Everest Base Camp trekket efteråret 2011
Turbeskrivelse

Nepal - Everest Base Camp
24-dages tur med tehustrek til hjertet af Himalaya. Højdepunkterne er Everest Base Camp og Kala Pattar i 5.545 m.
Vi beretter i dagbogsform rejsen til Everest Base Camp.
Dag 1. Afrejse fra Danmark med stop i Singapore. Ingen tid til bytur denne gang men en god kop kaffe på Starbucks kom i hus.

Dag 2. Ankomst til Kathmandu - kaos i ankomstterminalen. Visum, varme og mange rejsende gjorde ventetiden ulidelig lang. Kom endelig igennem og blev i minibus kørt til gennem Kathmandus larmende gader - en kaotisk og travl by med bilos og mennesker alle vegne. Vi så de første tegn på en noget lavere levestandard end vi er vant til - der var tiggere på gader og gadebilledet var præget af ufærdige bygninger, el-ledninger i menneskehøjde og affald i bunkevis. Vi blev indlogeret på et lille hyggeligt hotel i bydelen Thamel, hvor vi blev anvist vores værelse, et dejligt afkølende og længe ventet brusebad samt en god kop kaffe på en nærliggende kaffebar. Denne kaffebar blev vores vandingshul på denne rejse. Vi samledes senere til en gennemgang af rejsen af vores turleder og vi mødte de andre i gruppen. Der var par, kærester, singler og venner. Der var novicer, garvede trekkere og dem med eventyr i blodet. Vi delte info og med et kort i hånden og en middagsaftale på en lokal restaurant gik i ud i byen for at snuse til Kathmandulivet. Vi spiste et rigtigt godt indisk måltid sammen med gruppen, hvorefter vi gik i putten. Vi hyggede lidt med den medbragte krydsogtværs inden vi slukkede det sparsomme lys.

Dag 3. Fridag til egen disposition - vi brugte vores guidebog til at planlægge en byvandring. Det blev en tur med kig ind i små gader og stræder, sammen med tusinde andre turister og lokale, med kreaturer og richshaws og 4wheelers, med sælgere og tiggere, med forretninger der bugner af kopivarer og must-haves.... Vi gik mod Durbar Square , så Bouinath stupaen og spiste forkost på KFC -ikke særlig modigt, men vi trængte til lidt salt... Vi spiste alene på K2, hvor vi hyggede med chateau briand og chokoladekage med vanilieis til dessert. Vi antog at der ikke blev meget kød til rådighed på trekket, så derfor delte vi rundt regnet 600 gram lækker oksefilet! Vi skulle pakke vores gear i to store vandtætte poser til turen. Poserne skulle bæres af yakokser og helst ikke være for tunge. Gear vi ikke ville få brug for, kunne vi opmagasinere på hotellet.

Dag 4. Vi skulle tidligt op for at køre til indenrigslufthavnen. Ved ankomsten til lufthavnen blev det tydeligt at forholdene er noget anderledes end en vestlig lufthavn. Heldigvis var vores smilende porter med og stille og roligt kom vi igennem til afgangshallen, hvor vi ventede indtil vi endelig blev gennet ud i varmen igen. Bussen kørte os til flyet som skulle tanke - denne proces tog tid, lang tid og det var frygtelig varmt. Vores fly Sitaair var kun til 14 personer med 2 piloter og al vores bagage. Stewardessen var sparet væk, men sikkerheden var i top - der var ihvertfald et gammelt mørt bælte. Plastik var det mest anvendte materiale i flyet og vinduesrammerne gav efter når man pressede lidt på dem. Efter cirka 25 minutter med fantastiske bjergtinder og smukke grønne marker mærkede vi en stigende nysgerrighed for at ville skabe udsyn til landingsbanen. Kameraerne snurrede mens den lille plastikflyver lagde an til landing på én af verdens farligste landingsbaner. Kun 500 meter lang og med en bjergside som afslutning, stoppede vores piloter uden én anmærkning. Sikkert på jorden igen og med vores rygsække på ryggen begav vi os til den første lodge, hvor vi skulle vente på de andre fra gruppen. Denne lodge skulle blive et længere bekendtskab end vi havde regnet med.

