Cyklus, parring, forløb og fødsel

Tævens cyklus/korrekt parringstidspunkt

(afvigelser forekommer da det kan være forskelligt fra tæve til tæve)

 

Tævens normale brunstcyklus kan inddeles i 4 faser

1.      Forbrunst (proøstrus)

Ydre kønsorganer hæver let op og blodigt udflåd ses. Denne fase varer i ca. 9 dage.

2.      Brunst (proøstrus)

Udflåddet bliver strågult men kan være blodtilblandet. I denne periode accepterer tæven parring. Denne fase varer også ca. 9 dage

3.      Hvilefase (Diøstrus)

I denne fase kan der opstå falsk drægtighed og/eller livmoderbetændelse (pyometra) Denne fase vare i ca. 70 dage

4.      Uden for brunst (anøstrus)

Hvis man vil have steriliseret sin tæve er det bedst i denne fase. Her er tæven mentalt rustet til fremadrettet at skulle undvære hormonerne. Fasen vare i ca. 125 dage

 

Cyklus i forhold til korrekt parringstidspunkt for tæven

I forbrunsten vil tæven tiltrække hanhunde fra nær og fjern, men hun vil afvise al form for parring.

Hold øje med om blodet ændrer farve ca. efter 9 dage. Det er ikke altid det ændrer farve.

Nogle tæver bløder blot videre, så dette er ikke en 100 % sikker indikator.

Et godt tip er at finde en intakt hanhund i nærheden, og så bruge ham som prøveklud. Afviser tæven ham, er hun ikke klar. Trækker hun derimod halen til siden, når han snuser, så er hun i ”brunst”, og er klar til parring. Husk at holde begge hunde i snor, så der ikke sker en uønsket parring !

Under disse to forløb, ændrer cellerne i skeden karakter og blodets progesterontal vil også ændrer sig. Så vil du være 100 % sikker på hvornår din tæve når det optimale ægløsningstidspunkt kan man tage til dyrlægen og få foretaget følgende:

 

Skedeskrab

Man foretager et skedeskrab i hundens skede, da cellerne derinde ændrer sig fra fine runde celler til mørkere kantede og kerneløse celler når ægløsningstidspunktet nærmer sig.

Der er dog en vis usikkerhed forbundet med denne undersøgelse, da tilstedeværelsen af de kantede celler i brunsten kan være kortvarig. De runde fine celler er de samme både før og efter brunst. Så man skal selv være rimelig sikker på, at brunsten er lige oppe over.

 

Progesteronmåling (blodprøve)

Denne metode er hurtig og nøjagtig for at måle korrekt ægløsningstidspunkt.

Når progesterontallet stiger pludseligt i forbindelse med brunst, kan man måle det på blodprøven. Derefter skal tæven parres indenfor 24-48 timer.

En måling foregår således at man tager en blodprøve fra tæven på ca. dag 8-10, og herefter hver 2.- 3. dag

For at starte op på blodprøverne på den mest optimale dag, kan dyrlægen anvende en teknik hvor han kigger op i tævens skede, igennem et langt rør. Her kan han fastsætte hvornår det vil være optimalt at komme i gang med målingerne.

 

Hvorfor er korrekt parringstidspunkt vigtigt?

Hvis man rammer det korrekte parringstidspunkt, øger man sandsynligheden for at parringen bliver succesfuld og tæven ikke går tom. Ydermere er det bevist at parres tæven på korrekt tidspunkt frigiver hun flest æg til befrugtning og der kommer derfor også større kuld.

 

Det ”Korrekte parringstidspunkt”

Det korrekte parringstidspunkt er 48 timer efter ægløsningen. Derfor er det vigtigt at finde ud af hvornår ægløsningen sker.

Ægløsningen plejer at ske ca. på dag 11-14 efter den første løbetidsdag. Dog kan nogle hunde allerede få ægløsning på dag 6 og andre så sent som dag 21.

Man kan heller ikke regne med at løbetiderne er ens. Så selvom tæven fik ægløsning på den dag i denne løbetid, kan det sagtens variere med 4-5 dage i de næste løbetider.

