Dagbog 2010
Overskrift 1
22. december
Så blev fire unger hentet i dag. Der er kun teddyhannen tilbage, der ikke er solgt, og så overvejer jeg stadig, at sælge Drømmekage, eftersom jeg ikke regner med at skulle bruge ham i avl. De to går sammen med Patchwork.
Burene er kommet ind i stuen, og der er byttet rundt på nogle dyr, fordi de højdrægtige hunner skulle tages fra han. Magnum er flyttet fra Prima, og sammen med Ballerina. Prima blev sat sammen med Jasmin og Kazoo, men Prima troede, at hun skulle bestemme over Kazoo, og så blev han vred, og kunne slet ikke stoppe igen. Derfor byttede jeg om på ham og Carnival, og det er gået rigtig fint. Så er der bare tilbage at glæde sig til søde små unger fra på lørdag.
14. december
Så flyttede marsvinene fra Carolines værelse, og ind i stuen. Hun var blevet træt af, at have hele familien rendende, når de skulle ind og se til dyrene, og det er vel fair nok. Kun en enkelt unge er ikke solgt. Tre venter på, at komme ud i deres nye hjem i juleferien. Så når der lige at blive lidt mere plads, inden de næste kuld kommer.
11.december
Så er det snart jul. Der er tre kuld i vente, som kan komme fra d. 25. december. Jeg tror den første bliver Prima, som hurtigt blev tyk, og som jeg mærkede liv i allerede for et par uger siden. Chess blev tyk på ca samme tid, men jeg tror alligevel Prima kommer først. Sugar har fået lov at føde hos Camilla, Lars og Laura. Så har Diablo selskab lidt længere, og familien i Jægerspris får lov at prøve at have unger igen. Sugar bliver kælet rigtig meget, og jeg er helt tryg ved, at hun føder hos Camilla, som har rigtig meget erfaring med opdræt af marsvin.
Desværre er der sket det kedelige, at jeg bliver nødt til at få aflivet Jasmins to små hununger. De er ellers helt fantastiske, med det gode temperament fra forældrene, men jeg må konstatere, at det der gjorde, at Eddie og Angels bror måtte aflives, åbenbart er arveligt, i et eller andet omfang. De vokser ikke som de skal, og når de sidder stille, kører hovedet i små bevægelser fra side til side. Guldregn var ellers en sikker beholder, og Merci skulle have været hjem til Marianne, men jeg vil ikke sælge et dyr, der ikke er i orden, og da jeg ikke kan garantere, at de er smertefri, vælger jeg, at de skal aflives. Eddie har parret Chess, men derefter bliver han taget ud af avl. Angel får heller ikke flere kuld. 
Efter julekuldene, bliver der en pause, da jeg stadig har fire hanunger til salg. Jeg vil ikke sætte flere unger i verden, end at de kan blive her, indtil de bliver solgt til private hjem.  
13. november
Hold da op, hvor er der sket meget. Tre kuld mere har set dagens lys. Først fødte Jasmin, da vi var på vej hjem fra Fredericia. En var død, men der var tre fine levende unger, som kan ses under fødte kuld. Så fødte Glamour Girl dagen efter tre unger, og efter to dage, var det Rays tur. I hendes kuld var der kun to af de ialt fem unger der overlevede, men det er nok ikke så skidt endda, for hun er satin, og havde ialt over et halvt kilo unger i sig, så at hun nu kun skal fodre to op, tror jeg er godt for hende.
Det er nogle meget fine unger, der er født, og det bliver virkelig svært, at begrænse antallet af dem, der skal blive her. En smuk trefarvet pige er reserveret til Marianne, som bor i nærheden, og som har to marsvin i forvejen, der lever en god og forkælet tilværelse, og når det er sådanne købere man har, er det ikke svært at sælge. 
Pleksiglasset, der deler Ray og Romeos hylde, gaber et lille stykke bagest i buret, og der har ungerne fundet ud af, at løbe igennem. Dvs. at de bor hos både far og mor, medens de voksne ikke kan komme ind til hinanden. Romeo er glad for, at hans unger kommer ind og popcorner hos ham ind imellem, selvom de også spiser af hans mad.
25. oktober
Jeg er på vej ind i en stime af kuld, og Angel og Carnivals unger er nu en uge gamle. Puha, jeg havde helt fortrængt, hvor svært det er, at beslutte hvilke der skal blive, og hvilke der skal sættes til salg. Satinpigen er utrolig kær, og jeg har meget længe ønsket mig en creme/hvid satin. Men Hanne fra Donnas opdræt i Norge spurgte med det samme, om hun var til salg, og eftersom jeg ikke har for meget plads, og mit projekt går ud på, at lave choko/gylden/hvide, så har jeg bestemt mig for at lade Hanne købe hende. Jeg lurer selv på en af de andre hunner, indtil jeg ser de andre unger der bliver født her.
I den kommende weekend er der udstilling i Fredericia, og det bliver for vores vedkommende årets sidste. Vi tilmeldte 9 dyr tilsammen, men tager afsted med 6 eller 7. Jeg håber på et cert til Magnum Gold, for jeg synes han har fortjent at blive champion. Selvfølgelig håber jeg på certer til de andre også, men Magnum er et af de dyr, jeg er stolt af, at have opdrættet, og det vil være dejligt, med en titel, nu hvor han skal være far.
Malene mærkede på Jasmin og Glamour Girl i går. Jasmin er ikke spor åben, men ifølge Malene, er ungerne så store, at der max kan gå en uge, før hun føder. Glamors er noget mindre. Ray og Light tager meget hurtigt på. 200g på 11 dage, så hun bliver enorm, inden hun skal føde, d. 5. november.
18. oktober
Så er weekendens udstilling vel overstået. Vi fik fire champs. Deriblandt Chess, som også blev bis 2 om søndagen. Resultaterne kommer på siden, når jeg får fundet sedlerne frem, for jeg kan ikke huske antal dyr i hver klasse.