Ved 14-tiden var alle ankommet til Lukla og gruppen kunne begive sig ud i Himalayabjergene. Vi gik i et roligt tempo igennem Choplung i 2260 meter og videre over sidefloden Kusum Khola på en træbro og frem til Ghat i 2490 meter. i den øvre del af Ghat passerede vi flere bedemøller og store "manisten". Vi nåede til Phakding i 2640 meter ved aftentid, hvor vi for første gang skulle stifte bekendskab med "bogen". Bogen er en optegnelse over hvilke måltider vi hver især har bestilt og i sidste ende hvad regningen lyder på. Vores portere var meget hjælpsomme, de gik til hånde i køkkenet og serverede alle måltider i en lind strøm. Der var dog problemer med hukommelsen og forståelse af retternes udtalelse - nepaleserne har lidt svært ved at snakke engelsk, men de gjorde en god indsats. Vi fik anvist vores første værelse - ved siden af toilettet! Med hul i døren ud til gangen, trak vi soveposerne frem, tandbørsten blev våd og kolde gik vi til ro den første nat i Himalaya.

Dag 5. Vi indtog varm grød med æbler til morgenmad. Vi var alle spændte på dagens vandring til Namche Bazaar - det sidste sted hvor der var muligt at proviantere inden opstigning i Gokyo dalen. Vi fulgte mælkefloden Dudh Khosi, som vi krydsede flere gange ved hjælp af de berømte hængebroer. Kort før Benkar passerede vi flere flotte vandfald - vi drak lemontea og spiste chokolader. En daglig begivenhed, som vi skulle se frem til især når vejret blev rigtig koldt. Vi havde en stigning på 500 m op til Namche, som sled på kræfterne. Beklædning var stadig kun shorts og t-shirts. Vi drak ekstra meget vand for at holde højdesygen fra døren. Namche 3450 m var et smukt syn for trætte fødder og kaffetørstige sjæle. Vi blev indlogeret på et godt hotel, hvorefter vi smuttede ud i byen for at finde en kaffebar. Byen var fuld af turistforretninger med kopivarer. Vi havde heldigvis en fridag i byen dagen efter - mange andre fra gruppen havde valgt at deltage i et dagtrek nordpå. Det skulle vise sig at være en rigtig dårlig beslutning, som mange deltagere led under i tiden efter. Vi sneg os tidligt i seng og hyggede med krydsogtværsen.

Dag 6. Hviledag, hvor vi indkøbte snacks til turen - masser af chokoladebarer. Jeg snød mig til en billig Nepaltrekbog til Søren - den skulle blive en daglig dosis. Vi gik en tur ud til Everest Viewpoint, hvor vi så bjerget for første gang. Vi var ret imponeret over bjergene, især Ama Dablam. Sneen var tydelig og terrænet var lagdelt med visuel trægrænse. Vi gik forbi den lokale skole, men den var desværre lukket på grund af en kommende festival. Vi hyggede med kager og kaffe og listede hjem til hotellet  og læste i vores nye bog. Ved aftenstid kom de andre deltagere tilbage fra dagtrekket, trætte og for nogles vedkommende syge. Det havde været en langt mere anstrengende tur end beregnet. Vi var meget glade for at vi havde holdt fridag!

Dag 7. Vi skulle tidligt op for at gå mod Kyanjuma. Vi gik forbi en helikopterlandingsbane, hvor vi var heldige nok til at se en take-off. Derefter gik vi mod Everest Hotel, hvor vi fik en rigtig god kop varm kakao. Gruppen vandrede videre og kom til Khumjung i 3790 m, hvor vi besøgte en skole som Himlayan Trust og Sir Emund Hillary har bygget. Vi fik en tour, men der var desværre ingen elever på grund af festivalen. Skolens forhold var noget anderledes end dem vi er vante til - det var en spændende oplevelse. Vi gik videre mod byen Kunde, hvor vi besøgte et lokalt hospital. Vi fik et lille foredrag om hospitalet, dets forhold og lidt om højdesyge. Byen var næsten forladt og det var koldt og tåget. Efter en lille time ankom vi til byen Kyanjuma, hvor vi skulle overnatte. Lodgen er udemærket og vi hygger med friskbagte kager og kaffe i lysthuset. Vi møder lægen fra Kunde igen, han er igang med at tilse en patient, som viser sig at være vores værtinde. Mens han gør operationsbordet klar, åbner han roligt en dåseøl, hvorefter han påbegynder det operative indgreb. Vi er målløse, men må sande at den tynde luft i Himalaya rummer muligheder, vi ikke normalt stifter bekendskab med.

Dag 8. Vores trek starter hver dag med samling i lodgens eneste opvarmede rum - dog sjældent om morgenen... vi spiser morgenmad, hvorefter de sidste tasker pakkes, dyrene lastes og vi starter vandrerstavene. Idag drejede vi bort fra hovedstien og begav os ind i Gokyodalen, også kaldet Dødens dal. Stien førte os gennem afblomstrede rhododendronskove og enebærkrat, berberis og nåletræer. Landskaber forandres stille og roligt, mens vi i et passende tempo bevæger os opad. Langt de fleste dage har vi været på førsteholdet. Vi har næsten ingen symptomer på højdesyge, kun en lille smule hovedpine og besvær med at trække vejret om natten. Vi er kun tre ud af 18 der ikke tager medicin mod højdesyge. Vi ankommer til Dole - tæt på at være verdens røvhul med de koldeste værelser, toiletdør uden funktionel dør og hvor vi om morgenen oplever vores første dag i fuld vintergear.

Dag 9. Da vi vågner - kolde med is på indersiden af vinduerne, er det snevejr. For første gang på turen er det for alvor koldt og vores kvalitetsgear kommer til deres rette. Top-gearet kan vi begive os ud i sneen uden bekymring - en fantastisk følelse, hvor vi oplever andre fra gruppen, som overhovedet ikke er rigtig gearet til disse forhold - stakkels dem. Vi trekker mod Machhermo, gennem snevejr og med næsen mod stien hele tiden. Stien er stejl nogle steder og med snevejr er det hele lidt sværere og noget langsommere. I Machhermo holder Himalaya Rescue Association til og lægerne havde tid til at give os et grundigt foredrag om højdesyge og de forhold´sregler og symptomer der er omkring højdesyge - et supergodt foredrag, hvor vi også fik målt vores iltniveau. Normalt ligger vores iltmætning på 99%, men med den tynde luft kommer vi kun op på 87 %. Vi boede i en stor lodge, vores værelse lå op af køkkenet - lidt hyggelig larm i forhold til længere nede af gangen, hvor de uhumske toiletter skræmte potentielle kunder ud i sneen. Vi hyggede i poserne, det var super koldt og igen var der is på indersiden af ruden.

Dag 10. Vi skulle gå mod Gokyo, hvor vi kom gennem Pangla - et par stenhuse og et enkelt tehus. Tydelige tegn på at vi er kommet langt op i dalen, der er langt mellem husene og vi ser ikke så mange mennesker som længere nede af stien. Vi går langs morænekanten ved gletsjeren Ngozumpo. Vi kom forbi den første af Gokyosøerne - dens vand var noget af det klareste vi havde set på turen. Hele området er utrolig smukt, Gokyo ligger ved den tredje sø omgivet af sneklædte bjerge, blandt andet Gokyo Ri 5360m og Cho Oyu 8201m. Langt de fleste af gruppens deltagere var godt rætte ved ankomsten, men også meget overrasket over de smukke søer, deres klare vand, bjergene omkring dem og ikke mindste de flere hundrede varder, der er lavet ved søerne. Søren tog vores værelsesnøgle og hentede vores sække. Han kom tilbage og lignede en strålende sol. Vi havde fået det mest fantastiske værelse, badet i sol og med en temperatur på mindst 40 grader var det en himmelsk gave sendt fra guderne. Vi havde satset på et dejligt varmt og yderst velfortjent brusebad, men måtte sande at forholdene ikke just var gearet til dobbeltbadning - vandet blev meget hurtigt hundekoldt og vi fik snart vasket rejsestøvet af os. Sikken en oplevelse, hvorefter vi monster-hyggede i vores lune værelse - vi slikkede solskin kan man vist godt sige! Værelset havde ikke tapet, men væg til gulvtæppe med små pandabjørne på - det virkede nærmest som torturmetode at skulle bo der, men solen var et absolut plus.

Dag 11. Hviledag og med vores udsøgte værelse kunne vi se frem til en middag og eftemiddag med lækker solskin igen. Mange andre fra gruppen valgte, at gå op på Gokyo Ri - igen valgte vi at blive på jorden. Vi begav os istedet ud til én af søerne sammen med Hans - en ældre herre som ikke helt kunne overskue turen til Ri. Vi hyggede os med at lave en varde, som vi beklædte med bedeflag vi havde købt i Kathmandu. På turen hjem mødte vi et andet tourselskab hvor én af deres portere havde tydelige højdesygesymptomer. Vi spurgte ind til hans tilstand, men lederen mente ikke at det var problematisk. Ved ankomsten til Gokyo spurgte vi vores sirdar - vores ansvarlige guide, om han kunne lokalisere porteren så han kunne få noget tiltrængt medicin, dog havde ingen i byen set eller hørt om denne porter. Det viser sig, at syge portere ikke bliver betalt for den del af turen de har deltaget, men kun hvis de kommer helvejs igennem. For os var det en øjenåbner over de forkastelige forhold som de lokale arbejder under. Vores portere havde det umiddelbart godt, de havde delvis fornuftigt fodtøj på og deres gear så acceptabelt ud. Hvor de sov og hvad de fik at spise var ikke så tydeligt, dog var der altid et smil på deres læber, hvis man mødte dem.

