Perlefiskeren fra Læsø
Perlefiskerens gravsted, Byrum kirke Sløjfet ca. 1980.
Perlefiskeren; Peter Erik Guldbrandt Eriksen

 

 

Da vi ikke selv ved så meget, om hans bedrifter, er det heldigt at vi fra mund til mund metoden, har fået oplyst i vores familie, at han er nævnt i Bogen; Perler og Palmer, af forfatter Aage Krarup Nielsen. Her er et uddrag af bogen som omhandler Perlefiskeren Eriksen;

 

Fortalt af Gamle Billman i ”the White Swan” til Forfatteren;

 

” Jeg kom til Australien, forsøgte mig som fåreavler og guldgraver og drog atter til søs denne gang med en perlefiskerskonnert, som fiskede rundt mellem sydhavsøerne og senere ved Australiens kyst. Her traf jeg en dansker Eriksen, en tidligere guldgraver, der var uddannet som dykker. Denne var i virkeligheden pioneren for det moderne perlefiskeri ved Australiens kyst, idet det var ham, som satte perlefiskeriet med europæisk dykkerudrustning i system og allerede i 1885 fiskede ved Port Darwin på Australiens nord kyst og siden hen andre steder langs kysten. Hvad der siden hen blev af den danske dykker og perlefisker vidste Billman ikke, men i de tider var hans navn kendt mellem alle perlefiskere langs Australiens nord kyst.

Billman selv havde været med i de hyggelige og  idylliske tider før dykkerdragtens indførelse, da perleskonnerterne skaffede sig indfødte dykkere på den simple måde, at man gik i land og fangede så mange af de indfødte, man havde brug for, sejlede af sted med dem og oplærte dem til at dykke, hvis de ikke allerede var øvede deri. Efter et Halvt års forløb, når sæsonen var forbi, fodrede man så disse indfødte så godt, at de blev tykke og fede, forsynede dem med tobak, glasperler, spejle og lignede kram, som de satte pris på, og afleverede dem igen i deres landsbyer, hvor de gik rundt som en fortræffelig reklame for perlefisker livet. Når næste sæson skulle begynde, var der nok, der var villige til at følge med skonnerterne. ”

 

 

 

I bogen ”Læsøboere der rejste ud” af forfatter Bernth Christiansen, står følgende om Perlefiskeren Eriksen;

 

”Den fornemt udseende villa der ligger på hjørnet i Byrum, hvor vejen til Kokvad slår sit karakteristiske sving, og bære navnet ”hjørnepryd”, var sikkert aldrig blevet opført, hvis ikke knægten Guldbrandt på sine rejser som sømand var havnet et sted i Australien, og der slog sig på noget så eventyrligt som at fiske efter perler. Før lå der på hjørnet et gammelt hus, der beboedes af en skomager C.C. Jensen. Måske kom det skomageren meget tilpas, at der dukkede en køber op med dollars på lommen, for det kunne jo hænde, at skomagerhuset havde set sine bedste dage.

Det var i året 1914 Peder Erik Guldbrandt Eriksen vendte hjem fra Australien og byggede den efter datidens forhold paladsagtige villa ”Hjørnepryd”, hvis arkitektur og hele byggestil lod ane, at Guldbrandt havde spundet guld på sine Australske perler. Han havde nok tjent sig en formue, men var næppe kommet sovende til den. Men alt hvad der var gået forud inden han kom så vidt, fik aldrig nogen at vide. En beskrivelse fra hans hånd herom ville utvivlsomt have været guld værd.

Den lille dreng, der nu for godt og vel hundrede og halvtreds år siden løb  og legede på den gamle Læsøgård ”Eriksborg”, vest for Byrum, anede næppe dengang, hvilke eventyrlige oplevelser der senere ventede ham under så fjerne himmelstrøg som Australien. På denne gård blev Peder Erik Guldbrandt Eriksen født i 1849, . Forældrene var fra Ugilt ved Tårs og hed Erik Christensen Wormstrup og Kristiane Thomas-datter Kiil. Efter dem fik deres gård på Læsø ” Eriksborg”. Det var skik dengang, at forældre gav deres børn efternavn efter forældrenes fornavne.