Der laves en del omrokering i dag, så jeg holder godt øje med burene, for at se om de kan enes. Sugar skal med Camilla hjem i eftermiddag, og parres med Lysels Diablo. Det giver lidt mere ro i buret, hvor Angel kan føde når som helst. Trunte skal også med Camilla hjem. Prima sættes sammen med Magnum Gold, så Drømmekage må gå lidt alene, indtil der kommer nogle hanunger, som han kan være onkel for, eller indtil han bliver solgt. Jeg kan stadig ikke bestemme mig til, om han skal blive eller sælges. Jasmin, som er drægtig med Eddie er byttet om med Chess. Glamour Girl bliver flyttet fra Roemeo, op til Topaz, som ellers går med Prima. Og så er der lille Super Carla, som er sat i bur med Tiger Lily og Diamant. Så der er forandring på næsten alle hylder. Romeo kan gå med Ray lidt endnu, og så skal jeg have delt de to nederste hylder op med pleksiglas, så hannerne kan gå der.
7. oktober
De drægtige trunter vokser, og der er ikke lang tid til Angel skal føde. Jeg har også reserveret en yndig lille trefarvet agoutihun fra den glade gulerod. Hun skal starte med at gå og være smuk, og senere, skal hun forsøge at lave trefarvede med chokoladebaseret agouti.
Vi er i kreds 1's bestyrelse i fuld gang med at arrangere udstilling i Gladsaxe, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg skal have en ny pigegris Agerskovs Super Carla med hjem, og hende er jeg meget spændt på at se.
Ellers har jeg bestemt mig til, at sælge Drømmekage, da det er en satinhan jeg får brug for, til mine unge hunner på et tidspunkt. Jeg overvejer stadig også, om Safir skal sælges. Hun har mange kvaliteter, men jeg tror ikke jeg kommer til at bruge hende i avl, da jeg ikke har den rigtige han til hende.
Carnival skal kastreres, når han efter udstillingen i Fredericia har været hos Annette i Slagelse og parre en hun. Jeg overvejer også, om Eddie skal kastreres, når han har parret chess. Hanner har det bedst som kastrater, med en fast flok af hunner.
23 september
Jeg er meget i tvivl, om Prima er drægtig, eller om hun snyder mig. Hun kan være drægtig med kun en unge, eller først være blevet drægtig i anden brunst, og med få unger. Jeg kan ikke sætte hende sammen med hannen igen, før jeg er sikker, for hvis hun pludselig føder, så bliver hun parret igen med det samme, og det er ikke hensigtsmæssigt.
Angel har sådan en sød lille rund mave. Jeg kan endnu ikke mærke bevægelser fra ungerne, men det må komme snart. Også Glamour og Ray må snart få små faste maver, medens Jasmin har holdt godt skjult, hvornår hun er blevet parret. Jeg tror det er enten nærmest den dag de blev sat sammen, eller omkring 14 dage efter.
Jeg er så småt begyndt at forberede udstillingen på lørdag. Vi tager otte af de tilmeldte elleve dyr med. Fire, som Caroline skal udstille, og fire, som jeg skal udstille. Og så skal vi ellers nyde synet af alle de andre dejlige marsvin, og møde de søde marsvinefolk igen. Jeg tager favoritrosetten med, hvis vi skulle falde over et fantastisk dyr, som vi ville ønske var vores, men det er jo lidt svært, at få set alle, når det er burløs udstilling. 
13. sep. 2010
Jeg går og overvejer, om jeg skal bygge skabsburet lidt ud, så jeg har plads til at beholde lidt flere unger, fra de kuld der kommer i efteråret. De voksne dyr bliver i hvert fald ikke solgt, men jeg overvejer, om jeg skal sælge Safir og Drømmekage.  Safir, hvis kuldsøster jeg har, men som har fine farver og pels, og Drømmekage, som er lækker, men helst skulle have været med chokolade, i stedet for sort. Jeg venter nok og ser, hvad der kommer i kuldene. Problemet med min bestand er i øjeblikket, at jeg har rigtig mange unge dyr, fra 2009 og 2010, medens der er meget få ældre dyr. Det er selvfølgelig dejligt, at de har lang levetid endnu, men det er bedre med en jævn fordeling, hvis ikke antallet skal komme for højt op.
Det bliver meget spændende, snart at skulle på udstilling igen. Der er tre stk i rap. Først Dragør, så Gladsaxe, og Fredericia. Nogle af de bedste dyr er godt nok i avl, men det bliver sjovt at deltage alligevel.
31. august 2010
Føj hvor er det spændende, at vente marsvineunger, og hvor er det uudholdeligt, når der er så lang tid til.
Camilla kunne i går bekræfte, hvad jeg mente at have mærket, nemlig unger i Primas mave. Jeg er rigtig glad for, at hun er blevet drægtig, og glæder mig ustyrligt til ungerne. Tror også, at Angel er drægtig, hvilket bekræfter min mistanke om, at hun blev parret meget kort tid efter de blev sat sammen. Ray blev parret for to dage siden, og Glamour formodentlig for en uges tid siden. Jasmin ved jeg kommer i brunst sidst i denne uge. Der kommer mega babyboom i efteråret, men det skyldes jo, at jeg fik nogle parringsklare hunner af Camilla, fordi hun ikke kunne have dem mere. Jeg har jo set, at Romeo kan lave fantastiske choko/gylden/hvide, så jeg er meget spændt, når nu han har parret to trefarvede satiner med chokolade. Det burde statistisk blive fifty/fifty med sort og chokolade, og fifty/fifty satiner og bærere.
Ellers trives de. De er blevet behandlet mod sellnick, fordi Ballerina formodentlig havde det, men der har ikke været symptomer at se, hos nogen af de andre. 
20. august 2010
I tirsdags hentede jeg Romeo hos Nete. Jeg er stadig overvældet over, at hun spurgte, om jeg ville låne ham, og tilmed ved afhentningen sagde, at jeg gerne måtte få ham. Først tænkte jeg på pladsen, og spurgte, om jeg måtte starte med at låne ham, og vente med at beslutte mig, men Romeo har så meget personlighed, at han simpelthen er nødt til at blive her. Han er virkelig et fantastisk dyr på alle måder. I går skrev jeg så til Nete, og fik bekræftet, at jeg måtte beholde ham, så nu er han min dejlige muttemand, som får lov at blive her, til den dag han ikke kan mere. Efter weekendens udstilling, får han de første to hunner, som jeg er sikker på, at han kan lave rigtig lækre, trefarvede unger med.  
16. august 2010

