Hvor går vi hen, når vi dør ?

Kære læser!

  Livet er som en togrejse. Når vi stiger på, er der i forvejen passagerer, der har rejst en tid og har erfaring og kærlighed at dele med os.. Nogle stiger af og nye kommer med.. Nogle af vore medrejsende kommer til at betyde meget for os.  Deres afstigning efterlader et stort savn i vore hjerter. – Vi spekulerer på, hvorfor de steg af, og hvad  der sidenhen er hændt dem.

 Vores egen togrejse fortsætter. Tiden læger savnet i vort hjerte.

 

 

Jeg mistede i november 1998 min ældste søn på 16 i en trafikulykke. Han blev påkørt af en bil, mens han en mørk aften var på vej til sport på sin knallert. Ca. 4 år senere nedskrev jeg denne beretning, som jeg kalder : Bogen til dig.

Den er skrevet i jeg /du form, som en meddelelse til min søn.

 

Jeg skrev, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg gennemlevede det hele igen ved at skrive. Det var hårdt, men jeg var nødt til det, og det virkede bagefter dejligt forløsende, og jeg fik givet endnu mere slip på sorgen. Jeg ville bl.a. nedskrive alt om ham og det liv, han havde levet  og om hans død for ikke at glemme noget. Jeg ville med bogen gerne lave et minde om ham.

 

I mit arbejde som sygeplejerske, har det altid føltes rigtig for mig, at hjælpe mennesker, der er på vej ind i døden, og deres pårørende, til at føle sig  trygge i situationen. At naturliggøre døden, om jeg så må sige. Jeg forsøger her i bogen,at fortælle om, hvordan de mennesker, der var tilstede i forbindelse med min søns død, og jeg selv, formåede at ”naturliggøre” døden.

 

 Jeg er medlem af den danske folkekirke og tror på et liv efter døden. Jeg tror, vi har en sjæl og at alt er skabt af Gud. Dertil kommer at jeg tror, der er et formål med livet, at vi skal udvikle vores kærlighedsevne. Jeg tror på reinkarnations-tanken.  Gennem et medie, et menneske der har evnen til at se og tale med de døde, beskriver jeg i slutningen af bogen flere dejlige møder med min søn. At møde ham gennem hende, og tale med ham om ulykken og hvordan han havde oplevet det, hjalp mig enormt.

 

Jeg har af præsten, der forestod begravelsen fået lov at offentliggøre hans prædiken og navn.

 

   

 

Bogen til dig,

 min søn i livet

og hjælper og lærer i ånden.

 

 

Jeg takker dig inderligt, at du beriger mit liv på alle planer. Du blev min førstefødte. Jeg glædede mig og længtes efter at møde dig og lære dig at kende. Fødslens  alvor, smerte og uendelige lettelse og glæde, da jeg kunne holde dig fin og velskabt i mine arme! Glæden ved at føle moderrollen blive mig betroet med ansvar, bekymring, glæde og taknemmelighed. Din på en` gang smerte over at være her og din samtidige iver og livskraft efter at leve det liv, du var givet, tog næsten vejret fra mig. Du lærte mig, at leve her og nu. At turde gøre det, jeg har lyst til. At respektere et barn, som et selvstændigt individ , og slippe moderrollen i takt med din opvækst. Til sidst lærte du mig at slippe dig rent fysisk, da du gik bort i en alder af blot 16 år ! Du lærer mig fortsat om livet og ånden derfra, hvor du nu befinder dig. Jeg ved, du ikke er længere borte end en tanke.

 

Fødslen

Der er meget skæbnebetonet, der forbinder min sjæl med din. Jeg har gennemlevet mit livs sværeste og mest smertefulde stunder i tilknytning til dig,- men også de bedste og mest lyse !

Jeg havde problemer med at blive gravid og gennemgik forskellige  undersøgelser. Mit ønske om at  få børn var stort. Din far og jeg havde på det tidspunkt levet sammen i en årrække. Jeg  følte, at et barn at tage ansvar for og lede og følge gennem livet,  var det største, der kunne ske for mig. Glæden var enorm, da lægen fortalte mig, at urinprøven var positiv ! Forinden havde jeg gennem en periode målt min morgentemperatur. En let stigning var tegn på ægløsning og en undfangelse kunne finde sted. Undfangelse lyder måske lidt højtideligt og  religiøst, men det var det også for mig. Du blev undfanget Langfredag morgen 1981.Du valgte at lade dig ” korsfæste” ind i et jordisk liv på godt og ondt. Sådan tænkte jeg ikke dengang; men senere vækkede det til eftertanke.

Da jeg ankom til jordmoder-kontrol første gang, var jeg spændt, glad og lykkelig. Efter at have hilst på mig , målt mit blodtryk og småsnakket  lidt, bad hun mig lægge mig op på briksen. Hun  følte med øvede hænder efter livmoderens størrelse og lyttede efter dit hjertelyd med sit træstetoskop. Med et koldt og uinteresseret blik på mig konstanterede hun, at der ingen tegn var på graviditet! Jeg følte et sug i maven og protesterede, idet jeg fremførte, at urinprøven hos lægen var positiv og min mave var vokset. Hun mente, at der kunne være sket en aflæsnings fejl og min fornemmelse kunne skyldes indbildt graviditet næret af mit høje ønske herom. Jeg er uddannet sygeplejerske og havde i min elevtid arbejdet sammen med denne jordemoder. Hendes antipati mod mig, havde altid ligget mellem os, som et

Uigennem trængeligt filter. Næsten lammet af hendes besked, men med en fornemmelse af, at hun havde uret, anmodede jeg hende om at anvende cardio-saunden, et fintfølende elektrisk apparat. Det gjorde hun modstræbende. Straks lød den smukkeste lyd , jeg har hørt: Mit elskede barns hjerte! Tydeligt og regelmæssigt, som en motor på en lille fiskerkutter. Er det nødvendigt at fortælle, hvor glad, jeg blev?!

Senere voksede maven sig stor og flot. Dine  bevægelser øgedes i takt hermed. Når jeg var i ro, havde du plads til at tumle rundt inde i livmoderens varme hule. På et tidspunkt fik jeg lavet en ultralydscanning , og lægen lavede et foto af dig , jeg fik med hjem. Du var helt tydeligt på billedet med arme og ben og et ansigt så fint. Dine øjne var mandelformede og lidt skæve. Det  forblev de.

   I november, hvor jeg var højgravid, kom en voldsom storm .Vi boede ude på landet, og huset fik ingen læ for vestenstormen, der var  af orkanstyrke. Din far og jeg søgte tilflugt hos min mor, der boede mere beskyttet mod stormen. Der skete ikke noget med vores hus, men stormen varslede ikke godt, fornemmede jeg, og uroen for , at der skulle ske dig noget, havde tag i mig.- I december kom sneen væltende ned og lagde sig i meterhøje masser over alt. Du skulle fødes i januar, og sneen blev liggende. Vi fik en aftale med den lokale vognmand, der kørte sneploven. Han ville være rar at holde vejen fri så godt som muligt, så vi kunne komme hjemmefra og køre de 25 kilometer til sygehuset, når tiden var inde.

Graviditeten var forløbet glat, og jeg havde en masse energi de sidste måneder op til fødslen. Fødselsforberedelserne betød samvær med andre vorden mødre og gav en fornemmelse af parathed til den forestående fødsel. En aften jeg var gået i seng for at sove, mærkede jeg veerne . Jeg konstanterede med en blanding af forventning og frygt, hvordan de tiltog i styrke og regelmæssighed. Det var terminstidspunkt, så alt var som det skulle være. Jeg stod op og gik under bruseren. Vandet føltes godt og afklarende på mit sind og min krop.

Der var ikke faldet sne det sidste døgn, så turen til hospitalet gik fint i nattens mulm og mørke. Jordemoderen  havde i telefonen bedt os komme , og efter en grundig undersøgelse, konstanterede hun, at fødslen var i gang. Hun opfordrede mig til at gå lidt rundt i afdelingen, da udvidelsen ikke var startet endnu. Hen på formiddagen kom jeg i fødesengen. Jordmoderen var nu afløst af hende, jeg havde været til min første svangerskabs besøg hos! Det gjorde mig utryg. Hun hjalp mig dog ”efter bogen”; men da presseveerne så kom i storm uden pauser , og du ikke kom ud, sagde hun, at nu måtte min mand hellere overtage det, for jeg gjorde ikke, som hun sagde. Hun gik fra mig og stillede sig over til vinduet. Jeg hviskede , at jeg ville gøre alt for at føde dig, og undskyldte meget. I mellemtiden ankom en læge. Han hilste venligt og beroligede mig. Han satte en elektrode i din hovedbund for at kunne følge din hjerteaktion på et skærm. Jordmoderen, der nu tog aktivt del igen, konstanterede skarpt, at dit hjerte nu var så påvirket , at nu skulle du ud. Lægen satte sugekop på dit hoved og gav mig regelmæssigt besked om at presse alt, hvad jeg kunne, mens han samtidig trak i suget .Han hev som en gal, men glemte ikke at rose og opmuntre mig. Pludselig stod overlægen, som jeg kendte, i døren. Klokken på væggen i rummet viste 1635  .I mit næste pres og med de sidste kræfter, der var tilbage, kom du ud.! Du så mig direkte ind i øjnene og udstødte dit første skrig. Jeg følte en direkte øjenkontakt med dig, som du hang der i et` ben i lægens hænder. Det så ud ,som om du bebrejdede mig lidt, at have medvirket til en  så lang og sej fødsel for dig.

 Du lå kortvarigt på min mave og mine tårer var fyldt af glæde og lettelse for os begge. Efter at være syet på kryds og tværs blev jeg kørt i sengen ud i mere rare og varme omgivelser. Du blev lagt til mit bryst, og jeg mærkede straks din livskraft og appetit på livet. Fødselslægen kom nu – alvorlig efter den lidt barske fødsel – hen til os og ønskede tillykke. ” Den dreng skal I nok få glæde af!” sagde kan.” Må jeg tilføje, at du ikke under nogen omstændigheder selv kunne have født ham, idet han lå i en forisse-stilling.

De fem dage på barselsafsnittet gik. Jeg var træt, fortumlet, havde smerter og følte mig 50 år ældre ; men du var stor og stærk, og  jeg måtte smile, når du meldte din sult, for du var den, der skreg højest og kraftigst af de små verdensborgere, der lå i de små babysenge på børnestuen.

De nybagte mødre fik besøg af deres jordemødre og enkelte blev fotograferet sammen med hende, mens

 hun stolt holdt babyen, hun havde hjulpet til verden. Min jordemoder kom ikke på besøg. En sygeplejerske spurgte, om jeg ville indgive en klage over jordmoderens forsømmelse under fødslen. Det var jo gået alligevel; men, som hun sagde, de måtte jo tænke på andre fødende også. Jordmoderens rolle er af største betydning for en god og tryg fødselsforløb. Selve fødslen er , selv uden komplikationer af nogen art , et traume for barnet. Fra at ligge varmt og trygt i mors mave – lyttende til hendes stemme og hjerteslag – og til ”brutalt” at blive presset ud  gennem en trang fødselskanal og ud i kulden, hvor det tilmed pludselig skal til at hive efter vejret. Mødet med det skarpe lys og afhængigheden af at få de mest basale af behovene dækket via omverden.  

 

 

 

 

 

Livsstart

 

 

   D u var et stort barn. Vejede 4100gram og målte 55 cm ved fødslen . Du sov ikke meget. Tilsyneladende havde du brug for at være mellem hænder og se og undersøge verden omkring dig. Du fik bryst det første halve år inden mit arbejde startede igen. Overgangen til sutteflaske var hårdt for dig.- Da du kunne sidde alene, iagttog jeg et par gange, hvordan du slog hovedet monotont ned i gulvet i hurtige stereotype bevægelser. Du virkede ikke psykotisk på nogen anden vis, så jeg tog det som et udslag af dit temperament. Senere , med den viden mit liv har lært mig, ser jeg det som din sjæls fortvivlelse over, at være ” lukket inde” i en krop, der endnu ikke evner ret meget selv.

 

 

Opvækst

 

Efterhånden, som du voksede dig større, lærte jeg at beundre din krops sikre og smidige bevægelser. Du var motorisk veludviklet. Med ”pincetgreb” kunne du hurtigt samle selv de mindste ting op, og din opmærksomhed blev let vakt. Da både din

 far og jeg er vokset op på landet lærte du fra starten at tale dialekt. Du sagde dog altid JEG om dig selv og brugte ikke vores dialektiske ord herfor, hvilket vakte min undren. Som 4-årig startede du i børnehaven og talte fra da af rigsdansk. Dit sociale engagement må vist betegnes som normalt. Du kunne li `at lege alene , men også med andre børn. Du tegnede meget detaljeret.