 

Hvis min tæve er ”ulæselig”, hvis jeg som ejer er usikker, eller hvis vi skal bruge sæd fra sædbank. Hvad så?

En progesteronmåling af tæven og tælling af dagene er de bedste hjælpemidler vi har til tæven. Skal hun insemineres med sæd, kan man komme på dyreklinikken nogle dage i træk hvor hun bliver målt. Når korrekt tidspunkt forekommer kan hun så blive insemineret.

Samme procedure gælder naturligvis hvis hun skal afsted til en parring.

 

Hvornår er tæven gammel nok og hvornår er hun for gammel til parring?

Man anbefaler at tæven først parres i sin 3. løbetid, da hun her er fuldt moden mentalt, og derfor kan tackle både drægtighed og hvalpe bedre.

Efter 6-8 år falder tævens fertilitet og der vil gå længere og længere tid mellem løbetiderne. Det anbefales at stoppe med at lave flere kuld fra 5 års alderen.

Parringen

Inden tævens løbetid

Begynd at tænke over hvilken hanhund I ønsker at finde. Hvilke hvalpe skal blive slutresultatet?

Husk på, med de store racer, at sikre en god avlshund med fine hofter og albuer. Få selv tjekket jeres tæve, om hun overhovedet er værd at avle på.

Nogle tæver kan gå 2-3 år med rigtig dårlige hofter eller albuer uden man ved det, så få taget nogle røntgenbilleder, for en sikkerheds skyld. Det er arveligt og viderebringes til hvalpene.

Hvis du ikke har sat dig ind i hvilken race din tæve har, så google den og søg efter potentielle sygdomme for netop denne race. Prøv herefter at få testet det, som testes kan ved dyrlægen. Så har du i hvert fald dit på det rene.

Når det så er gjort, så vær ikke bange for at spørge ind til den avlshund I vælger. Spørg efter hans sygdomshistorie men også hans mors, fars, farfars, morfars osv. Få fremvist en stamtavle, og tag evt. et billede du kan fremvise til de nye hvalpeejere.

Der er ikke noget værre, som hvalpeejer, at få en lille ny hvalp hjem, som så skal aflives tidligt i livet fordi opdrætteren ikke har gjort sit forarbejde. På det punkt bærer man et stort ansvar som avler, sig både værende professionel som stueopdrætter.

Nu er avlshunden valgt

Man kontakter avlshundens ejer, og fortæller at tæven nu er i løbetid, og hvornår man ca. regner med at ægløsningen finder sted (se skrift om hundens cyklus)

Når tiden er, tager man afsted, til avlshundens domæne. Er det første gang tæven skal parres, er det vigtigt at finde en erfaren avlshund.

Nogle steder beholder de tæven i 3 dage, hvor hun vil blive parret flere gange. Andre steder møder man op og bliver indtil akten er overstået. Så kører man hjem, og kommer derop igen de næste par dage. Evt. kan man holde en dags pause, hvis tæven er blevet øm.

Er det første gang tæven skal parres, kan hun godt skrige op når hanhunden kommer ordentlig til. Hun kan også godt skrige/klynke når de efterfølgende ”sidder sammen”. Nogle tæver kan finde på at stikke af. Her er det vigtigt at sætte sig ned med tæven, berolige hende og holde hende. Ellers går både hanhund og tæve i stykker.

Hvad sker der når de ”sidder sammen”?

Ved basis af penis er der en bule (bulbus glandis). Når hannen er inde i hunnen svulmer denne bule op, og penis bliver fuldt erigeret. Hunhundens skede trækker sig nu sammen. Disse to ting skaber den stærke lås, så hundene sidder sammen. Det er nu at hanhunden ejakulerer. Herefter hopper hannen ned, men hundene sidder stadig sammen, hvilket kan give en akavet stilling.

Nu bliver hundene nødt til at vente på at bulen falder ned igen, så han kan trække sig ud.

Man siger, at hvis hundene ikke har ”siddet sammen”, så går tæven, som oftest, tom. Der er dog set flere tilfælde, hvor hunnen alligevel, er blevet drægtig, selvom låsningen ikke har været fuldt gennemført.