Dag 12. Det var godt at vi havde en hviledag, for dag 12 bød på et lidt andet terræn. Fra Gokyo kan man vælge at gå to forskellige ruter. Hvis vejret tillod det og hvis gruppens medlemmer vurderedes til at kunne klare strabadserne, så var der muligt, at gå den eventyrlige rute over Cho La i 5330 meter og 2 dage senere nå til Lobuche på Everest Base Camp-ruten. Vores turleder vurderede at alle kunne klare turen - dog skal det nævnes at der ikke eksisterer nogen beskrivelse af denne rute på rejsebureauets hjemmeside. Ingen af gruppens medlemmer vidste hvad turen indeholdte af sværhedsgrader. Dette skulle vise sig at være en stor fejltagelse for nogle medlemmer. Vi gik mod byen Tangnag, sidste by inden passet. Her blev Søren serviceret med barbering og hårvask. Vi hyggede i det fantastiske solskinsvejr mens vi spiste os mætte i kulhydrater, der skulle bruges til næste dags opstigning.

Dag 13. Efter en god nattesøvn kunne vi begynde opstigningen til Cho La. Vi lægger næsten altid hårdt ud fra morgenstunden - og denne gang var ingen undtagelse. Vi kæmpede os op af det første lille bjerg og blev hurtigt mødt af langt større udfordringer. Vi tog førertrøjen og gav den gas op af det næste bjerg - langt mere besværligt end det første. Der var ingen synlig rute, vi kiggede op og lagde ruten de næste ti minutter, hvorefter vi gentog sceancen igen og igen. Småstenene ruller os om ørerne og nogle steder føltes det som om bjerget gik lodret op. Da vi endelig nåede toppen af Cho La passet måtte vi sunde os et øjeblik, klappe os selv på skuldrene og dykke ned i de velfortjente madpakker. Der var desværre ret køligt på toppen og vi ville allerhelst fortsætte med det samme, men vi blev nødt til at vente på flere fra gruppen og godt det samme, for pludselig kom turlederen og bad vores guide om hjælp. Én af vores trekkere havde vejrtrækningsproblemer og havde akut brug for hjælp. Hun kom endlig på toppen og ved fælles hjælp kom hun sikkert ned til den næste lodge, hvor hun kunne slappe af og å vejret igen. Dzongla er uden tvivl verdens mest røvsyge sted - der er intet charmerende over dette hul! Det var det dyreste sted vi overnattede og det værste. Der lugtede af petroleum, maden var elendig og værelserne var for få og i en elendig tilstand - der er ingen stjerner at hente her, men vi udskifter stjernerne med rotter istedet og dem var der rigeligt af. Nogle af gruppens medlemmer måtte sove i en sovesal eller hvad man nu kan kalde stedet - de blev kompenseret natten efter - det sørgede vi for! Vi påtænkte seriøst at gå ned til Lobuche, den næste by på trekket, men det blev hurtigt mørkt og der var ingen bærere til at gå med os. Vi vandt et værelse og faldt endelig i søvn - heldigvis.

Dag 14. Vi vågnede tidligt, hvorfor mon? Pakkede og gjorde klar til afgang, ingen ko på isen her. Glade vandrede vi videre ned mod Lobuche. Vi hyggede os med vores lille førergruppe, der bestod af fysikeren Rune fra Norge, Elsebeth - daglig leder af et misbrugcenter i Århus og Poul fra Jylland. Vi havde mange gode kilometer sammen og i godt selskab med yakokserne noget af vejen. Vi mødte Musse og Trunte i Lobuche og gensynet fra Elsebeths side var stor. Hun er selvfølgelig vegetar. Vi scorede nøglerne i lodgen og tildelte de bedste værelser til dem der sov i sovesalen natten før. Det blev de glade for, vi fik en køkkenvagt, hvor personalet sang til opvasken - det var hyggeligt nok og vi gik trætte og mætte i seng til lyden af nepalesisk sang og latter.