   Du viste på et tidspunkt , hvor du og din lillebror, der er 2 år yngre, var i sommerland, interesse for heste. 6 år gammel startede du og han som elever på den lokale rideskole. Du blev hurtig dygtig til at omgås og ride på hestene. Din lillebror faldt på et tidspunkt i søvn på sin pony og blev forskrækket, da den satte sig i bevægelse. Hermed sluttede hans interesse for heste; men du fortsatte og fik senere din egen hest. Inden du selv var i stand til at læse en tekst, tog du ridemærke. Jeg havde læst den udleverede tekst og hørt dig i det forinden. Du huskede alle detaljer og kunne beskrive hestens anatomi og fysiologi de forskellige hesteracer og deres brændmærker. Du kunne li` at lære fra dig og hjælpe de yngre elever på rideskolen. Du fik da også  snart lidt lønnet arbejde der med at muge ud, fodre, kalke  væggene og trække nybegyndernes heste rundt i volten. Jeg nød at se dig gå så meget op i en sag.

    En gang du deltog i et stævne, og jeg følte, det betød en hel del for dig at vinde diciplinen, rejste jeg mig op, bad højere magter sende dig og hesten den nødvendige koncentration og energi. Du vandt pokalen og glædede dig. Jeg sendte en stille tak op.

   På et tidspunkt, du var nok 12 år, købte vi en sejlbåd. Ved afleveringen på ”vores strand” underviste den tidligere ejer os i at sætte sejl og andre detaljer. Han anvendte bevidst alle fagudtryk om hver lille dims. Du huskede det hele og kunne gentage det alt sammen, da du næste gang hjalp med at sætte båden i vandet og sætte sejl. -  Du magtede fint at manøvrere båden og sejlede alene ud ved et par lejligheder.

   At bygge med legoklodser, ingeniørsæt, model  fly og biler gav dig stor glæde. En gang drømte du om at flyve med større model fly. Du var med din far i en klub og overværede klubdeltagernes flyvning med de elegante, hjemmebyggede  maskiner. Det viste sig desværre at være en mere dyr sport, end du kunne afse sparepenge til.

   Du havde også interesse for svæveflyvning. Du kom dog aldrig ud at flyve i et svævefly, men på en charter-tur til Mallorca nød du lidt af fornemmelsen ved flyvning. Det er jeg glad for, du fik med !

   Dit ønske og behov for at arbejde med mekanik fik dig til at skille din cykel ad. Du pudsede alt rust af, grundede og malede den igen. Neon-grøn! Så samlede du delene .

   Da du var 15, købte du en gammel knallert af en kammerat. Også den skilte du ad i alle sine bestanddele. Så fik du delene sandblæst, grundmalede, lakerede og samlet. Den blev dog aldrig helt færdig, og du kom ikke til at køre på vejen med den. En anden gammel knallert købte du og gav den senere til din fætter. Efter din død  satte han den i stand. Et arbejde han gjorde med dig i sine tanker. – Til din 16 års fødselsdag fik du den styrthjelm, du ønskede dig. Du havde forinden taget kørekort til knallert og nød nu at køre på din fars Yamaha.

   Mod og hjælpsomhed var nogle af dine stærke sider. Du var glad for, at kunne hjælpe andre. Det viste du både overfor dine venner, naboer og familie. Børn havde tillid til dig. De ville gerne have din opmærksomhed og sidde på dit skød. Dyrene var du også god til at omgås.- En gang redede du vores schæferhund, der var gået gennem isen. Du blev våd og kold til skindet derved.

 

 

 

Udfoldelse

 

   I foråret før din død i november samme år var jeg nødt til at forlade din far. Vores samliv var blevet til flere sorger end glæder og gav ikke nærring for nogen. Du valgte at blive boende hos din far, mens dine to yngre brødre flyttede med mig . Vi flyttede ind i mit sommerhus, et nedlagt landbrug få kilometer borte. Jeg så dig derved ikke så ofte, som jeg gerne havde villet. Jeg vidste du nok skulle klare dig. Dine lektier betød nu en hel del , idet du havde taget beslutningen om at uddanne dig til ingeniør. En bestemmelse taget i lyset af, at du havde været i praktik hos din nabo og ven, der arbejdede som sådan. Du valgte HTX, højere teknisk eksamen, og startede efter sommerferien. Din far og jeg var lidt betænkelige herved. Ville lektie byrden blive for stor? Ville det være bedre for dig at tage 10. Klasse og dermed blive et år ældre inden du startede?- Men lærerne på HTX-studiet  afgjorde sagen, idet de var overbeviste om, at var din lyst dertil, var der ingen grund til at vente. De 3 måneder du kom til at gå på skolen udviklede dig meget. Skolevejen var lang og besværlig; men du beklagede dig ikke. Jeg fornemmede, du var glad som aldrig før!

   En aften var forældrene inviteret til informationsmøde på skolen. Den aften vil jeg altid mindes med  glæde.-  Du var blevet på skolen efter timerne og var gået med en pige , der boede på skolen. Sammen havde I spist pandekager, I havde købt og varmet. Du elskede pandekager. – Da din far og jeg ankom, sad du med ryggen mod os ved et bord. Du sad imellem den unge pige og en yngre mand. Inden og under mødet sad jeg og betragtede jer. I talte sammen og morede jer. Du strålede! – Det viste sig senere på aftenen , at den unge mand var din matematik lærer. Du  havde stor interesse og anlæg for matematik. Da han rejste sig for at fortælle os forældre om sin undervisning, sagde han, at matematik var sjov. Forstå det hvem der ka`;

 men hvor lød det rigtigt at anskue faget fra den side. Med den holdning, han havde, kunne han jo få det til at være smittende for enhver.

   Senere, da vi kørte hjem i bilen, fortalte du med begejstring om forskellige oplevelser på skolen. Nogle kilometer fra hjemmet stod din knallert ved busstoppestedet, hvor du havde stillet den om morgenen. Du kørte på den hjem. Vi kørte lige bag dig  og talte med stille glæde om dit skolevalg, din entusiasme og åbenlys glæde. Jeg følte, den fornemmelse af frihed  knallerten gav dig.

   En måned før din bortgang tilbød du  at hjælpe mig med noget tømrerarbejde. Jeg var i gang  med at lave værelser på 1. Sal. En tømrer havde lavet det ”grove”, og du var snild på fingrene og god til at arbejde med træ. Derved kom du nu hver weekend . Du satte dine brødre til at hjælpe, og ind imellem spillede I ”Matador” og andre brætspil. I et halvt år havde I ikke set så meget til hinanden. Det nød vi meget ! En weekend, jeg var på arbejde, ringede jeg hjem for at høre, hvordan det gik. Du fortalte, at I sammen havde hejset lofttrappen, tømreren  havde lavet, op på plads ved hjælp af reb og trisser. Det var flot!

   Den sidste søndag inden din død onsdag ugen efter, var du her også. Du og jeg arbejdede alene ovenpå. Jeg var ved at ordne noget ved et vindue. Du satte lægter op til skillevæg ind til din mellemste brors værelse. Du sagde :”Er det i orden, jeg laver et kors i væggen?” Jeg havde ikke hørt dig bruge ordet ”kors” før og så op fra mit arbejde. ”Hvad  mener du med et kors?” ”Jo, hvis jeg sætter flere korte lægter sammen, danner det et kors. Jeg skulle egentlig bruge en lang lægte, men på denne måde er jeg fri for at gå ned efter en.” Jeg sagde, at for mig var det helt i orden. -Hvert  år til jul har vi senere hængt et hjerte på væggen der.- Lidt senere sagde du: 

Pyh, det er godt, det er den sidste weekend, jeg skal arbejde!” Jeg så lidt overrasket på dit smilende ansigt. Der manglede en hel del arbejde at blive gjort endnu, og vi havde aftalt  at hjælpes ad. Jeg kommenterede det dog ikke. Senere, da du konstanterede, at du ville køre hjem og ride en tur på din hest, Argos, i det fine solskin inden mørket faldt på, fulgte jeg dig ud. Din knallert stod udenfor. Du sagde glad farvel og kørte herfra.- Jeg husker, at du , straks du var kommet, havde fortalt, at du havde repareret lyset på forlygten, da baglygten ville tage det meste energi. Nu var det ordnet. Det blev sidste gang, jeg så dig i live, min søn!

 

 

Overgangen

Overgangen.

 

   Onsdag den 4. November havde jeg været på arbejde, men havde ret tidligt fri . Vejret var solrigt og  smukt. Det var i fuldmånefasen. Dine brødre og jeg cyklede om eftermiddagen en tur til stranden ag gik en dejlig tur med hunden. Hjemme igen rørte jeg den dej sammen, du og jeg havde udvekslet med hinanden. Det  hed et ”venskabsbrød”. Ideen var, at man forærede en surdej samt en opskrift på kagen til en ven. I opskriften stod, at man så kunne tænke på giveren, når  surdejen dagligt skulle røres i. Den kage stillede jeg i ovnen efter , vi havde spist aftensmad. Jeg ænsede at slukke for ovnen, da telefonen havde ringet og din venindes far med en mørk

alvorlig stemme havde fortalt, at du var blevet påkørt af en bil på vej til rideskolen. Han fortalte, du var kommet på sygehuset.- Jeg turde ikke spørge til din tilstand. Spurgte blot om din far var underrettet. Det var han. Han skulle køre sammen med venindens far til sygehuset.

   Dine brødre sagde straks, de ville med mig til hospitalet. På turen fortalte jeg mig selv, at det kunne ikke være gået helt galt, for jeg vidste, du aldrig kørte uden styrthjelm. Så kom erindringen  til mig om min skolekammerat, der som 16 årring i snevejr var kørt frontalt ind i den lokale skolebus. Han var blevet dræbt. Han var en sympatisk, hjælpsom og dygtig  gymnasieelev. Jeg  fornemmede da, at mange gange dør ”de bedste” i en ung alder. De har tilsyneladende givet verden deres lys og kærlighed og er færdige her. I min bøn til skaberen bad jeg for dit liv!

I sygehusets forhal sad naboer med deres børn og også den unge pige, du havde fulgtes med på knallert til ridning. De fortalte, hvor du var. I rygerummet ved opholdsstuen lige inden døren på afdelingen sad din far sammensunken og grædende. En sygehjælper sad sammen med ham. Hun så op, da vi kom ind.

   ”Er han død?” spurgte jeg hende direkte. Hun nikkede og så medfølende på mig.

Hun rejste sig og gik hen til døren til modtagelsesstuen. Hun lukkede døren op og gik ind. Vi fulgte efter. Min Gud, det kunne ikke være virkelighed! Det måtte være et mareridt, jeg ville vågne fra. –Eller måske rejste du dig fra sengen, du lå i, og sagde, det var en spøg. Du lå med et lille smil på dit kønne ansigt. Dit hår var tilbagestrøget og fik dig til at se lidt ældre ud, end  jeg huskede dig. Du havde din mørkeblå termokedeldragt på. Den brugte du så meget,- især når du kørte knallert. Du havde en dyne over. Jeg gik hen og tog dit ansigt mellem mine hænder  og stirrede på dig. Så kyssede jeg din pande og dine øjne, der  var lukkede , som om du sov. Du var endnu varm. Der måtte være et håb! En sygeplejerske kom til og fortalte, at din venstre hofte var knust. Der var forsøgt genoplivning. Måske  var du forblødt. Jeg bad personalet om, at være alene med dig, da din far og  yngste bror stille var gået ud. Min  mellemste søn og jeg blev nu hos dig. Jeg lagde  mine hænder på dit hjerte og bad Gud sætte det i gang igen. Den  healende energi, jeg  kendte så godt, havde tidligere tilsyneladende hjulpet såvel mennesker som dyr. Tiden gik i stå , og  jeg gik ind i en dyb kontakt med den skabende kraft. Din bror vidste intuitivt, hvad jeg ville , og han ønskede det lige så stærkt. Han stod stille og roligt og betragtede dig med håb i sindet.

   Det hjalp mig , at jeg havde et redskab ”lige ved hånden”, noget at give når alt håb tilsyneladende  var ude. Men håbet ebbede langsomt ud, efterhånden som tiden gik. Stående ved fodenden af din seng sagde jeg inde i mig selv:” Så behold ham da Gud, i Jesus` navn!”