En skønne dag, var det slut med barndomstiden hjemme på gården, hvor Guldbrandt i nogen tid havde moret sig med at genne med køerne, fårene og gæssene på det undertiden solsvedne terræn foran mod den støvede landevej, der dengang var grusvej. Så snart han var nået over konfirmationen tog han, 14 år gammel, afsked med forældrene for at drage ud i verden som sømand. Dengang vidste ingen, at der ville gå 40 år, inden forældrene hørte fra deres dreng, og i alle disse år, havde Erik Wormstrup og hans hustru følt sig ængstelige ved tanken om, hvad der kunne  være hændt deres unge søn, som de ikke havde set eller hørt noget til, siden faderen om morgenen kørte ham i hestevogn til havnen i Vesterø, hvorfra han sejlede med den lille postbåd til fastlandet.

Først i 1898- 40 år efter han var draget hjemmefra- hørte de fra sønnen. Tilfældet var dog næppe enestående. Det var langtfra alle, som rejste ud i verden, der lod høre fra sig før efter mange års forløb. Et spændende liv i det fremmede med voldsomme oplevelser kan let for en længere tid fordunkle erindringen om barndomshjemmet. Herom skrev Peder Erik intet i sit brev til forældrene. Havde han mon haft i underbevidstheden en anelse om, at der var noget galt hjemme? Han skrev kort og godt, at han troede, hans far og mor begge var døde. Moderen skrev tilbage, at faderen lå på sit dødsleje. Samme år rejste Peder Erik Guldbrandt hjem til Læsø, og han nåede netop lige at lukke øjnene på sin far.

Det var kun lidt han fortalte om sin færden. For hans familie forblev de fleste af hans sikkert spændende oplevelser i det fremmede en hemmelighed.

Det var dog ikke nogen hemmelighed, at han havde skabt sig et erhverv som perlefisker i Australien. Men en hel del havde han givet sig i lag med, før han kom så vidt og blev kendt og respekteret af befolkningen på de fremmede kyster. Der er ingen tvivl om, at den dansker ved navn Eriksen, som fiskede ud fra Australien, og som rejsebogsforfatteren Aage Krarup Nielsen skriver om i sin bog ”Perler og Palmer”, er den samme Eriksen fra Læsø, der netop blev perlefisker i Australien. En svensker, som havde arbejdet der på kysten, kendte Eriksen og fortalte om hans bedrifter som perlefisker.

Før han blev perlefisker havde han været sømand, sejlet først på Island, derefter på England, hvorfra han kom med et skib til Australien. Her rømmede han i land og fik arbejde i Victoria. Han var bl.a. med til at anlægge en jernbane fra Perth gennem sumpede områder til Sidney.

Efter så mange års adskillelse har det uden tvivl været noget vanskeligt for den på det tidspunkt måske hærdede eventyrer i sit gamle hjem at skulle påbegynde en redegørelse for sin færden under de fremmede himmelstrøg. Man fik derfor kun ud af ham, at han ejede en perlefiskerforretning. Han var begyndt fra bunden, men havde i tidens løb drevet perlefiskeriet frem til en betydelig virksomhed. Han fortalte videre, at han havde flere folk i sit brød; Det var hovedsagelig europære og kinesere. Han lagde ikke skjul på, at livet som perlefisker ikke havde været ufarligt. Ofte var Erik Guldbrandt og hans folk ude for overfald, idet de blev beskudt af de indfødte, som lå på lur i buskadset. Han selv var derfor altid bevæbnet og havde flere gange drevet overfaldsmændene på flugt med sin revolver.

Da Eriksen havde været hjemme i ”Eriksborg” i et stykke tid, drog han atter af sted til Australien, og denne gang tog han sin bror, Berbum med sig.

 

 

 

 

 

 

De gik derefter i kompagni om perlefiskeriet, da det muligvis var blevet for meget for Guldbrandt, alene at drive virksomheden, som han for øvrigt havde overladt pasningen af til en anden, mens han var på Læsø. For Guldbrandt Eriksen kom besøget hjemme på Læsø til at betyde en kovending i hans hidtidige livsbane; han forelskede sig i en enke, Kristine Pedersen, som ejede et lille husmandssted, ”Stoltenborg” et stykke fra ”Eriksborg” i Byrum.

Et par år efter, han på ny var rejst til Australien, vendte han så tilbage til sin barndoms ø igen for at gifte sig med enken.

Men hvedebrødsdagene blev korte – der kom pludselig besked fra Australien om, at broderen, var omkommet under en tyfon. Endnu engang måtte Guldbrandt rejse til Australien, denne gang for at realisere sin forretning, som han selv havde oprettet og drevet frem til en betydningsfuld virksomhed med fuldt moderne dykkerudstyr.