Jeg er så heldig, at være blevet tilbudt at låne en super avlshan. Billeder og flere oplysninger kommer, når han er her. Det betyder, at der bliver kæmpe babyboom i efteråret. Jasmin skal sættes til Eddie, og både Ray og Glamour sættes til lånehannen. Chess vokser også pludselig hurtigt, så jeg tvivler på, at hun kan nå udstillingen i Dragør, inden hun skal sættes til, og så er der Sugar, der dog skal have lidt tid endnu. Det bliver vildt, men også nemmere at vælge, når man kan se ungerne på en gang, og sammenligne.
Klargøring til udstilling er så småt i gang. De har fået renset det værste møg ud af ørene, fjernes hård hud, og bliver kælet en hel masse, dels for at få løse hår af, og dels for de nye udstillingsdyrs skyld, så de er så trygge som muligt, når de skal ud og rejse.

8. august 2010
Der er ikke sket det helt store i muttereolen, men nu er Eddie hjemme, og klar til at gå med hunner i efteråret. Simons hamster er kommet hjem til ham igen, og min mor og Bernds mut Hannibal tog hjem i går. Den eneste jeg mangler nu, er en smuk choko/gylden/hvid hun, som jeg har reserveret hos Agerskovs opdræt, men hun er alt for lille endnu, til at flytte fra sin mor.
Jeg havde ellers ikke tænkt mig, at Angel skulle have flere kuld, men i dag har jeg alligevel tænk på, om hun skal sættes sammen med Carnival. Angel mangler lidt i størrelse efter min smag, men har en stor, lækker far, og Carnival er en stor, bamset gut. Deres mødre er de to yndigste satinhunner jeg har ejet, og  Angel har smukke øjne, og begge har et sødt væsen, så måske de får hinanden.
Udstillingssæsonen i efteråret går snart i gang, hvilket jeg glæder mig ustyrligt til. Alle de nye udstillingsdyr har været meget i hænder i sommer, så de bliver så tamme og trygge som muligt. Efter hundslund skal der rokeres rundt på dyrene, så det passer med, at de hunner der bliver drægtige, har et sted at føde, hvor der ikke går andre drægtige hunner. Ellers kan de påvirke hinanden, hvilket kan føre til for tidlige fødsler. De tre hunner, som jeg for nylig fik fra Camilla, skal rykkes op og frem i reolen, så de bliver vant til, at man går forbi, og lettere kan få fat i dem, for så bliver de hurtigere tamme, end når de går i den fjerneste krog.
  
d. 22. juli
Hvor er det skønt at have ferie, så man har masser af tid til dyrene. Camilla har lige været her, og hun var helt vild med både Magnum og alle tre af Sugars unger. Det er et stort kompliment, for Camilla har haft rigtig mange unger i hænderne i årenes løb, og jeg ved, at hun ikke kun siger det for at gøre mig glad. Jeg glæder mig vildt til at vise marsvinene frem til efteråret, for jeg synes også selv jeg har nogle rigtig lækre dyr. Den store avlsplanlægning er i gang, og det er SÅ spændende. Der bliver mærket på de hunner, der har fået kuld, så jeg kan vurdere, hvornår de evt. skal til han igen. Jeg sætter kun dyr sammen, som jeg har forventning om, kan lave rigtig fine unger, så jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. Først skal udstillingen i Hundslund dog klares, og Jasmin og Eddie bliver det første par. Det er aldrig til at vide med farvefordelinger. Jasmin er ikke så godt fordelt, men Primadonna, som er det bedst farvefordelte dyr jeg har, er efter en næsten helt brindlet, og en chokolade, med meget lidt creme og hvid. Man kan kun gøre forsøget, og håbe, men selvfølgelig sørge for, at kvaliteten af alle de andre ting er i orden. Med Jasmin og Eddie, tror jeg der kommer super runde, nuttede ansigter, og lækre kompakte kroppe. Men suk, hvor er der længe til.
d. 19. juli
Så har jeg alligevel tilmeldt mig udstillingen i Hundslund, og endda med hele 12 dyr, selvom Caroline ikke kan tage med og hjælpe mig. Annette har heldigvis tilbudt, at stå med nogen af dem.
Jeg har efter ferien også fået de tre piger hjem fra camilla, så når Eddie kommer hjem på søndag, er mutterne fuldtallige. Jeg har nu alle de avlsdyr jeg skal bruge, for et godt stykke tid, og der skal i løbet af efteråret sættes en del hunner til han, inden de bliver for gamle, eller der er gået for lang tid mellem kuldene. Så er det bare at vente, og være kræsen nok, til kun at beholde de unger, der lever helt og aldeles op til forventningerne. Ellers har vi pludselig alt for mange dyr.
Det kræver en del planlægning, og puslespil, der skal gå op, for der skal både være parringsbur, og bur til de hunner der skal føde. Samtidig vil det være godt for hannerne, hvis de får hunnerne på skift, så de har selskab så længe som muligt, og ikke får dem alle på en gang.
Jeg har solgt Sugars satinhun til Sofie og Steph, hvor jeg ved hun vil blive møg forkælet, så det er dejligt. 
13. juli 2010
Så er vi hjemme fra 14 dages sommerferie. De fleste marsvin har været passet hos mine forældre. Eddie er stadig på kærlighedsferie hos Katja, og Sugar, som var drægtig, har født et skønt kuld hos Line, medens vi var væk.
Jeg har to søde hanner til salg, som går godt sammen, og forventeligt kommer Sugars to hununger også til salg.
11. juni
Ungerne er blevet store og frække, og dem vi ikke skal beholde, er snart klar til at flytte hjemmefra. Det er trist vejr, hvilket betyder, at dyrene ikke får helt så meget græs, som de ellers får. Jeg glæder mig til ferien, hvor jeg kan få alle marsvinene mere i hænder. Det er sjovest, når man kan have en god kontakt til dem, og nu er der en del unger, og voksne dyr jeg har overtaget, som skal gøres tamme. Børnene er også gode til at være med.
8. juni 2010
Ungerne vokser rigtig godt, og Diamants unger, som er fire uger på fredag vejer over 300 gram, selvom de er fem. Hun er en fantastisk mor. Jeg kan godt mærke, at der er mange halvstore unger i burene, for de vokser så hurtigt, at de hver især sviner lige så meget som et voksent marsvin, så det bliver også lidt rart, når nogen af dem bliver afhentet.
Camilla har flyttet nogle af sine marsvin i dag, og jeg er rigtig glad for, at hun alligevel har mulighed, for at beholde nogen af sine dyr. 
Endelig er jeg næste helt sikker på, at Sugar er drægtig. Jeg var nervøs for, at hun ikke kunne få unger, og det ville have været meget ærgerligt, eftersom hun har så meget godt at give videre til sine unger, og hende og Eddie er et perfekt par. Håber på en lækker unge af hvert køn, som jeg kan beholde til avl. 
3. juni 2010

Der er masser af unger i huset, efter at Chess også har fået fem. Fra hendes kuld beholder jeg Magnum Gold, som jeg skal bruge i avl, sammen med mine satinhunner. Camillas mutter er bor igen i min stue. Jeg har fået Ray of Light, som allerede er flyttet ind til mine mutter, og skal yderligere have Glamour Girl og Primadonna. Selvom jeg holder rigtig meget af resten af Camillas marsvin, og det skærer i hjertet at tænke på, at de skal sælges, så har jeg kun plads til at tage imod dem, som jeg kan bruge i mit projekt, som går ud på, at lave gode choko/gylden/hvide kæledyr.
Overvejer at sætte Rumpepastil og Safir til salg, men jeg er ikke sikker. Vil lige vente og se, om Sugar får unger, som jeg skal beholde. Line var i tvivl i dag, og Camilla mente ikke hun var drægtig for en uge siden. Hun har gået lidt over 8 uger med han, og taget meget på, men hun ser ikke gravid ud, men bare stor.

14. maj 2010
Diamant fødte i nat fem smukke unger. Caroline og jeg så hende klare det hele perfekt, og det er en lettelse, at det er vel overstået. Nu venter vi spændte på Chess, som også er temmelig meget åben. Håber på nogle hunner, til dem som har bestilt, men også gerne en lækker han, som jeg kan bruge til avl, nu hvor Magnum ikke er her mere. Tror der er fire-fem unger
6. maj 2010
Weeeeeh i går aftes fik jeg lille Ballerina med hjem fra Camilla. Hun er skæppe skøn, og går sammen med højdrægtige Chess. Hun har ikke så god type som Melody havde, men man kan sagtens se familieskabet. Glæder mig til at få taget nogle fine billeder af hende.
2. maj 2010
Det er næsten alt for spændende, når man venter marsvineunger, og det er lige op over. Jeg er selvfølgelig meget spændt på ungerne, men jeg er også altid lettet bagefter, for der er så meget der kan gå galt. Jeg kan bedst lide, når jeg har set parringen, for så ved jeg ca. hvornår jeg kan forvente fødslen, og så er der bedre mulighed for at være i nærheden, hvis hunnen får brug for hjælp. Det næste kuld kan komme fra på mandag efter sammensætningsdatoen, men jeg ved ikke, hvornår hun er parret.
onsdag d. 28 april
Alle mutter har det godt. Synes dog, at Bronté efterhånden ser gammel ud, men det er hun også i sin gode ret til, med den alder hun har.
Diamant vokser meget hurtigt, og Chess har også en fin rund mave efterhånden. Jeg flyttede Racoon over til Chess i går, for hun er knap så langt henne som Diamant, som nu har fået Kazoo at gå sammen med. Jeg regner med, at Racoon snart skal hjem til Camilla, samtidig med, at jeg får Ballerina hjem.
Det er svært med Angels unger, men det er altid svært, at bestemme sig til, hvilke unger man skal beholde. I øjeblikket synes jeg satinen ser rigtig fin ud. Han vokser godt, og er den der har de bedste ører, og så er han jo satin. Den crestede er størst, og har lækker type, men den trefarvede har samme fjæs som Melody. Hans ører stritter til gengæld lidt for meget efter min smag.
Lørdag d. 17. april
Der er sket lidt af hvert siden jeg skrev sidst. Både glædelige ting, og ting jeg næsten ikke kan bære at skrive om.
Først det glædelige: Angel fødte d. 8. april fire søde unger. Jeg så parringen, og det er altid rart, for så ved man cirka hvornår fødslen finder sted. Caroline og Christoffer sad på Carolines værelse og hyggede sig med nintendospil og bøger, da de kom og fortalte, at nu skulle Angel føde. Vi sad alle tre stille og så hende klare det hele flot. Jeg havde ønsket mig en trefarvet satinhun. I stedet kom der fire hanner, men dem er jeg nu også rigtig glad for, og så er det altid en lettelse, når en marsvinefødsel er vel overstået.
Det kedelige er, at vi har mistet to marsvin. Melody blev syg, og obduktionen viste, at hun døde af ketose. Magnum fik fred, da han havde en blæresten, som han havde allerede da han kom hertil, og behandling med sulfacombin hjalp kun kortvarigt. Det er altid frygtelig trist at miste dyr.
Noget glædeligt er, at både Diamant og Chess er drægtige. Det vidste jeg ikke at Chess var, da Magnum blev aflivet, så jeg er meget glad for, at jeg får unger efter ham. Diamant vokser meget hurtigt, så der er sikkert mange unger lige som sidst.
30. marts 2010
Brontes bumblefoot er i behandling, så nu håber jeg den bliver rask. Hun får baytril, fodbad to gange dagligt, og går på håndklæder.
Jeg så de fineste trefarvede babyer hos Camilla i går, og selvom jeg ikke skulle have nogen, var der alligevel en, der stjal mit hjerte. Hun skal hedde Lysels Ballerine, det fortalte hun mig, og jeg glæder mig som et lille barn til at se hende igen. Melody er moster til hende, og det fornægter sig ikke. Bare vent til der kommer billeder af hende. Hun er såååå skøn.
29. marts 2010
Jeg synes det er svære tider. Jeg er vist kommet dertil, hvor mange af mine dyr er ved at være halvgamle, og får skavanker af den ene eller den anden slags. Bronté har fået en bumblefoot, som hun skal til dyrlægen med i dag. Hun har også tabt sig den sidste måneds tid, og det er svært at vide, om det er alderdom, eller fordi der er andet galt end den dårlige fod, men det kan dyrlægen forhåbentlig finde ud af.
Tutti Frutti bliver aflivet, da hun har skrantet i et stykke tid, og selvom hun ikke længere ser syg ud, så er der noget galt med hendes fordøjelse, så hun ikke optager føden ordentligt. Det er bedst at tage beslutningen, inden hun bliver rigtig dårlig.
Amaryllis har blæreproblemer. Røntgenbilledet viste en sten, men da dyrlægen mærkede, var den ikke hård, og da hun tømte blæren, kom der en masse grums ud. Nu er hun fri for betændelse efter endt kur, jeg er meget skæptisk med, hvor længe det holder.
20. marts 2010

Der er ingen tvivl om, at marsvinene giver rigtig mange glæder, når de er raske, men at det kan være rigtig hårdt, når de er syge. Det skal man overveje, inden man anskaffer sig dyr i det hele taget, og især hvis man overvejer at skulle have  mange dyr. Amaryllis begyndte at tisse blod, hvilket jo somregel er pga. blærebetændelse. Hun blev sat i behandling med sulfacombin, hvilket desværre ikke hjalp. I torsdags blev hun derfor røntgenfotograferet for blæresten. Det lignede en stor sten hun havde, men da dyrlægen (Maria Hjort fra Greve Dyrehospital, som jeg stærkt kan anbefale) mærkede på blæren, føltes den ikke hård. Til gengæld kom der en masse aflejring ud, da hun tømte blæren. Vi håber på, at det der lignede en sten på billederne nu er kommet ud, og at jeg vha foderet kan regulere, således at der fremover ikke aflejres så meget i hendes blære, som kan sidde og stoppe, således at Amaryllis får tilbagevendende blærebetændelse. Jeg begyndte for 2,5 år siden at fodre med Ovator, fordi satinerne ikke skulle få kalkmangel. Da Amaryllis ikke er den første jeg har haft med blæresten, overvejer jeg om mine ikke-satiner skal have et andet foder med mindre kalk i. Oxalsyre synes jeg, at jeg  er god til at undgå, men jeg vil forsøge at give Amaryllis tranebærjuice, for at forsurre urinen.
Angels mave vokser hurtigt nu, hvor det er syv uger siden parringen. Jeg glæder mig til at mærke de små pus sprælle i mavsen.