   Sygeplejersken kom ind . Hun ville lægge en arm om mig, men jeg bad om at blive fri. Jeg havde brug for at være centreret i mig selv. En styrke inden i mig bar mig oppe. ”Der er en læge, der gerne vil tale med jer, når I er klar til det.”

   Overlægen kom og hilste stille og alvorligt. Jeg kunne forestille mig, hvor svært, det måtte være for ham, at skulle forholde sig til os og vores tab af dig. Hans ord kom langsomt og velovervejet, som om han hentede dem  et sted fra. ”Det gør mig meget ondt, I har mistet jeres søn og bror. Ord hjælper ikke. Det eneste der ville hjælpe jer nu, var at jeg kunne give jer ham tilbage; men det kan jeg ikke.”- Han  holdt en pause og fortsatte så:” Jeg ved fra tidligere, at det vil være godt for jer, om I overnatter her sammen med Bo.”

   ”Det vil jeg meget gerne”; sagde jeg. ”Jeg  ville ønske, vi kunne tage ham med hjem.”

Han svarede, at hvis det var noget, vi  gerne ville, skulle han nok finde ud af, at få det arrangeret. ”Nu får I lidt tid at snakke om det, så kommer jeg tilbage igen.”

   Vi var enige om at få dig med hjem i din egen seng. Så kunne du hvile der og ikke inde på hospitalet, hvor hjælpen for dig og os ikke var at hente mere. Jeg var lægen dybt taknemmelig, da han fortalte , at transporten var arrangeret; men vi måtte vente en tid på ambulancen.

   I min tilstand af ro og samlethed , som jeg på samme tid registrerede og undrede mig over var tilstede i mig i en situation som denne, opstod tanken, at vores familie skulle  underrettes samt din fars arbejdsplads. Jeg bad om at låne en telefon og foretog de nødvendige opringninger. Jeg spurgte personalet, om naboerne stadig sad i forhallen. Det gjorde de. De vidste endnu ikke, du var død, og

 kom rystede ind og stillede sig omkring din seng sammen med os.

   Bagefter inviterede personalet os på en kop kaffe  i deres kaffestue og overlod os til os selv med  opfordring til at sige til ved behov. Det var rart, at vide at de bare var der. Afdelingen  lå stille hen. Der var ro – og tid til os, hvis vi fik brug for noget.

   Jeg havde et stort behov for at  vide, hvad der nøjagtigt var sket. Var du død straks? Havde du været bange eller følt smerter forinden? Hvordan var påkørslen sket? Dit lette smil fortalte mig, at du havde set ind i Guds rige inden du gik derover. Det fortalte mig også, at den sidste fornemmelse i denne verden i hvert havde været rar : men alligevel måtte jeg have det bekræftet.

   Pigen, du havde fulgtes med på knallert, var tilstede. Det samme var hendes forældre, lillesøster og kæreste. I havde været venner, klassekammerater og fortrolige siden I var små. Hun  var chokeret , men samlet, da hun fortalte. Hun var kommet hjem til dig på sin knallert for at I sammen kunne køre til ridning på rideskolen. Du var ikke helt klar til at tage af sted og havde vinket  som tegn , at hun skulle køre i forvejen. Da du senere indhentede hende, havde du råbt ,om hun havde fået en ny jakke. På grund af knallert-motorerne og styrthjelmene , havde I ikke kunnet  føre en samtale. Hun gjorde dig begribeligt, at I skulle vente til I nåede frem. I havde fulgtes til ridetimer siden I var små. Da jeg spurgte til din stemning, sagde hun , at du havde virket glad og lidt pjattet.

I  kørte ad små biveje ; men på et tidspunkt skulle I krydse en mere befærdet vej. Herefter havde hun bemærket, at du ikke var fulgt med. Det  var ved 19-tiden og mørkt. Hun så lyset fra biler, der var standset på den større vej. Hun vendte om i den tro, at du var kørt hen for at se, om der var sket noget. Da hun ankom til stedet, så hun, du lå på vejen, og knallerten var smidt til siden. Fortvivlet råbte hun til dig, hvorfor du var kørt den vej. Så opdagede hun, at du lå ubevægelig og rallede let . Unge mennesker løb desperate og forvirrede omkring dig . De ville lægge dig i natostilling og hjælpe dig af med hjelmen. Hun spurgte, om der var kaldt en ambulance. Det var der ikke. Hun lånte en mobiltelefon og trykkede alarm. På grund af  chokket kunne hun ikke huske din fars telefonnummer, så hun ringede i stedet hjem til sine forældre. Det blev derfor hendes far, der informerede din far. Han hentede ham i bil og kørte ham til hospitalet. De var kommet forbi ulykkesstedet, hvorfra ambulancen netop havde hentet dig. Senere havde han ringet til mig. Jeg sagde, at det var godt, som hun havde handlet. Jeg gav også udtryk for , at det var godt at vide, at det netop var hende , som du havde delt så meget med, du havde været sammen med , da du kørte ind i døden.

   Det viste sig , at hendes kæreste, der var med inde på sygehuset, ”tilfældigt” var kommet til ulykken, lige efter den var sket. Han var til trøst og hjælp i det svære, hun pludselig  var kastet ud i. Jeg følte med hende. Denne oplevelse med alle dens facetter, var skelsættende og rystede hendes liv , der lige skulle til at folde sig ud.

   Alle var vi rystede og dybt berørte. Du var gået bort!- - Vi var efterladt i et kæmpe vakuum – et tomrum!

   Dine brødre havde mistet bedsteforældre og andre familiemedlemmer tidligere. De havde oplevet deres hjems opløsning et ½ år forinden.-  Men jeg vidste, de nok skulle komme igennem dette også som hele mennesker. Deres far sad og hang. Lammet af sorg og chok. Han ville få god støtte og omsorg af familie, naboer og venner. Jeg kunne ikke være ham til nogen trøst ; men være opmærksom på ham.

   For mig  er døden en naturlig overgang fra en` tilstand til en anden. En sjæl på vandring fra krop til ren ånd  for atter at tage bolig i en krop igen. Vi lever i en stadig foranderlig spiral. Foranderlig og samtidig tilbagevendende. En uendelig rejse. Fra det uendelige – til det uendelige. Vi er ledte af en kærlig, lovmæssig styring udgående fra Gud. Vi kan kæmpe mod døden og overmagten for så at give op. ”Give det op til Gud”. Så kommer befrielsen og byrden tages fra vore skuldre. Et menneskes død  er ingen tilfældighed. Der er en mening med alt, blot er det  os ikke bekendt, hvori denne mening ligger. Vi kan kun gisne herom.

   Ambulancen kom, og du blev lagt på en båre og kørt ud til den. Der var ingen siddeplads hos dig. Jeg fik lov at sidde mellem de to falckredere . Du blev båret op i dit værelse på 1.sal og lagt i din seng. Hvor var det trist og smertefuld at se dig død og omgivet af al det liv, du lige havde efterladt få timer forinden. Dine skolebøger, tasken, strømperne på gulvet, ridepokalen, dine cd’er, plakater og  duften af dig.- Åh Gud, hjælp os alle godt igennem dette!!

Dine brødre insisterede på at sove i din brors værelse ved siden af dit. Jeg følte, at det var deres måde, at vise mig, at jeg ikke behøvede at bekymre mig unødigt om, hvordan de ville komme gennem tabet- et ½ år efter deres forældres skilsmisse. De var gearet til at klare det!

   Jeg  lagde mig i sengen ved siden af din far nedenunder. Jeg tog hans hånd i min. Verden var gået i stykker. Du var borte. Men jeg ville ikke falde fra mig selv. Jeg ville dybt i min sjæl være tapper. Søvnen kom nåde fuld og gav mig en drømmeløs nat.

   Næste morgen var min første tanke, at du lå død på dit værelse  ovenpå. Jeg listede op til dig, følte på din kolde kind og kyssede din pande.-   Under brusebadet kom gråden. Jeg genopleve  min graviditet og din fødsel. Tabet af dig fik nogle lyde frem gennem min strube. Det lød som et dyr i nød. Jeg kunne mærke, hvordan jeg havde brug for at bevæge kroppen i langsomme slyngelagtige bevægelser, mens lydene kom ud, og vandet skyllede min krop. Smerten inden i kan måske beskrives  som en ursmerte, min sjæl måtte igennem og glide ud af igen, som en slange, der forlader sit gamle ham. Jeg  klædte mig på. I køkkenet mødte jeg din fares  moster og onkel. Jeg gav dem hånden og  takkede for, de var kommet. Deres ansigter forekom mig hårde . Hun sagde noget om, at nu måtte vi se at opføre os ordentlige. Om hun mente, det var Guds straf  , vi oplevede fordi vi ikke levede sammen mere, ved jeg ikke. Jeg kommenterede det ikke; men spurgte om de ville op at se dig. Jeg havde tændt et lys ved din seng, og du var så smuk.

Jeg ringede til din skole og fortalte om din bortgang. Det var svært. Din brors klasselærer kom, fordi hun havde hørt om ulykken. Hun sagde, at straks hun hørte det, vidste hun , at hun måtte herhen. Det var modigt og hjerteligt gjort. Det var godt for os alle, og det ville gøre det lettere for ham, at starte i skolen igen.

   Mine to ældre søstre kom og var i flere dage. Det var godt at føle deres omsorg og omtanke for os. Naboer, venner, familie og arbejdskolleger kom og var. Det var nærhed, omsorg og omfavnelser, kaffe og cigaretter. Huset var fyldt med mennesker i nærhed og kærlighed. Din død havde lukket op ind til alles hjerter. Du havde åbnet dem! Dit værelse, hvor du lå, var stedet, hvor vi satte os ind og tog afsked. Naboernes børn, dine fætre og kusiner og dine brødre. Din mellemste bror betroede mig, at han havde siddet med sin cola og talt til dig.

   Du holdt meget af at høre musik og havde købt et godt anlæg. Du havde selv lavet en cd-holder i træ , fint bearbejdet. Den cd, der lå i din afspiller, og som du sidst havde hørt, var Brian Adams : SO FAR SO GOOD. En titel der  lige som hilste fra dig og fortalte os, at alt var såre godt. Alt var, som det var meningen, det skulle være, selv om mange mennesker udtrykte deres  chok og frustration overfor mig med ord  som ”meningsløs”. Hvad meningen med din død var, vidste jeg ikke ; men jeg var klar over, at intet væsen dør uden, der ligger en højere bestemmelse bag. Jeg spillede musikken fra cdèn. På omslaget stod titlerne på nogle af numrene. Øverst stod PLEASE  FORGIVE ME,  ja, jeg tilgav dig, at du tog afsted. SUMMER OF `69 , din sidste sommer, hvor verden netop havde åbnet sig for dig og din ungdom. HEAVEN,  ja nu var du i himlen. EVERYTHING I  DO I  DO  IT  FOR  YOU , tak Bo ! Jeg vidste du  ville være min og dine kæres hjælper, derfra hvor du nu var. Titlerne stod skrevet på navet i et hjul fra en bil. Du har altid elsket hestekræfter.

   Bedemanden kom og snakkede med os omkring praktiske ting i forbindelse med din begravelse. Han var en yngre, sympatisk mand.

Præsten udviste ligeledes stor finfølelse og var villig til at efterkomme vore specielle ønsker. Han var ung og ret ny i embedet. Han havde selv børn. Han havde konfirmeret din bror 6 måneder forinden , så vi kendte ham . Da vi stod sammen og betragtede dig, død i din første ungdom på tilsyneladende tragisk vis, kunne jeg ikke holde mig fra, at fortælle den unge præst om, hvad der holdt mig oppe. Jeg fortalte ham om min tro på et liv efter den fysiske død. Ja, ikke blot  et` liv , men  mange liv her på jorden, med pauser og opsamling af ny energi i det himmelske rum. Genforening med vore kære, der er gået forud, og senere et  nyt liv i det fysiske. En uendelig cyklus i konstant udvikling og bevægelse i en guddommelig bestemt retning. – Præsten , der var almindelig folkekirke præst, og derfor ikke i henhold til kirken havde lov til at dele min livsanskuelse, sagde mig ikke imod, og det var jeg taknemmelig for. Han var en god lytter.