Hermed sluttede Peder Erik Guldbrandt Eriksen sin eventyrlige tilværelse som perlefisker på Australiens kyster. For sidste gang begav han sig på den lange rejse til Læsø. Måske allerede træt på dette tidspunkt af sydens spænding og romantik slog han sig nu ned på barndomsøen, og blev kontor bestyrer for Læsø lokalforening for indkøb af gødning og foderstoffer, med kontor de første år i ”Stoltenborg”, indtil han og hustruen kunne flytte ind i den fornemme villa ”Hjørnepryd”.

I mange år efter havde Eriksen tilnavnet ”Perlefiskeren”. Og navnet hentydede til de kostbarheder, han havde haft med hjem fra Australien og opbevarede i hjemmet, indtil alt siden hen blev uddelt til Familien. Det var hovedsagligt perlebesatte smykker og ringe, som stadig er i familiens eje.

Hvad der skjulte sig bag den rolige facade, som Guldbrandt var mester i at bære, i familie og vennekredse og på kontoret, når landmændene kom med bestillinger på foderstoffer og kunstgødning, var han alene vidende om. At denne eventyrer havde haft oplevelser, som han ønskede at have for sig selv, var der ingen tvivl om.

P.S. Guldbrandt Eriksen døde den 13 Marts 1933. Han døde med et fredfyldt smil om munden.

Måske mindes han i sin sidste stund den romantiske tid med sine perler under trope solen, sine paradisstunder til palmernes sus og sine kampe med banditterne – og måske lykken ved at have kunnet tilbringe sine sidste dage på Læsø"  

 

 

 

Fra min onkel Christian, ved jeg at han var meget berørt over, at hans bror Berbum døde i en tyfon, han kunne ikke forstå det, han havde jo selv været der så mange gange og ikke oplevet tyfoner der.  Måske var det derfor, at han og hans kone opkaldte den datter som de fik sammen efter ham; Berbine. Hun døde som spæd.

 

Min mor fik en ring af ham, med en perle i, den er desværre gået tabt.

Han kom hvert år på besøg i Sødring ( min Mormor og Morfar) og besøgte sin søster og hendes datters familie.

Han tog sig kærligt af hans kones 2 børn, Edvard og Sørine, som han betragtede som sine egne og dem ham. Han sørgede for at Edvard blev sendt til København og fik ordnet sin skelen på øjnene og fik sig en god uddannelse som tømre. Han var meget aktiv i sit virke og han sørgede for, at der blev importeret kunstgødning til Læsøboerne, så de kunne købe det til en overkommelig pris, ved selv at købe det og transportere det med sit skib til Læsø.

Han ejede Margarinefabrikken, som J.M. Vinkler bestyrede i 1920. Han var med til at starte biografen. Han blev snydt 1 gang i sit liv for penge hvilket han aldrig glemte, og det var da hans datter Sørine var forlovet med en mand, som fik ham til at investere i hans projekt, hvorefter den unge mand forsvandt. Han kunne ikke forstå at der var en der kunne komme af sted med at snyde ham så godt og grundig, specielt fordi han havde oplevet så meget på sine rejser.

Han fik et gravmonument på kirkegården i Byrum, der var en perlefisker værdig i marmor. Dengang kostede det 2500 kr. at få lavet (1933) Det ved vi fra gamle breve. Desværre syntes man, da det gik i stykker, at det ikke var værd at bevare og koste på, så det blev i 1980 smidt ud.

Heldigvis findes et billede af det.

Med hensyn til forfatterens beskrivelse af Perlefiskeren, er det ikke rigtigt at hans forældre begge kom fra Ugilt. Hans mor kom fra Læsø.

Hans mor fødte ham, da hun tjente ved Erik Wormstrup, som hun senere giftede sig med. Wormstrup betragtede ham dog, som sin egen og Perlefiskeren ham.

Hans rigtige far, var stenhugger Peter Andersen fra Sverige, om han selv vidste hvem han var, ved vi ikke. Men Peter Andersen boede hele sit liv på Læsø, og på et tidspunkt har Erik Wormstrups søn af 1 ægteskab, Bøje Eriksen boet hos ham. Det ses i folketællingen.

Perlefiskerens kone døde senere samme år, Sørine forblev ugift til sin død i 1945 og Edvard hvis efterkommere stadig er bosiddende på Læsø, døde i 1970.

 

 


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE