedder Remi er stor fan af en fransk kok, der hedder Gustau. Remi læser hele kogebogen af denne mesterkok. Gustaus filosofi er; enhver kan lave mad.  

I starten bor rottekolonien på loftet hos en ældre dame. Men en dag bliver de opdaget og må flygte i øs-pøs regnvejr. Remi gør hvad han kan for at følge med. Men han må bare have kogebogen med sig. Han bliver væk fra kolonien og hans fantasi i skikkelse af Gustau leder ham hen til restaurenten i Paris i Frankrig.

I begyndelsen af historien dukker en ranglet knægt op i retaurentens køkken. Han er blevet ansat af personalet som køkkendreng.

Det viser sig at denne unge fyr, der ikke kan lave mad, er Gustau's søn. Han hedder Linguini.

Fra taget med en spøgelsesagtig skikkelse af Gustau betragter Remi, Linguini. Gustau afprøver rottens viden fra kogebogen. Linguini kommer til at vælte en stor gryde suppe ned. Han  rejser den op igen og komme nogle ting i den. Gustau overtaler Remi til at smutte ind og prøve at redde suppen, der er endt med, mildt sagt at smage dårligt. Og det lykkedes for den lille rotte gennem son lugtesans at komme de rigtige krydderier i. Efter suppen er reddet prøver rotten at stikke af. Det lykkedes dog ikke helt. Han bliver opdaget til sidst og køkkendrengen bliver sendt afsted for at slå rotten ihjel. Men rottens øjne overtaler Linguini til at skåne dens liv. Sammen finder de nu ud af hvordan de kan få det hele til at fungere så det ser ud som om Linguini kan kokkerere. Han bliver sat ind i kokkeverdenen af Colette, der snakker lige så hurtigt som hun arbejder. Gennem hende får vi et lille indblik, men kun ganske lidt, i hvordan verden er for kokke.
Linguini er ikke nogen stor taler. De eneste to gange hvor han virkelig siger noget med indhold og værdi, er første gang på chefens kontor. Om bonderetten Ratatouille. "Hvis man skal give en ret et navn skal det lyde lækkert. Og Ratatouille lyder ikke lækkert. Det lyder som rotte og så et nys. Rottatju" 
Uheldigvis for Linguini var det lige noget i den stil chefen var ude efter. Selvom filmen faktisk rejser et meget interessant dilemma. Udover at de er smittebærer, hvad er der så galt med rotter?  

Den anden gang det lykkedes for Linguini at sige noget med dybde som kunne inspirere de andre kokke, er det nået så langt som til at Anton Ego, en madanmelder kommer på restaurenten for endnu engang at skulle anmelde deres mad. Rotten er i stor fare, indtil Linguini forsvarer den lille fyr og fortæller de andre kokke sandheden. Noget af det han siger, hvor det virkelig fænger "...grunden til at Ego sidder lige uden for den dør" Det er det, rotten, den lille cheff(fransk ord for kok, kort vokal), er. Linguini spørger dem om de er med ham, men en efter en forlader de køkkenet.

Linguini befinder sig i en håbløs situation. Men Remis far er blevet overbevist om at det at lave mad er en del af hans søn. "Vi er ikke kokke, men vi er din familie. Bare sig hvad vi skal gøre, og så skal vi nok få det gjort" Så kan det nok være der kommer effektivitet og fart på. Linguini ser gennem laminellerne i pasiennerne fra sit kontor ud i køkkenet hvor hele rottekolonien er i fuld gang alle vejne med gryderne. Han hopper på vognen og suser ind i restaurenten på rulleskøjter og får gjort en hel masse arbejde på ingen tid.

Colette, der kørte fra stedet på sin motorcykel kigger på et cover fra Gustaus kogebog i et vindue, mens hun holder for rødt og husker på Gustaus motto. Enhver kan lave mad. Hun vender tilbage til restaurenten som den eneste.

Restaruenten som i øvrigt hedder "Hos Gustau" ender med at gå nedenom og hjem. Men det er ikke på grund af en fin anmeldelse. Anton Ego mistede sin troværdighed som anmelder, efter at en bedriftslæge og den fyrede tidligere chef bliver sluppet fri igen, efter rotterne havde fanget dem på den store aften.

Men Linguini Colette og Remi åbner en ny restaurent, "La ratatouille". Den lader til at gå bedre. Her ender den animerede historie fortalt af Remi. Det jeg har fortalt her i forhold til handlingen er kun en del af det. For at få det hele med, er kun tilbage at anbefale at se filmen.

Som læsning kan jeg anbefale Hans Kristian Neerskovs historie, "Hvor øst og vest mødes". Den handler om hans liv og virke som missionær i tiden omkring den kolde krig, hvor det i nogle lande var forbudt at være kristen andre steder end i de registrede kirker og på andre tidspunkter end lige ved de gudstjenester som kun er engang om ugen og tilgengæld varer i flere timer. Regeringen i de pågældende lande undertrykker de kristne og gør livet meget svært og risikabelt. En højt uddannet mand, der kan engelsk, tysk, fransk russisk og rumænsk flydende udover sit modersmål bulgarsk, ender som gadefejer med en kost uden skaft.
Enhver kan læse den, men jeg vil vove påstanden at kristne nok vil få mest ud af den. 

Jeg er reelt fan af Brødrene Olsen. Deres musik, synes jeg har et tydeligt budskab og der er den rette balance og faste struktur for et pop nummer, med vers omkvæd og mellem stykker der er lidt anderledes.
Men det beyder ikke at andre musik kunstnere er dårlige. For eksempel Lars Lilholt. Der er mest opmærksomhed på hans nyeste album, klart, det er det nyeste. Men det er som om at når et nyt album kommer til overfladen, glemmes de andre albums af lidt ældre dato. For eksempel har vi Gloria som blev udgivet i 2001. Der var utrolig mange gode sange på det. Og nogle, kunne hvis man lyttede godt efter, faktisk fortælle en virkelig historie. Det var gennem Lars Lilholt og resten af bandet, at jeg for eksempel fik historien om Tycho (Brahe) fortalt i kort udgave. Og sammenhængen med gnisterne fra det store bål, at vi alle er ét, ligger skjult i Den hvide dværg som er, hvis ikke det allerførste, så et af de første numre på albummet. Og da det var oppe som det seneste kan jeg huske at jeg også holdt af sangen om Digteren, hvem det så end skal handle om. Men mine to absolut yndlingsnumre, som jeg synes er værd at fremhæve er sangen der hedder Vi mødtes under månen, og absolut det vigtigste, og den sang hvis omkvæd er så tydeligt, historien om pigen med den blå violin; "Det du savner, er alt det du mangler at give..." -måske en moderne tolkning af den gyldne regel fra biblens bjergprædiken, som står i Matthæus evangeliets syvende kapitel. Man kunne også vende den om og sige, det du godt kunne tænke dig fra andre, må du først give af dig slev.
Sådan rent på basisniveau