   Om aftenen ringede vores familielæge. Hun havde hørt om ulykken og ville sikre sig, at den far ikke var alene i sin sorg. Hun blev ham senere til stor hjælp gennem samtaler. Lægen på hospitalet havde spurgt, om vi ønskede psykolog hjælp. Da han hørte, hvem vores læge var,  mente han ikke vi fik brug for en psykolog. Han vidste, hun  ville gå ind i opgaven, hvis vi fik behov for det.

Jeg havde fire måneder forinden afsluttet en spirituel-terapeutisk uddannelse. I uddannelsen blev der lagt vægt på at holde fast på sig selv i enhver given belastet eller presset situation. Det  var en træning i at være mig uanset normer og evt. udefra kommende forventninger . En træning i at leve i  nuet og have tillid til universet og alt som sker. Den aften havde jeg brug for   at fortælle min uddannelses leder, hvad jeg stod i. Hun  tilbød at komme og være hos mig, da jeg ringede; men jeg afslog. Det hjalp mig , at hun kendte min situation. Jeg kunne desuden ikke tage imod hende i din fars hjem, og tanken om at mødes med hende hjemme hos mig strejfede mig underligt nok ikke. Jeg havde nok især brug for at være omkring dig og dine brødre.

   En hel del beslutninger i mit liv føles langt fra tilfældige. Jeg er sikker på , at uddannelses forløbet havde skullet ruste mig på alle planer til den opgave, det var  at miste dig.

   Da såvel du som dine brødre var babyer frygtede jeg vuggedød. Jeg vågnede nogen gange midt om natten og satte mig op i sengen i et ryk. Så lyttede jeg efter jeres åndedrag og mærkede om I var varme. Hvis I sov natten igennem, og det var mod sædvane, var jeg nogen gange bange for at røre jer af angst for at have mistet jer. Måske har jeg altid inderst inde vidst, at det ville ske. Jeg har også altid lagt særlig mærke til de kvinder, der havde mistet et barn. Jeg følte med dem, og jeg beundrede, at de kunne fortsat finde mening og glæde i deres tilværelse. Det at miste et  barn har altid stået for mig som den største sorg og ulykke, der kan overgå et menneske.

   Da min elskede far døde, var jeg 23 år. Jeg havde svært ved at forstå, at jeg skulle kunne leve videre uden ham. Jeg var på det tidspunkt  elev på en psykiatrisk sygehus 100 km hjemme fra. Da der blev ringet til afdelingen, hvor jeg arbejdede, at han var meget dårlig, troede jeg , at hvis jeg nåede hjem til ham inden han udåndede, ville han ikke dø. Jeg nåede hjem; men han var gledet ind i bevidstløshedens tågede verden, og døde inden natten var omme.

   Min mor døde 10 år senere. Livet  havde i mellemtiden modnet mig. Jeg var bedre i stand til at ville slippe hende og være samlet i situationen.

   Min søster havde inden min mor døde mistet en lille nyfødt datter. Min søster havde været langt nede, og jeg havde forsøgt at støtte hende. Jeg var selv gravid med mit andet barn da, og jeg kunne virkelig føle hvor svært min søster måtte have det.

   Da min  veninde og kollega, som havde mistet en søn på 14 år i forbindelse med sygdom, fortalte at hun ville konsultere en kvindelig skotsk medie, der kom til Danmark, og som kunne se og kommunikere med de afdøde, vidste jeg, at jeg ville med. Min mor havde på det tidspunkt været død nogle år. Det blev et rørende møde med begge mine forældre , samt min søsters lille datter. De fortalte nogle centrale ting, som bevis på hvem de var. De fortalte om deres følelser for mig og mit liv

 og om, hvordan det var at være på den anden side.--  Da du var død, håbede jeg inderligt at kunne møde dig gennem denne kvinde , der på så fin en måde førte mennesker, der elskede hinanden sammen for en kort stund.

   Om aftenen kom  en embedslæge og en politibetjent. De skulle lave det man kalder ligsyn, fordi du var død ved en ulykke. De var meget hurtige. De havde næppe tid at hilse på os og tilkende gav ingen medfølelse hverken i ord eller handling. De spurgte, hvor du var. Jeg viste dem vej, men fulgte ikke med ind. Hurtig efter kom de ud og bad om et sted, hvor de kunne sidde og udfylde papirer. Jeg anviste dem bord og stole i stuen. For at gøre dem opmærksom på, at jeg savnede lidt takt og tone fra deres side, rakte jeg dem hånden og præsenterede mig som din mor. De mumlede noget om, at de havde forstået , at du boede alene med din far. Jeg bemærkede, at alle jo har en mor et sted. Lægen forsvandt, før jeg havde fået set mig om. Jeg gik ind til dig og fandt dig og din seng i et rod. Din krop var blottet. Tårerne sprang og vreden mod de to mennesker, som hjerte løst havde opført  sig så ufint og tankeløst fik mig til at løbe nedenunder, hvor betjenten  var ved at sige farvel. Jeg sagde vist noget  om, at mennesker hidtil havde vist os så meget omsorg og medfølelse. Nu kom de som professionelle  og joggede så meget på mine følelser. Han sagde , at vi slet ikke måtte have fået vores søn med hjem fra sygehuset . Du skulle være blevet, så de kunne have undersøgt  din krop under ordentlige arbejdsforhold. Min Gud ! Hvor var de menneskelige  aspekter i sådan en lov? Jeg ringede senere til sygehuslægen og takkede ham og personalet for den fine behandling, de havde givet os. Lægen var medlem af etisk råd. Under samtalen fortalte han, at han havde forelagt sagen der. Måske  skulle din død være med til  at fremme mulighederne  for den bedste sorgbearbejdelse  ved at omstøde nogle  stivnede forordninger i systemet. Tak, at der findes mennesker blandt vore læger, der tør handle med hjertet frem for forstanden. Såvel ved din fødsel som ved din bortgang, var der professionelle tilstede, som handlede såvel  ufint og hjerteløst ; men også  andre som gav fra hjertet og hjalp os langt.

Efter endnu en nats søvn -  for mit vedkommende, vågnede vi op til dagen for din bisættelse. Solen skinnede. Jeg stod op. Forsigtigt åbnede jeg døren til dit værelse. Ville dit udseende have ændret sig efter din krop havde været livløs i halvanden døgn? Jeg satte mig ved din seng. Dine fingre var blevet lidt blå, og dit ansigt så hvid og voksagtig. Den pizza, du havde spist sammen med din far, inden du sammen med din veninde var kørt af sted, var ufordøjet og gærede i din mave. Lidt tomatketchup var kommet ud i din mundvige. Jeg tørrede det væk og kyssede din pande. Smukke blomsterbuketter lå hos dig i sengen. Jeg tændte et stearinlys og bad en bøn til Gud. Nogle timer endnu kunne du ligge her i din ”hule”, omgivet af dine ting. ”Diesel” plakaterne på væggen, billedet af stjerneparret fra din yndlings Tv serie, Molly og Scolly fra ”Strengt fortroligt”, dine skolebøger på dit skrivebord, de små souviniers købt på forskellige ture og rejser, dine overfyldte papirkurv og dine snavsede  sokker på gulvet. Jeg slog op i din kalenderbog. Det lille hjørne med datoen, d. 4. november var rykket af. De øvrige datoer fremover ville forblive urørte. En matematik opgave lå fremme. Dit yndlingsfag. Det var et kopi-ark med opgaver og sluttede med ”en hilsen fra jeres rare lærer”. Du havde arbejdet med opgaven kort før , du kørte hjemmefra. Jeg så på opgaverne og registrerede, at de gik langt ud over min matematiske viden. Måske var det fordi, jeg ikke havde beskæftiget mig med matematik på det niveau i mange år ; men du havde et godt hoved. Jeg var stolt af dig. Hvorfor skulle du stoppe dit liv netop nu?! Jeg savnede allerede dine raske replikker, dine øjnes blå farve, din engagement, dit temperament og alt det, der var dig. Nu lå blot dit jordiske hylster tilbage. Hvor var du nu? Var du her omkring os, eller foretog du dig noget helt andet? Hvordan kom dine søskende, din far og jeg selv videre i vores liv uden dig? Jeg trak vejret dybt. Med hvert åndedrag følte jeg, hvordan ophøjet ro, fred og tillid til en højere kraft som en søjle befandt sig over mit hoved, gik ned gennem min isse og ned i min krop. Med stille undren oplevede jeg at blive overstrålet af kærlighed og varme. Det føltes næsten som fysisk berøring. Jeg følte, hvordan modløsheden forsvandt. Jeg følte mig båret gennem chokket  og sorgen af Gud eller noget, der kom fra Gud`s kilde. Jeg rejste mig og gik nedenunder til drengene, der var ved at stå op. Jeg gav dem knusere og vidste, at jeg også kunne hjælpe dem med at være i det, vi var i netop nu.                                                            

Din fars søster kom. Vi fik kaffe, og hun ville gerne være behjælpelig. Jeg bad om hjælp til at gøre huset lidt i orden til bisættelsen lige over middag. Vi talte om, hvad tøj, du skulle have på. Du havde kort forinden købt nyt tøj, du vist endnu ikke havde været i. Et par cowboy-bukser og en rød trøje af mærket ”Diesel”. Bukserne var udelukket, da din venstre hofte var knust og pakket ind i forbinding; men blusen blev fundet frem. Vi havde behov for at give dig dine kæreste ejendele med. Din yngste bror mente, det var Disneys Jombo-bøger. Du havde gennem mange år forsøgt at få en komplet samling heraf. De numre, du manglede, havde du bedt bogantikvaren lægge fra til dig, når han fik dem ind. Din bror fandt på din boghylde en guld-udgave med samlingen af de bedste tegneserier fra alle årene. Den skulle du have med. Din far fortalte, at du ugen før din bortgang havde pudset din sølvamulet, som vores venner havde foræret dig i barselgave. Du kunne altid li` at  pudse sølv. Mens du havde poleret  de mørke belægninger væk, havde du læst inskriptionen og konstanteret, at der stod dit navn, fødselsdato og år. Du sagde til din far, at du mente, der var plads til din dødsdato og år også. Din far havde bemærket, uden da at ane noget, at det måtte blive, når du var 100 år. Det gav endnu en fornemmelse af, at du aller inderst  inde vidste, at du måtte af sted. Det var for mig en gave så stor og til megen trøst bagefter. Det nærede min tillid til, at alt var, som  det skulle være. Din far gav dig amuletten med. Din yngste bror fandt en papirkniv skåret i horn. Han havde købt den på frilandsmuseet Hjerl Hede på en udflugt med skolen sommeren forinden. Du gik ofte med kasket. På det tidspunkt en hvid med sort skygge. Den fik du med. Et år forinden havde vi alle været  på cartertur til Mallorca. Du købte på et marked adskillige læderbælter. Du ville beholde et par stykker selv og sælge de andre til dine kammerater. Du fik et smukt bælte med. Det havde været en vidunderlig ferie, vores rejse til sol og strand. Jeg fandt en lille delfin af jaspis. Den lagde jeg over din knuste hofte, for at give healing. Senere læste jeg et sted, at jaspis læger sår. Din far var i haven og kom ind med en rød rose på en lang stilk. Han havde haft meget svært ved at gå ind og se dig. Nu gik han alene ind til dig, og bagefter så jeg, at rosen lå på dit hjerte. Jeg gav dig et smykke om halsen. Det havde jeg fået i gave til min 40 års fødselsdag af en skolekammerat og veninde siden teenage-alderen. Hendes datter gik du i børnehave og skole sammen med gennem alle årene. I delte interesse for heste. Smykket hed : Nøglen til paradiset og var en reproduktion af en gammel vikinge nøgle fundet ved en udgravning her i landet.

  Sidst på formiddagen kom den unge bedemand og hans assistent for at lægge dig i kiste. Vi gik en tur imens. Solen skinnede. Vi kom tilbage til den aftalte tid. Du lå nu i kisten midt i køkken-alrummet. Mennesker, der ville deltage i ceremonien kom lidt efter lidt og rummet blev fyldt med kærlighed og højtid. Til min forundring havde bedemanden givet dig din røde trøje omvendt på , så  Diesel mærket, der egentlig var på ryggen, nu vendte foran, så det var synligt. Du havde stor glæde ved at købe tøj i netop det mærke. Jeg anerkendte  det , og sendte bedemanden en taknemmelig tanke for hans gode intuition.

  Vi sang salmen: Nu falmer skoven, som din far ønskede. Bagefter bad jeg ”Lysets bøn”. Din ven og nabo styrede cd afspilleren, hvor der blev spillet ”Summer off 69” og ”Heaven” med Bryan Adams. Din far kommenterede med tårer i øjnene, at den musik havde du ofte spillet for fuld udblæsning, og han kaldte dig ved det kælenavn han brugte , Buller. Gæsterne lagde blomster på det dynebetræk, du havde over. Det var et betræk med motiver af elefanter, der svævede ved hjælp af balloner. Du gik bort halvt barn, halvt voksen, og rent af hjertet.

  Din kiste blev båret ud gennem havedøren. De forreste bærere var din mellemste bror og din fætter. Denne fætter og du delte stor interesse for knallerter og motorcykler. Din far ønskede, vi skulle gå bagefter rustbilen den lille kilometer til kirken. Det var den vej, du så ofte havde færdedes på. Din hest Argos vrinskede inde fra sin box og sendte dig dermed sin hilsen. Tæt ved kirken kom vi til skolebussen, som du havde elsket at køre med som barn. Chauføren holdt behørigt ind til siden, mens vores lille kortege passerede forbi. Mange tanker og følelser væltede op i mig på denne tunge gang; men jeg var glad for, din far havde ønsket at gå i stedet for at køre. At få sjælen med i hvert trin på vejen føltes godt.

Kapellet hvor din kiste blev båret ind var nyopført. Du var den første, der kom til at stå der, og kom derved til at indvi den. Den var opført, hvor den gamle havde ligget. Det var ikke stort, men lyst og venligt. På væggen for enden af kisten var en lille hylde med to messing lysestager. Kirketjeneren tændte lysene. Jeg stillede tre fyrfadslys i hvert af de tre små vinduer og tændte dem. Bedemanden tog låget af kisten igen. Vi stod tæt omkring dig. Så sang vi nogle salmer. De var specielt udvalgte og handlede om engle, lys og opstandelse. Min ældste søster ønskede, at vi sagde trosbekendelsen sammen. Det var så smukt. Jeg stillede mig hos dig og talte til dig. Jeg takkede dig fordi, du var min søn, og for alt du havde givet mig og verden ved at have været her.

  Da jeg bagefter spurgte kirketjeneren, om det var muligt, at din kiste fik lov at stå åben, sagde han ja. Han havde også taget en ekstra nøgle med til døren, da han regnede med, jeg ville spørge herom, hvad jeg også gjorde. Jeg følte vi ville få brug for at komme og sidde lidt hos dig inden begravelsen.

  Jeg fulgtes med din yngste bror hjem. Vi var de sidste. De andre var gået forinden for at drikke kaffe og være sammen i varmen. Solen var ved at gå ned i vest og farvede himlen underskøn. En bølge af glæde gik gennem mig. Midt i sorgen følte jeg, at alt var, som det skulle være. Det ville være egoistisk, at ønske du stadig var her. Der hvor du var nu, var dit rigtige hjem, en verden i harmoni, kærlighed og glæde. Jeg strakte armene op over hovedet og så på solen. Din bror var gået lidt foran, så han så ikke mit smil, da jeg hviskede: Alt er fuldbragt!

  Weekenden gik. Jeg var hjemme hos mig selv for at se til dyrene. Min hjælpsomme nabo, havde straks sagt, at dem skulle jeg ikke tænke på. Dem passede hun for mig. Udenfor døren stod blomsterbuketter fra venner, og der var et par kærlige hilsner i postkassen. Det varmede mig så godt. Kærlige mennesker viste mig deres omsorg. Det gjorde det hele til at bære.

  Din mellemste bror lavede et kors i træ af nogle liste, vi havde fra omforandringen ovenpå. Mens han arbejdede med det, tænkte jeg på symbolikken i, at du havde lavet et kors i væggen ind til hans værelse, den sidste gang du var her, og nu lavede han et kors til dig. Det blev malet hvidt og senere blev der sat fyrfadslys på. Lysene blev sat på af børn, der var tilstede på det tidspunkt. Det skulle smykke låget på din kiste under begravelses ceremonien. Korset er for mig det jordiske, tunge liv , vi påtager os, mens det lysende kors er troen på et lyst og glædeligt åndeligt liv.

  Den 19 år gamle mand, der havde påkørt dig, følte jeg måtte have det meget dårligt. Da min ældste søster var 21 år og jeg selv 9 år, havde vi næsten det samme sted som du blev dræbt, påkørt og dræbt en mand, der stod bøjet over sin knallert. Han var i sort regntøj og uden lys i regnvejr. Min søster havde haft det meget svært i forbindelse med ulykken da. Hun følte nu, at hun måske kunne hjælpe den unge mand, der uden at ville det, var blevet årsag til din død Han ville sikkert ikke blive straffet, som min søster blev det med fængsel og frakendelse af kørekort midlertidigt. Du ville sikkert selv få skylden, idet politiet oplyste, at ingen havde set dit lys på knallerten. Pigen, du fulgtes med havde bagefter ikke kunnet oplyse med bestemthed, om du havde lys på eller ej.

  Den unge mands far ringede og talte med din far .Han var berørt og spurgte, om han og hustru måtte deltage i begravelsen.

  Jeg ringede for at tilbyde dem et besøg af min søster. Det var moderen, der tog telefonen. Hun fortalte, at sønnen var meget ked af det og chokeret. Han og bilens tre øvrige passagerer havde fået psykologhjælp. De havde været på vej til badminton i en lokal sportshal den aften og havde villet overhale en forankørende bil. De havde ikke set dig komme mod dem. Min søster var velkommen til at komme hjem til dem. Det viste sig senere tilsyneladende at have været godt for alle parter.

Din far og jeg var sammen med kirkeværge og kirketjener på kirkegården for at finde et gravsted. Vi valgte en dobbeltgrav ved siden af dine tipoldeforældre på din fars side. De havde også levet deres liv på¨egnen der.  Herfra kunne vi se dit hjem langt borte. Det var på kirkens sydside.

  Din tidligere klasselærer fra overbygningen på din gamle skole kom på besøg. Det var vi meget taknemmelige for. Hun havde som ganske ung mistet sin storesøster i en trafikulykke og fortalte lidt om, hvordan det havde påvirket familien og hende selv. Du havde været meget tilfreds med både hende og klassekammeratskabet der. Hun havde et par fotos med af dig, som hun gav os. Det var billeder, hun havde taget i klassen. Hun havde også en dansk opgave med, som du havde lavet foråret inden. Hun sagde, at hun altid gemte et kopi af de bedste. Opgaven var en boganmeldelse.

Bogens og opgavens titel var: Altid og for evigt. Det fortalte mig, at du altid vil være her, ja, for evigt. I anmeldelsen skrev du om hovedpersonen, der var en pige på din alder, at hendes lillebror var, ligesom alle andre små søskende dødirriterende,  men alligevel ikke til at undvære. Det læste jeg senere højt for dine brødre. Du var jo storebror og uoverensstemmelser har der været ind imellem

  Der kom et dejligt brev fra rektor på HTX. Han skrev, at han vidste, det var en ringe trøst i sorgens stund; men han syntes, vi skulle vide, hvad der blev sagt om dig på skolen i forbindelse med din død. Han havde samlet alle skolens elever i fællesarealet om morgenen, efter jeg havde ringet til skolen. Han havde sagt til dine kammerater:” Skæbnen har en ubønhørlig finger mange steder. I morges tog jeg mit begravelsestøj på, fordi jeg skal til begravelse senere på dagen. Da jeg kom i skole, fik jeg at vide, at en af skolens elever døde i aftes.

  Vi kender alle hinanden, nogle bedre end andre. Vi er en del af et fællesskab, vi der dagligt færdes her i huset. Det berører os derfor alle dybt, når det pludseligt sker, at en ikke kommer mere, aldrig kommer mere.

  I aftes døde Bo.. ved en trfikulykke.

  Bo gik i 1.f., hvor han allerede havde nået at makere sig somen meget opvakt og kvik elev. Klassen vil mindes hans fine sans for humor og hans gode kammeratskab. Gymnasiet og teknisk skole har mistet en dygtig og sympatisk elev.

  Vore tanker og medfølelse går til Bo`s familie, og også i høj grad til hans kammerater i 1.f. Det er skæbnens ironi, at 1.e. og 1.f. i tirsdags ( din dødsdag), havde foredrag om emnet ”at miste”.

  Afstanden til døden er aldrig længere væk end tæt på.

  Ære være Bo..`s minde.”

 

 

Jeg skrev tilbage til skolen og takkede for alt. Rektors ord til dine kammerater var så smukke og varmede meget. Kammeraterne kunne på ingen måde være mere velforberedte på det chok, der mødte dem den dag. Døden kom pludselig meget tæt på dem. De mødte god forståelse fra skolens side.

  Søndag, dagen før din begravelse hentede jeg sammen med dine brødre vedbends ranker i skoven ved stranden, hvor vi ofte færdedes. Vedbend er grøn selv i november, og jeg ville udsmykke  siderne på din kiste med slyngede vedbendsranker, en ide`, min ældste søster fik.

  Din fars naboer spurgte, om de måtte pynte kirken, og hvordan vi gerne ville have det gjort. Det ville vi gerne have dem til. Mit ønske var, at der kom årets sidste morgenfruer i de små vaser i bænkerækken. Morgenfruen havde solens smukke farve og energi. Livgivende og varm. Måtte din overgang og fortsatte eksistens farves af denne energi.

  Min søster tilbød at spille Eric Claptons melodi, Tears in Heaven, som han skrev til sin søn, der var død ved en ulykke. Han skrev sangteksten i overbevisning om at drengen var i himlen nu. Han ville gerne gå hånd i hånd med ham; men det kunne han ikke lige nu. Han måtte være stærk og fortsætte sit liv.  Han  vidste at bag døren, er der fred og ingen tårer.

  Det blev en smuk aften i kirken, med forberedelser i fællesskab til ceremonien næste dag. Da dine brødre og jeg ankom, var der lys i vinduerne, og indenfor lød orglets og blokfløjternes toner til  Tears in Heaven. Kvinder og børn var i gang med at pynte med blomster.

Jeg var alene i kapellet med din afsjælede krop. Ind imellem jeg klippede vedbend og klipsede rankerne på kistens sider, tørrede jeg den stadig gærende tomatsaft af din mundvige. Jeg tørrede det væk med køkkenrulle, som jeg havde liggende i kapellet til det samme. Du var bleg. Håret sad så smukt. Det lille smi, du have om munden, var der endnu .Det gjorde det hele mindre håbløst. Din deodorant blev brugt som luftfrisker i rummet. Der var en sødelig duft. Jeg tror det var fra dit sår på hoften.

  Min mellemste søster kom ind i rummet. De var færdige med at øve på musikken. Hun lukkede døren ud til kirkegården. Der var koldt og mørkt udenfor. Hun var opfyldt af mange følelser, kunne jeg se og mærke. Jeg ville gerne forblive i det punkt i mit indre, hvor freden og tilliden bor. Hun satte sig lidt brat og gav udtryk for sine frustrationer og smerte. Jeg ønskede næsten hun ville gå igen. Situationen forekom hende makabert. Det var sådan set også min følelse, men jeg fik nu mulighed for at forklare mig selv(og min søster), hvorfor det jeg var i færd med netop var vigtig for mig. For det første var det nødvendigt for mig at være så meget som muligt sammen med dig , inden låget blev lagt på. Da ville jeg ikke mere kunne se og berøre dig, du smukke menneske, min førstefødte. Sådan som jeg havde puslet om dig   som  nyfødt, var cirklen ligesom hel, ved at vise din krop respekt og omsorg i din død.

  Næste dag oprandt. Min ældste søsters tre voksne sønner ankom til kapellet i god tid. De stod ved din kiste, da jeg kom ind. Høje, unge mænd, der udstrålede den samme vitalitet og seriøsitet ,som du selv gjorde. Din jordiske livsbane var omme; men kraften fortsatte i dem og i alle de andre vidunderlige unge mennesker, der lever.

  Kirketjeneren spurgte om lov til at lægge låget på. Jeg kyssede din kind og din mund og duftede til dit hår. Nænsomt lagde jeg det tørklæde , der hørte til kisteudsmykningen over dit elskede ansigt.  Der hvor du var nu, så du ikke med dine fysiske øjne, men med sjælens.

Din mellemste bror blev ved din kiste, ifald han skulle hjælpe til med at bære den ind i kirken. Da vi sad afventende, havde jeg helt glemt , at han ikke var med ind, og oplevelsen var stærk for mig, da døren gik op, og han deltog i prosisionen. Jeg så, hvordan han stille og rolig overtog din storebrorrolle, på sin egen følsomme og værdige facon, 14 år gammel.

Salmer der blev sunget: Salme 723,  Lyksalig, lyksalig hver sjæl som har fredag

                                         Salme 167,  Hil dig frelser og forsoner

                                         Salme 694,  Lysets engel går med glans

 

  Den unge præst, som vi kendte så godt, gav din mindehøjtid en smuk, trøstende og varmende nærvær i sin tale ved din kiste. Jeg har fået lov til at gengive den i sin fulde længde til trøst for andre, der har mistet. Imens var alle de små fyrfadslys tændt på kisten og dannede et lysende kors. Symbolet på dit lysende åndelige fortsatte liv hindsides vore fysiske begrænsninger.

  I dag er vi samlet for at følge Bo.. det sidste stykke vej, som vi i dag kan følge ham,- den glade ansvarsbevidste storebror, der nød at færdes i naturen, til fods, på ski, til hest, bagpå en motorcykel eller i en båd. I sommers begyndte han på HTX , hvilket han trivedes med- og det fornemste, at han hvilede i sig selv.

  Første gang jeg mødte Bo, - glemmer jeg aldrig. Det var den 31. juli 96 – jeg var på 2. dåbsbesøg. Det var hos naboen, og I , Bo`s forældre, var der også. Vi fik os en masse snak og sat et klaver ind og rigtigt hygget os. Efter et par timer blev det tid til den egentlige dåbssamtale.Det var første gang, jeg stødte på disse nære nabo-venskaber. Jeg oplevede det så godt og stærkt. Sådanne nære relationer betyder meget i dage, som dem I har været igennem siden onsdag aften.

 

  For det er frygteligt, når – den sidste fjende – døden tager vort barn, vor bror, vor gode ve. Da har vi kun et ønske, der virkeligt tæller.

 

  I ”Høstgildet” af Martin A. Hansen møder vi en far, der har mistet sin søn. Da præsten kommer, spør ` faderen :” Kan du gøre ham levende, præst?”  - det eneste der jo virkeligt kan trøste!

 

  Men præsten ser på ham og siger”: Kan du tro sammen med mig, da skal Jesus Kristus kalde ham op!”

Faderen går -  og bryder ud i gråd. Han erkender, at han ikke får ham tilbage her i livet på jorden.

 

  Men når vi erkender, at tabet er reelt, - prøver vi at finde mening.

  Ja, vi prøver at give det meningsløse mening.

  Det kan vi ikke !

 

Men vi kan måske gribe ting -  så vi på trods af det meningsløse kan finde fred. I   Historien om en moder af H.C.Andersen, følger en mor efter døden da, denne tager hendes barn. Hun giver undervejs meget af sig selv for at redde sit barn -  men ser på et tidspunkt to børns fremtid – den ene lys – den anden mørk. Hun ved ikke hvilken, der er hendes barns, men får fred  i at bede til Vorherre:” Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje..” . Dette kan være en hjælp for nogle – andre må finde  fred i andre ting – og må måske forlige sig med risikoen for at miste.

 

  Vi kan ikke give det meningsløse en endegyldig mening. Og det skal vi heller ikke. At det er meningsløst skal have lov til at stå der !

  Men midt i det meningsløse må vi ha` lov til at se efter det, som kan hjælpe os videre til en ny hverdag.

 

 

  I ”Høstgildet” af Martin A. Hansen møder vi en far, der har mistet sin søn. Da præsten kommer, spør ` faderen :” Kan du gøre ham levende, præst?”  - det eneste der jo virkeligt kan trøste!

 

  Men præsten ser på ham og siger”: Kan du tro sammen med mig, da skal Jesus Kristus kalde ham op!”

Faderen går -  og bryder ud i gråd. Han erkender, at han ikke får ham tilbage her i livet på jorden.

 

  Men når vi erkender, at tabet er reelt, - prøver vi at finde mening.

  Ja, vi prøver at give det meningsløse mening.

  Det kan vi ikke !

 

Men vi kan måske gribe ting -  så vi på trods af det meningsløse kan finde fred. I   Historien om en moder af H.C.Andersen, følger en mor efter døden da, denne tager hendes barn. Hun giver undervejs meget af sig selv for at redde sit barn -  men ser på et tidspunkt to børns fremtid – den ene lys – den anden mørk. Hun ved ikke hvilken, der er hendes barns, men får fred  i at bede til Vorherre:” Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje..” . Dette kan være en hjælp for nogle – andre må finde  fred i andre ting – og må måske forlige sig med risikoen for at miste.

 

  Vi kan ikke give det meningsløse en endegyldig mening. Og det skal vi heller ikke. At det er meningsløst skal have lov til at stå der !

  Men midt i det meningsløse må vi ha` lov til at se efter det, som kan hjælpe os videre til en ny hverdag.

 

 

Gud bærer os, når det ser sortest ud.

Flere af jer har måske hørt dette gengivet via følgende lille træk. Et menneske fik engang lov til at se sit liv i bakspejlet på en særlig måde – i samtale med Gud. De havde gået på en strandbred og stod nu og så tilbage på fodsporene bag dem. Mennesket så nøje efter fodsporene – indimellem var der kun et sæt fodspor, - og det var på de tidspunkter i livet, hvor det havde været allersværest. Mennesket spurgte da Gud, hvorfor forlod du mig, da det var værst. Hvorefter Gud svarede : Det enlige sæt fodspor er ikke dine, men mine, for på det tidspunkt, hvor du havde det sværest, da bar jeg dig.

  Nøden bliver anderledes, hvis vi ser, Gud er tilstede midt i det.

 

Salme 139.

Salmistens ord, der lød fra alteret vidnede om en tillid til – ja, en overbevisning om, at Gud til alle tider kender vor øjeblikkelige situation, - og at hans højre hånd altid vil holde os fast.

Og netop på en dag som denne – er det godt at minde hinanden om Gud – og hans stadige omsorg for os mennesker – også at vi som mennesker i sorgens stund ikke er alene. Vi står med et stort HVORFOR, - men er vi stille for Gud selv, i tillid til, at Gud kan lede os, - så vil han også gøre det, - så bekymring ikke tager overhånd i vores liv.

Og ind i jeressorg - og savn – lyder det kristne evangelium, at  Guds Søn, Jesus Kristus – døde og besejrede døden, for at den jordiske død, vi mennesker er underlagt – ikke skal være det sidste, men kan blive en adgang til et evigt fællesskab med Gud.

Men fællesskabet med Gud – er ikke kun noget fremtidigt. Det er også en virkelighed for os, når vi i tro lægger vort liv – vor situation – i Guds hænder.

 

 

Genfødt til et levende håb.

Guds kærlighed til os kommer allertydeligst til udtryk i Jesu Kristi død – og sejer over døden – for vor skyld. Og Jesu opstandelse er af helt afgørende betydning – også for os, der lever i dag.

I dåben sattes opstandelsesmærket – det tomme kors – på os.

Dette mærke er et sejrsmærke, - det skal lyse.

Grundtvig ønskede at fejre opstandelsen og skrev salmen:” Tag det sorte kors fra…”.Korset skal lyse, sådan som I også har ønsket at markere det på kisten i dag.

Ved dåben blev vi genfødt/ nyskabt til et levende håb – p.g.a. Jesu Kristi  opstandelse fra de døde. Vi fik det håb, at vi – hvis vi tror – en dag ligesom Kristus skal opstå fra de døde – og leve evigt sammen med ham. Døden behøver altså ikke at være det sidste – døden skal ikke ses som et punktum – men som et kolon: Der følger noget efter.

Håbet griber om livet efter døden – det evige liv sammen med Gud !

 

 

Tears in Heaven.

Teksten  til  musikstykket, der lød umiddelbart inden 1. salme: Tears in Heaven, handler lidt om dette. Den kendte musiker og sanger Eric Clapton skrev det efter sigende , da han mistede sin søn. Han skriver i overbevisning om, at drengen er i himlen. Han skriver, at han gerne ville gå hånd i hånd med sin søn, men ved at det kan han ikke lige nu, - han må være stærk og fortsætte sit liv, - men han ved, men han ved, at bag døren er der fred, - og at der ikke er tårer i himlen, - og man fornemmer, at han hviler i, at en  dag bli`r det også hans egen tur, - og så kan han igen være sammen med sin søn.

 

 

Konfirmandordets løfte.

øNu må vi tage afsked med Bo og lægge ham i Guds hænder, og lad os slutteligt få trøst i det løfteord af Jesus, der blev Bo`s  konfirmand-ord: ” Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

 

 

 

Lad os bede!

Almægtige Gud – vor himmelske Fa`r.

Vi takker dig for alt det, som du har givet gennem Bo. Og vi be`r dig om, at du vil give ham det evige liv for din Søns, Jesu Kristi vor Frelsers og Herres skyld.

Ja, vi takker dig, fordi du ved din Søns død tilintegjorde syndens og dødens magt, og ved hans opstandelse åbnede os adgangen til retfærdighed og et evigt liv.

Vi be`r dig, giv også os – nådigt at tro det af hjertet, holde fast ved denne tro og altid prise og takke dig. Ja, led du os ad den rette vej, så vi må få del i de retfærdiggjortes opstandelse. AMEN.

 

                                                                                Sognepræst Peter Noer.

 

Din kiste blev båret ud til graven af dine fætre og venner, bl.a. din unge matematik lærer fra HTX samt din ven og nabo, der havde inspireret dig til at uddanne dig til ingeniør som han selv.

 Udenfor den lille kirke stod mange mennesker og ventede. De havde ikke kunnet være derinde, og havde stået meget tæt i kapellet, hvor en højtaler havde gengivet forløbet inde i kirken. Jeg mærkede med fortsat forundring, hvordan mit indre ro – satte mig i stand til at møde de mange ansigter. Sædvanligvis blev jeg rørt ved begravelser og plejede at forsøge at skjule det lidt; men nu, hvor verden egentlig skulle styrte sammen , og jeg knap skulle kunne slæbe mig af sted, på vej til mit barns grav, var jeg opfyldt af indre ro og afklarethed. Jeg mærkede, hvordan kærlighed og medfølelse strømmede os i møde, fra alle disse mennesker. Jeg vidste, at vi var fælles i sorgen. 

 Alle dine venner, nuværende og gamle klassekammerater, lærer og skoleledere, samt familie og bekendte var tilstede. Det blæste kraftigt , og vinden var bidende kold og skarp. Alle havde klædt sig i varmt tøj og krøb sammen for at holde varmen. Netop som præsten havde kastet jord på kisten og deklareret, at ”Af jord skal du igen opstå!”, rejste blæsten sig til stormstyrke. Jeg følte det, som din frustration over din pludselige død, der fik naturkræfterne til at reagere voldsomt.

 Der blev kastet blomster og breve ned på din kiste. Dine kammerater græd og holdt trøstende om hinanden. Livets alvor og smerte fyldte deres følelsesregister. – Jeg håbede de ville mødes med hinanden i grupper rundt om hos hinanden efter begravelsen for at dele og hele oplevelsen.

 Gæsterne gik forbi din grav inden , de kom og kondolerede. Alle var tydeligt rørte og beklemte .Jeg havde en underlig følelse af, at det var mig, der kunne sende dem trøst og håb med på vejen. – Egentlig skulle vi jo feste for din ny fødsel i den åndelige verden. Du var jo taget hjem, hvor du hører til. Helt sikkert holdt dine bedsteforældre og andre slægtninge og venner der fest for dig og bød dig velkommen og gratulerede dig fordi din opgave her på jorden var udført. – Vi, din nærmeste familie, tog hjem i din far`s hus, dit hjem, og fik kaffe og varme ; men mest af alt,  -   nærvær og fælles omsorg!

 Tiden herefter kunne din far og jeg desværre ikke dele med hinanden. Vi kunne ikke være fælles i sorgen og bearbejdningen af denne. Vi måtte gøre det hver for sig. Separationen et halvt år forinden , og de stridende følelser, der lå forud for adskillelsen umuliggjorde det.

 Min sorgproces skete lige så stille og rolig i tillid til Gud, Altet, Skaberen, Skaberkraften, - i troen på, at der er en højere mening med alt, som sker. Samtidig havde jeg brug for at tale om det. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det er meget få mennesker, der forstår og tør` røre ved så store traumer og følelser, som et ungt menneskes pludselige død vækker i os alle. Nogle fik hurtigt travlt med at komme videre, når de havde spurgt til mit befindende, og jeg så fortalte om det. Andre, som plejede at hilse på mig i lokal området, så væk eller havde pludselig travlt med noget andet. Det vakte min vrede, og på et tidspunkt sagde jeg meget skarpt til en person, at jeg syntes, det var ynkeligt, når mennesker, der har delt noget, ikke mere kan hilse på hinanden. Selvfølgelig var jeg hudløs og følsom helt ind til knoglerne.