7. marts 2010
Obsessions Magnum, som er en fin satin chokoladehan kom med hjem. Han er en ældre herre, så selvom Chess er ung, er hun sat sammen med ham i går. Hun har også størrelsen, og vil sikkert blive for stor, hvis jeg venter med at sætte hende til han til vi har været på sommerferie. Det er jo ikke smart, at sætte kuld over, så man skal flytte rundt på drægtige hunner, når de skal ud og passes. Hun skal have født mindst et par uger før vi tager afsted.
Angel er begyndt at tage stille og roligt på, og det er nu fem uger siden parringen. Jeg elsker gravide muttepiger med små tykke muttemaver. Nu varer det kun 1-2 uger, før jeg kan mærke dem puffe rundt derinde.
Vi kommer nok ikke til at udstille så meget i år som sidste år. Angel skal føde kort før udstillingen i april, så den har vi valgt fra, og vi kan hverken komme til den i marts eller DM i juli, og sandsynligvis heller ikke i august i kreds 4. Til gengæld glæder vi os rigtig meget til DKK's udstilling i Dragør i maj.
20. februar 2010
Marsvinene trives alle sammen. For et par dage siden fik jeg en sms fra Jette, som var her med sin familie og hente Teddy og Thor. De har det godt, og hendes søn Jonas er glad for dem. Det er rigtig dejligt, når man hører fra glade købere, som er tilfredse med de dyr de har fået.
Jeg formoder at Angel er drægtig, men det er kun tre uger siden parringen, så intet kan ses eller mærkes på hende endnu.
Jeg glæder mig til på tirsdag, hvor jeg skal ud og se på en avlshan, som jeg har i kikkerten. Når man vil blive ved med at have få dyr, må man være kræsen, og kun købe dyr der opfylder alle de krav man har, men jeg tror ham her vil passe helt perfekt ind i min avl.
14. februar 2010
Så kom vi hjem fra årets første udstilling, og det var skønt at være afsted igen. Under udstilling står der hvordan det gik, og det gik over al forventning. At Caroline har både årets børnedyr og årets kæledyr 2009 er vi selvfølgelig meget glade for og stolte af. De to dyr Kasper og Bronte er nogen vi af forskellige årsager er meget knyttede til, og det er så skønt, at mange dommere er enige med os i, at de er nogle skønne og velpassede dyr. De er for øvrigt også "mand og kone".
Billeder kommer når jeg får taget nogen i dagslys.
Ellers er jeg rigtig glad for, at have solgt Teddy og Thor til en sød familie fra Næstved. Jeg er sikker på, at de får det som blommen i et æg på Jonas' værelse om vinteren, og i udendørs løbegår med hus de kan gå ind i om sommeren. Det er altid trist at sige farvel til salgsdyrene, men også dejligt, når man har den rigtige fornemmelse i maven af, at de kommer et godt sted hen.
10.februar 2010

Vi flyttede skabsburet med marsvinene ind til Caroline i weekenden. Jeg er så glad for skabet, for det er rigtig pænt, og meget mere praktisk end tremmeburene.
Drama Queen fødte i torsdags et fint kuld unger. Camilla var her i går, og hun er helt vild med pigen, som skal hedde Trunte. Drengene er også lækre, men er sat til salg.
I den kommende weekend skal vi på udstilling i Sig. Vi havde tilmeldt ni dyr, men Angel er sat til han, og Kazoo løb ind under vandflasken, da han prøvede at stikke af fra mig, og fik revet en tot hår af midt på ryggen, så han kommer heller ikke med. Synd at det er to af Carolines dyr, men vi er jo fælles om det. Det bliver i hvert fald godt at komme afsted på udstilling igen.

30. januar 2010
I dag er Angel blevet parret, så ungerne kommer fra d 8. april, hvis hun altså bliver drægtig. Det er rart at vide hvornår parringen har fundet sted, så man kan være i nærheden, når hun skal føde, og hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt. Jeg er rigtig glad for skabsburet. Det sviner mindre, og det er dejligt, at sidde og følge med i mutternes liv. Det er som en storskærm med marsvinefilm døgnet rundt.
26. januar 2010
Pleksiglassene blev tidligere færdige, så mutterne flyttede allerede ind i skabet i mandags, og de virker til at være glade for det. Især Kali og Drama Queen tror jeg er glade for, at være skærmet af, sådan som de var i Camillas muttestald. Det er mere trygt for dem, end når der er ånent fra alle sider, som i et tremmebur. Det bliver virkelig dejligt at komme på udstilling igen i februar, efter pause siden november.
Jeg tror stadig ikke Angel er parret, men de to trives bare så godt sammen. Synd de må skilles ad, inden hun skal føde, men det er jo det tilbagevendende problem man har med marsvinepar.
22. januar 2010
Der er sket rigtig meget. Drama Queen er drægtig, og skal føde om to uger. Da det er for isikabelt at flytte hende, blive hun her og føder. Jeg har skemafri på 68. dagen, taget feriefridag dagen efter, og så er det weekend, så jeg håber at være der når hun føder.
Angel er sat til han. Hun råhygger sig hos Illusion, for hun har været lavest i hierakiet i en gruppe på fem, så hun er glad for, at have fået masser af plads, og en lækker han, der hele tiden fortæller hende hvor dejlig hun er. Samtidig tror jeg Illusion er glad for, at have fået en kæreste, der ikke hakker tænder af ham.

Det store burbyggeri er i gang. Line Tinds burreol har inspireret mig, og jeg har fået lidt at vide, om hendes gode og dårlige erfaringer. Jeg bliver færdig med dem i dag, og tirsdag henter jeg pleksiglaspladerne.
Carolines værelse får en omgang maling i næste weekend, og hun glæder sig til et værelse, som ikke er lyserødt, og hvor jeg kun bruger den ene væg til marsvin. Hun får også lidt nye møbler, så hendes værelse kommer til at passe lidt bedre til en pige der snart er teenager.

Jeg har ændret lidt i avlsplanerne -både fordi det hele skal passe med det tidspunkt vi skal på ferie (ingen højgravide mutter skal flyttes rundt), og med det faktum, at Chess er en hurtigtvoksende lille dame, som skal nå at have babyer i tide. Af samme årsag, er Angel sat til nu, i stedet for efter udstillingen.
Den næste der bliver sat til han er Diamant, og det blive i marts måned.
6. januar 2010
I dag måtte jeg desværre få aflivet Smaragd. Hun virkede ellers som et marsvin der kunne blive rigtig gammelt, da hun var så stor og robust, på trods af sine fire år. Desværre viste røntgenbilledet, at hun havde blæresten.
27. dcember 2009
Jeg satser på, at Drama Queen er drægtig. Det er ved at være tid til, at hun skulle komme i brunst, hvis ikke hun er drægtig, så egentlig skulle de gå sammen igen, for en sikkerheds skyld, men man kan ikke ligerem påstå, at de elsker hinanden, for sidst havde de begge rifter i fjæset og Illusion på numsen, og de klaprer begge lystigt tænder. Hun er en værre finke.
Ellers har mutterne det godt. Mine to ungdyr Chess og Carneval udvikler sig rigtig godt. Især Carneval, som for ikke så længe siden var en lang pomfrit uden skuldre, er nu ved at få godt med fylde, han er silkeblød og semilanghåret, og Caroline opdagede, at han har de største muttefødder, vi til dato har set he he.
11. december 2009
Så er det ved at være to uger siden Drama Queen blev parret. Det bliver spændende, om hun kommer i brunst igen, eller om hun er drægtig.