Dag 15. Vi skulle tidligt op, da turen skal gå til Gorek Shep og videre til Everest Base Camp. Der var ingen vanskeligheder i opstigningen til Gorek Shep, landskabet er som vanligt super smukt og vi hygger os i det gode selskab, hvor der pjattes og ytres ringe vittigheder og kommentarer under bæltestedet. Ved ankomsten til Gorek Shep fik vi værelserne udleveret og smed vores gear, hvorefter en hurtig frokost blev indtaget og turen mod Everest Base Camp startede. Tænk engang at vi havde ventet på dette øjeblik i 2 uger og nu inden for de næste to timer skulle det være en realitet at vi ville være så tæt på Everest som det er tiltænkt normalt dødelige. Sikken en spænding! Vi var desværre kun 7 fra gruppen samt turlederen som tog turen til Base Camp. De andre havde af mange forskellige årsager fravalgt denne tur - passet havde taget pusten fra mange af dem og diverse sygdomme drev folk i soveposerne. Vi sled op af ruten mod den berømte markør, stenen med bedeflagene og indskriften - Everest Base Camp og pludselig kunne vi se lejren, isfaldet og stenen. Det var et ganske specielt øjeblik at stå netop der - der hvor mange bjergbestigere starter den mest vanskelige opgave, de sikkert kommer til at gøre i deres livstid. Beundringsværdigt og sindsygt egoistisk. Ikke at vi misundte dem det ringeste,  Base Camp er rigeligt for os.....i denne omgang. En anden Søren fra gruppen havde fødselsdag og "forlangte" at vi gik helt ned til teltene. Det tog bare lidt over en time og betød at havde det længere tilbage, men det var absolut turen værd. Vi kunne ikke komme helt ind i lejren, det må man ikke da det kun er for ekspeditionsmedlemmer. Helt iorden taget antallet af trekkere i betragtning. Vi hyggede os med ren afslapnin gpå de store sten udenfor lejren,  mens lejren fejrede noget, de grinede, skålede og dansede - noget var lykkes og det var en god følelse at høre det i baggrunden. Efter en velfortjent hvil gik vi tilbage mod Gorek Shep. Turen var opløftende, vi var glade og havde opnået det vi kom efter - også selvom det "bare" var en stor sten med bogstaverne "Everest Base Camp". Tilbage i lodgen fik vi aftensmad efterfulgt af Sørens fødselsdagskage, han blev virkelig overrasket og kagen var rigtig god taget i betragtning at nogen havde båret den helt fra Namche Bazaar. Godt gået!

Dag 16. Vi var igen tidligt oppe, for vi skulle bestige Kalar Pattar, bjerget som er nabo til Gorek Shep. Vi sled os op af bjerget, luften var ultra tynd og det rev i lungerne. Det kan ikke forklares hvordan det tynde luft påvirker ens krop, det skal erfares! Vi led i stilhed, mens vi kæmpede os op af Kala. Endelig kunne vi se toppen og der var sgu stadig en god bid derop. Vi nåede toppen, lungerne helt oppe på tungen, benene var tunge og trætte - men sikken et syn der ventede os. Det skal vi aldrig glemme! Mount Everest i sin pragt lige foran os omgivet af de smukkeste bjerge. Folk på toppen var meget stille, vi sundede os, mens vi tog den fantastiske udsigt ind i hjertet! En lille fulg havde indtaget toppen og hoppede fra kiks til kiks, mens den poserede for de ivrige fotografer. Der var utallige bedeflag, hilsner til og fra levende og døde - en underlig blanding af "her kommer jeg aldrig op igen". Vi tog vores del af den positive energi og efter en kort fotosession, begav vi os ned mod Gorek Shep igen. Det var et noget lettere tur at nedstige og mens solen tog til, gik vi igen mod Lobuche, hvor vi skulle overnatte igen. Vi fik ok værelser og havde travlt med at ordne de sidste hilsner til turlederens gave - hun fyldte 40 år. Der var også en flot kage til hende, dog var hun et lidt vanskeligt bekendskab og hun prøvede at slippe væk fra hyggen, dog uden held. En ualmindelig kedelig attitude overfor gruppen og det gav større problemer længere nede af stien. Vi spiste kagen og gik veltilfredse i poserne.

Dag 17. Vi er på vej ned mod Dingboche i 4350 meter. Tidligere var området kun benyttet om sommeren til dyrkning af byg, men nu er der adskellige tehuse, hvor trekkere kan hygge sig omgivet af et fornemt udvlag af verdens højeste tinder som Ama Dablam, Nupshe, Lhotse og Tawoche. Vi gik igen med førertrøjen og i stadigt godt selskab. Aftenes kedelige sceance med turlederen gav en smule tumult i gruppen og vi havde brug for at få samtalen på rette spor igen. Trunte og Musse fulgtes med os noget af vejen, mens vi stødte på andre store langhårdede kreaturer - ikke yetis. Vi nåede endelig Dingboche som ligger lavt i forhold til vandrestien. Vi blev ansporet til vores lodge og opdagede at der stod skrevet følgende på naboens tag "french bakery" - fødderne fik nyt liv og vi nærmest spurtede mod lodgen, hvor vi scorede værelset udenfor - det betød at vi skulle udenfor for at komme på toilettet midt om natten - super koldt! Vi opdagede at der var brusebade til rådighed og som den første fik Betina varmt vand på kroppen  - totalt tiltrængt og en ren nydelse. Det var helt igennem fantastisk at få rent tøj på kroppen, de sure sokker blev lukket inde i vasketøjsposen og vi gik trætte og rene mod naboens franske bageri. Det bestod af en lille hytte med vinduer på tre sider, hvilket gav solens lys mulighed for at varme lokalet godt og grundigt op. Vi smed os i puderne og guffede diverse kager og drak god kaffe, mens vi snakkede med andre trekkere. Det var en rigtig god eftermiddag, hvor vi slappede af i rent tøj, med nyvasket hår og duften af kaffe hængende omkring os. Vi gik trætte i poserne og glædede os over at skulle længere ned i dalen dagen efter. Man kunne sagtens mærke at turen var på dens sidste dage. Gruppen glædede sig til at komme tilbage til byen, tilbage til noget at bruge penge på, til et større udvalg og ikke mindst til at være varm.

Dag 18: Vi gik mod templet Tengboche, turen var på vej ned i lavlandet igen, de sneklædte bjergsider forsvandt igen og flodens brusende larm kom tilbage. Terrænet skiftede karakter, der var igen rigtig mange afblomstrede rhododendronskove og vi så mange flere folk end før - vi kom forbi små landsbyer, hvor børnene vinkede til os og vi så folk der arbejdede på at bygge nye lodges. Det var rart at gå i et andet terræn efter de mange dage hvor vind og vejr havde nemmere tilgang til os, nu kunne vi gemme os i underskoven, temperaturen steg og vi kunne smide skaljakkerne igen. Det var en rigtig hyggelig tur op til Tengboche - dog var det sidste stykke urimeligt besværligt. En frygtelig stigning efter en dag med nedstigning. Vi brugte de sidste kræfter på opstigningen og blev mødt af tågen. Tågen skulle være vores rejsekammerat resten af trekket - uheldigvis. Vores lodge var rent luksus, værtinden havde totalt styr på tingene, der var varmt vand at vaske hænder i efter toiletbesøg, varme hele tiden i opholdsrummet, super lækkert mad og hun virkede oprigtig glad og tilfreds. Vi fandt selvfølgeligt et bageri, hvor vi smovsede os i lækre kager - og de var lækre! Klosteret kaldte til bøn og nogle fra gruppen tog til bønnemøde - det tog længere end tre timer og de kom trætte og kolde tilbage til lodgen,hvor vi andre havde hygget os i varmen. Vi spiste lækker aftensmad og glædede os til morgendagens nedstigning til Namche.

Dag 19. Turen gik mod Namche og den gik nedad. Vores nu temmelige irriterende turleder gik fra os - hun forlod gruppen og vi så hende først langt senere på dagen - hun havde brug for lidt tid til sig selv..... Godt så - nu var vi ikke just forladte, da vi havde vores guider, men vi var da noget overrasket over sådan en beslutning. Nedstigning var det og i stor stil - det gik ned i timevis og vi mødte folk på vej opad - stakkels dem. Vi mødte igen byen Kyanjuma, hvor vi sagder hej til værtinden med operationen og drak kaffe. Vi fortsatte mod Namche, vejret var ikke for godt, det var overskyet og vi kunne til tider kun lige skimte stien foran os. Vi nåede Namche og gik lige mod pizzariaet, hvor vi dyrkede de lækkereste pizzaer - mums, hvor smagte de godt - det første stykke kød i næsten 3 uger og så salami... Vi fortsatte mætte og tilfredse ned 500 meter og over hængebroen igen, fortsatte i godt humør med byen Monjo, hvor vi havde spist forkost på vej op af stien. I Monjo ventede vi lang tid på vores værelser og endelig kunne vi smide gearet og tage en slapper inden aftensmaden. Langt de fleste i gruppen tænkte nu kun på at komme tilbage til Kathmandu og det var forståeligt. Vi var på dette tidspunkt fyldt op med indtryk, kilometre og det slider at være så lang tid i den samme gruppe - ingen tvivl om det. Det er meget lidt privat tid og det foregår som regel på et kedeligt koldt værelse.

Dag 20. Det var sidste etape på dette trek, turen gik i roligt tempo mod Lukla, vejret var ikke blevet meget bedre, det var stadig meget overskyet og der var fugtighed i luften. Vi smed os i førertrøjen igen og kæmpede os ned i dalen, hvor vi gik af den samme ruten som ved opstigning. Vi hoppede frokosten over og gik hastigt videre mod Lukla. Jo længere ned i dalen vi kom, jo værre blev vejret.Turen ind til Lukla var med førerhund og hvid stok - tågen lå tæt omkring os  - en underlig fornemmelse. Vi fandt lodgen og fik en velfortjent frokost. Da resten af gruppen var forsamlet fik vi nøglerne til vores værelser - vi fik en på grineren, da vi opdagede at vi skulle bo i en Sweet. Det var et stort ulækkert koldt og fugtigt lokale, som allerhøjst kunne være vores én enkelt nat for dagen efter skulle vi flyve tilbage til Kathmandu...troede vi da. Vi skulle spise afskedsmiddag med hele holdet om aftenen, det skulle blive en rigtig hyggelig aften, hvor vi sang og snakkede med vores portere og guiderne. De fik også deres bonusser og mange af gruppens medlemmer havde doneret tøj og sko til porterne. vi gik trætte og tilfredse i seng - næ, vi smuttede ned på Starbucks og drak en dejlig kop kaffe og så gik vi i seng på vores luksusværelse. Vi fik at vide at vores tasker skulle være pakket tidligt om morgenen, så porterne kunne tage dem til lufthavnen - det skulle blive et ritual, der blev gentaget mange gange de næste par dage.

Dag 21. Vi vågnede til tåge, kraftig tåge! Det skulle blive en rigtig kedelig tåge, der lå som et tykt tæppe omkring byen og dermed også lufthavnen,hvor de små fly ikke kom i luften! Vi besluttede os for at købe nogle vaskeægte souvenirs fra verdensbyen Lukla - vi gik også en lang tur for at slog nogle timer ihjel, op til den lokale skole,  hvor eleverne spillede fodbold med store smil på læberne. Deres lærere blev fløjet ind fra Kathmandu og på grund af tågen kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre og de kunne se frem til nogle herlige fridage. Vi flød ud i Starbucks sofa sammen med de andre fra gruppen - der var andre trekkere, som heller ikke kunne komme ned på grund af tågen - og det så heller ikke ud til at den ville lette i den nærmeste fremtid. Vi fik nyt værelse, da vi kom tilbage til lodgen. Det var meget mindre og lugtede ganske hæsligt. Der var heller ikke toilet på værelset, men man måtte dele med mange andre - virkelig ringe forhold taget byen i betragtning. Vi hyggede - Lukla-hyggede i spisesalen, hvor man havde opstillet petroleumsbrændere op. De lugtede grimt og gav kun lidt varme til de kolde kroppe. Vi spiste aftensmad og spændede ned på Starbucks ofr at score os en sofa og en kop kaffe. Vi så en elendig amerikansk actionfilm, mens timerne sneglede sig afsted. Gik tilbage til kulden og krøb i poserne. Holdt os samtidig på næserne.

Dag 22. Stod igen tidligt op til tåge! Det var intet håb om at den ville lette - overhovedet ikke! Idag havde turlederen valgt at vi skulle spise afskedsmiddag, da der ikke var nogle udsigt til at vi kom ned til Kathmandu i tide. Dagen blev brugt på at gå små ture, drikke kaffe, gætte krydsogtværs og læse. Det var abslolut ikke den afslutning på trekket vi alle sammen havde håbet på. Vi nød en stærk chiliret med kylling til frokost, noget som vi begge kom til at fortryde bitterligt senere. I løbet af den sene eftermiddag blev det klar at den kylling ikke havde været helt gennemvarm eller også var den for gammel. Betina måtte i pendulfart mellem toilet og vindue - det varede til langt ud på natten. Søren klarede umiddelbart frisag og kunne deltage i afskedsmiddagen. Han måtte dog give op lidt senere og kopierede toiletbesøgene. Godt at vi havde rigeligt toiletpapir! Det skulle blive en elendig nat!

Dag 23. vi vågnede tidligt med håbet om at tågen var lettet - dog intet held! Betina var afkræftet af nattens små hyggestunder og blev i posen det meste af dagen, mens Søren listede af sted til Starbucks for at melde kolleger at de ikke skulle forvente vores tilstedeværelse til tiden. Vores ekstradage i Kathmandu var nu brugte og der var ingen mulighed for at vi kunne nå vores fly hjem nu. Det var næsten ubeskriveligt kedeligt i Lukla, byen var fyldt med trekkere, som ikke kunne komme ned af bjerget, maden var begyndt at slippe op og energien til at se positivt på tingene var ligeledes sparsomt. Vi gik i de kolde poser med troen på at vi aldrig skulle komme ned af det forbandet bjerg - øv!

Dag 24. Vi blev næsten banket op - tågen var stadig en kendsgerning, men vores turleder havde valgt 9 af os som skulle forsøge at gå ned af bjerget. Der var der mulighed for at en helikopter kunne hente os. Vi kiggede ud af vinduet igen og tænkte - ingen chance for at det sker! Men vi pakkede hurtigt vores bagagen og styrtede ned til starbucks for at købe de sidste kager til nedstigningen. Turen var noget anderledes end vi havde været vant til. Stien var kun til de lokale, mudret og med utallige ujævnheder. Vi kæmpede os forbi mulddyr, lokale med en mission og portere der sled med oppakningen. Vi kom ned på et stort plateau, hvor der stod omkring 250 andre trekkere med den samme mission som os - at komme med en helikopter ned af bjerget. Vores sirdar sagde at den næste helikopter var vores - vi havde godt nok hørt en helikopter før, men kunne ikke forestille os at den kunne lande i dette vejr. Pludselig ud af tågen kunne vi både se og høre en stor rød helikopter. Den landede lige foran os og vores sirdar delte gruppen op i to, vi var på et første hold, der skulle flyves ud. Vi var helt rundt på gulvet - Betina blev smidt ind på bagsædet sammen med Poul, Rune og Birthe, mens Søren blev taget væk fra helikopteren - han blev dog placeret på forsædet som andenpilot - større smil får man sgu næppe at se! Vores pilot sætte maskinen i første gear og vi var i luften i løbet af få minutter. Et totalt surrealistisk syn at se de mange andre trekkere stå og kigge på os, der kun havde ventet i 5 minutter - det var vores helikoptere og vi nød det! Drengene i maskinen hyggede sig i støre mængder, der var tydelig smil og veltilfredshed på alle rækker, mens tøserne så bekymret ud af vinduerne på den tykke tåge. Turen tog cirka en time og så kunne vi skimte Kathamndu i det fjerne. Turen var behagelig ma det siges - piloten havde styr på situationen, desværre var der kun 24 trekkere, som blev evakueret den dag ud af de cirka 2500 tusinde der stadig befandt sig i Lukla. Vi landede uden problemer i Kathmandu og kom  hurtigt ud til den ventende bus, der kørte os tilbage til hotellet, hvor vi smed vores elendige lugtende kroppe i turens bedste brusebad. Vandet havde med garanti en lettere mørk farve og tøjet lugtede som tusinde gamle kameler. Det var herligt at komme i rent tøj igen! Vi skyndte os ned på det lokale vandingshul for at indtage kaffe og kage - super lækkert. Derefter gik vi hyggetur i de varme gader, hvor vi indkøbte de sidste souvenirs og nyt tøj. Vi havde intet hørt endnu om hvornår vi kunne flyve hjem til DK. Vi spiste et fantastisk måltid, Chateau Briand igen på vores hyggelige restaurant K2. Trætte og med maverne fulde af god mad og dessert gik vi hjem til hotellet, smed os i sengen og lukkede øjnene, mens vi tænkte på de stakler der stadig var i klamme, kolde Lukla.
 
Dag 25. Vi vågnede op til en morgen med solskin, varme og hygge på vores lokale bager. Vi nød livet i Kathmandu og glædede os til at skulle hjem igen. Vi fik vores flybilletter til turen hjem. Den skulle være ind over Doha og videre til København. Vi havde derfor hele dagen til at lege turister. Vi besluttede sammen med Rune og Poul at tage til ligbrænding. Det skulle være en helt igennem enestående oplevelse, som vi alle sammen vil mindes med blandede følelser.
Om aftenen blev vi afhentet og kørt til lufthavnen, hvor vi sagde pænt farvel til Nepal og goddag til Doha. Vi tilbagte alt for mange timer i Doha lufthavn, men  langt om længe kunne vi sætte os i flyveren, der fløj direkte til København. Da vi ankom til Kastrup, sagde vi farvel til vores rejsekammerater og giv mod udgangen - vi blev selvfølgelig modtaget af en tolder, der mægtig gerne ville se indholdet af vores bagage -no problem.......stakkkels kvinde, for taskerne var fulde af ildelugtende vandretøj! Hun lukkede hurtigt igen og gav grønt lys for indrejse! Godt at være hjemme igen!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.09 | 11:03
Forside har modtaget 1
Du kan lide denne side