 Positive tilkendegivelser omgivelserne fik jeg også. En tidligere arbejdskollega, som havde mistet sin mand ved en ulykke, sendte mig et lille brev. Jeg blev utrolig glad for dette. Måske fordi vi kendte hinanden så lidt på det tidspunkt, at det kom som en overraskelse.  Jeg fandt også ud af, at noget af det, der varmede mig allermest, var når et menneske midt i sine gøremål, kunne få overskud til at give min arm eller hånd et klem ,og jeg så ind i et par forstående øjne.  Det var ikke trøstende ord, der hjalp mig mest, men omsorgen fra andre.

 En god veninde hjalp mig meget. Hun gav sig tid til at lægge ører og hjerterum til og kunne forholde sig til mig. Det var rart ! Hun opfordrede mig til at ringe eller komme  til hende når som helst, jeg havde brug for det.

 Jeg startede i mit arbejde igen en uge efter begravelsen. Forinden havde jeg skrevet et brev til mine arbejdskammerater og fortalt om det der var sket. Jeg bad dem bære over med mig, hvis jeg ind imellem ville være lidt åndsfraværende. De måtte ikke være bange for at spørge til ulykken og tabet ; men hvis de ikke gjorde, var det også i orden. -  Det viste sig, at alle havde læst brevet, men emnet blev kun berørt, hvis jeg selv ”lukkede op”, desværre. Men en hånd lagt på min og et skulderklem i ny og næ gjorde mig virkelig godt! Tak, for det!

 Din far og jeg var enige om , at det ville være godt for dine brødre at holde en uge fri fra skolen sammen med os. Vi havde alle brug for at finde os selv igen, inden vi atter skulle til at forholde os til de mange udefrakommende indtryk og krav . Verden udenfor var jo uændret mens vores var lagt i grus. Desværre er nogle mennesker af den opfattelse, at sorg skal vi ikke dvæle ved for længe. Vi skal hurtigst muligt i gang igen for ikke at gå i stå. Din yngste brors klasselærer ringede to dage efter begravelsen tidligt morgen. Jeg var endnu ikke stået op. Drengene var hos din far. Hun havde håbet , at se ham i skolen, bl.a. fordi der skulle øves til den forestående skolekomedie….Desværre lod jeg tvivlen om vores beslutning var rigtig, vælte mig, og jeg kørte straks hen for at vække din bror og kørte ham til skolen. Din far var meget forståeligt vred og drengen forvirret.

 Den aften komedien blev opført, blev der grinet og klappet meget af din brors indslag som Superman, der kom kørende ind på scenen iført sit Supermantøj og kørende i en lille sæbekassebil. Livet gik videre for ham. – Jeg selv havde en stor sommerfugl i maven, da jeg ankom til skolen og satte mig tilrette på tilskuerpladserne. Siden jeg havde været der sidst var jeg blevet separeret, og du var død. Min sårbarhed var enorm ! Jeg bemærkede, hvordan de andre forældre satte sig længst væk. Stolene omkring mig forblev tomme til der absolut ikke var flere pladser tilbage. En god bekendt af mig kom og satte sig. Jeg roste hende for hendes mod, med en vis ironi, og vi fik en snak herom. Jeg var glad for at netop hun havde sat sig der. Hun forstår. Jo, skilsmisse og voldsomme dødsfald i et lille lokal-samfund, kan virkelig få et menneske til at føle sig som inficeret med en meget smitsom sygdom, man bør undgå. Min erfaring blev, at det er mig selv, der skal lukke op til verden, og derved fortælle den, at det er OK, den tager mig ind.

 I forbindelse med forældresamtale på dine brødres skoler, fik jeg en snak med lærerne om skolernes takling af situationen, når en elev mister en nærtstående familiemedlem. Lærerne erkendte, at det var et område, de kunne blive bedre til at håndtere, og de efterlyste oplysning/ kursus om emnet, og måske en handlingsprogram for den enkelte skole.

Eftertiden / kontakten

 

                          Eftertiden /  kontakten.

 

  I marts måned, fire måneder efter din død, fik jeg meddelelse om, at et kendt skotsk medie kom til Århus for at tilbyde sittings. Jeg havde flere gange tidligere været hos hende og havde haft en behagelig, lærerig og glædelig kontakt med mine forældre og andre afdøde slægtninge. Det lykkedes mig at få en tid hos hende. Hun er meget efterspurgt, så det kan være vanskelig til tider.  Den dag skinnede solen, og krokussene i Marselisborg var fuld udsprungne. Jeg gik en tur der og ind i Mindeparken, som i skulpturer fortæller om de mange unge mænd, der led døden under krigen. Hun tog imod i en villa i nærheden , og lukkede selv op , da jeg ringede på. Hun genkendte mig fra mine tidligere besøg hos hende. Hendes påklædning var som altid sirlig, korrekt og ”engelsk”. Det grånende hår omkransede hendes fine ansigtstræk med de mørke, dybe og kloge øjne. Hun hilste på mig og viste mig ind i en lys udstue, der gav udsyn til en smuk have. Da vi begge havde sat os godt tilrette, startede hun sin båndoptager for at optage ceancen. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hendes efterfølgende lille ryk i hele kroppen og det samtidig ændrede ansigtsudtryk, fortalte mig,  at hendes modtagelige sind nu havde direkte kontakt til den åndelige verden, hvor hun både kunne se og høre de afdøde. Hendes ansigt udstrålede mildhed og glæde, da hun begyndte. Hun fortalte først, at der var et par tilstede. Det var mine forældre. Hun beskrev deres udseende. De fortalte gennem hende, at de ofte var hjemme hos mig, at de vidste, din far og jeg var gået fra hinanden, og at du var død. De ville ikke kommentere, hvorvidt de fandt beslutningen om vores forholds opløsning rigtig eller forkert. Det kunne kun jeg selv og min indre stemme afgøre; men de ville hjælpe mig, fordi de elskede mig ! Hun så nu, at du også kom ind i rummet. Du var lidt usikker, og blev hjulpet på vej af mine forældre. Fordi det var så kort tid, du havde opholdt dig i den åndelige verden, måtte hun opbygge mere energi, for at være i kontakt med dig. Hun dvælede derfor i kontakten med mine forældre en tid endnu, og de meddelte mig forskelligt af interesse.

 Pludselig spurgte hun med alvorlig stemme, om du var blevet dræbt i en trafikulykke. Hun skulle fortælle mig, at du ikke havde lidt smerte. En bil havde påkørt dig, og det var gået så hurtigt det hele. Min far fortalte, at han og mor havde taget imod dig. Han sagde, at ugen før du døde, havde du givet din far, dine  brødre og mig forskellige ”gaver”, fordi din sjæl vidste allerdybest inde, at du skulle til at forlade denne verden. Du delte dine tanker med os.

 Hun så dig nu køre på din knallert på ulykkesaftenen. Du fortalte, at du pludselig havde set dine bedsteforældre, og at de havde bedt dig komme hen over til dem. Du glemte fuldstændig, at du kørte på din knallert og gik over til dem. I det samme hørte du et brag, vendte dig om og sagde:” Åh, min Gud, der er sket en ulykke !” og så opdagede du, det var dig selv, der lå på vejen og var påkørt. Du sagde til dine bedsteforældre, at den unge mand lignede dig; men du stod jo der hos dem.  Så forklarede min far dig, at det var din krop, der lå der ; men at du havde forladt din krop og var hos dem nu. Du ville tilbage i din krop! Far fortalte, at det kunne du ikke komme. Den sølvsnor , der forbandt krop og sjæl, var revet over. Jeg kunne høre din desperation i mediets stemme. Hun snappede efter vejret og havde ind imellem svært ved at tale. En voldsom oplevelse for dig at blive kastet ind i en anden dimension på den måde !

 Du fik nu fortalt, at dit liv i den fysiske verden var fuldført. Nogle mennesker dør meget unge og nogle meget gamle. Det er svært at forstå, men hvis vi tænker på reinkarnation, vil vi forstå hvorfor. Mediet fortsatte. Fødslen er ingen begyndelse og døden ingen afslutning. Du havde gjort det, du kom til verden for at gøre og tog herefter tilbage igen.

  Du talte nu om den unge pige, du fulgtes med, da ulykken skete. Du bekymrede dig om, hvordan hun havde det nu.

 Mediet beskrev dig. Hun så en masse smuk lys omkring dig. Hun fortalte, at du havde et meget blødt hjerte. Lyst hår, høj og meget slank. Du brød ind og sagde, at du ikke var slank, men mager ! Hun lo og sagde, at din engelsk var god, og dine øjne var vidunderlige blå.

 Du beskrev nu, hvordan jeg havde taget dig op i mine arme, da jeg kom ind til dig på sygehuset og fik dig at se . Du fortalte, hvordan jeg havde kysset og kærtegnet dit ansigt. Du havde da befundet dig ved siden af mig og du havde råbt:” Jeg er lige her!!” uden nogen havde reageret på det! Det havde gjort dig meget frustreret. Du havde forsøgt at sige, at det kun var din krop, der lå der. Du var fortsat i live og tilstede!

 Du sagde, at jeg skulle give din Cd samling og dit tøj til dine brødre. – Du gav udtryk for din sorg over, at din far og jeg ikke kunne støtte hinanden i vores fælles sorg. --  Du gentog, at du ikke havde lidt smerte ved ulykken. Det var din tid at forlade denne verden nu. Var du ikke død på denne måde, var du død på anden vis. Din tid var inde.

 Nu talte du om dine kammerater på skolen. De havde skrevet et mindeord om dig til avisen. Du sagde, som ret var, at de havde skrevet, at du ville uddanne dig til cevilingeniør. Det ville også have været rart ; men hvad ville det betyde i det lange løb? Det der betød noget var, at du levede i vore hjerter ! Du fortalte, du havde haft et godt liv,  -  og at du savnede os.

 Du ønskede mig en god rejse til Grækenland, -- hvortil jeg skulle i september.

 Din far`s forældre var også hos og hjalp dig tilrette. Mine forældre sagde, at du havde gjort tingene godt i dit jordiske liv, og det fortsatte du med i den åndelige verden. Du kom til at udvikle dig fra dreng til mand og ville blive undervist i mange ting. Jeg kunne fortsat være stolt af dig, sagde min far!

 Ved seancens slutning, overrakte mine forældre mig en stor buket påskeliljer for, som de sagde, at erindre mig om, at livet starter med påsken ( Jesus død og derved tilbagevenden til den åndelige verden.  ---   Og du Bo, er undfanget Langfredag !)

  Mine forældre takkede for de tanker, jeg sendte dem og for de bønner, jeg havde bedt for dem. Når jeg blev ked af det , ville de være hos mig, og når jeg tænkte på dem , modtog de mine tanker ! De fortalte, at intet kunne have afværget din død,-- men at du og jeg ville mødes igen. Jeg måtte acceptere dette og glæde mig over den tid, jeg havde haft sammen med dig her.

 Mediet fortsatte. Nogle sjæle kommer til jorden for at lære noget, andre for at fungere som lærere. Vi ved ikke, hvad vi er. Måske er vi begge dele. Der er meget , vi skal lære. Det kan tage tusindvis af år. Hver gang vi lever højner vi vores energi, og sjælen lærer noget nyt. Nogen gange kan vi leve et langt liv uden at få det sidste med. Sådan var det med dig. Derfor havde din far og jeg gjort det muligt, at du blev født igen for at få det sidste af dit arbejde gjort fra dit tidligere liv. Da det arbejde var udført, kunne intet jordisk menneske holde dig tilbage her, og sjælen blev trukket tilbage til Kilden til alt liv. Nu var formålet, at du skulle til at bruge det, du havde lært til at hjælpe andre.

 Det var ordene, jeg fik med mig! Tak til dig, Bo, mor og far og til mediet, der gjorde vores møde muligt! Det var godt at få bekræftet, at du ikke havde haft angst og smerter ved ulykken. Dit ansigtsudtryk fortalte mig det samme. Du levede videre i en verden ikke så forskellig fra denne; men hvor kærlighed og visdom var tilstede i alt! Du befandt dig tæt på Gud, Kilden til alt liv i universet.

 Mit møde med dig øgede min fred i mit indre, og styrkede tilliden til kærlighedens kilde.

 Et år efter din død var mediet igen i Danmark. Jeg bestilte atter tid hos hende. Jeg håbede at få kontakt med dig endnu engang, velvidende det ikke var sikkert, du kunne være tilstede. Min glæde var stor, da hun sagde, at mine forældre og en ung mand var kommet for at møde mig! Hun beskrev dit udseende, og sagde at du med det samme sprang hen til mig og lod dig falde ned i sofaen, jeg sad i, i det du sagde: ”Ryk lidt og gør` plads til mig!” Du ville åbenbart sidde hos mig. Jeg smilede, satte min taske ned på gulvet idet jeg  gjorde plads til dig. Mediet fortalte, du var enormt glad for , vi kunne mødes igen. Du fortalte, at du levede sammen med mine forældre i et hus. Du gik i skole og lærte en masse. Du interesserede dig for undervisningen og fik ros for din flid.

 Du fortalte kort om ulykken, der havde sendt dig over i den åndelige verden. Dine kvæstelser var helet, og du havde ingen smerter eller sår . Du fortalte, at du ofte besøgte mig i mit hjem. Du vidste, jeg havde sørget for at få dit portræt indrammet.

(Det var et skolefoto taget kort før din død). Du vidste, jeg havde lagt hvide blomster på din grav på årsdagen for din død. Du takkede og holdt buketten frem, så mediet kunne se den, og du sagde: ” Jeg har buketten endnu, for her dør blomsterne ikke.”

 Du viste din livsglæde, da du sagde:” Da -  dam !! Se, jeg har min røde trøje på stadigvæk . ( Den du blev begravet i ). Jeg nyder livet ! Selvfølgelig savner jeg dig og resten af familien.” Du fortalte mediet, at du både talte engelsk og tysk; men noget af det gode ved at være, hvor du var nu, var bl.a. at du overhovedet ikke behøvede andet sprog end tankerne. ”Mediet kan også høre mine tanker, og for det meste hører hun det rigtige”, sagde du smilende.

  Dine brødre måtte gerne bruge dit tøj, hvis de ville. Du kunne få lige det , du ønskede dig.

  Du havde besøgt en ven fra skolen. Han var på sit værelse og følte sig nedtrykt. Du fik noget til at bevæge sig i et forsøg på at vise ham, at du ikke var død, men blot befandt dig et andet sted. Du var dog samtidig bange for, han skulle blive bange for, det spøgte.

 Du viste nu mediet dit værelse, som hun beskrev for mig. --  Du vidste at din far og dine brødre sørgede meget over din død.

 Da du var 14 år, faldt du gennem isen for at redde vores schæferhund op af vandet under en skøjtetur. Du fortalte mig nu, at du meget vel kunne være druknet derved ; men at du fik lov at blive her lidt længere. Du genkendte nu det sted, hvor du var. Du vidste din far, dine brødre, du selv og mig tidligere havde levet der, og at vi ville mødes der igen. Du ville ønske, din far vidste besked herom, for han sørgede og savnede dig så meget. Han havde besøgt din grav på årsdagen for din død. Desuden havde han ordnet det sådan, at en mindesten var sat der netop den dag. Det vidste du. Når din far legede med din computer og ikke helt kunne finde ud af at anvende den, holdt du øje med ham og morede dig. Du puttede en tanke ind i hovedet på ham, så han lige pludselig klarede problemet. Nu bad du mig fortælle ham om vores møde. Vores skilsmisse optog dig ikke. Det der betød noget for dig var din kærlighed til os begge.

 (  Da du og dine brødre var yngre, købte jeg en keyboard til jer, i håb om I ville få lyst til at udvikle musikalske talenter. Det gjorde ingen af jer tilsyneladende.)  Du fortalte, at du kunne glæde mig med, at du nu dyrkede musik med stor fornøjelse!

 Din unge matematiklærer, som du var så glad for, fortalte du, vidste du nu, du havde kendt i et tidligere liv.

 ”Fortæl hende, at jeg har nøglen!”  Jeg vidste straks, at det var den nøgle, jeg havde givet dig om halsen efter din død. Det smykke, der hed Nøglen til Paradis.

 Du havde lidt besvær med at få mediet til at gengive f.eks. danske navne, så pludselig udbrød du:” Du aner ikke hvor svært, det her er. Jeg har for øvrigt besøgt dit land, N…”  Og hun spurgte mig, om vi havde været i Skotland. Jeg fortalte, vi havde været i England i 1996.

 Min mor kom nu hen til mig og lagde armen om mig:” Åh, min stakkels pige. Du har lidt så meget i dit korte liv!” ( Tak, mor for din medfølelse).

  Et smukt juletræ bad du mig pynte til jul. Så ville du komme på besøg med nogle børn. Mange børn havde aldrig oplevet et juletræ. Det var børn, der var døde uden kærlighed, fattige og udsultede. ” Du mor, har kun oplevet mig som sekstenårig; men jeg er i virkeligheden  meget gammel inden i . Jeg har fået lov , at arbejde med børn her, og de skal se ting i den verden de forlod for tidligt. – Jeg vil prøve at vise dig, når jeg er der. Jeg vil ikke love det; men jeg vil prøve enten at få det elektriske lys på træet til at blinke, eller få træet til at bevæge sigt lidt uden tilsyneladende ydre påvirkning.”  Du fortalte, at du altid havde holdt meget af julen. At opleve juletræet juleaften ville være som at komme hjem på en lille juleferie.

 Mediet fortalte, at du rakte mig en enkel gul rose, og at du holdt meget af gule roser. Du sagde, at dit syn på mange ting havde forandret sig. Du takkede for at have haft et godt liv.

 Dyr kom også til den åndelige verden, fortalte du. Du viste mediet to gæs, som vi havde haft som kæledyr i din barndom.” Selv vores to gæs er her fortsat!”

 ”Nu ved du, jeg er i live, mor, og jeg elsker dig meget.” ”Jeg elsker også dig, Bo.”

”Det ved han,” nikkede mediet. Hun oplyste, at mine forældre og du ønskede mig en rigtig glædelig jul,  og at de alle ville besøge mig da. Selv om jeg ikke ville se og høre dem, ville de være der .

 ”Du taler selv med Bo,” udbrød mediet. Jeg fortalte, at jeg nogle gange gik hed til hans billede eller bare talte med ham i tankerne. ”Han siger, at han hører dig. Han taler også til dig, og ind imellem hører du det også!

 

 

  2 ½ år efter din død, mødte jeg dig igen gennem mediet. Det var i april 2001.

Hun beskrev, hvordan du langsomt kom hen imod mig, bredte armene ud og omfavnede mig længe. Så gik du et skridt tilbage og betragtede mig:” Hvordan har min smukke mor det?” spurgte du og gav mig et vidunderligt knus. Hun beskrev, hvordan du lyste af enorm kærlighed til mig. Du spurgte til dine brødre og fortalte, at du selv havde det godt. Mediet fortalte, at du bad hende sig til mig, at du havde redt dit hår og var i rent tøj. En lille erindring fra din barndom, sagde hun, når vi skulle på besøg. Du havde en gul T-shirt på, jeg en gang havde givet dig. Du så nyklippet ud, og havde gjort meget ud af at se pæn ud til vores møde.

 Du gjorde mig opmærksom på, at der var en begivenhed at fejre nu. Jeg kunne ikke lige komme på, hvad det handlede om. Du sagde:” Mormor`s  fødselsdag !” og lo. 

”Jeg er måske død ; men min hukommelse er bedre end din alligevel! Vi fejrer fødselsdagen her med blomster, god mad og drikke, gaver og et hyggeligt samvær. Forskellen er bare, at her bliver mormor ikke ældre, men yngre. Ved at sende hende dine tanker, kan du også være med til fødselsdagsfesten.”

 Hun beskrev dig som meget høj, omkring to meter. Du fortsatte med at vokse efter din død. Du sagde, som tidligere, at du vidste nu, det var din tid at , selv om du var meget ung. Nogle dør unge, nogle som gamle.” Jeg er egentlig ikke en dreng. Jeg er et meget gammelt menneske, der kom for at være på jorden af en grund. Lad være med at være ked af det. Vær glad for at vi har kunnet være sammen i 16 år, for jeg gjorde på seksten år, hvad andre bruger 80 – 90 år på.

 Jeg arbejder med babyer for tiden. De er så dejlige at have med at gøre. Du har også arbejdet med babyer på et hospital, – og nogle døde. Jeg kommer der nogle gange og leger med dem. På grund af den store sorg, det udløser, når et barn dør, er de meget beskyttede, og fordi jeg er død så ung ; men er gammel i sjælen, er jeg i stand til at hjælpe dem.

 Du fortalte endvidere, at du vidste, jeg havde mødt mand, som jeg holdt meget af.

”Han er et godt menneske, og jeg håber, han vil blive en god ven. Alle mennesker har brug for en god ven. Jeg ønsker, du må blive lykkelig.”

 Du fortalte, at du vidste dine brødre var flyttet hjem deres far. Jeg var blevet meget ked af det, da det skete, da det kom ganske uforberedt. Du fortalte, at du når jeg var ked af det, besøgte mig. Jeg ville kunne observere dig som en lysende kugle eller en lysreflektion et sted i stuen. Du kunne ikke opholde dig mere end omkring en halv time af gangen i min verden. Så blev du hevet tilbage. ”På samme måde som du besøger min verden, når du sover. Men, vi besøger kun jeres verden, når I har brug for det.”

 Din morfar og du var meget glade for at være sammen, fortalte du. I arbejdede sammen i et projekt med at hjælpe de mange dyr, der var syge af mund- og klovsyge i England og andre dele af Europa.

 I slutningen af mødet stillede du dig med bøjet hoved overfor mig løftede hovedet igen og sagde:” Jeg er ked af de ting , jeg har gjort overfor dig, der var forkerte. Jeg tænkte ikke altid over det, for jeg var for ung til at have visdom.”

 Min mor kom frem og fortalte, at det hjalp dem, ikke kun mig, men også dem, at vi mødtes på denne måde.

 Til slut spurgte jeg Bo, om det var rigtig af mig at offentliggøre denne bog. Han svarede:” Det vil du finde ud af. Bliver den konsekvent afvist af forlæggerne, er det ikke meningen. Ellers vil der ingen problemer være. Fortsæt med at skrive, som du føler, det er rigtigt. Det er sådan universet arbejder. -  Du må forstå, at det der er vigtigt for dig, nødvendigvis ikke er afgørende for andre mennesker ;  men det at skrive bogen, vil hjælpe dig meget, ikke? Du skal skrive  fra hjertet, og om det bliver udgivet til andre er ikke så vigtig, som at du har lavet en dagbog. Efterhånden som du bliver ældre, vil du opdage, at du har glemt meget. Det er det der sker, når mennesker bliver ældre. Når du læser dette igen , vil det frembringe smukke minder. Det du gør, gør du for mig, og det takker jeg for. Gud velsigner dig!”

 Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne gøre for dig, og du svarede:” Blot fortsæt med at elske mig. Det er alt. Kærlighed bliver altid modtaget. Bare tænk på mig og smil.”

 Mine tanker gik også til dine brødre, og jeg spurgte, hvad jeg kunne gøre for dem.

” Så længe de ved din dør altid er åben, og de kan komme, når de har lyst. Lad være med at forgifte deres sind mod deres far eller andre og tillad dem at træffe deres egne afgørelser ligesom de bliver ældre. I forhold til børn skal du ikke prøve at forstå dem, men blot huske at elske dem!”

 

"White wife", gallionsfigur jeg mødte sommeren 2007 på Shetlandsøerne. Skibet "Bo-hus" var sunket her i 1700 tallet efter at have ramt et skær. En ung skibsdreng havde reddet flere besætningsmedlemmer, inden han selv druknede derved. .
Slutord

                                         Kære Bo

                                Tak for alt i livet,

                                Glæden du har mig givet,

                                Alt er, som det  skal være,

                                Lad det være mit livs lære.

 

 

                                         Din Mor

 

 
Kære læser !
Bo interesserede sig meget for computere. Han oplevede inden sin død i 1998 at være med til at lave Ø.Hvidbjerg skoles første hjemmeside. - 
 Lev livet, nyd det, glæd dig, det er jo skønt at være her! - Og når en dag, vi bliver "sat af toget", venter der os endnu større og mere vidunderlige oplevelser og glæder! Og dem der stod af før os, står da og venter med glade smil og  åbne arme. Pragtfuldt, ikke sandt ?!