Jeg har sagt ja til den utrolig nuttede satinbærerpige efter Smaragd, som blev født her. Nu skal jeg have fundet hende et godt navn. Til gengæld bliver Diamant så ikke parret igen. Er overbevist om, at hun kunne have lavet vidunderlige bebser med Eddie, men det er også et sats, hver gang man sætter kuld over, og hun er jo satin, og har haft et kuld på fem, så jeg stopper medens legen er god.
2. dec 2010
Alle mutter trives rigtig godt. I lørdags blev Drama Queen parret af Illusion, så nu må jeg holde øje med om hun kommer i brunst igen, eller om hun kan tænkes at være drægtig. I givet fald, så venter Camilla unger fra 4 februar. Diamant var i brunst i søndags, men det er stadig for tidligt at parre hende igen. Jeg har heller ikke helt bestemt mig til om hun skal parres endnu. Angel bliver jo også større, men jeg vil gerne trække hende så længe som muligt, uden at hun selvfølgelig bliver for gammel eller for fed, for det skal helst ikke gå for stærkt med at beholde flere dyr. De gamle dyr vi har ser nemlig ikke ud som om de har tænkt sig at skulle herfra foreløbig (hvilket jeg da heller ikke håber), og jeg vil helst ikke meget længere op i antal.
23. november 2009
Camilla var her i går, og hente sine dyr hjem. Det har været dejligt at have dem på besøg, men nu er det også rart, at få lidt mere tid til vores egne dyr igen. Illusion bliver her til han har parret Melody om nogle måneder, så ikke han skal flytte for meget frem og tilbage. Drama Queen er blevet så stor, at hun skal til han nu, så hende og hendes gruppe er også blevet her. Drama går med Illusion, men er på besøg hos mor og søster et par timer hver dag, så hun ikke glemmer dem, og kan sættes sammen med dem igen, efter hun er blevet drægtig. Den taktik benyttede jeg med held, da Melody gik med Kazoo, og hun går stadig sammen med sin mor. De kommer hjem til Camilla, når Drama har gået to brunstperioder med Illusion.  
d. 10. november 2009
Så er vi ved at være udhvilet efter weekendens udstilling. Alle salgsdyrene er solg nu. Fire blev hentet i fredags, en blev solgt på udstillingen, og en bliver hentet på torsdag. Jeg har en godt fornemmelse af, at de alle sammen får det rigtig godt hos deres nye familier. Det er endnu uvist, hvilke af ungerne fra det sidste kuld der skal sølges.
Det gik rigtig godt i Køge. Vi fik to champs, Angel og Amaryllis, adskillige certer og flere var i bis. Kasper blev bis 3 og bis 1 i børnedyr, Angel fik specialprisen for sødeste mut, og Amaryllis for Smukkeste mut. Nu er der en udstillingspause indtil februar, og selvom det er dejligt at være afsted, er det fint for både dyrene og os med en pause.
4. november 2009
Har rigtg givet mig tid til marsvinene i dag. Gjort rent hos dem, og haft hver enkelt oppe og veje og klippe negle. Drengene fra de to ældste kuld er flyttet sammen med deres far Nemo, pånær Carneval, som er flyttet sammen med Eddie. De var alle fire blevet for frække ved deres mor og søstre, og Kazoo var blevet urolig og småsur, fordi der for to små brummende hanunger rundt efter hans damer. Nu hvor han har Diamant og tre små hununger i buret, er han faldet til ro igen. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme på udstilling i Køge i weekenden. Jeg har allarede ordnet klør, ører og hård hud, så det eneste der mangler er vask. Camilla kommer i morgen, og er med til at vaske sine marsvin, og vores bliver vasket fredag aften.
mandag d. 2. november 2009.
Sidste lørdag kom der et smukt kuld på tre til verden. Egentlig var der fem, men Smaragd pakkede dem ikke ud, så det var heldigt vi opdagede at hun var i gang med at føde. De er helt fantastiske, og jeg glæder mig til at høre hvad Camilla siger til dem på torsdag.
Ellers har jeg haft lidt småtravlt på arbejdet, og de efterhånden store unger fra de to første kuld holder mig beskæftiget med at gøre rent hos dem. Der ryger meget mad ned, og så er der selvfølgelig også meget der skal ud. Jeg håber på, snart at finde gode hjem til de tre hanner der er til salg. De bliver super kæledyr, med fantastisk temperament.
onsdag d. 7. oktober 2009
I går kom to kuld unger til verden her. Om morgenen, midt i mine havregryn fødte Topaz fire lækre bebser, og om aftenen var det Diamants tur til at poppe. Det blev til fem unger. Så vi har ialt ni søde marsvineunger😀 
2. oktober 2009
Nøøøøj hvor er vi spændte. Fra i morgen kan de tre drægtige piger føde. Så er det 68 dage siden de blev sat til han. Diamant var den første jeg kunne mærke spark på, og det er tre uger siden, men hun er næsten ikke åben. Topaz er kæmpe stor. Hende mærkede jeg bevægelser på en uge efter Diamant, men hun er ca en halv cm åben. Smaragd er jeg først nu sikker på er drægtig. Jeg skønner, at der er 2-3 uger til hun skal føde. 

Det er vidunderligt, at være muttepasser for Camillas dyr. Selvom det giver lidt mere arbejde, så er det hyggeligt at have dem muttende rundt inde i stuen. Man føler, at man sidder midt i en zoologisk have, når man sidder i sofaen GG
27. september 2009
Det gik over al forventning på DKK's udstilling i går. Vi havde syv dyr med, og alle fik cert og gode placeringer i deres grupper. Det var første gang vi udstillede A-dyr, så vi var selvfølgelig meget spændte. Eddie blev BISJ 2, og Kasper blev BIS 1, bedste han samt årets kæledyrsopdrætter 2008's favorit. Det var stort for Caroline, at vinde over alle de voksnes dyr. Vores opdrættergruppe blev ikke placeret, men fik rigtig god kritik, og jeg forstår godt placeringerne, for de tre grupper der vandt var fantastiske og havde helt klart fortjent det. 
14.september 2009
Har fundet et rigtig godt grønt område, hvor der lige nu er masser af græs at plukke til mutterne. Det nyder både vores egne tolv og de fjorten feriemutter godt af.
Der skal snart meldes til udstilling i oktober. Tror vi tilmelder seks stk denne gang. To børnedyr og fire kæledyr.
10. september 2009

Diamant trives godt nu. Hun tager også stille og roligt på, og jeg er ikke i tvivl om, at hun er drægtig. Det samme er hendes to søstre, som er på ferie her et stykke tid. Det bliver en fantastisk oplevelse for mig, som indtil videre kun har fået et kuld, pludselig at have huset fuldt af marsvineunger.
Athenes bumblefoot ser meget bedre ud, efter at den bliver badet hver dag i sæbevand, og smurt med Voltaren. Det kunne Camilla tydeligt se, da hun var her, og det er dejligt, for den gamle pige er på alle andre måder frisk, selvom hendes vægt bærer præg af alderen. Camilla opdagede en byld på Angel, der hvor hun blev bidt i nakken, inden jeg nåede at få hende væk fra Diamant. Hun må en tur til dyrlægen.
Kazoos er bare så fin efter kastrationen. Man kan næsten ikke se arrene mere, og hårene på maven vokser hurtigt ud og sletter alle spor. Han nyder at have fået sig en dejlig muttepige at gøre sig lækker for. Nu får han også lov til at prøve at være papfar.

5. september
Der sker en del på marsvinefronten for tiden.
Bronté har fødselsdag i dag, og er fyldt 5 år. Hun ser bestemt ikke gammel ud, og vi håber hun holder længe endnu.
Diamant er langt om længe ved at være faldet til. Jeg er godt træt, efter at have fodret hende hver nat i to uger, samtidig med, at jeg har passet min familie og mit job. De sidste par dage, har hun dog spist så godt selv, at jeg har skønnet, at det ikke var nødvendigt.
Eddie vokser og vokser, eller det vil sige, jeg synes ikke han ser så stor ud, men han bliver hurtigt tungere. I dag er han tre måneder, og vejer 800g. Det synes jeg er en pæn vægt for en satin på hans alder. Det er i hvert fald noget mere end hans far, som er satinbærer, vejede på det tidspunkt, og han er en dejlig stor bøf i dag. Eddie er den eneste mut jeg har, som kan finde på at lave popcornehop på min mave. Det gør han, hvis jeg har haft andre mutter oppe, så der dufter rigtig godt på min bluse. Heldigvis begynder han ikke at køre rumpe, eller lugte af han i den forbindelse, og så gør det ikke noget, at han fjoller. 
26. august 2009
Så er favoritrosetten bestilt, og jeg venter spændt på at se den live.

Det har været svært med Diamant, og jeg er stadig lidt bekymret. Hun er en genert pige, og flytningen har være hård for hende. Hun skulle have gået med Ophelia og Angel, som er to meget fredelige piger, men det gik slet ikke. Alene var hun alt for trist, så til sidst satte jeg nykastrerede Kazoo ind til hende. Det fungerer rigtig godt, og han er samtidig fri for at gå alene i en periode, eftersom Diamant jo formentlig er drægtig i forvejen. De sidste tre nætter har jeg været oppe et par gange og fodret hende med opblødt Ovator i sprøjte, for hun havde tabt sig for meget. I dag har jeg været på Københavns Dyrehospital, og købt Critical Care, for at være på den sikre side. Jeg vil ikke resikere noget med min smukke nye pigemut. Hun er så sød, og mutter løs, når hun sidder på et tæppe på mit skød om natten, og får mad.
21. august 2009

Kazoo er blevet kastreret i dag. Han dur ikke til at gå sammen med andre hanner, og det er synd for ham, hvis han skal gå alene resten af sit liv, når han kun er halvandet år.
Operationen gik godt. Jeg havde valgt den samme dyrlæge, som kastrerede Laban og Kasper. Ham har jeg fuld tillid til, men lidt nervøs har jeg da været.

Diamant kom med hjem, og hun er bare vidunderlig. Stor, lækker, fast og meget smuk. Hun har gået knap 4 uger med han, og er forhåbentlig drægtig. I dag vejer hun 1124g, så nu må jeg følge hendes vægt de næste uger og se hvad der sker.

4.august 2009
I går fik jeg Amaryllis og Smaragd med hjem, og hold da op hvor er de bare dejlige. De har lige fået hver en ordentlig kæletur.