Man betaler som regel prisen for en hvalp, når hundene har siddet sammen 1. gang. Hundene kan godt sidde sammen flere gange, på forskellige dage. Det højner blot muligheden for at ramme tævens præcise ægløsningstidspunkt, og dermed opnå et større kuld.

Hundens drægtighedsforløb

Fakta

  • Hunden er drægtig i ca. 63 dage fra ægløsningstidspunktet
  • Hanhundens sæd kan ligge i hunhunden i flere dage, så derfor er 63 dage et gennemsnitligt tal

Dag 7-14: adfærdsændring, kvalme, ingen stress

Adfærdsændringer kan forekomme. Tæven kan blive mere humørsyg, tryghedssøgende, interessen for mad kan falde, kvalme kan opstå.

De første 3 uger skal man undgå at stresse tæven.

Dag 14-20:

Brystvorterne kan ændre farve og blive lysere og større

Dag 20: fordel maden i flere portioner, klart slim kan forekomme

Kvalme kan opstå pga. udvidelse af livmoderen og voksende hormontal. En god ide, hvis hun går fra maden, er at tilbyde hende noget lækkert, evt. fordele maden over flere måltider.

Fostrene fæstes nu i livmoderhornene og hun kan derfor slime lidt, med tyndt klart slim, evt. med en smule fortyndet blod. Vær dog obs på det ikke er helt blodigt, så kan hun være i gang med at abortere. Ring til dyrlægen hvis du er i tvivl. Abortere hun er der som regel ikke mere at stille op. Er man i tvivl kan man på dag 25 få tæven scannet for at se om hun er tom.

Dag 25: Tæven kan scannes

Nu kan dyrlægen scanne tæven for at se om hun har hvalpe i sig og give et bud på hvor mange hun indeholder. Det kan dog være meget svært at sige et præcist antal på en scanning, så ønskes dette, kan tæven blive røntgenfotograferet ca. på dag 49. Her kan man se hvor mange hun skal føde, og dermed også om hun ligger med en tilbageholdt hvalp efter endt fødsel.

Dag 30: Øg tævens madindtag

Gennem de næste par uger vil hvalpene vokse og det er derfor nu du skal øge hundes madindtag. Kontakt evt. dyrlægen for at høre hvad en passende øgning vil være. Hun må ikke blive overvægtig. Bliv ved med at fodrer flere måltider om dagen.

Dag 35:

Nu er fostrene så udviklet at de ligner små hvalpe, risikoen for abort er nedsat, og ændringer/kemikalier mv. udefra er knapt så skadelige.

Dag 37-47: Hvalpene kan mærkes

Bugens omfang forøges nu væsentligt og hun kan få tiltagende kvalme, madlede pga. presset. Fodr små og mange måltider. Man kan nu mærke hvalpene hvis man trykker let på siderne af tæven.

Dag: 47-49: visuel bevægelse af hvalpene

Hun begynder nu at soignere sig mere. Brystvorter og skedeåbning holder tæven renlige.

Man kan nu se hvalpene bevæge sig rundt.

Dag 49: Røntgenfotografering af tæven for at konstatere korrekt antal af hvalpe, redekasse introduceres

Man kan nu få røntgenfotograferet tæven for at konstatere hvor mange hvalpe hun indeholder.

Der kan forekomme lidt råmælk i brystvorterne. Tæven er mindre aktiv og vil begynde at søge efter et sted hun kan føde hvalpene. Det er nu fødekassen skal introduceres. (Se skrift om retningslinjer til en fødekasse)

Dag 52-54: Stor og træt tæve

Hun er nu stor og træt, og kan begynde at grave huller i haven, med ideen om at føde sine hvalpe der. (det skal hun selvfølgelig ikke under NOGEN omstændigheder) Gå så lang en tur som hun orker. Motion vil her ligge på et minimum.

Dag: 55-57: Hold brystvorter og skedeåbning rene med vand

Brystvorter og skedeåbning skal man holde rene med lunkent/varmt rent vand. På langhårede tæver kan man trimme hårene omkring brystvorterne så hvalpene lettere kan komme til. Hvalpene er nu færdigudviklet med pels og klør. Man kan høre hvalpenes hjerteslag.

Hun begynder nu at grave i sin redekasse. Det må hun gerne og er helt normalt. Lad tæpperne ligge som hun syntes, medmindre noget ligger uhensigtsmæssigt. (på gulvet eller efterlader bare pletter i kassen)

Dag 57: Begynd at måle temperaturen på tæven, obs på nedenstående ting

Hvalpe født før denne dag vil sandsynligvis ikke overleve. Der kan flyde mælk fra brystvorterne, men normalt sætter tæven ikke mælk før lige inden fødsel. Du skal nu begynde at tage tævens temperatur på samme tidspunkt hver dag. Den skal ligge mellem 37.5-39.5. Når temperaturen daler 1 grad er fødslen forestående indenfor de næste 24 timer. Hvis fødslen ikke er startet senest 36 timer efter temperaturfald skal dyrlægen kontaktes.

Bliver tæven trist, svag eller får feber skal du kontakte dyrlægen.

Ser du grønsort, betændt eller ildelugtende flåd fra skede kan det være et tegn på et eller flere døde fostre. Kontaktes dyrlægen i rette tid kan tilbageværende hvalpe ofte nå at reddes.

Klart udflåd kan dog forekomme og er normalt.

Dag 60-65: Fødsel, tag noter, vær i kontakt med dyrehospitalet

Mål temperaturen to gange dagligt, evt. morgen og aften. Fødslen kan ske hvad tid det skal være indenfor dag 59-65. Der kan være stille i maven nu, da hvalpene forbereder sig til fødslen. Tæven kan være rastløs, utrivelig, tryghedssøgende og nervøs. Tævens skede hæver op.

Man kan i denne periode begynde at skrive ned. Tævens temperatur, opførsel, madindtag mm. Det kan være nyttig viden for dyrlægen hvis der skulle gå noget galt. Når temperaturen falder, kontakt da gerne dyreklinikken eller akuthospitalet så de er forberedt på at du kommer hvis noget går galt eller går i stå.

Tævens fødekasse

Tævens fødekasse

 En fødekasse skal introduceres for tæven 3 uger inden forventet fødsel.

Kassen skal stå et sted hvor tæven er tryg og der er ro, så hun kan ligge afslappet med sine hvalpe.

 

Retningslinjer for en fødekasse

  • Hunden skal kunne ligge helt udstrakt i kassen

En god ide er at måle din hund og så lave længden efter det

  • Bredden skal være halvdelen af hundens længde
  • Der skal være fire høje kanter på kasse, dog skal den ene kant laves med en nedskæring så tæven nemt kan komme ud, men så høj at hvalpene ikke kan trille ud på gulvet
  • Rundt i siden skal man enten lave en forhøjet kant med luft under eller sætte nogle rundstokke

Dette gøres så tæven ikke ligger sig på sine hvalpe når hun hviler op ad kassens kant

  • Bundmaterialet skal være blødt og gerne isolerende. Brug evt. håndklæder der er nemme at skifte ud, vaske og bruge igen. Sørg altid for at fødekassen er ren og fin

 

Se billede for inspiration

Evt. besøg google og skriv ”fødekasse til tæver” i søgefeltet. Så kommer der masser af billeder og gode beskrivelser til korrekte fremgangsmåder.

 

God arbejdslyst !

 

Fødslens forløb

Fødslens forløb

Hundens fødsel kan deles op i 3 faser

1.       Opblokningsfasen

2.       Uddrivelsesfasen

3.       Fødsel af moderkage

Tæven skal have ro under fødslen i vante omgivelser

Opblokningsfasen: Temperaturfald - fødsel indenfor 24 timer

Livmoderen begynder at trække sig sammen. Tæven kan blive urolig, miste appetitten, kaste op og går i gang med redebyggeriet. Temperaturen er nu faldet 1 grad og fødslen går i gang indenfor de næste 10-24 timer. Livmoderhalsen åbner sig.

Uddrivelsesfasen: 1. hvalp indenfor 10-60 min. Fødselsinterval pr. hvalp: 2 min – ½ time. Mere end 2-3 timer siden sidste hvalp – kontakt dyrlægen.

Man kan nu se at tæven begynder at bruge sine mavemuskler (presseveer) Nu bør den første hvalp komme indenfor 10-60 min. Hvalpen kan godt komme baglæns ud, det er helt normalt. Begynder tæven ikke selv at slikke fosterhinden af hvalpen, fjern da straks hinden fra hvalpens hoved og sug slim ud med en børneørerskyllebold eller engangssprøjte. Vejrtrækningen skal nu stimuleres ved at gnubbe hvalpen med en frotteret klud eller et lille håndklæde (uden skyllemiddel). Der kan gå få minutter op til ½ time mellem hver hvalp. Der bør ikke være mere end 2-3 timer mellem hver hvalp. Fødslen kan varer op til 24 timer. Tæven kan være beskyttende og kan snerre og snappe.

Fødsel af moderkagen

Moderkagen kan følge med hvalpen eller komme ud senere. Når hvalpene dier ved tæven frigives hormonet oxytocin, der hjælper livmoderen med at trække sig sammen. Ved et stort kuld kan det være en fordel, under fødslen, at ligge hvalpene i en varm kasse sammen, så tæven ikke kommer til at skade dem.

The Biosensor Program

Dette program er en måde at starte hvalpenes liv på. Malling dyrehospital har ikke personligt kendskab til effekt, omend programmet lyder som en god måde, neurologisk, at stimulere de nye hvalpe på.

Programmet kan ikke skade hvalpene på nogen måde. Man skal dog huske kun at udfører øvelserne 1 gang dagligt i 3 sek. pr. øvelse.🙂

 

The Biosensor Program

The Biosensor Program er en række neurologiske øvelser der på et tidligt stadie i hvalpens liv skal stimulere, styrke og forbedre hvalpens liv.

Teknikken bruges blandt andet af det amerikanske militær til træning af deres militære hund, både for at styrke deres mentalitet og sundhed.

Øvelserne startes allerede på hvalpens 3. levedag og frem til den er 16 dage gammel.

Øvelsernes formål er at styrke deres hjerterytme, give et stærkere hjerteslag, en større stresstolerance og mere modstandsdygtighed overfor sygdomme.

Man kan sige at de får en mental forspiring, hvor de vil virke mere aktive og undersøgende i deres omgivelser.

Det er af yderste vigtighed at hvalpen ikke bliver overstimuleret. Derfor skal øvelserne kun udføres en gang om dagen i 3 sek. pr. øvelse

De første 3 uger af hvalpens levetid har vist sig at have en enorm betydning for hundens videre sundhed og psyke.

 

Læs evt. mere her på nedenstående link: (de er skrevet på engelsk)

http://breedingbetterdogs.com/seminars/early-neurological-stimulation/

http://www.angelfire.com/fl/alaturka/imgArticles/ENS.pdf

 

Øvelser

Øvelse 1:

Her skal man bruge en vatpind, som skal berører hvalpen under en pote eller ind imellem tæerne i ca. 3 sek./pr. pote

 

Øvelse 2:

Nu skal hvalpen holdes i lodret position. Så hovedet vender oprejst i ca. 3 sek.

 

Øvelse 3:

Hvalpen skal nu vendes så den vender med hovedet nedad i lodret position i max 3 sek.

 

Øvelse 4:

Nu ligges hvalpen roligt ned på ryggen i to hænder med rygraden hvilende i ens håndflader

 

Øvelse 5:

Til sidst skal hvalpen ligges på en tør kold klud ca. 5 grader (fra køleskabet) så alle 4 poter rører kluden i 3 sek.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.06 | 12:27

har i sassafras albidum eller oil

...
28.10 | 12:49
Reproduktion hund har modtaget 3
20.08 | 20:03
Forside har modtaget 34
Du kan lide denne side